previous icon next icon
 
Indledning til Julestue
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)

Julestue er en ren bagatel, siger Holberg selv i sit Første Levnedsbrev, men han tilføjer at den er så sjov at selv skuespillerne havde svært ved at holde latteren tilbage da den blev opført første gang. Den lille, løsslupne enaktskomedie handler om udenomsægteskabelig kærlighed og om forstokket modvilje mod juledagenes traditionelle fornøjelser.
Siden reformationen havde myndighederne udtrykt bekymring for de udbredte julegilder – ‘julestuer’ – hvor naboer og venner festede hos hinanden i dagevis. I lovgivningen, bl.a. Danske Lov 1683, blev der igen og igen sat grænser for julestuernes udskejelser, og i 1735 blev julestuer helt forbudt. Det var altså et emne der var genstand for opmærksomhed i tiden.

Komedien foregår i Ebeltoft, en by der optræder flere gange i Holbergs komedier som indbegrebet af provinsielt købstadsmiljø. Leonora, der er gift med den gamle og mistroiske Jeronimus, er forelsket i Leonard, som bor i nabohuset. Deres affære foregår foreløbig kun per brev. Men med tjenestepigen Pernilles mellemkomst udtænkes en plan som skal gøre det muligt for de elskende at mødes under julestuen. Det kræver imidlertid at den stivsindede Jeronimus bliver overtalt til at invitere til julestue, og det holder hårdt, for han anser julestuerne som arnested for alskens umoral. Først da den naragtige skolemester anfører en række pseudovidenskabelige argumenter til forsvar for julestuen, bøjer han sig.
Under julestuen iværksættes forskellige julelege, bl.a. blindebuk. Og mens Jeronimus har bind for øjnene, formår Leonora og Leander at liste af i det almindelige virvar. Men Jeronimus lugter lunten, og det hele udvikler sig til korporligheder, hvorefter vægterne dukker op og tager hele selskabet med til afhøring på rådhuset.
Holberg forsynede ikke stykket med en morale. Til sidst står skolemesteren blot tilbage på scenen og erklærer at hvis vægterne ikke var kommet, ville julestuen have varet længere, og mere ville være sket – vi kan selv tænke os til hvad.
Intrigen går altså ud på at narre Jeronimus og bane vejen for hans kones utroskab. I al sin ubekymrede amoral fortæller komedien imidlertid også om nogle af tidens modsætninger, mellem gammeldags og moderne livsstil, mellem provins og hovedstad, mellem overtro og viden, mellem gamle hedenske traditioner og en voksende pietisme. Når Holberg lod handlingen i Julestue foregå i Ebeltoft, hang det formentlig sammen med at julestuerne i provinsen i højere grad havde beholdt deres traditionelle præg.
Personerne er snarere typer end udfoldede karakterer. Men der er også nuancer. Jeronimus og hans søster Magdelone er nok, med lidt forskellige betoninger, indskrænkede og overtroiske. Men Jeronimus er ikke bare latterlig, han varetager også omsorgsfuldt rollen som familieoverhoved. Da Leonora – som en del af intrigen – lader som om hun ikke bryder sig om julestuer, insisterer han faktisk på at “man må have nogen fornøjelse iblandt”. Og han kan jo siges i sidste ende at få ret – julestuen udviklede sig netop som han frygtede. Også i en bagatel som denne komedie vil Holberg have tilskuerne til at tænke selv.

På teatret i Lille Grønnegade havde man i første omgang bedt Joachim Richard Paulli (1691-1754) om at skrive en komedie om maskeraderne og julefesterne. Paulli leverede komedien Julestuen og maskeraden, men skuespillerne afviste stykket, som de ikke mente ville fungere på scenen. Holberg fik overdraget opgaven med at gøre stykket brugbart og kvitterede ved at dele stykket op i to – enakteren Julestue og treakteren Maskerade. Begge tager de udgangspunkt i en social tradition, ligesom i øvrigt også Barselsstuen og Kilderejsen. I eftertiden er Julestue ofte blevet spillet umiddelbart efter Maskerade.
Julestue blev formentlig opført første gang i januar 1724. Den blev trykt i andet bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen.
Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx