Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Det XIII SECULUM.
Det 13 Seculum giver os en Historie, som er ikke mindre fuld af Exempler paa Pavernes Hofmod og Geistlighedens Fordervelse end de næst foregaaende, og skulde man holde det u-troeligt, hvis det ikke var beseigled med saa mange troeværdige Skribenteres Vidnesbyrd. Man kand allene sige, at saadant bør meere tilskrives Tiderne end Personerne; Og at mange af de Romerske Paver kunde have været gode og skikkelige Mænd, hvis de ikke havde været Paver, hvilket sees af Cœlestini V Exempel, hvilken blev holden for en u-duelig Mand, og maatte staae fra sit Embede, efterdi han vilde føre sig op som en rett Biskop og Siæle-Sørger. Det var derfore en U-muelighed paa de Tider at være en dygtig Pave og tilligemed en god Mand; Thi der handledes da om at vedligeholde et Systema, som Gregorius VII havde lagt Plan til, nemlig at giøre Keysere og Konger til Vasaller af det Romerske Sæde, saa at hvo der ikke traadde i Gregorii Fodspor, holdtes ikke for at forstaae Kirkens Gavn og Interesse, og conseqventer ikke at kunne være en duelig Romersk Bisp. Det kand ellers være, at adskilligt er de Romerske Paver paadigtet, hvorudover man ikke sikkert kand forlade sig paa alt hvad derom er skrevet. Men man haver saa mange Vidnesbyrd, endogsaa af overtroiske Munke, om Pavernes onde Opførsel, at man ikke behøver at tage løse og partiske Vidnesbyrd til Hielp. Men jeg maa begive mig til det 13 Seculi Historie.
|683Jeg har tilforn fortaalt, at Paven i den store Successions-Tvistighed i Tydskland tog Ottonis Parti. Med hvilken Myndighed saadant skeede, sees af eet af hans Breve, tilskrevet bemeldte Ottoni 1201, saa lydende: Tvistighed om Successionen i Tydskland.Ved den Allmægtige GUds Myndighed, som os er given udi St. Peders Person, antage vi Eder til Konge, og befale alle, at bevise Eder udi den Qvalitet Lydighed. Hvo skulde af saadant andet kunde slutte, end at Keysere og Konger paa de Tider vare andet end Pavernes Statholdere, som de efter Behag kunde af- og indsætte. Et lige lydende Brev tilskrev han ogsaa Stænderne i Tydskland, befalende at adlyde Ottoni alleene. Men Førsterne af Philippi Parti besværgede sig høyligen derover, og blev et heel fyndigt Brev affærdiged til Paven, underskreved af 2 Erke-Bisper, 11 Bisper, Kongen af Bøhmen Et haardt Brev til skreved Paven.og andre Førster, hvorudi blant andet findes disse Ord: Hvo har nogen Tiid hørt tale om saadan Dristighed, hvor have I læset, at Eders Forfædre have bemænget sig med de Romerske Kongers Vall. I forrige Tider kunde intet Pave-Vall skee uden Keysernes Myndighed, indtil Keyser Henrich I, hvilken overdrog saadan Rett til Kirken alleene. Haver nu den verdslige Øvrighed ladet see saadan Føyelighed, og afstaaet en Rett, som den var i Possession af; hvi understaaer da Paverne at tilegne sig den Rett, som de aldrig have haft. Vi erklære derfore, at vi have givet vore Stemmer til Philipp af Svaben, og derfor beder, at I efter Eders Pligt giver ham den Keyserlige Krone. Paven Hans Svar.besvarede dette strax udi et vitløftigt Brev, hvoraf er taget det bekiendte Capitul Venerabilem in Decretalibus. Derudi tilstaaer han vel, at de Tydske Førster have Rett til at udvælge en Konge, men siger derhos, at saadan Rett er dem given af det hellige Sæde, som i Caroli Magni Person har forflyttet Keyserdommet fra Grækerne til de Tydske. Iligemaade, at, som Paverne have Rett til at krone og indvie Keyserne, saa |684have de og Rett til at examinere deres Vall. Men deraf vilde flyde, at enhver Bisp, som var berettiged til at forrette en Kronings-Ceremonie, havde ogsaa Rett til at cassere eller approbere et hvert Konge-Vall.
Croisade af Franske.Medens disse Stridigheder varede, skeede en merkelig Croisade udi Frankrige, saaledes, at adskillige Franske Herrer med et anseeligt Mandskab udi det Aar 1202 1202begave sig paa Reisen, og ginge til Søes først til Venedig. Da de vare komne til samme Stad, arriverede nogle Gesantere fra den unge Alexio Angelo, Keyser Isacii Søn, som Alexius hans Broder havde stødt fra Thronen og stukket Øyene ud paa 1195. Sønnen, den unge Alexius, tog Flugten til Italien, og kom til Rom, hvor han forestillede Paven det Tyrannie, hans Farbroder havde øvet. Da han siden fornam, at de Franske Kaarsede vare til Venedig, adresserede han sig til dem, og forlangede deres Hielp; Efter adskillige Negotiationer blev en saadan Foreening giort, at de Franske, som vare paa Toget til det hellige Land, skulde sætte ham paa Thronen igien; Og han derimod, skulde bringe det Grædske Keyserdom under Pavens Lydighed. Udi Kraft af denne Foreening begave de sig for Constantinopel, visende Indbyggerne den unge Alexium, som de førte med, og haabende derved at befordre Stadens Overgivelse. Men, som intet Svar derpaa fuldte, angrebe de Constantinopel med Magt, De indtage Constantinopel.og bestormede den. (a) Adskillig Vold blev da øvet, og en stor Deel af denne prægtige Stad blev, skiønt mod Anførernes Villie, lagt i Aske, som Nicetas vidner, der da var tilstede, og pathetiçepathetiçe]pathetiçe] pathetice A B; pathetiçe SS pathetiçe] pathetice A B; pathetiçe SS efter sin høytravende Skrivemaade taler derom. (b) Den gamle Alexius, som havde bemægtiget sig Regimentet, tog da Flugten, og Grækerne toge den afsatte og blinde Isacium af Fængslet, og satte ham paa Thronen igien. Dog, saasom han udi den Tilstand ikke kunde forestaae Regimentet, blev det overdraget Sønnen den unge Alexio.
(a)Nicet. Lib. 3. Cap. 12.
(b)Nicet. in Alex. Comn.
|685Men, da han var bleven fast i Sadelen, begyndte han strax at lade see Kaaldsindighed mod sine Velgiørere, hvorudover de bleve fortørnede, og erklærede ham Kriig. Saaledes fortælle de Latinske Skribentere; De Grædske derimod, sær Nicetas, siger, at han føyede dem i all Ting, og derved saaledes ophidsede Indbyggerne i Constantinopel, at de saae sig om en nye Keyser. Een ved Navn Alexius Ducas lod sig da finde villig til at anføre de Oprørske, greeb den unge Alexium og lod ham strangulere. Dette gav Latinerne Anledning til i eget Navn at bemægtige sig Staden; Thi Faderen Isacius, foruden det at han var blind, var ogsaa i Henseende til Sindets Qvaliteter u-beqvem til Regieringen, og fortæller Nicetas, at han endogsaa i den elendige Tilstand flatterede sig med at blive Monarch over heele Verden; I hvilken daarlige Tanke nogle Munke og Stjerne-Kigere havde bragt ham. Constantinopel 1204blev da anden gang beleyred udi det Aar 1204, og med Storm indtagen. De Franske og Venetianerne udplyndrede da denne rige og mægtige Stad, og bekomme et stort Bytte, (a) hvoriblant en Mængde af Reliqvier, som siden overalt bleve adspreedede, og uddeelte til de Vestlige Kirker. Derpaa traadde de Franske og Venetianerne sammen, og raadsloge om at udvælge en nye Keyser. Vallet faldt da paa Balduinum, Greven af Flandern, hvilken blev kroned i Majo udi samme Aar, og kom Balduinus første Latinske Keyser i Constant.saaledes det Grædske Keyserdom under en Vestlig Herres Magt, hvorunder det længe continuerede, og haabede Paven, derved at foreene Grækerne med den Romerske Kirke. Den første Patriarch, som da blev creered, var en Latiner, ved Navn Thomas Morosini, og blev hans Vall confirmered af Paven.
Kort efterat Balduinus var bleven Keyser i Constantinopel, geraadede han i Kriig med Kongen af Bulgarien, hvilken Grækerne, som ikke kunde leve under Latinsk Herredom, ophidsede imod ham. Udi denne Kriig lede de Franske et stort Nederlag i et Feltslag, som blev holden ved Adrianopel, hvor Balduinus selv blev
(a)Nicet. Lib. 3. Cap. 12.
|686fangen, og bragt til Bulgarien. Medens dette Fængsel varede, forestod hans Broder Henricus Regieringen. Balduinus blev ilde medhandled af Seyer-Herren, hvilken lod ham føre bunden i Lænker til sin Hovedstad, og endeligen efter et Aars Fængsel lod afhugge hans Hænder og Fødder, og kaste Legemet paa aaben Mark. Saadant ynkeligt Endeligt havde denne brave Herre, og blev hans Broder Henrich kroned til Keyser i Constantinopel efter hans Død.
Nyt Keyserdom til Nicæa.Men som Grækerne ikke kunde beqvemme sig til at leve under fremmed Regiering, udvalte de paa et andet Sted een ved Navn Theodorum Lascarem til Keyser, hvilken anlagde sin Residentz til Nicæa udi Bithynien, saa at der udi lang Tiid bleve tvende Østlige Keysere paa eengang.
Medens dette forhandledes, bestyrkede Philippus af Svaben sig meer og meer 1206mod sin Rival Ottonem, overvandt ham i et Feltslag, som blev holdet 1206, og tvang ham at flygte til Engeland. Dog kom han ikke allene Aaret derefter tilbage igien, men endogsaa, da Philippus udi det Aar 1208 ved Døden afgik, fik Keyserdommet allene. Jeg har tilforn meldet om de Valdenser i Frankrige og deres Oprindelse. Saasom disse Folk førte en fornuftig Lærdom, rensed fra all Overtroe, funde de stort Bifald, og deres Tall formeerede sig dagligen, helst efterdi de havde foreenet sig med de saa kaldne Albigenser, hvilke sidste vare end større Fiender af den Romerske Kirke. Valdenserne forøges.Thi een af deres Lærere, nemlig Pierre de Bruis, blev brændt, efterdi han havde kaaget sin Mad ved en Ild, som var optændt af lutter Kaars, hvilke han havde nedrevet af Kirker og alfare Veye. Det var ellers merkeligt med denne Sect, at den ingen Stifter havde, som alle andre, og have nogle deraf vildet indføre, at de Valdenser og Albigenser vare de eeneste, som havde conserveret Apostlernes Lærdom, medens alle andre Kirker vare af falske Lærere bleven forførede. Deres Fiender confunderede dem med Manichæer. Og seer man af Autor til de Albigensers Historie, at dem tillægges saadanne Meeninger, |687nemlig at de foragtede det gamle Testamente, sigende, at den GUd som er Autor af Loven, er et ont Væsen, og at Moses, Josua og David ere den onde GUds Ministrer, (a) og fortæller samme Autor om Greven af Thoulouse, som var deres Beskytter, at naar han bad GUd om Hielp, sagde han, sig dermed ikke at meene Mosis GUd. Men man kand ikke reflectere meget paa deres Vidnesbyrd derudi, efterdi saadan Slags Calumnie paa de Tider var almindelig. Saasom de nu meer og meer toge til, begyndte den Romerske Geistlighed at ansee dem som den farligste Sect, helst saasom de udi deres Prædikener ideligen igiennemheiglede Præsternes Vankundighed og u-ordentlige Levnet. Pave Innocentius søgte i Tide at dæmpe dem, ophidsende over alt Potentater til deres Forfølgelse, og afmalende dem, som de der havde Principia langt slemmere end Tyrker og Hedninger. Dog lod han først under Sagtmodigheds Skin anrette adskillige Samtaler og Disputationer med dem. Hvilke Historien vidner at være bestyrkede med Mirakler, blant andet at Orthodoxi overgave Croisader mod dem.dem deres skriftlige Betænkninger, og lode dem kaste paa Ilden, hvoraf de igien toge dem u-skadde (b). Og, som de samme ingen Virkning kunde have, lod han dem 1208endeligen udraabe for forstokkede Kiettere, og udi det Aar 1208 paabyde Croisader mod dem, lovende alle dem Aflad, som til saadant helligt Verk vilde lade sig bruge. Nogle 1000 Mennesker lode sig derpaa tegne med Kaarset, opmuntrede saavel af Pavens Deres Ødelæggelse.Prædikener, som af adskillige Jærtegn som udstrøedes, og ginge løs paa disse arme Folk med saadan Hidsighed, at henved 70000 af dem i Frankrige bleve omkomne, og deres Stæder og Gods indtagne, de øvrige maatte skiule sig udi Skove og Udørkener, saa at man siden lidet hørte tale om dem, indtil de Wiclefiter og Hussiter begyndte at bringe samme Lærdom paa Banen igien; Thi da komme atter Waldenserne for Lyset, og foreenede sig med de samme.
(a)Hist. Albig. Petri Monachi cap. 4.
(b)Petr. Monachi Hist. Albig. Cap. 7.
Medens Forfølgelsen mod Valdenserne varede, forrefaldt udi Engeland mærkværdige Ting: Ved det Canterbergske Sædes Vacance reisede sig stor Tvistighed om et nytt Erke-Bisp-Vall. Derudi mængede sig Pave Innocentius III, casserede tvende Vall, som vare skeede udi Engeland, og lod udi sin Nærværelse til Rom udvælge til Begyndelse til den store Strid med Kong Joh. af Engeland og Paven.Erke-Bisp Stephanum af Langton, som var Kong Johannis Fiende. Dette forbittrede Kongen saa meget, at han lod drive de Canterbergske Munke i Landflygtighed, tilskrev ogsaa Paven et haart Brev, hvorudi han lader ham viide, at han vilde have det Vall at staae ved Magt, som var skeed med Biskopen af Norvich, og, dersom Paven var ham imod derudi, vilde han forbyde sine Undersaatter at reise til Rom, for der fremdeeles efter Sædvane at bringe Landets Rigdom. Dette blev af Paven besvared først af et Brev til Kongen (a), hvorudi han formaner ham til at antage den nye Erke-Bisp, og truer med at sætte Landet i Interdict, hvis saadant ikke skeer; Dernæst af andre saavel til Bisperne som de Verdslige Engelske Herrer, hvorudi han raader dem at foreholde Kongen hans Pligt imod den Romerske Kirke.
Udi Kraft af denne Paamindelse indstillede sig trende Biskoper, nemlig af London, Eli, og Worcester (b) for Kongen, bedende ham med grædende Taare at antage Erke-Bispen, og at tilbage kalde de fordrevne Canterbergske Munke. Men Kongen svarede i Vrede dertil, at, dersom nogen Geistlig understoed sig til at sætte Landet i Engeland sættes i Interdict.Interdict, skulde han blive Land-flygtig og miste alt sit Gods: Ja man skulde lade Næsen afskiære paa alle de Romere, som lode sig indfinde i Engeland. U-anseed disse Trusler blev dog det heele Rige satt i Interdict 1208, saa at all Kirke-Forrettning ophørede, undtagen Skriftemaal og Børne-Daab, og retirerede de 3 Bispe, som havde forkyndt dette Interdict, sig strax udaf Engeland. Dette foraarsagede saadan Klagen og
(a)Epist. Innocent. III. data Laterani apud M. Par. ad an. 1208.
(b)Annales Wawerley sige Wigorn: saaledes kaldtes da Worcester, paa Latin Wigornia.
|689Raaben, at Kongen begyndte at frygte for Oprør, og derfor lod Paven vide, at han vilde beqvemme sig til at antage Erke-Bispen, og kalde Munkene tilbage. Derom blev nogen Tiid handlet, men uden Virkning, og Interdictet continuerede med Landets største Forvirrelse. Kongen blev da saa ophidsed, at han øvede adskillige Haardheder Kongen excommuniceres.mod Geistligheden, (a) men derved udvirkede intet andet, end at styrte sig udi større U-held: Thi Paven skreed til den Yderlighed at lade ham offentligen excommunicere. All Ting kom da i fuld Fyr og Flamme, og hvad som opmuntrede Kongen til at fremture i at holde Stand mod Paven, var i sær en Hof-Theologus, ved Navn Alexander Masson, hvilken forestillede ham, hvormeget Magt paaliggende det var, at beskytte den Kongelig Myndighed, og visede, at Paven ingen Magt havde udi verdslige Sager; Men hans Bestandighed tienede kun til at befordre hans hastige 1211Ruine; Thi Paven løsede udi det Aar 1211 alle Engelske Undersaatter fra deres Troeskabs-Eed, forbydende under Straf af Kirkens Band at tale eller have Omgiengelse med Kongen. Dette blev ikke derved; Paven fældede omsider en Dom over ham, erklærende Paven dømmer ham fra Riget.ham at have forliiset den Engelske Krone, og overdragende Riget til Kongen af Frankrige. Han opmuntrede ogsaa adskillige, saavel fremmede som Engelske Herrer, at lade sig tegne med Kaarset, for at støde Kong Johannem fra Thronen; Ja lovede dem samme Aflad og Kirkens Beskyttelse, som til dem, der besøge den hellige Grav. Man seer heraf, i hvilken Misbrug Croisader da vare komne. Iligemaade at denne Pave Innocentius eftergav ingen af sine Formænd udi Hofmod.
For at fuldføre denne forargelige Tragœdie, da skikkede Paven 1212 en Sub-Diaconum Pandolphum med nogle Engelske Biskoper til Engeland, for at exeqvere Dommen. Pandolphus begierede, førend han forlod Paven, en hemmelig Audience, og da spurdte ham hvad han skulde giøre, i fald han fandt Kongen
(a)Matth. Paris. ad ann. 1209.
|690villig til at ydmyge sig; Paven gav ham da et Freds-Project, hvorved han kunde tages til Naade Merkelig Samtale mellem Kongen og den Pavelige Legat.igien, hvis han vilde falde til Føye. Den Conference, som da blev holden imellem Kongen og de Pavelige Legater, fortiener at anføres, helst som den er beskreven af en Auctor (a), der levede paa samme Tiid: (Pandolph.) Vi ere komne langt fra, for at give Kirken Fred, og for at høre Eders Tanker derom. (Kong.) Jeg veed ikke hvad Eders Forlangende er. (Pandolph.) At I ville give Kirken tilbage, hvad I har borttaget, og lade Stephanum komme til sit Erke-Sæde igien. (Kong.) Jeg skal lade Stephanum hænge, saa snart han sætter sin Fod paa mit Land. Jeg vil ellers lade Paven beskikke en anden Erke-Bisp, naar det ikke maa være Stephanus. (Pandolph.) Det Romerske Sæde pleyer ikke at degradere en Erke-Bisp uden Aarsag, men det pleyer heller styrte rebellske Regentere fra Thronen. (Kong.) I true mig, men I kand ikke giøre meere Ont, end det som I siger. (Pandolph.) Vi lade Eder da vide, at Paven har excommuniceret Eder. (Kong.) Hvad videre? (Pandolph.) og vi excommunicere alle de Engelske, som leve i Communion med Eder. (Kong.) Hvad videre? (Pandolph.) Og vi løse alle Undersaattere fra deres Troeskabs Eed. (Kong.) Hvad kand I vel giøre meere? (Pandolph.) Vi erklære paa GUds vegne, at hverken I eller Eders Arving kand blive kroned. (Kong.) Jeg merker nok, at I ere ikke mine Venner, lader Eder derfor vide, at, hvis I driste Eder oftere til at komme hid, skal det bekomme Eder meget ilde &c. Derpaa begav Pandolphus sig fra Engeland, saa at det kom ikke til Forliig, førend Aaret derefter, da Johannes, Kongen indgaaer et haanligt Forliig.seende alle Elementer at være
(a)Apud Gale Script. Vet. Angl. p. 174.
|691imod sig, og Kongen af Frankrig færdig til at exeqvere Pavens Ordre, rakte omsider Øre til Pandolphi Forslag, og lod sig beqvemme til den skammeligste Accord, som nogen Tiid af en Potentat er bleven slutted, og 1213ved et authentique Instrument af den 15 May 1213 giorde saadan Erklæring: At han for sine Synders Forladelse af frie Villie med de Engelske Herrers Raad overgav Paven og den Romerske Kirke de tvende Kongeriger Engeland og Irland, hvilke Riger han herefter allene vilde forestaae som Pavens Vasall. Til des meere Beviis paa hans Underdanighed vilde han foruden den saa kalden St. Peders Penge betale Aarligen til Paven 1000 Mark Sterling, nemlig 700 for Engeland og 300 for Irland, forbindende sine Efterkommere at holde denne Donation under Straf af Kronens Forliis. Dette Instrument blev overgivet Pandolpho, for at føre det til Rom, og aflagde Kongen strax derpaa Troeskabs-Eed til det Romerske Sæde. Og begynder den samme saaledes: Ego Johannes, Dei Gratia Rex Angliæ & Dominus Hyberniæ, ab hac hora & in anteà fidelis ero Deo, & Beato Petro & Ecclesiæ Romanæ & Domino meo Papæ Innocentio, ejusqve Successoribus Catholicè intrantibus &c. Det er: Jeg Johannes &c. skal fra denne Time være GUd, St. Peder, den Romerske Kirke og min Herre Pave Innocentio, samt hans retmessige Successorer huld og troe &c. (a)
Ved dette Forliig forandrede sig Scenen gandske, og Paven, som tilforn havde været Kong Johannis Forfølger, maatte nu lade see lige saa stor Iver i at beskytte ham, som sin Vasall. Kongen af Frankrig kunde ingen synderlig Behag finde udi dette Forliig, hvorved han saae sig skildt ved den Engelske Krone, som han allereede havde i Forhaabning, og for hvilken at nyde, han havde giort saa store Anstalter og Bekostninger; Hvorudover han ogsaa høyligen protesterede derimod, skiønt forgieves, thi det maatte nu heede, at Paven kunde ikke dispenseres for at beskytte Engeland som sin Eyendom, og Kong Johannem som sin troe Vasall, helst,
(a)Homag. Joh. apud Matth. Par. ad ann. 1213.
|692efterdi han nu var bleven saa god Christen, og havde giort en saadan alvorlig Poenitentze. Men hvor vit hans Poenitentze gik, og hvor velhvor vel]hvor vel] B, hvorvel A; hvorvel SS hvor vel] B, hvorvel A; hvorvel SS han meenede det med den Romerske Kirke, sees af det Gesantskab han paa samme Tiid, da han handlede om Forliig med Paven, skikkede til Kongen af Marocco, hvilken han tilbød at giøre sit Rige Skatt-skyldigt, iligemaade at antage den Mahomedanske Religion, dersom han vilde undsætte ham. Saaledes En Historie om Kong Joh. examineresfortælles dette Gesantskab af de Tiders troeværdige Skribent Matthæo Parisio, (a) skiønt saavel Gesantens Tilbud, som den Maroccanske Konges Svar giør Historien suspect, og viser, at denne Konge meget har været paadigtet, og derudi har haft samme Skiæbne som andre Potentater, der have lagt sig ud med de Geistlige. Hvis Historien ellers er sandfærdig, er den mindre lastværdig og skammelig for Kongen, der udi Desperation giorde saadant Tilbud, end for Paven og Geistligheden, der dreve ham til denne Fortvilelse. Hvad som meest giør Historien suspect, er den Maroccanske Konges Svar, som bestod derudi, at have lastet Kong Johannem som en u-værdig Regent, efterdi han vilde underkaste et saa skiønt Rige fremmed Herskab; Iligemaade at han vilde forlade en saa hellig Religion som den Christelige; Saa at det synes hertil at maa have været giorte adskillige Tillæg, skiønt Skribenten siger, at Gesanten Robertus Londinensis fortaalte Historien omstændigen til sine Venner ved hans Tilbagekomst. (b) Bemeldte Matthæus Parisius giver ellers denne Konge slet Vidnesbyrd om hans Religion, sigende blant andet, at, da han engang saae, at man Hans Koldsindighed udi Religionen.flaaede en fæd Hiort, som man havde fanget paa Jagt, sagde han: Dette Dyr trives vel, skiønt det har aldrig hørt Messe. (c) Paa hans U-retfærdighed og Penge-Gierrighed giver han blant andet saadant Exempel: Han forlangede af en Jøde i Bristol 10000 Mark; Da Jøden veigrede sig derfor, befoel han hver Dag at rykke een af hans Tæn-
(a)Matth. Paris. ad ann. 1213.
(b)Matth. Paris. ad ann. 1213.
(c)Idem. O! qvam prospere vixit iste, licet nunqvam missam audiverit.
|693der ud, indtil han beqvemmede sig til at give den forlangede Summa. Jøden var stiv, og lod sig udrive 7 Tænder; Men, da det kom til den ottende, beqvemmede han sig til at give Pengene. Dette viser saavel Kongens Ondskab, som Jødernes elendige Tilstand, hvilke paa visse Tider og Steder bleve tracterede som u-mælende Beester. Vel er sandt, at de een og anden gang saavel ved u-taalelig Aager, som andre onde Gierninger, ophidsede de Christne imod sig; Men det samme kand dog ikke undskylde den u-menneskelige Haardhed, man øvede imod dem.
Efterat Kong Johannes saaledes havde forliigt sig med Paven, eller rettere, underkastet Kong Joh. lader sig tegne med Kaarset. sig hans Herredom, blev han løsed af Kirkens Band, og det Interdict, som Riget saa længe havde været udi, blev ophæved. Han lod sig siden tegne med Kaarset, ligesom han havde i Sinde at giøre et Tog til det hellige Land, skiønt det skeede alleene for at nyde de Privilegier og den Beskyttelse, som Kaars-tegnede Folk havde; Thi jeg har tilforn viset, at det var i adskillige Henseender man paa de Tider antoge Kaarset, saa at nogle giorde det for at beskyttes mod deres Fiender og Forfølgere, andre for at kunne frit bedrive ligesaa meget Ont som de vilde, og er det troeligt, at denne Konge slog sig til saadan Devotion udi begge Henseender.
Keyser Otto sættes af Paven fra Riget.Det var ikke allene med Kong Johanne, at Pave Innocentius saaledes kiørede i ring, men endogsaa med Keyser Ottone; Thi da samme Keyser søgte at handhæve sin Myndighed i Italien, blev han ogsaa satt i Kirkens Band. Og havde denne Excommunication samme Virkning mod ham som mod Kong Johannem; saa at han blev derefter foragted og forhadt af heele Verden; Thi Paven udvirkede, at han udi det Aar 1212 blev afsatt, og Fridericus Kongen af Sicilien blev udvalt til Konge i hans Sted. Og er det denne Fridericus, som udi Historien er bleven saa meget bekiendt i Henseende til de store Forfølgelser, han leed af de Romerske Paver, hvorom videre skal tales.
|694 Dominicus den store Ordens-Stifter.Paa disse Tiider florerede de tvende store Ordens-Stiftere, Dominicus og Franciscus. Dominicus de Guzman var en Spansk Edelmand, fød i den Stad Calaruega udi Aragonien 1170. Han blev først Canonicus og Archidiaconus af Osma, og anvendte siden sin Tiid paa at prædike mod Albigenserne, og det med saadan Iver, at Paven giorde ham til Inqvisiteur udi Languedoc, hvor han lagde først Grundvold til den store Munke-Orden, som efter Stifterens Navn kaldes Dominicaner- eller Prædiker-Ordenen, og endnu florerer. Denne hans Stiftelse blev approbered Dominicaner-Orden.af Pave Innocentio III paa det Lateranske Concilio holdet 1215, og confirmered Aaret derefter af hans Successor Honorio III. Det var han, som persvaderede Pave Honorio at stifte den saa kaldte Magistrum Sacri Palatii, hvis Embede er at forklare SkriftenSkriften]Skriften] Skrifter A B; Skriften Liebenberg, Skrifter SS Skriften] Skrifter A B; Skriften Liebenberg, Skrifter SS og censurere Bøger, og var han selv den første, som forvaltede dette vigtige Embede, hvilket siden, saa vel som Inqvisitions-Forretningen, er forplanted paa hans Disciple og Dominicaner-Munke. Dominicus døde til Bologna 1221, og blev af Pave Gregorio 9 canonisered 1235. Ham tillægges adskillige Mirakler, blant andet at han eengang holdt en Prædiken paa Tydsk, hvorvel han forstoed ikke Sproget, item at han i det Aar 1219 opvakte et Barn fra de Døde. Den Orden, som han stiftede, skulde være efter St. Augustini Regler, men den blev forøged ved adskillige Constitutioner af Stifteren selv. Dominicaner-Munkenes Tall tog dagligen saaledes til, at den er bleven een af de mægtigstemægtigste]mægtigste] mægtiste A mægtigste] mægtiste A og Tall-riigeste Ordener, som den Romerske Kirke har haft, og har man deraf seet at være tagne 3 eller 4 Paver, adskillige Cardinaler, og en stor Mængde af saa kaldne Helgene. Historien viiser ellers, at disse Munke have bemøyet sig med andet end at prædike; Thi man seer skarpe Forordninger imod de soorte Brødre som giorde Excesse udi Fraadsen, Drikken, Jagt og Giæstebude (a).
(a)Clementin. 1. 3. tit. 10. cap. 1. Ne Sacra Monachorum Nigrorum Religione indecorum aliqvid obrepat, interdicimus in cibo & potu eqvitaturis & lectisterniis qvemvis notabilem excessum.
Franciscus, Stifter af den anden store Orden.Den anden store Ordens-Stifter Franciscus var en Italiener, fød udi den Stad Assisio. Han drev sin Ungdoms Tiid bort med Kiøbmandskab indtil det Aar 1206, da besluttede han at forlade Verden, og plagede sit Legeme saaledes, at han saae ligere ud til et vilt Dyr end et Menneske, og foraarsagede, at Folk saae ham an som et afsindigt Menneske. Da hans Fader truede ham med at giøre ham arveløs, kastede han alle sine Klæder fra sig, saa at han end ikke beholdt Skiorten, og for at imodstaae Kiøds Fristelser, veltede han sig nøgen paa Iis og Snee (b), saa at aldrig nogen Cynisk Philosophus har spillet selsommere Rulle; Han skildte sig siden ved alt sit Gods, og giorde Profession af en Evangelisk Fattigdom efter Christi og Apostlernes Exempel. Og, som han i den Tilstand erhvervede sig en stor Hob Disciple, fik han i Franciscaner-Orden.Sinde at stifte en nye Munke-Orden, hvilken tilligemed Dominici Stiftelse blev af Pave Innocentio III. approbered paa det Lateranske Concilio 1215, og siden af Honorio III. confirmered: De mange underlige Ting, som findes i hans Liv og Levnet, vil Jeg intet omtale, men henviise dem, som kand finde Behag derudi, til Bonaventura, som har skrevet hans Historie, og andre. Jeg vil allene melde om det store Mirakel, som fortælles at være skeed med ham 1224, saaledes: Han saae en Morgen tiilig en Seraphim med 6 gloende Vinger nedstige fra Himmelen. Dette Syn bragte ham i stor Forundring, og end større, da han siden merkede sine Hænder og Fødder at være tegnede af Sømme, ligesom udi Christi Crucifixes Billede, item et stort rødt Saar udi hans Side, ligesom han kunde have været igiennembored af en Lantze. Disse Merker siges der, at han i Begyndelsen tog i Betænkning at lade nogen see, for ikke at røbe GUds Hemmeligheder; Men han aabenbarede dem omsider. Man seer af denne Historie allene, hvilke forunderlige Ting denne Helgen have været tillagde, og at man derved har villet giort ham ligesom til en anden Kaarsfæsted Christum. Ja Hans Stigmata.der ere de blant hans Tilhængere, der have satt ham i Rang med Frelseren, skiønt andre forarge sig dero-
(b)Bonaventura in Vita St. Francisci.
|696ver, anseende det som et Exempel paa Munke-Hoffmod, og holdende denne Vision for at være ud-copiered efter Mahomeds Syn; og grunder sig herpaa den Satire kalden Franciscanernes Alcoran, som indeholder hæslige Satires over Franciscum, og derudi synes at gaae for vidt; Thi Franciscus havde maa skee giort adskillige Stræger over de Ting, som hans Tilhængere have lagt ham til Roes. Franciscaner-Ordenen har anrettet en Fest allene til en Erindring om hans Saar eller Stigmata, og blev en Franciscaner-Munk udi forrige Seculo af Erke-Bispen af Reims tildømt, at giøre Afbigt for adskillige Ting han havde talet til Francisci Berømmelse, hvoriblant var denne gudelige Expression, at St. Franciscus har baaret all Verdens Synder. Franciscaner-Munkene lode sig i Begyndelsen kalde de Fattige Mindre, Pauperes Minores, for at sætte sig mod de Valdenser, som kaldte Mindre Brødre.sig de Fattige af Lion. Men siden toge de Navn af de Mindre Brødre. Nogle have siden spott-viis i steden for Fratres Mendicantes, eller Tigger-Munke, kaldet dem Fratres Manducantes, det er Æder-Munkene. Disse Mindre Brødre ere nu omstunder deelte i mange Greene, og føre adskillige Navne, ligesom de ere meere og mindre bundne til Ordens-Reglerne. Hvor hastig denne Orden formeerede sig, sees deraf, at udi en almindelig Forsamling, som Franciscus holdt 1219, fandtes over 5000 Munke, foruden dem, som bleve tilbage i Klosterne. Franciscus døde 1226, og blev Franciscaner- og Dominicaner-Ordens Tilvext.af Pave Gregorio canonisered 1228. Begge Ordener saa vel Dominicaner, som Franciscaner, have spreedet sig over heele Verden og ligesom fordunkled alle andre Ordener. Ja de have alleene i Henseende til deres Mængde og Hidsighed domineret udi nogle 100 Aar, og været en Skræk for Paverne selv, indtil Jesuiterne bleve bekiendte, hvilke temmeligen have holdet dem Stangen. Førend Jesuiter-Ordenen stiftedes, var en stedsvarende Jalousie imellem Dominicanerne og Franciscanerne, og store Stridigheder have reiset sig imellem dem, hvorudi Paverne, endskiønt de føye agtede Keysere og Konger, gemeenligen ikke dristede sig til at decidere, af Frygt for at støde eet af disse mægtige Partier for Hovedet. Hvor stor Frygt Paverne have haft for disse Munke, |697sees blant andet deraf, at, da Joh. af Parma, de Franciscanernes General, publicerede den bekiendte u-gudelige Bog, kalden: Det ævige Evangelium, hvorudi han siger, at Evangelium bør afskaffes, blev Autor alleene under Haanden befalet at staae fra sit Embede, og Sagen at afgiøres i Stilhed.
Fra disse tvende Stiftelser kand man i visse Maader regne en nye Periodum udi Kirke-Historien, i Henseende til den store Munke-Sværm, som overvældede Christendommen. Man skulde vel tænke, at denne Mængde af Mennesker, som intet Arbeide eller Forretning havde, skulde kunne befodre Studeringers og boglige Konsters Opkomst, men hvad de befodrede, var ikkun Pedanterie og Subtiliteter, hvorved rette Videnskaber heller bleve qvalte, end forfremmede. Aarsagen som foregaves til den Regul at leve af Tryglerie var, eftersom intet var foragteligere end at betle, og deres Forsætt var at underkaste sig den allerhaanligste Stand, til Beviis paa des større Ydmyghed. Vel er sandt, at Franciscus selv befoel hans Disciple at arbeide, og ikke uden i yderste Nød at betle, det samme findes ogsaa omtalt i hans Testament; Men de saa kaldne Mindre Brødre udvirkede nogle Aar efter hans Død ikke at være forbundne til hans Testament. Men just dette Betler-Handværk, som syntes at skulde forfremme Ydmyghed og Verdens Foragt, havde i Fremtiden tvende onde Suiter: (1) hindrede det Munkene at leve i Roelighed, og forbandt dem til at flakke om fra et Sted til et andet for at erhverve Almisse: Hvorudover at komme i denne Orden, var heller en Vey til at indvikles udi Selskab og vitløftig Omgiengelse, end at komme ud af Verden. (2) Hindrede denne Leve-Maade dem i at forrette deres Embeder med Iver og Fermeté; Thi den som skal leve af Almisse, maa nødvendigen hykle for de Rige, og see igiennem Fingre med mange Feil, som andre, der ikke trænge, driste sig til at corrigere. Hvilket og er skeed med disse Munke.
Nu maa jeg gaae lidt tilbage i Tiiden igien, og eftersee hvad videre mærkværdigt tildrog sig i Kirke-Sager under Pave Inno|698centio III. Jeg har tilforn viiset hvad SkiæbneSkiæbne]Skiæbne] B, Siæbne A Skiæbne] B, Siæbne A de Vestlige Christne have haft i Orienten, og hvorledes det Hierosolymitanske Rige af Saladin blev forstyrred, saa at de Christne efter saa store Bekostninger og saa mange tusinde Mænds Opoffring i Asien, havde ved disse Croisader intet andet udvirket, end at giøre deres Tilstand desslettere. Om deres haarde Vilkor vidne adskillige Klagemaal fra den undertrykte Asiatiske og Ægyptiske Geistlighed udi Innocentii Tiid, hvilket bevægede mange Europæer til Medlidenhed, saa at u-anseed de forrige store U-held og Forliiser, adskillige af dem gave tilkiende, at de havde Lyst end eengang at giøre et Forsøg mod det hellige Land. Ja denne Begiærlighed gik saa vidt, at en stor Mængde Børn, saavel af Frankrige, som af Tydskland, rottede En stor Mængde af Børn rotte sig sammen, for at indtage det hellige Land.sig sammen og kaarstegnede sig (a) for at giøre et Tog til Asien; Og, naar man foreholdt dem deres daarlige Foretagende, og adspurte dem hvad de dermed tænkte at udrette, svarede de, at det var GUds Befaling, at de skulde begive sig til det hellige Land. Mange af dem bleve som Afsindige indsluttede af deres Forældre, men de funde Leilighed til at komme løs igien, og fortsatte deres Reise. Udi denne daarlige Hob fandtes 1212ogsaa mange Qvinder, hvilke ligemaade havde ladet sig tegne med Kaarset, item adskillige Spidsbuber, der søgte Leilighed til at plyndre Børnene, og siden hemmeligen forlode dem. En stor Deel af disse Børn fore vilde i Skove og Udørkener og omkomme af Hunger og Tørst: Andre komme nøgne tilbage, og naar man spurte dem, hvi de havde foretaget saadan Reise, svarede de, at de selv ikke vidste det, saa at man kunde ikke ansee det andet, end et overkommende Raserie. Dog sagde Paven da han hørte dette: Hi pueri nobis improbant, qvod ad recuperationem Terræ Sanctæ, iis currentibus, nos dormimus. Det er: Disse Børn, som løbe til det hellige Lands Undsætning, bebreide os vor Søvnagtighed.
1213For at giøre dette Børne-Leeg til Alvor, lod han 1213 stæv-
(a)Albert. Stad. ad Ann. 1212.
|699ne et almindeligt Concilium, og publicere adskillige Buller til alle Europæiske Førster, hvorudi han opmuntrede dem til at lade sig paa nye tegne med Kaarset, lovende Aflad til alle dem, som vilde lade sig bruge til saadant helligt Verk; Blant andet, at de skulde være frie for at betale Renter, endogsaa dem, som de med Eed havde forbundet sig til at betale. (a) Men Conjuncturerne vare da saa forvirrede udi Europa, at enhver havde nok at bestille med at beskytte sig mod sin Naboe, 1215saa at der skeede intet Tog udi denne Paves Tiid. Det store Concilium, som han længe havde arbeidet paa, blev endeligen Concilium Lateranense 4.holdet til Rom 1215 paa det Lateranske Pallads. Der lode sig indfinde over 400 Bispe. Paa dette Concilio bleve giorte 70 Canones, hvoraf de merkeligste ere disse: At Brødet og Viinen i den hellige Nadvere forvandles til Christi Legem og Blod, og haver det Ord Transubstantiation, som blev indført udi denne Canon, stedse siden været brugt i den Romerske Kirke, ligesom det Ord Consubstantialitas kom i Brug Dets Canones.efter det Nicæniske Concilium. At der ikke maa være meer end een Biskop i hvert Stift. At Præsterne, Diaconi og Sub-Diaconi maa ikke øve Chirurgie, hvilket giver tilkiende, at de endda have practiseret i Chirurgien og Medicinen. At Præsterne ikke maa lyse Velsignelse over gloende Jærn, hvoraf sees, at Jærn-Byrd endda ikke har været afskaffed. At Bispers og Abbeders Vall skal skee enten ved Scrutinium eller Compromiss, det er enten ved de fleeste Stemmer eller ved visse Folk, som Vallet er overdraged til. At enhver Troende skal i det ringeste eengang om Aaret bekiende sine Synder i Eenrom for Præsten; Og er dette den første Canon, som er given om hemmelig Confession. At Læge Folk skal i det ringeste communicere 3 gange om Aaret: Thi de fleeste communicerede tilforn ikkun eengang om Aaret, og det paa Paaske-Dag, eller Skiærtorsdag, som da gemeenligen var beskikket til Communionen. (b) Om Munkenes u-ordentlige Levnet tales
(a)Innocent. Epist. 28.
(b)Decret. Greg. lib. V Tit. 38. C. 12. Sacramentum ad minus in Pascha recipient.
|700vitløftigen, og forbydes dem blant andet at ombære Reliqvier, og lade dem see for Penge. De sidste Canones angaae Jøderne, som blant andet befales at bære et vist Mærke paa deres Klæder, for at distingvere dem fra Christne. Hvilken Anordning er siden indført udi Gregorii IX Decret. saavel mod Jøder som Saracener. (a) Endeligen bleve paa dette Concilio de tvende nye Munke-Ordener, nemlig de Franciscaners og Dominicaners approberede. Og ere dette 4 Lateranensiske Concilii Anordninger udi stor Anseelse hos Canonisterne, og agtede som Grundvolden til den Kirke-Discipline, som siden har været i agt tagen. Man kand og sige, at ved dette Concilium først expresse blev autorisered den Rett at forfølge Kiettere med Sværd og Ild: Thi een af de første Canones taler derom saaledes: Den verdslige Øvrighed maa udrødde Kiettere, Betænkende over dette Concilii Canon mod Kiettere.hvis den veigrer sig ved saadant, falder den i Kirkens Band, og, hvis den siden fremturer udi saadan Veigring, underkaster den sig yderste Fare. Jeg har tilforn viset Kirkens Opførsel mod Kiettere, og at, endskiøndt de første Christne aldrig have efterladt at censurere det, som stridede mod Troen, saa have de dog aldrig billiget Livs Straf mod Kiettere: Thi man seer, at de, som under Keyser Maximo dømte Priscillianisterne fra Livet, bleve derfore høyligen lastede af adskillige Kirke-Fædre. Vist nok er det, at adskillige af de gamle Keysere have udgivet strenge Forordninger mod Kiettere, hvorved de have skildt dem ved Privilegier, erklæret dem Arve-løse &c. De have ogsaa undertiden dicteret Livs Straf for Manichæer, saasom de holdtes for de slemmeste Kiettere. Men mange Bispe have dog tvilet, om den Christelige Religion tillod saadan Haardhed. Da Donatisterne bleve saa meget opsætsige, begyndte man at exeqvere de modererede Love mod dem, dog uden at skride til Livs Straf, og naar nogen derimod gik for vit, søgte Orthodoxi at formilde Executionen.
(a)Decret. Greg. Lib. 5. Tit. 6. Cap. 15.
Udi det 8de Seculo begyndte Livs Straf at komme i Brug: Thi man seer, at Keyser Justinianus II lod brænde alle Manichæer udi Armenien. Efter saadant Exempel blev mod Enden af det 11 Seculo de Bogomili dømte til Ilden, og udi dette Seculo bleve Executionerne øvede med all Haardhed; Thi, endskiøndt ovenmeldte Concilii Lat. Canon ikke erklærede sig tydeligen nok, angaaende Kietteres Straf, saa visede dog paafølgende Ting, at derved forstodes Ilden, og blev saadan Straf funden beqvemmest for falske Lærere, saasom Ilden kunde give meest Idee om Helvede, som Inqvisitores formeenede at blive alle Kietteres Boelig. Men, siger en fornemme Skribent, Consequencen kunde være god og rigtig nok, dersom de havde kunnet tvinge GUd til at fuldbyrde den sidste Part af deres Sententzer, ligesom de tvange den verdslige Øvrighed at fuldføre den første. (a)
Kong Joh. kommer i Foragt i Engeland.Kong Johannes af Engeland, efterat han havde giort det skammelige Forliig med Paven, geraadede i yderste Foragt hos de Engelske Herrer, saa at de med Kaarden i Haanden tvunge ham til at indgaae alt hvad de forlangede. Men, saasom han da havde foretaget at spille en langt anden Rulle end tilforn, og betale dem med deres egen Mynt, saa flatterede han nu Paven, og anholdt hos ham om de Friheders Cassation, som han havde været tvungen til at udgive, sigende, at, saasom Engeland nu fornemmeligen dependerede af den Romerske Kirke, saa kunde han uden Pavens Tilladelse intet bortgive af de Kongelige Rettigheder. Innocentius, som fandt Behag udi saadant Flatterie, bragtes derfore strax i Harnisk mod Herrerne, og sagde med Forbittrelse: Tør de understaae sig saaledes at spille med en kaarsed Konge, Paven tager hans Parti.som er under det Romerske Sædes Protection? Hvorpaa han strax casserede de Friheder, som for dem vare udstedde, forbydende dem under Straff af Kirkens Band at betiene sig deraf. Dette foraarsagede, at han blev end meere forhadt og foragtet i Landet; men man kand sige, at de Engelske Herrer
(a)Burnet Hist. Ref. Angl. Lib. 1.
|702herudi havde liden Ære at tale med; Thi, hvis de tilforn ikke havde spillet under Dekke med Paven, og staaet lidt meere paa Kongens og Landets Respect, havde saadan Haanhed ikke været Riget overkommen. Da de finge Tidender om den Sententz, Paven havde fældet mod dem, trodsede de derimod, og continuerede med at rebellere mod Kongen. Herudover skreed Paven til Excommunication, hvilken forkyndtes dem af Biskopen af Winchester, og den oftomtalte Pandolpho; Erke-Bispen af Canterbury, som lod see Difficulteter i at efterleve Pavens Ordre, blev suspendered.
Den Excommunication, som Paven lod forkynde, var saa vel over de Engelske Herrer, som over den Stad London. Men den blev foragted af dem alle, sær af Londons Indbyggere, som sagde, at det var haanligt at lade sig foreskrive Love af fremmede Geistlige, og at være under Aag af et foragteligt Folk, som de Romere vare. Kongen derimod, som Pavens Fuldmægtig, huserede forskrækkeligen i sit eget Land, indtog og ødelagde de Stores Slotte, og udplyndrede det platte Land. Dette drev Herrerne til den Resolution at antage sig en anden Konge, og vende deres Øyne til Den Franske Printz Ludovicus indkaldes af de Engelske Herrer i Landet.den Franske Printz Ludovicum, Philippi Augusti Søn. De skikkede derfore Gesantere til Frankrige, for at anholde om samme Printz. Prindsen tog vel imod dem, og affærdigede 10 Franske Herrer til Engeland for paa sine Vegne at handle med Indbyggerne. Men samme 10 Herrer bleve kort derefter excommunicerede, og en Pavelig Legat kom til Frankrig for at hindre Prindsens Reise til Engeland, og at foruroelige hans kiære Søn Kong Johannem; Og seer man udtrykkeligen deraf, at det var ikke i Henseende til Ugudelighed, at han tilforn havde saaledes forfuldt denne Konge; Thi hvad hans Levnet angik, da var han ikke et Haar bedre end tilforn, og dog nu bliver kaldet Pavens Søn. Men det var paa de Tider allene anseet for Christendom hos Potentater, at underkaste sig blindt Pavens Villie, og at lade de Italienske Geistlige udplyndre og opæde Landet.
|703Kong Philippus, som paa den eene Side ikke vilde staae fra sit Forsætt at skikke sin Søn til Engeland, og paa den anden Side var bange for Kirkens Band, tog da saadan Middel-Vey, at han ikke offentligen gav Samtykke til hans Søns Tog, men bevidnede, at han allene tillod ham at fuldføre sit forehavende Verk paa egen Bekostning, med egne Kræfter. Men Paven, som vel kunde slutte, at dette var kun Skrømt, og at Kongen ikke vilde aflade under Haanden at assistere Printzen, affærdigede strax Breve til Frankrige, hvorudi han lod tilkiende give, at Kongen var satt i Kirkens Band. Mod dette protesterede de Franske yderligen, og Printz Ludovicus blev ved sit Forsætt. Saaledes vare Conjuncturerne udi det Aar 1216, da Pave Innocentius ved Døden afgik. Der siges, at, da han nyeligen for sin Død hørte, at Ludovicus, u-anseed hans giorte Trusler (a) havde begivet sig til Engeland, holdt han en Prædiken, hvorudi han tog til Text disse Ezechielis Ord: Pave Innocentius III. Død og Characteer.Sværd, gak ud af Skeeden, og hvæss dig, for at ihielslaae. Kort derefter faldt han i en Tertian-Feber, hvoraf han døde, efterat han havde siddet 18 Aar og 6 Maaneder, og imidlertid øvet saadan Rigueur og Myndighed, at de mægtigste Keysere og Konger maatte rekke Halsen under hans Aag, og vidner Matthæus Parisius, at Kong Johannes holdt ham for den Hofmodigste og Gierrigste blant alle Mennesker. At mange af hans egne Tilhængere ingen gode Tanker havde om ham, sees deraf, at den hellige Luitgardis, som var en Nonne af Cistercienser-Orden, vidnede, at hun havde seet ham efter Døden omringed af en Flamme, hvorudi han pinedes. Dog findes der de, som tillægge ham stor Berømmelse, og afmale ham som en fornuftig og duelig Mand, der giorde forunderlige Ting. (b) Blant andre hans Forordninger er merkelig denne, at Abbedesser forbydes offentligen at prædike, og at skrifte Nonnerne. Forordningen, som er indført blant Greg. IX Decretalier, lyder saaledes: Det er kommet os for Ørene, at Abbedesser understaae
(a)Guilielm. Armer. pag. 89.
(b)Rigord. pag. 66.
|704sig at uddeele Velsignelser, skrifte og offentligen prædike, udi Klosterne. Og, saasom saadant er u-rimeligt, maa I søge det at hemme i Tide. (a) Af dette sees, at saadant var brugeligt paa de Tider. Man kand ikke sige andet end at Forbudet jo var vel grundet, skiøndt den Raison, som dertil gives, er latterlig; nemlig, at endskiøndt Jomfrue Maria var større i Værdighed end alle Apostlerne, saa bemængede hun sig dog ikke med saadanne Forretninger, efterdi Christus havde alleene betroed Himmeriges Nøgle til Apostlerne.
Honorius III. Pave.Det Romerske Sæde stod efter Innocentii Død ikke længe ledigt. Thi man skreed strax til et nyt Vall, og udvaldte en Romer, ved Navn Cencio Savelli, som lod sig kalde Honorius III. Denne Honorius fuldte sin Formands Fodspor, i at tage den Engelske Konge Johannem i Beskyttelse; Men denne selsomme Konge døde kort derpaa, efterat han havde erklæret sin ældste Søn Henrich til Konge, og skrevet et Brev til den nye Pave, hvorudi han recommenderede saavel Riget, som den nye Konge, under det Romerske Sædes Beskyttelse. Matth. Parisius, som har givet et hæsligt Portrait over ham, tviler dog ikke om hans Salighed, efterdi han havde ladet opbygge et Cistercienser-Kloster, og nyeligen for sin Død havde lagt et Stykke Jord til Croke Stuna. Hans egne Ord ere disse: Sperandum est autem, & certissime confidendum, qvod qvædam bona opera, qvæ fecit in hac vita, allegabunt pro eo ante tribunal Christi: Construxit enim Abbatiam Cisterciensis Ordinis, & moriturus Domui de Crukstuna decem librarum terram contulit. (b) I det øvrige sees ikke at han visede nogen Andagt paa sit Yderste, allee-
(a)Decret. Greg. Lib. V. Tit. 38. Cap. 10. Nova qvædam sunt nostris auribus, qvod Abbatissæ proprias Moniales benedicunt, ipsarum qvoqve Confessiones audiant & legentes Evangelium præsumunt publice prædicare. Cum igitur id absonum sit, mandamus, qvatenus ne id de cætero fiat, curetis firmiter inhibere. Qvia licet B. Maria dignior & excellentior fuerit Apostolis universis, non tamen illi sed istis Dominus claves regni cœlorum commisit.
(b)M. Par. ad ann. 1216.
|705neste
allee-
(a)Decret. Greg. Lib. V. Tit. 38. Cap. 10. Nova qvædam sunt nostris auribus, qvod Abbatissæ proprias Moniales benedicunt, ipsarum qvoqve Confessiones audiant & legentes Evangelium præsumunt publice prædicare. Cum igitur id absonum sit, mandamus, qvatenus ne id de cætero fiat, curetis firmiter inhibere. Qvia licet B. Maria dignior & excellentior fuerit Apostolis universis, non tamen illi sed istis Dominus claves regni cœlorum commisit.
(b)M. Par. ad ann. 1216.
|705neste]
allee-
(a)Decret. Greg. Lib. V. Tit. 38. Cap. 10. Nova qvædam sunt nostris auribus, qvod Abbatissæ proprias Moniales benedicunt, ipsarum qvoqve Confessiones audiant & legentes Evangelium præsumunt publice prædicare. Cum igitur id absonum sit, mandamus, qvatenus ne id de cætero fiat, curetis firmiter inhibere. Qvia licet B. Maria dignior & excellentior fuerit Apostolis universis, non tamen illi sed istis Dominus claves regni cœlorum commisit.
(b)M. Par. ad ann. 1216.
|705neste]
allee-alleeneste A
allee-
(a)Decret. Greg. Lib. V. Tit. 38. Cap. 10. Nova qvædam sunt nostris auribus, qvod Abbatissæ proprias Moniales benedicunt, ipsarum qvoqve Confessiones audiant & legentes Evangelium præsumunt publice prædicare. Cum igitur id absonum sit, mandamus, qvatenus ne id de cætero fiat, curetis firmiter inhibere. Qvia licet B. Maria dignior & excellentior fuerit Apostolis universis, non tamen illi sed istis Dominus claves regni cœlorum commisit.
(b)M. Par. ad ann. 1216.
|705neste
] allee-alleeneste A
at han løsligen recommenderede sig til GUd og St. Ulstan.
Forandring i Engeland ved Kong Joh. Død.Fra den Tiid begyndte den Franske Printz Ludovici Parti meer og meer at aftage i Engeland, og blev han omsider tvungen til at forlade Riget 1217. Vel kom han udi samme Aar end eengang tilbage igien, for at oprette sine faldne Sager; Men, som han merkede, at den unge Konges Parti blev ideligen formeered, giorde han Fred med ham, og reisede til Frankrig igien. Pave Honorius lod sig strax være angelegent at i Verk sætte det, som var beslutted paa det Lateranenske Concilio, angaaende et Tog til det hellige Land. Men blant alle Konger var Andreas af Ungarn den eeneste, som paatog sig saadan Reise. Samme Andreas begav sig tillige med (a) Leopold, 1217Hertugen af Østerrige, og en stor Hob andre, til Skibs 1217. Wilhelmus, Greven af Holland, med adskillige Tydske begave sig ogsaa paa samme Reise, og landede først til Spanien, hvor de undsatte Spanierne, som vare udi Krig med Morerne, indtoge den Fæstning Alcasar, og sloge paa Flugten den Moriske Krigsmagt, som var anført Nye Croisade uden Frugt.af 4re Konger. For at giøre denne Seyer desmeere berømmelig, foregav man Miracler derved at være skeede, og at nogle for de Christne u-synlige hvide Ryttere havde ladet sig indfinde udi Slaget, og giort et stort Nederlag paa Morerne. Medens de Tydske under Wilhelmi Hollandi Anførsel forrettede disse Ting i Spanien, arriverede Kongen af Ungarn med de andre Kaarstegnede Folk til Asien, hvor de strax lavede sig til at gaae den Ægyptiske Sultan i møde, hvis Søn Coradin truede at angribe de Christne ved Acre; Men der blev paa dette Tog intet videre forretted; Thi Kongen af Ungarn, efterat han havde opholdt sig der udi 3 Maaneder, meenede han at have opfyldt sit Løfte, hvorudover han af Patriarchen i Jerusalem blev excommunicered, saa at den heele Frugt af dette hellige Tog var, at komme med sin heele Svite excommunicered tilbage igien.
(a)Chron. Godofred.
Leopoldus, Hertugen af Østerrige, som med de andre bleve tilbage, conjungerede 1218sig med Kongen af Jerusalem, hvilken udi det Aar 1218 beleyrede Damiata. Medens denne vigtige Stad var beleyred, lod den hellige Franciscus sig indfinde i Palæstina. Der siges, at han da spaaede de Christne, at de skulde tabe et Slag, som de lavede sig til; Men de ansaae hans Spaadom som en Drøm, og ginge løs paa De Christne blive slagne.Fienden, hvilken tvang dem med Forliis af 6000 Mænd at rømme Marken. Franciscus blev da selv fangen, og efter Begiering bragt til den Ægyptiske Sultan. Sultanen adspurdte ham da, af hvem han var did skikked, hvortil han svarede, at han var skikked af GUd, for at vise ham og hans Folk Salighedens Vey, og tilbød sig med de Mahomedanske Imans eller Præste at gaae udi Ilden, for derved at bevise, hvis Religion var rigtigst; Men Sultanen svarede dertil, at han troede ikke, at hans Præste havde Lyst til at giøre saadan Prøve, og derpaa gav Francisco Afskeed, og det i Henseende til den store Veneration han fattede til ham, efter Bonaventuræ Sigelse, skiønt det er troeligere, at han saae ham an som en der havde en Skrue løs i Hovedet, og kand fornuftige Folk ikke andre Tanker fatte om dem, der vil bevise deres Troes Rigtighed ved Koglerie og Taskenspiller-Konster.
1219Efter en langvarig Beleyring blev Damiata endeligen 1219 erobred af de Christne, og blev Staden given til Kongen af Jerusalem for dermed at forøge hans Rige. De erobre Damiata.Hvad Jerusalem selv angik, da var den udi samme Aar 1219 bleven forladt, og dens Muure nedrevne af Sultanen af Damasco, saa at der var Anseelse til, at de Christne vilde komme til deres forrige Magt i Orienten igien. Hvilket dog slog feyl; Thi de giorde ingen videre Fremgang, Damiata og Acre bleve dem omsider ogsaa fratagne. At der denne gang intet videre blev foretaget, foraarsagede den U-eenighed, som reisede sig mellem dem indbyrdes: Hvilket sees af den Acrensiske Biskops Klage-Brev til Pave Honorium. Udi samme Brev taler han om en nye Indiansk Seyer-Herre, ved Navn David, hvilken synes at være den navnkundige Cingiskan. Han |707anholder ogsaa derudi om en hastig Undsætning fra Europa, efterdi Saracenerne havde saaledes indknebet de overblevne Christne Stæder, at de, uden Hielp kom, maatte snart overgive sig.
Den Potentat, som man i saadan Tilstand meest forlod sig paa, var Keyser Friderich II, hvilken havde lovet, personligen at giøre et Tog til det hellige Land, men under een og anden Prætext havde opsatt Tiden, foregivende i sær, at han først maatte 1220lade sig krone som Keyser i Italien. Han holdt udi det Aar 1220 en Forsamling til Frankfort, hvor han formaadde Stænderne til at antage hans Søn Henrich til Romersk Frid. II. Romersk Keyser.Konge, og giorde Anstalt til en Italiensk Reise, hvilken gik for sig samme Aar, saa at han kom til Rom, og der blev tilligemed Keyserinden Constantia kroned af Paven. Derpaa begav han sig til Sicilien, og der giorde adskillige Anstalter. Imidlertid bemægtigede Saracenerne sig igien Damiata 1221, efterat den havde været eet Aar og 10 Maaneder udi de Christnes Hænder. Denne Forliis bragte Paven i stor Bevægelse, og fornyede han sine Ansøgninger hos Keyseren, om at fuldbyrde sit Løfte. Men det syntes, at samme Keyser ingen Lyst dertil havde; Thi han gav, efter Sædvane, alleene gode Ord, og afspisede Paven med Snak. Og kunde han have Aarsag at tage saadant meere i Betænkning, end nogen af hans Formænd; Thi ingen Keyser kunde mindre forlade sig paa Paven, end denne, efterdi han baade var Romersk Keyser og Konge af Sicilien og Neapolis, og derfore, som han var meest i Stand at holde det Romerske Sæde i Ave, saa var han ogsaa anseet med skeele Øyen. Saasom nu Keyseren opsatt Tiid efter anden dette Tog, og de andre Europæiske Førster ikke havde Lyst til, oftere at sætte deres Velfærd paa Spill, kunde man ikke vente andet end de Christnes Magts totale Undergang i Orienten. Fra det Grædske Keyserdom var end mindre Undsættning at vente, hvor alting var i yderste Forvirrelse. Den da regierende 4 Grædske Keyserdommer paa eengang.Latinske Keyser Robert af Courtenay havde intet uden Staden Constantinopel alleene; Thi det øvrige var deelt mellem andre Grædske Keysere, hvoraf den eene residerede til Nicæa, den anden til Trapezunt, og den |7083die til Thessalonica, saa at der vare 4 Keysere paa eengang. Efterdi nu Tilstanden var saaledes allevegne, blev een Tiid opsatt efter en anden, indtil Pave Honorii Død. Samme Pave afgik ved 1227Døden 1227, efterat han havde siddet udi 10 Aar og 8 Maaneder. Udi hans Sted blev udvalt Cardinal Hugolin, Biskopen af Ostia, hvilken lod sig kalde Gregorius IX. Gregorius IX. Pave.Denne Pave pressede Keyseren for Alvor, at fuldbyrde sit Løfte, angaaende de Christnes Undsættning til det hellige Land, og kom det da saa vit, at Fridericus stod gandske færdig med en Krigshær at begive sig paa Reisen. Men han blev syg just paa samme Tiid, hvorudover der ey heller skeede noget Tog dette Aar.
Paven, som troede at det var en fingered Sygdom, blev da saa ophidsed, at han excommunicerede Keyseren, som den, der veigrede sig for at fyldestgiøre sit Løfte, og Excommunicerer Keyseren.ved circulaire Breve gav Aarsagerne tilkiende, hvorfore han havde skreedet til denne Excommunication. Keyseren glemte ikke saadant at besvare med et vitløftigt Forsvars-Skrift, som han skikkede til Førsterne i Tydskland, (a) hvorudi han besværgede sig høyligen, saavel over denne Paves, som hans Formænds Opførsel mod den verdslige Øvrighed. Han udstedde ogsaa Breve til alle Christne Potentater, sær til Kongen af Engeland, hvorudi han med sorteste Farve afmaler Pavernes Tyrannie, og glemmer da ikke at anføre den forrige Kong Johannis Exempel. Imidlertid fik Paven Tidender fra det hellige Land om de Christnes elendige Tilstand, som Keysernes Udeblivelse foraarsagede. Dette drev ham til paa nye at fulminere mod Keyseren, og at igientage den eengang forkyndte Excommunication, hvilket sees af hans Bulla, datered 1228Skiærtorsdag 1228. Men Keyseren reflecterede saa lidt derpaa, at han med største Magnificence celebrerede paafølgende Paaske. Ja han ophidsede derpaa de Frangipaner og andre Romerske Familier saaledes mod Paven, at Gregorius ikke troede sig at være i Sikkerhed udi Rom, og derfor retirerede sig ud af Staden.
(a)Abbas Ursperg. pag. 324.
|709Keyserens Tog til det hellige Land.Efterat dette var skeed, foretog Keyseren sig den længe forehafte Reise til det hellige Land, ladende derved see, at det skeede ikke efter Pavens Ordre, men for at fuldbyrde sit Løfte.
Paven lod da see, at det var ikke saa meget det hellige Lands Conservation, som hans egen Høyhed, der laae ham paa Hiertet; Thi han protesterede mod denne Reise, som han tilforn saa meget havde drevet paa, foregivende, at han, som en excommunicered Herre, ikke kunde føre hellige Krige, men at han burte have opsatt Reisen, indtil han var bleven løsed af Kirkens Band. Keyseren derimod agtede dette Forbud ligesaa lidet som Excommunicationen, fortsatt Reisen, og gav Ordre til Ragnaldum, Hertugen af Spoleto, at paaføre Paven Krig, hvis han ikke vilde falde paa fredelige Tanker. Bemeldte Ragnaldus, efterat han forgieves havde handlet om Forliig, fik en Hob Folk paa Beenene, hvoriblant vare adskillige Saracener, som vare Keyserens Undersaattere i Sicilien: Med disse Folk angreeb han St. Petri Patrimonium, eller Kirkens Lande, hvor han lod lemlæste og hænge adskillige Præste, og formaadde mange til at opsige Paven Lydighed. Paven søgte da først at prøve hvad det De Pavelige og Keyserlige føre Krig udi Italien.aandelige Sværd kunde formaae, og excommunicerede Ragnaldum med hans heele Krigshær, men som han merkede, at det ingen Virkning vilde have, hvervede han en Hob Ryttere og Fodfolk, for at sætte Magt mod Magt. Disse Folk bleve kaldne Kirkens Krigs-Hær, og bleve anseede som Kaarsede, der bruges i hellige Krige, skiønt de i steden for Kaars havde paa deres Klæder Nøgle, der betegnede Kirkens Magt og Myndighed. Denne Krigs-Hær blev anført af en Præst, Pandolpho d’ Agnani, 1229.Pavens Capellan, som giorde Indfald udi Keyserens Lande Aaret derefter 1229, og der øvede Mord og Brand, voldtoge Qvinder, og plyndrede Kirkerne selv, hvilket sees af den Sicilianske Gouverneurs Brev til Keyseren derom, som findes anført hos Matthæum Parisium. (a) Paven derimod besværgede sig fornemmeligen derover, at Keyseren
(a)Matth. Paris. ad ann. 1229.
|710betienede sig af Saracener og U-christne, til at ødelægge Kirkens Lande.
Imidlertiid arriverede Keyseren lykkelig til det hellige Land. Men Paven havde allereede affærdiget tvende Franciscaner-Munke til Patriarchen af Jerusalem, med Ordre, at udraabe ham for en Excommunicered og Meeneder. Dette saavel som den Spliid og U-eenighed der var blant de Christne, foraarsagede, at Keyseren strax lod giøre Freds-Forslag til Sultan Melic-Camel, saaledes, at han intet fientligt vilde øve, hvis Sultanen vilde overdrage ham Jerusalem tilligemed det hellige Tempel, hvilket man bildte Pillegrimene ind at være Salomons Tempel, skiønt det var intet uden en Mahomedansk Mosqvee, som af Saracenerne blev anlagt da Omar bemægtigede sig Staden, og siden af Godofredo de Bouillon blev forvandled til en Christen Kirke. Efterat man længe hemmeligen havde handlet herom, blev endeligen en Keyseren slutter et Forliig med Sultanen.Stilstand slutted med de Vilkor, at Sultanen skulde overlevere Jerusalem. Men at det saa kaldte Salomons Tempel skulde være i Mahomedanernes Hænder. Tripoli med de andre overblevne Christne Stæder skulde forblive i den Stand, som de vare udi, og skulde Keyseren ingen Undsætning giøre dem. Sultanen skulde give de Christne tilbage Bethlehem med dets Territorio, som er mellem samme Stad og Jerusalem, item Nazareth, og Sidon eller Said. Denne Stilstand skulde vare udi 10 Aar; Og meenede Keyseren at have giort et stort Verk, i det han med saadan Fordeel havde udviklet sig af disse Vanskeligheder. Men Patriarchen af Jerusalem, Tempel-Herrerne og de Hospitalier ansaae denne Fred som u-fordeelagtig og skammelig for Christendommen, og holdt Keyseren for excommunicered.
Kort efterat Stilstanden var slutted, giorde Keyseren sit Indtog udi Jerusalem for at lade sig krone, og som ingen Bisp lod sig indfinde, der kunde forrette saadan Ceremonie, tog han Kronen selv af Altaret, og, efterat han havde opholdet sig 2 Dage udi Staden, begav han sig paa Hiemreisen igien for at beskytte sine |711Lande, Censureres derover.som vare af Paven overfaldne. Det er utroeligt, med hvilken hæslig Farve den Romerske Geistlighed, sær Patriarchen af Jerusalem, have afmalet denne hans Opførsel og hastige Bortreise, skiønt man kand sige, at det havde været daarligt at continuere en Kriig udi langt bortliggende Lande, medens Paven saaledes huserede udi hans egne; Thi det syntes, at Paven giorde Diversion i Faveur af den Saraceniske Sultan; Og det derfor var ikke Keyseren, men Paven selv, som i den Henseende havde fortient Excommunication. Hvad som foruden den Italienske Kriig drev Keyseren til saa meget at haste med Hiemreisen, var at han ikke fandt sig sikker udi Palæstina, eftersom han fornam, at Tempel-Herrerne og de Hospitalier, opmuntrede af det Fiendskab, som var imellem ham og Paven, corresponderede hemmeligen med Sultanen for at forraske Nogle Geistlige spinde paa Forræderie mod Keyseren.ham. De samme lode Sultanen udi en Skrivelse viide, at Keyseren med et maadeligt Følge vilde giøre en Andagts Reise til Jordans Flod, saa at det skulde være lett enten at fange ham levende eller at ombringe ham. Men Sultanen fik saadan Afskye for dette Geistlige Forræderie, at han skikkede Brevet til Keyseren. Denne Historie anføres af de Tiders troværdige Skribent Matthæo Parisio, og viiser saavel Geistlighedens store Ondskab, som Keyserens lovlige Aarsag til at haste med Hiemreisen (a).
Paa samme Tiid opreisede sig en stor Tvistighed til Paris mellem Studenterne og Borgerne. Nogle af de første, efterat de havde holdet sig lystige udi et Verts-Huus, Uroelighed paa Universitetet i Paris.komme i Klammerie med Verten om Betalning for Fortæringen, saa at derom siden vankede Hugg paa begge Sider. Nogle af NaboelaugetNaboelauget]Naboelauget] Noboelauget A Naboelauget] Noboelauget A komme da Verten til Hielp og handlede ilde med Studenterne. Disse derudover sammenrottede sig Dagen derefter, brøde ind udi et Vertshuus, og der handlede ilde med Folkene. Da saadant kom Dronning Blanca, som da var Regente, for Ørene, befoel hun Stadens Folk at opsøge dem, som havde været Aarsag til denne
(a)Matth. Paris. ad Ann. 1229.
|712U-orden, og at straffe dem uden Forskiæll. Nogle Studentere, skiønt de ikke vare blant de skyldige, bleve da anfaldne og saaledes pryglede, at endeel af dem døde. Dette foraarsagede, at Professores ved Universitetet suspenderede deres Lectioner og Disputationer, høyligen besværgende sig over den Haardhed, som var øvet mod Studenterne. Og, da ingen Satisfaction kunde erholdes, forlode saavel Lærerne, som Disciplerne Staden, saa at der blev ikke meer end een Doctor tilbage af Anseelse i Paris. Eendeel af dem satt sig ned udi Angers og Orleans, og meenes, at de tvende Universiteter deraf have deres Oprindelse (a).
Hvad Tvistigheden imellem Keyseren og Paven angik, da fornyede Paven atter igien Excommunicationen, saa at det saae ud til stor Vitløftighed. Men, da det 1230saae allerfarligst ud, blev ved adskilliges Underhandling Fred slutted 1230, og er det ved den Tiid at den bekiendte Skribent Conrad Abbas Urspergensis ender sin Krønike.
Paa disse Tiider blev en nye Geistlig Ridder-Orden stifted udi Preussen, og det ved saadan Leilighed: Endeel af Preussen havde antaget den Christelige Troe, men de andre holdte endda ved det gamle Afguderie. Herudover var Landet plaget med indbyrdes Kriig, og Hedningene øvede stor Vold mod de nye Omvendte. Herudover fandt Conradus, Hertugen af Massovien, efter den Preussiske Biskop Christians Raad for gott, at stifte en nye Ridder-Orden, hvilken kunde beskytte Landet imod Hedningene, ligesom den Teutoniske Orden udi Lifland; men, som han merkede, at den Hielp, som deraf kunde haves, ikke var tilstrækkelig, inviterede han de Teutoniske Riddere til Preussen, og det Solenniter ved en Skrivelse til Ordens-Mesteren Hermannum af Salse; Hermannus, efterat han havde raadført sig derover med Paven, bevilgede Hertugens Begiæring, og blev derover en Act med Keyserens Samtykke udsteddet 1226. Ved den Tractat,
(a)Du Boulaj Hist. Univ. Par. tom. 3. pag. 134.
|713som da blev sluttet, overdroges til den Teutoniske Den Teutoniske Orden i Preussen.Orden til evindelig Eyendom det heele Culmiske Territorium, item alle de Lande, som den kunde tage fra Hedningene. Og er dette Oprindelsen til den Teutoniske Ordens Etablissement udi Preussen. Ingen kand nægte, at jo disse Riddere giorde i Begyndelsen Christendommen stor Tieneste. Men de forfaldte siden i blodige Kriige med deres Naboer, helst Polakkerne, og derfore bleve anseede som Riis for det Polske Rige. De Danske Konger havde i Henseende til Lifland og Estland, som de eyede, meget at bestille med de samme.
Den U-held, som formedelst oven anførte Aarsag var vederfaren det Parisiske Universitet, continuerede endda; Thi det var gandske øde, og Lærerne saa vel som Disciplerne havde med Eed forbundet sig ikke at komme tilbage. Af denne Leilighed profiterede Franciscaner-Munkene, og med den Parisiske Biskops Samtykke (a) funderede til Paris en Theologisk Skole. Men Paven, da han fik Kundskab om den Mis-Orden, som var hendet i Paris og dens Virkning, arbeidede han strax paa at stille den igien, og til den Ende formanede ved Skrivelser nogle af de Franske Geistlige at arbeide paa et Forliig imellem Kongen og Universitetet, at Universitetet maatte faae nogen Satisfaction for den Tort, det havde lidet. Han skrev ogsaa Breve saavel til Kongen, som til hans Moder Dronning Blanca, item til Biskopen af Paris; Men som Biskopen tilligemed Cantzleren og Capitulet i Paris ikke uden med Fortrydelse paa nogen Tiid havde seet Universitetet at tiltage udi Myndighed, saa ønskede de intet heller, end at det maatte blive forflytted andensteds hen, og derfor længe arbeidede paa at hindre dets Retablissement. Men Paven holdt saa længe ved, indtil Universitetet kom i forrige Stand igien, og dispenserede han Lærerne fra den Eed, de havde giort, ikke at komme tilbage igien.
(a)Du Boulay Hist. Univ. Par. tom. 3. pag. 138.
|714 1232Aaret efterat dette var skeed, nemlig 1232, bekom Paven et Brev fra Germano, den Grædske Patriarch af Constantinopel, som da residerede i Nicæa, angaaende Kirkernes Foreening. Dette gav Anledning til megen Brev-Vexling og adskillige Legationer; Handel om Foreening mellem den Romerske og Grædske Kirke.Og blev der endeligen til Nicæa holden en Conference mellem den Grædske Geistlighed, og de Pavelige Gesantere 1234. Udi denne Conference begyndte den Grædske Cartophylax, eller Skattmester af den Patriarchalske Kirke, sin Tale til de Romerske Legater saaledes: Troer I, at der er en GUD udi 3 Personer? Og giver dette første Spørsmaal tilkiende, at Grækerne maa kun have haft slette Tanker om Religionen i den Romerske Kirke: Iligemaade at denne Cartophylax maa ikke have været en stor Theologus selv; Thi da de Romerske Legater svarede ja til dette første Spørsmaal, iligemaade til et andet om Christi Guddom, meenede han, at all Strid var ophæved, løftede Hænderne mod Himmelen, og takkede GUd formedelst Tvistighed om det Tillægg Filioqve.denne Overeensstemmelse han fandt udi Troen. Men den Grædske Keyser Johannes Vataces, som saae lidt dybere ind udi Sagen, fandt for gott at lade de Spørsmaal fremføre, som gave Anledning til Tvistighed mellem den Grædske og Romerske Kirke, sær om den Hellig Aands Procession. Grækerne paastode da som tilforn, at det Ord Filioqve var et Tillæg, som ikke fandtes i de gamle Symbolis. De Romerske Legater svarede dertil, at der vare adskillige andre Tillæg, som ikke fandtes i de gamle Symbolis, og dog af Grækerne vare antagne; Hvorudover denne deres Scrupulus om det Tillæg Filioqve ingen Grund havde. Da Grækerne ideligen dreve paa at bevise enten af Skriften eller de gamle Fædre, at den Hellig Aand gaaer ud fra Sønnen, svarede de endeligen, at, saasom han er Sandheds Aand og Sønnen er Sandhed, saa kand han siges at udgaae fra Sønnen; Med hvilket Svar Keyseren og Patriarchen dog ikke vilde lade sig nøye. Med den Tvistighed om den hellige Nadvere kom man ey heller til Ende, saa at denne Conference havde samme Udfald som alle andre, nemlig, at den løb frugtesløs af, og et hvert Parti blev ved |715sin Meening. Dog, paa det at det skulde synes, at man alvorligen arbeidede paa Foreening, blev udi samme 1234Aar 1234 holdet et Concilium udi Patriarchens Pallads, hvortil de Pavelige Legater bleve inviterede. Der blev da hæftigen disputered om de tvende Poster, nemlig den Hellig Aands Procession fra Sønnen, item, det u-syrede Brød udi Nadveren; Men med samme Frugt, som udi forrige Conference; Thi den Grædske Geistlighed var ikke sindet at give noget efter, hvorvel Keyseren selv alvorligen arbeidede paa Foreening, for at vinde Pavens Venskab, og at formaae ham til at hindre Undsættning til Latinerne udi Constantinopel.
Paven arbeidede imidlertid af all Magt paa en nye Croisade, og derfor stræbede at bilægge den Tvistighed, som var mellem Keyseren og de Lombardiske Stæder, og at hindre ham at føre Krig udi Italien, sigende, at det var bedre og Christeligere at vende sin Magt mod Saracenerne og at undsætte det hellige Land. Men Keyseren, som holdt det meere fornødent at straffe rebellske Undersaattere, svarede ham saaledes: Italien er min Arvedeel, og det er en Daarlighed, at forlade sit Eget, for at føre Kriig i fremmede Lande. Han blev derfore ved sit Forsætt, og førte Krigen med Success mod de Lombardiske Stæder. Paven, som ingen Prætext havde til at bryde løs med Keyseren i den Henseende, assisterede dem alleene under Haanden. Men da han ogsaa i det Aar 1238 bemægtigede sig Sardinien, og erklærede sin naturlige Søn Henrich til Konge derover, kom det til aabenbare Fiendtlighed igien, og Paven, Keyseren excommuniceres paa ny.som paastoed, at Sardinien var et Lehn af den Romerske Stoel, blev derover saa ophidsed, at han excommunicerede Keyseren. Excommunicationen, som blev publicered 1239 paa en Skiærtorsdag, begynder saaledes: Af Faderens, Sønnens og 1239den Hellig Aands Myndighed, samt Apostlernes St. Peders, St. Pauls og vor egen, excommunicere og bandsætte vi Fridericum, sig kaldende Keyser &c.
|716Keyseren, som paa samme Tiid var til Padua, og der celebrerede Paasken, da Keyserlig Forsvars-Skrift.han fik Tidender om denne Excommunication, optændtes han hæftig til Vrede, og strax lod forfærdige et Forsvars-Skrift, hvorudi han forestillede, hvilke Velgierninger han havde beviset Gregorio IX, og hvor ilde han derfor var bleven belønned. At han eengang tilforn har excommuniceret ham, efterdi han formedelst en paakommende Svaghed ikke kunde fortsætte sin Reise til det hellige Land, at han siden har corresponderet selv med Saracenerne, og bedet Sultanen ved sine Legater ikke at overlevere ham, nemlig Keyseren, de hellige Stæder. At han paa samme Tiid, Krigen blev ført i Syrien, har giort Diversion, og angrebet de Keyserlige Arve-Lande i Italien, hvorved Toget gik over Styr, og Keyseren maatte give sig tilbage, for at beskytte sine egne Lande. Dette u-anseet, efterat Forliig var slutted og Romerne siden rebellerede mod Paven, har han assistered ham af all Magt, men i steden for at erkiende saadan Velgierning, har han ikke alleene bestyrket hans, nemlig Keyserens, Undersaattere i deres Rebellion, men endeligen excommunicered ham selv. Erklærer derfor, at man ikke bør erkiende for Christi Statholder en Mand, der er forfalden til saa mange grove Laster, ey heller holde hans Excommunication for gyldig. Formaner til Sluttning alle Konger og Førster, at være ham behielpelige udi at hevne en U-rett, som angaaer alles Høyhed og Ære. Foruden denne Apologie blev paa samme Tiid forfatted et andet Svar mod alle Pavens Beskyldninger, og er det eene med det andet anført af Matthæo Parisio. (a)
Det heele Aar blev derfor bortdrevet med Skrifter pro og contra, og begge Partier søgte at hverve sig Tilhængere, sær arbeidede Paven paa at giøre de Tydske Geistlige Keyseren afspændige, og lod falde haarde Trusler mod dem, hvis de veigrede sig for at publicere Excommunicationen udi Tydskland; Men de samme lode sig af slige Trusler ikke skrække, men bade Paven, at han ikke vilde tvinge dem dertil, men heller forlige sig med Keyse-
(a)Matth. Paris. ad ann. 1239.
|717ren. Hans Formaninger fandt ogsaa liden Gehør i En Parisisk Præsts Artighed i at publicere Pavens Band.Frankrige, og fortæller Matthæus Parisius en artig Historie om en Parisisk Præstes Opførsel udi denne Tvistighed. Samme Præst, da han fik Ordre af Paven, at excommunicere Keyseren, oplæsede han paa Prædike-Stoelen Bandsættelsen saaledes: Jeg har Ordre, at excommunicere Keyser Friderich II, men veed ikke hvorfore: Jeg veed alleene, at der er Tvistighed mellem ham og Paven, men er ikke forsikkred om, hvo der har U-rett; Hvorfore jeg her excommunicerer den som har yppet Tvistigheden; (a) Og, som de fleeste holdte for, at Paven havde U-rett, gav denne Excommunication stor Anledning til Raillerie, og alle forundrede sig over, at en simpel Præst turde være saa dristig.
Paven, seende, at hans Excommunication havde ikke den Virkning, som han havde forestillet sig, skrev Kong Ludvig af Frankrige et Brev til, hvorudi han lod ham vide, at Keyseren var satt fra sin Værdighed, og at han havde udvalt den Franske Kong Ludovici Sancti fyndige Svar til Paven.Printz Robert, Kong Ludovici Broder, til at beklæde den Keyserlige Throne: Men Kongen svarede dertil: Hvorledes tør Paven driste sig til at afsætte en saa stor Potentat, som ikke haver sin lige blant de Christne, og uden at man har overbeviset ham de Laster, som han beskyldes for. Saadant vil kun tiene til at forøge Pavens Hofmod, og at træde alle Potentater under Fødder. Dette Svar er des meere at forundre sig over, efterdi det blev givet af en Konge, der heller havde Anseelse af en Præst end af en Regent. Men man kand sige om denne Konge, at, hvor meget han end var hengiven til Geistligheden, og, hvor meget han end af Skribentere derover censureres, saa haandhævede han dog sin Kongelige Myndighed
(a)Matth. Paris. ad ann. 1245: Scio, qvod unus illorum alteri injuriatur: qvis cui, nescio. Sed illum excommunico, qvi alii injuriatur, & absolvo injuriam patientem.
|718saa velsaa vel]saa vel] saavel A B; saa vel Liebenberg, saavel SS saa vel] saavel A B; saa vel Liebenberg, saavel SS som nogen Potentat paa de Tider. Og havde han ved sin Autoritet af Paverne erholdet, at ingen maatte forkynde Excommunication udi hans Lande, hvilket sees saavel af Innocentii IV, (a) som Alexandri IV Breve (b). De Tydske Førster bleve derpaa solliciterede, til at udvælge en anden Keyser. Men de svarede, at Paven havde ingen Rett til at bemænge sig dermed, men allene at krone den, som af de Tydske Førster Sex Churførster blive her først omtalede.var udvalt. Dette vidner Albertus Stadensis, (c) som levede paa samme Tiid, og er det merkeligt, at han sammesteds taler om 6 Chur-Førster, nemlig 3 Erke-Bisper, Pfaltz-Greven, Hertugen af Sachsen og Margreven af Brandenburg, saa at man deraf seer, at disse Værdigheder have været til for det store Interregnum efter Friderici II Død. Med mindre man vil sige, at dette er indflikket udi Alberti Historie, som nogle foregive.
Paa samme Tiid reisede sig en stor Tvistighed, sær i Frankrig, over Jødernes Thalmud. Jeg har tilforn anmærket, at under det Ord Thalmud befattedes saavel Mishna som Gemara. Det er saavel Jødernes mundtlige Lov, som Forklaringerne derover. Om denne Thalmud have de Christne stedse haft adskillige Meeninger: Nogle Disput om Jødernes Thalmud.have efter Jødernes Exempler løfted den op til Skyerne: Andre have holdet den for et urimeligt og GUds-bespotteligt Verk, som burde udrøddes og kastes paa Ilden: Andre igien have gaaet en Middelvey saaledes, at de vel have tilstaaet, at den indeholder mange forargelige Ting, men at man derudi ogsaa kand finde adskilligt, som er nyttigt, og kand tiene saavel til det Hebraiske Sprogs Oplysning, som adskillige Passagers Forstaaelse udi det nye Testament. Item at de Christne derudaf kand i adskilligt igiendrive Jøderne af deres egne Lærere. Ja disse
(a)Epist. Innocentii IV apud du Chene, Tom. 5. p. 862.
(b)Lit. Alexandri IV ibid.
(c)Albert. Stad. ad ann. 1240. Ex prætaxatione Principum & consensu eligunt Imperatorem Trevirensis, Moguntinus & Coloniensis, Palatinus, Dux Saxoniæ, & Margravius de Brandenburg. Rex Bohemiæ, qvi Pincerna est, non eligit, qvia non est Teutonicus.
|719sidste meene, at jo meere urimeligt og latterligt dette Skrift er, jo mindre farligt er det. Til et Beviis paa de selsomme Ting, som Thalmud indeholder, kand blant andet tiene dette, at GUd, førend Verden blev skabt, forsøgte for Tids-fordriv at skabe adskillige Slags Verdener, men, som ingen blev efter hans Hoved, saa ødelagde han dem igien, indtil at han hittede paa at skabe den Verden, som vi nu have, hvilken blev staaende. Iligemaade taler den og om en Rabbiner, der bedrog baade GUd og Satan. Den samme bad Satan føre sig til Himmelens Port, saasom han havde Lyst at see hvorledes tilgik udi GUds Rige; Men, da han kom til Porten, sneeg han sig ind udi Himmelen, og giorde en dyr Eed paa, at han ikke vilde gaae ud igien; Hvorudover GUd lod ham blive, for ikke at giøre ham meensvoren. Den giør ogsaa Adam til en Hermaphrodit, og fremfører mange dislige andre Ting, hvis Læsning heller kand foraarsage Latter end forlede nogen. Dette u-anseed overkom de Franske Geistlige en saadan Iver paa denne Tid, at de overtalede Kong Ludvig til at udrødde alle Thalmudiske Exemplarier, og En stor Mængde Thalmudiske Bøger forbrændes i Frankrig.blev da en stor Mængde deraf kasted paa Ilden. Efter den Tiid har ofte været Tvistigheder om samme Materie, sær i Begyndelsen af det 16 Seculo; Og som den bekiendte Reuchlinus figtede for Skriftets Conservation, maatte han udstaae store Forfølgelser. Sixtus Senensis berømmer sig deraf at have brændt 144000 Thalmudiske Volumina, men derhos maa tilstaae, at Thalmud er en Hydra, saa at jo meere man ødelægger den, jo meere voxer den til. Ja, om man end ødelagde alle Exemplarier udi Occidenten, saa var dog saadan Mængde tilbage udi Orienten, at all ArBetænkning derover.beide blev forgiæves. Derover bliver endnu dagligen disputered; men de fornuftigste Folk ere for Skriftets Conservation, eendeel i Henseende til ovenmældte Aarsager, eendeel og, efterdi dets Ødelæggelse er en puur Umuelighed. Banage udi sin lærde Jødiske Historie siger: Man maa udlede Sandhed af Roser og Perler, og lade Løgn, Tidsler og Skiællene blive tilbage (a). Samme Autor siger ogsaa, at man
(a)Banage Hist. des Juifs lib. 3. cap. 6.
|720kand ligne dem, som læse Thalmud, med de Folk, som reise til Rom for at see Religionen ligesom i dens rette Kilde, og dog ikke finder uden Overtroe, daarlige Ceremonier og Spectacler, saa at de reise tilbage med en Foragt for det hellige Sæde.
Conjuncturerne vare da ikke synderligen gode for Paven: De fleeste veigrede sig ved at tage hans Partie, og Keyseren var med en Kriigshær i Italien, hvor han havde stor Fremgang, hvorudover Gregorius satt sig for at holde et Concilium. Men, som Keyseren var forsikkred om, at samme Concilium vilde bestaae allene af Pavens Creaturer, satt han sig af all Magt derimod, og publicerede et Brev, hvorudi han formaner Bisper ikke at møde til saadant Concilium. Paven derimod udstedde circulaire Breve til alle Biskoper, opmuntrende dem til at lade sig indfinde. De Franske Bispe lode sig overtale, og begave sig paa Reisen. Men en stor Deel af dem vendede Keyseren fanger en Hob Geistlige, som agte sig til et Concilium.tilbage igien af Frygt for Keyserens Folk. De andre derimod, som vare meere dristige, komme sammen til Genua for der at embarqvere sig, ginge ogsaa virkeligen til Seils og det uden Frygt, eendeel eftersom Paven havde lovet at skikke et tilstrækkeligt Antall af Skibe for at convoyere dem, eendeel ogsaa efterdi han havde forsikkret dem om, at de intet havde at frygte sig for en excommunicered Keyser, der var forladt af GUd; Men Udgangen viisede, at excommuniceres af Paven var ikke det samme som at forlades af GUd. Thi Keyseren udrustede i en Hast en stor Flode fra Sicilien, hvormed hans egen Søn gik de Genuesiske Skibe i Møde, hvilke han efter en haard 1241Trefning den 3 May 1241 drev paa Flugten, og fik de fleeste af ovenmældte Geistlige udi Hænder. Dem lod han sætte i Lænker og uddeele i Galeierne, og blev ingen værre medhandled end Biskopen af Palæstrina, efterdi han af Keyseren var mest forhadt. Dog udvirkede Kong Ludvig af Frankrige ved sin Intercession, at de Franske Biskoper efter en lang Tids Fængsel komme paa fri Fod igien. Keyseren continuerede imidlertiid med sine Conqveter udi Italien, hvor han bemægtigede sig en Stad efter en anden, og, som Tartarerne paa samme Tiid øvede stor Vold |721udi Hungarn, skiød han Skylden paa Paven, som den, der havde ophidset de Lombardiske Stæder til Oprør, og derved hindred ham i at undsætte Ungarn.
Saaledes vare Conjuncturerne, da Paven i samme Aar 1241 paa en heel beleylig Tiid døde. Han blev succedered af Godofredo, Biskopen af Sabino, hvilken lod sig kalde Cœlestinus IV. Men denne Paves Regiering var kun stakked; Thi han havde neppe siddet 2 Uger førend han døde. Efter hans Død var det Pavelige Sæde ledigt over halvandet Aar, og det formedelst den U-eenighed, som regierede blant Cardinalerne, og havde Keyseren imidlertid Leilighed til at spille Mester. Endeligen blev Innocentius IV. Paveudi det Aar 1243 udvalt Sinibal Fiesco, en Genuesisk Cardinal, hvilken tog Navn af Innocentio IV. Og, saasom samme Mand var en Ven af Keyseren, giorde man sig derved Haab om Forliig mellem Kirken og Staten igien. Der blev ogsaa efterfølgende 1244Aar 1244 Fred slutted, hvilken med Eed blev bekræfted af begge Parter, og er det merkeligt, at der udi samme Fred blev intet talet om Keyserens Afsættelse eller hans Restitution, Fred mellem Keyseren og Paven.hvilket giver tilkiende, at man ansaae Gregorii IX Execution, som en u-giort og u-gyldig Ting.
Men denne Fred varede ikke længe; Thi Keyseren fortrød strax paa, at han havde staaet fra sin Fordeel, og begyndte at oprippe Trætten igien. Hvorudover Paven, holdende sig ikke sikker nok udi Rom, retirerede sig udi det Aar 1244 til Genua, og Det merkværdige Concilium til Lion.derfra til Frankrige, hvor han lod sammenkalde det bekiendte Concilium til Lion, som understoed sig at dømme Keyseren fra sin Værdighed. Samme Concilium blev holdet 1245, og bestoed af 140 saavel Erke-Bisper som Biskoper. Keyseren, som merkede 1245at deraf intet Got vilde flyde, bød sig da strax til Forliig, lovende, at sætte sig imod Tartarerne, og at gaae udi egen Person til det hellige Land, item, at give den Romerske Kirke tilbage alt hvad den var fratagen; Men Paven stoppede sine Ørne til mod saadant |722Forliig og raabte overlydt: Hvilke herlige Løfter, som man aldrig agter at holde. Hvorpaa man strax gik til Verks, og aabnede Paven Concilium ved en Prædiken, hvorudi han forklarede 5 Lidelser og Smerter, som han da var plaged med. Nemlig 1) Geistlighedens u-ordentlige Levnet, 2) Saracenernes Fremgang, 3) Grækernes Separation fra den Romerske Kirke, 4) Tartarernes Vold og Grumhed, og endeligen 5) Keyserens Forfølgelse. Og, som det sidste var Hoved-Posten, og for hvis skyld dette Concilium fornemmeligen var sammenkaldet, opholdt han sig meest udi den Materie, og afmalede Keyseren med allersorteste Farve. Den Keyserlige Fuldmægtig stod da op, og talede til Keyserens Forsvar, og til Slutning bad Concilium om nogen Opsættelse, indtil Keyseren kunde selv personligen møde. Men det blev ham afslagen, og derved endtes den første Session. Bemeldte Fuldmægtig holdt an om det samme udi den anden Session, og talede med stor Fynd og Dristighed mod Pavens Creature, men med lige saa slet Virkning, som tilforn, saa at man forud kunde see, hvorledes Dommen vilde falde. At iile saa meget udi en høystvigtig Sag, og at nægte en mægtig Keyser den Opsættelse, som enhver, der er anklaged, har Rett til at paastaae, viser, at Sententzen er falden, førend Retten blir satt. Saaledes gik det og her; Thi, efterat man for et Syns skyld havde udi den 3die Session løsligen røret om nogle andre Sager, beridde man sig til Dommen, og, endskiønt den Keyserlige Fuldmægtig protesterede derimod, og gav tilkiende, at Keyseren appellerede til den tilkommende Pave og et almindeligt Concilium, skreed man dog til Sententzen, Keyseren dømmes af Concilio fra sin Værdighed.og blev den samme af Paven selv afsagt saaledes: Efter Sagens nøye Forhør og med vore Brødres og Concilii Overveyelse, da, ved den Kraft i at løse og binde, som JEsus Christus haver givet udi St. Peders Person, erklære vi Fridericum skildt ved all Ære og Værdighed, og løse alle dem fra deres Eed, som have svoret ham Troeskab, forbydende nogen herefter at ad|723lyde ham, enten som Keyser eller Konge, under Straf af Excommunication. Endeligen skulle de, som havde Rett til at vælge Keysere, strax skride til et nyt Vall. Og, hvad det Kongerige Sicilien angaaer, det ville vi selv besørge. Efterat Dommen var oplæset, reisede sig Paven op med de andre, og intonerede Te DEum, ligesom den helligste Gierning var bleven forretted. Hvad som ellers herved er merkeligt, er dette, at Paven afsagde denne Dom i sit eget Navn, saa at i steden for at de forrige Excommunications-Formularier vare saaledes forfattede: Dette hellige Concilium fordømmer, var denne saaledes stiilet: Vi (nemlig Paven) fordømme udi Concilii Nærværelse.
De Tydske Førster beordres at skride til et nyt Vall. Efterat den Keyserlige Throne saaledes var erklæred ledig, befoel Paven de Tydske Førster, som havde Vall-Rettighed, at forsamle sig paa en Øe udi Rhinstrømmen, for der at udvælge en anden Keyser. Her nævner Matthæus Parisius (a) blant Chur-Førsterne Hertugen af Østerrige, af Bayern, af Sachsen og af Brabant, item, Erke-Bispen af Saltzburg, hvilke ikke findes paa ovenanførte Liste hos Albertum Stadensem, saa at man seer, at Chur-Førsternes Embede og Værdighed ikke har været hos de 7 høye Personer allene, som siden efter det store Interregnum dermed bleve beklædde. Da Keyseren fik Tidende om denne Afsættelse, optændtes han til hæftig Brede, og sagde til de Omstaaende: Denne Pave har satt mig af udi sit Concilio, og berøvet mig min Krone. Hvad har bevæget ham til saadan Formastelse? Bringer Keyserens Fermetet.mig hid mit Skrin. Da han havde aabnet Skrinet, sagde han: Lader os nu see, om vore Kroner ere borte; Hvorpaa han satt een af dem paa sit Hoved, og sagde med en Torden-Stemme: (b) Jeg har
(a)Matth. Paris. ad ann. 1245.
(b)M. Par. ibid. Non adhuc Coronam meam perdidi.
|724endnu ikke tabt min Krone, og hverken Paven eller hans Concilium skal tage den fra mig uden blodige Hænder.
Han affærdigede strax derpaa Breve, saavel til de Tydske Førster, som til Kong Ludvig af Frankrige, hvorudi han forestiller Pavens u-billige og dristige Foretagende. Paven derimod stræbede ikke allene at confirmere sin Dom, men drev ideligen paa de Tydske Førster, at skride til et nyt Keyser-Vall, og recommenderede dem i sær Henricum, Landgreven af Thüringen. Men de fleeste veigrede sig derfore, 1246undtagen Erke-Bisperne af Mayntz og Cøln, hvilke, tilligemed nogle verdslige Herrer, udvalte samme Henric Landgreven udvælges af nogle Tydske Herrer.Landgreve til Würtzburg 1246. Erke-Bispen av Mayntz erkyndigede strax Paven om dette Vall, og formanede de andre Tydske Førster at approbere det samme, men mange veigrede sig derfor, og de, som vare af Keyserens Parti, kaldte spottviis Henricum Præste-Kongen. Det var ikke allene udi Tydskland, men endogsaa udi Sicilien, hvor Paven ophidsede Undersaatterne mod Keyseren, og bevægede nogle til at sætte efter hans Liv, hvilket Keyseren selv giver tilkiende udi sit Brev, som han tilskrev Konger og Førster. Ja han søgte ogsaa at ophidse den Ægyptiske Sultan, og vilde formaae ham til at bryde det Forbund, som han havde sluttet med Keyseren; Men Sultanen, endskiønt han bekiendte Mahomeds Lærdom, lod dog see, at han havde langt Christeligere Sentiments end Paven, hvilket sees af hans Svar, saa lydende: Den Ægyptiske Sultans Svar til Paven.Vi have bekommet Eders Brev, og hørt Eders Gesant. Den samme har talt med os om JEsu Christo, som vi kiende bedre og ære meere, end I: (a) Det Forbund, som er sluttet med Keyser Friderich udi vor Faders Tiid, kand vi ikke bryde &c.
Keyseren søgte imidlertid at forsvare sin Sag det beste han kunde, saavel ved Pennen mod Paven, som ved Sværdet mod sin Rival, Landgreven af Thüringen, mod hvilken han skikkede sin
(a)Matth. Paris. ad ann. 1246. de Christo plus scimus, qvam vos sciatis, & magnificamus eum plusqvam vos magnificatis.
|725Søn Conradum. Over denne Conradum erholdt Landgreven en Seyer udi det Aar 1246; Men, da man tænkte at føre sig saadan Fordeel til Nytte, og Paven giorde Anstalter til Landgrevens Kroning, leverede Conradus 1247ham et nytt Feltslag, hvorudi Henrici Folk bleve slagne, og han selv døde af Sorrig Henricus af Thüringen døer.kort derefter i Begyndelsen af det Aar 1247. Denne Død gik Paven haart til Hierte. Han skikkede derpaa Gesantere til adskillige Riger, for at bestyrke sit Parti, blant andre til Hagen Hagensen, Kongen af Norge. Samme Konge var, i Henseende til hans Dyder og fornuftige Regiering, een af de anseeligste Potentater paa de Tider. Den Estime Paven havde for ham, sees deraf, at han skikkede til Norge sin Legat, Cardinal Wilhelm, Biskopen af Sabino, som kronede Hagen, hvilken Ære ingen Norsk Konge var vederfaren. Ludvig den Hellige af Frankrig, som da stod færdig at giøre et Tog til det hellige Land, søgte fornemmeligen at persvadere ham til at bivaane saadant Tog, og til den Ende skikkede den Engelske Munk, Matthæum Parisium, med Breve til det Norske Hof; Og er det den samme Matthæus Parisius, som jeg saa ofte i dette Verk har citeret, og som har skrevet disse Tiders Historie. Hvilket han selv tilkiende giver med disse Ord: Qvi cum eo loqvebatur, videlicet Scriptor præsentis libelli has literas patentes eidem porrexit. Det er: Brevene bleve ham overleverede Kong Hagen af Norge i stor Anseelse.af den, som har skrevet denne Historie. (a) Kong Hagen svarede til denne Invitation saaledes, at han fandt det ikke for raadeligt at foreene sine Folk med de Franske, formedelst den Stridighed udi Humeurerne, som fandtes hos disse 2 Nationer, men at det var bedre at hver reisede for sig. Han betingede sig alleene Frihed til at indlades med sin Flode udi de Franske Havner, hvilket Kong Ludvig tilstod ham. Dog blev der intet af med den Norske Reise, men Kong Ludvig giorde dette Tog allene. Den
(a)Lit. Lud. Sancti sub dat. St. Germ. in Laia 1248.
|726Berømmelse som Matthæus Parisius giver Kong Hagen, er denne, at han var en fornuftig, modest og vel studeret Herre. (a)
Wilhelmus Hollandus udvælges af nogle til Romerske Konge.Efter Landgrevens Død af Thüringen arbeidede man paa at udvirke et nytt Keyser-Vall, og magede Paven det endeligen saa, at Wilhelmus, den Hollandske Greves Broder, af nogle Tydske Bisper og Grever blev udvalt til Romersk Konge. Men mange, blant hvilke Hertugerne af Sachsen og Bayern, Margreven af Meissen, den Osterrigske og Steirmarkske Adel, Erke-Bispen af Magdeburg, Biskoperne af Passau og Frisingen holdte endda med Keyser Friderich, hvorudover Paven lod dem stævne til Lion for at examinere deres Opførsel. Imidlertiid avancerede Keyseren med en Kriigshær lige mod Turin, og havde i Sinde at gaae videre indtil Lion, sigende, at han i egen Person vilde forsvare sin Sag mod Paven. Dette jog saadan Skræk ind udi det Pavelige Hoff, at det beredede sig strax til Flugten, fattede dog Moed igien, saa at det blev paa Stedet, da det blev forsikkred om Undsætning af en mægtig Fransk Kriigshær. Denne Storm gik da saaledes over, og Kong Ludvig lavede sig af all Magt til den foresatte Reise. Det er troeligt, at den Iver, som fandtes hos ham, blev ikke lidet formeered af den kostbare Reliqvie, som paa samme Tiid kom fra det hellige Land til Engeland. Samme Reliqvie bestoed udi en Portion af Christi Blod (b), som nogle Tempelherrer og Hospitalier skikkede til Kong Henrich. Deraf blev strax giort stort Væsen. Kongen selv fastede af Devotion paa Brød og Vand; Flasken, hvorudi Blodet laae, blev baaren i Procession, og Biskopen af Norvich erklærede udi den heele Geistligheds Navn, at alle de, som lode sig indfinde for at dyrke Historie om en Reliqvie.og ære dette hellige Blod, skulde have Syndernes Forladelse udi 6 Aar og 140 Dage. Ikke dismindre fandtes der dog nogle, som mumlede blant sig selv derom, og spurte hvorledes det kunde være mueligt, at, eftersom Christus gandske heel var opstaaen fra
(a)M. Par. ad ann. 1248. Est Vir discretus & modestus atqve bene literatus.
(b)Matth. Paris. ad ann. 1247.
|727de Døde, hans Blod kunde da være kommen til Engeland saa lang Tiid derefter. Men Biskop Robert af Lincoln igiendrev strax disse Vantroende ved en Tale, og viisede af en Apocryphisk Bog, at Joseph af Arimathia, som tog Christi Legeme ned af Kaarset, havde samlet nogle Draaber, hvilke han siden meddeelede Nicodemo, og at det hellige Blod siden var bleven forvared fra Fader til Søn indtil denne Tiid. Med denne raae Fabel lode de sig da afspiise, og ingen tvilede meere om Blodets Rigtighed, helst, som med Flasken fuldte Attester fra Patriarchen af Jerusalem og nogle Bispe fra det hellige Land.
Disse og andre Historier, hvor ilde grundede de end vare, giorde saadan Impression hos de fleeste, at de holdte det for Christendommens Hoved-Pligt at tage med Sverdet det hellige Land tilbage igien, og seer man, at denne Iver har været saa stor Lud. Sancti TogTog]Tog] B, tog A; tog SS Tog] B, tog A; tog SS til Orienten.hos Kong Ludvig af Frankrige, at hverken hans Moders Graad, ey heller den Franske Geistligheds Formaninger kunde bevæge ham til at staae fra sit Forsætt. Reisen gik for sig strax efter Pindse-Dagene udi det Aar 1248; Og tog Kongen paa Veyen Afskeed 1248med Paven, hvilken lovede at forsvare Frankrige udi hans Fraværelse saavel imod den Kietter Friderich (saaledes kaldte han Keyseren) som mod sin Vassal Kongen af Engeland. Kong Ludvigs Forsætt var at lande udi Ægypten, og at beleire den Stad Damiata. Han arriverede ogsaa for Damiata Aar 1249, og ved sin Ankomst jog saadan Skræk ind udi Saracenerne, at de om Natten forlode Staden, hvilken Indtager Damiata.de Christne strax bemægtigede sig, og derpaa agtede at angribe Cairo, Hoved-Staden i Ægypten, begave sig og virkelig paa Veyen didhen. Men som den Franske Kriigshær af Sygdom og Mangel dagligen tog af, og saadant U-held formeeredes ideligen deraf, at Kongen af en utidig Devotion ikke vilde tilstæde Kriigsfolket at æde Kiød udi Fasten, maatte man begive sig tilbage til Damiata igien. Men Saracenerne, som havde udspioneret Tilstanden, angrebe dem paa Veyen, ødelagde den overblevne Franske Magt, og finge Kongen selv fan|728gen. (a) Dette var Frugten af denne utidige Nidkierhed, og syntes det, at kaade Mennesker betienede sig deraf for at drive Spott med denne gode Konge i hans Fængsel; Thi der blev paa samme Tiid ham et Brev tilsendt som af den Tartariske Konge, hvorudi gaves tilkiende med Omstændighed samme Konges Omvendelse til den Christelige Troe, item hans Daab; Hvilket Kongen troede, Kongen bliver fangen.og af Glæde (b) derover skikkede den Nys-omvente kostbare Reliqvier. Men man merkede siden, at det var en Digt. Den Ægyptiske Sultan haabede ved Kongens Fængsel at faae tilbage alt hvad de Christne havde i Palæstina, og strax lod den fangne Konge vide, at han ikke kunde faae sin Frihed igien, uden med de Conditioner, at han skulde erstatte Kriigens Bekostninger, og lade overlevere alle de Stæder, som de Christne endda havde inde. Men han kunde ved den haardeste Medfart og de grummeste Trusler ikke bevæge Kongen til at indgaae saadant, maatte derfore lade sine Prætensioner falde, og slutte Fred med de Conditioner, at Kong Ludvig skulde løse sig af sit Fængsel med en Sum Penge og Damiatæ Overgivelse, hvilket ogsaa blev exeqvered, og den fangne Konge kom paa fri Fod igien. Han opholdt sig siden en lang Kommer løs igien.Tiid udi det hellige Land, indtil det Aar 1254, da han begav sig paa Hiemreisen til Frankrige igien. Medens han var paa dette Tog, forestoed hans Moder, den Navnkundige Blanca Regieringen. Samme Dronning havde store og Heroiske Qvaliteter. Thi hun dæmpede ikke allene store Uroeligheder, men endogsaa holdt Geistligheden Tommen paa Øyet, hvorpaa viises blant andet saadant Exempel: Capitulet udi Paris havde engang ladetladet]ladet] B, lade A ladet] B, lade A fængsle alle Indbyggerne af Chatenai; Thi Almuen, sær Bønderne af Geistlighedens Gods, vare da alle vornede under det Navn af Serfs. Dronning Blanca befoel Capitulet at lade dem løs igien, og da Geistligheden veigrede sig derfor, lod hun med Magt bryde Fængslets Port og ikke allene førte de Fangene ud, men endogsaa med visse Vilkor ophævede deres gamle Træl-
(a)Gesta Lud. Sancti apud du Chene tom. 3. p. 355.
(b)Matth. Par. ad ann. 1249.
|729dom; nemlig ved at erlægge en vis Sum Penge aarligen til deres Herskab; og var det fra den Tiid den Vornedes Frihed begyndte (a). Den Myndighed denne Dronning øvede, endogsaa mod Kongen selv, er fast utroelig; Thi det gik saa vidt, at han maatte stiæle sig til at have Omgiængelse med sin egen Gemahl, naar han vidste, at det var Dronning Blanca imod (b).
Imidlertiid blev udi Europa Tvistigheden fortsatt mellem Keyseren og Paven. Paven lod i det Aar 1248 prædike Croisader imod Keyseren, ligesom mod en Hedning, hvilket var dis meere at forundre sig over, efterdi saadant skeede just paa den samme Tiid, da man havde et Tog for mod Saracenerne. Men det er herved at merke, at det Had, Paverne bare til de Mahomedanske Sultaner, var langt fra ikke saa stort, som det de bare til de Tydske Keysere; Thi de første vare kun Christendommens almindelige Fiender, da de sidste derimod kigede undertiden Paverne i Kortet, og vilde vide, hvad Adkomst de Romerske Bispe havde til den Magt og Herredom de øvede. Derfor saae man, at Paverne toge ikke i Betænkning at indlade sig i venlig Correspondence med Sultanerne selv, saa ofte de ikke funde den Føyelighed og Docilitet Keyseren bliver ved at holde Stand.hos de Romerske Keysere, som de forlangede. Keyser Friderich publicerede paa samme Tiid en Forordning saaledes, at alle de Geistlige, som af Respect og Frygt for den Pavelige Execution toge i Betænkning at øve Gudstienesten og administrere Sacramenterne, skulde forvises de Steder, hvor de vare boende, og deres Gods confisqueres. Denne Forordning ophidsede Paven saaledes, at han fornyede Excommunicationen, og befoel, at den skulde igientages alle Aar. Han drev ogsaa paa at fuldbyrde det Vall med Wilhelmo Hollando, og ved sin Legat magede det saa, at han 1248 blev kroned til Aken. Men, som Keyseren, i Henseende til sine store Qvaliteter og Arve-Lande i Sicilien og Italien, ikke saa lett kunde desarmeres, som en Deel
(a)Hist. de St. Lovis lib. 10. pag. 122.
(b)Jonville Chr. de St. Lovis.
|730af hans Formænd, underkiøbte man hans Medicum, til at omkomme ham med Forgift. (a) Dette skulde stilles i Verk 1249, men Keyseren blev i Tide advaret derom, hvorudover samme Medicus blev straffed med Galgen. Og Petrus de Vinea, den Keyserlige Confessionarius, (b) som var med udi dette Ledtog, blev straffet saaledes, at hans eene Øye blev udstukket, og han selv førtes igiennem Stæderne af Italien og Apulien, hvor han offentligen maatte bekiende sin Misgierning; Og, saasom all Mistanke faldt paa Paven, kand man slutte, hvor ildelugtende han derved giorde sig blant alt got Folk. (c) Disse Forfølgelser, 1250samt andre u-lykkelige Hændelser foraarsagede, at han bød sig til Forliig paa billige Conditioner. Men Tvistigheden Keyser Friderichs Død og Characteer.endtes ved hans Død, som skeede Aaret derefter, nemlig 1250 udi den Stad Florenzola i Italien, efterat han havde regieret udi 33 Aar som Keyser, og blev han af hans naturlige Søn Manfredo med stor Stats begraven, u-anseed at han døde udi Kirkens Band. Han var en Herre af store Qvaliteter, u-anseed de slette Vidnesbyrd mange Skribentere have givet om hans Regiering. Een Deel har beskyldet ham for Atheismo; Men man kand ikke forlade sig meget paa de Tiders Skribentere, helst i Henseende til de Potentater, som søgte at holde Paven Stangen, hvilket da agtedes for den høyeste Grad af U-gudelighed: Ligesom dette, at han ikke paa løse Angivelser vilde forfølge Jøderne, som var Moden paa de Tider; Thi, da de efter Sædvane eengang bleve beskyldte for at have myrdet nogle Christne Børn, svarede han: Lader Børnene begrave, eftersom de ere døde. Dette blev anseed af Geistligheden som en GUds-Bespottelse, hvorvel det giver heller tilkiende Keyserens Fornuft og Moderation, i det at han ikke vilde troe Historier, som saa tit vare opkaagede og befundne falske. (d) At de Beskyldninger, som giortes mod ham som Atheist, ikkun
(a)Matth. Paris. ad ann. 1249.
(b)Matth. Paris. ibid. Qvi singularis animæ illius Custos fuerat.
(c)Ibid. Et absorduit Domini Papæ fama per hoc non mediocriter.
(d)Banage Hist. des Juifs lib. 9. c. 23.
|731vare løse Gisninger, vises af Matthæi Parisii Vidnesbyrd derom saaledes: Keyser Friderich siges at have sagt, at der vare 3 Bedragere, nemlig Moses, Christus og Mahomed. Hans Avindsmænd foregave ogsaa, at han troede meere paa Mahomed end Christum. (a) Det er ogsaa u-troeligt, hvad Platina fortæller, nemlig, at han hindrede den Christelige Troes Fremgang, og at han raadede den Tunetanske Konges Broder fra at lade sig døbe; (b) Thi man seer af alle hans Forsvars-Skrifter mod Paverne, at han stedse har arbeidet paa at til intet giøre den Calumnie, man havde øvet mod hans Kaaldsindighed i Troen, saa at derfor saadan Opførsel var imod hans Interesse og sædvanlige Politique. Det lagdes ham fornemmeligen til Last, at han betienede sig af de Sicilianske Saracener i de Italienske Krige: Men, naar man fører Krig, seer man ikke saa meget efter orthodoxe, som duelige Soldater; Og er det ingen Tvil paa, at om de samme havde deserteret fra Keyseren, at Paven havde jo taget dem an med begge Hænder. Hvilket udtrykkeligen viser hans Opførsel samme Tiid mod de Tartariske Gesandtere. Tartarerne havde en Tidlang saaledes huseret udi Ungarn og Tydskland, at den heele Christendom var indjagen Skræk. Udi det Aar 1248 lode sig nogle Tartariske Gesantere indfinde udi Rom, hvor de, efter Matth. Parisii Sigelse, holdtes fore, at slutte hemmelig Forbund med Paven mod Keyser Friderich, og at paaføre hans Svoger Battacio Kriig. At dette Forslag har staaet Paven an, sees deraf, at han gav dem kostelige Klæder, (c) og ofte ved Udtolkere holdt venlige Samtaler med dem; Og kand man sige, at ingen af de Beskyldninger, som han giorde mod Keyser Friderich, balancerer mod saadan Gierning: Thi hvad Saracenerne angik, som han betienede sig af, da vare
(a)Matth. Par. ad ann. 1238. dictum fuit ab æmulis illius.
(b)Platina in Greg. IX.
(c)Matth. Par. ad ann. 1248. Qvod Domino Papæ non creditur displicuisse: dedit enim eis vestes preciocissimas, qvas robas vulgariter appellamus cum penulis & furruriis.
|732de Keyserens Arve-Undersaatter, som man havde ladet blive tilbage i Sicilien, da Landet af de Christne igien blev indtagen. Keyser Friderich havde ellers en aaben Hierne, var kiæk, frimodig og tilligemed lærd. Han gav store Privilegier til de høye Skoler, og lod oversætte af Grædsk paa Latin Guelfi og Gibellini.adskillige Skribentere, blant hvilke Aristotelem. De Tvistigheder, som han havde med Paverne, gave ellers Anledning og første Oprindelse til de tvende Italienske Factioner, Gvelfi og Gibellini, som udi Historien saa meget ere bekiendte.
Efter Friderici Død søgte Paven at bringe Sicilien, som et Paveligt Lehn, under det Romerske Sæde, iligemaade at vende de Tydske Førster fra Keyserens Søn Conrado, og at formaae dem til at understøtte Wilhelmum Hollandum. Men, som det var slet bestillt med samme Wilhelmo, og han kom meer og meer i Foragt hos de Kong Hagen af Norge tilbydes den Keyserlige Krone.Tydske Førster, offererede Paven omsider den Keyserlige Krone til Kong Hagen af Norge. Men samme Konge erklærede offentligen, at han alle Tider var bereed til at stride mod Kirkens, men ikke mod alle Pavens Fiender; Og vidner Matthæus Parisius, at høystbemeldte Konge med Eed bekræftede det samme udi hans Nærværelse. Paven var derudover gandske raadvild, og, som Erke-Sædet af Mayntz paa samme Tiid var ledigt, arbeidede han paa at faae een udvalt til Erke-Bisp, som var efter hans Sind, og som kunde understøtte Wilhelmum Hollandum. Vallet faldt paa Christianum, Provsten af den Mayntziske Kirke; Men man merkede strax, at Paven ikke var tient med ham, efterdi han var en fredelig Mand, der ikke med god Villie lod sig bruge i Kriig. Man søgte i Begyndelsen at bringe ham i Gevær, og at efterfølge Christianus Erke-Bispen af Mayntz afsættes, fordi han er ikke stridbar.sine Formænds lovlige Exempler. Men Christianus blev ved sit gode Forsæt, og svarede, der staaer skrevet: Stik dit Sværd i Skeeden. Dette foraarsagede, at han blev holden for en u-værdig Bisp, og endeligen af Paven satt fra sit Embede. Man fik strax udvalt i hans Sted en værdigere Bisp, det er en ung Person, ved Navn Gerhard, som intet vidste af GUds Ord, hvilket paa de Tider ikke |733reqvireredes af Paverne selv, langt mindre af Bisper; Men derimod forstod sin Kaarde bedre end hans Formand, saa at han derudover kunde passere for en dygtig Mand blant de Tiders Geistlige, hvis daglige Forretninger var at gaae bevæbnede, saa at de end ikke have skyet sig ved at udfodre hinanden til formelig Duell, hvilket sees af et Capitel udi Greg. IX Decretalier, saa lydende: En Præst, som udfodrer en anden til Duell, sættes fra sit Embede. Dog kand Biskopen dispensere derudi, hvis det løber af uden Mord eller Skade paa Lemmerne. (a) Og seer man deraf, at Dueller blant Geistlige ikke alleene have været i Brug, men endogsaa at Bisperne kunde dispensere udi Straffen.
