Indledning til Den Vægelsindede
ved Lisbeth Nyborg
Den præcise dato for førsteopførelsen af Den Vægelsindede (1723) kendes ikke, men man ved at komedien blev opført første gang i løbet af efteråret 1722 på den nyoprettede Danske Skueplads, Étienne Capions nybyggede teater i Lille Grønnegade, hvor franskmanden René Montaigus teatertrup i 1722 havde fået kongelig tilladelse til at opføre skuespil på dansk.
Komedien kom første gang på tryk i 1723 i første tome af Hans Mickelsens Comoedier (1723), hvor den står som den anden af i alt fem komedier. Stykket vandt aldrig det store bifald, til trods for at Holberg to gange forsøgte at omskrive det – i 1724 og senere igen i 1731. Det er imidlertid den ældste version fra 1723 der danner udgangspunkt for nedenstående behandling.
Resumé
Den Vægelsindede er komedien om den unge københavnske enke Lucretia, der har en butik med galanterivarer (modepynt). Som en forholdsvis velstillet enke af borgerstand nyder hun den største frihed og selvstændighed det var muligt for en kvinde at opnå på Holbergs tid. Hun er ikke underlagt en faders eller en ægtemands vilje og behøver ikke stille andre end sig selv tilfreds. Og det er netop problemet, for hendes lyster og behov skifter som vinden blæser, hun er med Holbergs ord ‘vægelsindet’. Hendes omskiftelige humør og vekslende luner driver hendes tjenestefolk til vanvid, og med sin besynderlige adfærd skaber hun stor forvirring blandt sine kunder og de mænd der bejler til hende. Selv er hun dog ikke bevidst om at hun har et problem eller giver anledning til kaos i sine omgivelser.
Inden Lucretia selv dukker op på scenen i 1. akt, scene 3, er hendes vægelsind blevet belyst for publikum på flere måder: I første scene bringer Lucretias tjener Torben sin frues mærkværdige væsen på bane i en monolog. I anden scene bliver den vægelsindede karaktertype forklaret videnskabeligt af Per Iversen, en studeret mand, som Torben giver sig i snak med. I tredje scene er det Lucretia selv der reflekterer over vægelsindede personer i en lang monolog; men det er vel at mærke nabokonen hun anklager for vægelsind:
Thi det er virckelig en af de underligste Koner udi Byen, som har 16 Sind paa en Dag. Undertiiden, naar jeg kommer til hende, saa er hun saa fremmed for mig, som hun aldrig havde seet mig før, undertiden igien dræber hun mig med lutter Fortroelighed og Visken udi Ørene. Jeg har tit tenkt paa, naar jeg har læst Molieres Comoedier, hvi hand ogsaa icke har kundet hitte paa at give net Characteer paa slige vægelsindede Mennisker (I 3).
Vi forstår at den Vægelsindede er ganske uden selverkendelse.
Først i 1. akt, scene 4 begynder stykkets egentlige dramatiske handling idet vi ser Lucretia optræde som to væsensforskellige personer over for de to unge københavnerinder, Abelone og Terentia, der efter tur besøger hendes butik.
I 2. akt optræder Lucretia slet ikke. Her udfoldes forholdet mellem Abelone og Terentia og de to unge mænd som de interesserer sig for, men som ikke er klar til at forlove sig. Den ene er Abelones bror, den alvorlige og sparsommelige Sparenborg, den anden er Terentias bror, den letsindige og madglade Apicius. De får hver især det råd af pigerne at opsøge Lucretia, som den ene har oplevet som overdrevet alvorlig og sparsommelig, den anden som ekstremt hjertelig og ødsel.
I 3. akt opsøger de unge mænd da efter tur Lucretia for at bejle, men er så uheldige at finde hende i et lune der er det modsatte af deres eget væsen. Det resulterer i en forvekslingskomedie, hvor alle bliver fornærmede: Lucretia finder deres adfærd besynderlig, og de unge mænd føler sig holdt for nar. De tror at Abelone og Terentia har drevet gæk med dem og med vilje lokket dem til at bejle til en helt uegnet person.
I 4. akt ser vi hvordan Apicius er mest tilbøjelig til at grine ad den absurde episode, mens Sparenborg er rasende og sværger at hævne sig på Terentia ved at udfordre hendes broder, Apicius, til duel. Lucretia aner intet om de konflikter hun har givet anledning til, og hun møder ingen af de fire unge igen. Til gengæld kommer hun i klammeri med en tredje bejler, en fremmed kavaler som er blevet betaget af hendes lette og muntre væsen ved et selskab. Han har fået lov til at opvarte hende med en serenade, men da han indfinder sig uden for hendes hus med musikere han har lejet til formålet, er humøret igen skiftet, og han bliver mødt med vrede ord og en spand der tømmes ud over musikerne fra vinduet. 4. akt ender med at kavaleren og musikerne kommer op at slås om betalingen og bliver ført på rådhuset af vægterne.
I 5. akt optræder Lucretia slet ikke, men den forvirring hun har været anledning til blandt stykkets øvrige personer, er total. De unge mænd vil duellere, og deres tjenere skiftevis skubber på og forsøger at forhindre duellen ved at afsløre planerne for søstrene, der bønfalder dem om at opgive deres forehavende. Først da konflikten er gået helt i hårdknude, forsøger Sparenborgs ‘latinske’ tjener, Christoffer, at komme tilbunds i tingene. Han forstår hurtigt at der er tale om misforståelser og forvekslinger, og da Torben kommer til og forklarer hvordan hans frue er indrettet, indser alle omsider sagernes rette sammenhæng. For at genoprette harmonien går Sparenborg og Apicius til sidst ind på at gifte sig med Terentia og Abelone så komedien kan slutte med bryllup som sig hør og bør.
Den Vægelsindede som karakterkomedie
I sine anmærkninger til Den Vægelsindede skriver Christian Molbech: “Af Holbergs Comedier er der ikke let nogen, som i mere egentlig Betydning kan kaldes et Characteermaleri, naar man herved forstaaer en dramatisk Udvikling af en organisk, psychisk Eiendommelighed, end ‘den Vægelsindede’.”1
Molbech skelner mellem komedier hvor satiren er relativ og kun angår et enkelt træk hos den latterlige person, og så komedier som Den Vægelsindede der skildrer en sjælelig beskaffenhed der forbliver konstant:
Som attraaer alting og forkaster alting snart, |
Som i et Øjeblik for ingen Ting kand græde, |
I andet Øjeblik for intet sig kand glæde, |
Som Flod og Ebbe nu sig hæver, nu gaaer ned, |
Og kun bestandig er i Ubestandighed.2
|
For at forstå Holbergs sigte med komedien er det vigtigt at diskutere karakteren af Lucretias vægelsind. Er der tale om en “sjælelig beskaffenhed der forbliver konstant” , dvs. en skavank uden for viljens kontrol, som hun altså ikke kan gøres ansvarlig for, eller har hun simpelthen nykker og kan bringes til fornuft ved hjælp af intrigens anskuelsesundervisning, som det fx er tilfældet med Herman von Bremen i Den Politiske Kandstøber (1723).
