Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Første akt
Scene 1
Leonora, Philemon
Leonora
Ak, min *hjerte Philemon, jeg frygter at dette vil få et slet udfald. Min *stedmoders had mod *ham vokser mere og mere til, så at hvor nødig min far vil bryde sit én gang gjorte ægteskabsløfte, så kommer han dog til at gøre det.
Philemon
Allerkæreste jomfru, så længe I ikke bryder *eders løfte, så kan alt andet ikke anfægte mig. Eders stedmoders *misgunst kan ikke gøre andet end kaste os nogle små sten i vejen, som kan alene hindre os ikke at komme så hastigt til *vort ønskes mål.
Leonora
Men kære Philemon, *efterdi I elsker mig så højt, hvorfor vægrer I eder da for at bruge de midler som alene er *mægtige til at *befordre eders kærlighed?
Philemon
Ak, jomfru, hvad har jeg forsømt? Bebrejd mig ikke sådant. I kender jo mit sind. I ved at jeg er forhadt af folk alene fordi jeg kalder enhver ting med sit rette navn, fordi min mund svarer til mit hjerte, fordi jeg ikke kan sige at jeg ærer den som jeg hemmeligt foragter, roser den hvis fejl jeg ser, og elsker den som jeg i hjertet hader. Skulle nu derfor de mange kærlighedserklæringer jeg har gjort min jomfru, alene bestå i ord, så var hun den eneste af alle som jeg søgte at skuffe. Ak, hav ikke *slige tanker om mig, allerkæreste jomfru! Sæt hvilken prøve på mig som eder lyster. Jeg sætter al min formue, mit liv med glæde i fare når jeg dermed kan bevise at den kærlighed som jeg bær’ til hende, er ingen sminke.
Leonora
Men hvorfor søger I da ikke, kære Philemon, at søge min stedmoders gunst og at *gå den under øjne uden hvis samtykke vor kærlighed ikke kan lykkes. Hun er ble|o3vvet ophidset imod jer fordi I adskillige gange har *sagt hende sine fejl. Kan I ikke *sagte for min skyld føre et andet *mundheld og rose hende? Det koster jo intet.
Philemon
Byd mig, jomfru, at udøse mit blod, det er mig muligt, men ikke at *forsværge min natur i at *flattere og rose et menneske der er sammensat af lutter laster.
Leonora
Men når I gør det alene, kære Philemon, for at forfremme vor kærlighed?
Philemon
Jo større interessen er som driver mig dertil, jo større dyd er det at holde stand.
Leonora
Ak, jeg ved ikke hvad jeg skal kalde sådant.
Philemon
I vil måske udtyde det som en koldsindighed, men ...
Leonora
Jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det. Vil I da hellere forlade mig end tvinge jer til at gå den gamle under øjne? Svar mig *dertil.
Philemon
Allerkæreste jomfru, frist mig ikke *over min formue.
Leonora
Jo, her er to *vilkår, hvoraf et må tages.
Philemon
Vor lykke er jo ikke i hendes hænder.
Leonora
Jo, noget nær, thi min fader la’r sig *regere af hende.
Philemon
Ingen af dem er mægtig til at skille os ad når jomfruens kærlighed er bestandig, og elsker hun mig af hjertet, så styrker hun mig heller i mit forsæt ikke at gå fra dydens vej, ikke ved hykleri at styrke folk i deres ondskab.
Leonora
Ak, jeg vil da ikke tale mere derom, men overlade dette til himlens forsyn. Men der kommer min broder Leander.
Scene 2
Leander, Leonora, Philemon
|o4r
Leander
Se, skal jeg finde jer *forlibte folk her sammen?
Philemon
Hvad godt nyt, *monfrere?
Leander
Jeg har aldeles intet godt nyt. Jeg er bange for at det som jeg længe har haft mistanke til, engang vil hænde. De mange *karesser magister Rosiflengius *idelig har gjort til vor stedmoder, *har aldeles ikke stået mig an, men jeg har gættet at de sigtede til det som jeg i dag er *kommet under vejr med.
Leonora
Ak, ak, mit hjerte står op i min hals.
Leander
Jeg kan ikke berette noget vist, men det kan jeg alene sige at der er stort venskab imellem vor far og magisteren. Jeg så dem nylig tale med stor fortrolighed sammen og hørte min far sige disse ord da de skiltes ad: “Vær forsikret, hr. magister, at jeg skal holde mit løfte.”
Leonora
Ak, jeg elendige menneske, jeg tvivler ingenlunde mere ...
Leander
Men der kommer min far med vor stedmoder. Det er bedst, monfrere, at I går til side, at vi des bedre kan udspionere deres *anslag.
(Philemon går bort)
Scene 3
Magdelone, Jeronimus, Leander, Leonora, Pernille
Magdelone
I har aldrig villet tro mig, min hjerte, at der var så meget godt hos den mand.
Jeronimus
Nu har jeg *befundet det, det er en allerkæreste mand. Han elsker mig ret i sit hjerte. Men se, hvad bestiller I her? Holder I *gehejmeråd?
Leander
Nu kom jeg nylig her og fandt min søster alene.
Jeronimus
Og nu kommer jeg fra en god ven, som talte med mig |o4vom din søster. Det er ellers skade at den mand skulle have den skavank i ryggen.
Magdelone
Det *vil aldeles intet sige, man skal ikke dømme et menneske af det som er *udvortes.
Pernille
Det er *min tro sandt. Tilmed lader den pukkel ham ikke ilde. Den kan også have sin nytte, thi den er så spids at om hans hænder kom til skade, så kunne han i nødsfald skrive vers med ryggen.
Magdelone
Hold munden, din spottefugl, og bebrejd ikke folk det som de ikke selv er skyld i.
Pernille
Mener *madamen at han er født sådan?
Magdelone
Hvad andet? Hvad som himlen har skabt, er vel skabt.
Pernille
Ja, han er min tro vel nok *skabt for en pukkelrygget. Er han skabt så, da er det ikke hans skyld.
Magdelone
Det mener jeg *óg.
Pernille
Og er han ikke født således, så bær’ han den dog *med berømmelse *såsom han har fået den *i lovligt embede, *hvorudover samme pukkel er lige så stort *sirat for ham som en *blessure er for en soldat.
Magdelone
Hvad er det for sladder! Hvad vil du sige dermed?
Pernille
*Hvilken ærlig mand der sidder så krum og gør så mange vers om dagen, kan nok få sådan pukkel på ryggen; thi *der får jo ingen hoppe føl, ingen hund hvalp, ingen kat dør, *han gør jo vers *dem til berømmelse når man betaler ham derfor.
Magdelone
Du skal få en ulykke, din *akkermær, hvis du ikke *spæger din tunge.
Pernille
Men hvorfor *ta’r madamen sig den mand så heftigt an?
|o5r
Jeronimus
Min kone har årsag at tage hans *parti, thi jeg har udvalgt ham til min svigersøn.
Leonora
Ej, papa!
Jeronimus
Bli’r du så *alarmeret derover?
Leonora
Hvad andet? Jeg kan jo ikke have to mænd.
Jeronimus
Nej, mit barn, du skal kun have en, og det skal blive magister Rosiflengius.
Pernille
Det er min tro en *fed karl at vælge ud til svigersøn! Han må lade sig høvle *ret først førend han *prætenderer sådan velskabt jomfru.
Jeronimus
Hold din mund, næsvis!
Leonora
Vil I da, papa, bryde det løfte som I har gjort Philemon?
Jeronimus
Ja, det vil jeg.
Leonora
Jeg min tro ikke.
Jeronimus
*Det skal have gode veje. Jeg vil ikke have den til svigersøn der ved *skrifter lægger sig ud med hele verden.
Leander
Det ved jeg ikke han nogen tid har gjort.
Jeronimus
Jo jo, magisteren har i dag *lagt ud for mig tydeligt alle de godtfolk han har angrebet i sine skrifter, og sagt mig at i den sidste hvoraf han er *autor, jeg selv ikke er sparet. Jeg ved ikke hvori *satiren består, thi jeg ser aldrig på sådant narreri.
Pernille
Ej, hvilken bagvaskelse! Jeg var på *galleriet *sidste komedie. Men der blev min tro ikke spillet *uden om en gammel hanrej som lod sig tage ved næsen af sin kone. Hvordan kunne nu sådant passe sig på herren?
|o5v
Jeronimus (sagte)
Gid du få en ulykke! Jeg ved ikke om det er af ondskab hun så taler.
Magdelone
Nok er det vi ved at han er et skarn. Den *dårligste gerning min mand har gjort sin livstid, er at han har givet løfte til sådan karl.
