previous icon next icon
 
Indledning til Barselsstuen
fra bogudgaven Holberg · Ludvig Holbergs hovedværker (2016)

“Disse barselsstuer er rent ravgale”, sukker tjeneren Troels. Han har netop været rundt i København og underrettet 93 af byens koner om at hans frue har født en datter. Og så er scenen sat for en sprudlende stribe optrin hvor gratulanter i stribevis aflægger barselsvisit hos den nybagte mor.
At holde barselsstue var en social institution på Holbergs tid. Det var skik at barselskvinden ikke lod sig se offentligt i seks uger efter fødslen, men modtog besøg liggende i en smukt opredt seng. Mange daglige visitter kunne blive en bekostelig affære, og myndighederne søgte at dæmme op for ødselheden ved lov. Ægtemanden Corfitz er da også bekymret over alle de udgifter som de mange barselsbesøg fører med sig.
Holberg fortæller selv at det kvindelige publikum ikke var udelt begejstret da komedien blev opført. Man kan gætte på at de tog anstød af den muntre udlevering af de mange forskellige besøgende koner, alle på hver deres måde forfængelige og selvcentrerede. Der er fx skolemesterfruen der kun kan tale i en højstemt og sirlig stil, og bogtrykkerkonen der lykønsker med den ‘første edition’, dvs. det førstefødte barn, hvad der får barselskvinden til at spørge hvor ofte hun selv har været ‘i trykken’. Senere optræder også en række professionelle gæster – bl.a. en klog kone, en kvaksalver og en læge – alle skildret med satirisk bid.

Optrin følger optrin som skuffer der trækkes ud. Barselsstuen er en dansk variant af den franske ‘skuffekomedie’ (comédie à tiroirs). Men først og fremmest er Barselsstuen en komedie om en bedraget ægtemand – eller rettere, en ægtemand der tror sig bedraget – en ‘hanrejkomedie’.
Hurtigt bliver det klart at den gamle ægtemand er alvorligt bange for at han ikke er far til barnet. Det er udgangspunktet for komediens intrige. Da Corfitz vil tale med sin unge kone om det vigtige spørgsmål, afbrydes han af de mange gratulanter der begynder at strømme ind, og han gemmer sig skyndsomt under sengen. Snart efter opstår der imidlertid et rygte om at en hemmelig elsker lå skjult i barselsstuen under besøgene, og Corfitz ser sin mistanke bestyrket. Efter talrige optrin indser han at hans overdrevne mistænksomhed har spillet ham et puds: Det hele grundede sig på en misforståelse eftersom det var ham selv der havde ligget under sin uskyldige kones seng.
Hanrejmotivet kendes langt tilbage i litteraturen, men Holberg hentede især inspiration fra de lidt ældre franske komediedigtere. Ægtemandens ubegrundede mistro er emnet for Molières komedie Sganarel eller Den indbildte hanrej fra 1660, hvis handlingsgang dog er ganske anderledes. Og Holberg har givetvis kendt detaljen med at gemme sig fra Molières Tartuffe (1664), hvor ægtemanden fra sit skjul under et bord bliver vidne til Tartuffes forsøg på at forføre husets frue.
Motivet dukker op mange steder hos Holberg, fx i skæmtedigtet “Poeten råder sin gamle ven Jens Larsen fra at gifte sig” fra 1722. Der var i Holbergs øjne fornuftige grunde nok til at forblive ungkarl – eller i det mindste som ældre mand ikke at tage sig en ung hustru. Om sig selv skriver han – mange år senere – i Moralske tanker (I 171): “I den alder imellem 40 og 50 år var jeg ikke i stand til at forsørge en hustru, og siden den tid har jeg ikke holdt mig i stand til at forsyne hende; da frygtede jeg for armod, og siden har jeg frygtet horn” (horn i panden var hanrejens symbol). Men i Barselsstuen er mistanken om utroskab ubegrundet. Hanrejmotivet er blot udgangspunkt for den psykologiske pointe at Corfitz lader jalousien få overtaget over den sunde fornuft.

Barselsstuen blev opført første gang i begyndelsen af oktober 1723 på teatret i Lille Grønnegade. Året efter, 1724, udkom stykket på tryk i andet bind af den samling af komedier Holberg udgav under pseudonymet Hans Mikkelsen. I 1731 genudgav Holberg komedien som del af sin samlede komedieudgave Den Danske Skueplads, men nu i en noget anderledes skikkelse. Interessant nok er en del af ændringerne udtryk for en moral der havde flyttet sig i mere ærbar, pietistisk retning. Således befinder barselskvinden sig ikke længere i sengen, men i en lænestol, og Corfitz kan af samme grund ikke gemme sig under sengen, men under et bord.
Det er det ældste tryk fra 1724 der ligger til grund for denne udgave.
xxx
xxx