Den ældste udgave af komedien præsenterer i de indledende scener forskellige forklaringer på vægelsindet. Lucretias tjener Torben har en teori om at forskellige sjæle strides om pladsen i hans frues sind. Den lærde Per Iversen henviser til “humoralpatologien”, dvs. den oldgræske læge Galens teori om sammenhængen mellem et menneskes sind og balancen i kropsvæsker. Ifølge humoralpatologien baserer et menneskes psykiske særpræg, eller ‘temperament’, sig på ligevægten eller uligevægten mellem fire elementære væsker (‘kardinalvæsker’) der mentes at gennemtrænge kroppen. Til hver af de fire væsker blev knyttet særlige egenskaber, og de blev associeret med de klassiske fire elementer.
væske | gul galde (gr. xanthē cholē) | sort galde (gr. melaina cholē) | slim (gr. flegma) | blod (lat. sanguis) |
kvaliteter | tør & varm | tør & kold | våd & kold | våd & varm |
tilhørende temperament | kolerisk (opfarende) | melankolsk (trist) | flegmatisk (træg) | sangvinsk (sorgløs) |
associeret element | ild | jord | vand | luft |
Væsketeorien var endnu gældende videnskab i 1700-tallet, men om Holberg helhjertet tilslutter sig teorien og lægger den til grund for sin forståelse af den menneskelige natur, er et spørgsmål der bør undersøges nærmere.
To så betydningsfulde Holberg-kendere som F.J. Billeskov Jansen og Thomas Bredsdorff er tilbøjelige til at mene at Holberg gør grin med væsketeorien i Den Vægelsindede. Thomas Bredsdorff helliger i Den brogede oplysning
et længere afsnit til begrebet vægelsind hos Holberg.3 Han mener at Holberg lægger afstand til væsketeorien og baserer sin opfattelse på diskussionen mellem Torben og Per Iversen: “Fra andre komedier ved man at man skal være på vagt i sådan en situation. Når Holberg lader en lærd og en læg diskutere, er det som regel sidstnævnte han holder med.”4
Torben, der er et lyst hoved, lader sig ikke imponere af Per Iversens lærde forklaring. Han indvender at noget fra apoteket burde kunne “curere Mistancke og Ugudelighed” hvis hans frues sind kom af kropsvæskernes ubalance. Men Per Iversens tilgang er ikke praktisk eller medicinsk, den er rent filosofisk; han henholder sig i alt til Aristoteles’ opfattelse, påpeger han. Torben påberåber sig til gengæld fornuften, men er nok snarest påvirket af almuens overtro. Han har sin egen teori om at hans frues omskiftelige sind kunne skyldes at forskellige dyresjæle tog bo i madammen da hun blev født.5
Torben vil gerne disputere, men han er dybest set af den opfattelse at lærde folk er gale, og griber i sidste ende til fysiske argumenter for at besejre Per Iversen. Det sker med et klassisk stolenummer; det man i den italienske maskekomedie kalder en ‘lazzo’. Torben byder Per Iversen en stol for i næste øjeblik at trække den væk under ham, og da Per Iversen naturligt nok bliver vred, siger tjeneren at han må skyde skylden på væskerne. Den lærde er ingen nar, men smerten bagi forhindrer ham i videre argumentation. Og tilskueren overgiver sig til situationskomikken.
Skønt Holberg ofte lader kvikke lægfolk sætte lærde pedanter til vægs, bør man ikke af den grund tro at Holberg foragter lærdom og videnskab eller har overdreven respekt for ulærde folks snusfornuft. I Erasmus Montanus (1731) besejrer den kløgtige Jakob ganske vist sin lærde broder i argumentationen, men han er gennemført materialist og bruger, ligesom hele perlerækken af kvikke tjenere og tjenestepiger hos Holberg, sin kløgt til at opnå personlige fordele. I Erasmus Montanus lægger Holberg stykkets morale i munden på løjtnanten, der er en studeret mand. Han formaner Erasmus om at være “temperered, modest og føyelig” og minder ham om at filosofiens første bud er at “kiende sig selv” (V 5). I Den Vægelsindede er der ingen figur der optræder som fornuftens stemme, og moralen forbliver uklar. Det nytter ikke at formane Lucretia om at opføre sig mere fornuftigt, for hendes vægelsind er uden for viljens kontrol og dertil også uerkendt. I modsætning til fx den politiske kandestøber der bliver bragt på bedre tanker af intrigen og lader sine politiske griller fare, er Lucretia ude af stand til at forbedre sig.
Bredsdorff mener at Holbergs gentagne omskrivninger af komedien er et forsøg på at løse dette problem.6
Han påviser hvordan Lucretias stemningsskift i stigende grad bliver motiverede i de senere versioner af komedien; de er nogle gange begrundede, andre gange ikke. Den sammensatte motivation er i bedre overensstemmelse med et moderne menneskesyn og vores viden om psykens rationelle og irrationelle sammensathed. Bredsdorffs hovedpointe i Den brogede oplysning er at oplysningstiden nok satsede på at udvide fornuftens domæne, men ikke underkendte følelsernes ret. Det er en pointe han ser bekræftet i Den Vægelsindede:
At stole på at fornuften kan klare det hele, ville efter oplysningsmanden Holbergs opfattelse være temmelig ufornuftigt. Oplysningen bestræber sig på at udvide fornuftens regime. Det er ikke det samme som en tro på at fornuften kan bringes til at beherske alt.7
Billeskov Jansen understreger i artiklen “Holbergs menneskeforståelse uden og inden for komedierne” i Teatervidenskabelige studier IX at psykologien i komedierne “står ensidigt i komikkens tjeneste”, hvorfor man må gå til det øvrige forfatterskab for at finde ud af hvad Holberg virkelig mener.8
Billeskov Jansen henviser bl.a. til Holbergs Natur- og Folke-retten (1716). I det indledende kapitel “Om Menneskets Gierning” diskuterer Holberg forholdet mellem menneskets fornuft, vilje og “Affecter”. Som ægte oplysningsmand mener han at mennesket er udstyret med fornuftens lys til at dømme om rigtigt og forkert og med viljen som en indre bevægelse til at vælge i overensstemmelse hermed. Men både fornuft og vilje kan trues af affekter eller passioner: “Villien bliver ... dreven til visse Gierninger af sindets Bevægelser kaldet Affecter, hvilke ogsaa ikke lidet formørke Menneskets Forstand.”9
Holberg refererer her til den franske filosof René Descartes’ teori om affekterne, der imidlertid ikke er baseret på humoralpatologien.10
Men Holberg kombinerer de to teorier. Sindets rørelser står ifølge Decartes i vekselvirkning med kroppens affekter og kan bringes i for stærk bevægelse af såvel indre som ydre påvirkninger. Men et menneskes gerninger skyldes ifølge Holberg også temperamentet: “... Saadan sindets Disposition foraarsages af Luftens og Jordens Egenskab, Humeurenes Temperament udi Legemet, hvilken kommer af Stæden, Alderen, Helbreden, Studeringer og andre Aarsager.”11
Så sent som i Epistel 107 fra 1748 om indbildte sygdomme diskuterer Holberg med explicit henvisning til Den Vægelsindede sammenhængen mellem et menneskes fysik og psyke og nytten af moralsk belæring når det gælder menneskelige brist:
Dette og andre Exempler vise, at Phantasier og indbildte Sygdomme ere virkelige Sygdomme, som reyse sig af Blodet og Vædskerne, og at derfore Magister Petronius udi Comoedien med Grund deriverede Lucretiæ Vegelsindighed af samme Kilde. ... saasom Erfarenhed viser, at mange Patienter, som laborere af den saa kaldte indbildte Syge, selv søge, skiønt forgieves, at bestride saadan Indbildning; saa er det klart, at den ikke reyser sig af Villien; men at her er vitium Corporis og en virkelig Legems Svaghed, som lader sig fordrive heller ved Tincture og Piller end ved Prædikener, heller ved Senes Blade end ved Seneca. ... Der ere derforuden adskillige andre Feyl og Skrøbeligheder, om hvilke man ligeledes kand dømme, uden at synde mod den moralske Orthodoxie. Jeg haver kiendt en Gnier, der efter en udstanden Feber er bleven gavmild; Hvoraf jeg slutter, at et hovmodigt Menneske kand og ved Salivation blive ydmyg, og ens Ødselhed kand ved samme Middel forvandles til Oeconomie.
Man ser at Holberg endnu henviser til blodets og væskernes indflydelse, og må konkludere at han ikke kun anvendte væsketeorien i komisk øjemed som et anskueliggørende element i komedierne. Det moralske dilemma dette menneskesyn udgør i Den Vægelsindede, fik Holberg aldrig rigtig løst; selvom Lucretia i den endelige version af komedien når så vidt som til at indrømme at hun har et for hastigt temperament, er hun uforbederlig. Belæringen udebliver, men man må formode at Lucretia omfattes af Holbergs generelle leveregel: ‘Kend dig selv’. Selverkendelse er en forudsætning for at man kan indrette sin levevis i overensstemmelse med sit temperament og således dæmpe affekternes skadevirkninger.
Vægelsind optog Holberg livet igennem, og han omtaler dette karaktertræk i mange af sine skrifter. Holbergs særlige interesse for denne karaktertype hænger formentlig sammen med at han selv led af en næsten sygelig omskiftelighed, som han mente at have arvet efter sin fader. I det Første Levnedsbrev (1728) gør han rede for sin lidelse, som vi i dag ville kalde psykosomatisk:
De følelser, der afvekslende spalter mit sind er glæde, sorg, frygt, mod, mathed, fyrighed, nidkærhed, kølighed alt efter som de onde væsker indretter sig snart i en, snart i en anden del af mit legeme. Naar ondet sad i hjerteregionen, gjorde jeg opstand – optændt af reformationslyst – mod hele menneskeslægten; men kort efter, naar det flyttede andetstedshen, var der ingen, som var mere overbærende end jeg. Naar jeg drives af denne reformationstrang, opsætter jeg derfor kampen mod menneskeslægten, belært af erfaringen om, at jeg maa kæmpe ikke mod verden, men med mig selv.12
Holberg opfattede altså ikke vægelsind som en særlig kvindelig svaghed. Første gang Holberg behandler denne karaktertype kunstnerisk, er i sit skæmtedigt fra 1722 om den romerske sanger Tigellius, “Apologie for Sangeren Tigellio”. Digtet har form af en dialog hvor B ler af Horats’ hånlige skildring af den vægelsindede sanger, mens A forsvarer Tigellius med at han kun fulgte sin natur og ikke bar maske, mens hans kritiker var en maskeret nar der selv havde en rem af huden. Pointen er at omskiftelighed er et almenmenneskeligt træk. A konkluderer (v. 355-370):
Det store medium man ingen holde seer |
Thi i hvert menneske en selsom Chaos er, |
Af Frygt, Formastelse, Kaaldsindighed og iver, |
Som vor machine hen i precipicer driver |
Af Daarskab, Gravitet, Bravoure Couionerie, |
Af Vantroe, Overtro, af Lyst Misantropie. |
Af Skiødesløshed, af for stor accuratesse, |
Af Ladhed, Flygtighed, af høyhed og bassesse, |
Af attraae og foragt, af rundhed, gierighed, |
Af Ild og Iis og Hevn, af medynk, Krig og Fred, |
Af Blye, Mercurio, af flegma og af Galde; |
Hvad kan man mennesket med billighed da kalde? |
Hvad Definition dig synes rettest er? |
B: af din beskrivelse jeg ingen anden seer; |
Jeg Definition ey bedre kand formere, |
End det er dyr, som man kand ikke definere. |
Man kan med rimelighed konkludere at Den Vægelsindede ikke er en kritik af kvinder som sådan eller et udtryk for Holbergs kvindesyn, som mange kritikere ellers har hævdet.
På det punkt er Holberg blevet grundigt misforstået, hvilket påvises af såvel Thomas Bredsdorff som Billeskov Jansen og ikke mindst af Anne E. Jensen i Holberg og kvinderne.13
Det fremgår af adskillige af Holbergs skrifter at han anså mænd og kvinder for at være udstyret med de samme evner, dyder og fejl. Forskellen lå i opdragelsen samt de muligheder samfundet gav de to køn for at udfolde deres evner. Første gang denne opfattelse kom utvetydigt til udtryk, var i et digt fra 1722: “Zille Hans Dotters Forsvars Skrift for Qvindekiønnet”. I modsætning til andre af oplysningstidens forfattere og filosoffer drog Holberg den naturlige følge af Natur- og folkeretten, nemlig at kvinderne burde stilles lige med mændene. Han lader Zille formulere det således v. 809-816:
Hvi eene vores Lys da maa |
For Verden icke brende? |
Hvi vore Dyder ligesaa |
Man ey maa lære kiende? |
Hvi maa vort Skin ey spreedes ud? |
Men sluttes som i Huule. |
Det pund, som os har givet GUd |
Hvi skal vi eene skiule? |
Den vægelsindede Lucretia er ufornuftig, og hendes adfærd må dadles, men kvinderne i komedierne er generelt hverken dummere, svagere, mere godtroende eller naragtige end mændene. De er heller ikke bedre end mændene, som en senere periode yndede at fremstille dem. De er simpelthen mennesker med alle de svagheder det indebærer.
Holbergs forsvar for komedien
I begyndelsen af første tome af lader Holberg et andet af sine pseudonymer, den lærde Just Justesen, komme til orde i en længere forsvarstale for komedierne, “Just Justesens Betenkning over Comoedier”. Her præsenteres og kommenteres hver enkelt af samlingens fem komedier. Om Den Vægelsindede hedder det:
Den anden kaldes Den Vægelsindede. En rar [dvs. original] Charactere, som icke er udførdt i nogen Comoedie; thi Autor har bemøjed sig icke alleene at skrive nye Comoedier, men ogsaa rare, da de fleeste fremmede, endogsaa mange af Molieres icke aldeeles ere saa nye, som Folk bilder sig ind. Udi dende Comoedie er Hoved-Personen en Dame, der har sexten Sind om Dagen, hvilken Character jo vanskeligere den er at forestille, jo større Berømmelse har den forhvervet Madame Montaigu, der har førdt den saa vel ud. Icke desmindre er den dog ej spillet med den Fremgang som den forrige, formedelst nogle alvorlige Scener, som de fleeste icke begrebe udi førstningen. Saa der ere adskillige Meeninger om samme Stycke; thi nogle holde det nest Barberen for det sletteste; store Kiendere derimod af alle fem for det beste.
Trods Madame Montaigus beundringsværdige fremstilling af hovedrollen, blev komedien altså ingen større succes hverken ved førsteopførelsen i 1722 eller senere; men Holberg holdt af Den Vægelsindede og henviser til den flere steder i senere værker.
I Jacob von Tyboe (1725) (IV 10) hedder det med en vis selvironi: “De [dvs. mændene] kalder os [dvs. kvinderne] underfundige og u-stadige, ja giver Caracterer paa vegelsindede Qvinder udi Comoedier, som offentlig spilles, da de dog selv ere de største Veyrhaner.”
Holberg beklagede sig i Hans Mickelsens fortale (1723) over at folk tog hans komedier alt for personligt og blev fornærmede. Det var et problem han hyppigt omtalte, men også ironiserede over. I Barselstuen (1724) (III 5) lader Holberg således en københavnsk kone udlægge Den Vægelsindede på sig selv:
Barselqvinden.
Vær saa god og sidder ned I gode Madamer, hun seer saa vreed ud i Dag, Madame, har hun haft nogen Fortræd.
1ste Koene.
Ja Madame, men det er ulykken, at min Mand er ikke hiemme, thi ellers skulde dend Person, som har giort mig Fortræd, blive pryglet saa møer, som mand prygler en tør Fisk.
Barselqvinden.
Hvem er dend Person, Madame.
1ste Koene.
Det er dend, der skriver de Danske Comoedier, tenk eengang, Madame, hand har været saa malicieux at giøre en Comoedie over mig, som blev spillet forleeden Uge, ach, gid jeg havde ham fat, jeg skulde rive hans Øjne ud.
Barselqvinden.
Hvad heedte dend Comoedie.
1ste Koene.
Dend heedte Lucretia Madame, og det er just mit Navn, ach! faaer jeg ingen anden Hevn over ham, saa skal jeg bande ham Fastende hver Morgen.
Da Holberg i sit Første Levnedsbrev fra 1728 gjorde foreløbig status over sit dramatiske forfatterskab, kredsede han i omtalen af Den Vægelsindede om stykkets kølige modtagelse, som øjensynligt stadig nagede ham:
Den anden hedder Den Vægelsindede eller Lucretia: Den dadler den mærkelige lunefuldhed, der findes hos nogle mennesker. Det er ikke noget dagligdags emne, og det er ikke hidtil blevet behandlet af andre komedieforfattere. Komediens hovedperson er en ustadig kvinde af tigelliansk præg. Hendes uberegnelige karakter gengav madame Montaigu saa fremragende, at det ikke ser ud til, at nogen anden skuespillerinde kan kappes med hende. Ikke desmindre fik denne komedie en kølig modtagelse af visse mennesker, der fandt nogle scener altfor tunge |og alvorlige; men de, der skar dybere, ansaa den for bedre end de fleste andre komedier. Det er mig nok; thi ligesaa lidt som lyrespillere indretter deres sang og spil efter mængdens, men efter nogle enkeltes skøn, retter jeg mig efter nogle enkeltes dom, og ikke efter folkestemningen.14
Netop stykkets originalitet blev draget i tvivl allerede i Holbergs levetid. Den franske dramatiker Destouches (1680-1754) fik i 1713 opført et skuespil L’Irrésolu om en mand der havde svært ved at bestemme sig for hvilken kvinde han skulle gifte sig med.
Holberg afviser bestemt at han skulle have kendt til L’Irrésolu, som han hævder er langt senere end Den Vægelsindede og et langt dårlige stykke end hans eget.15
Christian Molbech gør omhyggeligt rede for forskellene mellem de to stykker og konkluderer: “... da ingen indvortes Grunde tale for et utilladeligt Slægtskab imellem Stykkerne, maa man troe Forfatteren paa hans Ord, og antage, at den ‘Vægelsindede’ i det mindste er ældre, end Holbergs Bekiendtskab med l’Irresolu.”16
Senere versioner af Den Vægelsindede
Den Vægelsindede har aldrig opnået samme popularitet som mange andre af Holbergs komedier. Mange kritikere har peget på stykkets dramatiske svagheder, og trods sit forsvar for stykket har Holberg nok været bevidst herom.
At Holberg var lydhør over for kritik og/eller var i stand til at udøve selvkritik, viser den kendsgerning at komedien om den omskiftelige Lucretia blev skrevet om flere gange.
Første version af komedien, som findes i 1723-udgaven, var i 5 akter. Allerede i 1724 kom den i en 2. udgave med væsentlige ændringer. Endelig udkom en omarbejdet version af komedien i tre akter i 1731. Det er denne sidste version fra Holbergs hånd der siden er blevet spillet. Omarbejdelserne er interessante at studere, ikke mindst fordi de giver et indblik i Holbergs arbejdsproces.
De fleste af forandringerne i versionen fra 1724 er foretaget for at få episoden med kavaleren til at passe bedre ind i stykket. I stedet for at lade kavaleren optræde som en ny person i 4. akt gør Holberg ham til en mere gennemgående figur ved at slå ham sammen med Per Iversen, som i den tidligere version ellers forsvinder ud af stykket efter 1. akt. Den nye konstruktion betyder at samtalen mellem Torben og Per Iversen får en ny slutning hvor Per Iversen fortæller at han vil bejle til Lucretia. 3. akt får ligeledes en ny begyndelse idet man får at vide at Lucretia på det visit hun netop er hjemkommet fra, har været sammen med Per Iversen og takket ja til hans tilbud om at opvarte hende om aftenen. Per Iversens mere fremtrædende plads som Lucretias bejler er en utvivlsom dramatisk forbedring idet Lucretias egen person og skæbne derved bliver involveret i hovedhandlingen.
Den lidt besynderlige portechaisescene i 4. akts 7. scene, hvor Lucretia bæres væk umiddelbart før den følgende scene, hvor hun igen optræder hjemme, er fjernet. Scenen er dog ikke helt strøget, men gjort til 1. akts slutningsscene. Hvor Lucretia i originalversionen forsvinder ud af stykket allerede i 4. akt uden at være klar over hvilket kaos hun har givet anledning til, er den omskrevne version bedre i overensstemmelse med karakterkomediens formål idet Lucretia i stykkets sidste scene konfronteres med en række ubehagelige spørgsmål fra komediens øvrige personer.
I den omarbejdede treaktsversion fra 1731 har Holberg dels rettet op på nogle dramatiske svagheder i femaktsversionen, dels forsøgt at imødekomme en ny tids smag. Om der er kommet en bedre komedie ud af ændringerne set med nutidens øjne, kan dog diskuteres.
En del af personerne har fået andre navne: Tjenestefolkene Torben og Øllegaard har fået samme navne som Holbergs faste tjenerpar, Henrik og Pernille. Så er tilskuerne med det samme på det rene med at det drejer sig om opvakte unge folk der har mere sund sans end deres herskab. Pernille har i seneste version fået en meget mere fremtrædende rolle i forhold til Øllegaard, hvis rolle praktisk talt var stum. De unge par har fået mere franskklingende navne: Abelone og Terentia hedder i den nye udgave Leonore og Helene, mens Sparenborg er blevet til Eraste; Apicius beholder derimod sit ædedolkenavn.17
Per Iversen og den fremmede kavaler, der allerede i 1724-udgaven er slået sammen til én person, skifter nu navn til Magister Petronius.
Den største ændring i 1731-versionen består i at en del scener er flyttet eller helt udeladt for at skabe bedre dramatisk sammenhæng. Handlingen er i al væsentlighed den samme som i 1724-udgaven, blot bliver meget af det der i 5-aktsstykket blev fremstillet dramatisk, nu i stedet (gen)fortalt.
Handlingen begynder i 3. version allerede i 1. akt, scene 1 med en nyskreven dialog mellem de unge damer der beklager sig over deres respektive elskeres ufornuftige væsen og beslutter sig for at give dem en lærestreg ved at sende dem hen til Lucretia:
Jeg bilder mig ind, at man nok skulde bringe dem paa rette Vej, ved at forestille den eene hans alt for store Ærbarhed og Sparsommelighed, og at viise den anden, hvor meget hand lider formedelst hans flygtige Sind og Vellystige Levnet
Her lægges der op til en motiveret intrige som originalen mangler.
Torbens (Henriks) monolog (I 1) og dialogen med Per Iversen (Petronius) (I 2) står i 3. version som scene 5 og 6, mens Lucretias lange monolog (scene 3) er helt fjernet. I stedet for de unge damers besøg hos Lucretia i første versions scene 4 og 6, beklager de sig her i hhv. scene 3 og 4 til Henrik over hvad de har oplevet hos hans frue. I stedet for at vi får lov at se Lucretia udfolde sig i sit eget sociale miljø, hører vi en andenhåndsbeskrivelse af hendes særpræg. Det må siges at være en dramatisk forringelse. Også fordi det går ud over den københavnske lokalkolorit som originaludgaven er så rig på.
I treaktersversionen afsluttes 1. akt med en scene mellem Henrik og Pernille, der udveksler synspunkter om deres frue (scene 7), og først i scene 8 dukker Lucretia selv op på scenen og giver os prøver på sit urimelige sind over for tjenestefolkene.
Scenen mellem Sparenborg (Eraste) og kappebæreren i originalversionens 2. akt, scene 1 er udeladt, mens den monolog den giver anledning til, er bevaret. Den tjener til at karakterisere figurens sparsommelighed, ligesom den følgende scenes monolog karakteriserer Apicius. Originalens livlige 2. scene, hvor Terentia afvises af Sparenborg, og 3. scene, hvor hun skændes med sin broder Apicius, er desværre udeladt i den omskrevne version. 4. scenes vovede kurmageri mellem Apicius og Abelone (Helene) er derimod bevaret. De to herrers besøg hos Lucretia, som er forberedt i 3. udgavens indledende scene, forløber stort set uændret.
Den væsentligste ændring i sidste del af komedien består i en lettere udbygning af Magister Petronius’ bejleri. Således modtager Lucretia i 2. akt, scene 11 et brev fra Petronius med besked om at han om aftenen vil opvarte hende med musik. Den senere serenade-scene forløber stort set uændret, men med Petronius som den uheldige bejler. I stykkets afsluttende scene i 3. akt, som overtages fra 1724-udgaven, føjes endnu et lag til. Foruden at blive konfronteret med stykkets øvrige personer formår Lucretia nu at erklære Petronius sin kærlighed endnu engang − og at fortryde det igen.
Senere opførelser og kritik
En af de skarpeste kritikere af Den Vægelsindede var Peder Rosenstand-Goiske, der anmeldte en opførelse af Den Vægelsindede i sit tidsskrift Den dramatiske Journal, der udkom fra 1771-73.18
I de fleste Henseender, troe vi, kan dette Stykke regnes iblant de sletteste af Holbergs. En Usansynlighed, og fast ganske raae andlagt Hovedkarakter, skieve Situationer, og Mangel af theatralsk Interesse, er dets Feil, Men alt dette uagtet, kan man ikke kalde det ganske slet. Det ypperlige Lune Henrik taler i, og andre Egenskaber, holde altid Tilskueren skadesløs.
Især titelrollen står for skud i Rosenstand-Goiskes anmeldelse; den forekommer for outreret og unaturlig − en kritik som eftertiden til en vis grad har givet ham ret i. I anmeldelsen diskuterer Rosenstand-Goiske også den ændring i tidens smag der har ramt de af Holbergs komedier der realistisk skildrer sjællandske bønders og københavnske borgeres talesæt og væremåde. I sidste del af 1700-tallet blev Holberg af toneangivende kredse anset for rå og uegnet til den danske scene, hvor skuespil i den mere følsomme stil havde holdt deres indtog. I Den Vægelsindede var det især Apicius der stødte an, og Rosenstand-Goiske konstaterer: “... hans Dialoger er ganske uskikkede til vore Sæder, og kan altsaa ikke andet end ennyere [dvs. kede, trætte]”.
Det er ikke kun moral og smag der allerede i Holbergs egen levetid er ved at ændre sig til ugunst for komedien. Også forståelsen af den menneskelige psyke undergår en forvandling, og der stilles nye krav til skuespillerne om psykologisk indlevelse. Om titelrollens udfordring beretter Billeskov Jansen følgende i sin indleding til komedien:
Holberg var ikke tilfreds med Komediens Form; han foretog adskillige Ændringer til Udgaverne 1724 og 1731, idet han lagde Vægt paa at motivere de pludselige Stemninger i den kapriciøse Dames Sind. Det var netop denne Linje, som Johanne Luise Heiberg fulgte, da hun i 1850 fornyede Rollen og fik Komedien, der ikke havde været opført siden 1817, til at straale. I “Et Liv gjenoplevet i Erindringen” giver Fru Heiberg en Skildring af sin Indlevelse i Rollen. Det begynder med, at hun mindedes en forlængst afdød Lærerinde, “hvor besynderligt hun gik paa Gaden, og hvor usigelig comisk hun løftede sin Kjole op, naar hun skulde over en Rendesten”. Det slaar Fru Heiberg, at Den Vægelsindede fremfor alt skulde karakteriseres ved sine Bevægelser: “Mimiken maa uomtvisteligt blive en Hovedbetingelse for den, der skal trænge igjennem i denne enestaaende Rolle”, og samtidig gjaldt det om “at gjøre hende til et Menneske, hvis Lige man af og til støder paa i Livet”; dette maatte ske ved “at faa Overgangene motiverede tydeligt og bestemt”. Fru Heibergs Fremstilling af den Vægelsindede blev en af hendes allerstørste Triumfer.19
Også i vores egen tid har indstillingen til Den Vægelsindede været noget kølig, og stykket er ikke blev spillet så ofte. Moderne instruktører og skuespillere der er skolet i en naturalistisk skuespilteknik baseret på en socialpsykologisk menneskeopfattelse, har det ofte svært med Holbergs typer. Når det gælder en figur som Lucretia, der oven i købet er blevet opfattet som en negativt skildret kvindetype, som udtrykker Holbergs syn på kvinder generelt, har forståelsen været begrænset.
Imidlertid ser det ud til at de senere årtiers absurde og postmoderne tendenser har givet Den Vægelsindede en fornyet relevans. Netop det splittede, flertydige, omskiftelige ved Lucretia-figuren tiltaler moderne instruktører og skuespillere, og stykket er opført flere gange med stor succes (fx på Folketeatret i 1996-97 og på Det Kongelige Teater i 2000). I en anmeldelse fra 2000 hedder det om stykket:
Boutique-ejersken Lucretia med det anstrengende temperament udstilles ofte med langt mindre sympati end her, for traditionelt har man taget meget håndfast på det handicap, den ikke voldsomt kvindebeundrende Holberg har udstyret den stakkels madamme med − det højttalende vægelsind. En formuleret stream of consciousness, der flyder og flyder, frem og tilbage og til siden. Feigenberg&Jepsen har imidlertid et klart blik for, at hun − ifald hun holdt sine toldfri tanker for sig selv og sparede publikum for mellemregningerne − ville forekomme langt mindre kaotisk, faktisk kun en let ekstrem udgave af den lunefuldhed, som mindre kølige omgivelser finder charmerende kvindelig og temmelig underholdende.20
Holbergs København
Holbergs produktion − og i den forbindelse i særdelseshed komedierne − udgør en af hovedkilderne til vores viden om København i første halvdel af 1700-tallet. Stykkerne er fulde af københavnsk lokalkolorit og vrimler med hentydninger til personer og steder, skik og brug, sprog og omgangstone, leveforhold, pengevæsen og erhvervsliv m.m. Adam Oehlenschläger har meget rammende sagt om dem:
Holberg har vidst at fremstille den danske Hovedstads borgerlige Liv i sin Tid saa tro, at om Byen sank i Jorden og man kun om nogle Aarhundreder udgrov [dvs. udgravede] Holbergs Komedier, saa vilde man saa godt kjende Digterens Tidsalder deraf, som vi kjende den romerske Tid af Pompeji og Herculanum.21
Det er København på Frederik 4.s tid der står lyslevende i komedierne. Efter Københavns brand i 1728 og Christian 6.s tronbestigelse i 1730 blev tiden og tonen en anden, hvilket afspejler sig i den sidste omskrivning af Den Vægelsindede fra 1731. Smagen var skiftet, og komediernes fremstilling af københavnsk dagligliv forekom forældet.
Læst som historisk dokument byder Den Vægelsindede fra 1723 på mange interessante detaljer om borgernes hverdagsliv i samtidens København. København er endnu i 1720’erne en middelalderlig fæstningsby med volde og porte, uensartet byggeri og snævre og meget snavsede gader. Det må have virket grotesk på samtidens publikum at Lucretia befaler Torben at skrabe den snustobak op fra gaden som hun havde spildt. Gadernes svinske tilstand betød at mange borgere foretrak at lade sig transportere i karet eller bærestol. Skulle man gå til fods, måtte man have en tjener til at lyse for sig, for gaderne var desuden ganske usikre. Byens vægtere patruljerede gaderne og greb ind hvis der opstod uro. Som det sker for den fremmede kavaler og musikanterne i Den Vægelsindede, blev urostiftere trukket på rådhuset og straffet med bøder. I byens udkant var der øde områder som Grønland. Det var et område mellem Kastellet, Østerport og Nyboder der tidligere benyttedes til henrettelsesplads for forbrydere af militærstand. Her kunne unge kavalerer som Sparenborg og Apicius søge hen for at udkæmpe duel skønt det var strengt forbudt både at duellere og at overbringe en udfordring til duel.
Samfundet var i det meste af 1700-tallet gennemreguleret fra højeste sted, dels for at opretholde standsforskelle og dels for at sikre byernes handlende og håndværkere et rimeligt udkomme. De sidstnævnte var fra middelalderen organiseret i lav, der holdt skarpt øje med deres privilegier; men tiden var ved at løbe fra lavene, fremgår det af Carl Bruuns bog Kjøbenhavn fra 1890:
Værre var dog den Omstændighed, at et ikke ringe Antal Personer, navnlig Udlændinge, fik kongeligt Privilegium paa at handle udenfor Laugene, en Kjendsgjerning, der staar i Forbindelse med Regjeringens Uvillie mod Laugsvæsenet i det Hele. Til disse Priviligerede høre især Galanterihandlerne, som iøvrigt ikke blot gik Kræmmerlauget, men ogsaa Urtekræmmerne, Isenkræmmerne, Hatstaffererne og mange Andre i Næringen.22
Lucretia er enke efter en galanterikræmmer og altså selvstændig erhvervsdrivende. Hun sidder selv i sin galanteribod morgen og aften, sommer og vinter, fortæller Terentia. Det var åbenbart ikke et særsyn at kvinder kunne få tilladelse til at slå sig ned som galanterihandlere. Carl Bruun skriver:
Det var høist forskjellige Personer, som fik kongeligt Privilegium paa at nedsætte sig som Galanterihandlere, og det var høist forskjellige Varer, hvormed de fik Tilladelse til at handle. Ved Galanterikram forstodes i Almindelighed: Handsker, Vifter, Hovedsætter, syede Halsklude, Tørklæder, Baand, Plumager, Etuier og lignende Smaatøi, endvidere Lærred og Kniplinger, dog ikke i hele Stykker, men kun forsaavidt de vare benyttede i syede Arbeider eller Klædebon. ... Det forstaas let, at Laugene som Følge heraf ofte besværede sig over Galanterihandlerne, af hvilke adskillige bleve velstaaende Folk. Blandt de mere bekjendte kan nævnes Enken efter Dandsemester Choquet (Holbergs “franske Maria”), der boede i Lille Kongensgade og bl. A. ogsaa handlede med Snustobak, Madame Petersen paa Amagertorv, hvis Gaard ombyggedes af Sønnen og blev til “Petersens Kloster”, og endelig Lovise Rosset (Holbergs “franske Lovise”) paa Kjøbmagergade ...23
Som alle Københavns handlende skal Lucretia betale told af de varer hun indfører i byen, men i et anfald af fortrolighed betror hun Abelone at hun kan skaffe varerne ind uden at betale afgiften. Senere forsikrer hun dog Terentia om det modsatte: “vi ere icke af de Folk, der practisere noget ind uden at fortolde. Icke saa meget som et Brev Knappe-Naale er kommen, eller skal komme nogen Tid ind udi vort Huus, som icke er angivet.” (I 6).
Det fastlægges nøje i hver enkelt erhversdrivendes privilegium hvilke varer de har lov at handle med, og af tidens retsdokumenter fremgår det at alle vogter på deres rettigheder og klager til myndighederne hvis de trædes for nær.
Dette gælder også bestemmelser vedrørende stændernes øvrige rettigheder; der var regler for alt muligt som vi i dag ville regne for en privatsag. Den honnette ambition − dvs. ønsket om at kravle op ad den sociale rangstige − satte sit præg på tiden på utallige måder, og borgerne lå i en evig strid, hvilket Holberg ironiserer over. Lucretia og nabokonen strides fx om hvem der har ret til at sidde øverst i kirken:
[Jeg] ... er færdig at sprecke, naar jeg fornemmer, at saadan en Qvinde icke vil give mig den Ære, som mig tilkommer. Jeg kand aldrig faa af mit Hoved den Spot hun giorde mig for otte Uger siden udi Kircken, hvor hun smukt sans facon satte sig oven for mig. Men jeg forsømmede mig icke, men tog hende strax ved Haanden, og sagde: Madame vær saa god og sid smukt der neer. (I 3)
Lucretia tilhører muligvis den fransk-reformerte menighed i København. Hun foretrækker de franske komedier for de danske og læser franske aviser. Der kan dog også være tale om snobberi. Lucretia beskylder sin nabokone for “Affectation” [dvs. skaberi] fordi hun synger franske viser, men straks efter gør hun selv det samme og siger: “Den Viise har een oversat paa Dansk, men det har ingen Klem; thi mand maa sige om vores Sprog, hvad mand sige vil, saa er det dog icke at ligne mod Tysk eller Fransk.” (I 3).
Begge sprog var almindelig kendt og anvendt i borgerskabet. Tysk var det gængse omgangssprog inden for militæret, men også som handels- og administrationssprog var det særlig udbredt. Fransk var i højere grad end tysk et modefænomen, og særlig de franske tiltaleformer (Madame, Mammeselle, Monsieur) og de franske høflighedsfraser (Votre servante Madame, Serviteur, Adieu m.fl.) vandt stor indpas i borgerskabets mere dannede sprogbrug. Studerede folk krydrede deres tale med latin. I Den Vægelsindede gælder dette både Per Iversen, der som “Philosophus” formentlig er velbevandret i latinen, og Sparenborgs tjener, Christoffer, den ‘latinske dreng’, der kan en smule fra begynderbøgerne (jf. Holbergs komedie Erasmus Montanus).
Holberg havde et stort ønske om at fremme brugen af det danske sprog og havde i den forbindelse et godt øje til det bedre borgerskabs snobberi for franske moder. Komedien Jean de France (1723) er Holbergs kongeeksempel på dette, men også i Den Vægelsindede er den ironiske adresse tydelig når han lader Lucretia skælde ud på de danske komedier: “I dag skal der spilles et smukt Stycke kaldet den Politiske Kandstøber, hvilket jeg ville ønske var oversat paa Fransk, at, om de Franske Comoedier kom her i Moden igen jeg kunde se den agere; thi paa Dansk har den ingen Art.” (I 3).
Konflikten mellem gamle skikke og nye moder er et gennemgående tema i Holbergs komedier; i Den Vægelsindede er modsætningen mellem gammelt og nyt at finde hos Lucretia selv som et udslag af hendes selvmodsigende personlighed. Når hun er i sit letsindige hjørne, drikker hun the, kaffe eller chokolade om morgenen, spiser konfekt, makroner og marcipan og bestiller vinsuppe; mens hun i sit sparsommelige hjørne spiser en rugsimle, øllebrød eller smørrebrød til morgenmad og til middag opvarmede ærter fra dagen før. Snart klæder hun sig “som en Maj-Brud”, snart i sin gammeldags “Flaske-Trøye”, dvs. en stramtsiddende trøje med skøder. Snart læser hun satiriske romaner og synger vovede franske viser, snart læser hun religiøse skrifter. Holberg tager ikke explicit parti for gammelt eller nyt, sparsommelighed eller ødselhed i Den Vægelsindede, kun overdrivelse i den ene eller anden retning er af det onde.
Hos livsnyderen Apicius er overdrivelsen imidlertid princippet, og skildringen må opfattes som en parodi på en københavnsk levemand der lever for at spise og drikke. Vi får en omhyggelig redegørelse for de retter han har sat til livs, og den vin han har drukket, og det giver os et indtryk af tidens kogekunst: “En Hønsekiød-Suppe med Boller, en Kallkunsk Hane, et Fad Karper, et Fad Karusser, en Mandel-Terte, foruden adskillige smaa Biretter for en Rdr. pro Persona.” (II 2).
Apicius virker ganske nutidig når han kyndigt diskuterer hvordan retterne er tillavet; man får det indtryk at der har været en rigdom af fisk og vildt, men at nogle kokke spolerede råvarerne med søde stuvninger. Også vinen omtales med kendermine: rødvin fra Bordeaux og Rhinskvin, som indtages i Københavns kendte beværtninger og vinhuse: Charlotte, Abbestee, Sohl, De 3 Rømere og Capo de Bonne Esperance, der lå i det indre Københavns gader i nærheden af slottet.
Forholdet mellem kønnene som det skildres i Den Vægelsindede, forekommer en nutidig læser temmelig jævnbyrdigt og mere naturligt end det er tilfældet i den litteratur der vandt frem i romantikken 100 år senere. Apicius flirter dristigt med Abelone (II 4), men hun er ikke snerpet og giver ham svar på tiltale. Når Apicius spørger om han må lægge en finger på pigens bryst, er der ikke tale om en individuel særhed − det samme gør frieren Peder Eriksen Bogholder i Den Stundesløse (1731). Det er en hovedtanke hos Holberg at normer skifter så det der anses for naturligt i en tidsalder, bliver utænkeligt i en anden. I Epistel 199 omtaler han både kys og berøring af en kvindes bryst og konkluderer: “Hvert Land, hver Alder haver sine Skikke og Vedtægte, hvorved en Ting bliver sømmelig eller usømmelig.”
Molbech skriver i 1843 om scenen mellem Apicius og Abelone:
Holberg giver os uden Tvivl her en ikke mindre correct og natursand Scene af Livet og Omgangstonen i hans Tidsalder. ... Dialogens Characteer er ogsaa ret naturligt anlagt efter disse Personers Art og Væsen, og vel vedligeholdt; vi maa kun tænke os Tone og Udtryk oversatte i et andet Sprog, naar vi sætte Scenen ned i vor Tid.24
Synet på ægteskab er endnu ganske fornuftspræget, men også dette er ved at ændres. Holberg ironiserer over den retorik som forventes af en bejler. Christoffer, der her agerer giftekniv, udtrykker formentlig forfatterens holdning når han siger:
Jeg ved nok, hvordan Moden er baade for dem, som skal fri, og den, der skal sige ja. En Frier, eller hans Commissionaire, skal lade sig mercke i mange Aar at have baaret hemmelig Kierlighed til en Jomfrue, omendskiønt hand aldrig har seet hende tilforn. ... Den som vil sige, ja, skal blive rød i Ansigtet og sige: Monsieur, det er noget, som jeg ikke kand svare til. Det er for tiligt for mig at giftes. ... Og skal gaa saasom halv vred og skamfuld bort, omendskiønt hun er ferdig at sprecke af Kierlighed. Jeg er aldeeles icke for slige unyttige Ceremonier. Naar jeg skal til at fri engang, saa siger jeg kun: Lille Pige! Vil I have mig? Siger hun ja, saa smæcker jeg strax til. Siger hun nej, saa svarer jeg: Farvel lille Pige! hils hendes Forældre. (V 5)
Holbergs komedier skildrer levende brydningstiden i første del af 1700-tallet. Det er ikke store og omvæltende begivenheder som pest og krig vi møder i komedierne, men almindelige borgeres levevis og tænkemåde. Stykkerne har stor historisk interesse samtidig med at figurerne stadig lever på scenen. Hver tid har sin Holberg, og det er sigende at en figur som Lucretia, der har mødt temmelig ringe forståelse i de snart 300 år der er gået siden hun blev skabt, i dag kan spilles ud fra et hypermoderne menneskesyn.
Litteraturliste
Bredsdorff, Thomas, Den brogede oplysning, 2003.
Bruun, Carl, Kjøbenhavn, del II, Kjøbenhavn 1890.
Jansen, F.J. Billeskov, “Diagnostik og litterær genre. Holberg om sit helbred” i Red. Marianne Alenius m.fl Digternes paryk. Studier i 1700-tallet, 1997
Molbech, Christian (udg.), Ludvig Holbergs Comedier. Udgivne, med Anmærkninger under Texten, Indledninger og Oplysninger til ethvert Lystspil, for det Holbergske Samfund, Kiøbenhavn 1843.
Nielsen, Oluf, Kjøbenhavn paa Holbergs Tid. Kulturhistoriske billeder fra Begyndelsen af det 18. Aarhundrede, Kjøbenhavn 1884.
Roos, Carl (udg.), Holberg Comoedierne. Tekstredaktion og kommentar ved Carl Roos, Kjøbenhavn 1923.
Rosenstand-Goiske, Peder, Den dramatiske Journal, 2.15. Udgivet paany for “Selskabet for dansk Teaterhistorie” af Carl Behrens. Bind 1-2. Kjøbenhavn, H.H. Thieles Bogtrykkeri, 1915-16.
Her citeres efter web-udgaven
Werlauff, E.C, Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 2. udgave, 1858.