Om Don Ranudo de Colibrados "part2"

Indledning til Don Ranudo de Colibrados

fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

“... jeg er vis på at hun hellere døde af hunger end gav et bogstav bort af hendes store navn”. ‘Hun’ er donna Olympia, gift med don Ranudo. Det spanske adelspar er ludfattige, men så fornemme og stolte at intet kan få dem til at bøje sig for realiteterne. Det ville ellers have været klogt. Deres datter Maria har udsigt til et godt parti, men hendes udkårne, Gonzalo, finder ikke nåde for deres blik – nok er han adelig, men ikke adelig nok.

Som sædvanlig skal der et par kvikke tjenestefolk til – her i alliance med Gonzalos søster Isabella – så der kan udtænkes en intrige der kan få Gonzalo og donna Maria gift.

Inden den sættes i værk, følger vi det forarmede adelspar i en stribe grotesk-komiske optrin hvor de desperat kæmper for at bevare værdigheden som aristokrater med lange slægtstraditioner skønt de efterhånden er ribbet for alt, helt ind til undertøjet. Centralt i komedien står deres samtale med en snusfornuftig bonde hvis simple livsform de ynker – men hvis medbragte brød og ost de grådigt kaster sig over.

Til sidst føres intrigen ud i livet: Gonzalo giver sig ud for etiopisk prins, og en prins kan man ikke sige nej til uanset hvor han kommer fra – en pointe der slog hårdere i 1700-tallet hvor det selvsagt var utænkeligt at gifte sin datter med en sort mand fra Afrika. Da det går op for don Ranudo og donna Olympia hvem Maria er blevet gift med, er det for sent.

Stykket har en hel del spansk lokalkolorit – dog er selve navnet Ranudo ikke så spansk som det lyder: Læst bagfra står der ‘o du nar’! Hovmod og selvhøjtidelighed gik på Holbergs tid for at være et særligt spansk karaktertræk, i en grad så ordet ‘spansk’ ligefrem kunne betyde ‘hovmodig’.

Et andet spansk islæt i komedien er den umiskendelige, men dog noget diffuse inspiration fra Cervantes’ roman Don Quixote (1605-15), som hørte til Holbergs yndlingslæsning. Ligesom romanens titelperson er don Ranudo en nærmest afsindig, ridderlig fantast der henter sine grandiose drømme fra en uigenkaldeligt forsvunden tidsalder.

Den vigtigste inspiration, hvad både intrige og overordnet tematik angår, hentede Holberg dog i sit store franske forbillede Molières komedie Le Bourgeois gentilhomme (1670) om den adelsgale borger. Her er den fremmede prins tyrkisk, og dermed ovenikøbet hedning. Men hvor Molières satire er rettet mod den opadstræbende borgerstand, vender Holberg i Don Ranudo de Colibrados brodden mod fødselsadelen: Det fanatiske slægtshovmod præger ikke Gonzalo og hans søster, der tilhører den nye og velhavende adel.

Denne modsætning mellem gammel slægtsadel og nyt, velhavende aristokrati havde en pendant i det danske samfund på Holbergs tid. Efter enevældens indførelse i 1660 var der indført et nyt rangvæsen hvor rang og titler blev tildelt på kongens nåde efter dygtighed og fortjeneste. Det nye rangvæsen og de sociale ambitioner det affødte, var genstand for Holbergs satire i komedien Den honnette ambition (1731), som i den henseende ligger endnu tættere op ad Molières komedie om den adelsgale borger.

Don Ranudo de Colibrados har en usædvanlig tilblivelseshistorie. Den lå færdig allerede i 1723, fortæller Holberg i indledningen til første bind af komedierne. Men trykt blev den først i 1745. Ovenikøbet var den første trykte udgave på tysk. Kort efter udkom den, til Holbergs store irritation, i en dansk piratudgave. Holberg skyndte sig at sørge for at en ny og bedre dansk udgave, “en mere akkurat edition”, som det hedder i fortalen, kunne udgives, også i 1745. Samme år blev Don Ranudo opsat første gang på scenen – i Stockholm. Det danske publikum måtte vente til 1752 før Det Kongelige Teater opførte stykket.

Holberg selv var formodentlig ikke helt tilfreds med stykket. Han redigerede det i flere omgange, hvad man kan se dels af hans egenhændige rettelser i den afskrift som lå til grund for den tyske oversættelse i 1745, dels af de nye scener han tilføjede i andenudgaven fra 1753 i forbindelse med opførelsen året før.

Det er den første autoriserede danske udgave fra 1745 der ligger til grund for nærværende udgave.