previous icon next icon
 
Indledning til Den vægelsindede (1723)
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)

Tjeneren Torben har det svært med sin frue Lucretia, der vekselvis er »from, arrig, gudfrygtig, ugudelig, verdslig, gejstlig, ødsel, sparsom, åbenmundet, tavs, ydmyg, hovmodig«. Holbergs karakterkomedie Den vægelsindede handler om den humørsvingende Lucretia, der bliver omdrejningspunkt i en kærlighedsintrige. Komedien udmærker sig ved at være en af de meget få komedier fra Holbergs hånd der har en dominerende kvindelig hovedrolle.

I Den vægelsindede mødes karakterkomedien med en forvekslingshistorie. Hovedpersonen, Lucretia, der er enke efter en modehandler (galanterihandler) i København, svinger uforudsigeligt mellem forskellige sindsstemninger, moder og holdninger. Det ene øjeblik er hun generøs. Det andet er hun påholdende. Når hun ikke dyrker de nyeste moder, holder hun omhyggeligt de gamle skikke i hævd. På samme måde kan hun på ét tidspunkt læse satiriske romaner og synge franske viser mens hun på et andet insisterer på udelukkende at fordybe sig i religiøse skrifter. Alle der kommer i nærheden af hende, bliver komplet forvirrede.
Den forvekslingshistorie som Lucretia bliver involveret i, er kærlighedsforholdet mellem to søskendepar. De giftemodne veninder Abelone og Terentia er forelskede i hinandens brødre Apicius og Sparenborg. Desværre er de unge mænd så besatte af hver sin særhed – den ene af ødselhed og den anden af påholdenhed – at de slet ikke har blik for pigerne. I stedet vender de sig mod Lucretia, der dog med sit uforudsigelige sind spinder dem ind i en række forviklinger – indtil de fire unge i slutningen af stykket kan få hinanden.
Lucretia svarer således til flere af Holbergs andre markante karakterer, bl.a. Jean de France, Gert Westphaler og Erasmus Montanus. Alle kommer de på grund af deres forskellige særheder i konflikt med deres mere normale omgivelser. Men til forskel fra dem er Lucretia kun en biperson i komediens kærlighedsintrige.
Holberg var igennem hele sit forfatterskab optaget af vægelsindets natur. I komedien får vi flere forskellige forklaringer på hvoraf Lucretias skiftende sindsstemninger springer. Den lærde Per Iversen mener fx at kunne finde forklaringen i en ubalance i kropsvæskerne. Teorien om sammenhængen mellem væskernes balance og sindets tilstand stammede fra antikken, og den var stadig udbredt på Holbergs tid. Over for denne fysiologiske teori stod forestillingen om viljen og fornuften som ledestjerner stærkt i oplysningstiden. Lucretia burde kunne få kontrol over sig selv, eller som Holberg ville sige, komme til at kende sig selv, men den løsning giver komedien ikke. Lucretia er uforbederlig.

Holberg var ikke tilfreds med stykket og søgte at genskrive det for at få det til at fungere bedre, først i en revideret version i 1724 og siden, i 1731, i en egentlig omskrivning, hvor de oprindelige fem akter blev til tre (se separat udgave). Et hovedærinde i revisionerne var at motivere Lucretias vægelsind. Det lykkedes imidlertid ikke helt for ham, og heri ligger formodentlig grunden til komediens vekslende efterliv. I en realistisk tradition har stykket haft det svært, men det splittede, flertydige og omskiftelige ved Lucretia-figuren tiltaler tydeligvis moderne instruktører og skuespillere, og stykket er i nyere tid opført flere gange med stor succes. Sædvanligvis har det været tredjeudgaven i tre akter fra 1731 der har dannet grundlag for opsætninger på scenen i eftertiden.
Femaktsversionen blev skrevet i 1722 måske som Holbergs første komedie overhovedet, og allerede samme år blev den opført på det nyåbnede teater i Lille Grønnegade. Året efter i 1723 blev stykket trykt som en af de fem første komedier der udkom i bogform samlet.
Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx