Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|1
*Første akt
*Scene 1
*Gonzalo de las Minas, Isabella
Gonzalo
Det er vel sandt, min *hjerte søster, jeg ser ingen fordel ved sådant parti, men I skal vide at min kærlighed ikke grundes på *interesse. Deres familie er *vel ældre og anseligere, men vores er derfor ikke mindre adelig. Kan de regne flere store folk i deres slægt, så kan vi derimod regne vor rigdom og sætte den imod deres elendige *armod, som er større end at den kan beskrives. Men jeg siger, min hjerte søster, jeg sigter ikke til nogen fordel. Mit hjerte er optændt af en pur og ren kærlighed til deres datter, donna Maria, som jeg ikke mindre beklager for hendes fattigdom end for hendes urimelige forældre, som ved deres *hovmod er *blevet en fabel over den hele by, *óg må derfor den hele spanske nation ved sådant uskyldigt lide.
|2
Isabella
Min allerkæreste broder, jeg har intet at sige derimod; den fattigdom som er hos hende, kunne blive tilstrækkeligt bødet på ved eders midler. Men hvorfor skal man ydmyge sig for *sådanne? Hvor kan I fatte kærlighed til det hus I er foragtet af? I burde have den *ambition at så snart I mærkede den ringeste foragtelige mine, I da havde vendt dem ryggen og aldrig tænkt på sådan kærlighed mere.
Gonzalo
Ak, min hjerte søster, I ved måske ikke hvad kærlighed er, thi dersom I det vidste, ræsonnerede I ej således. Min ambition har ofte i denne sag ført strid med min kærlighed, men den sidste har altid vundet sejr over den første.
Isabella
Men når I ser intet middel til at lykkes i sådan eders *ansøgning, bør I da ikke som et fornuftigt menneske slå sådan kærlighed af sindet?
Gonzalo
Langtfra at forældrenes foragt imod mig kan gøre min kærlighed kold, den *heller ophidser mig mere og er en olie som kastes i min ild.
Isabella
Jeg tror, min hjerte broder, at I vil *agere en roman, thi sådan slags kærlighed kommer mig ganske poetisk for.
Gonzalo
*Al forhåbning er dog ikke så rent ude *at der jo er en liden gnist tilbage. Jeg håber at når |3deres armod er kommet til det alleryderste, de da, førend de skal ganske omkomme af mangel, endelig vil sætte den urimelige ambition til side og bekvemme sig til at give deres datter til en brav mand der ved sine midler kan redde en familie af yderste elendighed.
Isabella
Jeg mærker nok, Gonzalo, at I ikke kender ret deres hovmod når I taler således. Jeg tror de dør hellere end bekvemmer sig dertil.
Gonzalo
Men Isabella, I ved måske ikke en ting.
Isabella
Hvad er det?
Gonzalo
Jeg er forsikret om at lige så stor foragt forældrene har til mig, så stor kærlighed og godhed har deres datter, donna Maria, for mig; thi hun har for min faster nylig begrædt hendes forældres *dårlighed og afmalet deres slette tilstand med stor bevægelse.
Isabella
Ja, Gonzalo, det vil alt sammen intet hjælpe. Forældrene har alt for nøje vagt over hende, så det er umuligt at få hende at se, langt mindre at nyde hendes omgængelse uden deres *minde.
Gonzalo
Ak, Isabella, ved I vel at *forlibte folk finder de veje som ingen tænker på, og ser de midler for at komme til deres forsæts fuldbyrdelse som ingen |4ser? Vil ikke bønner hjælpe, så skal list, og vil ikke list, så skal magt, om det end skal koste mit liv.
Isabella
Ak, kære Gonzalo, jeg har stor medynk over eders elendige tilstand. Jeg vil ikke mere *straffe eders foretagende, thi jeg ved at når kærlighed har taget sådan overhånd, man da mere er at ynke end at laste. Jeg skal hjælpe eder til rette i alt hvad mig muligt er. Gid jeg *kun kunne hitte på nogle gode råd! Men der ser jeg at Pedro kommer. Gå I kun til side, jeg vil forsøge hvad der er ved ham at gøre.
Scene 2
Isabella, Pedro
Pedro
Hej, så går det vel. Nu er det alt sammen rent borte. Her er hverken skeer, tallerkener eller gryder mere i huset. Jeg *har kommission at låne en gryde i mit navn (thi i mit herskabs navn får jeg ikke en i den hele by), men hvor skal jeg få den til låns? Og om jeg end får den til låns, så har vi dog intet (det jeg ved) at koge deri, thi alting er så *øde at der er intet tilbage uden *titler, *signorier og højheder, hvilke, om man end kommer dem alle i gryden, dog *kun vil give en *mager suppe. De *holder dog ørene stive, *besynderlig fruen, thi jeg er vis på *at hun hellere døde af hunger end gav et bogstav bort af hendes |5store navn. Gid jeg aldrig *bliver så sindet! Jeg er nu i en ganske anden *ekstremitet; thi førend jeg skulle lide nød, solgte jeg ej alene mit fædrenenavn, men endog min ære for en *styk von achten. Højhed er vel en god ting, men enten man vil bruge den til middagsmåltid eller aftensmåltid, så mætter den lige meget.
Jeg har i sinde at holde ud her i huset endnu i otte dage. Imidlertid får jeg mad og drikke i byen hos gode venner og lader mit herskab sidde hjemme og stikke deres tænder når de har ædt en *ærtesuppe, og mætte sig, i steden for *konfekt, med deres *forfædres bedrifter.
Men se, hvem er her? *Underdanigste tjener, *madame, går hun så alene, uden *hovmesterinde?
Isabella
Ja, Pedro, jeg er kommet så vidt til alders at jeg kan *guvernere mig selv. Hvorledes *lever dit herskab?
Pedro
Der er fremmede hos os til bords. Jeg skal ud i byen og købe konfekt.
Isabella
Hvilke fremmede er der da?
Pedro
Der er *duc de *la Vera Crux, med fyrstinden donna Emilia de *las Spadas, Hierosme Victor, *abad de St. Jago, *il marquez *Ferdinando Gonzalo Philippo *de St. Cifuente med *la marquesa, hans frue, og utallige andre, som jeg er for ringe at tale om.
|6
Isabella
Så tør jeg da ikke vove at give visit der i dag?
Pedro
Nej, vi har ordre ingen at *indlade i dag uden de der kan regne deres slægt at have været gamle kristne *før de morers tider i Spanien.
Isabella
Men hvor kommer det at de *trakterer *sådan i dag? De plejer dog ikke gerne at traktere.
Pedro
Det er til en erindring *formedelst den *viktorie som en af deres forfædre, don Ramiro de Colibrados på denne dag *erholdt over kongen af Mesopotamien, som han *tog fangen til Toledo. Det var ikke godt at der skulle *falde mange slige dage ind om året, thi da fik herskabet en ulykke i sin pung. Jeg tør sige at på sådan en dag slipper de ikke med 1000 styk von achten.
Isabella
Men hvor kommer det, Pedro, at du på sådan højtidelig dag går med sådant pjaltet og sønderrevet *liberi?
Pedro
Det er til en erindring af det *hovedbanner som *højstbemeldte Ramiro de Colibrados førte.
*(Han løfter på hatten derved)
Isabella
Jeg ved jo at generalen selv ikke førte fanen i slaget.
|7
Pedro
Nej, madame, *jeg har jo sagt hans *fændrik. Samme hovedbanner blev af *musketkugler i slaget sådan *tilredt at det så ud ligesom mit liberi.
Isabella
Men hvor længe er det siden at don Ramiro vandt den sejr?
Pedro
Det er netop 600 år i dag.
Isabella
*Hillemænd, det er jo ikke 300 år siden at kugler og musketter *kom først i brug.
Pedro
Ja, madame, jeg er alt for ringe til at *disputere med hende. Jeg vil derfor *lade det stå ved sit værd; men det kan jeg gøre min ed på, at *standarten blev forbandet ilde tilredt, og at jeg til en erindring deraf bærer altid sådant liberi i dag.
Isabella
Men mig synes at jeg har set dig i dette pjaltede liberi en hel måned.
Pedro
Enhver må jo gå som *ham lyster. Jeg har så mine visse *raisons dertil.
Isabella
Hvad raisons kan der være til at gå i et højfornemt herskabs ærinde så pjaltet? Folk skulle jo falde på de tanker at huset var gerådet i armod.
Pedro
I armod? Jo jo, et herskab som kan regne |8*over 1733 gode og rigtige aner, skulle geråde i armod? Om jeg nu kun vil regne 2 styk von achten for hver ane, så løber det sig dog til en forbandet *summa.
Isabella
Jeg holder for at det er armod indtil jeg hører bedre raisons.
Pedro
For at føre hende da af de tanker skal jeg give hende mine raisons. Vort herskab mærker at det bliver nu så forbandet *gement at holde et prægtigt liberi, og at fornemme folk nu om stunder intet kan have for sig selv, hvorfor de har hittet på denne *invention. Thi så snart vi mærker at gemene tjenere går pjaltet igen, så tager jeg mit *skrammererede liberi på igen. Madamen har jo mærket ved hoffet i Madrid at når borgerfolk *studser allermest, *så går hoffolket allerslettest.
Isabella
Det hænder sig tit; men de går dog aldrig pjaltet.
Pedro
Ja ja, madame, mit herskab ved nok hvad det gør. Det begynder *min tro aldrig noget uden at det er vel overlagt *tilforn.
Isabella (siger sagte:)
Jeg skal nok *klemme ham så længe indtil han bekender. (Højt) Men Pedro, du sagde jo nylig at du bar det pjaltede liberi til en erindring om den hovedstandart som blev skudt i stykker i det store slag?
|9
Pedro (siger sagte:)
Gid du får en ulykke med dine spørgsmål. (Højt) Jeg kan ikke erindre mig hvad jeg sagde, madame. Men det ved jeg at herskabet har huset fuld af guld og juveler, og når så er, så kan jeg ikke *gå således af armod. Tænk engang, madame, de har iblandt andre kostbare sager en *stambog som er værd mere end *en tønde guld.
Isabella
Men måske om den kom til auktion, kunne den ikke drives højere op end til 4 *skilling, medmindre der måtte findes *underlige liebhavere. Men en jøde gav ikke så meget derfor, det ved jeg.
Pedro
*Hvad skal man regne jøder? *Jeg ved den der har givet mange tusinde for en jomfrudom, som en jøde dog ikke havde tilhandlet sig for en *skærv. Men for at komme til *materien igen da vil jeg ydmygst bede at madamen vil fatte andre tanker om mit herskab; thi jeg kan forsikre *at det kun er onde mennesker som siger at de er fattige.
Isabella
Jeg ville ønske af mit hjerte at det var således som du siger; men jeg hører både kræmmere og håndværksfolk klage over penge som de *har at fordre.
Pedro
Ej, madame, hun skæmter kun. Jeg ved hun forstår sig bedre på verden. Hun ved jo at det er den højeste mode i alle fornemme huse |10at lade folk løbe efter deres penge. Tro hun mig, det er ikke af pengemangel at herskabet lader dem så løbe. Herren og fruen ved at leve og lader se i denne *post såvel som i alle andre at de er fornemme folk. Jeg kender en kræmmer her i byen der går endnu og kræver i et fornemt hus for et stykke *netteldug som hans oldefader *krediterede, og kommer måske til at løbe endnu i 10 år, thi huset er *næst vores *fast det fornemste i hele Spanien.
Isabella
Da bruger vi ikke den *mode i vort hus, thi min broder Gonzalo lader sig aldrig kræve to gange.
Pedro
Det tror jeg nok, madame, der er *óg stor forskel på vort hus og Deres. Det er jo bekendt at vor familie er den ældste og fornemste i hele Spanien.
Isabella
Men jeg holder de rigeste familier for de fornemste.
Pedro
Jeg ved ikke hvad madamen mener dermed. Hun må tro mig at mit herskab er ikke fattigt, ja, hun kan komme i fortræd over slige ord. Jeg går i et pjaltet liberi, det er sandt, men det er ikke formedelst mit herskabs fattigdom; thi jeg kan vise madamen at hvor slette mine klæder er, så bærer jeg dog et silketørklæde i min lomme.
(Trækker et gammelt tørklæde op af lommen, hvormed følger et tørt stykke skimlet brød som falder på gulvet)
|11
Isabella
Ha ha ha, der tabte du et stykke af din rigdom på gulvet.
Pedro
Det er et stykke *chokolade, madame.
Isabella (tager det op for ham)
Nej, det er jo groft, skimlet brød. Se, er det chokolade?
Pedro
Nej, madame, det er sandt. Det er ikke chokolade. Det er et stykke brød som jeg tog med mig *for en vis årsags skyld; thi hver gang jeg skal gå ærinde til fyrsten af *Mendez, må jeg tage et stykke brød med mig for at give porthunden, at han ikke skal bide mig.
Isabella
Du har ret, Pedro, thi rige folk er bange for livet. Ha ha ha!
Pedro
Jeg må tage mig den dristighed at *reprimandere *fruen. Det *lader ilde for sådan madame at le.
Isabella
Jeg takker dig, min kære Pedro, for god advarsel. Ha ha ha!
Pedro
*Ej, lad sådant være, madame. Fruen kan miste sin *reputation derover om nogen fik det at se og at høre.
Isabella
*Bi et øjeblik, jeg har noget at sige dig. Hvoraf kommer det at du som har så stor forstand og så |12mange dyder, vil tage dig en tjeners skikkelse på? Du kunne min tro nok *tjene til andet.
Pedro
Jeg har ikke studeret, madame, ellers takker jeg mine forældre for god *optugtelse. *Naturen har også været temmelig gavmild imod mig, at jeg gjorde ikke ret om jeg sagde andet. Men ved madamen nogen bedre *lejlighed for mig?
Isabella
Javist, jeg ved ingen bedre til at skrive *almanakker end du, og det er en profession som man kan leve vel og *reputerligt af.
Pedro
Men jeg har altid hørt at den der skal skrive sådant, skal bravt kunne lyve.
Isabella
Jeg kender óg ingen der *er lykkeligere i at *inventere end du. Havde du sagt at dit herskab sad hjemme og åd *ærtesuppe, som sanden er, og at du i steden for at hente konfekt var gået ud at betle dig et måltid til, så havde jeg ikke rådet dig til den profession.
Pedro
At tale den rene sandhed, da ville jeg gerne *dølge mit herskabs nød og elendighed så vidt mig muligt er; men nu har dette stykke brød røbet os.
Isabella
Nej, Pedro, dit liberi er blandt andet tilstrækkeligt nok at give til kende hvorledes *konjunkturerne er i familien.
|13
Pedro
Jeg er bange for at deres egne klæder vil gøre det endnu mere *beviseligt. Min herre går vel endnu i en *fløjlskjole, men det andet svarer ikke dertil. Fruen *klipper alle bagstykker af klæderne for at *bøde på forstykkerne. Derfor vender hun i *kompagnier ikke gerne ryggen til folk. Når hun går fra folk, går hun baglæns, dog ikke af ydmyghed, som en del gør der går fra dem de har respekt for, men af lutter storagtighed, at ingen skal se den fattigdom som er afmalet på bagen. Og når hun endelig af *fornødenhed må vende sig om, må jeg eller óg kammerpigen tjene til bagstykker.
Isabella
Af al den nød kunne de i en hast blive hjulpet dersom de ville sætte noget af deres urimelige ambition til side og give deres datter til Gonzalo, som bær’ stor kærlighed til hende.
Pedro
Jeg ved de har ofte talt derom med *hånhed, men måske, nu deres nød er på det yderste, at de bekvemmede sig dertil dersom madamen gik selv til dem og gjorde forslag. Men der kommer kammerpigen. Det er bedst at madamen *overlægger den sag med hende, thi det er en *forslagen pige.
Scene 3
Leonora, Isabella, Pedro
Leonora
Ej, du *fortvivlede skælm! Du brødtyv! Du tog mit brød, som lå på skorstenen.
|14
Pedro
Hvilket brød?
Leonora
Se nu hvor hellig han kan stille sig an. *Fort, giv mig mit brød tilbage, jeg har intet andet at spise i dag.
Pedro
Ej, snak. *Betænk dig hvad du gør førend du skælder en ærlig mand for en brødtyv.
Leonora
*Fort, ingen snak.
Pedro
Jeg kan gøre min ed på at jeg intet brød har taget.
Leonora
Kunne tyven *kun sværge sig fra galgen, så blev der ingen hængt.
Pedro
Jeg vil sætte min ære til pant derpå.
Leonora
Hvor mange ærer har du vel? Du har jo *forsvoret dig så ofte. Hit med mit brød igen, du tyv!
(Hun trækker brødet op af lommen; de *brydes sammen, og de får hver sit stykke; hun *bliver Isabella var, *slår sig for brystet og vil løbe bort)
Isabella
Hør, Leonora, jeg har et ord at tale med jer som er *magtpåliggende.
Leonora
Ak, madame, jeg er *færdig at dåne af blusel.
|15
Isabella
Er herskabet hjemme, Leonora?
Leonora
Ja, det er. Jeg skulle *lave chokolade til, og den skælm Pedro stak nogle chokoladekager i sin lomme, som jeg nu tog fra *ham.
Isabella
Det herskab er sandelig lykkeligt der har så tro tjenestefolk der således kan *dølge deres armod. Men som tilstanden er *fast den hele by bekendt, og I nu har *røbet jer selv, så *gør det ikke godt at dølge sådant mere.
(Leonora græder)
Isabella
Græd ikke, mit barn, de godtfolk kan endnu hjælpes. I ved måske vel at min broder Gonzalo bærer kærlighed til eders jomfru?
Leonora
Ak, madame, jeg ved det nok, men det gør ikke godt at tale derom. Jeg har hørt min frue forundre sig over Gonzalos dristighed, at han tør understå sig at *prætendere *alliance med dem. Jomfruen, som (så vidt jeg kan mærke) *er Gonzalo tilbøjelig, *lod sig for nogle dage siden forlyde i hendes forældres nærværelse at uligheden var ikke så stor, hvorover hun siden er blevet af forældrene mistænkt og hårdt *indelukket.
Isabella
Det er mig usigelig kært at jeg hører sådant.
|16
Leonora
Mig derimod usigelig ukært, thi det er et allerkæreste barn. Hvis hendes gråd og tårer ikke havde holdt mig tilbage, havde jeg for længe siden forladt huset.
Isabella
Nej, jeg mener det er mig kært at hun selv har godhed for min broder, thi det giver mig forhåbning at mit *anslag kunne lykkes, *besynderlig om I vil stå mig bi, hvilket ikke skal blive ubelønnet.
Leonora
Madamen har at befale over mig deri, thi hvis *træskhed og intriger kan hjælpe, da kan jeg gøre tjeneste såvel som en anden. Men det er bedst at madamen gør forældrene først det forslag. Måske den yderste armod kan have dæmpet noget af det forrige hovmod. Vil madamen besøge herskabet selv om en halv time, så skal jeg *mage det således at hun får dem i tale.
Scene 4
Isabella, Gonzalo
Isabella
*Giv eder nu tilfreds, og lad mig råde. Om en halv time går jeg hen og besøger don Ranudo og bruger der al min veltalenhed. Hvis det ikke kan hjælpe, får vi se til om vi kan hitte på andre midler. Jeg har alle *husets folk på min side, som har lovet at stå mig bi.
|17
Gonzalo
Ak, min allerkæreste søster, gid jeg kunne *kun slå mit sind til rolighed så længe, men ...
Isabella
Hvilken elendighed! I *får vel at have tålmodighed, lad os gå ind så længe. Men der kommer tjeneren og pigen tilbage.
Scene 5
Isabella, Gonzalo, Leonora, Pedro
Isabella
Min *hjerte Leonora! Her er min broder Gonzalo, som sætter al sin velfærd i eders hænder. *Lad nu se at I kan *udfinde noget til *hans kærligheds forfremmelse.
Gonzalo
Hun må være forsikret, *mademoiselle, at jeg skal *findes taknemmelig derfor.
Leonora
*Monsieur har at befale over min ringe hjerne.
Pedro
Og over mit hele hoved.
Gonzalo
Men finder I det for godt at jeg anmoder herskabet derom?
Leonora
I går havde det umuligt gået an, men måske begæringen kan ikke blive så ilde optaget i dag.
Gonzalo
*Hvi mere i dag end i går?
|18
Leonora
Jo, i går var endnu lidt proviant tilovers, så meget som kunne tjene til et måltii, og så længe det er, har man intet uden et foragteligt svar at vente. Men i dag har herskabet aldeles intet at spise sig med undtagen deres forfædres bedrifter, hvorfor modet måske kan falde.
Pedro
Derfor er ikke heller så ærlige rotter og mus nogetsteds som i vort hus; thi jeg vil *garantere derfor at endskønt man ville lade spisekammerdøren stå åben for dem, så skal de ikke røre det mindste.
Gonzalo
Ak, jeg kan ikke høre det uden medynk.
Leonora
Det er endog den eneste ting hvormed de skal bøjes. Man må her bruge samme midler som man betjener sig af til at indtage stærke fæstninger; thi når intet andet vil hjælpe, må man sulte dem ud.
Pedro
Leonora ved nok hvorledes fæstninger indtages, thi hun har ladet sig bruge *til felts i gamle dage i *den nederlandske krig.
Gonzalo
Nu nu, Pedro! Brug ikke så grov skæmt.
Leonora
Man kan ikke stort *agte hvad han siger; han sparer endog ikke herskabet selv.
Pedro
Det er sandt. Man må jo have nogen frihed i |19et hus hvor man tjener af lutter *generositet, uden kost og løn. Jeg siger dem *min tro mange sandheder når vi er alene; men når der er fremmede, *står jeg dog på deres respekt.
Gonzalo
Men bliver herren og fruen dog ikke iblandt vrede derover?
Pedro
Ak nej! De udlægger alle ting til deres højhed og ære. Når de ingen mad har, så siger de at det er deres fastedage. Det er jo fornemt. Når de drikker vand i steden for vin, så *citerer de til eksempel nogle af deres familie *før syndfloden, som *alene drak vand. Det er også fornemt. Når herren har sønderrevne sko, så hedder det at det er således gjort med forsæt *for ligtorne. Det er også fornemt. Når fruen ikke kan komme til kirken *for klæder, så hedder det at der holdes messe i hendes *kabinet. Det er óg fornemt. Og endelig, når jeg ikke giver dem ære for en skilling, så hedder det at jeg er *hofnar. Det er óg fornemt.
Gonzalo
Kære børn, *arbejd da på at *forfremme min sag såvel som eders egen nytte, thi når jeg mit ønske, bliver I alle hjulpet.
Leonora
Herren må ikke tvivle om min *redebonhed, som allerede har overvundet det meste, nemlig jomfruens hjerte.
Gonzalo
Men hvad hjælper det mig når forældrene fremturer i deres hovmod?
|20
Leonora
Min herre må først ved sin fru søster gøre dem *proposition, og *når dette ikke lykkes, vil vi vel finde på andre midler. Vi kan *spille pudser uden al fare, thi hele byen hader fruen og herren *for deres hovmods skyld. De ville glæde sig over at deres *dydige datter kan blive så vel forsørget. *Gå I *kun bort og *slå eder til rolighed, så skal vi nok sørge for resten.
Scene 6
Leonora, Pedro
Leonora
Pedro, jeg forlanger intet andet af dig i denne sag end tavshed.
Pedro
Jeg kan vel også *hitte på et godt råd.
Leonora
Hvad råd kan du da give?
Pedro
Du skal nok se at man straks kan ryste gode råd ud af ærmerne. Jeg må have tid til at spekulere først. Jeg tænker ellers på en ting.
Leonora
Nu, hvad har du da opfundet?
Pedro
Jeg har intet opfundet; men jeg tænker *kun på en ting, nemlig at når vi først ved intriger har *forfremmet denne kærlighed, om vi da skal begive os i tjeneste hos Gonzalo?
|21
Leonora
Det er bedst du bliver kun ved at tænke derpå og lader mig råde for sagen i sig selv. Jeg *rekommanderer dig alene tavshed og at du holder så gode miner at pagen Gusmann ikke får det at vide.
Pedro
Hm! Det er underligt at fruentimmer vil rekommandere mandfolk tavshed. Ved du ikke hvad en vis *philosophus siger om fruentimmer? Han siger ... Det er *min tro meget *artigt, kunne jeg kun komme det i hu!
Leonora
Han siger at slig en *dosmer som du er, bør ikke at *bemænge sig med at læse filosofiske bøger. Hvad han ellers siger om *fruentimmerets *rundtalenhed eller ej, så er dette vist at de fleste hemmeligheder *røbes af mandfolkene ved et glas vin. Derfor burde (i mine tanker) ingen som var *overbevist at have været drukken, betjene noget vigtigt embede som udkræver tavshed. Hemmelige sager burde alene betros fruentimmeret *såsom de er ædruelige.
Pedro
Man betror dem også hemmelige sager. Men der kommer Gusmann, lad os derfor ikke tale mere derom.
Scene 7
Leonora, Pedro, Gusmann
Gusmann
I får en ulykke at I står her og *sladrer. Herskabet har kaldt på jer vel *trende gange. |22Når jeg vil snakke med dig, Leonora, så har du aldrig tid, men du kan stå og snakke med denne *gemene *lakaj hele timer.
Pedro
*Du er jo forbandet fornem, Gusmann, det kan man se på dit *liberi.
Gusmann
Ingen snak. *Fort ind!
 
 
 
xxx
xxx