Indledning til Henrik og Pernille
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)
De opvakte tjenestefolk Henrik og Pernille, der i talrige Holbergkomedier fungerer som bipersoner og hjælpere, er ophøjet til titelfigurer og
hovedpersoner i denne stramme forvekslings- og intrigekomedie i tre
akter.
Henrik og Pernille er hver for sig på udkig efter en mulighed for at blive
gift over deres stand, og da deres herskaber er bortrejst, ser de deres snit
til selv at spille fornemme folk. Iklædt herskabernes fine klæder stifter
de bekendtskab med hinanden og indgår snart efter aftale om ægteskab,
i den tro, vel at mærke, at den anden er af fornem stand.
Pernilles frue, Leonora, har imidlertid i hemmelighed forlovet sig med
Henriks herre, Leander. Da herskaberne kommer til byen, hører de uafhængigt af hinanden om de indgåede alliancer og fejltolker aldeles hvad
der er sket. Leander tror at Leonora har forlovet sig med Henrik, mens
Leonora omvendt får den opfattelse at Leander har forlovet sig med
Pernille. Forvekslingerne gennemspilles med ubønhørlig konsekvens
indtil Leonora og Leander til sidst forsones – og Henrik og Pernille får
hinanden, men nu kun modvilligt.
En stor del af komikken ligger i tyendets forsøg på at optræde som adelsfolk, et spil de kun halvvejs behersker. Henriks forsøg på at improvisere
et brev på fransk er således det rene volapyk, hvad Pernille dog heller ikke
gennemskuer. På den måde bliver stykket samtidig til en satire over tidens
mange ydre standsmarkører: tiltaleformer, påklædning, bærestole – og
altså fransk sprog og franske manérer.
Henrik og Pernille er begge kyniske lykkeriddere, parate til at gifte sig
med henholdsvis en letlevende ‘kokette’ og en skabagtig nar for pengenes skyld. Som Henrik forklarer gårdskarlen Arv, er der ingen grund til at lade
sig forblænde af fine klæder – det er ofte de rene slyngler der gemmer
sig bag dem. Men Henriks hårde dom over dem der er fornemmere end
han selv, dementeres af Leander og Leonora: Det anstændige, unge adelspar fremstår som værdige repræsentanter for deres klasse.
Skellet mellem herskab og tjenestefolk var tæt på uoverstigeligt i datidens samfund. Ægteskab var imidlertid en vej til social opstigen, og
i tidens litteratur er ægteskabssvindlere af Henriks og Pernilles slags
da heller ikke noget særsyn. Holberg kan således have fundet litterær inspiration flere steder, bl.a. i John Fletchers lystspil Rule a Wife and Have
a Wife (1624).
Komedien foregår i løbet af en enkelt dag og på ét sted. Dermed lever
den, som Holberg selv fremhæver i sin Epistel 66, op til tidens krav om
tidens og stedets enhed. Og Holberg tilføjer selvbevidst: “Óg tør jeg sige
at det skuespil kaldet Henrik og Pernille kan passere for en plan hvorefter
ordentlige komedier bør indrettes; thi i det hele stykke tages ej alene alle
regler nøje i agt, men der fremtræder ikke en eneste person på skuepladsen uden just på den tid og ligesom i det samme øjeblik han ventes, hvilket
ellers få comici har iagttaget.” Holberg kunne med rette være stolt af stykkets komposition. Der er tale om en gennemført symmetri – i persongalleri og komposition og helt ned på replikniveau – som sætter rammen
om en spillevende handling.
Helt siden Holbergs tid har komedien da også været et af de stykker fra
Holbergs hånd der oftest er blevet spillet. Den blev opført første gang
i 1724 og er sandsynligvis skrevet samme år. Den blev trykt første gang i
fjerde bind af Den danske skueplads, der udkom i 1731.
Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.