Indledning til Barselsstuen
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)
“Disse barselsstuer er rent ravgale”, sukker tjeneren Troels. Han har netop
været rundt i København og underrettet 93 af byens koner om at hans frue
har født en datter. Og så er scenen sat for en sprudlende stribe optrin hvor
gratulanter i stribevis aflægger barselsvisit hos den nybagte mor.
At holde barselsstue var en social institution på Holbergs tid. Det var
skik at barselskvinden ikke lod sig se offentligt i seks uger efter fødslen,
men modtog besøg liggende i en smukt opredt seng. Mange daglige visitter kunne blive en bekostelig affære, og myndighederne søgte at dæmme
op for ødselheden ved lov. Ægtemanden Corfitz er da også bekymret over
alle de udgifter som de mange barselsbesøg fører med sig.
Holberg fortæller selv at det kvindelige publikum ikke var udelt begejstret da komedien blev opført. Man kan gætte på at de tog anstød af den
muntre udlevering af de mange forskellige besøgende koner, alle på hver
deres måde forfængelige og selvcentrerede. Der er fx skolemesterfruen
der kun kan tale i en højstemt og sirlig stil, og bogtrykkerkonen der lykønsker med den ‘første edition’, dvs. det førstefødte barn, hvad der
får barselskvinden til at spørge hvor ofte hun selv har været ‘i trykken’.
Senere optræder også en række professionelle gæster – bl.a. en klog kone,
en kvaksalver og en læge – alle skildret med satirisk bid.
Optrin følger optrin som skuffer der trækkes ud. Barselsstuen er en dansk
variant af den franske ‘skuffekomedie’ (comédie à tiroirs). Men først og
fremmest er Barselsstuen en komedie om en bedraget ægtemand – eller
rettere, en ægtemand der tror sig bedraget – en ‘hanrejkomedie’.
Hurtigt bliver det klart at den gamle ægtemand er alvorligt bange for
at han ikke er far til barnet. Det er udgangspunktet for komediens intrige.
Da Corfitz vil tale med sin unge kone om det vigtige spørgsmål, afbrydes
han af de mange gratulanter der begynder at strømme ind, og han gemmer
sig skyndsomt under sengen. Snart efter opstår der imidlertid et rygte om at en hemmelig elsker lå skjult i barselsstuen under besøgene, og Corfitz ser
sin mistanke bestyrket. Efter talrige optrin indser han at hans overdrevne
mistænksomhed har spillet ham et puds: Det hele grundede sig på en misforståelse eftersom det var ham selv der havde ligget under sin uskyldige
kones seng.
Hanrejmotivet kendes langt tilbage i litteraturen, men Holberg hentede især inspiration fra de lidt ældre franske komediedigtere. Ægtemandens ubegrundede mistro er emnet for Molières komedie Sganarel eller
Den indbildte hanrej fra 1660, hvis handlingsgang dog er ganske anderledes. Og Holberg har givetvis kendt detaljen med at gemme sig fra
Molières Tartuffe (1664), hvor ægtemanden fra sit skjul under et bord
bliver vidne til Tartuffes forsøg på at forføre husets frue.
Motivet dukker op mange steder hos Holberg, fx i skæmtedigtet “Poeten råder sin gamle ven Jens Larsen fra at gifte sig” fra 1722. Der var
i Holbergs øjne fornuftige grunde nok til at forblive ungkarl – eller i det
mindste som ældre mand ikke at tage sig en ung hustru. Om sig selv skriver
han – mange år senere – i Moralske tanker (I 171): “I den alder imellem 40
og 50 år var jeg ikke i stand til at forsørge en hustru, og siden den tid har
jeg ikke holdt mig i stand til at forsyne hende; da frygtede jeg for armod,
og siden har jeg frygtet horn” (horn i panden var hanrejens symbol). Men
i Barselsstuen er mistanken om utroskab ubegrundet. Hanrejmotivet er
blot udgangspunkt for den psykologiske pointe at Corfitz lader jalousien
få overtaget over den sunde fornuft.
Barselsstuen blev opført første gang i begyndelsen af oktober 1723 på
teatret i Lille Grønnegade. Året efter, 1724, udkom stykket på tryk i andet
bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans
Mikkelsen. I 1731 genudgav Holberg komedien som del af sin samlede
komedieudgave Den Danske Skueplads, men nu i en noget anderledes
skikkelse. Interessant nok er en del af ændringerne udtryk for en moral
der havde flyttet sig i mere ærbar, pietistisk retning. Således befinder barselskvinden sig ikke længere i sengen, men i en lænestol, og Corfitz kan
af samme grund ikke gemme sig under sengen, men under et bord.
Det er det ældste tryk fra 1724 der ligger til grund for denne udgave.