Indledning til Maskerade
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)
Maskerade er fuld af ynde og kærlighed, skriver Holberg i sit Første Levnedsbrev. Og forelskelsens rus er da også skildret med mere sødme og
indforståethed i denne komedie end Holberg plejer. Det er en historie om
generationsopgør: om ungdommelig kærlighed der krydser de gamles
planer om et arrangeret ægteskab, og om de gamles modvilje mod nymodens udskejelser som maskerader. Men alt ender lykkeligt.
På maskeraden – maskeballet – forelsker Leonora og Leander sig i hinanden, men kærligheden synes at være umulig idet deres fædre, Jeronimus
og Leonard, allerede har aftalt hvem deres børn skal giftes med. “Jeg skal
vise jer hvad faderlig myndighed formår”, erklærer Jeronimus. “Og jeg
skal vise hvad en søns desperation formår”, replicerer hans søn. Fædrene
insisterer på at holde deres aftalte ægteskabsløfter mens de unge ved
tjenestefolkenes hjælp er villige til at flygte ud af byen for kærlighedens
skyld. Konflikten opløses da det bliver klart at Leonora og Leander netop
er de to som Jeronimus og Leonard har bestemt for hinanden. Sådan kan
den faderlige myndighed opretholdes, og til sidst kan Jeronimus snusfornuftigt slå fast at “disse fortrædeligheder, disse hændelser skal opmuntre
jer til at elske hinanden des mere”.
Men det er altså maskeraden der har givet anledning til forviklingerne.
Jeronimus er inderligt imod disse forlystelser, men formår ikke at forhindre Leander og hans tjener i at snige sig afsted på maskerade. Også på det
punkt må han se både sin myndighed og sit verdensbillede undergravet.
For ham er maskeraderne et symptom på sædernes forfald. I gamle dage
var der ro og orden og rent på gaderne, og folk kendte deres plads. Det er
ikke mindst på grund af dette stykke at navnet Jeronimus har fået sin
betydning i moderne dansk.
Den anden far, den besindige Leonard, taler stykket igennem fornuftens
og middelvejens sag. “Jeg er aldrig for at nægte unge mennesker uskyldig lystighed, som jeg selv i min ungdom har øvet”, erklærer han. Maskeraderne fremviser i hans øjne den oprindelige, naturlige lighed mellem mennesker “hvori de var i begyndelsen, førend hovmod tog overhånd og et
menneske holdt sig for god at omgås med et andet” – et synspunkt som
Holberg mange år senere formulerede i eget navn i sin Epistel 347.
Der er en fin ironi i at Holberg lod skuespillerne på Lille Grønnegadeteatret diskutere maskerader, for det var præcis der de foregik. Lige siden
åbningen i 1722 havde maskeraderne ydet et væsentligt bidrag til teatrets
økonomi. Initiativtager til både teater og maskerader var den driftige
Étienne Capion, som også omtales i komedien. I forbindelse med maskeraderne blev der imidlertid også afholdt hasardspil. Det vakte myndighedernes bekymring, og i februar 1724 blev maskerader simpelthen forbudt, formentlig kort tid før Maskerade blev opført første gang. Så det er
et yderst aktuelt emne Holberg har fat i.
Stykket var faktisk et bestillingsarbejde fra teatrets ledelse, men det var
Joachim Richard Paulli (1691-1754) der i første omgang havde fået bestillingen. Han havde til jul og fastelavn 1723-24 skrevet komedien Julestuen
og maskeraden. Men da skuespillerne afviste at opføre stykket, der i deres
øjne ikke fungerede på scenen, påtog Holberg sig at bearbejde det. Resultatet blev to komedier: Julestue og Maskerade. I dem begge danner selskabelige sammenkomster rammen om en kærlighedsintrige, men hvor
Maskerade foregår i det bedre borgerskab i København, er Julestue henlagt til provinsens Ebeltoft.
Maskerade blev formentlig opført første gang i forbindelse med fastelavn i 1724, og samme år blev stykket trykt i andet bind af den samling af
komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen. Fra første
færd har den været en af Holbergs mest populære komedier. I eftertiden
har Carl Nielsens operaudgave fra 1906 bidraget kraftigt til værkets berømmelse.
Det er det ældste tryk fra 1724 der ligger til grund for nærværende
udgave.