previous icon next icon
 
Indledning til Den stundesløse
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

Den stundesløse er en af Holbergs kendteste karakterkomedier. Med sin fikse intrige, rappe dialog og portrættet af den rastløse og stressede hovedperson Vielgeschrey (navnet betyder omtrent ‘stor ståhej’) har komedien haft let ved at fascinere teatergængere gennem århundrederne. Hvis man i dag kan være tilbøjelig til at betragte meningsløs travlhed og selvpålagt effektivitetsjag der slår om i sin egen modsætning, som en særlig moderne skavank, bliver man klogere af at stifte bekendtskab med Holbergs Vielgeschrey.

Leander ønsker at gifte sig med Vielgeschreys datter Leonora, men Vielgeschrey har lovet hende væk til bogholdersønnen Peder Eriksen, for han vil have en svigersøn der kan hjælpe ham med alle hans forretninger. Leonora er ulykkelig, men den handlekraftige Pernille lover at sætte en intrige i værk.
Nu udfolder der sig et sindrigt plot, hvor Pernille uden skrupler udnytter Vielgeschreys dårlige hukommelse og totale afhængighed af hende. Undervejs bistås hun af svindleren Oldfux, der optræder i talrige rablende roller over for den stadig mere forvirrede Vielgeschrey, og snedigt lykkes det intrigemagerne at få hele to ægteskaber bragt i stand: Leonora bliver gift med Leander – idet Vielgeschrey er af den opfattelse at Leander er bogholdersønnen. Og bogholdersønnen får den ældre husholderske Magdelone – som han vel at mærke tror er Leonora.
Da bedrageriet til sidst bliver afsløret, reagerer Vielgeschrey ved at blive momentant vanvittig. Men hans bror Leonard får ham overbevist om både kærlighedens magt og fornuften i det ægteskab hans datter har indgået med Leander. Også bogholdersønnen og hans far er rasende, men de bliver hurtigt mere velvilligt indstillede da de finder ud af at Magdelone bringer en anselig opsparing med ind i ægteskabet.
Komedien udmærker sig ved sine mange rigt udfoldede hoved- og bipersoner og komiske sidehandlinger. Især den pedantiske bogholdersøns frieri til den giftelystne gammeljomfru Magdelone er et helt lille stykke i stykket.

Holberg roste sig med rette af at selve tematikken var ny. Til gengæld står komediens opbygning og persongalleri i vid udstrækning i gæld til Molières komedie Den indbildt syge (Le Malade imaginaire, 1673). Fælles for de to er også den særlige drejning af den klassiske konflikt mellem de unges kærlighed og fædrenes planer, at det er de unges kærlighedsbaserede ægteskab der er det socialt passende.
Rastløsheden og det uproduktive hastværk vedblev at optage Holberg igennem hele hans forfatterskab. I romanen Niels Klim (1741) lod han indbyggerne i det gennemført rationelle samfund Potu være træer, der er yderst langsommelige, men desto mere fornuftige. Omvendt forholder det sig i landet Martinia, hvis indbyggere er overfladiske aber der udviser samme ineffektive hastværk som Vielgeschrey. I Moralske tanker (1744) viede Holberg et helt essay til diskussion af den unyttige og uproduktive arbejdsomhed, med direkte henvisning til komedien.

Den stundesløse hører til Holbergs tidligste komedier. Formentlig lå den færdig allerede i 1723, men den blev først opført i 1726. En række mindre uoverensstemmelser i teksten tyder på at Holberg undervejs omarbejdede og forkortede den fra fem til tre akter. Komedien blev trykt i bind 5 af de samlede komedier fra 1731. Lige siden sin første opførelse har det været en af de oftest spillede komedier fra Holbergs hånd.
Det er den ældste trykte udgave der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx