Indledning til Juele-Stue
ved Per Thorsen
Om stykket Juele-Stue (1724) siger Holberg selv i Epistel 374 fra 1749 at han opfattede det “alleene at være skreven for at komme Spectatores til at lee”. Og i sit Første Levnedsbrev fra 1728 skriver han: “Det er en ren farce, men saa morsom, at man ved førsteopførelsen knap kunde høre et ord. Tilskuerne morede sig saa højlydt, og selv skuespillerne kunde ikke bare sig for latter, saa at det var lige ved, at forestillingen helt maatte afbrydes.” 1
Stykket blev trykt første gang i 1724 i bind 2 af Hans Mikkelsens Comoedier og blev optaget uforandret i Den Danske Skue-Plads, komedieudgaven fra 1731. Det er førstetrykket fra 1724 der ligger til grund for nærværende udgave.
Duel på komedier
Holberg var ikke den eneste embedsmand der skrev original dramatik til teatret i Lille Grønnegade. Joachim Richard Paulli (1691-1754), der var sekretær i hofretten, skrev også dramatik. I 1723 havde han skrevet og fået opført Den seende Blinde, med stor succes idet komedien byggede på samme komiske grundstruktur som den franske komediemester Molières stykke Fusentast.2 I 1724 havde teatret bedt om en komedie der passede til julehøjtiden, og Paulli afleverede Jule-Stuen og Masqueraden, et stykke i tre akter, ved nytårstid 1724.
Paullis stykke var langt og ufokuseret. Han ville både præsentere de to traditionelle fester, julestuen og maskeraden, og samtidig etablere en intrige om den ældre rentenyder (pengeudlåner) Aurelius der forsøger at snyde sin datter for en arv ved at skjule et testamente; han må imidlertid aflevere det til slut – ved hjælp af julestueforvirring, intrigante tjenestefolk og en procurator (sagfører) som han også er kommet i konflikt med. Der er mange forviklinger og usandsynlige forklædninger undervejs, og humoren er overskuelig. Teaterledelsen og skuespillerne brød sig ikke om stykket, det blev lagt til side og aldrig bragt til opførelse. I stedet henvendte de sig til Holberg med manuskriptet for at få det forbedret.
Holberg reagerede ved at dele stoffet op i to selvstændige komedier og omforme det til henholdsvis enakteren Juele-Stue (1724) og treakteren Mascarade (1724). Man kender ikke de præcise datoer for førsteopførelserne af de to komedier, men Juele-Stue er formodentlig blevet opført allerede i januar 1724, Mascarade måneden efter; stykkerne er herefter som oftest blevet opført sådan at Juele-Stue har været et efterspil til Mascarade. Begge stykker blev modtaget med begejstring af skuespillere og publikum således at tredjegangs-opførelsen – den ældste kendte opførelsesdato for de to komedier – fastelavns mandag, 28. februar 1724, skete på “mangfoldige honette Folkes Begiering”.3
Paulli søgte senere at hævne sig ved at forsøge en ‘forbedring’ af Holbergs Den politiske Kandstøber (1722). Det slap han ikke så heldigt fra. I en lille pjece, “Tvende splinder nye Breve, som tiene til Den Politiske Kandestøbers Opliusning”, nedgør Holberg Paullis tekst punkt for punkt og slutter med at råde Paulli til at ophøre med sit elendige litterære kandestøberi.4
Resumé
Komedien er en af Holbergs korteste, en enakter med 13 scener. Den foregår i den jyske købstad Ebeltoft en af juledagene efter juleaften.
Hovedpersonerne Jeronimus og Leonora er mand og kone, Pernille og Arv deres tjenestefolk, Leander er Leonoras elsker, Magdelone er Jeronimus’ søster, Skolemesteren er huslæreren. I stykkets rolleliste optræder også Jeronimus’ og Leonoras 6 børn, familiens naboer, hos hvem Leander logerer, og nogle vægtere, den tids hjælpepoliti.
Leonora introducerer stykkets tema i 1. scenes monolog: Hun har en elsker, som hun foreløbig har et brevforhold til, men som hun med tjenestepigen Pernilles hjælp vil mødes med. Julestuens ritualer og lege skal hjælpe med hertil (se afsnittet “Juletraditioner” nedenfor). Derfor skal Jeronimus lokkes til at acceptere at afholde julestue, hvortil også Leander skal komme sammen med sine værtsfolk, familiens naboer.