Leonora
Og mig synes at det er min far lidet anstændigt at bryde sine løfter, som han hidindtil har holdt så hellige.
Jeronimus
Jo, denne gang *med jeres permission skal jeg bryde mit løfte.
Leonora
Men han er ikke anderledes end han var da forlovelsen skete.
Jeronimus
Det kan nok være. Men jeg har *nu allerførst fået oplysning om hans væsen. Jeg kunne jo bringe mit hus i ulykke med at *besvogre mig med en person der opvækker sig en fjende efter en anden.
Leonora
Hvilke fjender opvækker han sig da?
Jeronimus
*Spørgsmål! En der skriver *skandskrifter som han.
Pernille
Han opvækker sig til fjender *ikke uden *gække der har en ond samvittighed og mener at alt hvad som siges, sigter på dem. Men jeg skal bevise at det er jeres magister som gør skandskrifter.
Magdelone
Det skal du aldrig i evighed *kunne *bevise ham over.
Pernille
Jo, min tro skal jeg så.
Magdelone
Det er en mand som bruger sin pen til alles berømmelse og er ikke mægtig at dømme ilde om nogen.
Pernille
Og jeg skal bevise at han gør lutter skandskrifter.
Magdelone
Hvori består det?
Pernille
Det består deri for eksempel om jeg gjorde vers over magisteren og sagde at han havde den bedste *talje i verden, hvad kunne man kalde det?
Magdelone
*Det var spotvis.
Pernille
Men når han gør vers over madamen, maler hende som den dydigste *matrone og berømmer hendes kærlighed mod hendes stedbørn, hvad kalder man det?
Magdelone
Ak, min hjerte mand, tåler I at jeg således skal bespottes af en lumpen tjenestepige?
Jeronimus
Du skal ikke være en time længere i mit hus.
Pernille
Jeg havde min tro længe siden forladt huset, havde det ikke været for jomfruens skyld. Det er af nidkærhed for hendes velfærd at jeg taler så frit.
Jeronimus
Og det er af nidkærhed for hendes bedste at jeg bryder mit løfte og vælger magisteren til min svigersøn.
Pernille
Han skal ikke få hende, *om han blev gal.
Jeronimus
Jeg tror pigen er *rasende. Hvem skal vel hindre det?
Pernille
Det skal jeg! Naturen har aldeles ikke dømt jomfruen at gifte sig med sådan pukkelrygget *pedant. Fy for fanden, han ser jo værre ud end *Æsopus.
Magdelone
*Fort på døren, din *taske!
Pernille
Gerne, madam, men I må vide at *jeg har 2 års løn til gode.
(Går ud)
Jeronimus
Vi vil ikke *agte, *min hjerte, hvad hun siger, det er kun at le af. Vi kan bilde os ind at det er en hund som gør, thi vi kan dog ikke skille os af med hende efterdi hun har så mange andre gode dyder. Alt hvad vi vil gøre, det er at |o6vforbyde Leonora at omgås med hende. Hør, Leonora, jeg vil *ganske ikke have at du skal *holde nogen omgængelse med denne pige. Hun forfører dig.
Leonora
Hun kan min tro ikke forføre mig, thi jeg har besluttet hellere at lade mit liv end at forlade Philemon.
Jeronimus
Og jeg har besluttet at gøre dig *arveløs.
Leonora
*Deri vil jeg skikke mig.
Jeronimus
Er det ikke forskrækkeligt! Hvad siger I, Leander?
Leander
Jeg kan ikke andet end rose min søsters *generositet.
Magdelone
*Hillemænd! Generositet at sætte sig op imod sine forældre?
Leander
*Besynderlig sådan stedmor der elsker os så højt.
Jeronimus
Jeg tænkte nok det. Den stakkels kone er jer aldrig *til måde. Hun elsker jer alt for meget. I var ikke værd sådan mor. Fort ind! Jeg *kan ikke se jer for mine øjne.
Scene 4
Jeronimus og Magdelone
Jeronimus
Hvad skal vi gøre ved dette, min hjerte? I ser at mit hele hus bli’r *rebelsk.
Magdelone
I skal bruge de midler og den myndighed en far har at *holde sit hus i tømme. Skal børn have deres egen vilje? De ved jo ikke hvad dem selv tjenligt er. Tænk engang i hvilken tilstand vi skulle bringe vort hus om Philemon blev vor svigersøn. Man siger jo at man skal kende folk på dem som de holder venskab med.
Jeronimus
Jeg finder at jeres tale er vel grundet, min hjerte. Men der kommer magister Rosiflengius.
Magdelone
Ak, den allerkæreste mand, mit hjerte hopper i mig af glæde når jeg ser ham.
Scene 5
Magister Rosiflengius, Jeronimus, Magdelone
Rosiflengius (*i sort habit med en liden krave)
Jeg glæder mig ved at finde min gunstige herre med *dydædle frue her alene.
Magdelone
Ak, velkommen, hr. magister. Nu stod vi og talte om ham.
Rosiflengius
Jeg håber at det var ikke andet end godt, såsom jeg ved at *Deres dydsirethed er min veninde, eller rettere at sige, min *patronesse og *velynderske.
Magdelone
Vi har ikke årsag til andet, thi hr. magister har ladet se i mange ting at han er vor ven, talt og skrevet altid til vor *berømmelse, så at det er hans godhed alene at tilskrive at jeg så tit med berømmelse er kommet i trykken.
Rosiflengius
Ingen godhed, Eders Dydædelhed, men et *debitum, pligt og skyldighed. Eders dydædelhed såvel som min gunstige herres solskinnende dyder gør alene min ellers tynde *venam (*at jeg skal tale poetice) eller ringe *skjaldregejst frugtbar; thi hvor så mange dyder i et *subjecto er samlede og koncentrerede, er det ingen *umage at skrive vers, hvor en *Achilles er at poeticere over, er ingen kunst at være Homerus. Vil jeg tale om gudsfrygt, giver *eders *gunst såvel som eders dydsirethed mig *vidtløftighed af *materie. Vil jeg tale om fromhed, sagtmodighed, forstand, ærlighed, da finder jeg alle disse dyder hos Dem har fæstet bolig og taget sæde.
Jeronimus
Sig ikke det, min herre. Der er dog mange som taler ilde om os.
Rosiflengius
Jeg ved det nok, *Eders Gunstighed, óg de måske som I mindst har *forskyldt det af. Jeg nævner ingen, thi det er mod |o7vmin natur at tale en hund noget *til præjudice, endsige et menneske.
Magdelone
Jeg ved nok hvem han mener. Derfor har min mand og jeg allerede slået ham af vore tanker og i det sted kastet vore øjne på min herre og udvælget ham at være vor svigersøn.
Rosiflengius
Det er eders godhed, ikke mine fortjenester der baner mig vej til sådan lykke. Jeg håber dog at deres kære plante, jeg mener jomfru datter, skal befinde sig vel ved sådant. Jeg har ingen midler arvet efter mine kæreste forældre, det er sandt, men jeg takker dem og kysser deres aske for god *education og *optugtelse. De har i den grønne ungdom ladet mig lære de ting hvorved jeg kan fortjene mit brød, thi jeg var næppe 2 gange 8 vintre gammel, at jeg skal tale poetice, førend jeg havde sovet mange nætter på *Parnasso hos *de 9 musæ og drukket af *Hippocrene kilde, det er, gjort vers brave folk til berømmelse, så jeg nu lever rigeligt af poesien, og der er ingen dag jeg *jo *fortjener *10 rigsdaler derved, da derimod monsieur Philemon opvækker alles had mod sig ved sine skrifter og sår den sæd hvoraf fjender opvokser.
Magdelone
Hører I det, min hjerte mand? Vi havde været *ilde opskørtet om vi havde fået sådan en karl til svigersøn.
Rosiflengius
Derfor ser man slige folk som han og hans lige allevegne at være forhadt.
Magdelone
Og det ikke uden årsag, thi intet kan smerte godtfolk mere end at se sig *straffet og *gennemheglet af dem som ingen *magt har dertil.
Jeronimus
Derfor undrer jeg mig over at visse folk får *pension af store herrer for sådant.
Rosiflengius
Min herre, mange har lyst til at le på andres bekostning. De elsker derfor satiriske skrifter og belønner autor skønt de har slette tanker om ham, *ligesom man elsker og belønner forræderi, men hader forræderen.
|o8r
Jeronimus
*Jeg har alt nok, hr. magister. Jeg gav min datter ikke til den mand om han kunne veje hende op med guld.
(Banker på) Hej, Pernille!
(Pernille kommer ind)
Jeronimus
Lad min datter straks komme ind.
Scene 6
Jeronimus, Magdelone, Rosiflengius, Leonora, Pernille
Jeronimus
Min datter, jeg har givet dig lidt tid til at *udkoge din galde og overveje hos dig selv hvad det er at sætte sig op mod sine forældre, der søger at afvende en ulykke som du selv vil styrte dig i. Se, her er den brave mand jeg har foreslået, som er elsket af alle folk og er i stand at *underholde dig *reputerligt, da derimod den anden er forhadt af alle og måtte omkomme af armod hvis han ikke havde arvet nogle midler. Hvad svarer du dertil?
(Leonora græder)
Rosiflengius
Ak, den ædle sjæl, så snart hun hørte mine dyder opregne, faldt hun i gråd. Græd ikke, allerkæreste *nymfe, det er kun det ringeste som kan siges om mig.
Leonora
Ak, jeg elendige menneske!
Rosiflengius
Hendes forrige *dårlighed klemmer hendes hjerte. Græd ikke, min gudinde! *Den vingede gud Cupido har indskudt hende en skadelig kærlighed, som har varet indtil nu da endelig *den i svanet vogn agende gudinde, jeg mener Venus, har befalet at læge såret igen, så at hun er kommet til sig selv.
Pernille (sagte)
Det var jo fandens eget sprog. Får jeg end en sådan frase *til livs, kommer jeg til at kaste min hele frokost op.
Leonora
Ak, min hjerte papa, jeg beder om forladelse, jeg får så ondt, jeg må lidt ind.
(Går bort)
|o8v
Rosiflengius (sagte)
Hvilken underlig virkning dog kærlighed har. Så snart hun så mig, faldt hun i gråd og fik ondt.
Jeronimus
Hvad går af hende, Pernille?
Pernille
Jeg ved min tro ikke hvad der går af hende, thi jeg så ikke hvad hun spiste til frokost, men *der vil gå en hob reven øllebrød af mig.
Jeronimus
Jeg forstår aldeles ikke hvad du vil sige.
Pernille
Det er let at forstå. Hvilken jomfru der ser sådan karl og hører ham tilligemed tale, *især om formiddagen når maven er utidig, og dog kan holde tæt, den ville jeg se på. Er det mand for jer datter? *For en evig ulykke!
Rosiflengius
Hvad siger denne pige? Hun er ikke rigtig i hovedet.
Jeronimus
Nej, hun har *raptus sommetider. *Jeg tåler en hob af hende efterdi hun har tjent mig længe og *ladet se stor troskab.
Rosiflengius
Hør, lille pige, kommer de raptus tit over jer?
Pernille
Monsieur, kommer disse raptus tit over ham?
Rosiflengius
Jeg er altid den samme.
Pernille
Jeg er óg altid den samme.
Rosiflengius
Så er I jo altid gal.
Pernille
Så er I jo óg altid gal.
Jeronimus
Jeg tror virkelig at hun er blevet forrykt. Hør, Pernille, kender du mig?
Pernille
Jeg kender jer helt vel, I er mit *herskab, og denne er den |p1rpukkelryggede versekræmmer, som er gal både på legemets og sindets vegne, thi han må have fået ligesådan pukkel i sin hjerne som på sin ryg.
Jeronimus
*Fort herut, din laptaske!
Pernille
Ak, herre, Lad mig bevise først at han er gal.
Rosiflengius
Slå hende ikke, min herre, lad mig høre hvori det består.
Pernille
Hør, *når sådan vanskabt *glosebog kom og bejlede til mig, *som ikke er jomfru engang, holdt jeg *med billighed for, at han *løb med limstangen. Nu begærer I til ægte en køn fornem jomfru, *ergo er I *dårekistegal.
Rosiflengius
Ak, min herre, jeg har aldrig været så forhånet *tilforn.
Jeronimus
Fort herut, dit skarn! Jeg forbyder dig at komme i mit hus mere.
Pernille
Og jeg forbyder også den *pedant at komme inden vor dørtærskel.
Magdelone
Ak, min herre, jeg håber at han *regner os ikke til onde hvad som er passeret.
Rosiflengius
Aldeles ikke.
Jeronimus
Han skal få *satisfaktion, pigen skal straks *på døren, og I skal *trods for hende og den hele verden blive min svigersøn. Vil min herre behage at komme til mig i eftermiddag, så skal forlovelsen ske.
Rosiflengius
Jeg skal ikke *mankere at komme.
(De går alle ud)
 
 
 
xxx
xxx