previous icon next icon
 
Indledning til Melampe
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)

Melampe er, som der står på titelbladet, en ‘tragikomedie’. Det er en komedie der parodierer tidens tragedier, og den gør det ved at trække tragediens højstemte stil ned på jorden i historien om to søstre og deres drabelige kamp om – en hund.

Lucilia og Philocyne har begge kastet deres kompromisløse kærlighed på skødehunden Melampe. I Lucilias fravær arver Philocyne hvalpen. Da det går op for Lucilia, føler hun sig uretmæssigt forbigået, og i sin voldsomme vrede får hun sin forlovede Leander til at kidnappe hunden. Philocyne mobiliserer sin kæreste Polidor, og det truer med at udarte til dueller og egentlig krig mellem parterne. Da søstrenes bror vender hjem fra krig mod tyrkerne, ser han ingen anden løsning end på salomonisk vis at hugge Melampe over i to dele. Søstrene vender nu deres forenede vrede mod broderen. Faderens ånd står op af graven og forsøger at forsone parterne, men først da han i skarpe vendinger taler dunder til de to søstre, lykkes det at få gemytterne til at falde til ro. Søstrene opgiver striden med hinanden og lover at gifte sig med deres forlovede.
Som led i tragedieparodien lader Holberg de optrædende personer tale på vers, de samme aleksandrinske vers som de franske tragediedigtere brugte. Men det er vel at mærke kun overklassen der således udtrykker sig i kunstfærdige vers. Underklassens tjenere og stuepiger får jævnt hen lov til, som fornuftens fortalere, at udtrykke sig humoristisk og på prosa. Denne modstilling – de fornuftige, jordbundne tjenere over for deres selvhøjtidelige og forfængelige herskaber – møder vi overalt i Holbergs komedier, bl.a. i den anden parodikomedie Ulysses von Ithacia.
Den grundlæggende komik består i kontrasten mellem de storladne følelser udtrykt i versbårne replikker og den banale hundehistorie. I det hele taget er genreparodi og punktering af det højstemte og selvhøjtidelige centrale træk hos Holberg, lige fra epos-parodien Peder Paars i 1719- 20 til epistlerne i de sidste år af hans liv.
Et andet mål for satiren i Melampe er, som Holberg forklarer i sin selvbiografi, at gøre grin med den slags kvinder der sætter deres kæledyr over alt andet, selv deres mænd. Og unyttige skødehunde harcelerer Holberg over i flere sammenhænge. Jagthunde kan gå an, erklærer han i Epistel 120 (1748), men ikke små skødehunde der “trakteres ligesom børn i et hus, så at mangen matrone har sine tanker mere fæstet til hendes skødehunde end til hendes børn”.
Teaterhistorikere har peget på flere europæiske skuespil som kan have tjent som inspiration for Holberg da han skrev Melampe, i første række Corneilles Le Cid (Sejrherren) (1636), Molières Don Juan (1665) og Guarinis tragikomiske pastorale Il pastor fido (Den tro hyrde) (1590) – i sidstnævnte optræder bl.a. en elsket hund ved navn Melampo.

Holberg omtalte allerede i 1723 Melampe som en færdigskrevet “tragikomedie”. Stykket, der sandsynligvis blev opført i 1724, var ifølge ham selv en stor succes på scenen, og det blev trykt i 1725 i tredje bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen. I eftertiden har stykket været opført relativt sjældent og altid i bearbejdede versioner.
Det er det ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx