previous icon next icon
 
Indledning til Pernilles korte frøkenstand
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

Pernilles korte frøkenstand behandler et klassisk tema, en stakkels pige der står i fare for at blive gift med en ubehagelig, gammel mand. Formen er lige så klassisk, en intrigekomedie med de opvakte tjenestefolk i centrum.

Leonora og Leander har fundet hinanden, og Leander sender sin stedfar, den gamle Jeronimus, af sted for at fri på hans vegne hos Leonoras far, hr. Leonard. Jeronimus lader sig imidlertid friste af pigens formue og frier i stedet selv. Leonoras mor Magdelone siger ja ud fra de samme uædle motiver som bejleren Jeronimus, der lover at vende tilbage samme aften med en notarius for at få en ægteskabskontrakt på plads og dermed et lovformeligt ægteskab.
Tjenestefolkene Henrik og Pernille har i mellemtiden fået iscenesat en intrige der skal hjælpe de unge. Forklædt som munk lykkes det Henrik at overbevise hr. Leonard om at Pernilles mor på sit dødsleje har tilstået at hun forbyttede pigerne Leonora og Pernille som ganske små da Leonora 15 år tidligere var sat i pleje hos hende. Jeronimus ankommer nu med sin notarius, og ved nyheden om forbytningen insisterer han på at det er husets datter han har fået lovning på, og ikke tjenestepigen. Det ender derfor med at Pernille bliver hans hustru, mens Leonora får Leonard.
Efter at ægteskabsdokumenterne er underskrevet, afsløres intrigen imidlertid da Pernilles mor dukker op – lyslevende. Jeronimus protesterer, men forgæves: Han har indgået ægteskab med tjenestepigen Pernille, og kontrakten er bindende. Pernille får sig således en velhavende mand, mens det unge par Leonora og Leonard får hinanden – og den kløgtige Henrik kan med tilfredshed slå fast at denne intrige er et af hans mesterstykker.
Komedien hører til den gruppe af lette, underholdende stykker i tre akter som Holberg skrev i årene 1723-27. De har et forholdsvis fast persongalleri, som står i gæld til den italienske commedia dell’arte. Den grådige og hykleriske Jeronimus i denne komedie har således et forbillede i Pantaloneskikkelsen, ligesom Henrik er en videreførelse af den italienske komedies Harlekin. Som andre af Holbergs muntre svindlerfigurer er han en mester i at posere som studeret mand, i dette tilfælde altså en munk, ved at diske op med pseudo-latinske navne og vrøvleremser.
I sin Epistel 331 fortæller Holberg at ideen til historien stammer fra en sag om forbyttede børn han har hørt om i Frankrig. I den sammenhæng antyder han at det lystige stykke har skullet tjene som advarsel mod den praksis at lade spædbørn opfostre hos andre. Et andet og nok så alvorligt spørgsmål der rejses i komedien, er arveret: Hvem skal regnes for forældrenes rette barn og arving – den blodsbeslægtede datter eller den der hele livet er blevet anset for og har anset sig for datter? Den forklædte Henrik hævder blodets ret med henvisning til nogle mærkværdige, opdigtede autoriteter. Hans synspunkt vinder – og ellers var intrigen jo også faldet til jorden. Det svarer da også til Holbergs eget standpunkt i Natur- og folkeretten (1. udg. 1716).

Holberg skrev formodentlig Pernilles korte frøkenstand allerede i 1726, og komedien blev opført på Grønnegadeteatret ganske kort tid før teatret måtte lukke i 1727. Stykket blev trykt i 1731 i femte bind af den samlede komedieudgave Den danske skueplads. Det er tegn på stykkets succes hos publikum i samtiden at det var et af de første der blev opført da Den Danske Skueplads genåbnedes i 1747 efter den religiøst motiverede teaterløse tid fra 1728 til 1747. I 1800-tallet nød stykket en vis popularitet, men i nyere tid har det ikke været meget opført.
Det er den ældste trykte udgave der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx