Om Uden Hoved og Hale "part2"

Indledning til Uden hoved og hale

fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)

Emnet er moralfilosofisk, men udgangspunktet er en kærlighedskonflikt. Seriøse begreber som tro, vantro og overtro behandles i form af en kompliceret forvekslingskomedie. Titlen er altså rammende, men handler i virkeligheden om noget andet. Komedien har nemlig fire akter, ikke fem som reglerne foreskriver. Dette formelle spørgsmål afgøres i prologen, hvor et fornemt publikum af romerske guder der den aften besøger skuespilhuset, ved deres ankomst diskuterer om sådanne uregelmæssigheder kan tolereres. Visdommens gud, Apollo, udtrykker Holbergs opfattelse af genren: “En komedie er et spejl som forestiller menneskelige fejl således at den fornøjer og underviser tillige. Når sådant er i en komedie, er den god, enten den er delt i 2 eller 3 akter”. Men i virkeligheden er problemet løst, for ved gudernes mellemkomst, publikums velvilje og en god portion humor lykkes det at ophøje prologen til at være stykkets manglende femte akt.

I komedien er tre standpunkter i spørgsmålet om tro, vantro og overtro repræsenteret ved tre brødre. Eleonora er forlovet med den bror der står for det vantro, ikketroende livssyn, Leander. Hans religiøse ligegyldighed bekymrer Eleonora, og hun henvender sig til Leanders besindige bror, Ovidius, i håb om at han kan retlede Leander. Ovidius kan imidlertid fortælle Eleonora at det står meget værre til med den tredje bror, som er overtroisk.

Konflikten mellem de tre brødres livsanskuelser er nu rullet op, og den stærkt overtroiske tredje bror, Roland, sætter sig for at overbevise Ovidius om at hekse virkelig besidder overnaturlige kræfter. Det modsatte sker imidlertid. Da de to brødre står over for en heks, river Ovidius masken af hende og afslører svindlen med det resultat at Roland forkaster sin overtro. Den ikketroende Leander overværer imidlertid hændelsen fra en anden vinkel og tolker demaskeringen modsat, med det resultat at han nu pludselig bliver overtroisk. Hermed er der åbnet for en række komiske forviklinger, som yderligere forstærkes af at Leanders og Rolands tjenere, der hidtil har opfattet verden på samme måde som deres herrer, beslutter at bytte identitet.

Efter en række komiske optrin lykkes det Ovidius at overbevise brødrene om at de bør vælge den gyldne middelvej, så Leander omsider kan forsones med Eleonora.

Den sidste heks blev brændt på bålet i Danmark i 1693. En tilsvarende sag om trolddom blev afvist med rationelle argumenter ved Højesteret i 1698. Anklagerne blev dømt for bedrageri og de anklagede frifundet. Trods skredet i den officielle vurdering af sagerne optog spørgsmålet om tro, overtro og vantro stadig sindene i Holbergs samtid, og det magiske forestillingsunivers fyldte meget i den brede befolknings forståelse af verden. I Uden hoved og hale stifter vi bekendtskab med en lang række af de overtroiske forestillinger der har været almindeligt udbredte.

For Holberg handlede det om at finde den rette balance i troen – idealet var den ligevægt som Ovidius står for. De ekstreme standpunkter glider i Holbergs øjne alt for let over i deres egen modsætning. Det var en moralsk leveregel som han vendte tilbage til gennem hele forfatterskabet. Denne indsigt danner basis for Holbergs første skæmtedigt om Democritus og Heraclitus (1721) der henholdsvis lo og græd over menneskenes dårskaber, og det andet skæmtedigt om digteren Tigellius der svinger fra den ene følelsesmæssige yderlighed til den anden – og ikke mindst for komedien Den vægelsindede.

Uden hoved og hale blev første gang opført på teatret i Lille Grønnegade i 1725 og trykt samme år i tredje bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen. Stykket havde ifølge Holberg ikke samme succes på scenen som det havde blandt læserne.

Det er det ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.