Indledning til Den pantsatte bondedreng
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2017)
Den pantsatte bondedreng er efter alt at dømme skrevet i 1726, kort efter
at Holberg var vendt hjem fra Paris, til opførelse på terminsdagen den
11. juni hvor man betalte afdrag på sine lån. Stykket er en grovkornet,
amoralsk svindlerkomedie på linje med den anden terminskomedie, den
tre år ældre publikumssucces Den 11. juni.
Ligesom Den 11. juni gennemspiller komedien temaet ‘den mere kloge
narrer den mindre kloge’. Denne gang er emnet orkestreret for udspekulerede svindlere, der redder sig ud af en akut økonomisk knibe i anledning
af terminen ved groft at udnytte og bedrage en bondedreng, der er så
tåbelig at han i dag var blevet udstyret med en medicinsk diagnose. Fallenten Leerbeutel og tjenestepigen Pernille forsyner bondedrengen med
en fornem adelstitel der kan skaffe ham både hurtige lån og udstrakt kredit. Men da kreditorerne vender tilbage næste morgen, er svindlerne
stukket af med pengene, og bondedrengen sidder tilbage med gælden.
Komedien om bondedrengen der bliver gjort til pfalzgreve og dødsdømt for bedrageri, hed på teaterplakaten ved premieren 26. juni 1726
Banquerouteren eller Den pantsatte bondedreng. Da stykket blev trykt
i 1731, var det kortet ned til Den pantsatte bondedreng. Det er et fingerpeg om at stykket er blevet til i to omgange: en tidlig version fra først i
1720’erne hvor Holberg brugte den franske komedie Le Banqueroutier
som inspirationskilde, og en senere hvor han lægger sig ganske tæt op
ad handlingen i en af Jacob Bidermanns prosafortællinger fra romanen
Utopia (1640). I de to første akter, der er inspireret af Le Banqueroutier,
lægges der op til at Pernille, som er den der får ideen til nummeret med
bondedrengen, skal have en hovedrolle i udførelsen som den pfalzgrevelige ungersvends hustru, men efter 2. akt, scene 4, hvor handlingen nøje
følger Bidermann, er hun sporløst forsvundet fra stykket.
På trods af de åbenlyse mangler blev stykket en publikumssucces ligesom
Holbergs to andre bondekomedier, Jeppe på Bjerget og Den 11. juni. Store
dele af det københavnske teaterpublikum elskede åbenbart at se bønder
blive gjort til grin på scenen. Får publikum eller læsere i dag anfægtelser
over hvad de kan opfatte som hjerteløse personers udnyttelse af stakler
som Jeppe og bondedrengen Niels, skal man hele tiden huske på at Holberg og hans tid ikke var spor sentimental, og at der siden 1700-tallet er
sket et mentalt skred i opfattelsen af sociale tabere.
I tilfældet Den pantsatte bondedreng demonstrerer Holberg endda
snarere humanitet end kynisme når man sammenligner komedien med
hans hovedkilde Bidermann, hvis fortælling ender med at bondedrengen
bliver klynget op uden nåde. Holberg lader ham derimod blive benådet
i sidste scene. Denne forskel mellem Bidermann og Holberg kan først
og fremmest forklares ved at Holberg har måttet følge det genrekrav at
en komedie skal ende godt. Men når han selvstændigt udvider Bidermanns historie med slutscenens to ulykkelige forældre, røber han en
psykologisk indsigt der er en af hovednerverne i hans dramatik. Selv en
person der er så dum at han hverken ved hvad han selv hedder, eller hvor
han bor, har en plads i verden og vil efterlade et savn hvis han forsvinder.
“Ak, ak! Det var dog vor eneste søn, og hvor tåbelig han var, havde vi dog
nytte af ham i vort arbejde”, græder moderen mens hun og ægtefællen
leder efter sønnen, der er forsvundet i den store, stygge købstad. “Du skal
skaffe mig drengen igen eller en anden søn i hans sted.” Faderen svarer:
“Da må du få en anden til at gøre det, thi jeg er alt for gammel og svag at
skaffe dig flere børn.”
Stykket har været på plakaten flere gange både i 1700- og 1800-tallet, men
i nyere tid er der langt mellem opførelserne. Det blev første gang trykt i
fjerde bind af Den danske skueplads, der udkom i 1731. Det er dette ældste
tryk der ligger til grund for nærværende udgave.