Indledning til Den stundesløse
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)
Den stundesløse er en af Holbergs kendteste karakterkomedier. Med sin
fikse intrige, rappe dialog og portrættet af den rastløse og stressede
hovedperson Vielgeschrey (navnet betyder omtrent ‘stor ståhej’) har
komedien haft let ved at fascinere teatergængere gennem århundrederne.
Hvis man i dag kan være tilbøjelig til at betragte meningsløs travlhed og
selvpålagt effektivitetsjag der slår om i sin egen modsætning, som en særlig moderne skavank, bliver man klogere af at stifte bekendtskab med
Holbergs Vielgeschrey.
Leander ønsker at gifte sig med Vielgeschreys datter Leonora, men
Vielgeschrey har lovet hende væk til bogholdersønnen Peder Eriksen, for
han vil have en svigersøn der kan hjælpe ham med alle hans forretninger.
Leonora er ulykkelig, men den handlekraftige Pernille lover at sætte en
intrige i værk.
Nu udfolder der sig et sindrigt plot, hvor Pernille uden skrupler udnytter Vielgeschreys dårlige hukommelse og totale afhængighed af hende.
Undervejs bistås hun af svindleren Oldfux, der optræder i talrige rablende roller over for den stadig mere forvirrede Vielgeschrey, og snedigt lykkes det intrigemagerne at få hele to ægteskaber bragt i stand: Leonora
bliver gift med Leander – idet Vielgeschrey er af den opfattelse at Leander
er bogholdersønnen. Og bogholdersønnen får den ældre husholderske
Magdelone – som han vel at mærke tror er Leonora.
Da bedrageriet til sidst bliver afsløret, reagerer Vielgeschrey ved at
blive momentant vanvittig. Men hans bror Leonard får ham overbevist
om både kærlighedens magt og fornuften i det ægteskab hans datter har
indgået med Leander. Også bogholdersønnen og hans far er rasende, men
de bliver hurtigt mere velvilligt indstillede da de finder ud af at Magdelone bringer en anselig opsparing med ind i ægteskabet.
Komedien udmærker sig ved sine mange rigt udfoldede hoved- og bipersoner og komiske sidehandlinger. Især den pedantiske bogholdersøns
frieri til den giftelystne gammeljomfru Magdelone er et helt lille stykke
i stykket.
Holberg roste sig med rette af at selve tematikken var ny. Til gengæld står
komediens opbygning og persongalleri i vid udstrækning i gæld til Molières komedie Den indbildt syge (Le Malade imaginaire, 1673). Fælles for
de to er også den særlige drejning af den klassiske konflikt mellem de
unges kærlighed og fædrenes planer, at det er de unges kærlighedsbaserede ægteskab der er det socialt passende.
Rastløsheden og det uproduktive hastværk vedblev at optage Holberg
igennem hele hans forfatterskab. I romanen Niels Klim (1741) lod han
indbyggerne i det gennemført rationelle samfund Potu være træer, der
er yderst langsommelige, men desto mere fornuftige. Omvendt forholder
det sig i landet Martinia, hvis indbyggere er overfladiske aber der udviser
samme ineffektive hastværk som Vielgeschrey. I Moralske tanker (1744)
viede Holberg et helt essay til diskussion af den unyttige og uproduktive
arbejdsomhed, med direkte henvisning til komedien.
Den stundesløse hører til Holbergs tidligste komedier. Formentlig lå den
færdig allerede i 1723, men den blev først opført i 1726. En række mindre
uoverensstemmelser i teksten tyder på at Holberg undervejs omarbejdede og forkortede den fra fem til tre akter. Komedien blev trykt i bind 5
af de samlede komedier fra 1731. Lige siden sin første opførelse har det
været en af de oftest spillede komedier fra Holbergs hånd.
Det er den ældste trykte udgave der ligger til grund for nærværende
udgave.