Om Den Danske Comoedies Ligbegængelse "part2"

Indledning til Den danske komedies ligbegængelse

fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

Den danske komedies ligbegængelse skrev Holberg som den sidste forestilling til komediehuset i Lille Grønnegade, da den skrantende økonomi tvang det til at lukke i februar 1727. Og det er denne triste begivenhed det lille stykke handler om: ‘Komedien’ – som her er et menneske – er alvorligt syg og afgår ved døden.

Der er tale om et ganske kort stykke, beregnet til at blive opført som et lille efterstykke, dvs. efter en anden komedie – den 25. februar 1727. På typisk holbergsk vis blandes fiktion og virkelighed sammen. På rollelisten optræder Holbergkomediens velkendte Henrik, denne gang ikke som tjener, men som skuespiller, ‘privilegeret aktør i Grønnegade’. Omvendt spiller to af Grønnegadetruppens skuespillere sig selv, nemlig Johannes Schumacher og Sophie Hiort. Teatrets skriver og sufflør Rasmus Hammer agerer bedemand og jøde, og endelig møder man teatrets franskfødte grundlægger og leder René Montaigu som kok, dvs. restauratør.

Økonomien sætter tonen fra begyndelsen. Henrik gennemgår en ubetalt regning og delagtiggør en anden skuespiller, Schumacher, i at teatret befinder sig på fallittens rand – i næste uge står en komedie med det sigende navn ‘Bankerot’ på programmet. Nu træder mademoiselle Hiort ind, klædt i sort, og meddeler at komedien er afgået ved døden. Straks begynder man at diskutere testamentet. Alle mener at have ret til en del af arven, og alle søger at undgå del i gælden. Diskussionen afbrydes da bedemand Hammer annoncerer den forestående bisættelse.

Den sidste scene er kun skitseret fra Holbergs hånd, ikke skrevet ud med replikker. Her skal Montaigu i skikkelse af fransktalende kok og Hammer som tysktalende jødisk kreditor i munden på hinanden opregne hvad de hver især har til gode hos skuespillerne. De to må altså have improviseret scenen ved opførelsen den 25. februar.

Beskrivelsen af det afsluttende begravelsesoptog – ligbegængelsen – er holdt i datid og er altså rimeligvis en skildring af hvordan det faktisk gik for sig på scenen da stykket blev opført. I følget sås således ikke bare skuespillerne, men også nogle af deres børn, og den afdøde komedie selv blev ført afsted på en trillebør.

Teatrets muse, Thalia, får det sidste ord, en vemodig epilog om teatrets skæbne: fra den strålende begyndelse fem år tidligere over stadig større økonomiske vanskeligheder til komediens død. Hermed binder Holberg en sløjfe: Da teatret åbnede i 1722, blev det fejret med en prolog af musen Thalia forfattet af teatrets mæcen, Frederik Rostgaard.

Med Den danske komedies ligbegængelse var det slut med teatret i Lille Grønnegade for Holbergs vedkommende. Montaigu gav dog ikke straks op, men med den store brand i København i 1728 var det endeligt forbi. Herefter fulgte den teaterløse periode under den pietistiske kong Christian 6., og først efter hans død i 1746 blev det igen muligt at spille komedier.

Teksten til Den danske komedies ligbegængelse har en usædvanlig historie. Den optræder ikke blandt de øvrige Holbergkomedier i Den danske skueplads (1731-54). Første gang den blev trykt, var i 1746. Udgiveren, J.J. Høpfner, forklarer her at teksten tilfældigt var kommet ham i hænde, og at Holberg “for hvilken stykket var bortkommet, men som kendtes derved”, har givet ham tilladelse til at trykke den. Derudover kendes teksten imidlertid også i en anden og ældre version, bevaret i et håndskrift af Benjamin Dass (1706-75), og denne version afviger lidt fra den trykte.

Det er Høpfners tryk der ligger til grund for nærværende udgave.