Indledning til Ulysses von Ithacia
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)
“Alt dette tøj kommer mig for ligesom det var en tysk komedie; thi om jeg
stod på mit hoved, så kan jeg ikke begribe hvor de 10 år kunne løbe så hastigt.” Således undrer tjeneren Chilian sig i Holbergs sprudlende parodikomedie Ulysses von Ithacia eller En tysk komedie over hvordan ti år kan
være gået i løbet af et sceneskift – og uden at han har fået hverken vådt eller
tørt. Holberg leger lystigt med teatrets illusioner gennem hele komedien.
Ulysses von Ithacia er et teaterpolitisk indlæg, en parodi på en konkurrent
til Holbergs ‘eget’ teater i Lille Grønnegade, nemlig det tyske teaterselskab i Brolæggerstræde, der blev ledet af den indvandrede tysker Samuel
von Qvoten. Von Qvotens teater spillede de såkaldte Haupt- und Staatsaktionen, svulstige skuespil som tiltrak publikum med kulørte og vildtvoksende handlinger, der lå langt fra de stramme og idebårne komedier
Holberg plejede at skrive.
Komedien foregår i den græsk-romerske sagnverden. Ligesom de store
antikke eposser Iliaden, Odysseen og Æneiden handler den om den trojanske krig mellem grækere og trojanere – men de højstemte fortællinger
får en aldeles pjanket og uhøjtidelig behandling. Elementer fra de tre
eposser er blandet godt og grundigt sammen, og side om side med de
antikke personer optræder et virvar af personer og fænomener fra andre
perioder og andre litterære sfærer: Bibelen, europæisk sagnhistorie,
folkebøgernes ridderromantik og samtidens København!
Handlingen er, som i de tyske stykker der parodieres, lang og kompliceret, men i centrum står den stolte, græske ridder Ulysses (Odysseus),
der drager mod Troja med sin tjener Chilian. Her bliver vi vidner til krigen
i al dens absurditet, hvor heltene afslører sig som krystere, mens deres
tjenere og de lokale bønder står for den sunde, jordbundne fornuft.
Og pludselig er der gået 10 år, og Troja har overgivet sig.
Da krigerne, efter et mellemspil hos troldkvinden Dido, omsider når
hjem (og kysser deres fædrene jord – der smager af tis), viser det sig at
deres koner har gjort dem til hanrejer i stor stil – stik modsat den klassiske historie i Odysseen, hvor Odysseus’ kone Penelope er indbegrebet
af ægteskabelig trofasthed.
Slutningen punkterer endegyldigt teaterillusionerne da de jødiske
kreditorer afkræver Ulysses hans kostume. De mener at han har lejet det
for en uge, men da Ulysses påstår at han har været bortrejst i 40 år, slår
kreditorerne fast at han i så fald også må betale for 40 års leje af tøjet!
Komedien er imidlertid andet og mere end en satire over de svulstige,
tyske skuespil. Den rummer også et karakteristisk holbergsk opgør med
det traditionelle heltebegreb. Den klassiske helt Ulysses afsløres som fej
og egoistisk, mens den egentlige helt bliver den snusfornuftige Chilian,
der viser sig betydelig modigere end sin herre.
Temaet optog Holberg gennem hele forfatterskabet, både i sagprosa
og skønlitteratur. Allerede i det komiske epos Peder Paars (1719-20) havde han parodieret de store klassiske eposser og stillet den heltedyrkende
hovedperson i modsætning til hans jordnære tjener. I selve denne modstilling trak Holberg på inspiration fra Cervantes’ roman Don Quijote
(1605-15). Peder Paars’ tjener er, ligesom Chilian, tæt beslægtet med Don
Quijotes tjener Sancho Panza.
Ulysses von Ithacia, som Holberg sandsynligvis skrev i 1722, havde premiere i juni 1724. Stykket gjorde ifølge Holberg stor lykke på scenen og
blev trykt året efter i tredje bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen.
Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.