Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
*Første akt
*Scene 1
To bønder
1. bonde
Åh, åh, det gode varer ikke længe! Nu har vi ufred igen. Den karl må ha’ haft lidt at bestille som fandt først på krig, hvor folk skal slå arme og ben af dem som man ikke kender.
2. bonde
*Men hvoraf ved du at vi får ufred?
1. bonde
Vi får ikke, men vi har den *alt; thi *trommen går, og hele byen er i *alarm.
2. bonde
Det er bedst at vi går til side; thi *når fjenden er i landet, så kaster man *musketten på nakken af hver én man møder.
1. bonde
Førend jeg la’r mig hverve, før skær’ jeg min tommelfinger af. Så gjorde både min *far og min farfar og derved undgik at blive soldater.
2. bonde
Jeg hører *du har godtfolk at slægte på. *Dersom du kunne regne slige forfædre ud i 16 led, kunne ingen disputere dig gammelt adelskab, og *du burde føre en hånd uden *tommel i dit våben og *hidde i steden for Hans Jacobsen Johan Tommelløs.
1. bonde
Mine forfædre var *mare ingen kujoner. De var ikke så bange for en tommelfinger. Min bedstefar var sådan en karl at han før skulle ha’ hugget sin hånd af end *gi’et sig under *malicen.
2. bonde
Var vi kun vel herfra først, så skulle det siden ingen fare ha’.
1. bonde
De finder os nok allevegne. Du kender nok *ri’fogeden, vi *skjuler os aldrig for ham; thi han *støver bønder bedre end en hund støver harer.
|M6v
2. bonde
Det må han. Men i sådant fald kaster jeg ham en halv snes *daler i næsen. Hvilken *bræk eller sygdom jeg da vil ha’, den får jeg straks. Vil jeg ha’ en *podagra i hænderne, så svær’ han på mønstringen at jeg har den. Vil jeg ha’ den i benene, så gør han ligeså og sætter sin ri’foged-salighed i pant på at jeg nytter ikke til krigen.
1. bonde
Men nu at forære 10 daler bort, nu atter igen 10 daler, hvad skal man da ha’ at betale skat og *landgilde med?
2. bonde
Det la’r jeg *propretaren sørge for. Kort at sige, når jeg har ri’fogeden til ven, så kan *hverken kaptenen eller propretaren rykke et hår af mit ho’ed.
1. bonde
Du er en klog mand. Jeg tror du kunne selv være ri’foged.
2. bonde
Ja, hvorfor ikke? Men det er ulykken at vi bønder bli’r aldrig mere end det vi er. Vi skal gå i krig og sætte arme og ben til for en løjtnant at blive kaptén og en kaptén at blive *øverst, men vi bliver de samme. *Det går dér til ligesom i skakspil: Bønderne må opofres at officererne kan komme frem.
1. bonde
Hør, der kommer, *drolen splide mig ad, trommen! Den lyd klinger ikke nær så vel i mine øren som madklokken.
2. bonde
Skal vi løbe?
1. bonde
Hvor skal vi løbe hen? Det er lige så godt at vi står.
Scene 2
(En kommer ind og slår på tromme, *hvorom ringer sig en stor hob folk. Trommeslageren oplæser efterfølgende:)
Såsom i dag henved kl. 8 den *velbårne jomfru Philocyne har, sig og sin familie til stor hjertesorg og bedrøvelse, *tabt en liden *skødehund ved navn Me|M7rlampe, så gives hermed til kende at hvo som kan åbenbare samme hund eller bringe den tilbage, skal have 10 *dukater. Hunden er ganske hvid, tegnet med sorte øren og en sort plet i panden. Fødderne er ubeskriveligt *nette, uden den venstre, som er noget tykkere end de andre. Hvad sindets gaver er angående, da har samme Melampe *fast *menneskelig forstand; thi *omendskønt den ikke kan tale, så kan den dog ved *gebærder give sin mening til kende: Når den vil ligge i et skød, skraber den med det ene forben på forklædet, og når den vil ligge på sin pude under kakkelovnen igen, giver den sin vilje til kende ved at lade falde en liden vandtår på forklædet, dog så *subtilt at det ingen skade gør. Den er af sådant fornemt *naturel at den ingen mad æder *uden den er tygget, og *skælver af kulde endogså i august måned. Den har et fløjlshalsbånd, hvorpå står med guld broderet Melampe.
(Han *rører trommen igen og går bort. De andre spytter deraf)
Scene 3
Sganarel, de *tvende bønder
1. bonde
Hør, kammerat! Var det ikke andet trommen gik for?
Sganarel
Er det ikke nok? En hund der har sådan forstand at han kan la’ tårer falde på skødet når han vil ned. Sådan en hund har mere forstand end *fire af de bedste bønder i jeres by.
1. bonde
Men når hunde gør sådant hos os, så *vri’er vi halsen på dem.
*Sganarel
Ja, jeg tror det nok. Men hvorfor gør I det? Just fordi I er bønder. Havde I været opdraget som fornemme folk, så gjorde I det ikke.
1. bonde
Mig synes at vi bønder er bedre opdraget deri; |M7vthi det er en slet *optugtelse at lære at bedrive afgudsdyrkeri med en lumpen hund.
Sganarel
Du får vist en ulykke dersom din frue får at høre at du kalder en smuk skødehund en *lumpen hund. *Se kun til om du ikke bli’r sat fra din gård.
1. bonde
Nej, vor frue har ingen skødehund, det jeg har mærket.
Sganarel
Så må hun da ikke være ret *frue, men alene madame.
2. bonde
Hvad forskel er der imellem frue og *mardame?
Sganarel
Lige så stor forskel som imellem ærlig og velbåren. I lumpne bønder, som er kun halve mennesker, er agtbare og ærlige, men købstadsfolk er velædle, velbyrdige og velbårne.
2. bonde
Mig synes at det er mere at være agtbar og ærlig. Den *titel velbårne kan man gi’ en hest, som er velskabt, men ikke ærlig. Vor kaptén er *født med to skæve ben. Kan man også kalde ham velbåren?
Sganarel
Hvad andet?
1. bonde
Men sig os, *kammerat, er der da ingen ærlige og agtbare folk mere i købstæder?
Sganarel
*Nej, ikke uden i de små gader. For 40 år siden hed de største mænd ærlige og velbyrdige, hvorudover en vis borgmester da han engang af vanvare fik sådan udskrift på et brev: “Ærlig og velbyrdig hr. borgmester”, kunne han ikke lide sådant hykleri at man ville gi’ ham en adelig titel som ham ikke tilkom, og derfor sagde til budet: “Hils din husbond og bed ham spare med sine titler *som mig ikke tilkommer; thi jeg er hverken ærlig eller *velbyrdig.” Men nu er det kommet så vidt at borgmestre hedder excellencer og præster eminencer, *kræmmere *marchands très renommés, |M8rborgerdøtre *frøkener, stuepiger jomfruer, kokkepiger *mammeseller, ja bønder også skammer sig ved at være agtbare og ærlige.
1. bonde
Farvel, kammerat, *vi må rejse. Gudskelov at dette trommeslag og denne alarm havde intet andet at betyde.
(De går)
Sganarel
Disse bønder havde ret; thi det er skam og spot at gøre sådan alarm for en hund. Vor jomfru er nu så desperat derover at når man ser hende, skulle man tænke at hun agerede en tragedie og spillede samme rolle som en forlibt heroinde der har mistet sin kæreste. Får jeg engang døtre, som nok kan ske, thi vi er alle mennesker, så skal min første faderlige formaning til dem være ingen skødehund at holde, ikke for andet end for den urimelige kærlighed som følger deraf; thi vor jomfru kunne ikke gøre sin morgenbøn med god samvittighed førend hun 16 gange havde *kysset sin afgud Melampe. Hun kunne ikke gøre besøg i byen uden Melampe. Det meste hun talte om, var Melampe. *De fleste drømme hun kunne ha’, var at Melampe ikke var ved helbred. Kort at sige, *der var ikke andet end Melampe for og Melampe bag. Men se, der kommer kammerpigen Dorothea.
Scene 4
Dorothea, Sganarel
Dorothea
Åh, det er en ynk at se på den stakkels jomfru! Intet i verden kan trøste hende, men hun råber hvert øjeblik: “Min verdens glæde er mig berøvet, Melampe er borte!” Men der ser jeg Sganarel. Stakkels karl, han er lige så bedrøvet som vi andre.
Jeg ser, Sganarel, at du er en tro tjener og tager part i jomfruens sorg. Du ser ret ilde ud af sorg.
Sganarel
Ja, jeg har *nok årsag at sørge. Jeg har større sorg end I andre.
(Han græder)
|M8v
Dorothea
Har du nogen *aparte sorg?
Sganarel
Ja, jeg har en som bringer mig i graven. Vor gamle sorte kat, som jeg elskede som min kødelige *bror, har fået ondt i sit ene ben. Jeg frygter at det er *podagra.
(Han græder)
Dorothea
Se engang hvilken *fantast! Der ligger stor magt på en *rådden kat.
Sganarel
Hør, Dorthe, eftersom vi skal spille tragedie i huset, så må jeg jo også ha’ en rolle; thi at hænge sig for en kat eller hund fortjener lige store *æresstøtter, de er *umælende bæster *tilsammen. Hvilken der er mest fornem eller bør stå *højest i rangen, er mig ubekendt.
Dorothea
Det vil gå dig ilde dersom jomfruen får høre *at du lægger ikke mere sorgen på hjertet, men ligner din lumpne kat ved sådant et *artigt creatur som Melampe.
Sganarel
Men *ret alvor, går denne sorg jer til hjerte, mammeselle?
Dorothea
*Mit hjerte er færdigt at briste af sorg.
Sganarel
Jeg mærker nok at I går med en frue i maven. Se engang hvilke fornemme *nykker hun har allerede!
Dorothea
Jeg skal min tro *klage dig for jomfruen.
Sganarel
Mener I at alt dette som jeg har sagt, var mit alvor? Nej, jeg sørger min tro lige så meget som nogen anden, og jeg har allerede gjort *et sørgevers over Melampes forlis.
Dorothea
Jeg kender dig nok, din *spottefugl.
Sganarel
Det er min tro sandt jeg siger. Jeg ved at der bli’r holdt *sørgestue, og så skal der jo deles vers ud. |N1rNu løber jeg hen til *den som er imprimatur i år at han skriver derpå. Adieu!
(De går)
Scene 5
Gusman (alene med Melampe på armen)
Mon der kommer nogen efter mig? Nej, jeg ser ingen. Jo, der kommer en. Nej, det var min egen skygge. Åh, nu får jeg min ånde igen. Hej! Hvad vil den spion? *Wer da? Nej, der er ingen, mit eget blod gør mig bange.
(Han begynder at skråle)
Åååh! Se, der har I den tilbage, spar mit liv! Men der er jo slet ingen. Hvad kan dog ikke frygt gøre? Mig synes hvert øjeblik at være omringet af folk skønt jeg er ganske alene. *Nu sejler jeg i havnen og har kastet anker.
Om nogen *spør’ herefter hvo der er den største mand i verden, da kan svares uden betænkning, det er Gusman; thi jeg har gjort selvsamme som *Paris, kong Priapi søn af Troja, der tog *Helene bort. *Homerus eller *Senecus burde stå op af graven igen for at beskrive i lige så tyk bog disse mine bedrifter; thi vore tiders poeter er ikke den ære værd.
*Nu vil jeg gøre en lignelse mellem mig og Paris at den gunstige læser kan deraf se hvilken af os er størst. Går vi til fødslen, da var Paris vel en stor *junker og jeg en *kanalje, men just fordi jeg er en kanalje, just derfor er jeg større end han; thi han som en fornem mand var oplært i *intriger og derfor ikke må takke så meget sig selv som sine forældre for god optugtelse. Mine kære forældre derimod var *dosmere og slyngler, jeg selv er opdraget som en *skabhals og dog har gjort samme bedrifter som Paris. *Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris havde på rejsen med sig rådgivere som alle var *durchtrængende karle der kunne sige: “Så og så skal *Eders Durchleuchtighed *gå jeres sager an.” Om jeg mindes ret, så var der også *kardinaler i hans råd, hvilke karle man kan bruge til alting. Men jeg var *mutters alene. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Paris bortsnappede det skønneste *creatur, nemlig Helene i Grækenland, jeg derimod det skønneste creatur (han viser hunden |N1vfrem) i Italien. Nu er Italien større end Grækenland. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Den skønne Helene var af den slags kvinder om hvilke man siger i *sprichwortet: Den er god at lokke som efter vil hoppe. Jeg derimod bortsnappede Melampe alene med behændighed. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Helene blev taget på åben mark under højmesse da ingen folk var til stede, jeg derimod har taget Melampe af hans frues sovekammer. Ergo er jeg større end Paris. Videre: Det bytte som Paris fik, var en hertugs datter, mit derimod en skødehund ... Nej, det går ikke an, deri var Paris større end jeg. Dog lad mig eftertænke det, jeg ville nødig gi’ ham efter i noget. Se, nu redder jeg mig derfra: *Mangen én elsker og sætter større pris på sin skødehund end sin datter. Hvad som er i mest pris, det er størst. Ergo er jeg også i den post større end Paris. Endnu *kommer jeg en post i hu: Paris måske har aldrig været til i verden eller *i det ringeste ikke bortsnappet Helene; thi vi har kun *nogle gamle vers derfor, og man ved at en poet kan lyve så stærkt som en hest kan rende. Men jeg er virkelig til og har virkelig gjort dette rov. Ergo er jeg større end Paris.
