Indledning til Mester Gert Westphaler (1724)
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)
Gert Westphaler plager livet af folk med al sin snak. Eller som tjenestepigen Pernille forklarer i komediens første scene: “Mester Gerts orm”
– dvs. altopslugende mani – “er at dræbe godtfolk med unødig snak”.
I denne stærkt omarbejdede version af komedien er hovedpersonens problem det samme som i den lange første version: Hans evindelige snakkesalighed stiller sig i vejen for hans relationer til andre mennesker. Men
handlingsgangen er væsentlig ændret.
Ifølge Holberg selv havde tilskuerne været kritiske over for den oprindelige femaktsversion fra 1723 på grund af de mange gentagelser i Gerts enetaler. Det forsøgte han allerede året efter at råde bod på i enakteren, hvor
også advokaten Tobias spiller en betydeligt mindre rolle. Til gengæld tilføjede han en ny motor for handlingen: en kærlighedshistorie. I den nye
udgave får apotekerdatteren, som nu hedder Leonora, en kæreste, Leander, som hun står til at miste hvis hun bliver tvunget til at gifte sig med
Gert – til tjenestefolkene Henriks og Pernilles store ærgrelse.
Forældrene har aftalt giftermålet, og Gert skal nu blot henvende sig
til Leonora for at tale om sagen. Men hver gang Gert beslutter sig for at
fri til hende, distraheres han af sin ubændige trang til at divertere med
alenlange og komplet irrelevante forklaringer om kedsommelige emner
– og han kommer aldrig til sagen. Gentagne gange søger moderen at rede
trådene ud. Først da tjenestefolkene træder til og iscenesætter en intrige,
med hjælp fra farbroren, indtræffer løsningen. Da notaren er hidkaldt for
at forestå vielsesceremonien, bliver Gert behændigt afledt og begynder
på en af sine lange udredninger – og imens kan Leonard og Leonora gifte sig bag hans ryg. Gert kvitterer ved at udvandre for at finde et sted – som
han er overbevist om findes – hvor hans talegaver værdsættes.
Leonoras og Leanders kærlighed er en afgørende komponent i stykkets
intrige, og med den får Holberg skabt et positivt modstykke til historien
om den irriterende titelperson. Et tilsvarende greb havde han anvendt i
Jean de France, ligesom det svarer til den ændring som Holberg senere
kom til at foretage i sin omarbejdelse af Den vægelsindede.
Selve kærlighedshistorien er imidlertid en stilfærdig affære, uden den
lidenskab som man finder i eksempelvis Maskerade og Julestue. Leonora
er i forbløffende grad villig til at følge forældrenes ønsker i forbindelse
med ægteskabsarrangementet, men i sidste ende får Gerts særheder
hende dog til at trodse den indgåede aftale.
Gerts snak, der var det altoverskyggende tema i femaktsversionen, er her
underordnet kærlighedshistorien. I femakteren var det en central pointe
at Gert var en håbløs amatør som belærte sine omgivelser om historiske
og politiske emner uden at have spor forstand på dem. Dette aspekt er
stærkt nedtonet i enaktsversionen, hvor det meste af hans snak drejer sig
om hans egen rejse til Kiel.
Mens femakteren vistnok kun har været spillet i Lille Grønnegadeteatrets første sæson, har enakteren, med sin strammere komposition og
færre gentagelser, haft en vis succes. Enaktsversionen udkom første gang
på tryk i 1724, i anden udgave af første bind af den samling af komedier
Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen.
Det er dette ældste tryk af enakteren der ligger til grund for nærværende udgave.