Om Det Arabiske Pulver "part2"

Indledning til Det arabiske pulver

fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)

Iført slåbrok og kulsort i ansigtet træder komediens adelige hovedperson Polidor frem på scenen. Han er besat af ideen om at fremstille guld og er dag og nat beskæftiget med sine eksperimenter. Som så mange af Holbergs hovedpersoner er han forblindet af en fiks idé – og derfor let at narre.

Det arabiske pulver er på én gang en munter og amoralsk historie om to skrupelløse svindlere der slipper godt fra det – og en opbyggelig fortælling om en fantast der ender med at genvinde fornuften.

Komedien lægger ud som en rigtig slyngelhistorie. Fuld af professionel stolthed beretter ærkesvindleren Oldfux for sin gamle kumpan Andreas om sine mange bedrifter inden for bedrageriets ædle kunst. Guldmageriet skal være hans næste svindlerforretning, og som offer udser de to sig nu Polidor.

Det vellykkede bedrageri udgør selve plottet: Med påberåbelse af pseudo-orientalsk lærdom og vrøvle-arabiske formularer lykkes det Oldfux at overbevise den godtroende Polidor om at han behersker kunsten at lave guld. Hemmeligheden er, som han demonstrerer, et særligt arabisk pulver. I sin glædesrus sørger Polidor straks for rundhåndet betaling til de to svindlere, der skynder sig at fordufte. Snart efter viser det sig at det arabiske pulver, den afgørende ingrediens, er aldeles umuligt at opdrive. Polidor indser at han er blevet bedraget – og kommer til fornuft.

Men komedien er ikke blot en advarsel mod den form for ensporet besættelse som Polidor er offer for. Den får også mod slutningen en satirisk brod mod hovedpersonens hykleriske omgivelser. Polidors kone og tjenestepige, der hidtil har set med jordbunden skepsis på hans alkymistiske eksperimenter, viser sig at være lige så parate til at suspendere den sunde fornuft da guldmageriet ser ud til at lykkes. Og byens borgere kappes nu om at vise ham deres venskab. Men da bedrageriet afsløres, vender de på en tallerken og har igen kun hån tilovers for ham.

Polidors guldmagerieksperimenter – alkymi – var ikke noget særsyn i det tidlige 1700-tals Europa. Alkymisterne håbede at kunne fremstille guld af uædle metaller ved hjælp af en særlig substans (der havde lidt forskellige navne: de vises sten, den filosofiske sten, den store eliksir). Særlig i løbet af 1600-tallet voksede antallet af omvandrende alkymister, der ofte fandt vej til fyrstehofferne. En del af disse alkymister var rene bedragere – som Oldfux – men der var også mange der satte formue og liv til i bestræbelsen på at fremstille guld.

Holberg har hentet historien i Jakob Bidermanns latinsprogede roman Utopia (1640), en rejseskildring i romanform som Holberg også lod sig inspirere af i andre sammenhænge, først og fremmest Jeppe på Bjerget. Heri findes en anekdote om en guldmager der sammen med sin ven snyder en adelsmand med samme interesse som Polidor, og det er den historie Holberg har bearbejdet og udbygget i komediens form.

I begge historier bliver den naive adelsmand eftertrykkeligt til grin. Men Holberg har givet historien sit eget præg. Hans persontegning er langt mere detaljeret, ikke mindst portrættet af den skrupelløse Oldfux der fermt udnytter folks villighed til at lade sig bedrage. Også satiren over de hykleriske mennesker der omgiver Polidor, er Holbergs bidrag. I sin omtale af komedien i sit Første Levnedsbrev er det dette aspekt han lægger vægt på. Her fremgår det også at både han selv og publikum var godt tilfredse med denne lille enaktskomedie. “Det eneste man har at udsætte på den, er dens korthed”, erklærer han.

Den tidligste kendte opførelse af Det arabiske pulver fandt sted den 2. maj 1724 på teatret i Lille Grønnegade. Det vides ikke hvornår stykket opførtes første gang – det må have været i slutningen af 1723 eller begyndelsen af 1724. Samme år, 1724, udkom stykket første gang på tryk i andet bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen.

Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.