Indledning til Den Politiske Kandstøber
ved Finn Hirshals
Et tilløbsstykke
Teatret i Lille Grønnegade åbnede den 23. september 1722 med Molières komedie Gnieren (L'Avare, 1668) i en dansk oversættelse. I åbningsaftenens prolog, skrevet af oversekretær i kancelliet Frederik Rostgaard, erklærer Thalia, komediens muse, at man på dansk kan sige, hvad andre har sagt, “naar Kunst og Øvelse til Sproget bliver lagt.”1 Få dage senere blev dette kulturpolitiske program overhalet indenom af en premiere på en original dansk komedie, Den Politiske Kandstøber. Et øjenvidne til førsteopførelsen, den svenske assessor C.M. Dahlström, anfører i sin dagbog 26. september 1722: “Denna afthon war iag på danska comoedien, som på danska språket spehltes, om den politiske Kandestöber, här i Kiöbenhamn componerad; war artig nog.”2 Dette må formodentlig skulle opfattes således, at premieren fandt sted den foregående aften, altså fredag den 25. september.3
Den debuterende skuespilforfatter kunne i et tilbageblik glæde sig over, at Den Politiske Kandstøber blev opført “under stort bifald fra tilskuerne,” og at “Tilløbet var saa stærkt, at mange maatte blive staaende udenfor uden at kunne komme ind.”4 I samme åndedrag tilføjer Holberg, at nogle dog blev vrede over indholdet, som de mente gjorde grin med de lovlige magthavere. Han imødegår dem ved at sige, at “der dog aldrig er blevet skrevet nogen komedie, der i højere grad staar paa øvrighedens side”.5 Sådan læser Hans Brix også komedien: “Statens Vel beror paa et fast og indsigtsfuldt Styre”, siger moralen, og han tilføjer, at stykket måtte opfattes som “en Hyldest til Danmarks herskende Kreds”.6 En sådan indirekte hyldest kunne der være gode grunde til. Teaterprojektet i Lille Grønnegade stod under beskyttelse af rigets storkansler Ulrik Adolph Holstein og af oversekretær i Danske Kancelli Frederik Rostgaard.
Komediens succes fortsatte, idet Kandstøberen er det af Holbergs stykker, som er spillet flest gange i Danmark og udlandet. I 1993 nåede det op på 423 opførelser alene på Det Kongelige Teater. Her var man ellers sent ude, mente forfatteren, idet komedien ikke blev opført før 1750, to år efter nationalscenens indvielse.7 At Holberg satte netop dette stykke særlig højt, fremgår af de mange gange, han citerer eller omtaler komedien. For eksempel skriver han i Epistel 249 (1750), at den rummer stof til hele fire moralske komedier.8 Tilmed dukker kandestøberfiguren op i Hexerie eller Blind Allarm (1731) IV 4, igen i Det Lykkelige Skibbrud (1731) V 4 og endelig i den sene Republiqven eller Det gemeene Beste (1754) III 10. Holberg spøger også med, at han selv som ung havde en rem af Kandestøberens hud, men siden overlod det til kromænd og andre at afsætte konger og gennemhegle generaler.9
Resumé
Den Politiske Kandstøber foregår i Hamborg og er en komedie i fem akter om en lille håndværksmester, Herman von Bremen. I stedet for at tage vare på sin virksomhed og familie dyrker han manisk sin interesse for politik på et værtshus sammen med ligesindede. I dette såkaldte Collegium Politicum sidder han for bordenden, men disse håndværkere og små embedsmænd er uden reel mulighed for politisk indflydelse eller embede. De mangler også ganske forudsætninger og indsigt, hvad der dog slet ikke forhindrer dem i at være bedrevidende og kritiske. I byens råd føler man sig generet af denne adfærd, og nogle beslutter at give Herman en lærestreg ved at bilde ham ind, at rådet har udpeget ham til borgmester. Han skal erkende sin dårskab, når han som ansvarlig magthaver og beslutningstager konfronteres med sin egen uduelighed i mødet med konkrete sager og dilemmaer. Præcis sådan går det!
I første akt banker hjulmager Mester Antonius på Herman von Bremens dør for at fri til hans datter, Engelke. Kandestøberens tjenestedreng Henrich introducerer Antonius (og tilskuerne) til de ændrede forhold efter de politiske grillers indtog i huset. Mester Herman afviser frieriet, fordi Antonius ikke deler hans politiske interesse. Siden beklager Mester Hermans kone Geske sig over, at hendes mand forsømmer sit arbejde, alt imens hun kæmper for at bevare Antonius’ interesse for datteren og kundernes tillid til virksomheden. Hun beslutter sig for at konfrontere sin mand og hans politiske venner på det værtshus, hvor de holder til.
Anden akt er viet til mødet i Collegium Politicum,10 hvor man er godt i gang med at ordne verdenssituationen, men afbrydes af Geske. Hun får ikke held med sit forehavende, men sættes uden for døren. Herefter giver forsamlingen sig til at overveje, om ikke der burde være en lov, som gjorde ægteskabet tidsbegrænset!
I tredje akt får Mester Herman nyheden om udnævnelsen til borgmester. Vi ser nu, hvordan man hos Kandestøberen forbereder sig på at leve op til den nye værdighed, som omfatter alle i huset. Man fokuserer på at imitere sådanne ydre tegn på rang, som viser sig i sprogbrug, adfærd og vaner.
Fjerde akt falder i flere dele. I begyndelsen får vi indblik i Henrichs klarøjede vurdering af udnævnelsen og de gyldne muligheder, den rummer for ham. Datteren i huset derimod er fortvivlet, fordi ægteskabet med Antonius nu synes helt umuligt. Siden forsøger Geske at agere standsperson og leve op til værdigheden som borgmesterfrue, men falder igennem, når der kommer fine damer for at gratulere. Henrich udfolder på sin side et betydeligt talent for at drage kontant fordel af situationen.
Så er det Herman von Bremens tur. I femte akt hjemsøges han af en række advokater og borgere, som afkræver ham stillingtagen og beslutninger, så han bliver ganske rundtosset af forvirring. Det medfører, at han i stigende grad læner sig op ad Henrich, som drillende nyder situationen og i øvrigt fortsætter med at mele sin egen kage. Sluttelig vil Mester Herman i desperation hænge sig, men afbrydes af Antonius, som er kommet for at fortælle, at man har spillet ham et puds. Herefter kan Herman von Bremen lettet lade sine politiske griller fare, vende tilbage til sin bestilling som kandestøber og byde sin kommende svigersøn velkommen.
Forbilleder og forudsætninger
Kandstøberen er i det væsentlige en original komedie fra Holbergs hånd. Den inspiration, han har modtaget fra andre værker, er punktvis.11 Saint-Evremonds komedie Sir Politick Would-Be (1705) har været diskuteret,12 ligeledes den hamborgske forfatter Barthold Feinds lejlighedsstykke Das verwirrte Haus Jacob (1703).13 Det omhandler netop de politiske begivenheder i Hamborg, som man finder et ekko af i Kandstøberen.14 Blikket har også været rettet mod Addisons og Steeles tidsskrift The Tatler (1710-11), hvor der i nr. 155 og flere efterfølgende numre optræder en politisk møbelbetrækker, som gennem tobakstågerne på et kaffehus ser og kommenterer de seneste nyheder.15 På tilsvarende vis har man forsøgt at finde konkrete hjemlige personer og værtshuse, som kunne tænkes at have inspireret Holberg.16
Noget andet er, at Holberg har lært at skrue en komedie sammen ved studiet af såvel klassiske komedier som det mere samtidige europæiske teater.17 Først og fremmest den italienske maskekomedie samt Molière, som han ikke efterligner, men konkurrerer med.18 I hvilken udstrækning dette studium også bestod i teaterbesøg på hans langvarige rejser inden debuten som dramatiker, tier han om i sit Første Levnedsbrev fra 1728 (latin, dansk). Men “i al Fald ser man af Komedierne selv, at Holberg i sin Stue i Købmagergade har rejst gennem det hele europæiske Teaters Historie.”19
Først skrevet?
Man har gjort sig en del overvejelser over rækkefølgen, hvori Holbergs tidlige komedier er skrevet. Der findes ingen samtidige vidnesbyrd, der kan tilfredsstille denne nysgerrighed. Faktum er, at Den Politiske Kandstøber er det først opførte Holbergstykke og den komedie, som står forrest i første tome af Hans Mickelsens Comoedier fra 1723. Dermed ikke sagt, at Kandstøberen nødvendigvis var den første komedie, Holberg forfattede, da den poetiske raptus kom over ham.
Hans Brix har forsøgt at argumentere for en rækkefølge for derved at kunne tegne et billede af Holbergs tidlige udvikling som dramatiker. Gennem en detaljeret sammenligning af paralleller i handling og tematik sammenholdt med de afgørende forskelle når han frem til, at Jeppe paa Bierget (1723), i hvert fald i udkast, må tænkes at ligge før Kandstøberen. Hvor Jeppe-figuren “ikke er egnet for moralsk Belysning”, tager Holberg med Mester Herman “moralsk Sigte og gør Pletskud”: Jeppe lusker ved tæppefald slukøret ud i kulissen, hvorimod eksperimentet med Herman har reformeret ham, så han kan fremsige den versificerede morale, der hylder den velordnede stat. Hans Brix ser med andre ord forskellen i den klarhed, hvormed det moralske sigte i de to komedier iscenesættes, som indicium for rækkefølgen, de er blevet til i.20
Scenen er sat
Man har diskuteret, hvilke motiver Holberg kan have haft til at sætte scenen i Hamborg. Selv siger han i forbindelse med sin omtale af komediens emne: “Jeg tror ikke, der kan tænkes noget mere nyttigt, noget mere uangribeligt end dette emne, især ikke i fristater, hvor vi ser menigmands mundkaadhed gaa saa vidt, at hverken love eller straf kan holde den i tømme.”21 Man har nikket til denne begrundelse, men har også gjort tilføjelser. Werlauff og andre fastslår, at man lige så vel i et enevældigt monarki kan møde den dårskab, som komedien revser, men at selve stykkets handling forudsætter, at rammen er en fristat.22
Hamborg, der lå lige syd for den daværende danske grænse, var en fristad i det tyske statsforbund, der blev styret af rigsdagen. Hamborg var altså en republik med selvstændig repræsentation i rigsdagen. Byen blev regeret af senatet, i daglig tale rådet, og af borgerskabet. Rådet, der supplerede sig selv, bestod af fire borgmestre og 24 rådsherrer. Hertil kom nogle personer uden stemmeret, bl.a. fire juridiske rådgivere for styret. En sådan kaldtes Syndicus. En af borgmestrene præsiderede (jf. I 6: “den øverste Bormester”). Borgerskabet (jf. II 1: “det lovlige Borgerskab”) bestod af alle med borgerret. Rådet var øverste myndighed, men regerede sammen med 197 tillidsmænd, der blev valgt af borgerskabet i de enkelte sogne, og som blev indkaldt til plenarmøder af rådet. En række langvarige politiske stridigheder mellem rådet og den lavere del af borgerskabet om magt og indflydelse havde i 1712 resulteret i en bestemmelse om, at borgerret forudsatte ejerskab af et betydeligt grundstykke. I forbindelse med striden indkaldte rådet delinger af rigshæren, kaldet kredstropper, under anførsel af kredsobersten. De havde ophold i Hamburg i årene 1708-1712 “for at bringe Borgerskabet til Føjelighed”.23
I valget af lilleput-fristaten Hamborg ses også en komisk virkning, der understreger misforholdet mellem disse uvidende småfolk og de store verdensbegivenheder, de gør sig kloge på. Hans Brix viderefører dette perspektiv: “Det gjaldt om at finde en Miniature-Stat, der kunde anvendes paa samme Maade som Anholt i Peder Paars, og senere Sprogø i Første Levnedsbrev, men den kunde paa Scenen ikke være fingeret men maatte ifølge det reale Stof være reel.”24
Rang og stand
Den Politiske Kandstøber er også på anden vis en komedie i tiden og om tiden. Det samtidige publikum har i langt højere grad kunnet genkende og more sig over træk fra deres dagligdag end et mere nutidigt publikum. Man kan hævde, at denne komedie om politisk dilettanteri indeholder tilløb til en anden komedie: Intrigens ophøjelse af kandestøberfamilien til borgmesterværdighed giver Holberg lejlighed til at stille skarpt på og gøre sig lystig over et samfund, der er fuldstændig gennemtrukket af hierarkiske rangs- og standsforestillinger og disses udtryk i tiltaleformer, i ordvalg, i modeluner og adfærd i øvrigt. Et markant eksempel er Mester Hermans detaljerede anvisninger på, hvordan hans simple kandestøberkone skal føre sig frem i sin nye værdighed (III 4).
Helt op i titlen spilles der på dette tema. Den Politiske Kandstøber er sammen med Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer (1723) den eneste af Holbergs komedier, hvor hovedpersonens profession er fremhævet i titlen. Understregningen af hovedpersonens håndværkerstand er et signal, en sigende markering af, at når tæppet går, befinder vi os i den underste del af borgerskabet. Denne sociale placering kunne ikke forliges med ordet politisk, og i den samtidige tilskuers bevidsthed var en håndværksprofession uforenelig med sæde i et bystyre for slet ikke at tale om borgmesterværdighed.25
Sigte og morale
Først og fremmest er sigtet med Den Politiske Kandstøber at spidde politisk dilettanteri og for så vidt dilettanteri på ethvert andet område – jævnfør moralen, der siger, at ikke blot Kandestøberen, men også statsmanden skal holde sig til det, han har forstand på. Derom efterlader komedien ingen tvivl. Derfor kan den siges stadig at have slagkraft, så sandt som kandestøberi i den betydning ikke er uddødt, som håndværket er det.
Komedien rummer tillige et andet, indirekte perspektiv, som i mindre grad er komediedigterens og i højere grad filosoffens: spørgsmålet om forholdet mellem den enkelte borger og styret, forholdet mellem indflydelse, ansvar og magt og i sidste ende en refleksion over borgerens frihed og myndighed. Her spiller det en afgørende rolle, at scenen sættes i fristaden Hamborg. Komediens refleksion over borgermyndighed gør det nødvendigt, at handlingen udspilles i et system, hvor intet formelt eller konstitutionelt hindrede en håndværker i ved egen kraft at opnå indflydelse på samfundsanliggender. Enevældens København rummede ikke en sådan mulighed.
Set i historiens bakspejl kan komedien derfor også læses sådan, at Holberg her giver en beskrivelse af nye lag i befolkningen, som så småt er ved at få et kulturelt overskud. Det medfører, at de aktivt og i fællesskab beskæftiger sig med teoretiske og praktiske politiske spørgsmål, både de nære og de fjernere, og de tager her de første, vaklende (komiske) skridt mod at sætte sig igennem politisk.” Den Politiske Kandstøber er i dette perspektiv en litterær øvelse til kritik af dén politiske aktivitet, som var ude i en alt for tidlig og uskolet form”.26 Hamborgs forfatning og nyere historie udgjorde en ramme, som passede som fod i hose til dette scenarie.
Hvad er komediens og dermed Holberg udsagn om dette perspektiv? Selve forløbet og den versificerede morale siger, at såvel skomageren som samfundet er tjent med, at han bliver ved sin læst: Kandestøberen eller “Stadsmand udi egen Indbildning”, som Holberg kaldte ham, indser sin dårskab.27 Ja, han bandlyser al beskæftigelse med bøger og politik i sit hus og genindtræder i rollen som håndværker og familieoverhoved: Han banker konen lystigt som tak for en tidligere øretæve og giver datteren lov til at gifte sig. Harmonien, den patriarkalske orden og hustugt, er genoprettet i familien, i virksomheden – og i samfundet!
Men Holberg kan siges samtidig at holde en kattelem åben til fremtiden, når han i moralen siger, at ændringer i magtforholdene ikke må ske i en hast. Kandestøberen må lige så lidt ‘løbe til’ et borgmesterembede, som statsmanden ‘i hast’ kan blive kandestøber. I sidste ende er det ikke standen eller en nedarvet rangorden, der er afgørende, men indsigt og kunnen. Parallelt hermed siger moralen i Jeppe paa Bierget, at der kun kommer ulykker af ‘i hast’ at sætte ringe folk i stor ære. På den ene side hylder de to komediers morale en statisk samfundsorden. På den anden side røber disse gentagne udtryk for foranderlighed over tid, at Holberg kan forestille sig magtforholdene i et velordnet samfund anderledes, når de rette betingelser er til stede. Man kan tilføje, at Holberg med i hvert fald sit dansksprogede forfatterskab bidrog til at tilvejebringe sådanne betingelser.
Udgaver
Da Holberg i 1723 udgav sit første bind komedier, anbragte han Den Politiske Kandstøber forrest. Allerede i 1724 udkom 2. udgave af tome 1 af Hans Mickelsens Comoedier. Heri har Holberg foretaget to indgribende ændringer af komedien. For det første flyttede han scenerne med Collegium Politicum fra værtshuset til Herman von Bremens hus – og opfyldte dermed bedre kravet om stedets enhed.28 For det andet har Henrich overtaget såvel Peiters som værtshusholderens replikker. Roos skriver, at han derved blev “forandret til en gennemgaaende Hovedperson, der følger Mester Herman som hans Skygge fra Scene til Scene.”29 Man kan tilføje, at der er tale om en særlig skyggefigur, der ikke blot mekanisk repeterer Mester Hermans gøren og laden, men lever sit eget liv og har sin egen agenda.
I 1731 genudgav Holberg sine komedier under titlen Den Danske Skue-Plads. Forrest står stadig Den Politiske Kandstøber, som i denne tredje og endelige udgave er blevet suppleret med en femte scene i tredje akt, der yderligere befæster Henrichs centrale rolle: Mester Herman lufter sine begyndende bekymringer for Henrich over etikettespørgsmål i forbindelse med borgmesterhvervet. I sine svar fokuserer Henrich på, at magthaveren skal tydeliggøre, hvem der sidder for bordenden, og ikke bryde sig om sådanne detaljer. Baseret på oplysninger på en plakat for teatret i Lille Grønnegade 19. juli 172630 menes scenen at være tilføjet senest dette år. Den 3. udgave af komedien fra 1731 (optrykt 1742 og senere) har siden været brugt ved opførelser og oversættelser.
Kan Holbergs ændringer af Den Politiske Kandstøber vurderes som forbedringer? Ved at scenerne med Collegium Politicum udspilles i Kandestøberens hjem, opfylder komedien ganske vist kravet om stedets enhed, men set med datidens øjne har den måske mistet en smule aktuel satirisk slagkraft.31 I tiden dannede beværtninger og kaffehuse netop ofte ramme om de fællesskaber, der opstod, når almindelige mennesker mødtes for at tale politik og læse aviser, men satirens indhold og sigte er dog uforandret. Henrichs styrkede rolle øger komediens enhed og vel også de komiske gnister, der springer af hans involvering i Mester Hermans ‘forfremmelse’. Man har dog bebrejdet Holberg en vis skødeløshed med detaljer i revisionen af stykket.32 Et af flere eksempler er, at Geske i den oprindelige version opfordrer kroværten til at stikke Mester Herman et par på skrinet (II 2). I den omarbejdede version rettes opfordringen til Henrich, hvad der antagelig ligger så langt fra det sandsynlige, at det næppe har haft komisk effekt.
Derimod har det et komisk skær over sig, at sekretær i hofretten Joachim Richard Paulli i 1724 udgav en omskrevet udgave af Holbergs stykke.33 I et indledende brev tilbyder Paulli Holberg medarbejderskab! Ja, han opfordrer tilmed andre til at deltage i forbedringen af komedien. Holberg offentliggjorde brevet sammen med sit svar, hvori han vittigt og veloplagt spidder Paulli. Han sørgede for distributionen på helt moderne vis ved at sælge disse Tvende splinder nye Breve, som tiene til Den Politiske Kandestøbers Opliusning sammen med anden edition af komediernes første bind – for samme pris! I svaret tilbageviser Holberg punkt for punkt de indgribende ændringer (i alt 10), som Paulli har foretaget, og konkluderer, at denne burde have givet sin version titlen “Tredie Edition af den politiske Kandestøber, mærckelig [dvs. mærkbart] forverret”. Endelig drager Holberg en oplagt parallel, der endnu en gang formulerer komediens sigte:
Monsieur agerer ved denne Kandestøbers Omstøbning saa fuldkommelig Herman von Bremens Person, saa at det skulde synes, at hands fornemste Øyemærke havde været, at viise af sin Person, at Kandstøberens Characteer icke nock er outrered, men at der virckelig findes de Folck, der vil reformere og omstøbe de Ting, hvorom de icke have ringeste idée eller Videnskab, ey tagende i Agt hvor fornøden det er, at de selv omstøbes først.
Kandstøberen på rejse
Pudsigt nok fik Paullis omarbejdede stykke et ganske langt efterliv. I 1729 blev det oversat til svensk i stedet for originalen, formodentlig som følge af en fejltagelse. I Sverige blev det opført, hvilket ikke skete i Danmark, og tillige genudgivet i 1736. Først i 1884 blev man opmærksom på forvekslingen.34
Originalen kom også ud at rejse.35 Holberg beretter i sit Første Levnedsbrev (1728) (s. 178ff., latin, dansk), at han på sin rejse til Paris i 1725-26 forsøgte at få opført Den Politiske Kandstøber i en fransk oversættelse af egen tilvirkning. Men det lykkedes ikke, bl.a. fordi direktøren for det italienske teaterselskab i Paris havde ‘politiske betænkeligheder’.36 Forklaringen skulle altså være, at satiren var for risikabel, men ifølge Bent Holm kommer det “tættere på sandheden ... at den type robust karakterkomedie i den konkrete sammenhæng var tung og gammeldags.”37
På fransk kendes fire oversættelser indtil 1891, den første i 1746 (Gotthard Fursmans oversættelse, hvortil Holberg selv skrev fortalen). Komedien nåede Holland i 1766, og i 1771 kom tilmed en oversættelse på alexandrinervers! Stykket menes også opført i Italien i det 18. århundrede. En engelsk oversættelse kom i 1885, en amerikansk i 1914. Desuden er stykket oversat til de skandinaviske sprog og til tjekkisk.
Man ved, at en tysk trup opførte komedien på tysk i Stockholm i 1733, og et andet tysk teaterselskab spillede stykket i Christiania i 1736.38 En anden tysk oversættelse ved G.A. Detharding udkom i 1742 i J.C. Gottscheds Deutsche Schaubühne (bd. 1). Formålet med dette værk var at etablere et moderne repertoire for tysk teater. Allerede samme år opnåede Den Politiske Kandstøber otte opførelser i Hamborg, og den vedblev at være den mest spillede, hyppigst optrykte og efterhånden noget omarbejdede Holberg-komedie på den tyske scene. Desuden kom en oversættelse til plattysk i 1743. Stykket kom også til at danne grundlag for en vaudeville af G.F. Treitschke omkring 1800, som blev meget spillet i Tyskland helt frem til omkring midten af århundredet. Denne vaudeville blev oven i købet opført af et tysk teaterselskab i København i 1814 til nogen fortrydelse for den hjemlige kritik.39
Alt i alt fik Den Politiske Kandstøber en sådan plads i tysk litteratur og teater, at Holbergs metafor, der stadig lever på dansk, også fik indpas i det tyske sprog, hvor man kan kalde en person 'Kannegiesser', hvis vedkommende gør sig klog på politik uden at have forstand på det.40
Litteraturliste
Albeck, Ulla, Dansk Stilistik, 4. udg., 1963 (1. udg. 1939).
Andersen, Jens Kr., Holbergs kilder? Studier i komediedigterens mulige litterære forudsætninger, 1993.
Andersen, Vilh., i Carl S. Petersen og Vilh. Andersen, Illustreret dansk Litteraturhistorie, bd. 2, 1934.
Bredsdorff, Thomas, Den brogede oplysning. Om følelsernes fornuft og fornuftens følelse i 1700-tallets nordiske litteratur, 2003.
Brix, Hans, “Holbergs Skueplads” i Tilskueren 1919, II, s. 233-239.
Brix, Hans (udg.), Ludvig Holbergs Komedier. Den danske Skueplads, 1942.
Bruun, Chr. (udg.), Ludvig Holbergs Epistler, med oplysende Anmærkninger af Chr. Bruun, bd. 1-5, 1865-75.
Ehrencron-Müller, H., Forfatterlexicon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814, bd. 12, 1935.
Hansen, Aage (udg.), Peder Syvs Danske Ordsprog, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 1944.
Holm, Bent, Skal dette være Troja? Om Holberg i virkeligheden, 2004, s. 126f.
Holm, Bent, “Den kalejdoskopiske kandestøber. Komik, politik og polemik i Holbergs Den politiske kandestøber” i Edda, bd. 115, 2015, s. 32-47.
Jansen, F.J. Billeskov (udg.), Den politiske Kandestøber og tre andre Komedier af Ludvig Holberg, med indledning og noter af F.J. Billeskov Jansen, 1968.
Jansen, F.J. Billeskov (udg.), Ludvig Holbergs Memoirer, 2. udg., 1963.
Jansen, F.J. Billeskov (udg.), Ludvig Holberg. Værker i tolv Bind, bd. 3, 1969.
Kruuse, Jens, Holbergs maske, 1964 (Benyttet 2. udg., Gyldendals Uglebøger, 1970).
Kruuse, Jens (udg.), Den politiske Kandstøber. Comedie, 2. udg., 1976 (1. udg. ved Oskar Schlichtkrull, 1925).
Langslet, Lars Roar, Den store ensomme – en biografi om Ludvig Holberg, Oslo 2001. Henvisninger gælder den danske udg. fra 2002.
Molbech, Chr. (udg.), Ludvig Holbergs Comedier, 1843.
Nielsen, Erik A., Holbergs komik, 1984.
Nystrøm, Eiler, Den danske Komedies Oprindelse. Om Skuepladsen og Holberg, 1918.
Nystrøm, Eiler, Skuespiltekster fra Komediehuset i Lille Grønnegade, bd. 1 og 4, 1920 og 1922.
Petersen, Carl S., “Når opførtes ‘Den politiske Kandestøber’ første gang?” i Historiske Meddelelser om København, bd. 1, 1907, s. 615-618.
Roos, Carl (udg.), Comoedierne i Holberg: Comoedierne og de populære Skrifter, Festudgaven, bd. 1, 1923.
Urry, James, Mennonites, Politics, and Peoplehood: Europe-Russia-Canada, 1525-1980, University of Manitoba Press, 2006.
Vogel-Jørgensen, T., Bevingede Ord, 1940 (Benyttet 6. udg.).
Werlauff, E.C., Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil, 2. udg. 1858.
Woerner, Gert, Geisler, Rolf og Radler, Rudolf, Kindlers Litteratur Lexikon, 1970.