|N7r
Scene 1
Leonora
Ak, denne dag har været mig så lang som to andre!
Kærlighed er dog en passion som overgår alle passioner. Den er ligesom
et oprørt hav, hvilket jo mere det indskrænkes og indknibes jo mere
bruser det. Ak, Leander, du kom til min ulykke at bo i dette *nabolag
så jeg må se den person hver dag for øjnene som min gamle mands
*mistænkelighed hindrer mig at *nyde omgængelse med. Al min trøst
består deri at jeg kan få et og andet *angenemt brev fra ham, hvori han udøser sine *protestationer, som tjener ikke til andet end til en
*olie at formere ilden og bringer mig i fortvivlelse. Vi har *spundet på
adskillige intriger for at komme sammen, men alt har hidindtil været
forgæves. Skal der gives nogen lejlighed til at nyde den i så lang tid
forventende lykke at tale med ham i enrum, så skal det være i denne
*julestue vi holder i aften.
Pernille, som jeg *har åbenbaret denne
kærlighed, står nu i døren for at *vare mig ad når han går forbi,
som han gerne *iagttager ved denne tid, hvilken ved breve er bestemt
mellem os for at få hinanden at se igennem vinduet, thi jeg tør ikke
engang lukke |N7vvinduet op *af frygt min mand skal
komme i det samme. Men den frygt, den tvang, langtfra at gøre
kærligheden kold, er dens rette *tønder. Men der ser jeg de kommer.
Scene 2
Pernille, Leonora
Pernille
*Madam, *lav jer nu til, *på øjeblikket kommer *monsieur Leander. 3 stærke
hosten er signalet. Da må *I *lade ham ind i forstuen for at gøre
aftale.
Leonora
Pernille
Lad kun mig sørge derfor. Så snart han kommer, løber jeg ind og holder
*fatter med sladder. Jeg har *lavet mig på en hel sæk fuld af snak at
holde ham så længe op med som I behøver tid til at tale nogle fornødne
ord med Leander.
Leonora
Men undertiden vil han ingen snak høre.
Pernille
Jeg vil heller ingen snak høre *af hende. Mener madamen at jeg ikke vel
*overlægger mine sager? Jeg ved nok hvad snak *karlen gider hørt. Mener I
at jeg vil fortælle ham *aviser: At *regenten er død, at
*Meri|N8rveis har fået hug i Tyrkiet, at *den spanske sølvflåde er
ankommet, at *prins Eudemius har vundet sejr over *Duc de Vendosme? Nej,
jeg vil fortælle ham noget kællingesladder som han gerne spidser øren
til. Jeg vil sige ham at der er født en kalv med *top på hovedet og
*falbelader på benene, så begynder han straks at moralisere og *væve
over tidernes ondskab, over pragt og stads ... Men der hører jeg han
hoster udenfor. Spring ud og tag imod ham, nu springer jeg ind til
fatter.
Scene 3
Leander, Leonora
(Leonora *kommer indledende med ham. De står ved gangen begge to)
Leander (på knæ)
Ak, allersødeste Leonora, er det muligt at jeg efter så lang
forventelse skal have den lykke at ...
Leonora
Ak, min hjerte Leander, *stat op, vi har ikke lang tid til at *præludere.
Jeg er forsikret om jeres kærlighed, lad os *overlægge hvordan vi skal
*stille vore sager an i aften i julestuen. Jeg ved at jeres vært og
værtinde bli’r *budt, men jeg er ikke forsikret om at I bli’r budt.
Leander
Bli’r jeg ikke budt, så kommer jeg af |N8vmig selv og
*agter ingen sure miner. Min vært og værtinde ta’r mig med under den
*prætekst at de kan ikke lade mig være hjemme alene.
Leonora
Det går an. Men ved de noget af vore sager?
Leander
Jeg har aldrig talt noget derom, men min værtinde har dog mærket noget
deraf, thi hun sagde *forgangen: “Vi kommer nok i julestue *med det
første til vor nabo Jeronimus, så får I den lykke at kysse den
skønne Leonora på hånden.” Jeg faldt derpå i tavshed, men sådan
tavshed der forårsages af en *overvættes glæde. Hun smilede derpå og
sagde: “Jeg såvel som min mand har nok lugtet lunten. Hvad vi kan være
ham til tjeneste, gør vi med største fornøjelse.” Jeg takkede derpå
og åbenbarede mit hjerte, thi det er folk som er
mig tro til døden, og elsker mig mere end deres egen broder.
Leonora
Det er da godt, kære Leander, *efterdi de er ham tro, at vi har dem i
ledtog med. Men hvad skal vi *ophitte for at komme i enrum sammen?
Leander
Vi vil *ligge hovederne sammen og ophitte en juleleg som kan give os
lejlighed dertil.
|N9r
Leonora
Men der hører jeg min mand komme. Vi må skilles ad.
Leander
Så må jeg da tage afsked mod min vilje denne gang, *Adieu så længe,
allerkæreste Leonora, og vær forsikret at ...
Leonora
Ak, monsieur, jeg er forsikret. Adieu.
Scene 4
Pernille, Leonora
Pernille
*Nu, madam, fik I ham i tale?
Leonora
Javist, Pernille, men hvorfor kom du så hastigt tilbage? Jeg lod ham løbe
så snart jeg hørte det rørte ved døren, thi jeg tænkte at det var min
mand.
Pernille
Havde jeg tænkt derpå, skulle jeg have *biet noget længere, men jeg er
bange, madam, at jeg har gjort en fandens gerning.
Leonora
*Hvi så?
Pernille
*Vor far er blevet så gudfrygtig af den historie jeg fortalte ham om den
kalv som var født, så jeg er bange at julestuen bli’r *opsat.
|N9v
Leonora
Hvis så er, så har du *spillet din rolle forbandet. Det går ofte så
til at når
man tænker at narre andre, bli’r man
selv narret. Men det kan *snart gøres godt igen når du siger ham at
det var en falsk beretning.
Pernille
Ej, det går *min tro ikke an, thi jeg har svoret på for ham at jeg så
kalven med top og falbelader med mine egne øjne.
Leonora
Ja, så har du gjort en fandens gerning, og *vi er ikke ilde opskørtet.
Men sagde han da at vi får ingen julestue?
Pernille
Nej, det sagde han *endelig ikke, men han begyndte straks at tale om
*assembleer og galskaber, som burde afskaffes. Hvis han er faldet i de
griller, så må madamen opmuntre ham igen til at holde lystighed.
Leonora
Jo jo, det var vist den rette måde at *fordærve legen på! Nej, taler
han derom, så må jeg *stille mig an som jeg ganske *ikke er derfor,
thi en gammel mand der har en ung kone, jo mere han tænker hun er
*indgetogen, jo mere frihed gi’r han hende.
Jeg tror dog at det ingen
fare skal have, thi hvis vi ingen julestue fik, *gik vor gamle faster
rent af skindet, thi hun |N10r
*holder alle *slige
ceremonier for troens artikler. *Man fik hende ikke at spise uden der
var *helligtrekongerslys på bordet. Men der er min mand, løb du hen og
*snak for faster.
Scene 5
Jeronimus, Leonora
Jeronimus
*Når verden står til påske, så skal jeg *give min hals, de *topper,
fabler, favoritter er ikke andet end *Lucifers påfund.
Leonora
Hvad er på færde, lille mand?
Jeronimus
Man ser et tegn efter et andet, og dog er man lige gal.
Leonora
Er der noget ondt *vederfaret lille mand?
Jeronimus
Hør, min hjerte, I gør mig en tjeneste om I vil gå med *rund hue
herefter og lade jeres klæ’r skære efter den mode som min gamle søster
Magdelone bruger.
Leonora
Men min allerkæreste lille mand! Om I vil *eksaminere mine klæ’r mod
*fasters, skal I *befinde at hendes er mere kostbare.
Jeronimus
Sagen består ikke deri, *min dukke, kostbarheden gør hverken til eller
fra; men |N10vdisse forbandede nye *inventioner, disse
toppe, disse fabler, disse favoritter, som vores *ærlige forfædre *intet
har vidst at sige af, det er en syndig *dragt, som er årsag til al den
ulykke der sker i verden.
Leonora
Jeronimus
Vi vil ikke tro synden førend vi *vares ved tegn, og da er det *for silde.
Her er jo nylig født en kalv med top, favoritter og fabler.
Leonora
Men kan man *forlade sig på at det er sandt?
Jeronimus
*Gid jeg får en ulykke, er det ikke sandt! Pernille tillige med andre godtfolk her i *Ebeltoft har jo set kalven. Hør, min hjerte, hvad jeg vil
sige, jeg er ganske ikke i humør at holde julestue i aften.
Leonora
Har den historie om kalven skrækket jer derfra?
Jeronimus
Nej, aldeles ikke, thi det er ikke den første historie. Men jeg har
*eftertænkt det nøje og finder at disse julestuer og julelege fører
intet godt med sig.
|N11r
Leonora
Mig skal det være lige kært. I ved vel selv *hvor lidet jeg er af
verden. I skal finde få *slige unge koner som jeg, thi jeg var tilfreds
der var aldrig dans eller spil i verden. Min fornøjelse er at sidde
hjemme ved mit arbejde og *se min lille mand til gode.
Jeronimus
Jeg ved det nok, min dukke, I er eksempel for alle unge koner i Ebeltoft.
Den bedste ting jeg har gjort i verden, er at jeg har udvalgt sådan dydig
sjæl til ægtefælle.
Leonora
Jeg kan ikke begribe hvordan fornuftige folk finder behag i
juleleg. Det kan være godt nok for børn, men det burde forårsage
væmmelse til folk som er kommet til alder.
Jeronimus
Disse samme julelege har også undertiden nogle onde *suiter.
Leonora
Både juleleg og andre store selskaber, min hjerte, jeg er aldeles
ikke for dem. Var det ikke for at behage min mand, kom jeg aldrig ud
herefter.
Jeronimus
Nej, min dukke, hun må ikke dog ganske *slå sig fra verden. Man må have
no|N11vgen fornøjelse *iblandt. Unge mennesker kan
ellers *falde i melankoli.
Leonora
Jeg bli’r min tro altid melankolsk i selskab og fordriver den igen
med *enlighed.
Jeronimus
Ja ja, det er godt nok, min hjerte, men alting *til måde. *Ellers er det mig
kært at I ikke er for denne julestue i aften. Jeg vil lidt ud og høre
hvad min søster siger derom. (Ved sig selv når han går
ud:) Hvilken ærlig mand der har sådan en kone som jeg, han
må holde sin bryllupsdag hvert år som en fest.
Scene 6
Leonora (alene)
Hvilken ulykke Pernille har ikke bragt os i ved sin *geskæftighed! Men jeg
håber at faster får ham nok på andre tanker igen. Havde jeg nu
*disputeret ham imod, så havde han blevet værre og *formeret sig
hundrede mistanker, men nu spiller jeg mit kort således at han skal
selv tigge mig om julestue, og det skal hedde at jeg gør det alene
for at føje ham.
|N12r
Scene 7
Jeronimus, Magdelone
Jeronimus
Ingen snak, min søster, jeg vil ingen julestue *vide af at sige. Sådant
tjener ikke til andet end at bringe folk i *bekostning og *endes med det
som ikke duer.
Magdelone
Ak, kære bror, det er min tro ikke jeres alvor.
Jeronimus
Jo, min tro er det mit alvor. Jeg har set alt for mange eksempler på
sådan galskab. Gid jeg havde en daler for hver piges jomfrudom der er
*gået af stabelen ved sådanne lejligheder.
Magdelone
Men det er dog en god gammel vedtagen skik.
Jeronimus
Det er en gammel skik, min søster, men ingen god.
Magdelone
Jeg har altid hørt at det gik bedre til i gamle dage end nu om stunder.
Hvorfor skulle vi ikke træde i vore forfædres fodspor? I skulle have
set, min hjerte bror, hvilken julestue der var *til møllerens i går!
Hvorfor skal vi *være mindre end han?
|N12v
Jeronimus
Vi skal ikke være mindre, men klogere. Tilmed kan vi ikke rette os efter
mølleren, han har andre *accidenser end vi, han kan æde julekager
det hele år igennem.
Magdelone
Jeg siger det min tro ikke for den lyst jeg har dertil, men for jeres
kære børns skyld.
Jeronimus
Ja ja, der har vi det! Giv kun skyld på børnene.
Magdelone
Men min kære bror, hvad vil vore naboer tænke om os når vi ingen
julestue får i år? De vil tænke at vi er *kommet af troen og se os
an som *tyrker og hedninger. (Hun græder)
Jeronimus
Hvilken forbandet snak. Er det at forandre troen at afskaffe galskab?
Magdelone
I kalder det galskab, min hjerte Jeronimus, jeg kender mange der har
også foragtet slige gode gamle sædvaner, men det er gået dem ilde i
verden.
Jeronimus
Og jeg kender mange der har foragtet sådant, og det er gået dem meget
vel i verden.
|O1r
Magdelone
Hvordan gik det ikke *Christopher von Bremen, der altid lo når hans
kone bragte helligtrekongerslys ind på bordet? Manden var så frisk som
en af os, men ret som han stod og fæstede selen til bukserne, døde han.
Jeronimus
Magdelone
Hvorledes gik det ikke Jeremias *Tobaksspinder der ikke med så meget som
med en *sødgrød ville *holde juleaftener fra andre aftener og levede
som en hedning hele julen igennem? Han fik jo på sin alderdom stor
hjertesorg, thi 3 af hans sønner blev en efter anden *rejiceret til
attestats.
Jeronimus
Havde de *læst bedre over, de *slyngler, så havde de nok gået fri, thi
jeg kender dem der har fået *laudabilem og dog aldrig æder grød. Bilder du dig
ind at man skal æde grød før man går til attestats?
Magdelone
Hvordan gik det ikke Henrik *Smørblomsts døtre?
|O1v
Jeronimus
Hvordan gik det ikke Henrik Påskeliljes, Henrik Smørkringles,
Henrik Surkåls døtre? Hvilken forbandet snak! Hvilke eksempler!
Henrik Smørblomsts døtre *kanske mistede deres jomfrudom i en
julestue. Jeg er gal at jeg snakker mere derom.
Magdelone
Hvordan gik det ikke Christopher *Oldfux?
Jeronimus
Jeg ved min tro ikke hvordan det gik hverken Christopher Oldfux eller
*Jungfux, men det ved jeg at I får ingen julestue dette år, thi
foruden det jeg har sagt, har jeg mine
*raisons aparte. (Går ud)
Scene 8
Magdelone, Pernille
Magdelone (grædende bitterlig)
Ak, ak, jeg elendige menneske, gid jeg var i jorden! Nu har jeg levet i
45 år, men aldrig har nogen jul været så *mager for mig som denne.
Hvorfor skal man slæbe og trælle i verden når man ikke må have nogen
lystighed *iblandt? Alle vore naboer *stimer så at vi kan høre dem den
hele nat, og vi alene skal leve ligesom vi var midt i *fasten.
(Hun græder endnu)
Pernille
Hvorfor græder madamen?
|O2r
Magdelone
Ak, Pernille, jeg har årsag til at græde. Hvo der har sådan en
vanskelig bror som jeg, må nok ...
Pernille
Magdelone
Nej, det er det som værre er: Han vil ingen julestue have i aften.
Pernille
Ingen julestue?
(De græder begge to)
Pernille
*Gid fanden tjene her i huset længere på den måde, jeg vil hellere miste
min løn.
Magdelone
Jeg kan forsikre dig, Pernille, at det var ligesom en stak mig en kniv i
hjertet da jeg hørte det. Vort hus vil komme i foragt over hele
Ebeltoft derved.
Pernille
Jeg var så vis på at vi skulle have julestue, at jeg allerede har
bedt møllerens datter hid.
Magdelone
Ja, bli’r det ikke en *udødelig spot og skam for vort hele hus? Skam få
den der har *ført vor far sådant i hovedet.
Pernille
Når Arv får at høre dette, vil han |O2vikke blive
bedre til mode end vi andre. Han har øvet sig, stakkels karl, den hele
eftermiddag på at være *julebuk.
Magdelone
Stakkels karl! Han vil blive ganske modløs.
Pernille
Madamen skulle ikke tro hvor *profekt han kan agere julebuk *lige,
lige så livagtigt som man så *en ret julebuk.
Magdelone
Ak, tal ikke mere derom, mit hjerte brister når jeg tænker derpå.
Pernille
Men om faster gjorde sig *end umage at overtale fatter.
Magdelone
Det hjælper ikke, Pernille, om jeg faldt på *mine knæ.
(De græder begge to)
Scene 9
Arv, Magdelone, Pernille
(*Arv, svøbt i et hvidt lagen med to horn i panden, stiller sig an at
skræmme de andre. De bliver ved at græde)
Arv
Bliv ikke bange, madam! Græd ikke, det er mig. Kender I mig nu?
(Tager klædet fra)
|O3r
Pernille
Jo, vi kendte dig nok, det er noget andet vi græder for. Du skal ikke
*smøre dig på julelegen i aften.
Arv
Hvi så?
Pernille
Vi får ingen julestue.
Arv
Gid *drollen splide sådan snak! Hvem vil forbyde os det?
Pernille
Fatter har fået griller, og svoret på ... ak ...
(De græder alle tre)
Arv
Drollen splide mig ad om jeg ikke tør spørge fatter hvem han indbilder
sig at vi tjener hos, om vi tjener hos tyrker eller hedninger.
Magdelone
Du vinder intet andet dermed, Arv, end en *banket trøje.
Pernille
Men jeg tænker på noget, madam. *End om vi sætter børnene ud på at plawe
ham?
Magdelone
Skulle noget hjælpe, så skulle det.
Pernille
Arv
Du kan love ham et favntag derfor.
Pernille
Arv
Det måtte *óg være en slet stuepige der ikke kendte
skolemesteren.
(Pernille går bort)
Scene 10
Jeronimus, Magdelone, Arv
Jeronimus
Hvad fanden er dette for en *positur?
Arv
Jeg er julebuk, husbond.
Jeronimus (giver ham en ørefigen)
*Er du julebuk?
Arv (tumlende)
Nej, husbond, jeg er ikke julebuk.
Jeronimus
Hvad skal dette betyde?
Arv
Jeg ville *kuns gøre mig til julebuk.
Jeronimus (giver ham end en ørefigen)
Ville du kun gøre dig til julebuk?
Arv
Nej, jeg ville ikke gøre mig til julebuk.
|O4r
Magdelone
Ej, min hjerte bror, *I har synd af at slå den stakkels dreng på en
helligaften.
Jeronimus
*Fort hen, du slyngel, og tag dig en bog og læs i, det er nok så godt.
Arv (går grædende bort)
Der er *mare ingen i den hele
gade der læser et Guds ord juleaften.
Scene 11
Jeronimus, Magdelone
Jeronimus
I burde, min søster, *betage mig det arbejde, og have vist ham bort med et
par ørefigner, førend jeg kom.
Magdelone
Jeg ved ikke, min hjerte bror, hvorfor vore folk må ikke så vel have
lystighed som andre.
Jeronimus
Magdelone
Jeg ved ikke hvorfor vi skal være mere udskud end andre folk i byen.
Jeronimus
*Se om nogen fornemme folk holder julestue.
|O4v
Magdelone
Skal vi følge fornemme folks *noder, da skal vi ikke traktere folk *med
uden snustobak og lykønskninger.
Jeronimus
Magdelone
Vil I *regne København? Jeg har hørt af skolemesteren at troen trykker
ikke folk meget der. Her er en karl som er nylig kommet fra København,
han har slet ingen tro. Han tror ikke engang at *doktor Morten har
*forordnet at man skal æde gås mortensaften, ja, han siger at jorden er
*rund som et æg, hvilket er den *arrigste løgn som kan være til.
Jeronimus
*Det duer endelig ikke, men vi vil ikke snakke mere derom. Kald
skolemesteren og børnene ned, jeg vil høre om de har lært noget *artigt
til denne fest.
(Magdelone går ud)
Jeronimus (sætter sig ned med en kurv *dukketøj ved
bordet)
Det er kunst at *dele gaver ud blandt børn så alle kan blive fornøjede.
Denne *hest med fløjten i rumpen skal Christopher have. Vognen, hvem skal
jeg give den? Den vil jeg give lille Henning. Per skal ha|O5rve *fiolen, thi jeg tror at der skal blive en spillemand
af ham. Else skal have vuggen med barnet i, thi *det første piger bli’r
så gammle at de kan tale, så tænker de på giftermål og vugge. Marie,
du skal lade dig nøje med *piben. Ej, jeg havde nær glemt lille Anne, hun
skal have *dingeldangen med bjælderne på. Men der ser jeg dem komme med
skolemesteren.
Scene 12
*Skolemesteren med børnene, Jeronimus, Magdelone, Pernille
(Børnene går *par for par, og skolemesteren slutter troppen med et *ris i
den ene hånd og en bog i den anden hånd, *rangerer børnene i en rad, gør
en *pedantisk *kompliment og sådan lykønskning:)
*Bort, uhelds fæle sky! Bort, sortevinged’ tåge! |
Bryd, morgenrøde, frem! Blink, sol! Bliv ved at våge! |
fald over os som dug, og fæst i huset rod, |
lad lykken over os din kraft som bække flyde |
som fuglene på kvist ... |
(Repeterer det samme og graver i lommen)
|O5v
Jeronimus
Skolemesteren
Nej, jeg må begynde *fra førstningen igen.
(Repeterer det forrige)
... at alle må sig fryde. |
Gid fatter og mutter det *altidens vel går, |
gid *en ny plante de i huset hvert år får, |
gid øl og brænd’vin de i kælder aldrig savne, |
gid fisk og kød og smør for deres køkken *stavne, |
gid korn i hobetal må stå på deres loft |
så længe som en sjæl er til i Ebeltoft. |
Jeronimus (tager til hatten)
Han skal have tak, skolemester, det var et dejligt vers. Han har vel
*haft megen umage dermed.
Pernille
Det havde kostet en anden stor hovedbryden, men alting *står for
skolemesteren.
Jeronimus
Men hvad *artigt har børnene lært til denne fest? Forgangent år vidste de
så mange artige *sprichworter, kan de også nogle i år?
|O6r
Skolemesteren
Ja, de kan, vil fatter høre sprichworter eller spørgsmål?
Jeronimus
Begge er gode, lad Arv komme herind at han kan høre på hvordan små
børn kan gøre ham til skamme.
(Pernille springer efter Arv, som kommer ind og står med foldede hænder og
hører derpå)
Jeronimus
Skolemester, spør’ først Arv og lad siden en af børnene *beskæmme ham.
Skolemesteren
Arv, hvem var det som råbte så stærkt at man kunne høre ham over hele
verden?
Arv (klående sig i hovedet)
Det var en ... en julebuk.
Jeronimus
Den julebuk ligger ham endnu i hovedet.
Skolemesteren
Christoffer, Henning, Per, Marie, Anne, hvem var det som råbte så højt
at man kunne høre det over alverden?
*Tutti
Det var et *asen i arken, hvor hele verden var indesluttet.
Jeronimus
|O6v
Skolemesteren
Arv, hvor langt er der herfra til *glashimlen?
Arv
Skolemesteren
Christopher, Henning, Per, Else, Marie, Anne, hvor langt er der herfra
til glashimmelen?
Tutti
Så langt som der er fra glashimmelen til krystalhimmelen.
Jeronimus
Hør, børn, *peg fingre af Arv.
(De peger alle fingre af ham)
Skolemesteren
Arv, hvor mange himle er der?
Arv
Der er en himmel på hver seng, og der er ligeså mange himle som der er
senge.
Skolemesteren
Christopher, Henning, Per, Else, Marie, Anne, hvor mange himle er der?
Tutti
Der er 7 himle, den ene lige højt fra den anden.
Jeronimus
Peg ham ud igen.
Børnene
Æææh, æææh, æææh!
|O7r
Skolemesteren
Christopher, den første himmel?
Christopher
Den blå himmel.
Skolemesteren
Henning, den anden himmel?
Henning
Mælkehimmelen.
Skolemesteren
Per, den tredje himmel?
Per
Glashimmelen.
Skolemesteren
*Fold jeres hænder smukt når I eksamineres.
(De folder hænderne)
Skolemesteren
Else, den fjerde himmel?
Else
Krystalhimmelen.
Skolemesteren
Marie, den femte himmel?
Marie
Diamanthimmelen.
Skolemesteren
Anne, den sjette himmel?
Anne
Perlehimmelen.
Jeronimus
Der er jo endnu en ...
|O7v
Skolemesteren
Arv, den syvende himmel?
Arv
Det er den som er *næst den ottende.
Jeronimus
Det er *den rette dosmer! Han ser aldrig i en bog året igennem og ved
derfor ikke mere end en *tyrk eller hedning. Kan de *svare til flere
spørgsmål, skolemester?
Skolemester
Ja, Arv, hvad er det som er så rundt som et æg og så langt som en
kirkevæg?
Arv (sagte)
Gid *drollen splide ham ad med hans spørgsmål. (Højt) Det
er en tobakspibe, hovedet er rundt, og halen er lang.
Skolemesteren
Christopher, Henning, Per, Else, Marie, Anne, hvad er så rundt som et
æg og så langt som en kirkevæg?
Tutti
Jeronimus
*Peg Arv ud igen, børn!
Børnene
Æææh, æææh, æææh!
Jeronimus
Jeg takker skolemester på mine børns vegne. Jeg ser at I anvender
flid |O8rpå dem, I skal have en *ræsonnabel
nytårsgave. (Jeronimus deler ud dukketøjet til
børnene)
*Gå nu kun ind i *ammestuen, og *vær smukt
skikkelige. Jeg havde tænkt at holde julestue, men jeg har for visse
årsagers skyld *betænkt mig igen. (Børnene græder) Ja, jeg
kan ikke hjælpe jer, børnlille, jeg vil ikke have sådan galskab oftere
i mit hus. Jeg er ikke derfor, og jeres mor langt mindre.
(Vender dem ryggen)
Pernille
Så, hen og *plag ham.
(Børnene *hænger ved ham og råber på julestue)
Jeronimus
(Børnene holder på ham igen og råber julestue)
Jeronimus
Skolemesteren
*Plinius, en klog og skarpsindig
*herremand i Rom, taler meget *sirligt om spil og
leg således: *“Anima fulturis corporis
ni|O8vtitur,” og på et andet
sted: *“Graves seriosque mores lusibus
jocisque distinguere identidem soleo,” det er: “Jeg
*sætter undertiden for mit legemes sundheds skyld min *gravitatem
og ærbarhed til og øver børneleg.”
Pernille
Den mand har talt som en engel.
Skolemesteren
Dersom nu sådan en ærbar herremand i Rom har fundet det *nødigt for sig
og sin person anstændigt, hvor langt mere nødigt og anstændigt er det
ikke for os i Ebeltoft? Jeg selv lægger dette dertil at eftersom
nisser og underjordiske folk *driver store fester bort med klagen og hylen
eftersom de ingen del har deri, så bør vi, for at lade se at vi
har part deri, glæde og fryde os. Thi ligesom den *fugl
Phønix, som findes i Arabien, lever
tusinde år i ensomhed og opbrænder sig selv så snart hun udlægger
en unge *på det hun ikke skal leve i *societet og samkvem med andre af
sin art, så bør vi mennesker derimod, for at lade se at vi ikke
slægter på sådant umælende creatur, holde samkvem og
lystigheder. *“Ἄνθρωπος,”
siger Aristoteles,
“ἔστι
ζῷον
πολιτικόν,” id est: Homo est animal sociabile. Og
derfor, ligesom *paradisfuglen ...
Jeronimus
Nok nok, skolemester, jeg hører nok at jeg må *give mig tabt. Den
lignelse om |O9rden fugl Phønix slog mig særdeles. Jeg vil da *tilstede at man
holder julestue. Nu, I små rollinger, *glæd jer nu og tak jeres
skolemester derfor.
(Børnene hopper og skriger af glæde)
Jeronimus (til Leonora)
Min hjerte kone, jeg ved at I *skøtter ikke meget om lystighed. Er det
jer imod, så vil jeg endnu blive ved mit første forsæt.
Leonora
Jeg så gerne, sandt at sige, at der blev intet af, *men som vi allerede
har bedt vore naboer, må jeg for den årsag skyld bekvemme mig dertil.
Pernille
Ak, den dejlige fugl Phønix. Andre
fugle er kun *kanaljer at regne mod den.
Jeronimus
Leonora
Ja, skal det være, så er det nu høj tid, thi vi har naboerne på halsen
førend vi ved ord deraf.
(De sætter alting til rette, og Arv kommer ind og sætter helligtrekongerslys på bordet)
Scene 13
(De fremmede kommer ind og gratulerer en efter en anden. *Somme af dem
har |O9v
*underlig skikkelse og klædedragt. Endelig kommer
også Leanders vært og værtinde med Leander, som er velklædt)
Værten
Min hr. Jeronimus såvel som madamen *ta’r ikke ilde op at vi har taget
en god ven med os. Han er som vor broder i huset og fremmed her på
stedet, derfor vil vi gerne unde ham nogen fornøjelse.
Jeronimus
Han er os hjertelig velkommen.
Leander
Monsieur og madame, jeg beder ydmygst at min dristighed ikke ilde
optages. Min vært og værtinde har forsikret mig at hr. Jeronimus var
*alt for artig at fortryde på sådant. Jeg er fremmed her *på stedet og
har ingen tidsfordriv uden hvad disse gode folk forskaffer mig.
(Medens han gør disse komplimenter, vender Leonora ham ryggen)
Jeronimus
Vend ikke den fremmede mand ryggen! Min stakkels kone er meget undselig
for fremmede mandfolk.
Leander
Allerskønneste madam, jeg priser *hende lyksalig idet hun har fået
sådan *ræsonnabel mand der langt fra at have hende mistænkt for hendes
skønhed ta’r tværtimod selv fornøjelse i at se hende omgås med unge
karle.
|O10r
Jeronimus
For en gangs skyld, monsieur, for en gangs skyld.
Leander
Thi skønne Leonora ...
Jeronimus
Det ord skønne, monsieur, *står ikke min kone an, thi hun *prætenderer
ikke at være skøn. Det er hende nok at hun behager mig.
Leander
Thi, siger jeg, dersom ...
Jeronimus
Nu har vi nok. Vi er *enfoldige folk, monsieur, og forstår os ikke på
*komplementationer, værsågod og sid her ned hos min søster.
Leonora
Lille mand, jeg kan ikke lide den karl *for min død.
Jeronimus
*Det vil ikke sige, I må dog holde gode miner.
Leonora
Der er jo ingen som har bedt ham komme hid.
Jeronimus
Vi må dog *begegne ham høfligt for vore naboers skyld, i hvis hus han
logerer.
Leonora
Jeg hader disse unge *stratenjunkere |O10vsom en pest.
Mærkede I ikke hvor fortrydelig han blev derover at I drog ham fra mig
og satte ham hos gamle faster.
Jeronimus
Det skulle gøre mig ondt at have givet ham anledning til misfornøjelse.
Leonora
Jo mere misfornøjet han er, jo kærere er det mig.
Jeronimus
Nej nej, ikke så. *Vi må lade se at vi ved at leve. Nu vil jeg at I
skal sidde sammen, for at vise at han er os velkommen.
Leonora
Min hjerte mand, jeg beder kærligt derom at jeg ikke må sidde hos ham.
Jeronimus
Nu nu, gør mig den fornøjelse for visse årsagers skyld.
Leonora
Ak, min hjerte mand, så er jeg ikke i humør den hele aften.
Jeronimus
Ja, hvis det bringer jer af humør, min dukke, så vil jeg ikke tvinge
jer.
Leonora
Jeg kommer dog mod min vilje for hans vært og værtindes skyld at sidde
hos ham.
Jeronimus
Det er sandt, min dukke, I gør vel deri.
(Hun sidder ned hos Leander)
|O11r
Jeronimus (sagte)
*Få jeg skam om der er sådan kone til i den hele by. Nu sidder den
stakkels kone ligesom *i harnisk og tvinger sig for min skyld, haaa,
haaa.
(Derpå begyndes *juleleg med pant. Skolemesteren får en dom at han skal synge en vise. Arv får en dom
at han skal bevise Jeronimus en høflighed og en uhøflighed, hvorpå han
gør ham først en *kompliment med ansigtet, siden en bagvendt med rumpen.
Pernille får en dom at hun skal gå ud med et mandfolk hvem hun lyster for
at tælle stjernerne. Hun tager sin *galan, hvilken leder hende fremmest på
*theatrum og siger: “Min søde
Pernille, lad os gå op på høloftet sammen, thi jo højere vi er, jo
bedre kan vi se stjernerne.” Pernille siger det er naturligt. De går ud
tilsammen. Imidlertid *kontinueres. *Arv kommer indridende kullet i ansigtet
med en pind i munden, hvorpå står to lys, ridende på to karle som vender
rumperne *til en anden. Børnene bliver bange og begynder at skrige. Jeronimus
siger at de skal *give sig tilfreds, og at det er Arv. Efter at dette
*spectakel er til ende, kommer Pernille med sin galan ind igen)
|O11v
Jeronimus
I godtfolk var noget længe ude at tælle stjernerne.
Pernille
(*strygende sig om munden)
Leonora (tager Jeronimus til side)
Hør, min hjerte, lad os ikke spille mere disse lege med pant. Det kunne
hænde sig at den *abgeschmakte karl som jeg sidder hos, blev dømt til at
kysse mig, og så blev der *fortrydelse, thi det er noget som jeg
aldeles ikke *bekvemmer mig til.
Jeronimus
Jeg så det heller ikke gerne, sandt at sige. Men hvad spil skal vi da
hitte på?
Leonora
Jeronimus
Ja, ligesom jer behager. Hør, I gode venner, nu vil vi lege blindebuk.
Pernille
Det er min tro min bedste leg. Jeg vil nok først være *blindeged.
(Leonora tager Pernille *frem på teatret og binder for hendes øjne)
Pernille
Madam, nu binder hun for stærkt, thi dersom jeg ikke kan se noget, kan
jeg jo ikke få fat på fatter, som vi har *over|O12rlagt med Leander. Nu er det godt, nu kan jeg se så meget som jeg har
*nødig.
(Hun går lidt om og leder og endelig får fat på Jeronimus, hvilken
*ikke vil deran førend hele kompagniet med bøn *nøder ham dertil. Medens Jeronimus er blindebuk, går Leonora og Leander frem på
teatret)
Leander
Ak, yndigste Leonora, nu er den ønskelige tid kommet som vi har gjort os
så megen umage for at opnå.
Leonora
*Gak straks ud i gangen. Jeg vil møde jer der igennem en anden vej.
(Leander går ud af en side og Leonora siden af en anden. Midlertid
går Jeronimus blindebuk og Pernille *mager det så at han ikke får
fat på nogen, thi når han er nær ved nogen, råber Pernille at han
skal vende sig om. Omsider bliver han *fortrydelig *efterdi det varer så
længe og løser kluden fra. Da savner han sin kone og Leander, løber ud
og kommer indtrækkende med dem, råbende:)
Haaa, haaa, *kyske *Lucretia! Var det derfor at jeg skulle agere blindebuk?
Og du, *monsieur Jean de France, *du skal betale mig
legen. Jeg skal lære dig at ligge på knæ for en brav mands kone.
|O12v
(Griber ham i struben. Leanders vært og værtinden *får Jeronimus i
håret. Den ene vil *tage den andens parti an så det hele selskab
kommer i klammeri. Børnene skriger. Jeronimus ligger på gulvet og råber
*gevalt, de andre ligeså. Skolemesteren kryber under bordet.
*Vægterpiberne høres, derpå
vægterne kommer ind og råber:)
*På rådstuen, I hunde, allesammen! Er det at holde jul hellig? Ved I
ikke hvad som nylig er *oplæst af øvrigheden?
Jeronimus
De vil myrde mig i mit eget hus!
Leanders vært
Vi tænkte at her boede en skikkelig mand, men det er en morder!
Vægterne
*Fort, fort, på rådstuen allesammen! I morgen skal vi få at høre
hvordan sagen hænger sammen. Vil du fort, du gamle *snaphane.
(De trækker dem alle ud. *Fruentimmeret og børnene følger efter.
Skolemesteren, som sidder under bordet, kigger frem,
rejser sig endelig op og siger til *spectatores:)
Værsågod at tage således til takke med
denne julestue. Hvis de forbandede vægtere ikke havde været, skulle den
have varet længere, og det skulle ikke have blevet derved, men – ja, I kan
nok selv tænke hvad jeg vil sige.
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}
;){kind=link}