previous icon next icon
 
Indledning til Den pantsatte bondedreng
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)

Den pantsatte bondedreng er efter alt at dømme skrevet i 1726, kort efter at Holberg var vendt hjem fra Paris, til opførelse på terminsdagen den 11. juni hvor man betalte afdrag på sine lån. Stykket er en grovkornet, amoralsk svindlerkomedie på linje med den anden terminskomedie, den tre år ældre publikumssucces Den 11. juni.

Ligesom Den 11. juni gennemspiller komedien temaet ‘den mere kloge narrer den mindre kloge’. Denne gang er emnet orkestreret for udspekulerede svindlere, der redder sig ud af en akut økonomisk knibe i anledning af terminen ved groft at udnytte og bedrage en bondedreng, der er så tåbelig at han i dag var blevet udstyret med en medicinsk diagnose. Fallenten Leerbeutel og tjenestepigen Pernille forsyner bondedrengen med en fornem adelstitel der kan skaffe ham både hurtige lån og udstrakt kredit. Men da kreditorerne vender tilbage næste morgen, er svindlerne stukket af med pengene, og bondedrengen sidder tilbage med gælden.
Komedien om bondedrengen der bliver gjort til pfalzgreve og dødsdømt for bedrageri, hed på teaterplakaten ved premieren 26. juni 1726 Banquerouteren eller Den pantsatte bondedreng. Da stykket blev trykt i 1731, var det kortet ned til Den pantsatte bondedreng. Det er et fingerpeg om at stykket er blevet til i to omgange: en tidlig version fra først i 1720’erne hvor Holberg brugte den franske komedie Le Banqueroutier som inspirationskilde, og en senere hvor han lægger sig ganske tæt op ad handlingen i en af Jacob Bidermanns prosafortællinger fra romanen Utopia (1640). I de to første akter, der er inspireret af Le Banqueroutier, lægges der op til at Pernille, som er den der får ideen til nummeret med bondedrengen, skal have en hovedrolle i udførelsen som den pfalzgrevelige ungersvends hustru, men efter 2. akt, scene 4, hvor handlingen nøje følger Bidermann, er hun sporløst forsvundet fra stykket.

På trods af de åbenlyse mangler blev stykket en publikumssucces ligesom Holbergs to andre bondekomedier, Jeppe på Bjerget og Den 11. juni. Store dele af det københavnske teaterpublikum elskede åbenbart at se bønder blive gjort til grin på scenen. Får publikum eller læsere i dag anfægtelser over hvad de kan opfatte som hjerteløse personers udnyttelse af stakler som Jeppe og bondedrengen Niels, skal man hele tiden huske på at Holberg og hans tid ikke var spor sentimental, og at der siden 1700-tallet er sket et mentalt skred i opfattelsen af sociale tabere.
I tilfældet Den pantsatte bondedreng demonstrerer Holberg endda snarere humanitet end kynisme når man sammenligner komedien med hans hovedkilde Bidermann, hvis fortælling ender med at bondedrengen bliver klynget op uden nåde. Holberg lader ham derimod blive benådet i sidste scene. Denne forskel mellem Bidermann og Holberg kan først og fremmest forklares ved at Holberg har måttet følge det genrekrav at en komedie skal ende godt. Men når han selvstændigt udvider Bidermanns historie med slutscenens to ulykkelige forældre, røber han en psykologisk indsigt der er en af hovednerverne i hans dramatik. Selv en person der er så dum at han hverken ved hvad han selv hedder, eller hvor han bor, har en plads i verden og vil efterlade et savn hvis han forsvinder. “Ak, ak! Det var dog vor eneste søn, og hvor tåbelig han var, havde vi dog nytte af ham i vort arbejde”, græder moderen mens hun og ægtefællen leder efter sønnen, der er forsvundet i den store, stygge købstad. “Du skal skaffe mig drengen igen eller en anden søn i hans sted.” Faderen svarer: “Da må du få en anden til at gøre det, thi jeg er alt for gammel og svag at skaffe dig flere børn.”

Stykket har været på plakaten flere gange både i 1700- og 1800-tallet, men i nyere tid er der langt mellem opførelserne. Det blev første gang trykt i fjerde bind af Den danske skueplads, der udkom i 1731. Det er dette ældste tryk der ligger til grund for nærværende udgave.
xxx
xxx