Indledning til Kilderejsen
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)
Hellige kilder var på Holbergs tid et yndet udflugtsmål. De ansås for
at have helbredende kraft, særlig i tiden omkring sankthans. Det er baggrunden for handlingen i den lille, lette komedie Kilderejsen. Komedien
blev netop uropført ved sankthans i 1724. Dermed har den et slægtskab
med tre andre Holbergkomedier, Maskerade, Julestue og Den 11. juni, der
alle er skrevet til årligt tilbagevendende begivenheder. Og ligesom i Julestue er der tale om en begivenhed man forbandt med erotiske eskapader,
for omkring kilderne voksede der ofte et muntert forlystelsesliv frem.
Kilderejsen foregår nu ikke ude ved kilden, bortset fra det mellemspil
der gør det ud for den anden af de tre akter. Handlingen udspiller sig i
Jeronimus’ københavnske borgerhjem. Det er en klassisk intrigekomedie
hvor de unges kærlighed støder sammen med de gamles insisteren på et
arrangeret ægteskab. Leonora er forelsket i Leander og han i hende, men
han venter på at hans bror skal komme og overdrage ham en arv fra deres
far. Før det sker, er han ikke et passende parti. Tiden er knap, for Leonoras
far, Jeronimus, vil samme aften vende hjem med den mand han har udset
til hende. Den opfindsomme tjenestepige Pernille udtænker – som så ofte
– den intrige der skal redde de unges kærlighed. Leonora skal lade som
om hun ikke kan tale, men kun synge – kulret af for meget opera. To falske
læger, Leander selv og hans tjener Henrik, ordinerer en kilderejse, og i
en stor, kaotisk scene gør Leonoras operasang og de falske lægers vrøvlelatin Jeronimus så mør at han lader dem rejse.
I anden akt går alt galt. De falske læger afsløres, og de elskende indfanges. Her får den traditionelle historie en drejning: Pernilles intrige lykkes
faktisk ikke. Men problemet løser sig selv. Den mand Jeronimus vil have
Leonora gift med, viser sig at være netop den bror Leander har ventet på.
Leander får den ventede arv – og broderen overlader gladelig Leonora til
Leander.
Komedien er først og fremmest velfungerende underholdning. Men
den rummer også satiriske elementer. Teksten lægger tydeligvis op til at
en dygtig skuespillerinde har kunnet brillere med en dræbende parodi
på tidens opera. Opera var et forholdsvis nyt fænomen i København på
denne tid. Og Holberg var ingen ynder af denne sungne dramatik, der i
hans øjne var unaturlig og opstyltet – som han forklarer i Epistel 211 og
286 (1750).
Fra den italienske commedia dell’arte hentede Holberg den brovtende
doktorfigur. Her er endda tale om hele to doktorer – og de er falske. Det
giver ham mulighed for at parodiere de uforståelige akademikere der taler
hen over hovedet på almindelige mennesker på latin. Holberg tog ofte
de opstyltede akademiske former under behandling i sit forfatterskab.
Det kendteste eksempel er Erasmus Montanus (1731), men også Skæmtedigtene (1722) og Peder Paars (1719-20) rummer krasse eksempler.
Ud over doktorfiguren fra commedia dell’arte-traditionen har Holberg
hentet stor inspiration til Kilderejsen hos de franske dramatikere. Særlig
kan fremhæves Jean-François Regnards Les Folies Amoureuses (De
Forliebtes Galenskaber) fra 1704. Her optræder ikke alene en forelsket
pige der spiller gal ved at synge, men også en tjener der spiller læge for at
lokke faderen væk og give de unge elskende mulighed for at stikke af.
Dette stykke var blevet opført på Grønnegadeteatret, og Kilderejsen kan
således sagtens tænkes at være en opfølgning på en af teatrets tidligere
succeser.
Komedien, som Holberg skrev i 1724, blev første gang opført senere samme år, og den blev trykt året efter i tredje bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen.
Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.