Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Første akt
*Scene 1
Henrik (som *kavaler)
Ha ha ha ha ha ha! Det *går rigtig an. Hun *er fast. Hvad kan dog ikke de *lumpne klæder gøre? Jeg har *min tro ikke haft andet *øjemærke end at *harcelere lidt med min herres klæder og *ekvipage, og aldrig tænkt at gøre min lykke derved. Det går mig *ligesom kulbrænderen der iførte sig i en *doktorkjole for at lade sig hilse af folk, og blev virkelig doktor ved samme narreri. Jeg bli’r virkelig *hanrej; thi den gode *jomfru er *koket som en evig ulykke, men *hvad vil det sige? Jeg avancerer dog, nemlig fra en *slyngel til en fornem hanrej. Det meste består deri at jeg kan *holde gode miner, og intet af det gamle *lakajvæsen stikker frem som kan røbe mig.
I går havde jeg nær begået en forbandet forseelse: Da jeg gav de fremmede folk som jeg har antaget for min herre, ordre at spænde for vognen, *kom jeg ikke i hu jeg var herre, men ville stå bag på vognen, hvorudover kusken begyndte at smile og sagde: “Hvor vil Deres *Velbårenhed hen?” Jeg blev skamfuld og begyndte at hænge med hovedet som et æsel, men reddede mig dog derfra idet jeg lod som jeg så en skavank på *himmelen af vognen.
Jeg var på et *assemblé i går alene for at lære nogle fornemme *grimasser. Jeg så der blandt andet *en junker som nylig var kommet fra Frankrig, ham udkopierede jeg meget nøje, undtagen at jeg ikke vil snakke igennem næsen, hvortil han havde sine *a parte raisons, thi han var kommet ganske nylig fra Paris. For resten stjal jeg ham al hans anden *artighed fra, som for eksempel:
(Tager sit urværk op og fløjter, gør *kupéer med fødderne og synger, tager spejlet af lommen og *akkommoderer sin paryk)
Jeg er fornøjet med mig selv. Jeg er forlibt i mig selv. Frøkenen *har pardieu ræson.
Scene 2
Arv, Henrik
Arv
Hvad fanden mon det er for en karl? Han er ikke rigtig i hovedet.
Henrik
Hvad pokker er dette? Det er *min tro Arv, som kommer fra min herre på landet.
Arv
*Om folk bar sig sådan ad hos os på landet, dømte birkedommeren dem virkelig til at være gale – indtil de blev frikendt af en anden ret i købstaden, hvor sådant er brugeligt.
Henrik
Jeg må åbenbare mig for ham, men narre ham lidt først. Hør, hvo er som taler der?
Arv
Det er mig.
Henrik
Hvilken mig? Hvad er det for svar?
Arv
Det er mig, Arv.
Henrik
Du må være en slyngel. Det kan jeg høre af dit navn. *Diable m’emporte, par tout dans la France, comment vous portes vous? Hør hvad jeg skulle sige: *Kanalje, forstår du fransk?
Arv
Nej, jeg gør ikke.
Henrik
Italiensk?
Arv
Ikke heller.
Henrik
Spansk?
Arv
Nej.
Henrik
*er du jo værre end *et umælende bæst.
|a4r
Arv
Nej, jeg forstår intet deraf, min ærlige herre.
Henrik
Ærlige herre? Hvem *tager du mig an for, slyngel? *Jeg er ikke ærlig, jeg er velbåren. Når du taler med en af dine kammerater, så kan du sige: min ærlige mand.
Arv
Om forladelse, velbårne herre! Jeg vidste min tro ikke andet end han var ærlig.
Henrik
Nej, det er noget gammeldags for folk af min stand. Hvor har du hjemme?
Arv
Jeg tjener hos en ung herre som hedder Leander.
Henrik
Leander! Hvor er den *flegel kommet til det navn? Jeg hedder Leander.
Arv
Så er velbårne herre da også en flegel?
Henrik
Ved du vel hvad en flegel er?
Arv
Nej, jeg ved *mare ikke, *uden at det må være noget fornemt eftersom han siger at min herre og han selv er sådanne.
Henrik
Det er din lykke at du ikke ved det. Men hvordan har din herre understået sig at føre det navn Leander? Hvis jeg havde ham fat, han skulle få en ulykke. Dig vil jeg opofre først *på regning.
(Trækker sin kårde)
Arv (på knæ)
Ak, velbårne hr. flegel, spar mit liv! Jeg er kun hans gårdskarl. Men han har en *tjener her i byen som jeg skal *fly herren fat på, på hvilken han bedre kan hævne sig.
Henrik
Hvor er den tjener? Hvad er hans navn?
Arv
Han hedder Henrik, men burde hedde Skurk; thi det er en af de største *rakkerknægte jeg har kendt.
|a4v
Henrik
Ha ha ha, nu kan jeg ikke mere. *Stat op, Arv. Kender du mig ikke? Jeg er den Henrik som du taler med sådan berømmelse om.
Arv
Nej, så gid du *óg *få al verdens skam for mig som du gjorde så bange.
Henrik
Gid du *óg få skam for mig som du bagtalte.
Arv
Dine gerninger *udviser at jeg talte ikke uret. *Hvor pokker kommer du at løbe sådan gal i herrens klæder?
Henrik
Arv, du er jo en fattig karl, som ved dit arbejde ikke vinder *10 rigsdaler om året.
Arv
Jeg *fortjener *10 djævle ikke 10 rigsdaler.
Henrik
Inden aften skal du fortjene 50 rigsdaler dersom du vil *holde gode miner og stå mig bi i mit forsæt.
Arv
Hvor pokker vil du skaffe mig 50 rigsdaler *uden du vil stjæle dem?
Henrik
Arv, når du hører historien, skal du let kunne begribe det. Du ved at Leander har *skikket mig til byen for 14 dage siden at sætte hans *gård i stand og *tage an ny tjener og kusk på hans vegne, at alting kan være rede at tage imod hans tilkommende brud.
Arv
Jeg ved det nok. Men hvad mon det er for en jomfru han får?
Henrik
Jeg er lige så klog deri som du. Der er ingen som ved det uden den anden tjener Christoffer, som rejste med ham da han *sluttede dette parti. Jeg ved ellers intet deraf. Thi så snart han kom hjem, sagde han: “Henrik, jeg skal holde bryllup inden 14 dage i byen. Du må straks rejse derhen og *sætte alting i lave, lade vognen oppudse, tage et par |a5r tjenere an, thi Christoffer *gjorde mig et puds på vejen, *hvorudover jeg *lod ham løbe.” Jeg gjorde mig *så næsvis og spurgte ham hvo hans kæreste var. Men han smilede deraf og sagde: “Det er et *fruentimmer. Du får hende nok at se. Rejs kun straks til byen og *forret hvad jeg har befalet dig.”
Jeg har derpå antaget et par tjenere og en kusk og *gjort sådanne anstalter som han vil være fornøjet med. Men da jeg *blev mægtig over min herres hus og *ekvipage, fik jeg lyst til at *føre mig op som en stor herre.
Arv
Hvilket forbandet indfald.
Henrik
Det må du vel sige, Arv. Jeg *rullerede i karosse hver dag med to tjenere bagpå i herrens bedste klæ’r og havde min tro ikke andet *øjemærke dermed end at *styre den lyst som mig *var påkommet, og at mærke hvorledes det var at være fornem.
Arv
Men ville kusken og tjenerne altid *bekvemme sig til sådan opvartning?
Henrik
Kusken og tjenerne ved ikke andet end jeg er herren selv.
Arv
Ha ha ha! *Gid du få en ulykke. Det er *artigt nok.
Henrik
Nu skal du høre videre, Arv. Her i dette hus *logerer en fremmed *frøken fra landet som hedder Leonora og er meget rig; thi hun fører sig op som en prinsesse. Den samme frøken har set mig nogle gange i min stads og er blevet stærkt forlibt i mig, har *sat en gammel kone ud på mig at udforske mit *hjertelag, og jeg har i sinde at holde bryllup med hende denne aften. Kan du nu begribe, Arv, hvordan jeg kan komme i stand at forære dig 50 rigsdaler, ja 50 rigsdaler til?
Arv
Er du *bandsat, Henrik? Du kan blive hængt derover når det kommer for lyset hvo du er, og at du således har bedraget en fornem jomfru.
|a5v
Henrik
Du må høre omstændighederne, Arv. Jeg bedrager hende ikke. Hun bedrager sig selv; thi jeg har ingen ro kunnet have for hende. Jeg har ikke givet mig ud for at have midler eller at være af stand. Jeg har alene sagt at jeg bor i det hus som er lige over for hendes. Hun løber efter mig, og jeg ikke efter hende. Det er en som vil med djævels magt giftes. Thi hun er løs på tråden som en ulykke, så jeg bli’ vist nok *hanrej, men *det vil ikke sige. Jeg får så megen velstand med hende at jeg kan *bære mine horn med respekt og lade dem forgylde til.
Arv
Men at føre sig sådan op som du gør, det er jo at give sig ud for en stor herre for at bedrage en jomfru.
Henrik
Arv, du kender ikke denne bys folk ret. Gid jeg havde en daler for hver en slyngel, hver en stodder der her går i *fløjlskjole, da var jeg en rig mand. At jeg fører mig sådan op, har jeg ingen uden min herre at gøre regnskab for. Hvorfor pokker spør’ hun sig ikke for, hvem jeg er? Hvorfor la’r hun mig ikke være i ro? Jeg kan gøre min ed på at jeg aldrig har givet hende ringeste *anledning. Men den gamle kælling siger at hun er *færdig at revne af kærlighed, så jeg kan mærke at det er alene min person hun er forlibt i, og at jeg virkelig uden fare *gør en stor lykke.
Arv
På den måde *mærker jeg at det kan gå an. Ha ha ha. Hvilken forbandet historie.
Henrik
Der har du min hånd, Arv, at du skal få 50 rigsdaler i aften.
Arv
Et halvt hundrede rigsdaler er værd at gøre nogen tjeneste for. Hvad vil du da at jeg skal gøre?
Henrik
Jeg forlanger ikke andet end at du skal *holde gode miner. Du kan ellers agere min skytte.
Arv
Ja, det vil jeg gerne gøre.
|a6r
Henrik
Men hvad er ellers dit ærinde nu i byen i dag?
Arv
Jeg skulle herud for at lade dig vide at alting må være i beredskab; thi herren vil være her i dag.
Henrik
*Hillemænd, hvad siger du? Kommer han til byen i dag, da må jeg min tro skynde mig. Hør, Arv, om en halv time skal jeg efter aftale besøge min forlibte *jomfru. Da må du komme ind og spørge efter din herre, Leander, og levere mig et brev.
Arv
Men når vor herre får sådant *tøjeri at vide?
Henrik
Han vil le deraf. Mener du at min herre misunder mig min lykke? Dersom jeg ikke var forvisset om hans godhed mod mig, dristede jeg mig aldrig til at gøre sådant. Kom, lad os gå lidt hjem først.
Scene 3
Pernille, Magdelone
Pernille
Jeg ser jo ingen, Magdelone.
Magdelone
Så må han være gået bort; thi jeg så ham min tro dette øjeblik stå her udenfor. *Hvorudover jeg løb ind at *vare dig ad, Pernille.
Pernille
Ak, kære Magdelone, spring efter ham, måske han har været her og kunne ikke komme ind.
Magdelone
Nej, det duer ikke, Pernille. Alting med måde. *Jo bedre miner du kan holde, jo vissere er du på hans person. Han kommer *vist nok til den tid han lovede mig, nemlig *2 timer før middag. Klokken er endnu ikke stort over 9.
Pernille
Men Magdelone, *fortæl mig ret med omstændighed hvordan ærindet blev forrettet.
Magdelone
Jeg har forrettet min *kommission meget vel. Du er lykkelig, Pernille, som af en ringe tjenestepige kommer i sådan velstand. Han er vel noget naragtig, men ser ud til at have store midler.
Pernille
Jo naragtigere jo bedre, og det for *tvende årsagers skyld. Thi *først når min *slette stand og vilkår bli’r *kundbar, vil folk i steden for at laste mig for denne intrige, at jeg således har besnæret en ung herre, *kun le deraf og sige: Det var godt nok til den nar, han var ikke bedre værd, han havde dog ikke fået nogen jomfru af hans stand og vilkår.
For det andet kan hans naragtighed i et og andet tilfælde komme mig til nytte når vi bliver gift. Vi fruentimmer når vi leder efter kloge mænd, forstår ikke ret vor interesse. Når jeg har en rig nar til mand, *forestår jeg virkelig *bestillingen, og *han fører kun titlen. *Det er os om herredømmet at gøre, hvilket vi ikke kan få fra de kloge mænd uden med megen møje og lang tids intrige.
Men hos sådanne karle lover vi underdanighed ved *ægteskabskontrakten første dag, gør nogle *antegninger i kontrakten den anden dag, slår en streg over den *ganske tredje dag, *har hånd i regeringen med den fjerde og sidder ved roret alene inden ugen er til ende.
Magdelone
Jeg kan fatte det alt sammen.
Pernille
Havde han ikke været så naragtig som han er, så havde en fattig tjenestepige som jeg ikke *understået mig at vove sådant. Men da jeg fornam karlen *harcelerede så stærkt, fik jeg det indfald at stille mig an som en stor frue og betjene mig af min jomfrus møbler, klæder og *ekvipage.
Magdelone
*Når mener du din jomfru kommer til byen?
Pernille
Hun kommer enten i dag eller morgen. Thi jeg har ordre at holde alting i beredskab til i dag. Kommer hun førend jeg bli’r gift med min *galan, så vil jeg bekende rent ud for hende at jeg står på trinnet at gøre en stor lykke og derfor har brugt hendes klæder. Jeg er vis på at langtfra hun straffer mig derfor, *heller holder miner og *befordrer |a7r mig i mit forsæt. Men fortæl mig ret, Magdelone, hvordan du forrettede din kommission.
Magdelone
*Jeg tog de to stykker brokade med, gik derhen og spurgte om herren ville have noget som var af en *galant patron og dog for meget godt køb. Da han *tingede med mig om købet, sagde jeg: “Ak, velbårne herre, dersom han vidste det som jeg ved, tingede han ikke så nøje med mig. Der er en fornem jomfru i den gård her ligeover ...” *Apropos faldt han mig ind i ordet: “Den jomfru gør mig altid sådanne venlige miner når jeg ta’r forbi hendes vinduer. Kender I hende, *morlille?” “Ja,” svarede jeg, “jeg har min daglige gang der i huset. Hun er nylig kommet fra landet og venter sin far her *med det første.” “Hør,” sagde han, “*bedstemor, *bekend mig sanden, har ikke den jomfru nogen godhed for mig? Hun har kysset på fingeren og *kastet 2 a 3 gange til mig.” Da jeg hørte dette, begyndte jeg at forklare ham den hele sag og stævnede ham hid til klokken 10.
Pernille
Det er skønt. Vi må endelig *mage det så, at han *bli’r fast i dag; thi det kan hænde sig at nogen kan komme fra landet som kender mig og kan *åbenbare hvo jeg er.
Magdelone
Men Pernille, hvem er det din jomfru skal have?
Pernille
Jeg ved *min tro ikke. Da vi sidst var sammen her i byen, blev jeg syg og måtte lade hende rejse hjem alene, men da jeg var blevet frisk igen og just *stod færdig at ville rejse hjem, fik jeg tidender om at jomfruen var forlovet, og ordre at lave alting til rette til de kommer. Men kommer der ikke en *skytte? Det er nok *junkerens.
Scene 4
Arv (som skytte), Pernille, Magdelone
Arv
*Serviteur, velbårne *mammeselle, jeg ved ikke om De kender mig.
|a7v
Pernille
Nej, jeg gør ikke.
Arv
Mit navn er *Hasenskræk. Jeg er uværdig skytte hos den unge herre som bor her ligeover. Han lod ydmygst *formelde sin *reputation og *lod fornemme at om det faldt hendes velbårenhed belejligt, ville han gøre hende den ære at *opvarte mammesellen.
Pernille
Han skal være mig hjertelig velkommen. Men vær så god at underrette mig noget om jeres herre, hvilken mand det er.
Arv
Det er en *kostelig herre. Han er *kapabel at skyde på en *toskilling. Men han har *óg et par rifler *som siger 6. *Slige rifler er ikke til i hele landet.
Pernille
Er han sådan elsker af jagt?
Arv
Ja, det får vore hjorte og harer at vide. Han *kører i ring med dem hver dag så de må få en ulykke. Men jeg ved ikke om velbårne *madame har hørt at hans bedste *støver *Fairfax er død.
Pernille
Nej, jeg har min tro ikke.
Arv
Jo *mænd, han er død og begravet, og min herre sørgede for ham som det kunne have været hans egen bror. Det var også et *tutafekt *bæst, om man må således kalde en stor herres hund. Jeg ved fanden ikke hvordan han bar sig ad, han bed haren så behændigt ihjel at man aldrig kunne se *tegn til bid. Som for eksempel (I er en hare, bedstemor) ret således tog han den i halsen: Knæk, så var den klar.
Magdelone
Av av, I kniber noget stærkt, skytte!
Pernille
Er jeres herre *ungkarl, eller han har været gift *tilforn?
Arv
Nej, *ikke så at regne på. Hans far har villet haft ham gift *på et og andet sted, men han ville *ikke have uden |a8r en der *står ham selv an. *Jeg vil tjene jeres velbårenhed: Han gør *min sjæl ret. Hvorfor skulle sådan rig junker gifte sig uden med den som hans sind falder til? Nej, karlen vil *min tro råde sig selv *i de måder. Der er *endelig noget i gærde nu, hvad pokker det også er. Men han la’r sig ikke let tvinge. Thi her imellem os at sige, velbårne frøken, så er han ganske *skrammereret i hendes person.
Pernille
Jeg kan heller ikke nægte at hans person står mig an frem for alle jeg endnu har set. Jeg tør ikke sige hvor mangen urolig nat jeg har haft for hans skyld.
Arv
Jeg vil være mand for at hun ikke bli’r bedraget med ham. Han har et par *lægge som *ikke er for lange hvile. Hvis der var bedre lægge i det hele herred, lod han *save sine ben rigtig af. Jeg tør *slå væds med hende, go’ frøken, at det første hun får, det bli’r *tvillinger. Men jeg må løbe og sige svar.
Scene 5
Magdelone, Pernille
Pernille
Ha ha ha. Det var ikke uden med stor møje at jeg kunne *bare mig for latter. Jo naragtigere han er, jo bedre er det mig, og jo lettere kan jeg få ham i kløerne.
Magdelone
Man kunne høre på skytten hvordan herren er.
Pernille
Han er god nok, Magdelone. Jeg er fornøjet med ham. Var han *artig og poleret, så blev han ikke mig til del. Mener du nogen af hans stand ta’r sådan *harcelist.
Magdelone
Se, der kommer han uden tvivl.
Scene 6
Henrik (i *portechaise), Pernille, Magdelone
Henrik
Ha-a-alt, *bliv stående her, I *kanaljer! |a8v Hør, *Christoffer, bliv du hjemme, og kommer der bud efter mig *fra hove, må du sige at jeg kan ikke komme i dag, jeg er *angrasseret andetsteds.
Ak, *mon cher, *forlad mig, det er *portørernes skyld at jeg ikke holdt et stykke længere fra. Man har hundrede *fortrædder med disse lejefolk; thi de er dumme som bæster.
Hvis det ikke var af respekt for jomfruen, skulle jeg straks lade jer hænge.
Pernille
Ak, min herre, *pardonnér dem for min skyld.
Henrik
For *hendes skyld gør jeg *mardi alting, velbårne frøken. Apropos, mon cher, jeg kommer her at *aktionere hende for et lille tyveri hun har begået.
Pernille
Hvad? Jeg begået tyveri?
Henrik
Ja, hun har stjålet mit hjerte.
Pernille
Ak, min herre, jeg har samme proces at føre med ham. Jeg ved nok at det strider mod vort køns *modestighed at lade sig mærke med sådant. Men jeg bekender rent ud at ... ak, jeg kan ikke tale mere, mit hjerte står i min hals.
Henrik
*Jeg er en kanalje *om jeg har kunnet sove i 3 nætter for hendes skyld.
Pernille
Ak, min herre, det er ikke gået mig et hår bedre; thi hans øjnes pile har trængt sig ind i mit hjertes inderste kammer.
Henrik
Aaah *pardi, det er vel talt. Derfor må jeg *ma foi have *et kys.
Pernille
Jeg takker for den ære.
(Henrik kysser hende)
Henrik
Hør, frøken, min papa vil have mig til at tage en anden adelig rig jomfru. Men jeg skal før lade mig partere og hakke til kødmad førend jeg skal *bekvemme mig dertil og forlade hende, *mon chere.
|b1r
Pernille
Ak, er det muligt? Jeg er min tro *i samme fortvivlelse, men ingen uden døden skal skille os to ad.
Henrik
Se, der er min hånd om evig *huldskab og troskab.
Pernille
Der har han også min hånd at jeg aldrig skal lade mig tvinge til nogen anden.
(De omfavner hinanden)
Pernille
Vil han ikke træde lidt ind med mig at se mine *mobilier?
Henrik
Jo, min allerkæreste.
(Går ud)
Magdelone
Ja, nu *bli’r han fast når han får at se alle de *galanterier som han bilder sig ind at høre Pernille til, da hun dog ikke ejer så meget som *4 skillings værdi deri. Ha ha ha, hvilken forbandet historie vil ikke dette blive når vor junker hører at han har grebet så skammeligt fejl, og at han i steden for en rig frøken har fået en *gemen tjenestepige. Men hvor rig han end er og hvor høj af stand, så er han hende ikke for god; thi det er den største nar der kan gå på jorden, og der er intet andet adeligt hos ham end hans rigdom og *adelige formue.
Kunne dette kun blive klargjort førend jomfru Leonora kommer til byen; deri består den hele sag. Pernille har lovet mig 400 rigsdaler for min umage. Men jeg må ind at se hvad de bestiller. Jeg tror at de *holder bryllup på deres egen hånd.
Henrik (kommer ind)
Ha ha ha hi hi ha ha ha. Henrik, du *er ovenpå. Hun er, *gid jeg få skam, en jomfru på mange tusinde. Jeg kommer af en hændelse til en velstand som jeg aldrig har drømt om. Men det er sandt, når jeg undta’r hendes rigdom, så er der intet andet hos hende end hos en gemen pige, *uden at jeg vil kalde det fornemt at hun er så *koket. Men det er en sulten hund som jeg er, *om pengene kun at gøre. Hendes værelser er *udstafferet som en grevindes så at om nogen ville byde mig en halv tønde guld for min velstand, tog jeg ikke derimod. Nu gik hun ind i sit *kabinet for at tage en anden klædning på, thi hun siger at hun forandrer |b1v klædedragt hver time på dagen, hvilket er vel naragtigt, men dog tegn til stor formue.
Vi siger *alt ‘du’ til hinanden som gamle forlovede folk, og hun kalder mig sit hjerte. Men der kommer hun i en prægtig *adrienne.
Pernille
Om forladelse, min hjerte, at jeg har ladet dig *bie så længe. Hvad synes dig om den adrienne?
Henrik
Den er ret *galant, min høne. Min søster, frøken *Fikke, har en af samme *tøj. Ja, det er *ma foi af samme tøj. Jeg vil være en *rakkerhund om det ikke er. Hvad har du *givet for alen, min sirupskrukke?
Pernille
Mener du at jeg ved sådant? Når min kammerpige kommer hjem, kan vi få det at vide. Men har du mange søskende, min engel?
Henrik
*Ikke uden en søster. Men hun får intet af vort faste gods, det falder alt sammen til mig. Hun ta’r kun nogle penge og juveler. Men se, der kommer Hasenskræk, min skytte. Hvad vil du, Hasenskræk?
Arv
Her er et brev til *velbårne junker fra landet.
Henrik
Det er nok fra min far, min *papa, siger jeg. Han skriver mig altid til på *fransk eller italiensk. Forstår du fransk, min sjæl?
Pernille
Nej, jeg har aldrig kunnet lide det sprog; thi det bli’r så fordømt *gement.
Henrik
Jeg må læse hvad han skriver.
(Han læser)
*Vous plait il dans la France comment, a Paris a cette heures tres humble non pas. Nu skal I se at her er noget nyt. Jeg må læse videre. Rencollavet Bourdeaux fermez la porte. Diantre, Der har vi det. Jeg må blive gal. Videre: Diable m’emporte pluraliter |b2rVoules vous dormir nominativus genitivus dativus Jean foute comment vous portes rapportant autrement bestialement spælamdisimo. Ak, ak, hvilket forbandet *tøj!
(Går og spadserer, tørrende sveden af sig)
Pernille
Ak, hvad er det, mit halve hjerte?
Henrik
Det var jo forbandet, han vil true mig dertil, står det ikke så i slutningen? Jovist: autrement spælamdisimo bestialement autrement. Men jeg *er karl for min hat.
Pernille
Ak, hvad er det dog, min snut?
Henrik
Om alt andet slår fejl, så har jeg dog mine to herregårde, som er min mødrene arv.
Pernille
Men sig mig dog hvad det er, min *balsambøsse!
Henrik
Han er min papa, det er sandt, som jeg er al respekt skyldig, men jeg *gi’r ham djævelen.
Pernille
Hvad har han skrevet, min engel?
Henrik
Han må vide *pardi at jeg *Diable m’emporte *har trådt mine børnesko.
Pernille
Ak, *dølg det dog ikke længere for mig.
Henrik
Jeg vil dø på at det er min søster, frøken Fikkes, intriger. Ja, jeg vil være et *kanaljebæst om det ikke er.
Pernille
Hvad er det for intriger?
Henrik
Men er du *ma soeur, så skal jeg vise dig, at jeg er din *mon frere, *petite canaille!
Pernille
Sig mig det dog, min søde sjæl, eller jeg dør!
|b2v
Henrik
Ved du hvad det er, min *poppe? Min papa skriver mig til at han har hørt med hjertesorg at jeg løber om og *gør amour til fruentimmer i byen. Pardi, mon jeg ikke er af den alder at jeg ved hvad jeg gør? I sådanne sager spør’ jeg ingen uden mit eget hjerte til råds.
Pernille
Det mener jeg også.
Henrik
Jeg er *alt en karl der *lader mig rage 3 gange om ugen.
Pernille
Men hvad skriver han videre, mit hjerte, *efterdi du bli’r så vred?
Henrik
Jeg er en karl som forstår mit fransøsk og italiensk som mit *modersmål, og skulle ikke vide hvad min velfærd er? Men I skal få en lang næse, *mon cher papa.
Pernille
Hvad er din papas *forsæt da med dig, min skat?
Henrik
Han er god nok, min dukke, for sin egen person, men han la’r sig *forføre. Det er ikke at beskrive hvad *finter der er hos min søster, frøken Fikke.
Pernille
Hvad gør hun da?
Henrik
Jeg ved nok *hvad din næse klør efter, nådige frøken. Men du ved ikke hvilke venner jeg har *til hove, og at *kongen offentlig har sagt om mig over taffel: *“Den unge herre er noget extraordinaire hos.”
Hør, min dukke, min papa har *sluttet parti mellem mig og en frøken på landet og vil at jeg *med det første skal have bryllup med hende.
Pernille
Ak, Magdelone, *hold mig, jeg besvimer!
Henrik
Giv dig tilfreds, min høne, det skal aldrig i evighed ske. Ved du hvad? For at hindre sådant vil vi holde bryllup i aften.
|b3r
Pernille
Ja, her er intet andet råd at gribe til.
Henrik
Hasenskræk!
Arv
Velbårne junker.
Henrik
*Taruntula *præteritum perfectum *je ne sais pas generosement dans la France par couvert. Forstår du vel?
Arv
*Copis in sandung *Spæckavet *fripon Monsieur Ovis fort bien.
(Går ud)
Henrik
Jeg bad min skytte holde buddet op med snak til jeg kommer hjem. Jeg vil *skikke brev med ham til min papa og lade ham vide min mening. Men intet melde om vort forsæt at holde bryllup i dag. Thi ellers kom han over hals og hoved til byen.
Pernille
Det er sandt. Vi må tie dermed.
Henrik
Min engel! Jeg skulle give dig nogle gaver, men tidens korthed hindrer mig deri.
Pernille
Ak, ak, lad os holde bryllup først. Vi kan altid siden tænke derpå.
Henrik
Jeg vil alene give dig noget til forsikring om min kærlighed. Forvar kun denne lille ring med mit *træk i. Gaverne i sig selv skal blive des *vigtigere.
Pernille
Så må jeg også give dig noget småt *pusleri *for løjers skyld. Der er mit portræt i miniature.
Henrik
Det ligner dig ikke meget, min snut.
Pernille
Nej, det er min tro sandt. Men jeg har et *i arbejde af en anden mester.
Henrik
Klokken 4 kommer jeg her til *kopulationen.
Pernille
Alting skal være færdigt til den tid.
Henrik
Adieu så længe, min putte.
Pernille
Adieu, engel.
(Henrik blæser i sin *pibe. *Portørerne kommer med portechaisen, hvori han sætter sig og kaster et kys til hende til afsked. Hun gør ligeledes til ham. Han tager et spejl af lommen og *akkommoderer sin paryk i portechaisen)
Scene 7
Pernille, Magdelone
Pernille
Hvad synes dig nu, Magdelone, har jeg ikke spillet vundet?
Magdelone
Jo. Måtte der kun ingen hinder komme inden klokken 4. Men hvad var det for et billede du gav ham?
Pernille
Det var jomfru Leonoras portræt.
Magdelone
Er du gal, Pernille, hvordan tør du vove sådant?
Pernille
Når jomfruen hører at jeg har gjort min lykke derved, bli’r hun ikke vred, men vil le og have sin lyst deraf. Kom, Magdelone, lad os gå ind og *gøre anstalter til hans komme. Du skal få hvad jeg har lovet dig.
(De går ind)
 
 
 
xxx
xxx