Forældrene har aftalt giftermålet, og Gert skal nu blot henvende sig til Leonora for at tale om sagen. Men hver gang Gert beslutter sig for at fri til hende, distraheres han af sin ubændige trang til at divertere med alenlange og komplet irrelevante forklaringer om kedsommelige emner – og han kommer aldrig til sagen. Gentagne gange søger moderen at rede trådene ud. Først da tjenestefolkene træder til og iscenesætter en intrige, med hjælp fra farbroren, indtræffer løsningen. Da notaren er hidkaldt for at forestå vielsesceremonien, bliver Gert behændigt afledt og begynder på en af sine lange udredninger – og imens kan Leonard og Leonora gifte sig bag hans ryg. Gert kvitterer ved at udvandre for at finde et sted – som han er overbevist om findes – hvor hans talegaver værdsættes.

Leonoras og Leanders kærlighed er en afgørende komponent i stykkets intrige, og med den får Holberg skabt et positivt modstykke til historien om den irriterende titelperson. Et tilsvarende greb havde han anvendt i Jean de France, ligesom det svarer til den ændring som Holberg senere kom til at foretage i sin omarbejdelse af Den vægelsindede.

Selve kærlighedshistorien er imidlertid en stilfærdig affære, uden den lidenskab som man finder i eksempelvis Maskerade og Julestue. Leonora er i forbløffende grad villig til at følge forældrenes ønsker i forbindelse med ægteskabsarrangementet, men i sidste ende får Gerts særheder hende dog til at trodse den indgåede aftale.

Mens femakteren vistnok kun har været spillet i Lille Grønnegadeteatrets første sæson, har enakteren, med sin strammere komposition og færre gentagelser, haft en vis succes. Enaktsversionen udkom første gang på tryk i 1724, i anden udgave af første bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen.

Det er dette ældste tryk af enakteren der ligger til grund for nærværende udgave.