previous icon next icon
 
Indledning til De usynlige
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

De usynlige er et lystspil med variationer over et tema som Holberg ræsonnerer over i Epistel 339 (1749): “Forbud opvækker lyst” eller “Lysten forøges af lystens forbud.” Et næsten masochistisk princip. I komedien formulerer den fornemme Leander det sådan: “Men vi som finder ingen sødhed i det som vi uden møje kan komme til, udvælger den vanskeligste og forhinderligste vej at komme til vort mål.”

Leander er blevet forelsket i en usynlig (dvs. maskeret) kvinde der hverken vil afsløre sin identitet eller lade masken falde før bejleren i ugevis har lidt og længtes. Og det har begge parter det pinefuldt dejligt med.
Komedien begynder på det tidspunkt hvor stykket nærmer sig demaskeringens øjeblik. Hele den foregående måneds prøvelser lader Holberg Leander fortælle om, i stedet for at vise dem som en del af komedien. Leander betror sin tjener Harlekin at han er så trofast mod sin ‘usynlige’ at da han i sin prøvelsesfase først blev kidnappet og dernæst præsenteret for en skøn og rig ung dame, så holdt han stand og lod sig ikke forføre. Den pågældende dame er, viser det sig senere, identisk med den ‘usynlige’ – som Leander altså ikke kunne genkende uden maske. Dette maskespil er en lille intrige som den ‘usynlige’ har iværksat for at prøve Leanders troskab. Denne del af komediens handling ender lykkeligt med at det unge, fornemme par gifter sig.
Sideløbende med den historie følger vi tjeneren Harlekins genvordigheder i kærlighedslivet. I første omgang opfatter Harlekin Leanders beretning om prøvelse og udsættelse som ‘pølsesnak’. Det er i hans øjne “et slyngelagtigt (dvs. sølle) hjerte” der fornægter “mad, vin og smukke piger”. Han er vant til at gå anderledes ligefremt til værks med sin forlovede Colombine. Men Leander får ham overbevist om glæden ved det pikante maskespil, og han dropper nu sin Colombine for at gå på jagt efter en ‘usynlig’ som kan plage ham. Den ulykkelige Colombine sværger hævn.
De to forelskede herrer opvarter hver deres ‘usynlige’ elskede, som hver især fortsætter med at plage dem med deres prøvelser og maskespil. Det komiske højdepunkt er Harlekins latterlige – og berømte – serenade og fiolspil, med dertil hørende diskussion om sprog, stil og poesi. Ulykken indtræder da hans ‘usynlige’ demaskerer sig, og Colombines intrigante veninde Magdelone (på Holbergs tid spillet af en mand) viser ham sit hæslige, gamle fjæs. Harlekin ender med at få sin Colombine, men må underskrive en ægteskabskontrakt hvor han lover at han vil holde sig på dydens smalle vej – mens Colombine får frie tøjler.
Det går altså galt for Harlekin når han fornægter sin jordbundne karakter og lysten til Colombines ‘hverdagskærlighed’ og i stedet lægger sig efter de fines manérer og forskruede ideer – det som han selv ser som eksotisk, eller ‘spansk’, og som Colombine opfatter som noget fra en roman.

Harlekin er en traditionel figur i den italienske commedia dell’arte-tradition. Han er en grovkornet og oprørsk gøglerfigur som står i modsætning til god ro og orden og moral. Holbergs tjenerfigur Henrik er inspireret af denne Harlekinskikkelse. Men da Holberg var i Paris i 1725-26, kunne han konstatere at Harlekinfigurerne i de stykker som nu blev sat op på teatrene, var blevet mere forfinede, graciøse og rørende – og det brød han sig ikke om. I De usynlige, som han skrev efter hjemkomsten, spidder han denne nye Harlekin der stræber efter at være elegant og dermed svigter selve sit fandenivoldske, komiske væsen. Harlekinfiguren forvandles, i Holbergs fortolkning i De usynlige, fra at være en sprælsk rebel til at være et fæ.

De usynlige er blevet til i 1726. Året efter måtte teatret i Lille Grønnegade lukke, men stykket blev trykt i femte bind af Den danske skueplads i 1731. Da komedien endelig oplevede sin urpremiere på det midlertidige teater i Læderstræde i 1747, udeblev succesen – formentlig fordi det var blevet for frækt og umoralsk for det forfinede borgerskab i København. Sidenhen har det dog ikke helt sjældent været opført, øjensynligt fordi Harlekinfiguren har øvet en vis tiltrækning på en række store skuespillere.
Det er den ældste trykte udgave der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx