Indledning til Pernilles korte Frøiken-Stand
ved Lisbeth Nyborg
Pernilles korte Frøiken-Stand er en klassisk intrigekomedie. En gnaven og gerrig gamling spænder ben for to unge elskendes forlovelse og må uskadeliggøres ved hjælp af en intrige som sættes i værk af tjenestefolkene.
Pernilles korte Frøiken-Stand blev opført første gang d. 3. februar 1727, få uger før Den danske Skueplads, teateret i Lille Grønnegade, endnu engang gik konkurs og måtte lukke. På en endnu bevaret teaterplakat fra førsteopførelsen fremgår det at stykket her blev præsenteret under titelen Den opdigtede Forbyttelse eller Pernilles korte Frøyken-Stand.1 I sit Første Levnedsbrev fra 1728 omtaler Holberg imidlertid stykket Perfidus Vitricus, ‘den svigfulde stedfar’.2
Stykket “gjorde stor Effekt hos Tilskuerne” står der på plakaten til andenopførelsen,3 og et sikkert tegn på dets popularitet var at det hurtigt blev taget op igen da Den danske Skueplads genåbnedes i 1747 efter den religiøst motiverede teaterløse tid fra 1728-47, hvor offentlige forlystelser var bandlyst. Stykket kom på plakaten både på de midlertidige scener og fra 1749 på Komediehuset på Kongens Nytorv.4 Frem til omkring 1900 blev det spillet over 130 gange, og det var blandt de første Holbergstykker der blev oversat. Det blev trykt første gang i 1731 i bind 5 af Den Danske Skue-Plads, men formodes at være skrevet allerede i 1726.5
Komedien, der har tre akter, hører til den gruppe af lystspil som Holberg i Epistel 506a omtaler således: “De andre Skuespil, som er kun lystige Historier, er dog fulde af Critique og Morale; saa at jeg meener, at det heele Arbeide er en Philosopho, og gammel mand ikke uanstændigt.”
Denne karakteristik gælder de fleste af de 11 komedier skrevet mellem 1723 og 1727. Disse adskiller sig på afgørende punkter fra de første 15 stykker, skrevet fra 1722 til første halvdel af 1723 6, der alle havde 5 akter i overensstemmelse med de klassiske krav.7 Fra efteråret 1723 gik Holberg over til tre akter eller én akt (med enkelte undtagelser). I Epistel 447 kommenterede Holberg senere den nye praksis: “... 3 Acter, som er den beqvemeste Deeling, og hvorved et Hoved-Stykke giøres mest ordentligt.”
Årsagen kan være et rent praktisk forsøg på at behage og fastholde publikum, idet det blev muligt at opføre to stykker pr. forestilling. I lighed med Paris’ scener forventedes også Den danske Skueplads i stigende grad at levere forestillinger der rummede såvel dans som musikalske indslag. Dette kunne fx tilgodeses i form af intermedier i hovedstykket, eller ved at andetstykket var en lettere balletkomedie e.l. Ved andenopførelsen suppleredes Pernilles korte Frøiken-Stand ifølge teaterplakaten med “et af de allerbeste Stykker, som det er mueligt at forestille.”
Der sker desuden en genremæssig udvikling med komedierne i løbet af disse få år. De første fem komedier, trykt i første bind af trebindsudgaven Hans Mikkelsens Comoedier fra 1723 (Gruppe A), er alle karakterkomedier. I disse stykker sætter Holberg et kritisk lys på menneskelige fejl, der forstyrrer den sociale orden8. Et eksempel herpå er Den politiske Kandstøber (opf. 1722): En simpel håndværksmester, Herman von Bremen, forsømmer sit arbejde og sætter sin families velfærd på spil for at sidde på værtshus og snakke politik. Et andet eksempel er Den Vægelsindede (opf. 1722) om enken Lucretia, der skifter humør og mening som vinden blæser.
De følgende ti komedier i bind 2 (1724) og bind 3 (1725) viser større spredning (Gruppe B). Man finder karakterkomedier, intrigekomedier, parodikomedier og præsentationskomedier. De fleste karakterkomedier er samtidig intrigekomedier idet det kræver en intrige at få genoprettet tingenes orden. I Den politiske Kandstøber bilder man Herman von Bremen ind at han er blevet udset til borgmester og stiller ham over for forskellige vanskelige beslutninger der gør ham så rundt på gulvet at han er parat til at hænge sig. Intrigen kurerer ham for hans politiske tosseri. I parodikomedierne gør Holberg nar af andre genrer. I Ulysses von Itachia (opf. 1724) parodieres fx de tyske såkaldte Haupt- und Staatsactionen der var usammenhængende og højtravende forestillinger med masser af effekter, ofte baseret på historiske eller bibelske emner. Endelig er der enkelte præsentationskomedier som fx Barselstuen (opf. 1723), hvor morskaben opstår ved de mange sære figurer der melder sig på scenen i løbet af den ret spinkle handling.
Komedierne skrevet fra efteråret 1723 til 1727 (Gruppe C) hvortil Pernilles korte Frøiken-Stand hører, er alle intrige- eller præsentationskomedier. Det er lette, romantiske stykker med et fast persongalleri, der tillod de populære skuespillere at brillere.
Holberg bøjede sig for publikums smag og skuespillernes krav; teatret kæmpede jo til stadighed for at overleve. Selv satte han imidlertid ikke meget pris på romantiske lystspil, fastslog han mange år senere i Epistel 447. Her knurrede han over tidens smag og sukkede efter:
at afkaste det Aag, som vore Tiders ugrundede Sædvane Skribentere har paalagt; Jeg siger vore Tiders ugrundede Sædvane, thi de gamle Grækere og Romere have ikke bekymret sig om saadanne. Nogle af Plauti og de fleeste af Aristophanis Skue-Spil ere uden Elskov, og mig synes at man burde for længe siden kiedes ved, at see Comoedier udi samme Tone, og hvor udi stedse sees en knurvorn Fader, en forliebt Søn, en skalkagtig Tiener, og som endes ved Giftermaal
Holberg giver her en temmelig præcis beskrivelse af Pernilles korte Frøiken-Stand, som blev den sidste komedie af denne type fra hans hånd.
Resumé
Stykkets handling har et klassisk dramaturgisk forløb og udspiller sig i løbet af en enkelt dag: den gamle slyngel Jeronimus indfinder sig om formiddagen ved Hr. Leonards dør for at bejle for sin stedsøn, Leander, der allerede har en forståelse med Leonards datter, Leonora (præsentation). Konflikten opstår i det øjeblik Jeronimus lader sig friste af pigens formue og bejler på egne vegne. Da Leonoras moder, Magdelone, lover sin datter bort til den gamle frier, er knuden strammet. Da de to unge elskende mødes lidt senere og er ved at fortvivle, træder deres tjenestefolk, Henrich og Pernille, til og lover at påtage sig deres sag. Henrich siger ganske vist at han skal bruge flere dage på at udtænke en intrige, men vi ser planen modnes i hans tanker mens han går frem og tilbage på scenen. Kort efter vender en pyntet Jeronimus tilbage for at fremstille sig for Leonora. Hun afviser ham og sekunderes af Pernille, men han er døv for hendes protester og aftaler med Magdelone at komme igen allerede samme aften med en notarius der skal sætte ægteskabskontrakten op.
Så tropper Henrich op med de ‘Gaudiebe’ (småsvindlere) han har hyret til sin intrige; han instruerer dem i hvilke roller de skal spille, og alle går bort for at træffe deres forberedelser. Intrigen udgør stykkets klimaks: Henrich indfinder sig forklædt som munk, ledsaget af sine ligeledes forklædte hjælpere. Han meddeler Leonard at Pernilles moder på sit dødsleje har bekendt at hun forbyttede pigerne Leonora og Pernille som ganske små. Nødtvunget affinder familien sig med situationen da de overbevises af de medbragte vidners forsikringer og dokumentation; og i en rørende scene forsikrer de unge piger hinanden om deres fortsatte hengivenhed. Da Jeronimus ankommer med sin notarius og erfarer Leonoras ændrede omstændigheder, fastholder han at det er husets datter han har fået lovning på, ikke tjenestepigen. Leander der også er kommet til, afslører sin stedfars kyniske beregning ved på skrømt at tilbyde ham Leonora. Et øjeblik holder både Henrich og publikum vejret; vil Leander bestå prøven? Det gør han naturligvis; han beviser sin ægte kærlighed ved at holde fast ved Leonora. Herefter går Jeronimus med Pernille og Leander med Leonora ud for sammen med notaren at slutte kontrakterne. Da kommer Pernilles moder til på Henrichs bud. Husets beboere reagerer med rædsel, idet de tror hun er en genganger. Fortørnet trækker hun munkekutten af Henrich, og hele intrigen afsløres. Og hermed er der lagt op til stykkets løsning: Leander og Leonora har fået hinanden, og tjenestepigen Pernille er blevet gift med en rig mand. Jeronimus forsøger at slippe ud af kontrakten, men forgæves; han må affinde sig med sin velfortjente skæbne.
I hastigt tempo er komedien nået frem til det obligatoriske bryllup. Alt har udspillet sig på samme lokalitet inden for en enkelt dag, og alle scener indgår i hovedhandlingen. De fleste er nødvendige for konfliktens løsning. Scenen med de 3-4 Gaudiebe skiller sig dog ud. Det kan synes urimeligt at Henrich slæber dem med til pladsen foran Leonards hus for at give dem de instruktioner han kunne have givet dem da han hyrede dem, men der er en god teaterteknisk begrundelse for dette. Dels undgår man et sceneskift, dels er disse Gaudiebes udseende et komisk visuelt indslag, og publikum har brug for at se dem før de bliver forklædt. Det forklarer måske også at der er flere Gaudiebe end stykket har brug for.9
Traditionen
Det fremgår mange steder at Holberg satte en ære i at respektere de klassiske dramaturgiske regler, men han var ingen slave af dem.10 I det samtidige franske drama var kravet om at tidens, stedets og handlingens enhed ufravigeligt, men som påpeget af bl.a. Anne E. Jensen har Holberg i sine tidlige komedier ikke respekteret disse krav, eller måske ikke været fortrolig med dem.11
Intrigekomediens konflikt og forløb med “en knurvorn Fader, en forliebt Søn, en skalkagtig Tiener, og som endes ved Giftermaal” som beskevet ovenfor,12 er imidlertid en skabelon som han har kendt fra den klassiske romerske komedie, fra den italienske maskekomedie (commedia dell’arte),13 og fra den franske komediemester Molières klassicistiske komedier, men han udfylder skabelonen med sin egen replikkunst og individualiserede personskildring, samt den “Festivitet” som er “ligesom Siælen udi et Skuespil” (Epistel 441).
Holberg vedkender sig explicit arven fra den romerske komediedigter Plautus (ca. 254-184 f.Kr) og fra Molière (1622-1673), og forskere har med stor grundighed eftersporet direkte og indirekte lån fra disse og andre kilder. Andre har fremhævet den italienske maskekomedies betydning for Holbergs dramatiske forfatterskab, men herom har han selv intet at sige. De få steder han omtaler de italienske stykker, er han overvejende negativ, skønt han bevisligt har fundet inspiration hos de italienske skuespiltrupper der bragte commedia dell’arte til Paris og som også Molière var inspireret af14. Hans Brix har fundet mange direkte og indirekte lån fra det ældste Théâtre Italien i den midterste gruppe skuespil (Gruppe B)15, mens de 11 lystspil i Gruppe C først og fremmest har genremæssige, tematiske og motiviske ligheder med det senere italiensk-franske repertoire som den italienske teaterleder Riccoboni bragte på teateret Comédie Italienne fra 1716. Dette har Holberg dels oplevet under sit ophold i Paris, dels kendt fra Riccobonis handlingsskitser.16
I en del tilfælde kan tilsyneladende lån fra Molière og andre franske kilder spores tilbage til en italiensk maskekomedie eller til en klassisk romersk komedie som Holberg ligesåvel kan have anvendt direkte.
Motiv og tema
I Pernilles korte Frøiken-Stand har forskerne ment at kunne påpege inspiration fra såvel romerske som franske og italienske komedier.
Ideen til intrigens børneforbytning hævdes således af Rahbek at være hentet fra et fransk skuespil af Charles Dufresny Le faux Instinct (Det falske Instinkt) fra 1707.17 Motivet med forbyttede børn kendes dog også fra den klassiske romerske komedie, ligesom der findes en handlingsskitse fra Comédie Italiennes repertoire med titelen L’Éducation Perdue (frit oversat: Den forspildte uddannelse) der ligger temmelig tæt op ad Pernilles korte Frøiken-Stand:
En enkemand sætter før en længere udlandsrejse sin søn i pleje hos en møllerkone, som med vilje bytter om på børnene for at skaffe sin søn bedre kår. Den velhavende enkemand tager ved sin hjemkomst begge børn til sig og sørger for deres opdragelse. Den søn han formoder er hans egen, udvikler sig uheldigt, mens plejesønnen bliver en mønstergyldig ung mand. Møllerkonen bekender på sit dødsleje bedraget, og den dydige og dannede unge mand får sin retmæssige position og den unge pige han elsker, men som var bestemt for den formodede arving. Han går desuden i forbøn for sin uregerlige plejebror, da faderen vil forstøde ham.18
Hvilke kilder Holberg eventuelt har anvendt, lader sig ikke endeligt afgøre.19 Han oplyser selv i Epistel 331 at idéen stammer fra en sag om forbyttede børn han har hørt om i Frankrig. Han kritiserer på den baggrund brugen af ammer som han finder naturstridig, og tillægger dermed det lystige stykke en moralsk hensigt:
Saadant seer man dog nu omstunder at skee udi de fleeste Lande; og udi de Franske Stæder gaaer man dermed saa vidt, at man strax efter Fødselen skikker spæde Børn ud paa Landet, for der af fremmede Qvinder at opklækkes; hvilket een og anden Gang haver givet Anledning til Børnenes Forbyttelse, og haver saadan Uheld givet mig Materie til det Skue-Spill, som kaldes Pernilles korte Frøken-Stand.
Denne skik var imidlertid ikke udbredt i Danmark og fortjente næppe en advarsel. Det er værd at bemærke at det i selve komedien er den forklædte Henrich der formulerer denne morale der derved kommer til at stå i et ironisk lys: “En Historie, som vil give Anledning til Reformation udi en Sædvane, hvis Misbrug man heraf seer. ...Vor heele Orden har i Sinde at forestille Øvrigheden, at den samme onde Skik maa afskaffes.” (III 1).
Men er advarslen mod at lade fremmede stå for børns opfostring mindre vægtig, så er til gengæld den deraf afledte diskussion i 3. akts 4. scene formentlig ganske alvorligt ment fra Holbergs side: hvem skal regnes for forældrenes rette barn og arving – den blodsbeslægtede datter, eller den der hele livet er blevet anset for og har anset sig for datter?
Det sidstnævnte synspunkt fremføres af den falske notarius og lyder egentlig ganske rimeligt. Den forklædte Henrich hævder derimod blodets ret med henvisning til nogle bizarre opdigtede autoriteter. Henrichs synspunkt vinder – ellers var intrigen jo også faldet til jorden – men det er ikke indlysende at han har retten på sin side.
Går man derimod til det værk som Holberg selv regnede for sit vigtigste Naturens og Folke-Rettens Kundskab som udkom første gang i 1716, så er der ingen tvivl om hvad Holberg anså for rigtigt. I dette værk udvikler Holberg på dansk den nye moralfilosofi: »den Moralske Philosophie, hvor ved Sindet styrkes, og et Menneske lige som dannes; thi den lærer os ikke alleene hvad Ret og Uret, hvad Sømmeligt og Usømmeligt er, men endogsaa giver Naturlige Aarsager dertil”. I værkets 1. bog, 11. kapitel, diskuterer Holberg arveret og argumenterer her entydigt for blodets ret, også hvor disse rettigheder måtte gå på tværs af evt. følelsesmæssige krav. Holberg begrunder sit standpunkt med hensynet til “Fred og Enighed blant Menneskene”, idet han påpeger umuligheden af at dømme i følelsesmæssige relationer.
Den patriarkalske komedie
Den sociale ramme for Holbergs komedier (som for den tidligere græsk-romerske, italienske og franske komedie) er den patriarkalske familie. Den patriarkalske komedie har en fast skabelon: de gamle er i modsætning til de unge som hjælpes af tjenestefolkene. Forholdet mellem herskab og tjenestefolk hos Holberg er ret familiært og adskiller sig en del fra det man finder i de franske komedier – måske fordi de danske herskaber hos Holberg ikke er adelige, men tilhører det jævnere borgerskab (eneste undtagelse er Henrich og Pernille). Mellem den unge herre og frøken og deres respektive tjenestefolk hersker ligefrem et fortroligt og loyalt forhold. Leisner-Jensen påpeger at Holberg hvad angår dette nære forhold mellem herskab og tjenestefolk er mere inspireret af den klassiske græske og romerske komedies forhold mellem herre/herskerinde og slave/slavinde (servus/serva).20
Scenen
Den geografiske og kulturelle ramme for Pernilles korte Frøiken-Stand er sværere at fastslå. Der er ingen stednavne og ingen lokalkolorit i stykket, i modsætning til mange af de tidligere stykker der gav et levende billede af København på Holbergs tid. Man har peget på at Henrichs brug af forklædte munke kunne tyde på at handlingen foregår i et katolsk land, ligesom skikken med at sende spædbørn til en fremmed amme var udbredt i Frankrig, men ikke i Danmark. Indgåelse af ægteskab ved medvirken af en notarius, men uden brug af præst og kirke, peger ligeledes på Frankrig. Den manglende lokalisering går igen i scenografien der er et lidt ubestemmeligt sted udenfor Leonards hus, også i de scener der med større rimelighed kunne foregå indendørs eller et helt andet sted. I 3. akts scene 6 skifter man næsten umærkeligt fra ude til inde, formentlig uden at scenografien ændres.
Man har hverken bevarede beskrivelser eller billeder af sceneforholdene på teatret i Lille Grønnegade, men Anne E. Jensen argumenterer for at teatret faktisk har haft mulighed for sceneskift og altså har rådet over forskellige scenografier. Holbergs tidlige komedier kræver alle sceneskift, mens de fleste af komedierne i gruppe C har en meget enkel dekoration, der forestiller en gade med et hus på hver side. Husene er forsynet med døre og vinduer der kan åbnes, men det meste af handlingen foregår på gaden mellem husene, Denne enkle scene svarer til den der blev brugt i commedia dell’arte.21
Figurerne
Den vigtigste lighed mellem Pernilles korte Frøiken-Stand og de fleste øvrige lystspil i Gruppe C er det kendte persongalleri: Jeronimus, Leonard, Magdelone, Leonora, Leander, Henrich og Pernille. Figurerne har mange lighedstræk med den italienske komedies faste typer, der er tale om personer der ikke udvikler eller ændrer sig; dog spillede de danske aktører ikke med masker.22
Jeronimus er (sted)faderen der sætter handlingen/konflikten i gang ved at stå de unges lykke i vejen, så det er nødvendigt at intrigere imod ham for at tilvejebringe en lykkelig slutning. Han er en ældre, velstående borger, men i dette tilfælde også en gnier og hykler, hvorved han minder om commedia dell’artes Pantalone. Pantalone er ofte også liderlig, mens Jeronimus’ frierfærd nok udelukkende skyldes grådighed. Jeronimus er som regel på kant med sin søn, men optræder her desuden som hans rival, et motiv der ikke bare kendes fra commedia dell’arte, men også fra Plautus.23
Leonard er ligeledes en ældre borger, der i de fleste komedier er fortaler for besindighed og mådehold som modvægt til Jeronimus’ urimelighed. Han kan være en nabo eller en onkel, men her er han Leonoras fader der forsøger at modsætte sig Jeronimus’ upassende frieri. Men han er også Magdelones husbond, og i det forhold er han helt underkuet og magtesløs. Han er dog ikke helt uden temperament hvilket man ser af hans protest mod den forklædte Henrichs vidtløftigheder.
Magdelone er som oftest navnet på en borgermadamme; her er hun gift med Leonard og er moder til Leonora, og hun er den der bestemmer hvor skabet skal stå i familien. Som Jeronimus er hun pengeglad og hyklerisk. En tilsvarende moden kvindeskikkelse findes ikke i commedia dell’artes faste persongalleri, men kendes fra Riccobonis nyere fransk-italienske repertoire.
De to elskende, Leonora og Leander, er nydelige og dannede unge mennesker, men som deres forbilleder, amoroso’en og amorosa’en i den italienske komedie, er de karakteriseret ved deres ædle følelser og har ikke megen personlighed. De er underkastet forældrenes vilje og har brug for tjenestefolkenes hjælp før de kan få hinanden.
Tjenestefolkene hedder her som i tidligere Holbergkomedier, Henrich og Pernille. Begge er de kvikke unge mennesker der er vittige, rapkæftede og idérige; men de er fremfor alt loyale over for deres unge herskaber og kæmper for deres sag. Pernille tager her ikke aktivt del i intrigen, hun er både yngre og mere uskyldig end tidligere Perniller. Men hun forstår at argumentere og kan sætte de fleste til vægs. Hendes bemærkning om at gamle rige mænd passende kan gifte sig med unge fattige piger, kan forekomme temmelig kynisk, men hendes ærlige og følsomme reaktion på det ændrede forhold til den tidligere frøken viser hende fra en anden side.
Henrichs forbillede i den italienske komedie er den fiffige, respektløse Harlekin. Henrich er Pernilles modstykke, og det drillende, flirtende forhold mellem dem antyder at de kunne blive et par, som det sker i andre komedier. Denne mulighed er Henrich dog selv med til at aflive idet han skaffer Pernille i ægteseng med Jeronimus. Tjenestefolkene er i denne som i de øvrige komedier de unge elskendes medsammensvorne, men de er også deres modsætninger. De er praktiske og handlekraftige, og hvad angår ægteskab er de ikke romantikere, men realister og materialister. Moralen er håndfast, en fattig pige må gifte sig til penge, og en gammel mand der tager en ung kone må forvente at blive hanrej.
Henrichs rolle omfatter her som i de fleste komedier at han optræder i forklædning og taler et forvansket latin eller andet fremmedsprog (i commedia dell’arte benævnt en ordlazzi). Han er med sin intrige den der driver handlingen fremad mod en løsning. Han fanger den gerrige og hykleriske Jeronimus i hans egne garn og genopretter derved orden og rimelighed. Henrichs rolle som spilfordeler er her explicit i en sådan grad at han træder ud af komedien til sidst med en henvendelse til publikum hvor han tager æren for komedien:
Dette er et af mine Mesterstykker, Jeg har her ved et Greeb befodret tvende forliebte Personers Kiærlighed, gjordt en fattig Tieneste-Piige til en rig Madame, og straffet en gammel Skalk, som er falden selv i den Grav, han har gravet for andre, saa at jeg vil give en hver Lov til at trykke den hele Historie, og at sætte der under: Henricus fecit.
Sproget
I modsætning til Plautus og Molière anvendte Holberg ubunden form eller ‘løs stil’ i sine komedier. Dette har han til fælles med den italienske maskekomedie hvis replikker oprindeligt var improviserede over et handlingsskema. Holberg var ikke tilhænger af improviserede replikker, men han benytter her i Pernilles korte Frøiken-Stand flere temmelig formelprægede dialoger og scener som skuespillerne har kunnet gennemspille uden at anstrenge hukommelsen. Det gælder skænderierne mellem de unge i 2. akts 1. scene, der er udformet som orddueller bestående af korte replikker med skiftende fortegn. Leander og Leonora skiftes til at spille afvisede og bønfaldende. Derefter gentages mønsteret mellem herskabet og tjenestefolkene. I en af de sjældne regibemærkninger kan man se hvordan scenen tænkes spillet: “Ligesom Leander og Leonore har gaaet efter hinanden, saa gaaer de nu efter Henrich og Pernille.”
Samme metode anvendes i ordvekslingen mellem Leander og Jeronimus i 3. akt, scene 6, hvor de skiftes til at afstå Leonore til rivalen.
Også gengangerscenen har formelpræg, både i spillet og i replikkerne. Personerne går ud, den ene efter den anden, for at se hvem der banker, og kommer skrækslagne løbende tilbage og falder på knæ. Sådan et fysisk spil i spillet er endnu et velkendt træk fra commedia dell’arte, en såkaldt episodelazzi.
Én scene har i særlig grad påkaldt sig kommentatorernes opmærksomhed, fordi man har kunnet pege på forbilleder. Det drejer sig om 1. akt, scene 7 hvor Magdelone meddeler sin datter at hun skal giftes, og Leonora tror samtalen gælder Leander. En ganske tilsvarende scene findes i Den Stundesløse (I 7), og man finder et lignende dialogtema flere steder hos Molière. Leisner-Jensen har imidlertid fundet en parallel scene i Plautus’ Mercator (Købmanden), som Holberg har kendt.24
Holberg-forskningen har i overvejende grad været komparativ. Man har diskuteret hvilke forbilleder Holberg har haft, og hvilke kilder han har lånt fra. Men i stedet for at slutte at Holberg har imiteret den ene eller den anden af disse forbilleder, kan man måske konkludere at den græsk-romerske, den italienske og den franske komedie har udgjort et skatkammer som Holberg i lighed med Molière og andre af tidens dramatikere frit har kunnet trække på, men som han har forvaltet på sin helt egen facon.
Litteraturliste
Andersen, Jens Kr.: Professor Holbergs komedier. København 1993.
Brix, Hans: “Holberg og Théâtre Italien” i Edda, bd. XI. København 1919.
Brix, Hans: Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads. København 1942.
Clausen, Jørgen Stender: Holberg og Le Nouveau Theatre Italien. København 1969-71.
Jansen, F.J. Billeskov: Ludvig Holberg. Værker i tolv Bind, bd. 6. København 1970.
Jensen, Anne E.: Teatret i Lille Grønnegade 1722-1728. København 1972.
Leisner-Jensen, Mogens: Scena er på theatro. Studier over Ludvig Holberg og den romerske komedie. Odense 1999.
Rahbek, K.L.: Om Ludvig Holberg som Lystspildigter, bd. 3. København 1817.
Roos, Carl: Holberg, Comoedierne, Festudgaven, bd. 2. København 1922.