Taktikken, komediens minimale intrige, går ud på at Leonora skal overtale sin mand ved at gøre det modsatte af hvad hun vil, altså optræde som ærbar modstander af julestuer. Da det ikke er nok, mobiliseres Jeronimus’ søster, Magdelone, som under henvisning til skik og brug og naboers allerede afholdte julestuer forsøger at bevæge sin bror. Også det forgæves. Først da skolemesteren, børnenes huslærer, kommer til og bruger græske citater og pseudoakademiske begrundelser for julestuen, overgiver Jeronimus sig, og julestuen bliver afholdt. Gæsterne er allerede inviteret, og komedien kan dermed uden problemer fortsætte med julestuen.
Under julestuens lege lykkes det de to elskende at snige sig ud af stuen til en privat hyrdetime, men de afsløres af Jeronimus, og stykket afsluttes med slagsmål, som hidkalder vægterne, der trækker af med selskabet til afhøring på rådhuset. Tilbage – under bordet – sidder skolemesteren, der rejser sig og henvendt direkte til publikum fremsiger en slags morale: Hvis vægterne ikke var kommet, ville julestuen have varet længere, og mere ville være sket, vi kan selv tænke os til hvad.
Lånene fra Paulli
Litteraturprofessor Hans Brix har i en stor artikel med
titlen “Julestue og Mascarade” i Analyser og Problemer omhyggeligt
sammenlignet Paullis og Holbergs stykker og oplistet Holbergs
‘lån’.5 Brix konkluderer at Holberg for Mascarades vedkommede har
lånt flittigt hos Paulli. Foruden en lang række replikker
nævner han her særligt indledningsscenen og selve
maskerade-intermezzoet, der er indlagt som en art selvstændig
scene, hvor en ‘ægte’ maskerade udspilles i selve teaterrummet.
For Juele-Stues (1724) vedkommende kan en række små ligheder i replikker og replikskifter spores komedien igennem. Tydeligst skinner Paulli som forlæg imidlertid igennem i den lille intriges fælles forløb i de to komedier: Husherren er imod julestuen, men overtales til at lade den afholde. Julestuen giver nu lejlighed til at i det ene forløb husfaderens datter, i det andet hans kone, mødes med deres elsker. Han opdager til sin fortørnelse intrigen.
Hvor Paullis hele komedie foregik i København, delte Holberg stoffet op så de moderne maskerader, der som overklassefænomen florerede i hovedstaden, forblev her mens de gammeldags julefestligheder, der hørte den jævnere befolkning til, blev henlagt til provinsen. Mascarade (1724) og Juele-Stue (1724) blev således komedier i modsat stil: den ene elegant københavnsk, den anden gammeldags og provinsiel. “Den ene Handling komponerede han med sirlige franske Motiver over Maskeradernes Ide ... Den anden lod han gro af ældgammel Tradition for Kys og Omfavnelser udenfor de kristelige Restriktioner i Julestuernes mærkværdige Opstyr.”6
Juletraditioner
Julen er en gammel tradition med rødder i førkristen tid, og julens ritualer er en blanding af hedenske og kristne traditioner der kombinerer Kristi fødsel med fejringen af vintersolhverv (årets korteste dag der betyder at det nu går mod lysere tider). Også på Holbergs tid var den første del af juledagene, til og med 2. juledag, helliget de kristne traditioner og ritualer, som ikke spiller nogen rolle i Juele-Stue (1724). Det gør derimod de fester og lege der indgik i de senere juledage, ofte i op til 14 dage, hvor naboer og venner på skift festede hos hinanden – og som de gejstlige og statslige myndigheder både før og under enevælden holdt skarpt øje med. Allerede i 1500-tallet advarer biskop Peder Palladius mod disse hedenske skikke der kunne føre til drukkenskab og usædelighed, og Danske Lov fra 1683 fastsætter følgende: “Al letfærdig og forargelig Lægen om Jul, eller andre Tider, og Fastelavns Løben forbydis strengeligen, og bør alvorligen at straffis.”7 Senere udstedtes en række forordninger om fænomenet, og at sådanne regler også fandtes på Holbergs tid, fremgår i scene 13 af vægternes advarende ord: “Veed I ikke hvad som nyelig er oplæset af Øvrigheden?” – som sandsynligvis betyder at præsterne og byfogeden har mindet borgerne om de bestående regler for julestuer.
Endnu strammere regler skulle dog komme til få år efter Holberg skrev sit stykke. Ved Forordningen af 1730 begrænsedes således afholdelsen af julestuer, mens de fem år senere ved Forordningen af 1735 helt blev forbudt.
At julestuerne var et omdiskuteret fænomen på Holbergs tid, kan der ikke herske tvivl om; men Jeronimus’ udmelding om at julestuetraditionen er gået af brug i København (scene 11), har ifølge Hans Brix næppe haft sin rigtighed. Julestuerne florerede også her, omend næppe med samme grad af ‘kædefest’ som i provinsen.8 Når Holberg henlagde handlingen til Ebeltoft, som det fremgår af scene 5, 8 og 12, skyldes det altså at julestuen her fandtes i sit mest traditionelle tilsnit.
Byen var på Holbergs tid en større provins- og søfartsby. Den optræder flere steder hos Holberg som typisk repræsentant for det provinsielle købstadsmiljø; bl.a. kommer Mascaradens Henrich fra Ebeltoft. Når Mascarade (1724) og Juele-Stue (1724) blev spillet samme aften på Grønnegadeteatret (Mascarade før Juele-Stue), har der således uden tvivl været en underholdende pointe i at ‘udfolde’ Henrichs hjemegn i den efterfølgende julefarce.
Selve ‘julestuen’ var et selskab eller et gilde der fandt sted i juledagene, og som fejredes med udklædning, dans og forskellige lege. I stykket er det især i sidste scene at udklædningerne og legene findes, her er julestuen begyndt.
Om gæsterne der ankommer til julestuen, hedder det i scene 13: “somme af dem har underlig Skikkelse og Klæde-Dragt.” Det var en del af traditionen at man kunne møde op udklædt, ligesom til maskerader. Også Arv, husets tjenestekarl, optræder i to forskellige udklædninger i stykket: i scene 9 som julebuk – et ondt overnaturligt væsen i bukkeskikkelse som ifølge folketroen drev sit spil ved juletid og i julestuer og julelege skræmte børnene og lavede løjer – og i scene 13 som julevætte – et skrækindjagende væsen der søgte at røve mennesker, især børn, og kun lod sig forsone ved madoffer. Som julebuk er Arv iført et hvidt klæde og har to horn i panden, en udklædning der rimeligvis har været det almindelige julebukkostume. Som julevætte optræder Arv med kul i ansigtet og en pind med to lys på i munden. Julevættelegen har så vidt man ved, bestået i at den person der agerede julevætten, krøb omkring på alle fire og foran hver af de tilstedeværende rejste sig på bagbenene og forlangte føde. Fik den æbler og nødder, stilledes den tilfreds, fik den intet, gjorde den mine til at slæbe den uheldige med sig. Børnene skreg, mens spøgen for de voksnes vedkommende synes at have bestået i at forsøge på, når julevætten rejste sig på bagbenene, at puste lysene i dens mund ud; hvis dette lykkedes, flygtede den. I scenen kryber Arv ikke på alle fire, men rider på to mænd der vender bagdelene mod hinanden. Dette mærkværdige optog med ‘ridedyr’ med rytter kendes fra en juleleg fra Jylland og optræder altså her i kombination med julevætte-legen.9
De lege der leges, og som skal bruges til at narre Jeronimus, er henholdsvis Juule-Leg med Pant og blinde Bock. Den første juleleg er en såkaldt panteleg; dvs. at man, når legen begynder, afleverer et pant; dette pant får man igen når man efter at have tabt har modtaget sin ‘dom’. Skolemesterens dom er fx at han skal synge en vise. Blindebuk er stadig kendt; her får en person bind for øjnene og skal finde en anden som derefter får bind for øjnene osv.
Lystighed – pro et contra
Juele-Stue (1724) har ikke påkaldt sig megen forskningsmæssig interesse, med henblik på fortolkning, og som det er fremgået ovenfor, opfattede Holberg selv stykket som en bagatel, skabt til underholdning. I den allerede citerede Epistel 374 (1749) siger han også om sit stykke at det “ikke er meget moralsk, skiønt derved vises dog et andet Sigte, nemlig at forestille de forrige Tiders Overtroe og Simplicitet udi Festers Helligholdelse.”
Vilhelm Andersen sammenligner i sin litteraturhistorie Holbergs to stykker med Paullis forlæg og skriver: “Paullis Julestue og Maskarade er i Figurer (den gerrige Fader) og Intrige (Testamentet) en eftermolièresk Komedie; Holbergs Julestue og Maskarade er ... nationale Komedier”. Han gør lidt ud af det særligt provinsielt danske ved Jeronimus som kunne være købmand i Ebeltoft; meget mere bliver det ikke til.10
Billeskov Jansen placerer i Danmarks Digtekunst stykket som undergenre i komediegenren på følgende måde: “Den rene Karakterkomedie og den rene Intrigekomedie er yderpunkter i Holbergs Teater. Men derimellem ligger en Gruppe Skuespil, i hvilke Karakter og Intrige indgaar en særlig Forbindelse. ... Det er Præsentationskomedier; Komikken søger Forfatteren i selve Milieuskildringerne. Hos Holberg er det ligeledes en Mode eller Skik, en kulturel Vane, der er Stykkets Hovedperson eller ‘Karakter’ ...”. Barselstuen (1724) er Billeskov Jansens hovedeksempel, om Juele-Stue siger han: “I mindre Format og nærmere ved det dramatiske Divertissement er Jule-Stue (en akt), Maskarade og Kilde-Rejsen (tre akter), alle indrettede efter Grønnegadeteatrets Ønske om at give Publikum noget for Øjet. I den første fremføres Juleløjer ...” – og det er så det.11
Hans Brix går grundigere og mere kvalificeret til værks i Ludvig Holbergs Komedier, 1942; det har inspireret det følgende.
Juele-Stue er en bagatel. Historien handler om hvorvidt det skal lykkes Jeronimus’ noget yngre hustru Leonora (navnet er ellers traditionelt knyttet til de ugifte jomfruer i Holbergs komedier) at få et stævnemøde med en hemmelig elsker som hun, før stykket begynder, kun har et brev- og øjekastforhold til. Det er ikke meget. Men som Hans Brix gør opmærksom på, får Holberg meget ud af lidt. To komprimerede citater viser hvad Brix har fået øje på: “Saa let og flygtigt Stykket er indrettet, viser det os af Tidens Modsætninger baade Overtro og Vantro, Ortodoksi og Pietisme samt glad erotisk Vildskab, helt religionsfri.”12
Og i præsentationen af persongalleriet: “Jeronimus er ortodoks med en Snært af Pietisme, Leander er ung Radikaler af akademisk Type, Skolemesteren antik Humanist med middelalderligt Islæt, Magdelone har Almuens primitive Begreb, Leonora og Pernille er Præstinder for den uartige Eros.”13
Med sin ballast af viden og holdninger får Holberg, selv i en bagatel, fortalt meget om Danmark og danskerne i 1724. Han får karakteriseret provins over for hovedstad, han får beskrevet forskellen mellem reaktionær og moderne livsstil, mellem overtro og viden, mellem herskab og tjenestefolk og får givet et billede af det sociale liv på en tid hvor gamle, hedenske, traditioner er i konflikt med en stadigt voksende pietisme – der få år efter, med Christian 6. ved magten, får lukket teatret i Lille Grønnegade og megen anden lystighed.
Holbergs figurer kan opfattes som klicheer: Jeronimus er den sure, gamle, reaktionære husfader (fx scene 5), konen Leonora er yngre og klar til opvartning og utroskab (fx scene 1), Magdelone, Jeronimus’ søster, et levn fra fortiden (fx scene 7), skolemesteren en nar i al sin pseudovidenskabelige besserwissen (fx scene 12), og tjenestefolkene Pernille og Arv kun optaget af intriger og morskab (fx scene 9). Men selv i så kort et stykke som Juele-Stue er, får Holberg nuanceret sine personer og etableret en meget moderne tvetydighed i forhold til hvem af stykkets personer der ‘har ret’.
Det gælder især hovedpersonerne: nok er Jeronimus forstokket og indskrænket, men han udviser også omsorg – selv om denne ofte får et komisk skær – både for sine kones velbefindende, for sine børn som han vil dele julegaver ud til, og hvis skolegang han interesserer sig for, og endelig for sin tjenestekarl Arv, som han opfordrer – omend på en særdeles grov måde – til at læse bøger. Til trods for det er han ikke så lærd som han gerne vil være, og tror bl.a. at den misdannede kalv som omtales i scene 2 og 5, er et varsel om “all den Ulykke der skeer i Verden”. Han forbinder misdannelserne med tidens nye damemoder som han bruger til at beskrive misdannelserne (‘Topper’, ‘Fabler’, ‘Favoritter’), og som han også oplever som tidernes forfald. Han er i den grad en mand af i går. Han er modstander af det moderne og vil ikke desto mindre ikke kendes ved traditionens ritualer; først og fremmest på grund af de umoralske følger af julestuens lystigheder (især druk og seksuelle udskejelser). Men samtidig siger han dog til sin kone at “hun maa ikke dog gandske slaa sig fra Verden, man maa have nogen Fornøjelse iblant”, altså et forsvar for en vis løssluppenhed. Og han kan jo siges at få ret i at julestuen netop viser sig at blive hvad han frygtede, et arnested for udenomsægteskabelige affærer.
Leonora er ikke alene traditionelt interesseret i at blive kurtiseret af sin tilbeder, Leander, men vil tydeligvis i nærkontakt med ham. Her giver Holberg på den ene side plads for kvinders lyst uden at fordømme den i konteksten. På den anden side fremstår hendes og Pernilles anstrengelser for at få gennemført julestuen som et skalkeskjul for at kunne kaste sig ud i promiskuitet – og komedien ender med at Leander får prygl af Jeronimus.
Så der er, som så ofte i Holbergs komedier, ikke et simpelt budskab. Holberg vil have tilskuerne til at tænke selv. Han så det som sit særlige anliggende at anspore sit komediepublikum til selv at ræsonnere om moralske emner. Det fremhævede han da han i sin Epistel 179 fra 1748 gjorde status over sin indsats som komedieforfatter: “Jeg vil ikkun alleene sige dette, at vore Danske Skuespil have omstøbt disse Rigers Almue ligesom udi en anden Form, og lært dem at raisonnere om Dyder og Lyder [laster], hvorom mange tilforn havde kun liden Idée.”
Moralen
Sådan er det – også i denne enkle komedie – med Holberg: han lader det være op til tilskuerne selv at finde balancen. Og at balance er et nøgleord, fremgår også af Holbergs egne refleksioner over den slags folkelig morskab som maskerader og julestuer er. I Epistel 347 fra 1749 forsvarede han maskeraderne – og det kunne lige så godt være julestuerne – fordi de bl.a. ophæver standsforskellene for en kort stund, ligesom julestuernes udklædning i øvrigt giver mulighed for en tiltrængt forandring fra dagligdagens meget hierarkiske samfund. Men ikke så snart har han forsvaret maskeraderne, før han skriver at han ikke har tænkt sig at “recommendere Mascarader”, for “Alt hvad som skeer udi Exces og uden Maade bliver lastværdigt og skadeligt”. Og således også i denne komedie. Julestuen fremstår gennem komedien som venlig og uskyldig morskab til glæde for både børn og voksne, tjenestefolk og herskab. Jeronimus’ modstand mod den er latterliggjort. Men løjerne går over gevind, de udarter til korporligheder der må standses af vægterne som repræsentanter for myndighederne. Lystigheder skal holdes inden for rammerne af lov og orden.
Holberg vil have sine tilskuere til at reflektere moralsk. Men – og det er vigtigt – man må gerne more sig mens man tænker sig om. At komikken var vigtigst i dette stykke, viser ikke mindst den kaotiske slutning hvor Holberg har opgivet at lade skolemesteren aflevere en fornuftig slutmorale. Her skulle først og fremmest les. Det gjorde både tilskuerne og skuespillerne da Juele-Stue (1724) havde premiere på teatret i Lille Grønnegade i 1724; og det kan vi såmænd også gøre i dag.
Litteraturliste
Andersen, Vilhelm, Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 2, 1934.
Brix, Hans, “Julestue og Mascarade” i Analyser og Problemer. Undersøgelser i den ældre danske Litteratur, bd. 5, 1940, s. 134-179.
Brix, Hans, Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads, 1942.
Feilberg, H.F., Jul, bd. 2, 1904.
Jansen, F.J. Billeskov, Danmarks Digtekunst, bd. 2, 1944-58 (2. udg. 1964).
Jansen, F.J. Billeskov, Ludvig Holberg. Værker i tolv bind, bd. 4, 1969-71.
Jensen, Anne E., Teatret i Lille Grønnegade 1722-1728, 1972.
Nielsen, Oluf, Kjøbenhavn paa Holbergs Tid, 1884.
Nystrøm, Eiler, Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, 1918.
Paulli, J.R., “Jule-Stuen og Masqueraden” i Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, bd. IV, 1924,
Roos, Carl (udg.), Holberg, Comoedierne (Festudgaven), bd. 3, 1923.
Troels-Lund, Troels Fr., “Julen” i Dagligt Liv i Norden i det 16de Aarhundrede, 1903.
Werlauff, E.C., Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 2. udg, 1858.