previous icon next icon
 
Indledning til Det lykkelige skibbrud
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

Det lykkelige skibbrud handler om litteratur – om digternes moral og litteraturens funktion i samfundet. Over for den bundkorrupte lejlighedsdigter Rosiflengius står den ædle digter Philemon som talerør for Holbergs egne synspunkter.

I sit plot er komedien imidlertid en klassisk intrigekomedie. Den foregår i et københavnsk borgerhjem, hvor forældrene Jeronimus og Magdelone ønsker at bortgifte deres datter, Leonora, til den sleske digter Rosiflengius. Leonora elsker imidlertid den retsindige komediedigter Philemon. For at hjælpe de elskende udtænker det snarrådige tjenerpar Henrik og Pernille de intriger der skal udmanøvrere den hykleriske Rosiflengius ved at sætte ham i dårligt lys hos de gamle forældre. Højdepunktet er et fingeret skibbrud: Henrik poserer som hollandsk matros der overbringer den sørgelige, men altså opdigtede, nyhed at et skib hvis ladning udgjorde Jeronimus’ hele formue, er forlist. Nu afslører Rosiflengius sin sande natur ved straks at bakke ud af planerne om ægteskab da medgiften ser ud til at fordufte. Philemon, derimod, viser sig loyal i modgangen, og han tages atter til nåde som kommende svigersøn. Da forliset snart efter viser sig at være falsk alarm, synes alt i skønneste orden – det var, med Pernilles ord, et ‘lykkeligt skibbrud’.
Men Rosiflengius vil have hævn over Philemon, og hele sidste akt har form af en retssag hvortil en række mennesker der føler sig ramt af Philemons satirer og komedier, er indkaldt som vidner. Men det går stik mod Rosiflengius’ hensigt. Dommeren er en forstandig mand der påskønner den gode digters samfundsnytte og forarges over den slette digter. Philemon frikendes, og Rosiflengius dømmes til ‘den spanske kappe’, en straf der udstillede den dømte til offentlig spot. Og så kan brylluppet stå mellem Philemon og Leonora.
Undervejs bliver vi både underholdt og frastødt af Rosiflengius’ falske og svulstige smiger, som hans omgivelser kun alt for villigt falder for – og betaler for. Rosiflengius ‘roser i flæng’ og tjener gode penge på at skrive hvad han bliver bestilt til. Han priser skøgen for hendes dyd og genbruger hæmningsløst sine begravelsesskrifter ved blot at udskifte den afdødes navn.

Med sit hykleri og sin totalt korrumperede moral er Rosiflengius en af de allerværste holbergskurke. Men som type er han ikke grebet ud af det blå. En stor del af litteraturen i det tidlige 1700-tal var netop skrevet på bestilling og i bestemte anledninger. En forfatter der ikke var afhængig af rige mæcener, var derimod et særsyn. Derfor er Rosiflengius’ modstykke, den økonomisk uafhængige Philemon, som social type lidt af et postulat.
Philemon er en idealiseret digtertype – men han er beslægtet med Holberg. Ikke blot deler han Holbergs forestillinger om litteraturens samfundsnyttige betydning. Han er også udsat for samme slags misforståelser som Holberg selv følte sig som offer for. Når han klager over at folk føler sig hængt ud af ham skønt han ikke er ude på at spidde konkrete mennesker, er det et ekko af Holbergs selvforsvar. Parallellen trækkes tydeligt op i den afsluttende retssag, hvor de indkaldte vidner alle mener sig udleveret i Philemons værker – og hver især leder de tanken hen på en figur i en holbergkomedie: Der er en ung, Jean de France-agtig kavaler der poserer med sine franske manérer, en skærsliber der som en anden politisk kandestøber mener at forstå sig på statens styrelse så godt som nogen minister osv.
Holberg har ladet Philemon udtrykke sine egne forestillinger om litteraturens rette betydning: Litteratur kan og skal forbedre menneskene, den er en forudsætning for at opretholde civilisation.

Holberg skrev komedien i 1724, og den blev første gang trykt i fjerde bind af Den danske skueplads, der udkom i 1731. Den blev dog først opført i januar 1754, kort før Holbergs død, og også i eftertiden er det en af de sjældent spillede komedier.
Det er det ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx