De bilder Cosmoligoreus ind at hans chancer hos Leonora vil forbedres hvis han får sig en fornem titel. Det kræver overtalelse – hvilket giver anledning til et af Holbergs karakteristiske forklædningsnumre, hvor Pernille som filosof fra Prag binder Cosmoligoreus en helt ny, yderst hjemmelavet filosofi på ærmet. At lade en kvinde optræde som mand var et yndet greb, som ikke bliver mindre pikant af at hun anbefaler ‘filosofiske’ regler for hvordan man uden at synde kan gå i seng med tjenestepiger.

Cosmoligoreus skriver nu en ansøgning om en titel, og på den ‘pragiske’ filosofs opfordring camouflerer han det som Leonoras ønske. Men hykleriet afsløres straks for Leonora, som mister al respekt for ham. I sidste ende må han erkende at den virkelige moralfilosofi ikke består i tom teori, men i praktisk sund moral, ikke i at kritisere andre, men i at kende sig selv – den selverkendelse som også Erasmus Montanus ender med at nå frem til i komedien af samme navn.

Men Cosmoligoreus er ikke en arrogant og pedantisk lærd som Erasmus Montanus. Han er i stedet optaget af at fremstå som en rigtig moralfilosof, hævet over affekter og modeluner – men undervejs afsløres han som både forfængelig, hidsig og grådig. Han dyrker sine ‘filosofiske grimasser’, de ydre kendetegn på en filosof, og holder af at henfalde i spekulationer så dybe at hans tjener, Petronius, må vække ham ved at slå ham i hovedet med en bylt (et træk Holberg har lånt fra englænderen Jonathan Swifts roman Gulliver’s Travels, 1726).

Pernille gennemskuer hans hykleri fra begyndelsen. Hun er ikke blot den kløgtige intrigemager vi kender fra tidligere komedier, hun er også forstandig og belæst – og ovenikøbet har hun læst Holberg! Sin forståelse af hvad der kendetegner en sand filosof, bygger hun udtrykkeligt på Holbergs essay herom i Heltehistorier (1739).

Hun er imidlertid ikke komediens eneste holbergske talerør. I en central scene forklarer den mere besindige Jeronimus at Cosmoligoreus ikke, som Pernille hævder, er en gemen bedrager, men at han ligger under for selvbedrag: Han er en philosophus i egen indbildning. Med ord og argumenter der ligger tæt op ad et essay i Holbergs Moralske tanker, tolker han Cosmoligoreus’ adfærd som udslag af den mentalitet der præger tidens fromme moralprædikanter: I deres iver efter at fordømme andre ser de ikke deres egne fejl; de opfatter graverende moralske brister som store dyder, og de forstår ikke at deres erklærede ‘verdensforagt’ er menneskefjendsk.

Der er næppe tvivl om at Holberg her lader Jeronimus referere til tidens pietister med deres insisteren på inderlig sjæledyrkelse og forfølgelse af alle former for verdslige fornøjelser. Med portrættet af Cosmoligoreus – hvis græskklingende navn (som han har dannet af sit døbenavn Cosmus Holgersen) netop rummer betydningen ‘ringeagt for verden’ – holdt Holberg dom over pietismen, der især i Christian 6.s regeringstid, 1730-46, havde haft stor indflydelse ved hoffet. ‘Filosoffen fra Prag’ skal muligvis lede tanken hen på herrnhuterne, en pietistisk bevægelse der netop havde sit udspring i Böhmen.