Nu vil jeg fortælle *hvordan det er tilgået med dette rov efter at jeg først *har rørt noget om Melampes *byrd og herkomst. Dette creatur, som *formedelst sin skønhed har sat splid imellem tvende højadelige jomfruer, er født og kommet til verden for fire år siden. Hans mor hed Diana, en tro tjenerinde og *klient af det pandolfiske hus, og var formedelst sin dyd og skønhed så meget elsket af Hyacintha, den gamle Pandolfi frue og Philocynes mor, at Pandolfus, *hvorvel en sagtmodig herre, straffede hende ofte med ord derfor. Men det kunne ikke hjælpe; thi kærligheden tog mere og mere til så at da *bemeldte Diana døde i barselsseng med denne Melampe, døde også fruen straks derefter af sorg.
(Han peger på hunden og siger:)
Tårerne står det stakkels creatur i øjnene når hun hører tale om sin mor. *Hvo Melampes far har været, derom kan intet *vist siges, dog holdes en ved navn Hector, som havde omgængelse med moderen Dia|N2rna, at være så nær som nogen dertil. Den gamle herre Pandolfus og Hyacintha efterlod sig en søn ved navn Pandolfus, som et år *før forældrenes død rejste til Afrika at *stride for de kristne mod *morer og *saracenere, og tvende døtre Lucilia og Philocyne. Til denne sidste, nemlig Philocyne, testamenterede moderen Hyacintha den nyfødte Melampe i Luciliæ fraværelse, som ved sin tilbagekomst protesterede *solenniter derimod, foregivende at sådant kostbart bytte hende som den førstefødte skulle tilhøre. Men *Philocyne havde ingen øren dertil, *hvorudover der rejste sig uvenskab imellem søstrene, som stedse indtil denne tid har skilt den ene fra den anden.
Imidlertid har Lucilia ved *praktikker arbejdet på at få Melampe i hænderne, men forgæves, indtil omsider hendes kærestes tro og *velmeriterede tjener, jeg Gusman, har gjort det muligt som *tilforn var umuligt, og med list bortsnappet denne *tarentinske Helene, hvilken gerning 16 laurbærkranse ikke kan belønne; thi jeg ta’r *hellere penge. Intrigen gik for sig på denne måde: Melampe havde fået for nogle dage siden en lille hævelse i sit ene bagben, hvilket da jeg fik at vide, gav jeg mig ud for en doktor og tilbød mig inden fire timer at ta’ samme hævelsesyge bort, men jeg gjorde *så længe visitter til den syge indtil jeg *så min tempo og tog den bort. Nu er al min sorg hvor jeg skal få fat på min herre Leander for at overlevere ham denne skat hvori al hans lykke og velfærd består. Han brænder af kærlighed til Lucilia, men kan ikke vinde hendes hjerte medmindre han *flyr hende Melampe. Men jeg må hen og kaste min *doktorkjole af og siden *oplede min herre.
(Han går)
Scene 6
Lucilia, Leander, Dorothea
Lucilia
Omsonst min kærlighed, Leander, I begærer
hvis I til *brudeskænk Melampe ej forærer,
som Philocyne *mig med list har vundet fra.
Et sligt *klenodie jo tilkom Lucilia.
*|N2vPå moders testament’ min søster sig beråber,
men *førstefødselsret Lucilia dog håber
så stærk at være at ved testament’ og dom
den ej mod *billighed og ret kan stødes om.
I min fraværelse, da jeg ej kunne *vente
min kære moders død, hun sådant testamente
ved *underfundighed til veje haver bragt.
Jeg derfor list mod list må bruge, magt mod magt.
Den sag, Leander, jeg har eder overdraget,
men I *at spise mig med løfter har behaget.
I eders bistand mig har lovet, magt og kunst,
men indtil denne tid alt været har omsonst.
Vent aldrig at I mer’ må komme for mit øje
medmindre derved I mit hjerte kan fornøje.
Vid, o Leander, at Melampe er det bånd
som os i kærlighed forbinde ene kan.
*Slig gave ene mig til kærlighed opvækker,
Melampe den magnet er som mit hjerte trækker,
Fly mig Melampe, det må ske med list, med vold,
så bli’r mit hjerte ej mer’ mod Leander kold.
Leander
Kan, o Lucilia, de suk og salte *tårer
som flyder strømmevis, jert hjerte ikke såre?
Skal sådant creatur hos eder mer’ formå
end tårer der i en tro bejlers øjne stå?
Ak himmel, hvis det nu gik til som fordums dage
da skikkelse af dyr man kunne sig påtage,
*jeg ej betænkning tog, men ønsked’ denne stund
at jeg forvandlet blev til sådan skødehund.
Lucilia
Slig *metamorphosis, Leander, sker ej mere,
hold derfor ikkun op mit hjerte at begære,
tal ej om elskov mer’!
Leander
                        Ak, hvilke hårde ord!
Lucilia
I får ej anden trøst.
Leander
                        *Sligt bringer mig i jord.
|N3rBetænk, Lucilia ...
Lucilia
      Jer klage ikke nytter,
I må *fortvivle, dø, alt sådant jeg ej *skøtter,
I *recitere må af *traurigst skuespil
hver dag en scene, jeg dog stopper øre til.
I hele *Sofokles må som en lektie lære,
I af *Euripides og andre må frembære
de mest *fortvivlte ord som sten bevæge kan,
det rør’ ej hjertet, jeg mod alting holder stand.
Som *skrømt og *fabel jeg al klage vil *udtyde.
Jeg ved I venskab ej med Polidor vil bryde,
*jeg mærker sygen, ved hvorudi den består,
*de tanker hvormed I, Leander, svanger går.
At bryde med en ven *jeg eder ej vil nøde.
*I Polidorus ej for hovedet vil støde,
I tænker ved jer selv, hvis I begår det *rov
og mig Melampe flyr, I dermed venskabs lov
mod Polidorus straks tillige overtræder.
Betænk om kærlighed med rette sådant *hedder.
Mon jeg med *billighed ej eder har fordømt
idet jeg holdet har jer gråd og suk for skrømt?
Leander
Forældre, slægt og blod *jeg agter ikkun føje,
opofrer alting for min jomfru at fornøje.
Med Polidor jeg ej alene bryder fred
når I befaler, men jeg også er bered
at øse ud hans blod, mig selv af dage tage
for elskov og for min gudinde at behage.
Jeg *svær’ ved himmelen at sådant venskab ej
mig kan forhindre på min elskovs sti og vej.
Jo mer’ forhindring og jo flere stene møde,
jo mere stridig strøm *mig af min vej vil nøde,
jo mer’ jeg muntres op, jo mer’ jeg står imod,
jo mere elskov i mit hjerte fæster rod.
I må, Lucilia, *til fulde dette vide
at intet venskab er jeg sætter jo til side
for at behage den jeg elsker som min sjæl.
Lucilia
Hver anden bejler sig hver time kalder *træl,
|N3vmed sværd for brystet står. Jeg eders tale priser
når I, Leander, først i gerning sligt beviser.
Jeg *hidindtil dog har kun mærket blotte ord,
at jeg det kæreste for eder er på jord,
at I for min skyld vil i verden alting vove,
at mine blotte *nik skal være eder love,
at eders vilje min i alt er underlagt.
*Lad af at love og ej underskriv en pagt,
*gør ej et forbund som I ej kan efterleve!
Leander
*Af slige hårde ord mit legeme må bæve.
Ak, himlen vidne skal at I mig uret gør,
at sådan klage ej mod mig udøses bør.
Hold op med slige ord min arme sjæl at trykke,
vid at min *vilje ej, men kun min tynde lykke,
*min fjendes skanse, hans mistanke, nøje vagt
alene hindret har mit arbejd’, list og magt.
Lucilia
Når man har ingen lyst, man straks undskyldning finder.
Da mindste sten til bjerg og alting bli’r til *hinder,
*end for et spindelvæv man da tilbage går,
ja, det som mindre er, i vejen for os står.
Man kan ej, for man ej har lyst til vej at finde.
Men jeg må gå, jeg nok har talet *denne sinde.
Leander
Vend, skønne jomfru, ej så hastigt ryggen til.
Min tjener denne stund forsøge alting vil.
Hans flid og hurtighed jeg mod hans herre kender,
måske han denne stund Melampe har i hænder.
Der kommer han. Han jo på armen noget bær’.
Nej, det er intet. Jo, det dog Melampe er!
Jeg ser mit glædesskib jo lykkeligt *at havne.
Kom hid, min tjener, kom og lad mig dig omfavne!
Ak, min forløser! Du et bytte med dig *før’
hvorved du levende en død Leander gør.
Mit hjertes ønske nu jeg en gang har opnået.
Sig os hvorledes du Melampe haver fået.
Gusman
Sligt spørgsmål, herre, er jo meget underlig,
I ved jo ingenting umuligt er for mig.
|N4rAt vide *min praktik kan eder lidet nytte,
nok er det at I får det højtforlangte bytte.
Jeg har mig ej betjent deri af Fandens kunst,
forresten spørgsmål mig at gøre er omsonst.
Leander (leverer jomfruen hunden)
Se her, *Luciliæ jeg det klenodie giver
hvorved en ende på Leanders jammer bliver.
Hvad sønderrive kan nu mer’ vort elskovsbånd?
Lucilia
Håb ej forgæves mer’. Der haver I min hånd.
(De går ud. Imidlertid har Dorothea hørt dette og *altereret sig)
Dorothea (alene)
Åh himmel! Hvad ser jeg? Melampe er ved *praktikker kommet i Lucilias hænder. Hvad skal jeg nu gøre? *Dølger jeg det, så gør jeg mod min pligt. Åbenbarer jeg det, så sætter jeg tvende familier mod hinanden, forårsager uenighed, had og mord. Det er dog bedst at jeg tier. *Men spørgsmål om jeg kan tie, om jeg er mere fuldkommen deri end andre fruentimmer. Just derfor, fordi det er magtpåliggende at tie, just fordi det er en synd at åbenbare, just derfor må det ud. Jeg kender min skrøbelighed, *det må ud om det skal igennem mine sider. Jeg ved at jeg gør ilde deri, men just derfor sprækker jeg af begærlighed til at åbenbare den hele historie. Åh, gid det havde intet at sige, eller at *jeg forså mig ikke deri. Dorothea! Så ikke uenigheds sæd iblandt søstre! Sig ikke hvor *den Helene er for hvis skyld en ny trojansk krig vil begyndes. Men der ser jeg Sganarel. *Jeg må forsøge på ham hvorvidt jeg kan holde mine *affekter i tømme.
Scene 7
Sganarel, Dorothea
Sganarel
Jeg lovede at vise jer nogle sørgevers, *mammeselle, men jeg erindrede siden at jeg har ingen gjort. Det er også noget *gement nu at være poet; thi jeg tror her er *lige så mange versmagere i byen som der er |N4vfluer i september måned. Tilmed så ved jeg ikke om Melampe er død.
Dorothea
Nej, hun lever endnu.
Sganarel
Hvor er hun da?
Dorothea (hun vil gå)
*Gak fra mig, din *vanartige *skælm! Jeg vil ikke sige det, jeg skal ikke sige det om man end lægger mig på pinebænken.
Sganarel (følger efter hende)
Åh, min allerkæreste *Dorthe, sig mig det!
Dorothea
Ikke om du gav mig alverdens guld.
Sganarel
I ved jo at jeg kan tie.
Dorothea
Bort, bort, du frister mig kun forgæves.
Sganarel
Sig mig kun den persons første bogstav i hvis eje den er.
Dorothea
Hverken det første eller det sidste.
Sganarel
Så må I da gerne beholde det hos jer selv.
(Han går)
Dorothea
Hør, Sganarel!
Sganarel
Jeg er ikke nysgerrig.
Dorothea
Vil du da beholde det hos dig selv?
Sganarel
Når jeg intet får at vide, så har jeg ingen fristelse.
Dorothea
Nu skal du vide det, om du blev *gal.
(Sganarel holder for ørene, hun tager hånden fra og råber:)
Leanders tjener har *praktiseret den bort til Lucilia!
Sganarel
Jeg vidste nok hvordan man skal bære sig ad *når |N5rman vil ha’ noget at vide af fruentimmer. Men Dorthe, det er *en forskrækkelig tidende. Det er bedst at vi tier dermed.
Dorothea
Nej, nu må det ud. Nu er der alt *kommet hul på mig.
 
 
 
xxx
xxx