Efterat Paven udi nogle Aar havde opholdet sig udi Frankrig, reisede han om1251sider Aar 1251 derfra, og begav sig til Italien igien. Hvad gott han imidlertiid havde forrettet, er viiset af Historien; Thi han søgte at støde een af de største Keysere fra Thronen, og derved bragte Tydskland i en Forvirrelse, som varede mange Aar, endogsaa efter samme Keysers Død, og ved at drive paa Croisaderne havde han skildt Kongen af Frankrig ved sin Frihed, og førdt en Hob Christne paa nye til Slagterbenken. Ja samme Croisader havde saadan sørgelig Virkning paa samme Tiid, at Jacob af Bøhmen Hyrde-Konge.adskillige Lande, sær Frankrig, truedes med Undergang. Der var udi Ungarn een ved Navn Jacob, som for 40 Aar siden havde ophidset de Børn, hvorom tilforn er talt, at giøre et Tog til det hellige Land: Denne Jacob begyndte at udgive sig for Prophet, sigende, at Englene og Jomfrue Maria havde befalet ham at prædike Croisader, men allene for Hyrder og gemeene Folk, saasom GUd, der havde Mishag udi Adelens Hofmod, vilde allene betiene sig af ringe Midler til det hellige Lands Befrielse. Han samlede strax sammen en stor Mængde af Hyrder og Bønder, paa
(a)Decret. Greg. Lib. 5. Tit. 14. Cap. 1. Clericus iniens duellum, sive susceperit, deponendus est, poterit tamen Episcopus cum eo dispensare, si mors, vel mutilatio membri, non sit inde secuta.
|734hvis Skuldre han lod fæste Kaars, og give dem Navn af Pastoraler. Til disse slog sig og siden en Hob Tyve, Røvere og andre Misdædere, saa at de udgiorde en Kriigshær af 100000 Mennesker, alle under bemældte Jacobs Anførsel, som blev kalden den Ungarske Mester. De declamerede ideligen mod Geistligheden og Munkene, sær imod Franciscanerne og Dominicanerne, hvilke de skieldede for Landløbere og Øyenskalke, hvorudi de i Henseende til mange af dem havde ikke megen Urett. De sparede ey heller de andre Munke og Geistlige, og afmalede det Pavelige Hoff med den allerhæsligste Farve. Det var udi det Aar 1251 de lode sig indfinde udi Frankrige, hvor de som en Strøm overvældede Huserer skrækkeligen i Frankrige.alting, og turde ingen sætte sig op imod dem, eendeel i Henseende til deres store Magt, eendeel ogsaa, eftersom Kongen var fraværende i Orienten, og Paven havde nyeligen tilforn forladt Frankrig; Og, som de dagligen finge meer og meer Tilløb, ventede man at see oprettet et nyt Hyrde-Monarchie; Men det faldt hastig igien; Thi da Anføreren Jacob stod eengang og prædikede for Folket, løb en Slagter til, og Bliver ihielslagen.gav ham et Øxe-Slag for Panden, saa at han styrtede død paa Jorden. Dette indjog saadan en Skræk udi den heele Hyrde-Hær, at den strax derpaa adspreedede sig, og bleve de siden eftersatte og forfuldte som det Menneskelige Kiøns almindelige Fiender, sær eftersom de prædikede saa haardt mod Paven og de Geistlige, hvilke, jo større deres Laster og forargeligere deres Levnet var, jo mindre vilde de fordrage, at nogen rørte ved den Stræng. Det antegnes derfor som en stor Formastelse af Robert Biskopen af Lincoln, at han udi sine Breve turde afmale Paven som han fortienede. Biskopen af Lincolns invectif mod Paven.Blant andre Expressioner, som han brugte, vare disse: Adskillige Paver have trykket Kirken, men denne har bragt den i fuldkommen Trældom. Han sælger Kaars ligesom Kram-Vahrer, og giver Indulgencer ligesom han faaer Penge til. Han constituerer Bisper uden at indvie dem, ladende dem allene have Navnet, da han tager Indkomsterne. Han |735betiener sig af Munkene, som assistere de Syge, for at persvadere dem til at giøre Testamenter, hvorved Arvingerne berøves deres Arvegods, og Pengene falde i Pavens Hænder. Dette Vidnesbyrd er dis vigtigere, efterdi det gives af en Bisp, som ingen har beskyldt for nogen falsk Lærdom. Da Paven fik dette haarde Brev at see, blev han heel fortørned, Pavens Bitterhed derover.og vidner Matthæus Parisius, at han da udi Vrede lod falde disse Ord: Jeg sværger ved St. Peder og St. Paul, at hvis det ikke var i Consideration af hans oprigtige Fripostighed, skulde jeg statuere Exempel paa ham. Kongen af Engeland, som er min Vasal, eller rettere at sige, min Slave, kand jo ved mindste Ordre, jeg giver, kaste ham i Fængsel og skille ham ved Ære (a). Denne Robert døde 1253, og blev af mange anseed som en Helgen.
Det Tydske Interregnum continuerede endda med Landets største Forvirrelse: Thi enhver giorde imidlertiid hvad ham lystede, og Rigets Love bleve traadde under Fødder, saa at Stæderne maatte giøre Forbund med hinanden til tilfælles Beskyttelse. Vel var den Hollandske Greve Wilhelmus af nogle udvalt og kroned til Romersk Keyser: Men en stor Deel af de Tydske Førster havde ikke approberet saadant Vall. Han kom ogsaa meer og meer i Foragt hos sit eget Parti, saa at med all den Protection han havde af Paven, kunde han ikke dukke op i Tydskland, men maatte Interregnum i Tydskland.retirere sig af Riget. Den unge Conradus, Keyser Friderichs efterladte Søn, blev forfuldt som en dødelig Fiende af det Romerske Sæde, og giorde Paven ham ikke allene Keyserdommet, men endogsaa hans fæderne Rige udi Sicilien disputeerligt. 1254Samme unge Herre døde udi det Aar 1254, og efterlod sig en Søn af tvende Aar, som ogsaa var kalden Conradus eller Conradinus. For hvilken blev Formynder hans Farbro-
(a)Matth. Par. ad ann. 1253. Nonne Rex Angliæ est Noster Vasallus, &, ut plus dicam, mancipium?
|736der den bekiendte Manfredus, som udi Prindsens u-myndige Aar skulde forestaae Regimentet udi Sicilien og Apulien. Den samme fik nok at bestille med efterfølgende Pave; Thi Innocentius IV. døde udi det Aar 1254, just da Manfredus begyndte at spille Mester udi Italien, og føre det Pavelige Sæde i Beængstelse. Hvad Tanker man havde om denne Pave, sees af de Historier, som fortaaltes efter hans Død, nemlig at St. Robertus af Lincoln udi et Syn om Natten havde med sin Pastoralske Stav givet ham et Banesaar, hvoraf han døde, item, at en Cardinal saae ham staaende med Rædsel for GUds Domstoel, og der at blive fordømt. Dette Syn, siger Matthæus Parisius, endskiøndt det kand være phantastisk, jog dog Skræk i mange, og gav tilkiende, hvad man i almindelighed holdt for han havde forskyldt. Da han strævede med Døden, og hans Paarørende stode hylende ved hans Seng, kastede han sine Øyen til dem og sagde: Hvi græder I? Haver jeg ikke giort eder alle rige? Hvad ville I meere have? (a) Og derpaa opgav sin Aand; Saa at man kand sige, at hans Endeligt svarede til hans Levnet, og han udi denne Afskeeds-Tale var sig selv liig.
Alexander IV Pave.Efter Innocentii Død faldt Vallet paa Cardinal Rainaldum, Biskopen af Ostia, hvilken lod sig kalde Alexander IV. Den samme tog sig strax for at standse Manfredi Fremgang, og til den Ende beordrede til Gouverneur af Sicilien Cardinal Octavianus Ubaldinus, lod ogsaa stævne Manfredum, for at svare til den U-ret, han havde tilføyet det hellige Romerske Sæde, ved at fordrive den Pavelige Legat og Kirkens Armee af Apulien; Hvortil Manfredus svarede, at han ingen U-rett havde giort den Romerske Kirke ved at forsvare sin og sin Broder-Søns Rett. Dog tilbød han sig til Forliig, men det samme havde ingen Virkning, hvorudover Manfredus ideligen maatte ligge i Felten.
(a)Matth. Par. ad ann. 1254. Qvid plangitis miseri? nonne vos omnes divites relinqvo? qvid amplius exigitis?
|737Denne Pave havde ellers meget at bestille med det Parisiske Universitet, formedelst en Tvistighed, som det i hans Formands Tiid havde faaet med Dominicaner-Munkene, hvilke udi Frankrige kaldes Jacobiner. Oprindelsen dertil var denne: Saasom Ny Uroelighed paa det Parisiske Universitet.Munkenes, sær Dominicanernes Tall og Anseelse dagligen tilvoxede udi Paris, bleve de ordinaire Lærere ved Universitetet derover jaloux, giorde et Statutum, hvorved de agtede at hemme de førstes Fremgang. Dette foraarsagede stor Bitterhed imellem dem, og begge Parter foredroge Paven deres Klagemaal. Efterat Pave 1255Alexander havde examineret Sagen, udgav han Aar 1255 den Bulle, kaldet qvasi lignum vitæ, eftersom den begynder med disse Ord, og derudi modererer Universitetets Statuta, og befaler Universitetet at tilbage kalde alle de Sententzer, som det havde fældet mod Dominicanerne. Men de Parisiske Lærere veigrede sig for at imodtage den. (a) Herudover blev det heele Universitet satt i Kirkens Band. Lærerne truede derover at forlade Paris, men Paven blev ved sit Forsætt, og beordrede at hans Bulle skulde exeqveres, og udi det Aar 1256 skiærpede den ved en nye Bulle, kaldet Universitetet sættes i Band.de qvibusdam Magistris. Man overdrog endeligen udi et Concilio, som samme Aar blev holdet til Paris, Sagens Kiendelse til 4re Franske Erke-Bisper, hvilke, som Arbitri, fældede en Sententz, hvormed hverken Munkene ey heller Paven bleve fornøyede; Hvorudover Paven ogsaa søgte at til intet giøre Dommen ved en nye Bulle, kaldet de cunctis processibus, hvilken havde den Virkning, at Lectiones ophørede, og Lærerne truede at forflytte deres Skoler andensteds, saa at Paven derover i det Aar 1257 maatte falde lidt til Føye, og give dem gode Ord, hvilket skeede ved den 4de Bulle, kaldet Paresinus Peritia.
Medens denne Tvistighed varede, omkom Wilhelmus Hollandus udi en Kriig, 1256som han førte mod de Friser 1256. Hans Død foraarsagede stor Sorg hos Paven, eendeel efterdi han ved det Romerske Sædes Hielp og Befordring var bleven udvalt til Ro-
(a)Du Boulay Tom. 3.
|738mersk Konge, eendeel ogsaa, efterdi han saavel som hans Formænd havde forstrakt ham store Penge-Summer, som man da maatte slaae en Stræg over, fornemmeligen frygtede han, at de Tydske Førster skulde udvælge den unge Conradinum, Keyser Friderichs Sønne-Søn. Han affærdigede derfor strax Skrivelse til Erke-Bispen af Mayntz, og formanede ham til at drage Omsorg for, at en Person blev udvalt, som var det Romerske Sæde troe og lydig. Fornemmeligen maatte han see til, at ingen af Keyser Friderichs Æt kom til den Ære. Men denne Erke-Bisp Gerhard, som ikke var nær saa fredelig, som hans Formand, blev samme Aar fangen af Hertug Albert af Brunsvig, hvilken holdt ham et heelt Aar i Fængsel, saa at det Keyserlige Vall derover en Tidlang blev opsatt. Hvad Sicilien angik, da offererede Paven samme Rige til en Engelsk Prinds, saasom det var ham lige got udi hvis Hænder det var, naar han ikkun kunde støde Keyser Friderichs Afkom derfra. Manfredus, Conradini Formynder, derimod giorde dagligen meer og meer Fremgang, og udi dette Aar bemægtigede sig heele Sicilien og Apulien.
Tvende Romerske Konger paa eengang.Erke-Bisperne og Førsterne i Tydskland satte sig nu for at giøre Ende paa det langvarige Interregnum, og at forsyne Riget med et Hoved; Men som der var Spliid og U-eenighed blant dem indbyrdes, skeede der et dobbelt Vall paa eengang, saaledes, at Erke-Bispen af Cøln med sit Anhang udvaldte den Engelske Printz Richard. Erke-Bispen af Mayntz, med andre derimod antoge Alphonsum, Kongen af Castilien. Begge Udvaldte afskikkede strax Gesantere til Rom, for at erholde Pavens Confirmation; Men Paven dristede sig ikke til at decidere deri, af Frygt, at Kirken derover skulde sættes i U-roelighed.
Thomas Aqvinas.Paa samme Tiid florerede den bekiendte Dominicaner, Thomas Aqvinas, som holdes for een af de største Lærere udi dette Seculo, og hvis Skrifter af Scholasticis ansees som Oracler. Han blev udi det Aar 1257 antagen til Doctor udi Paris, og var det da, at han publicerede sit Forsvars-Skrift for Tigger-Mun|739kene. Samme Munke bleve blant andet lastede, at de ved at leve af Almisse og entholde sig fra Arbeide, vare deres Næste til Byrde. Den, som meest havde hvesset sin Pen derudi imod dem, var den bekiendte Wilhelmus af St. Amour, hvilken udi en liden Tractat om Almisse visede, at den Maade, som bemeldte Munke practiserede, i det de renuncerede paa all Gods og Formue, var at friste GUd og leve andre til Byrde. Dette Skrift søger Thomas Aqvinas fornemmeligen at igiendrive, og viiser, at de ældste Munke skildte sig ved deres Midler, for at leve i Fattigdom, men han glemmer at sige dette derhos, at de samme tilligemed levede af deres Arbeide. Den anden store Lærer, Bonaventura, som levede paa samme Tiid, brugte ogsaa sin Pen til disse Munkes Forsvar, og betienede sig af samme Argumenter som Thomas, skiønt hverken den eenes Hans Forsvars-Skrift i Faveur af Tigger-Munkene.eller den andens ved nøye Examen kunde holde Stik, efterdi intet er lettere at bevise, end at jo saa mange 1000 ørkesløse friske Mennesker maa være skadelige for et Rige og en Republique, og kand maadeligt Arbeide ikke være dem til Hinder udi deres Gudsfrygts Øvelse, ikke at tale om, at udi Arbeidet selv er en Gudsfrygt, naar man arbeider udi den Intention, at man ikke vil besværge sin Næste, og give andre Exempel til at slaae sig til Ørkesløshed, hvortil de fleeste Mennesker af Naturen inclinere. Thi det er ingen Tvil paa, at de fleeste, som slaae sig til saadant Levnet, jo giøre det meere af Afskye til Arbeyde, end af Devotion. Thomas Aqvinas gaaer ellers saa vit i denne Materie, at han holder for, at den Almisse, som man giver Munkene, er Betænkning derover.heller en Belønning for deres Gudsfrygt og Prædikener, end en Gavmildhed; Det er at sige, at Munkene have Rett til at fodre af alle hvad de have nødigt, uden at være forbundne til at takke derfor. Et selsomt Morale, hvorved de tvende Dyder Gavmildhed og Taknemmelighed gandske undergaae, og hvorved dovne Mennesker til Recompense for deres Ørkesløshed gives et Regale, at sætte Folk i Skatt og det ikke maadelig, saasom deres røde og fæde Kinder give tilkiende, at de ikke lade sig nøye med Vand og Brød. Thomas Aqvinas fordyber sig ellers saaledes i denne Materie, at han vil autorisere Munkenes Opførsel herudi |740med Christi Exempel, sigende, at Christus selv betlede, og bevisende det samme af det han eengang sagde til Zachæo, gak strax ned, jeg maa i dag have Herberg i dit Huus. Denne Thomas er den første, som blant Latinerne har tracteret Theologien paa en Scholastisk Maade, ligesom Joh. Damascenus havde været Begynder af den Scholastiske Theologie blant Grækerne.
Disse og deslige Materier vare da de som occuperede de Tiders Geistlige, og hvorudi et Parti forkiettrede det andet, skiønt Disputerne vare den Christelige Theologie gandske u-vedkommende. Men Orthodoxien bestod da ikke i at forfremme Christi, men Pavens Rige og de Geistliges Myndighed. Og de, som havde noget at indvende derimod, bleve anseede, som Tyrker og Hedninger, hvorpaa Historien har viset sørgelige Exempler, sær i Tydskland og Engeland. De Nordiske Lande, saasom de vare procul à Jove, det er, langt fra Paven, saa havde Geistligheden der ikke ladet see saadan Frækhed og Traadsighed mod Regenterne, som paa andre Steder. Men paa disse Tider begyndte og Touren at komme til dem, og blev i Dannemark spilled en geistlig Tragœdie, hvilken jeg ikke kand forbi gaae at anføre.
Den bekiendte Lundiske Erke-Bisp, Jacob Erlandsen, var den første som brød Den Danske Erke-Bisp Jacob Erlandsens Historie.Iisen for de Danske Bisper, til at giøre Skaar i de Kongelige Regalier. Samme Mand var sær yndet af Pave Innocentio, med hvilken han var kommen i Kundskab paa det merkelige Concilio til Lion, hvor han var Responsalis eller Apocrisiarius, tillige med Mag. Peder af Aarhuus, for Dannemark. Og, saasom han var ikke mindre habile end dristig, ansaae Paven ham som et beqvemt Reedskab til at befodre det Romerske Sædes Høyhed i Norden. Han blev udvalt til Biskop i Roeskild 1245, og efter Ufonis Død blev han Erke-Bisp til Lund uden at søge Kongelig Confirmation, hvilket hidindtil havde været u-sædvanligt i Norden. Saasom han derfor allene havde Paven at takke for sin Forfremmelse, gav han Kongen ikke |741mange gode Ord, som den, til hvilken han ingen Obligation havde. Ja, som han Kongen u-adspurt, var bleven Erke-Bisp i Lund, saa meenede han ogsaa Kongen u-adspurt at kunne giøre hvad han vilde. Hans Dristighed gik saa vit, at han forandrede den Skaanske Skraa eller Kirke-Lov, efterdi nogle Poster derudi fandtes, som ikke vare efter hans Hoved. Saadan Dristighed søgte Kong Christopher I at hemme, men Constitutio. Cum Ecclesia Daciana.vandt intet derved uden at ophidse den heele Geistlighed mod sig, og beskyldtes for Tyrannie. Og var dette Aarsag til, at man paa et National-Concilio, holdet til Weile i Jylland, giorde 1256 den bekiendte Constitution cum Ecclesia Daciana, hvilken jeg har indført udi Christophori I Historie, og dertil vil Læseren henvise. Efter samme Constitution kunde man ikke legge Haand paa nogen Bisp, endogsaa om han var beskylded for Forræderie, men hvilken Konge, som i saa Maader vilde exeqvere Landets Love imod dem, skulde strax være excommunicered.
Paa dette Concilio præsiderede Erke-Bisp Erlandsen, saa at denne haarde Tvistighed mellem Erke-Bispen og Kong Christoffer I.Constitution var fornemmeligen hans Verk. Herudover tog den Misforstand, som havde reiset sig mellem ham og Kongen, meer og meer til, og fremførte Kongen paa en Herre-Dag, som blev holden 1256, adskillige Besværinger mod Erke-Bispen, af hvilke de fornemste vare, at han, Kongen u-afvidende, havde bemægtiget sig Erke-Bispedommet, og ham u-adspurt, viede andre Bispe, at han afvisede de Personer, som Kongen beskikkede til Kannikdommer udi Lund og andensteds, hvor Kongen havde Jus Patronatus, item at han paa Lande-Moder havde forordnet adskilligt, som var imod Landets Lov og Skik. Til disse Beskyldninger vilde Erke-Bispen intet svare, ey heller erkiende Kongen for sin Dommer, men skiød sig ind for Paven. Over dette blev Kon1257gen saa ophidsed, at han udi det Aar 1257 opsagde Erke-Bispen og alle hans Clericis de Privilegier og Friheder, som de havde haft af Kongerne, befoel ogsaa ved en Clericum af Viborg-Stift alle Lunde-Sædes Vasaller, inden 15 Dage at lade sig indfinde for at aflægge ham, nemlig Kongen, Eed, under Straff |742at miste deres Friheder; Men han udvirkede intet andet dermed, end at samme Clericus blev satt i Kirkens Chor-karle.Band. Af denne Tvistighed oprørtes Almuen: Nogle holdte med Kongen, andre med Erke-Bispen, og bleve de sidste kaldne Chor-Karle, efterdi de stridede for Chor og Kirke, og forefulde adskillige Trefninger imellem dem og de Kongelige.
Riget blev saaledes deelt i Factioner, og hver søgte at bestyrke sit Parti. Kongen havde et stort Anhang baade af Geistlige og Verdslige, som Bispen af Slesvig, Viborg, Borglum og andre Prælater. Erke-Bispen derimod fik paa sin Side Bisp Bang af Roskild, Bispen af Odense, og andre Geistlige, stod ogsaa i Venskab med Erke-Bispen fængsles.de Holsteenske Grever, og Hertug Jarmir af Rygen, af hvilket Anhang han blev meer og meer traadsig mod Kongen, og endeligen søgte at skille ham ved Kronen. Herudover fattede Kongen omsider den Resolution at lade Erke-Bispen gribe og fængsle, 1259hvilket ogsaa skeede udi det Aar 1259 saaledes: Da Erke-Bispen kom til Gisleborg, ikke langt fra Landskrone, begegnede ham tvende Kongelige Lehnsmænd, hvilke grebe ham om Natten og førte ham over til Fyen, hvor han blev satt udi Lænker og Fængsel paa Hagenskov mesten i 2 Aar. Erkedegnen og Præsten til Lund bleve da ogsaa anholdne, iligemaade Bisp Eske af Ribe. Man søgte ogsaa at forraske Bisp Peder Bang af Roskild, men han tog i Tide Flugten og retirerede sig til Rygen; Bisp Riget sættes i Band.Jens af Odense forlod ogsaa Riget og begav sig til Als; Disse tvende Land-flygtige Bispe exeqverede strax den Constitution cum Ecclesia Daciana, og satte det heele Rige i Band, ladende foromtalte Constitution anslaae paa alle Kirke-Dørre, tilligemed Pave Alexandri Confirmation derpaa. Udi Skaane, Siælland og Fyen blev Forbudet holdet en Tiid lang, men i Jylland og andensteds rettede faa sig kun efter det. Kongen appellerede da til Paven, ikke udi Tanke at nyde nogen Rett, men for at vinde Tiid, og derpaa reisede til Jylland, hvor man ikke rettede sig efter de oprørske Bispers Forbud. Men, da han til Ribe raadførte sig med samme Stads Biskop, hvorledes denne Tvistighed kunde dæmpes, |743blev han af Arnfasto, Biskopen af Aarhuus, som didhen var kommen under et Skin at tale med ham om det almindelige Beste, forgiven. Eendeel siger, at det skeede udi Sacramentet; Andre, da han var til Kongen bliver forgiven. Giæst hos ham. Saadant Udfald havde denne Tvistighed, hvoraf man kunde see, hvorvidt de Danske Bispe da allerede vare avancerede i den Pavelige Grund-lærdom, og at de i fremtiden i at holde Konger og Førster Stangen, ikke vilde give de Italienske Bispe noget efter.
Engeland var paa samme Tiid ikke mindre plaged af Paven, sær derved, at man satte fremmede og Italiener til de fornemste Geistlige Embeder, og confererede dem de fædeste Beneficia. Og, da Seval Erke-Bispen af York søgte at hæmme saadant i sit Stift, blev han af Paven excommunicered. Han døde kort derefter 1258, ikke saa meget af Sorg over sin egen, som over Landets og Kirkens Skiæbne. Da han laae paa sit yderste, indfodrede han Paven for GUds Dom, affærdigede ogsaa et Brev til ham, hvorudi han formaner ham til at forlade sin Tyranske Opførsel, og at efterfølge de gode Pavers Fodspor. Men Paven lod sig af saadanne Formaninger ikke Opstand mod Paven.anfægte; Han havde ogsaa paa de Tider andet at tænke paa, end at anhøre betrængte Christnes Klagemaal; Thi Romerne giorde Opstand imod ham, og tvunge ham til at retirere sig til Viterbo. Han havde derforuden en haard Fiende i den oftomtalte Manfredo, hvilken fik meer og meer Fremgang, og endeligen udi det Aar 1258 lod sig krone til Konge af Sicilien. Den store Successions-Tvistighed foruroeligede ham og ikke lidet; Thi begge Prætendenterne, saavel Kongen af Spanien, som den Engelske Prinds, anholdte om hans Confirmation. De gave ham begge gode Ord, skiønt han meest favoriserede Richard, hvilken han i sine Breve gav Titel af Romersk Konge. Til disse mange U-leiligheder komme ogsaa det Parisiske Universitets Sager; Thi, endskiøndt han havde udstedt adskillige Buller i Faveur af Dominicanerne, fremturede dog de Parisiske Professores udi deres Forsætt ikke at antage dem.
|744 Sorbonæ Stiftelse.Ellers fik bemældtebemældte]bemældte] B, bemældt A; bemældt SS bemældte] B, bemældt A; bemældt SS Universitet paa samme Tiid en nye Anseelse ved det bekiendte Collegii Stiftelse af Sorbona. Dets Stifter var een ved Navn Robert af Sorbone, en Parisisk Canonicus. Han begyndte denne Stiftelse udi det Aar 1250, da Dronning Blanca udi Kong Ludvigs Fraværelse overdrog ham til den Ende et Huus i Paris, lige over for det saa kaldte Keyser Juliani Apostatæ Pallads, hvoraf endnu sees Levninger, og lagde Kong Ludvig siden andre Huuse dertil. Saadan Oprindelse haver dette Collegium, hvilket blev stiftet for fattige Studentere, og siden er bleven den største Theologiske Skoele udi de Roman-Catholske Lande.
Udi Italien reisede sig 1258 en Slags Devotion, som hidindtil havde været uden Exempel. Den begyndte først til Perusa, og derfra strakte sig over heele Italien. Samme Devotion bestoed derudi. Folk af adskillig Slags Stand og Alder fra gamle Mænd indtil Børn af 5 Aar, bevægede over de mange Ulykker som Italien en Tiid lang havde været underkasted, hvilke de ansaae som Virkninger af GUds Vrede over Landets Synder, sloge sig sammen, og marcherede gandske nøgne igiennem Stæderne Flagellanter.og det Par-viis ligesom udi Procession, havende hver en Svøbe udi Haanden, hvormed de pidskede deres Skuldre, saa Blodet strømmede deraf, raabende derhos ideligen GUd og Jomfrue Maria om Hielp. De ginge ogsaa om Natten udi samme Positure med tændte Vox-Lius i Hænderne, og det saavel om Vinteren som om Sommeren. Deres Tall formeerede sig indtil 10000 Mennesker, og havde de til Anførere Præster, som ginge for i Spidsen med Kaars og Faner. Udi denne Devotion tog Fruentimmeret ogsaa omsider Deel, dog med den Forskiæll, at de, for at i agt tage Anstændighed, pidskede sig nøgne udi deres Kamre.
Denne Andagt, hvor ilde grunded den end var, havde dog den Virkning, at mange grove Laster, som tilforn havde gaaet i Svang, ophørede til en Tiid, saasom man ansaae saadan en u-sædvanlige Poenitentze, som en Guddommelig Inspiration, der |745uden foregaaende Prædikener, og, Paven og Øvrigheden u-afvidende, havde reiset sig over det heele Land, og kunde den stedsvarende Skrigen og Hylen, og de blodige Legemer ikke andet end foraarsage store Bevægelser. Denne Poenitentze strakte sig omsider til adskillige andre Lande, og blev til en Mode og Kirke-Ceremonie, saa at man paa visse Tider om Aaret offentligen pidskede sig to gange om Dagen, og det udi 33 Dage tillige, til en Erindring af de 33 Aar, som de sagde, at Christus havde levet paa Jorden, saa at det, som i Begyndelsen reisede sig maa skee af en Andagt, blev forvandled til Superstition og Øyenskalkerie. Ja man pidskede sig omsider ikke allene for sig selv, men endogsaa for de Døde, og det saavel for dem, som man meenede vare i Helvede, som for dem, der vare i Himmerig. Adskillige Regentere, som ikke funde Forbud mod dem.deres Regning derved, at Folk saaledes Troppeviis skulde streiffe igiennem deres Lande, giorde strax Forbud derimod, og derved hindrede, at disse Processioner ikke skeede med saadan Eclat, skiønt de have ikke gandske kundet hæve denne Misbrug; Thi man seer den endda paa adskillige Stæder at øves. Disse Folk kaldtes Flagellanter af Flagellis eller Svøber, som de pidskede sig med.
1261Pave Alexander døde 1261, efterat han havde regieret udi 6 Aar og 5 Maaneder. Udi hans Sted blev udvalt Jacobus Pataleon, Patriarchen af Jerusalem, Urbanus IV. Pave.hvilken lod sig kalde Urbanus IV. Begyndelsen af hans Regimente var merkelig ved Constantinopels Erobring af Grækerne igien. Denne Erobring skeede i Julii Maaned af samme Aar, og var det ikke uden med stor Nød, at den Latinske Keyser Balduinus tillige med Patriarchen Justiniano reddede sig med Flugten. Staden havde udi 57 Aar været udi de Franskes Hænder, og haft adskillige egne Keysere, men da Constantinopel kommer under de Grædske Keysere igien.blev den foreened med det gamle Grædske Keyserdom igien, og den da regierende Keyser Michaël Palæologus giorde der sit Indtog den 14 Augusti. Ved denne Forandring tabte de Romerske Paver een Deel af deres Jurisdiction, efterdi Staden blev foreened med den Grædske Kirke igien. Constantinopel |746har siden den Tiid stedse været de Grædske Keyseres Residentz, indtil den blev indtagen af Tyrkerne, og Ende blev giort paa det Østlige Keyserdom.
Hvad de Vestlige Sager angaaer, da befæstede Manfredus meer og meer sit Rige i Sicilien, endskiøndt denne Pave Urbanus var ham ikke mindre imod, end hans Formand. For at bestyrke sine Sager desmeere, allierede han sig med det Aragoniske Huus ved et Giftermaal imellem hans Dotter Constantia og den Aragoniske Printz Petrum, paa hvilket Ægteskab grunde sig de Aragoniske Kongers Prætensioner paa Sicilien. Paven blev derover saa fortørned, at han offererede Riget til een af de Kongelige Printzer i Frankrige; men Kong Ludvig veigrede sig ved at imodtage saadant Tilbud i Henseende til den unge Conradinum, som meest var berettiged til den Sicilianske Krone. Herudover blev samme Tilbud giort til hans Broder Carl, Greven af Anjou, hvilken med Glæde tog det an.
Keyserdommet udi Tydskland var endda uden Hoved, og Thronen havde været leedig udi meer end 12 Aar, at regne fra Keyser Friderichs Død. De tvende Prætendenter, Kongen af Castilien og den Engelske Printz pressede begge Paven om en Sicilien sættes i Band.Decision i Sagen: Men han tog det i Betænkning, sættende een Tiid op efter en anden, og imidlertid gav dem begge Titel af Romersk Konge, saasom hans fornemste Sigte var, at udelukke den unge Conradinum, Keyser Friderichs Sønne-Søn. Hvad 1263Sicilien angik, da satt han 1263 samme Rige udi Interdict; Men Manfredus agtede det kun føye, lod Gudstienesten forrette som tilforn, og svarede de Deputerede, som Neapolitanerne skikkede ham, for at raade ham til Forliig med Paven: Jeg skal sende 300 Saracener til Neapolis, som med Magt skal bringe eder til at holde Messen.
|747Dette opirrede Paven end meere, saa at han med Iver arbeidede paa, at fuldbyrde sit Forsætt med Greven af Anjou, og at sætte ham i Stand til at bemægtige 1264sig Sicilien. Men dette blev hindred ved hans Død, som skeede 1264. Hans Successor var Guido Fulcodi, Clemens IV. Pave.Cardinal og Biskop af Sabino. Hvilken lod sig kalde Clemens IV. Denne Pave tog sig strax for at exeqvere sin Formands Project med Sicilien, og udi det Aar 1265 udstedde en Bulle, hvorved han gav det Kongerige Sicilien til Carl, Greven af Anjou og Provence: og var samme Bulle underskreven af 16 Cardinaler. Greven giorde sig derpaa strax færdig til det Sicilianske Tog, og arriverede udi samme Aar med 1000 Ryttere til Ostia, og derfra begav sig til Rom, hvor han af Pavens Fuldmægtig, efterdi han selv var fraværende, blev investered med det Kongerige Sicilien; Og, saasom det var da bleven en Mode at prædike Croisader ved alle Leyligheder, saa blev saadant da ogsaa giort mod Manfredum, og bleve alle de, som havde ladet sig kaarse, for at gaae til det hellige Land, løsede fra deres Løfter, dersom de vilde lade sig bruge mod Manfredum, hvis Undergang laae Paven Misbrug af Croisader.meere paa Hiertet, end det hellige Lands Conservation. Man hørte ellers overalt paa de Tider ikke andet end Croisader. Udi Frankrig og Italien mod Manfredum; Udi Ungarn mod Tartarerne; udi Spanien mod Morerne, og i Engeland mod rebellske Undersaattere. Imidlertid gik alting Krebsgang udi Palæstina, saa at de Christne beholdt intet tilbage udi Orienten uden den Stad Acre. Efter at Greven af Anjou var bleven erklæred og kroned til Konge af Sicilien, gik han med en Krigs-Hær Manfredo 1266i møde, og traf ham ved Benevento. Der blev udi Februario 1266 holdet et stort Feltslag, hvorudi de Franske erholdte en fuldkommen Seyer, Manfredus selv omkom i Slaget, og hans Legeme, saasom han var excommunicered, blev liggende u-begravet, indtil Carolus lod det begrave under en Steendynge paa den alfare Vey. Denne Seyer svækkede det Gibellinske Parti, og bragte den største Deel af Italien under Pavens Lydighed. Og, saasom Paven nu havde faaet en saa mægtig Fiende af Halsen, satt han sig for at til Veye bringe en Croisade til det hellige |748Land, for at redde de faa overblevne Levninger sammesteds. Af alle de Potentater, som han derom anmodede, var ingen, som tog sig de Sager alvorligen an, uden Kong Ludvig af Frankrige, hvis Iver var saa stor, at hverken hans eget eller andres sørgelige Exempler kunde skrække ham derfra, saa at han i egen Person agtede at giøre et nytt Tog til Orienten igien. Dette hans Forsætt holdt han dog hemmeligt for sine egne Undersaattere, vel vidende, at ingen kunde finde Smag i saadant daarligt Foretagende. Ja der siges, at Paven selv dristede sig i Begyndelsen ikke til at give sit Samtykke dertil, og at det skeede ikke uden efter lang Tvilsmaal. Saa snart han havde Lud. Sanctus laver sig til et nyt helligt Tog.erholdt Pavens Approbation, gav han sin Meening offentligen tilkiende, hvilket foraarsagede en stor Forundring og Forskrækkelse hos de fleeste, helst saasom han da havde saa skrøbeligt Legeme, at han ikke kunde taale at være bevæbned og at sidde længe til Hest; Men det kunde altsammen ikke hielpe. Der handledes efter hans eenfoldige Skiønsomhed om at efterleve een af de fornemste Artikler udi Religionen og en Christen Hoved-Pligt, og kunde han af de Lykønskninger, han forud fik af Paven, være forsikkred om Canonisation, hvordan Toget end løb af. For at befodre dette Tog, blev i Frankrig lagt en Tiende paa Geistligheden. Men saadant blev anseed som et u-taaleligt Aag og imod Kirkens Frihed, ja man besværgede sig ligesaa høyt derover, som tilforn over den saa kaldte Decimam Saladinam, og begyndte at tale mod disse Croisader, som tienede til intet, uden at føre Christne til Slagterbænken. Men saa længe de skeede paa de verdslige Stænders Bekostning alleene, havde ingen Præst haft noget at sige derimod.
Førend dette sidste Tog skeede, gik den bekiendte Tragœdie for sig med den Sicilianske Tragoedie med den Sicilianske Konge Conradino.Konge Conradino, og det paa saadan Maade: Bemeldte Conradinus, som en Sønne-Søn af Keyser Friderich, ansaae sig ikke allene som den eeneste og rette Arving til Apulien og Sicilien, men formeenede sig ogsaa at være berettiged til Keyserdommet. Paven formanede ham strax at staae fra sine Prætensioner, og det under Straf af Kirkens Band, og, |749da Conradinus saadant intet vilde agte, blev han tilligemed hans Tilhængere excommunicered. Dette u-anseed fremturede han i sit Forsætt, og med en Krigs-Hær nærmede sig til Rom, hvor han med stor Glæde blev imodtagen, ligesom han allerede kunde have været Romersk Keyser. Men, da han fra Rom begav sig til Apulien, blev han anfalden af den nye Sicilianske Konge Carl af Anjou ved Tagliacozzo, hvor hans Krigs-Hær blev totaliter slagen, og han selv faldt levende 1268udi Caroli Hænder. Dette Slag skeede den 23 Augusti 1268. Carolus tog længe i Betænkning, hvad han skulde giøre med denne anseelige Fange, og i sær raadførede sig med Paven derover, hvilken siges at have givet ham saadant Svar: Vita Conradini, Mors Caroli. Hvorpaa den unge Herre blev ført til Torvet udi Neapolis, og der halshuggen. Udi ham endtes den Svabiske Stamme. Pave Clemens døde kort derefter udi samme Aar, efter at han havde siddet moxen i 4re Aar.
Ved Conradini Død faldt heele Sicilien og Apulien udi Caroli Hænder, indtil Saracenerne udi Nocera, hvilke, efterat de havde udstaaet en haard Beleyring, maatte omsider overgive sig 1269. Carolus sparede dem paa Livet, og lod dem adspreede overalt udi Landet, og er det troeligt, at han ikke vilde gandske udrødde dem i Henseende til den Tieneste, han kunde forvente sig af dem, i fald han, som hans Formænd, skulde faae Paven til Fiende; Thi, naar alting slog feyl, og Italienerne og Sicilianerne lode sig intimidere af de Pavelige Excommunicationer, toge disse Saracener ingen Betænkning i at assistere deres Lands-Herre, saasom de Torden-Straale, der komme fra Paven, ginge dem forbi. Nogle af dem antoge dog siden Christendommen, og lode sig døbe. Paa hvad Fod disse Saracener ellers have været under de Sicilianske Konger, og hvor vit deres Religions-Frihed har strakt sig, skal jeg ey kunne sige: Thi det synes af de troe Tienester, som de lode see mod deres Lands-Herrer, at de maa have haft en fuldkommen Religions-Frihed, og kand denne Meening bestyrkes af Pave Clementis V Constitution, hvorudi han besværger sig der|750over, at Christne Førster tilstæde Saracenerne udi deres Lande, at paakalde Mahomeds Navn, og at giøre Pillegrims-Reiser til hans Grav; (a) Men man kand sige, Carolus af Anjou, KongeKonge]Konge] B, Kong A Konge] B, Kong A i Sicilien.at forbyde dem saadant, var det samme som at give Christne Religions-Frihed, dog uden at bruge Sacramenterne. Carolus lod sig ikke nøye med at være bleven Mester over Sicilien og Apulien, men formerede ogsaa Prætensioner paa Constantinopel og det Østlige Keyserdom. Den Grædske Keyser Michaël Palæologus, som længe havde frygtet derfor, havde i den Henseende stedse flatteret de forrige Paver, og givet dem Haab om at bringe den Grædske Kirke til Foreening med den Latinske. Han begyndte derfore nu paa nye igien at handle om denne Sag, giorde store Løfter om saadan Foreening, forsømmede ogsaa ikke, at lade Penge roullere blant Cardinalerne, og det alt i den Henseende, at Paven skulde hindre Kongen af Sicilien i hans Forsætt. Lud. Sancti andet Tog til Orienten. Nogle toge sig derfore hans Sag an: Andre derimod merkede, at disse Løfter vare af ingen Betydelse, og at Keyseren, saa snart Faren var forbi, intet deraf vilde præstere, og derfore ansaae hans Tilbud med Kaaldsindighed.
Det Tog, Kong Ludvig af Frankrige længe havde præpareret sig til, gik endeligen for sig 1270. Da gik han til Vands først til Sardinien, og derfra begav sig til Tunis udi Africa, eftersom han havde Tanker om, at Kongen af Tunis vilde antage 1270den Christelige Religion; Men, som han ved sin Ankomst fornam, at han havde giort falsk Regning, satt han sig for med Magt at angribe Staden. Førend saadant kunde i Verk sættes, reisede der sig en Svaghed udi den Franske Kriigshær, hvilken tog dagligen meer og meer Overhaand, og sparede ikke Kongen selv; Thi han blev angreben af Tarmeløb og en hidsig Feber, som endeligen skildte ham ved Livet den 25 Augusti i samme Aar. Hvor
(a)Clementin. Lib. 5. Tit. 2. Cap. 1. Principes Christiani compescere debent Saracenos sibi subjectos ab invocatione publica Machometis, & a peregrinatione, qvam facere solent ad sepulcrum ipsius.
|751kiær denne Konge har været Paven og Geistligheden, sees Han døer udi Africa.af Innocentii Klage-Brev til Dronningen, da han var fangen (a). Han blev siden canonisered, og endnu dyrkes blant Helgene i Frankrig. Og, saasom hans Andagt alleene havde været Aarsag til dette Tog, saa blev efter hans Død intet videre foretaget; Thi de Franske sluttede Stilstand med Kongen af Tunis, og derpaa toge Veyen tilbage.
Det Romerske Sæde, som længe havde været ledigt, blev efterfølgende Aar forsyned med en nye Pave. Den samme var Thibaldus, Archidiaconus af Luyk, hvilken Gregorius X.blev kalden Gregorius X. Denne Gregorius begyndte strax at fornye de gamle Negotiationer med den Constantinopolitanske Keyser, angaaende Kirkernes Foreening. Men Keyseren søgte kun efter sin Sædvane at vinde Tiid, og, endskiøndt det havde været hans Alvor, havde han dog aldrig kundet bringe Grækerne til at staae fra deres gamle Meeninger, langt mindre til at underkaste sig det Pavelige Aag, hvorunder de Vestlige Nationer sukkede. Ikke dis mindre, saasom Keyseren holdt gode Miner, og giorde store Løfter, troede mange, at denne hans Iver reisede sig af en puur Religions-Motive; Saa at Paven omsider fandt for gott at sammenkalde et almindeligt Concilium, for at bringe et saadant stort Verk til Fuldkommenhed. Dette Concilium, 1274som begyndte udi det Aar 1274 til Lyon, bestoed af 500 Bispe og mange andre Prælater. De Grædske Gesantere ankomme strax efter at Concilium var satt, og bleve imodtagne med stor Æres-Beviisning, saasom det var besynderlig paa dem den heele Handel sigtede. Udi den 4de Session blev Foreeningens-Verket alvorligen foretaget, Concilium til Lyon.og bleve da oplæste de Grædske Breve saavel fra Keyseren, som fra hans Søn, og een Deel Geistlige derudi gave Paven Titel af den øverste Bisp og de Christnes almindelige Fader. Keyserens Bekiendelse, som derudi fandtes, var denne: Vi troe og be-
(a)Epist. Innocentii IV ad Reginam Franc. apud du Chene tom. 5. pag. 412.
|752kiende med Hierte og Mund hvad den Romerske Kirke lærer, og love ikke at viige derfra: Vi bede allene, at vor Kirke maa bruge sit gamle Symbolum. De Geistliges Brev indholdt det samme, og gav derhos tilkiende, at deres Patriarch ikke havde villet beqvemme sig til at renuntiere paa sin Rang, saa at Keyseren derfor, som denne Foreening laae besynderligen paa Hiertet, havde befalet ham at holde sig fra de Patriarchalske Forrettninger, indtil Gesanterne komme med Svar tilbage.
Efterat Brevene vare oplæsede, aflagde den store Logotheta udi Keyser Michaëlis Navn en Eed, hvorved han antog den Romerske Troe, det er, erkiendte Paven for det høyeste Hoved, hvilket var den fornemste Artikel udi den Romerske Religion, og uden Handel om Foreening med den Grædske Kirke.hvilken ingen Foreening kunde ventes. Der siges da, at de nærværende Grædske beqvemmede sig ogsaa til at forandre deres Symbolum, og tilstode, at den hellig Aand gaaer ud fra Faderen og Sønnen. Dette altsammen blev afgiort udi den 4de Session, og meenede man derved gandske at have giort Ende paa det Schisma, som i nogle 100 Aar havde været mellem den Romerske og Grædske Kirke. Men Udfaldet viisede, at alt dette var intet uden Spillfigterie; Thi Keyseren søgte herved kun at vinde Tiid, saasom han behøvede Pavens Protection mod de Franske og Sicilianer, hvilket sees af hans egne Ord og Argumenter, hvorved han søgte at bringe den Grædske Patriarch til at cedere Paven, (a) sigende, at saadant vilde allene bestaae i det blotte Navn, efterdi de dog aldrig nogen Tiid komme sammen. Patriarchen med den største Deel af de Geistlige havde stedse med Iver satt sig imod saadan Foreening, for hvilken de foregave, at Keyseren opoffrede deres gamle Fæderne-Troe, og derfore ansaae alt det, som af Gesanterne paa Concilio blev indgaaet, at være som u-giort.
(a)Pachymer. in Mich. Palæol. lib. 5. cap. 18.
|753Ellers blev paa dette Concilio Grundvold lagt til det bekiendte Conclave, og Cardinalernes Conclave funderes.Pave-Vallerne reglerede mesten paa samme Maade, som endnu i Agt tages. Man seer vel, at Pavernes Vall ved Cardinaler tilforn har været regulered, saasom udi Greg. 9. decretalibus findes, at den, der haver to 3die Deeler Stemmer af Cardinalerne (a), bliver Pave. Men ved denne Stiftelse fik Conclave rett den Skik, som den endnu haver. Anordningen bestoed fornemmeligen derudi, at alle Cardinaler skulde indsluttes udi et Kammer, uden at have nogen Communication med andre, item at de inden 3 Dage skulde bringe Vallet til Ende; Hvis dett ikke skeede, skulde de i de 5 efterfølgende Dage ikke nyde meer end een Rett Mad, saavel til Middag, som Aften; Men efter de 5 Dage skulde dem intet gives, uden Viin, Brød og Vand, indtil Vallet var slutted. Derved tænkte Paven at hindre de langvarige Vacancer og de store Tvistigheder, som tilforn ofte havde formeret sig. Cardinalerne, som mærkede, hvorhen Paven dermed sigtede, veigrede sig i Begyndelsen for at antage saadan Stiftelse, dog maatte de omsider underskrive den. Og, saasom tilforn intet er talt om Cardinalernes Oprindelse, vil jeg her ved Leilighed af dette Conclaves Stiftelse tale Cardinalers Oprindelse.noget om deres Begyndelse og Tilvæxt. Det Ord Cardinal er meget gammelt; Men havde i Begyndelsen ikke den Bemærkning som nu omstunder: Udi de første Tider kaldtes visse Geistlige Cardinales, ikke fordi de vare de fornemste, men fordi de vare assignerede til visse Kirker. Thi, da Fabianus 240 deelte Rom udi 14 Districter, beskikkedes dertil 7 Diaconi, saa at enhver af dem havde 2 Districter under Opsyn, og begyndte de fra den Tiid at kaldes Diaconi og Presbyteri Cardinales, efterdi de vare bundne til visse Kirke-Districter, som Cardines eller Hængsler, saa at de vare ikke andet end Sogne-Præste; Thi man finder, at Cardinaler bleve forfremmede til Bispestoele, og at de kaldtes Sacerdotes Cardinales. Udi Gregorii Magni Tiid bliver
(a)Decret. Greg. lib. l. tit. 6. cap. 6. Electus in Romanum Pontificem a duabus partibus Cardinalium, nulla exceptione obstante est Papa.
|754allerførst talet om Episcopis Cardinalibus, dog uden at derved forstoedes de fornemste; Men Titelen kom efter Haanden meer og meer i Anseelse, saa at det blev agted for en Promotion, at en Biskop fik Titel af Cardinal; Og holdes Conradus Erke-Bispen Deres Anseelse.af Mayntz den første, som af Pave Alexander III blev beæred med Cardinals Titel af den Betydning. De bleve da agtede som Geistlige Churførster, der allene skulde have Rett til at vælge Paver. Og blev Maaden dertil dem allerførst foreskreven ved Stiftelsen af dette Conclave. Saaledes bleve de af gamle Sogne-Præster forvandlede til Pavelige Raadsherrer, og anseede som Kirkens høyeste Hoveder næst Paven, saa at de omsider disputerede Konger Rangen. Og, saasom til saadan høy Rang udfodredes stor Stats, have Paverne beneficeret dem med adskillige Prælaturer og mange Bispestoele tillige; Thi der findes udi de Pavelige Buller blant andet indførte saadanne Bevillinger: Saasom Cardinal N. underholder mange Folk og Hæste til Kirkens Ære, saa accorderes ham den 4de Bispestoel. De have siden taget Titel af Eminencer, prætenderet lige Rang med Konger, og Fortrin for Regierende Førster, hvilket dis meere er at forundre sig over, efterdi mange af dem ere gemeene Personer, som allene ved Pavernes Faveur komme til saadan Høyhed.
Ende paa det langvarige Interregnum i Tydskland.Kort førend dette Concilium blev holdet, havde de Tydske Førster, for at giøre Ende paa det store Schisma i Staten, skreedet til et nytt Konge-Vall, og udvalt Rudolphum Greven af Habsborg. Dertil toge de Anledning eendeel af Richardi Død af Engeland, eendeel ogsaa efterdi Paven havde erklæret sig mod den anden Prætendent, nemlig Kong Alphonsum af Castilien. Dette Vall confirmerede Pave Gregorius strax efter Concilii Holdelse, og tvilede da ingen om, at han jo var berættiget dertil, eftersom det var udtrykkeligen indført udi Greg. IX Decretalier; hvorudi derom tales saaledes: Keyserens Vall tilhører de Tydske Førster, 3 Geistlige og 4 Verdslige, og det Vall, som skeer ved de fleeste Stemmer, staaer ved Magt; |755Det hører Paven til at examinere, approbere, salve og krone den Udvalte, hvis han er værdig dertil, og at forkaste ham, hvis han findes u-værdig (a). Heraf seer man, at de 7 Churførsters Anordning maa være giort for samme Paves Tiid; Hvorvel den Tydske Historie viiser, at dette ikke bestandigen har været i Agt taget, førend efter det store Interregnum, som jeg andensteds har viiset. Alphonsus protesterede en Tidlang imod dette Vall, men, som Paven truede ham med Kirkens Band, stod han omsider fra sine Prætensioner, og Paven gav ham til Vederlag Frihed, at hæve en Tiende udi hans eget Land, for at føre Krigen imod Morerne. Hvilket var det samme, som at sætte een fra sin Værdighed, og til Vederlag tilstæde ham at høste sin egen Ager, eller at spise af sit eget Spise-Kammer. Saadan og deslige andre Opførseler skulde holdes for Fabler, hvis de ikke med saa mange kraftige og u-imodsigelige Vidnesbyrd vare bekræftede. Det forunderligste var, at denne Alphonsus, der lod see saadan Frygt for Paven, var tilligemed saa Cavaliersk udi Religionen, at han undsaae sig ikke ved at mynstre GUds Gierninger selv; Thi han pleyede ofte at sige, at hvis GUd havde taget ham i Raad med sig, skulde Verden have blevet langt ordentligere og ziirligere (b) indrettet; Og naar Geistligheden straffede ham for saadan Forfængelighed, loe han deraf, og blev ved sin Talemaade. Han var ellers een af de lærde Regentere, og lagde saa stor Vind paa Himmelens Lob, at han gemeenligen blev kalden Astronomus, og have af ham de saa kaldne Astronomiske eller Alphonsinske Tavler deres Navn. Paa samme Tiid publicerede Paven en Bulle mod Alphonsum III Kongen af Portugal, hvorudi han truede ham med Afsættelse, dersom han ikke forligede sig med Erke-Bispen af Braga, lod ogsaa falde
(a)Decret. Greg. lib. 1. tit. 6. cap. 34. Electio Imperatoris spectat ad Principes Germanos tres Prælatos, & 4 Laicos, & ad Papam pertinet electum examinare & rejicere &c.
(b)Rod. Sanctius Hist. Hispan. Part. 4. Cap. 5.
|756samme Trusler mod Kongen af Aragonien, efterdi han underholdt en Maitresse.
De Grædske Gesandtere, som havde bivaanet Concilium til Lion, og der underskrevet Foreeningen, komme mod Enden af samme Aar til Constantinopel igien. Da blev overlagt med de Pavelige Nuntiis, som fuldte med, om at afsætte Patriarchen Joseph, efterdi han, saavel som hans Formand Arsenius ikke vilde beqvemme sig til den giorte Foreening. Dette blev i Verk satt efterfølgende Aar, og een, ved Navn Uroelighed i den Grædske Kirke.Johannes Veccus, blev Patriarch i hans Sted. Samme Veccus var holden for een af de lærdeste Mænd i Grækenland paa de Tider, hvorudover man udi denne Tvistighed fornemmeligen spurte ham til Raads. I Begyndelsen holdt han Patriarchens Parti, og udi en Conference erklærede sig saaledes: Der ere nogle, som kaldes Kiettere, og dog ikke ere: Andre derimod, som ikke kaldes Kiettere, og dog ere: Saadanne ere Latinerne. (a) Dette forbittrede Keyseren saaledes, at han lod ham arrestere. Herudover faldt Modet paa ham, saa at han siden lempede sig efter Keyserens Villie; Hvilket banede ham Vey til Patriarchatet. Men dette Vall forøgede end meere den U-eenighed, som havde reiset sig blant de Grædske Geistlige, saa at der formeredes tvende Factioner, hvoraf den eene ansaae den anden som excommunicered; Og varede den U-orden saa længe som Michaël Palæologus regierede.
1275Efter saadanne merkelige Hændelser saavel i Kirken, som i Staten, døde Pave Rudolphi Habsburgici viise Regimente.Gregorius X, Aar 1275. Han havde nyeligen for sin Død haft en Conference til Lausanne med den udvalte Romersk Konge Rudolpho, og tilligemed betinged sig adskillige Ting, som sigtede til den Romerske Kirkes Høyhed og Italiens Sikkerhed, hvilket dog ikke havde været nødigt; Thi denne Rudolphus, saasom han var een af de fornuftigste Regen-
(a)Pachym. Lib. 5. Cap. 12.
|757tere, der nogensinde havde siddet paa den Tydske Throne, havde af sine Formænds sørgelige Exempler lært, at man intet vandt ved at staae paa sin Rett udi Italien, hvorudover han, i steden for at beskytte det Longobardiske Rige, gav alting til priis, og enten bortsoldte eller gav Frihed til de fleeste Stæder, og grunder sig derpaa mange Italienske Staters Frihed og Independence. Man kunde ey heller nogen Tiid faae ham til at passere Alpes, og pleyede han at sige med Ræven udi Fabelen: Qvia me vestigia terrent. Udi samme Aar, som denne Pave døde, afgik Raymundus de Pennaforte.noget tilforn den bekiendte Dominicaner Raymundus de Pennaforte, af hvilken Gregorius IX havde betient sig til at giøre en nye Samling af Decretalier. Samme Pennaforte var en ivrig Mand i at omvende Jøder og Morer, hvorudover han holdt adskillige Geistlige til at lægge sig efter Arabisk og Hebraisk, for at være i Stand at disputere med de samme, og siges der, at han omvendte over 10000 Morer. Ham tillægges store Miracler, blant andet, at han seylede over Havet paa sin Kappe, og brugte sin Stav til Roer. (a) Hvilket forderver denne Mands Historie, som ellers var een af de fornuftigste Geistlige, som levede paa de Tider. Det var ved hans Tilskyndelse, at Raymundus Martinus sammenskrev det bekiendte Skrift, kaldet Pugio Fidei. Samme Martinus havde en Religions-Conference med den store Jødiske Cabalist Nachmanides, og hvis Acta bleve publicerede af begge Parter. Man seer deraf, at Nachmanides har været bragt i Knibe; Thi han havde Møye i at besvare de Spørsmaal, som bleve giorte om Messia. Men de Christne Munke fordervede deres gode Sag derudi, at de vilde bevise de 3 Personer i Guddommen ved den Lugt, Smag og Farve, som er udi Viinen; (b) Thi ved deslige Argumenter lader sig ikke mange omvende. Dette kand ellers lægges Pennaforte til Roes, at han havde Mishag udi deres Opførsel, som vilde tvinge Jøderne med Magt til Religionen, og var det i den Henseende, at han paa det Capitul,
(a)d’Aguirre Biblioth. Hispan. Tom. 2. Cap. 8.
(b)Banage Hist. des Juifs Lib. 9. Cap. 17.
|758som 1250 blev holdet til Toledo, befoel, Munkene af sin Orden, hvis General han var, at legge Vind paa Hebraisk og Arabisk, for at være i Stand ved Prædikener at omvende Jøder og Morer.
Efter Pave Gregorii Død traadde Cardinalerne, i Kraft af den nye Stiftelse, Innocentius V. Pave.udi Conclave, og udvalte Petrum, Biskopen af Ostia, som blev kalden Innocentius V; Men han døde nogle Maaneder derefter; Hvorudover man skreed til et nyt Adrianus V.Vall, som faldt paa Ottoboni Fiesco, en Genueser, som lod sig kalde Adrianus V. Denne Adriani Regiering var endda kortere, thi han døde een Maaned efter Vallet, og kom i hans Sted Petrus Julianus, Biskopen af Tusculum, hvilken fik Navn af Johannes XXI.Johannes XXI. Denne Pave confirmerede strax den Anordning, som Gregorius X havde giort, angaaende Conclave; Og seer man af den derover udgivne Bulla, at Cardinalerne allerede havde begyndt at ville vige derfra. Man tænkte, at Pave Johannes skulde leve længe, efterdi han havde god Helbred; Men han havde neppe siddet udi 8 Maaneder, førend Hvelvingen af et Kammer, hvorudi han var, faldt ned paa ham, hvoraf han døde, saa at denne Tiid var meget fatal for Paverne. Efter Johannis XXI Nicolaus III.Død blev udvalt en Romersk Cardinal, ved Navn Johannes, som lod sig kalde Nicolaus III. Til ham adresserede sig strax det Grædske Gesantskab, som, medens Vacancen varede, var ankommen. Det samme bragte adskillige Breve med sig, saavel fra Keyseren, som fra den nye Patriarch, og erklærer Patriarchen sig udi sin Skrivelse gandske for Foreeningen, erkiendende den Romerske Kirkes Ypperlighed frem for alle andre, item, at det tilhørte den Romerske Pave at decidere udi alle Tvistigheder. Den øvrige Troens Bekiendelse er ogsaa i alle Maader overeensstemmende med den Romerske; Dog forklarer han sig ikke tydeligen nok i den Artikel, angaaende den Hellig Aands Udgang fra Sønnen, saa at Grækerne deraf have taget Anledning til adskillige Udtolkninger.
|759Af dette seer man, at denne Patriarch blindt troede alt hvad Keyseren vilde have. Han lod ogsaa kort derefter utstæde en Bulle, hvorudi han erklærede alle dem excommunicerede, som ikke erkiendede den Romerske Kirkes Præeminence og Høyhed frem for alle andre: Men saadan Opførsel ophidsede mange saavel mod Patriarchen, som mod Keyseren, og bleve de bestandigen ved at handhæve den gamle Troe. Almuen iførede sig Haar-sække og separerede sig fra de andre. Nogle kaldte sig Arsenii, andre Josephs Tilhængere, og foraarsagede de stor Bevægelse, helst paa de Steder, som Keyser Michaël havde endda ikke tilbage vundet; Saa at man deraf seer, at Forbittrelsen havde aldrig været større mellem begge Kirker, end siden denne Foreening, og Den Grædske Kirkes forvirrede Tilstand.at man derfore ikke kunde promittere sig det, som man havde sigtet til, nemlig ved samlet Magt at understøtte de betrængte Christne i det hellige Land, hvor alting tegnede til fuldkommen Undergang, saavel formedelst Sultanernes daglige Fremgang, som formedelst den Spliid og U-eenighed, som regierede blant de Christne sammesteds. De Grædske, som havde separeret sig fra Keyseren og Patriarchen, ginge saavidt, at de ikke allene giorde Opstand mod Regieringen, men endogsaa søgte at bringe den Ægyptiske Sultan i Gevær mod Keyseren. Patriarchens egne underhavende Geistlige begyndte ogsaa at formere adskillige Beskyldninger imod ham, hvilket Keyseren ikke ugierne saae, saasom han begyndte at kiedes ved samme Mands alt for store Dristighed; Herudover saae man ham udi Processen at spille en dobbelt Rulle, saaledes, at han nu opmuntrede Anklagerne, nu igien tog Patriarchens Parti an imod dem. Dette 1279foraarsagede, at Johannes Veccus omsider udi det 1279 Aar tog Afskeed, og retirerede sig til et Kloster. Men han blev strax derpaa kalden tilbage igien.
Tvistigheden og Forbittrelsen, som denne Foreening havde foraarsaget, tog derpaa meere og meere til, og det eene Parti skrev imod det andet. Herudover lod Patriarchen udi det Aar 1280 sammenkalde et Concilium til Constantinopel, og der con|760firmere hvad som tilforn var slutted i Faveur af den Romerske Kirke, hvilket opirrede Gemytterne end meere imod ham (a), saa at man hørte ikke uden hidsige og haarde Bebreidelser. Dette kunde Keyseren ikke taale, hvorudover han øvede stor Haardhed mod dem, og lod stikke Øyene ud paa nogle høye Herrer; og, som ingen var meere gienstridige end Munkene, saa var hans Bitterhed allerhæftigst mod dem. Denne Haardhed indjog saadan Skræk i alle, at de dristede sig ikke til at tale meer, men lod sig nøye med hemmeligen at udstrøe Satires, hvorudi de afmalede Keyseren, som en u-retmæßig og voldsom Besidder af Thronen, hvilket gik ham dis meere til Hiertet, efterdi derudi intet u-sant var; Thi han havde ikke allene stødt fra Thronen, men endogsaa skildt ved Synet, den unge Keyser, hvis Formynder han havde været beskikked.
Man skulde vel af saadan Opførsel ikke andet kunne slutte, end alt dette var Keyserens ramme Alvor, og at disse Bevægelser skeede i Faveur af den Romerske Religion; Men det var dog idel Skrømt, og alting skeede i Verdslig Henseende, som før er sagt. Dette giordes meer og meer tydeligt, saa at Pave Nicolai Successor omsider udi det Aar 1281 skreed til den Resolution at excommunicere Keyseren, som een der drev Spott med Religionen, og den Romerske Kirke. Den Pave, som giorde denne Execution var Martinus IV, hvilken efter Nicolai Død blev satt paa det Romerske Sæde. Martinus IV.Samme Martinus havde udi Begyndelsen adskillige U-roeligheder at bestride. Medens Vacancen varede, havde Indbyggerne i Viterbo giort Opstand mod Cardinalerne, og handlet ilde med nogle af dem, hvorudover Staden blev satt i Interdict. Udi Rom var alting i Forvirrelse formedelst de tvende Factioner, Annibaldi og Ursini, saa at denne Pave dristede sig ikke til at begive sig didhen, og maatte endelig gribe til et selsomt Middel for at beskytte sin Myndighed udi samme Stad, nemlig at lade sig af nogle visse Familier udvælge og erklære Senator
(a)Pachymer in Mich. Palæol.
|761af Rom, hvilket kom mange underligt for, efterdi Paverne i lang Tiid havde prætenderet Souverainetet, endogsaa i Verdslige Sager, over Staden, og der er intet Exempel paa, at en Souverain Herre lader sig beskikke til en simpel Øvrigheds-Person i sit eget Land. Martinus overdrog dog siden denne Værdighed til Carolum Kongen af Sicilien, Excommunicerer den Grædske Keyser.med hvilken Konge han holdt Venskab, efterdi det var hans Landsmand; Thi de vare begge Franske. Det var ogsaa i Faveur af samme Sicilianske Konge, at han excommunicerede Keyser Michaël Palæologum; Thi Carolus var samme Keysers hæftigste Fiende, og en Tiid lang havde staaet færdig at angribe Constantinopel, havde ogsaa fuldført sit Forsætt, hvis de forrige Paver ikke havde været ham hinderlige derudi. Da Martinus nu var bleven Pave, syntes for ham den beleiligste Tiid at være til saadant Forsæts i Verksættelse, og at foreene eendeel af det Grædske Keyserdom med Sicilien og Neapolis. Men just da han gik frugtsommelig med slige høye Tanker, blev han ved en særdeles Hendelse skildt saavel ved det eene, som ved det andet, og Sicilien faldt udi de Aragoniske Kongers Hænder. Aarsagen dertil var denne:
Den nye Konge af Sicilien havde formedelst sit haarde Regimente giort sig forhadt hos hans Undersaattere. De Franskes Levemaade, Frækhed og alt for frie Opførsel havde derforuden ingen Overeensstemmelse med Italienernes Humeur, saa at derudover adskillige anseelige Folk havde forladt Apulien og Sicilien, og satt sig ned udi andre Lande (a). Blant disse Flygtige var en Neapolitaner, nemlig Johannes af Procida. Den samme begav sig udi det Aar 1279 hemmeligen til Constantinopel, og der forestillede Keyseren de farlige Anslag, Kong Carl havde mod det Grædske Keyserdom, men sagde derhos, at Undersaatterne vare saa misfornøyede med bemældte Konges Regiering, at intet var lættere end at bringe dem til Opstand, og meenede han sig det at kunne til Veye bringe, og spille Sicilien i den Aragoniske Konges Hænder,
(a)Malespin. cap. 206.
|762der i Henseende til hans Giftermaal med Manfredi Dotter Constantia havde Prætensioner paa samme Rige. Saasom intet var Keyseren kiærere end saadant Anslag, saa affærdigede han Procida med Recommendations-Breve til Aragonien. Paa Veyen talede han med Pave Nicolao, og aabenbarede ham sit Forehavende. Og, som samme Pave da var misfornøyed med Kong Carl, gav han ogsaa Breve med til Kongen af Aragonien, og derudi lovede at ville give ham det Kongerige. Ved saadanne Instruxer kunde Procida ikke andet end være kierkommen ved det Aragoniske Hoff, og gav Kongen sig strax i denne Complot, som sigtede til hans Fordeel. Men, som Pave Nicolaus døde paa samme Tiid, blev han tvilraadig i hvad han skulde giøre, saasom man ikke kunde være forsikkred om, hvorledes den tilkommende Pave blev sindet. Dog, saasom Procida udi det Aar 1281 kom til Catalonien igien, saavel med en anseelig Sum Penge fra den Grædske Keyser, som Invitationer fra de store Herrer i Sicilien, udrustede han strax en stor Flode, hvormed han agtede sig til Sicilien, skiønt han foregav saadant Tog at sigte paa Saracenerne.
Vesperæ Siculæ.Den efterfølgende Pave Martinus, som var en Ven af den Sicilianske Konge, blev strax allarmered over disse Præparatorier, og forlangede at vide af Kongen af Aragonien, hvorhen han agtede at skikke saadan Flode: Men Kongen sagde, at han saadant ikke kunde sige; Thi, dersom een af hans Hænder aabenbarede det for den anden, vilde han hugge den af. Da alting nu var moed og vel overlagt, skeede den 1282merkelige Opstand 1282, førend de Franske kunde faae ringeste Kundskab derom. Indbyggerne udi Palermo giorde Begyndelsen til Tragœdien, og myrdede de Franske sammesteds. Deres Exempel blev efterfuldt i de andre Stæder, saa at der skeede en almindelig Massacre over det heele Rige. Dette Blodbad bliver gemeenligen kalden den Sicilianske Vesper (Vesperæ Siculæ) efterdi de sammenrottede havde et Signal naar man ringede til Vesper. Over denne skrækkelige Hendelse blev Paven heel bestyrtzed: Han lod strax en Formaning udgaae til Indbyggerne af Sicilien, at de skulde Sicilien kommer under Aragonien.falde |763til Føye og begive sig under Kong Carls Lydighed igien. Han lod iligemaade fornye den Excommunication, som han havde afsagt over den Grædske Keyser. Kong Carl, som laae Seil-færdig med sin Flode, og agtede at beleire Constantinopel, fik da nok at bestille med at forsvare sit eget Land, og lod sig see med Floden for Messina; Men han udrettede intet dermed; Thi Landet blev stedse udi de Aragoniske Kongers Hænder, og Petrus, Kongen af Aragonien, blev i samme Aar kroned til Palermo: Saa at han ikke allene beholdt Sicilien, men endogsaa forplantede samme Rige paa sine Successores, endskiøndt Pave Martinus udi den store Proces, han havde formeret ham, dømte ham baade fra Aragonien og Sicilien, som sees af Dommen, hvorudi findes disse Ord: Vi forbyde udtrykkeligen at adlyde herefter bemældte Petro, fordum Konge i Aragonien, og at holde ham for Kongeog at holde ham for Konge]og at holde ham for Konge] ikke uthevet i A B og at holde ham for Konge] ikke uthevet i A B (a).
Næst Kongen af Aragonien var ingen, som vandt meer ved denne Forandring, end den Grædske Keyser Michaël Palæologus, hvilken saae sig ikke sikker i Constantinopel, saa længe som Carolus af Anjou var Herre over Sicilien og Apulien. Samme Keyser døde strax derefter 1282, og gav hans Død Anledning til en end større Forandring udi Kirke-Sager; Thi hans Søn Andronicus var ikke saasnart kommen paa Thronen, førend han ophævede den Religions-Foreening, som var slutted i hans Faders Tiid, og blev da den for Religionens skyld afsatte Patriarch Joseph restituered i sin Værdighed igien, hvilken paalagde alle dem Poenitentze, som havde Grækerne afsondre sig fra den Romerske Kirke igien.befodret denne Foreening. Og faldt saaledes det store Foreenings-Systema, som adskillige Paver med saadan Møye havde arbeidet paa, og anseet som et Mester-stykke, skiønt fornuftige Folk kunde ikke ansee det andet, end somend som]end som] B, endsom A; endsom SS end som] B, endsom A; endsom SS et Vejr-Lys, der lod sig see og vilde forsvinde paa eengang;
(a)Epist. Mart. 4. de processu contra Petr. Regem Aragoniæ. Prohibemus expresse, ne dictum P. olim Regem Aragoniæ, pro rege vel Domino recipiant.
|764Thi en Religion, som grundes allene paa Stats-Conjuncturen, kand ikke andet end ophøre ved Tidernes mindste Forandring.
Og som paa alle Tragoedier følger et Nachspill eller et lidet lystigt Stykke, saa præsenterede sig strax paa Skuepladsen de tvende store Rivaler, Petrus af Aragonien og Carolus af Anjou, og var Sicilien den Brud, som de begge beilede til. Carolus udøsede da all sin Galde mod Petrum, og afmalede ham som een, der ved Svig og Forræderie havde berøvet ham sit Rige. Petrus derimod prisede sin Konst, og meenede, at de havde begge lige god Adkomst, hvorudi han havde ikke saa megen Urett. Paven, som udi dette Skuespill havde en Hoved-Rulle, bevægede alle Elementer for at understøtte sin Favorit, lod prædike Croisader mod Kongen af Aragonien, og søgte at bevæbne Kongen af Frankrige og Hertugen af Burgundien imod ham. Dette foraarsagede, at Petrus udfodrede Carolum til Duell. Men der blev intet af, efterdi Paven forbød sin Favorit at møde. Endelig skreed Martinus til den Yderlighed at sætte Petrum fra sin Værdighed, og at skille ham ikke allene ved Sicilien, men endogsaa ved sit Arve-Rige Aragonien. Men Petrus appellerede til sin Krigshær og Sicilianske Sager.Flode, og blev ved at regiere i begge Riger ligesom tilforn. En artig Scene fuldte paa den anden: Den Duell, som tilforn havde været foreslaged, blev nu forvandled til en Strid af 200 Kiemper paa begge Sider, som skulde figte for begge Kongers Rett, og blev et Sted udvalt dertil i Frankrige, som tilhørede Kong Edvard af Engeland. Kong Carl lod sig ogsaa til bestemte Tiid indfinde i fuld Harnisk; Men, som Petrus ikke mødte, maatte han reise med uforrettet Sag tilbage igien. Tvistighederne bleve derpaa med Iver fortsatte, og Paven forærede det Aragoniske Rige bort til en Fransk Prinds. Men Petrus foragtede alle disse Trusler og Executioner; Og, som han var en hurtig og forslagen Herre, holdt han alle sine Fiender Stangen, havde ogsaa den Lykke, at han udi et Søeslag fik Caroli Søn Prindsen af Salerno fangen, hvilket gik Faderen saaledes til Hierte, at han af Sorg døde 1285.
|765Medens dette skeede udi Vesten, procederedes udi den Grædske Kirke mod dem, som havde faldet fra Troen, og foreenet sig med den Romerske Kirke, og var Bitterheden størst mod den forrige Patriarch Johan Veccum, hvilken blev stævned til at 1283møde for et Concilium, som 1283 blev holdet til Constantinopel, for at svare til de Beskyldninger, som giordes mod ham. Veccus, som frygtede at overfaldes af Almuen, veigrede sig strax for at møde. Dog, saasom ham var loved Protection og Sikkerhed, lod han sig omsider indfinde. Han bragte dog intet frem til sin Befrielse, uden Tidernes Vanskelighed og den forrige Keysers absolute Villie. Hvorfore han ogsaa kom Skadesløs derfra, og en Pension blev ham tillagt til Underholdning udi hans Retraite.
Efterat dette var skeed, og Veccus havde underskrevet den gamle Troes-Bekiendelse, og tilligemed solenniter sagt sig fra sine Prætensioner paa Patriarchatet, syntes Patriarchen Josephus at være kommen i roelig Possession af det Constantinopolitanske Sæde igien. Men der reisede sig strax en nye Tvistighed mellem ham og den gamle Patriarch Arsenii Tilhængere, hvilke ikke vilde erkiende Josephum, saasom han var kommen til Patriarchatet, medens den rettmæßige Patriarch Arsenius endda levede, og derfore ingen Communion vilde have med ham. For at legitimere deres Separation, tilbøde de sig at ville beviise deres Paastands Rigtighed ved et Mirakel, nemlig ved at lægge deres skriftlige Paastand og Bekiendelse ved en afdød Helgens Fødder udi Kisten, og foregave, at samme Skrift, naar Kisten igien blev aabned, skulde Grædske Sager.findes udi Helgenens Hænder. Johannis Damasceni døde Legeme (a) blev udvalt til denne Prøve, saaledes, at Skriftet blev lagt ved hans Fødder, og Arseniterne bortdreve Natten med Bøn og Fasten. Men Keyseren fandt for gott at kalde sin Bevilning tilbage, sigende, at saadant var at friste GUd. Dog, paa det at han kunde stille Arseniterne tilfreds, lod han udvælge en nye Patriarch, som var Gregorius af Cypro. Under denne Patriarch
(a)Pachym. in Andronico Palæolog:
|766haabede man, at de stridige Partier skulde foreenes igien; Men forgieves, hvorudover man paa nye greeb til en miraculeux Prøve igien, og det paa saadan Maade: De Arseniter skulde i et Skrift indføre deres Klagemaal med andet, som de meenede at være fornødent til Fredens Befodring; Og Josephiterne skulde forfærdige et andet Skrift til deres Forsvar: Begges Skrifter skulde kastes paa Ilden; og hvis Skrift, som blev u-beskadiged, dens Sag skulde holdes for den beste, hvilket og de andre skulde tilstaae og bekiende. En stor Ild blev derpaa optændt, og begge Skrifter bleve kastede derpaa. Dette skeede ikke uden efter store Præparatorier og efter foregaaende Bønner, saavel af det eene som af det andet Parti, at GUd vilde erklære sig i Faveur af dem. Men medens de læsede, giorde Ilden sin naturlige Virkning, og i en Hast lagde begge Skrifter i Aske; Af dette lode mange sig beqvemme til Forliig, skiøndt andre bleve endda ved deres gamle Meeninger, og fortsatte Disputerne. Og, endskiøndt der fortaaltes, at Mariæ Billede, som stod ved den store Kirke, fældede saa mange Taarer over denne U-eenighed, at man med Svampe maatte afviske dem, og St. Jörgens Billede sveedede Blod, var dog Bitterheden imellem Partierne saa stor, at den ikke kunde stilles (a). En saadan Virkning havde denne forcerede Foreening, hvoraf man seer, at Religionen lader sig ikke tvinge.
1285Pave Martinus døde udi det Aar 1285, og blev succedered af Jacobo Savelli en Romer, Honorius IV.som lod sig kalde Honorius IV. Udi hans Tiid forefaldt intet merkværdigt udi Kirke-Sager. Han døde 1287, og blev i hans Sted udvaldt Jeronymus Nicolaus IV.d’ Ascoli, som fik Navn af Nicolaus IV. Udi denne Paves Tiid mistede de Latinske Christne alt hvad de havde tilbage i Orienten. Den Stad Acre, eller Ptolemais, holdt allersidst ud. Samme Acre, efterat de andre overblevne Stæder Antiochia, Tripolis og Tyrus vare erobrede, tog saaledes til af den store Mængde af de fordrevne Christne, som flygtede didhen, at den
(a)Pachym. in Andron. Palæol.
|767kunde regnes for een af de anseeligste Stæder udi Orienten. Der residerede Kongen af Jerusalem, Kongen af Cypro, Førsten af Antiochia, Greverne af Tyro og Tripoli, Tempel-Herrerne og Hospitalierne, samt de Pavelige Legater, saa at der paa eengang vare 17 høye Jurisdictioner og Rette, hvoraf den eene ikke dependerede af den anden, hvilket foraarsagede stor Forvirrelse. Staden havde sluttet en Stillstand med den Ægyptiske Sultan, hvilken varede indtil 1290, da den blev brudt paa saadan Maade: Nogle 100 Pillegrime, som sagde sig at være udskikkede af Paven, komme til Acre, og der, u-anseed Stillstanden, plyndrede Acre erobres.og ihielsloge alle Musulmanner. Over dette begierede Sultanen Satisfaction, og, som han intet fornøyeligt Svar fik, kom han med en mægtig Krigs-Hær og beleyrede 1291 Staden 1291, hvilken han med Storm erobrede, og giorde et stort Nederlag paa de Christne. Stadens Erobring og Ødeleggelse blev anseed som en GUds Straf over Indbyggernes Synder, hvilke vare komne paa den høyeste Spidse. Saaledes fik de Ende paa de Christnes Magt i Orienten.Christnes Herredom reent Ende udi Orienten; Og de saa kaldne hellige Krige have fra den Tiid ophøret; Thi, endskiønt Paven giorde sig stor U-mage for at tilveye bringe en nye Croisade, havde han dog ikke den Lykke at see sit Anslag forfremmed. Han døde ogsaa Aaret derefter 1292.
Cœlestinus V. Pave.Efter hans Død blev en lang Vacance, som varede indtil 1294, da Petrus de Murrone blev udvalt til Pave og kalden Cœlestinus V. Denne Pave var en simpel og from Mand, og derfore ikke kunde begaae sig længe; Thi Christendommens Tilstand var da saaledes, at det var fast u-mueligt at være en god Pave og tilligemed en god Christen. Der fortælles, til Beviis paa hans Ydmyghed, at han lod sig føre til Aqvila, for at annamme de Pavelige Ornamenter paa et Asen, hvis Tømme blev holden af Kongerne af Sicilien og Ungarn, skiøndt det synes, at have været bedre at betiene sig af en Hest og selv at føre Tømmen, saasom man ingen stor Ydmyghed lader see i at bruge tvende Konger til Stald-Karle. Dog kand ikke nægtes, at Cœlestinus |768var en Mand, der foragtede Verden, og var det derfore, at Cardinalerne ansaae ham som en u-duelig Pave. Der siges da, at den listige Cardinal Benedictus Cajetanus, som forstod Haandverket bedre, betienede sig af saadant Middel, for at bevæge Cœlestinum til en frivillig Afstaaelse. Han tillavede et Rør, som han applicerede til et Hull udi Pavens Cabinet, og der igiennem talede disse Ord: Viig Cœlestine! dette Embede er dig for tungt. (a) Af dette blev den gode Mand saa bevæged, at han strax gav tilkiende, at ville forlade sit Embede. Cardinalerne stillede sig vel an, som saadant var dem imod, ja protesterede imod hans Foretagende, helst, saasom det ved de Canoniske Love var forbudet at afstaae fra sin Værdighed, med mindre, der fandtes een af de 6 Aarsager, som samme Rett anfører, nemlig U-videnhed, Svaghed, ond Samvittighed, U-ordentlighed, Folkets Had og Forargelse; (b) Men, som denne Pave ikke stod dem an, blev dette ikke saa nøye examinered, hvorudover de lode sig omsider beqvemme til at samtykke denne Resignation, og udvaldte i hans Sted ovenmeldte Bonifacius VIII.Benedictum Cajetanum, som saa meget er bekiendt under det Navn af Bonifacio VIII, og om hvilken der siges, at han kom til Regimentet som en Ræv, regierede som en Løve, og døde som en Hund. Og er det med denne navnkundige Paves Forfremmelse til det Romerske Sæde, at jeg vil ende dette Seculum.
Udi samme Seculi Historie vises de største Exempler paa den Pavelige Myndigheds Dette Seculi Tilstand.Tiltagelse; Thi de Romerske Torden-straaler strakte sig da videre, end nogen Tiid tilforn, saa at ikke allene de Nordiske Riger, men endogsaa det Grædske Keyserdom, som hidindtil havde været u-rørte, følede Virkningen deraf; Og
(a)Platina, som herudi af nogle citeres til Beviis, melder dog intet vist om denne listige Invention, men siger, at nogle have saaledes skrevet.
(b)Decret. Greg. Lib. 1. Tit. 9. Cap. 10. hvor de 6 Aarsager findes saaledes:
Debilis, ignavus, male conscius, irregularis
Qvem mala plebs odit, dans scandala cedere possit.
|769saae man da een af de mægtigste og største Regentere, som Friderich II, at stævnes som en Misdæder, at møde for Pavens Domstoel, og at dømmes fra sin Værdighed: Ikke at tale om andre, thi faa Europæiske Regentere ginge fri udi dette Seculo; Og menagerede Paverne dem saa lidet, at de toge ikke i Betænkning, at excommunicere mange af Pavernes Magt tilvoxer.dem paa eengang. Hvilket altsammen kunde giøres uden Fare, eftersom de Tiders Principia og Lærdommens Hoved-stykker giorde Paverne fast til Guder, og maatte det da heede: At af Pavens Fuldkommenhed have vivi]vi] vi vi A vi] vi vi A faaet alting, at Paven er en Megler imellem GUd og Mennesket, item, at der er ingen Salighed uden for den Romerske Kirke, hvorudover det heeder i Jure Canonico, at, ligesom alle de, der vare uden for Noæ Ark, druknede, saa fordømmes alle de, som ere uden for St. Petri Skib. (a) Disse høye Tanker, som man havde om det Romerske Sædes Hellighed, bleve end meere forøgede da man saae den Grædske Keyser tilligemed Patriarchen og de fornemste Geistlige at underkaste sig Pavens Herredom. Dette var Hoved-Posten, hvorom paa det store Concilio til Lion blev handled; Thi de andre Tvistigheder om Personerne i Guddommen og Sacramenterne, vare kun Bi-Artikler. Men hvorledes dette store Foreenings-Verk faldt ud, er forhen viset. Blant Gregorii X Anordninger, som ere indførte udi Pave Bonifacii VIII Decretalier, er dette merkværdigt, at, saasom man havde erfaret, at Potentater een og anden gang havde med Magt tvunget Paverne til at ophæve Excommunicationer, saa er bleven besluttet, at alle Absolutioner, som ved Magt blive aftvungne, skulde være u-gyldige. (b) Men man kand sige, at Paverne herudi giorde sig selv u-beqvemme til at contrahere med nogen, eller at slutte noget Forliig, item, at deres Absolutioner vare ikke andet end Skuespill. Man kand ogsaa sige, at de Potentater vare daarlige, der vilde indgaae Forliig, som in Jure vare u-gyldige.
(a)Institut. Juris Can. Tit. 5.
(b)Sext. Decret. Lib. 1. Tit. 20. Cap. 1. Interdicti absolutio vel revocatio per vim extorta, non tenet.
Dette Seculum regnes ellers for at være sørgeligt, i Henseende til det Christne Herredoms Undergang i det hellige Land, skiøndt Historien viser, at disse Conqueter havde tient til intet andet, end at udtømme Europa fra Folk, og at opfylde alle dets Kirker og Klostere med Reliqvier; Thi alt hvad som udi Orienten gaves ud for Helligdom, hvor u-troeligt og u-rimeligt det end var, saa blev det dog antaget, og en stor Deel deraf endnu med stor Agtsomhed forvares, sær udi Spanien, hvor man, for Exempel, til Oviedo allene, efter Lucii Marinæi Vidnesbyrd, seer et Stykke af det Manna, som Israels Børn aade i Ørken, een af de 30 Sølv-Penninge, som Judas Betænkning over det hellige Lands Forliis.soldte Christum for, et Stykke af Mosis Kiep, hvormed han deelede det røde Hav, et Stykke af Prophetens Eliæ Kaabe, een af St. Petri Skoe, som han brugte paa den høyre Fod, en Deel af Mariæ Magdalenæ Haar, hvormed hun tørrede Christi Fødder, og andet. Man seer derfore, at det hellige Lands Forliis var ikke saa stor Skade for Europa, som man indbildte sig. Man kand derforuden ogsaa gratulere Europæiske Potentater dermed, at disse tragiske Croisader eengang ophørede, hvorved Paverne havde spillet saa selsomme Ruller, og hvorved de Christne vare blevne bestyrkede i Ondskab; Thi enhver bildte sig ind, at, hvorledes han end havde levet, naar han kun blev tegned med et Kaars, blev han strax forvandled til en Helgen. Det er ellers at merke, at ved Jerusalems og det hellige Lands Forliis ophørede ikke de Orientalske, saavel Førsters som Patriarchers og Bispers Titler: Thi visse Potentater kalde sig Episcopi in partibus Infidelium.endnu Konger af Jerusalem: Iligemaade føre nogle Geistlige Titler af Patriarcher af Jerusalem, Antiochia &c. Og er Rom endnu fuld af saadanne Titel-Dragere, som gemeenligen kaldes Biskoper in partibus infidelium. Men det er ikke uden pure Titler, hvorvel Paverne have prætenderet Rett til at bortgive alle disse vacante Sæder eller Bispe-Stoele, endogsaa Patriarchatet udi Constantinopel, hvilket sees af Benedicti XI Bulla derom. (a)
(a)Extravag. Commun. Lib. 1. Tit. 3. Cap. 3. Qvatuor Ecclesiis Patriarchalibus vacantibus, statuitur illis provideri non posse, Romano Pontifice inconsulto.
|771Udi det Grædske Keyserdom stod det ikke bedre til med Christendommen. Keysernes Gudsfrygt bestoed allene i Grimacer og udvortes Gebærder; Thi den eene stødte den anden fra Thronen, og var det en almindelig Mode for dem, som anmassede sig Regimentet, at stikke Øyene ud paa deres Formænd, og deres Børn. Men, ligesom Hoved-Lærdommen fordunkledes, saa toge Ceremonierne meere og meere til. Hemmelige Confessioner vare udi forrige Seculo holdne for indifferente Ting, og bleve de saaledes holdne for af Gratiano. (a) Petrus Lombardus begyndte siden udi sin Lærdom at forklare Bigt-Stoelens Nødvendighed. Men Pave Hemmelige Confessioners rette Begyndelse.Innocentius III lod forordne paa det Lateranenske Concilio 1215, at alle skulde bekiende deres Synder for Præsten, i det ringeste eengang om Aaret. Iligemaade, at de i det mindste mod Paaske eengang om Aaret skulde gaae til GUds Bord, og det under Straf af Kirkens Band. (b) Den Lærdom om Transubstantiationen gav Anledning til adskillige Ceremonier, Tvistigheder og Decisioner. Samme var bleven en Hoved-Artikel saavel udi Østen, som udi Vesten, og gav udi Keyser Andronici Palæologi Tiid Leylighed til en stor Disput udi Constantinopel, hvor et Stykke vied Brød blev fundet gandske forraadnet, saa at det saae ud som Theriac. Dermed vidste man ikke hvad man skulde giøre, efterdi ingen Præst kunde overtale sig til at æde det, og man dristede sig ey heller til at kaste det paa Ilden. Efter megen Hovedbryden fandt man endelig for got at lade det nedsætte, indsluttet paa et helligt Sted. (c) Ingen Meening har styrtet Christne i større Overtroe, end denne om Transubstantiationen. Jøderne følede ogsaa slemme Virkninger deraf; Thi fra den Tiid begyndte de Historier at blive gangbare om Jødernes Forhold med det indviede Brød, og de Miracler som dermed skeede, hvoraf intet er merkeligere, end det som fortælles at have
(a)Gratian. de Pœnitent.
(b)Concil. Lateran. Can. 21.
(c)Pachym. in Andronic. Palæolog.
|772Forfølgelse mod Jøderne.tildraget sig 1399. Nogle Polske Jøder siges da at have igiennemstukket et Hostia, og, da de merkede, at der flød Blod ud, vilde de skiule det i Jorden, men Brødet fløy af deres Hænder, og foer til Himmels, og nogle Kiøer, som vare i Nærværelsen, bøyede deres Knæer at tilbede det. Dette Mirakel blev angivet af en Hyrde-Dreng, hvorudover mange Jøder bleve myrdede af Almuen, hvilken Geistligheden gierne saae at fæste Troe til slige Historier. Thi ved saadant Mirakel meenede de at kunne beviise 1) Transubstantiationen i sig selv, 2) at Communio sub utraqve var ikke nødvendig; Thi, saasom der flød Blod af Brødet, meenede de, at det var en klar Sag, at, hvor Kiødet gaves, gaves Blodet tillige med. Det er ellers merkeligt, at man har ikke hørt om saadan Jødernes Foretagende med det indviede Brød førend fra det 13de Seculo, og have nogle deraf villet bevise, at den Lærdom om Transubstantiationen er ikke ældere. Rabbi Manasses har i den Post giort et vitløftigt Forsvars-Skrift for Jøderne, og viset, at adskillige slige Historier have været dem paadigtede. Det er vel troeligt, at det er gaaet saa til med de fleeste, skiøndt man ikke kand sige det om alle.
Autoris Dissertation om Trældoms Afskaffelse i Christendommen.Jeg har viset i Historien udi hvilken Tilstand Almuen, sær Bønder, vare paa Geistlighedens og Capitlernes Gods, og at Capitulet til Paris lod paa eengang fængsle alle Indbyggerne af Chatenay, eftersom de samme levede udi en slags Trældom og vare Geistlighedens Serfs eller Vornede, item, at Dronning Blanca søgte at ophæve saadan Trældom med visse Vilkor, nemlig at disse Vornede skulde erlægge en viss aarlig Penge til deres Herskab, og ved saadant Middel erlange deres Frihed, hvilket og blev satt i Verk, saa at det er fra den Tiid Vornedes Frihed begyndte i Frankrig. Heraf kunde tages Anledning til en smuk og vigtig Dissertation udi Kirke-Historien, og at vise Oprindelse til Trældoms Ophævelse udi alle Christne Lande. Men denne vigtige Materie er enten intet eller løsligen bleven examineret, hvilket desmeere er at forundre sig over, efterdi saa mange Tractater ere skrevne, og endnu skrives om mindre Magt-paaliggende, ja u-nyt|773tige Antiqviteter, som om de Gamles Skoe, Støvler, Klage over Skribenteres Taushed deromHatte, Halsbaand &c. En saa stor Forandring, som sigter til Christendommens Ære, fortienede vitløftigen at tales om, og vises ved hvad Leylighed, og paa hvad Tiid saadan Trældom er bleven ophævet blant Christne, om det er skeed successive eller paa eengang, item, om den er afskaffet ved Love, eller kommen af Brug ved Herskabernes Forsømmelse. Jeg for min Part har intet Tilstrækkeligt derom fundet, hverken hos medii Ævi Scriptores eller in Jure Civili og Canonico, ey heller hos nye Skribentere, med mindre Læsningen er slaaet mig feyl, eller Tractater derom ere skrevne, som mig ere u-bekiendte.
Nogle skulde vel tænke, at Trældom blev strax ophæved ved den Christelige Lærdom; Men man finder intet derom i det Nye Testamente eller Apostlernes og de første Kirke-Fædres Skrifter, tvertimod, der tales udi Epistlerne om Trælle eller Tienere, hvilke formanes til at skikke sig udi deres Stand, og at være deres Herrer lydige; Man seer ogsaa saavel af Kirke-Historien, som af Justiniani Love og Jure Canonico, at Trældom udi mange Seculis Christianis har været paa samme Fod, som blant de gamle Romere og Græker, saa at det er hverken ved Apostlernes expresse Lærdom eller ved nogen almindelig Kirke-Anordning eller Keyserlig Edict, saadan Forandring er skeed.
Min Gisning herom er denne: De Nordiske Nationer, som oversvemmede det Vestlige Keyserdom, og bemægtigede sig Italien, Gallien, Spanien, Britannien og andre Lande, forplantede ikke alleene deres Love og Sædvaner i samme Lande, men afskaffede ogsaa mange af de gamle. Nu seer man af de Nordiske Historier, at, hvorvel der udi de Nordiske Lande har været et slags Trældom, saa have deres Trælle dog ikke været saadanne, som de Romerske og Grædske Trælle. Tacitus beskriver de Tydske Autoris Gisning herover. Trælle saaledes: De Tydske Trælle ere ikke saaledes indlemmede i Familier og bruges til Huus-Arbeide som vore: |774Enhver haver sin egen Boelig, alleene den yder til sit Herskab en Deel Korn, Qvæg og Klæde. (a) Hvoraf sees, at de Tydske Trælle vare saadanne, som vi kalde Vornede, (adscriptitios glebæ) hvoraf endnu findes mange udi adskillige Christne Lande, men ikke fuldkomne Trælle, det er saadanne, der komme udi Handel og Vandel, og bleve soldte paa Torvet, som andre Kiøbmands-Vahrer; Saasom nu blant de Nordiske Folk den sidste slags Trældom ikke har været i Brug, saa er det troeligt, at Indbyggerne af det undertvungne Keyserdom have herudi, saavel som i andre Ting rettet sig efter Seyer-Herrernes Love og Sædvaner; Thi man seer, at udi nogle Seculis Gothiske, Longobardiske, Frankiske og andre Love have været i Brug, og den Romerske Rett at have lagt i Dvale, indtil Keyser Lotharii Tiid, da et Exemplar af en Hendelse blev fundet, som er viset i Historien. Man kand saaledes holde for, at den gamle Trældom er bleven afskaffed, efterdi den stridede mod disse Nordiske Folks Brug: Dog saaledes, at denne gode Forandring heller er skeed successive end paa eengang, og heller ved Imitation end ved noget almindeligt Forbud. Hvilket ikke findes hverken in Jure Civili eller Canonico; Tvertimod der tales saavel udi Gratiani (b) som udi Gregorii IX (c) Decretis om Trælle, og det ikke anderledes end udi de gamle Romerske Love, da Trældom var udi sin største Drift, saa at Trældom har været i Brug, endogsaa udi det 13de Christen Seculo, skiøndt jeg kand ikke sige, om den har varet længere. Det er allene troeligt, at den nogen Tiid derefter maa være kommen af Brug, efterdi der intet meere bliver omtalt udi Sexto Decretalium, Clementinis, Extravagantibus Joh. 22 og Extravagantibus Communibus; Vorned Rettighed derimod har varet længer, og paa mange Steder er i fuld Brug. Og findes nu omstunder ikke andre Trælle udi Christendommen,
(a)Tacit. de moribus Germ. Servis non in nostrum morem descriptis per familiam ministeriis utuntur, suam qvis sedem, suos penates regit: frumenti modum Dominus aut pecoris aut vestes colono injungit.
(b)Decret. pars 1 distinct. 54.
(c)Decret. Greg. 9. lib. 1. tit. 18.
|775med mindre man vil regne dem, som formedelst Misgierninger ere dømte til ævigt Arbeide, som kaldes Servi Pœnæ, hvilket er gandske andet; Thi de samme ere publici Trælle, og komme ikke i Handel og Vandel, eller af particuliere Folk kand tilegnes som de gamle Servi; ja dette tages nu omstunder saa nøye i Agt, at endogsaa de, som fanges i Kriig, tilhøre ikke dem, som have fanget dem; Men blive forvarede, indtil de kand udløses mod andre Fanger. Det er allene udi Portugal og eendeel Steder i Spanien, som grændser ved de Mahomedanske Lande, hvor Trældoms Rett endnu øves til Repressalier mod Tyrker og Morer,  item udi Indien, hvor saadan Slags Handel  af Kiøbmænds-Compagnier endnu drives; Dog er herved at merke, at, naar nogen bringer deres kiøbte Slaver med sig til Europa, blive de samme strax fri. Saaledes vidner Vinnius udi hans Commentarier over Institutiones, en Dom at være falden af Ober-Retten udi Mecheln, at endogsaa de Slaver, som ere kiøbte i Spanien, og komme med deres Herrer til Nederlandene, kand paastaae Frihed, og hielpes i deres Paastand af Regieringen. Udi Frankrig ere ogsaa reisende Folks Slaver, saasnart de sætte deres Fod paa Frankriges Grændser, udi samme Øyeblik løsede fra Trældom. Andre Nationer have efterfuldt deres Exempler, saa at den Slags Trældom over alt udi Christendommen er ophæved. Hvor grundig ellers denne min Gisning kand være, vil jeg overlade til andres Skiønsomhed.
Man tilskriver dette Seculo den Misbrugs Begyndelse at communicere under een Specie allene. Man kand ikke tilskrive dets Aarsag til andet, end Geistlighedens Hoffart, der udi alting vilde viise dets Ypperlighed frem for Læge Folk, og derfore foregav, at de sidste havde nok udi Brødet allene, sigende, at hvor Christi Legeme er, der er ogsaa hans Blod. Men denne Misbrug var endda ikke bleven almindelig, men blev efter Haanden introducered nu i een Meenighed, nu i en anden, indtil det omsider paa det Costnitzske Concilio blev til en almindelig Lov, at begge Species skulde være for Præsterne allene. Man seer af Jure Canonico, at man da havde konstlet saa meget paa Sang og |776Kirke-Musiqve, saa at den var bleven gandske latterlig og forargelig; Thi Præsterne og Cantores havde derved Lader og Grimacer, som foraarsagede Latter. Hvorudover Joh. 22 som ellers var en Elsker af Sang og Musiqve, Adskillig Misbrug indføres.fandt nødigt under Straf af Suspension saadant at forbyde (a). Jeg har viiset i Historien, at Cardinalernes Conclave blev stifted af Gregorio X. Innocentius IV. forordnede, at de skulde bære røde Purpur-Huer, hvilket endnu bruges. Da bleve ogsaa paafundne Pater Nosterbaand eller Rosaria; item Ave Maria, som blev holdet for den kraftigste Bøn, naar den blev læsed 150 gange. Vel er sandt, at viß slags Overtroe, helst den, angaaende JærnbyrdJærnbyrd]Jærnbyrd] Jærnbrug A B; Jærnbyrd Liebenberg, Jærnbrug SS Jærnbyrd] Jærnbrug A B; Jærnbyrd Liebenberg, Jærnbrug SS , komme i dette Seculo paa adskillige Steder af Brug, men der bleve adskillige andre tilbage. Jeg har viiset i Historien, hvilket Koglerie der spilledes udi den Grædske Kirke ved St. Damasceni Legeme, item ved at kaste stridige Skrifter paa Ilden, for at see hvis Lærdom var den beste. At de saa kaldne Sortes Virgilianæ udi samme Kirke over alt have været i Brug, vidner Pachymeres; Thi han siger, at ved enhver Patriarchs Vall blev opslagen en Bog, og giorde man sig da en Spaadom af de første Ord, som komme for Øyene (b). Paverne toge sig vel een og anden gang for at reformere, men Reformationen bestoed tit og ofte kun i Bagateller. Saaledes seer man at paa det Parisiske Concilio, som Inqvisitionens Stiftelse.af Pave Innocentio III. ved Cardinal Corceone blev holdet 1212, Præsterne blev forbudet, at ligge to i een Seng og andet dislige. Udi dette Seculo blev den Geistlige Inqvisition stifted for at støve efter Kiettere. Udi den første Christen Kirke straffede man Kiettere allene ved at afsondre sig fra dem. Dette gik siden videre, saa at man paaførte dem Proces, og dømte dem til Straf. Pave Gregorius IX. var den første, som, for at sætte de saa kaldne Kiettere Kniven paa Struben, stiftede Inqvisitionen, hvis Omsorg han overdrog til Dominicaner-Ordenen, hvilken øvede denne Forretning med saa-
(a)Extravag. Commun. lib. 3. tit. 1. cap. 1. Nonnulli novellæ Scholæ discipuli dum temporibus mensurandis invigilant &c.
(b)Pachym. in Andronic. Palæolog.
|777dan Strænghed, at Inqvisitionen blev anseed, som et Tyrannie, og de første Inqvisiteurs fordrevne af Thoulouse. Pave Innocentius IV, som afsatt Keyser Frid. II. paa det Concilio til Lyon, satt Inqvisitionen paa Fod igien 1251, betroende dens Administration til Franciscaner og Dominicaner tillige. Den blev derpaa antagen udi en stor Deel af Italien, og siden udi Spanien og Portugal, som videre skal viises. Jeg har tilforn meldet om de tvende store Munke-Ordeners, nemlig de Franciscaners og Dominicaners Stiftelse, hvorfore jeg her intet meere derom vil Cælestiner-Orden.tale. Til dem komme andre, nemlig de Cælestiner, som bleve stiftede af Pave Cælestino V udi en Ørk i Apulien, førend han blev Pave, item, de Serviter eller Servi Mariæ til Florentz og andre. Den Scholastiske Theologie, som i forrige Seculo var kommen i Brug, kom i dette Seculo paa høyeste Spidse. Samme Theologie bestoed mestendeels udi subtile Qvæstioner, blanded med Aristotelis Philosophie. Og var den bekiendte Albertus Magnus, som levede paa samme Tiid, den første, som bragte Albertus Magnus.saadant rett i Praxin. Samme Albertus var en Dominicaner-Munk, og siden Biskop til Regensborg. Hans Theologiske og Philosophiske Skrifter bestaae udi 21 Tomer. Han lastes gemeenligen for det Skrift de Secretis Mulierum, hvorvel adskillige holde ham for ikke at være Autor deraf. Den Beskyldning, som giortes ham for Troldom, reiser sig af hans Mathematiske Videnskaber; Thi der siges blant andet, at han giorde et Hoved, hvorudi var en Machine, som kunde tilveye bringe en articulered Stemme. Nogle foregive, at han af Naturen var tungnemmed; Men at Jomfrue Maria aabenbarede sig for ham, og confererede ham Gaver til at excellere i Philosophie. Denne store Mand var saa liden af Statur, at, da han engang udi Rom kyssede Pavens Fødder, bød hans Hellighed ham at reise sig, meenende, at han laae Thom. Aqvinas.paa Knæ. (a) Hans Discipel var den berømte Thomas Aqvinas, hvilken udbredede Alberti Lærdom, og er besynderligen af hans Skrifter bekiendt den saa kaldte Summa Theologiæ udi 3 Bøger,
(a)Bullart. Acad. des Sciences Tom. 2.
|778hvorudover hans Discipler bleve kaldne Summister. Hans fornemste Modstander var Joh. Duns Scotus, en Franciscaner, hvilken formedelst sin Skarpsindighed udi Bagateller blev kalden Doctor Subtilis. Samme giorde sig Summister og Scotister.en besynderlig Ære af at være Thomæ Modstander; Og, som begge havde mange Tilhængere, reisede sig den Distinction mellem Summister og Scotister. Men, som Scotus havde den Dristighed at sætte sig op mod Thomam, der paa de Tider blev anseed som en Apostolisk Mand, bleve adskillige grove Fabler opdigtede mod ham, sær om hans Endeligt, nemlig at han døde i Desperation. Udi hvilken Estime Thomas Aqvinas var, sees deraf, at der sagdes, at Apostlerne Petrus og Paulus havde assisteret ham i at fuldfærdige hans Skrifter; item, at Christus engang raabte ned af Himmelen til ham: Thoma, du har skrevet rett om mig. Han bliver gemeenligen kalden Doctor Angelicus, eller Engle-Læreren, ligesom Bonaventura blev kalden Doctor Seraphicus, og Alexander ab Hales Doctor irrefragabilis, og seer man, at saadanne Titler vare alt komne i Brug i forrige Seculo; Men nu formeerede de sig saaledes, at foruden ovenmeldte vare andre, som kaldtes Cherubini, illuminati, fundatissimi, solidi og solennes Doctores. Og vare de gemeenligen deelte udi Nominales og Reales, eller tvende Hoved-philosophiske Secter, saaledes, at nogle vare meest for at øve sig udi Disputer og Tale-Konsten, andre derimod foregave sig meere at legge Vind paa Materier, end paa Ord. De første kaldtes Nominales og de sidste Reales, og ansaae de hinanden indbyrdes som Kiettere. Anshelmus, Erke-Bispen af Canterbury, som har været Doctor Realis, kalder derfore i hans Skrift, de incarnatione Verbi, de andre Logiske Kiettere, (dialecticæ hæreticos). Men, naar man rett betragter begge Secters Lærdom, saa var det Ord-Krige og Mundhuggerie tilsammen; Thi, hvad de sidste kaldte Realitet, bestoed udi Subtiliteter, som de selv ikke forstode. Om disse Secter handler omstændigen Boulæus udi sin Historie af det Parisiske Universitet. (a)
(a)Boulay Hist. Univ. Par. ad ann. 1067.
|779Foruden disse var en stor Mængde af de saa kaldne Canonister og Casuister, der studerede paa Canones og de Pavelige Decreta, hvilket Studium paa mange Steder fordunklede den Justinianeiske Rett, og publicerede Pave Gregorius IX udi det Aar 1234 en nye Samling af Decretalier, som fører hans Navn, og siden har været i Juris Canonici Tilvext.meest Estime. Jeg har tilforn viset, at Gratianus var den første, som giorde en ret Samling af de Pavelige Epistolo Decretalibus. Siden den Tiid have været giorte 5 andre Collectioner. Den nye Samling, som Gregorius IX giorde, skeede ved Raymundum de Pennaforte, en Dominicaner, hvilken for derved hafte U-mage blev canonisered. Den samme befatter alle de andre Samlinger fra den Tiid, hvor Gratiani Decretum ophører, og befaler Paven at betiene sig af denne hans Collection alleene, saavel udi alle Retter som paa de høye Skoler. Mod Enden af dette Seculo blev giort en nye Collection igien af Pave Bonifacio, og som befatter alle de Decretalia, som ere udgangne fra Gregorio IX indtil samme Bonifacium. Denne nye Samling kaldes gemeenligen Sextus Decretalium, eller den siette Bog, efterdi den blev lagt til den forrige, som af Gregorio IX vare deelte udi 5 Bøger: Dog findes denne saa kalden siette Bog subdivideret igien udi 5 mindre Bøger. Man seer af dette Jure Canonico, sær af Gregorii IX Decretalier, at Jøder langt meere favoriseres end Christne Kiettere: Thi naar de sidste trues med alle U-lykker, saa at endogsaa ingen Advocat, under Straf at miste sin Ære, maa tage sig deres Sag an, (a) eller skrive for dem, blive Jøderne handhævede, saa at de ikke maa tvinges til Daaben, dømmes uden efter Loven, eller molesteres udi deres Ceremonier &c.; (b) Og haver jeg paa andre Steder viset Aarsag dertil.
(a)Decret. Greg. L. 5. Tit. 7. Cap. 11. Advocati vel Notarii Hæreticis vel eorum defensoribus faventes, aut pro iis litigantibus patrocinantes, aut pro iis instrumenta scribentes, infames sunt.
(b)Decret. Greg. Lib. 5. Tit. 6. Cap. 9. Judæi non sunt inviti baptizandi, nec sine judicio puniendi, vel in suis festivitatibus molestandi.
|780 Dette Seculi Skribentere. Nicetas.Andre Skribentere, som have floreret i dette Seculo, vare blant de Grædske, Nicetas Choniates, en fornemme Constantinopolitaner, hvilken har skrevet de Grædske Keyseres Historie, som regierede i hans Tiid, indtil Constantinopel blev indtagen af de Franske og Venetianer, og er det med den Tragœdie at han ender sin Historie. Samme Historie er udi Estime, skiønt den er defigurered ved selsomme høytravne Talemaader efter de Constantinopolitanske Skribenteres Maade; Thi, endskiønt han i sin Fortale vidner sig at vige fra de andre Skribenteres Høytravenhed, (a) saa giver Georgius Acropolita. Pachymeres.han dog ingen af dem efter. Gregorius Acropolita har continueret hans Historie indtil 1261. Georgius Pachymeres har skrevet de tvende Keyseres, Michaëlis Palæologi og Andronici Historie, og kand regnes for een af de beste Byzantiske Skribentere; Thi han har selv haft at bestille med de fleeste Ting, som han skriver om; Hans Skrivemaade er ey heller saa fuld af triviale Phraser, som de andres. Hans Skrift giver en grundig og fuldstændig Underrettning om de Theologiske Tvistigheder, som Elmacinus.da regierede i Østen. Georgius Elmacinus, en Araber, har beskrevet den Saraceniske Historie fra Mahomeds Tiid.
Petrus Aponensis.Blant de Latinske Skribentere ere meest bekiendte Petrus Aponensis, en stor Philosophus og Medicus, hvilken har skrevet det navnkundige Verk, kaldet Conciliator. Hans Philosophiske Videnskaber foraarsagede, at han blev holden for en Troldmand, og sagdes der, at han havde lært de 7 frie Konster af 7 onde Aander, som han havde i en Flaske. (b) Han blev derfore eftersatt af Inqvisitionen, og var det hans Lykke, at han døde førend Dom blev fælden. Det er troeligt, at hans u-gemeene Videnskab har erhvervet ham Navn af Troldmand. Det er ellers merkeligt, at nogle af dem, som beskylde ham for Troldom, kalde ham og en Atheist, hvilke rimer sig ikke sammen. Den retteste Dom over
(a)Nicet. in Præfat.
(b)Naud. Apolog. virorum Magiæ suspect. Cap. 14.
|781ham fældes af Baptista Mantuano, som kalder ham Virum magnæ sed nimium audacis temerariæqve doctrinæ. Man kand ogsaa Matth. Cracowiensis.regne blant dette Seculi Skribentere Matthæum af Cracow, som var Biskop til Worms, hvilken udi et Skrift afmaler det Pavelige Hoff saaledes: Est consangvineus Cardinalis cujusdam, ergo promovendus est in Episcopatum: Iste est Notarius suus, ergo promovendus est in Præpositum, Archidiaconum vel Decanum: Iste est Servitor & forte leno cubicularii Papæ, ergo meretur habere Rodericus Ximenius. Arnold. Lubecensis. Conr. Ursperg. Hugo Cardinalis. Bonaventura. Calaber. qvatuor bona beneficia. Rodericus Ximenius, der har skrevet den Spanske Historie. Arnoldus Lubecensis, som har continueret Helmoldi Slaviske Krønike. Conradus Urspergensis, hvis Krønike gaaer til 1229. Hugo Cardinalis, der først har begyndt at skrive Concordantz over Bibelen, hvorudi andre have efterfuldt ham, som Euthalius blant Grækerne, og Rabbi Isach Nathan blant Jøderne. Matth. Parisius.Bonaventura, hvis Theologiske Skrifter giøre 8 Tomos. Joachimus Calaber, som blev holden for de Tiders Prophet: Hans Skrifter bestaaer udi Prophetier og Forklaringer over adskillige Skriftens Bøger. Matthæus Parisius, en Engelænder, der med stor Oprigtighed har skrevet de Tiders Historie, fra 1068 til 1250, saa at han holdes for een af de største og kostbareste Mart. Polonus.Skribentere udi dette Seculo. Martinus Polonus, Erke-Bisp af Gnesna, hvis Krønike gaaer indtil det Aar 1277, og er synderlig bekiendt, efterdi han taler om Johanna Papissa; Hvorvel nogle holde for, at det er indflikket af andre, saavel udi hans, som i Mariani Scoti Historie, og vidner den Engelske Theologus Cave, at det ikke findes udi de fleeste Manuscripter. (a) Blant dette Seculi Kiettere vare de saa kaldne Begvardi eller Begvini, som udi det 13de Seculo opreisede sig i Tydskland. De samme giorde Profession af Munke-Levnet, men dog giftede sig. De bleve fordømte paa adskillige Conciliis, først udi Tydskland, og endeligen paa det store Concilio til Vienne,
(a)Cave de Script. Eccl. Tom. 1. Sane fabulam esse & Martini Chronico intrusam nullus dubito, præsertim cum in plerisqve Vetustis Codicibus MSS. desideretur.
|782under Pave Clemens V, hvilken Pave udi een af sine Constitutioner opregner deres Vildfarelser, nemlig 1) at et Menneske kand naae saadan Fuldkommenhed, at han er uden Synd, 2) at, naar een har naaet saadan Fuldkommenhed, kand han tillade sit Legem all Frihed, 3) at den samme er ingen Menneskelig Magt undergiven. (a) Jeg vil forbigaae at opregne de øvrige, helst, saasom med all den respect jeg kand have for Pave Clemens V, ikke gandske forlader mig paa hans Beretning herudi.
Antonius de Padua.Blant dette Seculi store Helgene var den bekiendte Antonius de Padua, en Portugieser af Geburt og af Franciscaner-Orden. Ham tillægges mange store Mirakler, og havde Pave Gregorius IX saadanne Tanker om hans Forstand og Hellighed, at han kaldte ham det Nye Testaments Ark. Saasom han mest opholdt sig til Padua, saa fik han sit Navn af samme Stad. Han blev canonisered af Gregorio IX udi det Aar 1231, og regnes blant de anseeligste Italienske Helgene. Jeg veed ikke, om jeg blant dette Seculi Helgene kand regne den vandrende Jøde, om hvilken en Armeniansk Den vandrende Jødes Historie.Erke-Bisp, som kom til Engeland, fortaalte saadan Historie, nemlig at han heede Cataphilus, og havde været Pilati Portner. Den samme havde slaget Christum, da man førte ham af Pilati Huus, hvorudover Christus sagde, at han skulde flakke allevegne om til den yderste Dag. Jøden lod sig derpaa døbe, og, da han havde naaet 1000 Aar, blev han ung igien, og havde saaledes levet indtil denne Tiid. Historien, hvor urimelig den var, blev dog troed i Engeland, og bliver den alvorligen fortaalt af Matthæo Parisio, som levede paa samme Tiid (b). Denne vandrende Jøde maa man dog ikke confundere med Jerusalems Skomager, om hvilken fortælles samme Historie, og som een vidner at have hørt prædike i Hamborg 1547. (c) Der fortælles om en Jøde, at da han huggede i en Klippe, fandt han derudi en Bog
(a)Clementin. lib. 5. tit. 3. cap. 3. Ad nostrum non sine displicentia grandi venit auditum.
(b)Matth. Paris. ad Ann. 1229.
(c)Banag. Hist. des Juifs lib. 9. cap. 22.
|783skreven paa Latin, Grædsk og Hebraisk, som handlede om den tredobbelte Verden fra Adam til Antichristum. Den begyndte saaledes: GUds Søn skal fødes af Jomfru Maria, og liide for Menneskets Frelse, (a) af hvilke Ord man skulde slutte, at Bogen var heel gammel, og skreven for Christi Tiid. Der siges, at Jøden lod sig deraf bevæge, og døbe med sit heele Huus. Hvor begierlig da ellers de Tiders Folk maa have været efter at multiplicere Helgenes Tall, og hvor lett og uforskyldt een kunde blive Helgen, sees deraf, at endogsaa Pilatus er regned blant Helgene udi Abyssinien, efterdi han toede sine Hænder, førend han dømte Christum; Thi Ludolph vidner, at den 25 Junii er der en Fæst-Dag for Pilato og hans Hustrue. At Paverne have været lige saa lidet delicate udi at canonisere, og at de have giort mange u-skyldige Helgene, viser Historien, saavel af dette, som andre Seculis. Det er artigt, hvad Ægidius Menagius fortæller om en viss Romersk Familie, hvorudi en Person var bleven canonisered. Da den samme Familie engang siden giorde Paven Fortreed, sagde han: Dette Folk er meget u-taknemmeligt: Jeg har giort een af deres Paarørende til Helgen, skiønt han aldeles ikke havde forskyldt det. (b) Det som fortælles om St. Maria Ægyptiaca, kand ogsaa tiene til Beviis herpaa. Samme Maria, hvis Historie er beskreven af Theophilo Rainaldo, siges udi 27 Aar at have ført et u-teerligt Levnet: Men hun giorde omsider saadan Pœnitentze, at hun er bleven canonisered og dyrked som en Helgen. Ingen kand vel nægte, at de største Syndere jo kand blive de største Helgene; Men, saasom denne St. Maria ikke forlod sit u-blue og u-kydske Levnet, førend hun var bleven gammel, og Forgyldingen, som man siger, havde forladt hende, saa kand hendes Omvendelse være suspect, saa at man kunde have Aarsag paa det Fundament, at spare denne Ca-
(a)Krantz. Metrop. lib. 8. cap. 34.
(b)Ho fatto santo un de’ loro parenti chi non lo meritava.
|784nonisation. Man har derfore, for at sætte Farve derpaa, tillagt hende store Miracler, nemlig at hun i 17 Aar har levet med 2 Brød, at hun har passeret Jordans Flod paa sine Fødder, og at hun har været opvartet af Engle udi 30 Aar. Et saadant Mirakel kunde alleene hæve all Tvil, og vise hendes lovlige Adkomst til den Titel af Helgen, hvis det var lovligen beviset.
Det er ellers merkeligt, at paa et Concilio, holdet til Tours 1213 blev giort en Canon, at man skulde oversætte Homilias paa det Romerske Bonde-Sprog (Romana Rustica) eller paa Tydsk. Det Romerske Bonde-Sprog var saadant, som var brugeligt paa alle de Stæder, der havde været Romerne underdanige. Det samme havde adskillige Dialecter efter Stædernes Forandring; Og udflyder af dette Sprog det nu brugelige Franske, Italienske og Spanske. (a) Hvad den offentlige Gudstieneste derimod angik, da blev den stedse forbudet at holdes uden paa Latin, undtagen til Grækerne, som de accorderede at sige Messen paa Grædsk. Jeg har tilforn viset de slette Argumenter, hvormed man søger at bestyrke saadan Skik, dertil bleve lagde andre heel latterlige, nemlig, efterdi Latin, Grædsk og Hebraisk vare de eeneste hellige Sprog, saasom Pilatus anvendte dem alleene udi den Overskrift paa Christi Kaars, hvorved man kand sige, at, hvis disse Sprogs Hellighed grunder sig ikke paa andet end Pilati Gierning, er det kun en slet Adkomst.(b)
(a)Jacob. Carl. Spener. Hist. Germaniæ pragmaticæ.
(b)Burnet. Hist. ref. Angl. Part. 2. Lib. 1.
 
Icon Kommentarer        icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx