Men hvad han ikke har fået fat i på Universitetet i København, må han lære på den tunge måde, da han kommer hjem til landsbyen Bjerget: Det nytter ikke noget at man dømmer rigtigt, hvis man ikke har det rette omdømme.

Det er ikke Holbergs opdagelse at der består en sådan sammenhæng mellem ord og troværdighed. Den indsigt findes allerede hos Aristoteles, der i sin Retorik hævder at når en taler skal overbevise sine tilhørere, er det ikke nok at hans argumenter er i orden (logos).¹ Tilhørerne skal også stole på at taleren er troværdig (ethos) og føle sig i samklang med ham (pathos). Teaterdigteren behøver dog ikke inddrage den klassiske filosof for at overbevise sine tilskuere. Aristoteles har jo ikke opfundet talekunstens regler, han har opdaget dem. De regler for kommunikation han formulerede, er almenmenneskelige. Landsbyens folk følger reglerne intuitivt. De mister tilliden til den hjemvendte student og dermed tiltroen til hans ord. Deres bysbarn Rasmus Berg, der nu vigter sig med det latinske navn Erasmus Montanus, er klog på astronomien, men han er dum på mennesker. Det er derfor han får en hård medfart, da han vender hjem.

Det er et af Holbergs snedige træk at han lader Erasmus Montanus gå ned på en påstand der ikke blot er sand, men som også Holbergs publikum vidste, er sand. At jorden er rund og ikke flad som en pandekage var almen viden blandt de københavnske borgere Holberg skrev komedien for i 1723, skønt de først fik den at se 1747.² Tilskuerne er dermed styret ind på at holde øje ikke så meget med det Erasmus siger, som ofte er i orden, men med måden han siger det på. Her er det at komikeren fejrer sine triumfer.

Man siger at en god opera bør rumme sine vigtigste temaer i ouverturen. Det samme kan man sige om optakten til Erasmus Montanus, ja, faktisk om bare dens første sætning. Jeppe, Erasmus’ far, står alene på scenen med et brev i hånden: “Det er Skade at Degnen ikke er i Byen, thi der er saa meget Latin i min Søns Brev, som jeg ikke forstaar.” En søn skriver brev til sin ustuderede far på latin, hvor dum kan man være? Det kan da kun være for at blære sig, ikke for at meddele sin far noget, at den unge mand skriver på et sprog han ved er uforståeligt for modtageren.

Det er ikke specielt morsomt. Men med det brev i de hænder er grunden lagt for morskaben. Det fremgår nemlig også af denne åbningssætning at landsbyen råder over en mellemmand mellem bønderne og studenten. Per Degn behersker latin, véd Jeppe, og kan altså fungere som formidler mellem de to parter.

Så kommer Per Degn ind. Tilskuerne opdager hurtigt at det er så som så med degnens latin. De behøver ikke at have studeret klassisk filologi for at gennemskue ham, når han kalder groft brød for panis gravis og fint brød for panis finis. Han siger han ikke vil skille sig af med sin latin for hundrede rigsdaler, men kan næppe finde nogen tilskuer der vil give fem flade ører for den. Dermed er grunden lagt for nogle af komediens komiske højdepunkter, kappestriden om beherskelsen af lærdommens sprog mellem Per Degn og Erasmus Montanus.

Det er ikke nogen let opgave for Holberg at få gjort en ende på komedien. Han har brugt et af sine faste greb, en forlovelsesintrige, for at løse opgaven. Som Rasmus Berg har den unge mand forlovet sig med den unge Lisbed fra landsbyen. I hovedstaden har han fået en ny identitet som Erasmus Montanus, der er forelsket i logica, rhetorica, metaphysica, der lyder som pigenavne og da også opfattes sådan af Lisbed og hendes forældre, som derfor stiller ham over for et valg: enten pigen eller det akademiske vrøvl, koncentreret i den ene anskuelige påstand om jordens form. Her på Bjerget er jorden flad. Vil Erasmus have pigen fra Bjerget, må han forsværge påstanden om at jorden er rund.

Den afsluttende intrige – at Erasmus modtager en kongelig mønt af en løjtnant, og dermed kan påstås at have ladet sig værge til hæren – er raffineret. For dermed er den unge mand, der har udøvet magt over sine omgivelser ved hjælp af forlorne sproghandlinger, selv blevet offer for en lige så forloren handling med sproget. Det er knap så raffineret at denne løjtnant er sat til at holde en lille forelæsning over en stribe gedigne sandheder som denne: ‘en lærd Mand burdte fornemmelig kiendes frem for andre der paa, at han er meere temperered, modest og føyelig udi sin Tale end en Ulærd’. Men Holberg har ikke kunnet undvære en sådan repræsentant for både fornuften og myndighederne til at fremtvinge Erasmus Montanus’ valg mellem enten at hævde den sandhed at jorden er rund eller at leve et liv på denne jord uden at være tvangsindkaldt til hæren.

På Det Kongelige Teater, hvor komedien blev opført første gang 1751, har den indtil videre været sat op fjorten gange. I den sjette opførelse, i 1842, lagde Kristian Mantzius i i titelrollen vægt på den tragiske side af Erasmus’ situation. Det var ikke bare på Kierkegaards tid, det var også en tid hvor studenter spillede en rolle i Danmarkshistorien som fremskridtets, skandinavismens og grundlovens mænd. Denne opfattelse af rollen blev imødegået af kritikeren Clemens Petersen (1858) og modsagt i praksis af den næste store Erasmus-spiller, Emil Poulsen (1868). Men da var studenter også skrevet ud af Danmarkshistorien. Opfattelsen af Erasmus som komisk figur havde igen fået overtaget. Som Clemens Petersen skriver:

Den tragiske tolkning er svær at føre til ende. Der er alt for meget morskab og for mange spilopper i teksten til at tragedien kan dominere. Men de mest vellykkede opførelser er nok dem der under komikken har et glimt af det tragiske i sig. Det gjaldt Kaspar Rostrups iscenesættelse for TV-teatret (1973), hvor Erik Wedersøe med kejtede bevægelser og et flammende blik viste figurens utilpassethed og angst for landsbyen. Og det gjaldt for Thure Lindhardt, der i Thomas Bendixens regi på Det Kongelige Teater (2014) knap kunne få rum ved siden af Søren Sætter-Lassens overdådigt komiske Per Degn, men som til gengæld i slutscenen, spærret inde mellem en trillebørs fire vægge, i sit skræmte blik bevarede det anstrøg af tragik, der giver komikken dybde.

Den korteste og sikreste definition på en klassiker er: et værk der bliver ved at blive omfortolket. Sådan et værk er Erasmus Montanus. Gennem snart tre hundrede år er det igen og igen blevet set med friske øjne og spillet på nye måder. Denne kendsgerning vidner om tekstens rigdom på spændinger og modhager. Vi bliver aldrig færdig med manden der havde ret, men ikke havde ret til at have det.