Henrik og Pernille er hver for sig på udkig efter en mulighed for at blive gift over deres stand, og da deres herskaber er bortrejst, ser de deres snit til selv at spille fornemme folk. Iklædt herskabernes fine klæder stifter de bekendtskab med hinanden og indgår snart efter aftale om ægteskab, i den tro, vel at mærke, at den anden er af fornem stand.

Pernilles frue, Leonora, har imidlertid i hemmelighed forlovet sig med Henriks herre, Leander. Da herskaberne kommer til byen, hører de uafhængigt af hinanden om de indgåede alliancer og fejltolker aldeles hvad der er sket. Leander tror at Leonora har forlovet sig med Henrik, mens Leonora omvendt får den opfattelse at Leander har forlovet sig med Pernille. Forvekslingerne gennemspilles med ubønhørlig konsekvens indtil Leonora og Leander til sidst forsones – og Henrik og Pernille får hinanden, men nu kun modvilligt.

Henrik og Pernille er begge kyniske lykkeriddere, parate til at gifte sig med henholdsvis en letlevende ‘kokette’ og en skabagtig nar for pengenes skyld. Som Henrik forklarer gårdskarlen Arv, er der ingen grund til at lade sig forblænde af fine klæder – det er ofte de rene slyngler der gemmer sig bag dem. Men Henriks hårde dom over dem der er fornemmere end han selv, dementeres af Leander og Leonora: Det anstændige, unge adelspar fremstår som værdige repræsentanter for deres klasse.

Skellet mellem herskab og tjenestefolk var tæt på uoverstigeligt i datidens samfund. Ægteskab var imidlertid en vej til social opstigen, og i tidens litteratur er ægteskabssvindlere af Henriks og Pernilles slags da heller ikke noget særsyn. Holberg kan således have fundet litterær inspiration flere steder, bl.a. i John Fletchers lystspil Rule a Wife and Have a Wife (1624).

Komedien foregår i løbet af en enkelt dag og på ét sted. Dermed lever den, som Holberg selv fremhæver i sin Epistel 66, op til tidens krav om tidens og stedets enhed. Og Holberg tilføjer selvbevidst: “Óg tør jeg sige at det skuespil kaldet Henrik og Pernille kan passere for en plan hvorefter ordentlige komedier bør indrettes; thi i det hele stykke tages ej alene alle regler nøje i agt, men der fremtræder ikke en eneste person på skuepladsen uden just på den tid og ligesom i det samme øjeblik han ventes, hvilket ellers få comici har iagttaget.” Holberg kunne med rette være stolt af stykkets komposition. Der er tale om en gennemført symmetri – i persongalleri og komposition og helt ned på replikniveau – som sætter rammen om en spillevende handling.

Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.