Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
KAPITEL 9
KLIMS REJSE RUNDT PÅ PLANETEN NAZAR
Da jeg i to år havde varetaget det ubehagelige embede som løber og havde styrtet rundt i hele landet belæsset med breve og bekendtgørelser, var jeg til sidst led og ked af den på en gang ubehagelige og uværdige stilling. Jeg skrev derfor det ene bønskrift efter det andet til den høje fyrste og bad om at få min afsked, samtidig med at jeg ansøgte om en lidt mere ærefuld stilling. Men hver gang fik jeg afslag fordi fyrsten ikke mente mine evner rakte til at udføre nogen mere betydningsfuld opgave. Han henviste også til lovgivningen og sædvaneretten, der var uforenelige med mine ansøgninger, og som kun gav kvalificerede personer adgang til højtstående og krævende embeder. Derfor var det nødvendigt, sagde han, at jeg forblev i det embede jeg én gang havde fået tildelt, indtil jeg selv præsterede noget der banede vejen til noget større. Han sluttede sin tale med disse formanende ord:
*Hver må måle sig selv med sin egen personlige skala.
|120*“Kend dig selv”, de mægtige ord, der kom til os fra himlen,
bør stå prentede dybt i dit bryst til evig erindring.
Disse gentagne afslag drev mig til en dristig og desperat plan: Fra dette tidspunkt forsøgte jeg at finde på noget nyt hvormed jeg kunne vise dem mine fremragende evner og vaske den skamplet af som sad på mig. I næsten et helt år anvendte jeg al min energi på at udforske rigets love og traditioner for at prøve at se om jeg ikke kunne finde nogle fejl og mangler der trængte til at blive udbedret. Jeg røbede mine overvejelser over for en nær ven, en tjørn som jeg plejede at tale med om både stort og småt. Han syntes ikke mine ideer var helt hen i vejret, men tvivlede stærkt på at de ville være til nytte i et samfund som deres. Det var en reformators pligt, sagde han, at have det lands forhold og karakteristika for øje som han skulle reformere, for det samme middel har vidt forskellige, ja modsatte virkninger i forskelligt indrettede lande – ligesom den medicin der gavner den ene, kan vise sig at være skadelig for andre. Videre gjorde han mig opmærksom på hvor stor fare jeg udsatte mig selv for ved at kaste mig ud i så risikabelt et foretagende. Jeg satte jo mit liv på spil i sagen, |121og det ville være ude med mig hvis mit forslag blev forkastet af vurderingsmændene. Han bad mig derfor indtrængende om at tænke mig grundigt om – selv om han ikke direkte frarådede mig at gøre forsøget, for det kunne jo hænde at jeg efter moden overvejelse fandt frem til noget nyttigt, for mig såvel som for landet. Jeg fulgte min vens råd og udsatte sagen, så i den følgende tid passede jeg tålmodigt mine opgaver som løber og fór rundt til byer og landsdele som jeg plejede. Det evige løberi gav mig lejlighed til at danne mig et klart indtryk af hele fyrstendømmet og de tilstødende lande. Og for ikke at glemme det jeg havde mærket mig på mine rejser, skrev jeg det hele ned efter bedste evne og forærede det til fyrsten i en ganske omfattende bog. Og hvor godt hans højhed syntes om det værk, fik jeg hurtigt at se, for ved et møde i rådet omtalte han offentligt mit værk i særdeles rosende vendinger, og efter en nøje gennemlæsning af bogen besluttede han at benytte sig af mig til at få udforsket hele planeten Nazar. Jeg havde forestillet mig et andet udbytte af mine skriverier og sukkede derfor i det stille med digteren:
– – *dygtighed roses – men fryser.
|122Men jeg var jo særdeles ivrig efter at lære nyt, og da jeg også håbede på at det kunne skaffe mig en belønning fra den nådige fyrste når jeg kom hjem, lovede jeg villigt nok at gøre hvad jeg kunne.
Selv om planeten Nazar kun måler små 200 *tyske mil i omkreds, forekommer den indbyggerne meget stor fordi de bevæger sig så langsomt. Derfor er de fleste områder, især de fjernere af dem, stadig ukendte for de underjordiske der på egnen. En potuaner skulle bruge mere end to år for at komme hele vejen rundt til fods. Men jeg, der var så rask til bens, kunne gøre det på en enkelt måned. Det jeg var mest nervøs for, var de sproglige forskelle jeg forestillede mig at der måtte være. Men folk beroligede mig med at selv om de er forbavsende forskellige i deres måde at indrette sig på, taler alle planetens indbyggere samme sprog. I det hele taget var træfolket fredeligt, omgængeligt og forekommende, så jeg ville uden mindste risiko kunne bevæge mig rundt overalt på klodens overflade. De oplysninger ansporede mig endnu mere, og i begyndelsen af poppelmåneden begav jeg mig af sted.
Hvad der her følger, er så besynderligt at man kunne regne det for |123digteriske fantasier eller det rene hjernespind, ikke mindst fordi de folk jeg kom ud for på min rejse, var mere forskellige både i det ydre og det indre end man kunne have ventet, selv mellem folk der lever fjernt fra hinanden, under hver sin sol. Men det skal bemærkes at de fleste af klodens folkeslag er adskilt af sunde og have, og at kloden tager sig ud som en slags øhav. Disse sunde og bælter bliver sjældent krydset, og færgemændene der sidder klar ved kysterne, er udelukkende anbragt der af hensyn til de rejsende. De indfødte selv sætter nemlig stort set aldrig foden uden for deres hjemegn. Og skulle de blive nødsaget til at sejle over vandet, vender de som regel tilbage med det samme, for de kan ikke fordrage at være udenlands for længe ad gangen. Hvert folkeslag er altså en ny verden for sig. Forskellene udspringer først og fremmest af landenes varierende natur, som fremgår af markernes og jordbundens afvigende farver og de betragtelige forskelle på planter, frugter og grøntsager. Med så stor en variation i jord og afgrøder kan det ikke komme bag på en at der forekommer så mange forskellige typer af indbyggere og så mange divergerende mentaliteter. I vores verden adskiller selv de fjerneste folkeslag sig kun ubetydeligt fra hinanden i karakter, vaner, beskæftigelse, farve og skikkelse. |124For eftersom jordbundens kvalitet overalt er stort set den samme, bortset fra afvigelser i frugtbarhed fra et land til et andet, og eftersom afgrøder, planter og vand har samme udspring, kan der ikke opstå så mange forskellige levende væsner som der forekommer på denne underjordiske klode, hvor hvert land har sin særlige karakter. Udlændinge har ret til at rejse og handle, men får ikke lov til at slå sig ned, og kan heller ikke få lov til det fordi landene har så forskellig og divergerende natur. Derfor er alle fremmede man møder når man rejser, enten vejfarende eller handelsmænd. De lande der grænser op til fyrstendømmet Potu, er dog af nogenlunde samme karakter; deres indbyggere har før i tiden udkæmpet voldsomme krige med potuanerne, men er nu enten gået i forbund med dem eller faldet til ro under deres milde herredømme. Men når man kommer over på den anden side af det mægtige sund der deler hele kloden, møder man nye verdener med nye dyr der er ukendte i Potu. Det eneste de har til fælles med Potu, er at alle tænkende væsner på hele kloden er træer og taler nogenlunde samme sprog. Derfor er det ikke nogen vanskelig rejse, især da folk takket være de mange handelsmænd og rejsende |125der færdes i deres lande, er vant til at se mange vidt forskellige væsner, der afviger fra dem selv. Alt dette har jeg tænkt at det var klogt at gøre opmærksom på for at det jeg skal fortælle i det følgende, ikke skal skurre i læsernes ører, og for ikke at risikere et sagsanlæg for storstilet løgnagtighed.
Det ville føre for vidt, og det er mere end jeg kan overkomme, at gennemgå alt hvad jeg oplevede på denne rejse, punkt for punkt i kronologisk rækkefølge. Jeg nøjes med at beskrive de allermest besynderlige folkeslag, hos hvem jeg oplevede så mange usædvanlige og forbløffende skikke og karaktertræk at planeten Nazar alene af den grund må regnes blandt verdens vidundere. Jeg bemærkede at træslægten som helhed kun adskilte sig ubetydeligt fra potuanerne hvad venlighed, kløgt og værdighed angår, men til gengæld adskilte sig så meget fra dem i skikke, mentalitet og kropsbygning at hvert land forekom mig at være en ny verden.
I landet *Quamso, der er det første på den anden side af sundet, lider indbyggerne aldrig af svagelighed eller sygdom; *alle er raske og friske lige til deres høje alderdom. Jeg forestillede mig derfor at de var de lykkeligste skabninger i verden, men jeg skulle ikke tale meget med dem før jeg |126forstod at det var en fuldstændig misforståelse. Ganske vist så jeg ikke en eneste indbygger der i landet der var ked af det, men jeg så heller ingen der var tilfreds, endsige glad. For ligesom en skyfri himmel og lunt vejr kun betyder noget for os hvis vi i forvejen har oplevet skyer og uvejr, sådan lægger disse træer ikke mærke til lykken fordi den er *permanent og uden afbrydelse, og de føler sig ikke raske fordi de ikke kender til sygdom. De lever altså i evig sundhed, men samtidig i evig ligegyldighed. *Det evigt gode bliver man mæt og ligegyldig over for; og et virkelig muntert liv opnår man kun hvis de søde fornøjelser krydres af lidt surt. Jeg kan forsikre at jeg aldrig har set et folk der opførte sig mindre muntert og konverserede mere køligt og trist. Det er et aldeles harmløst folkefærd, men et folkefærd man hverken kan elske eller hade. Fornærmelser er der ingen risiko for, men hjælpsomhed skal man heller ikke vente. Kort sagt: Her finder man intet ubehageligt – og intet behageligt. Eftersom dette evigt gode helbred aldrig gør billedet af døden nærværende og aldrig vækker folks medynk med andre der er syge og plagede, så lever de hele deres liv alt for trygt og lunkent, uden |127engagement og medfølelse. Af samme grund møder man hos dem ikke det mindste spor af omsorg, kærlighed eller medynk. For når sygdommene minder os om døden, gør de os også bedre i stand til at dø rigtigt – befaler os så at sige at være klar til afrejse. Og når sygdommene bereder os lidelse, lærer de os samtidig at have medynk med de lidende. På den måde fik jeg et tydeligt indtryk af hvor meget sygdomme og livsfare bidrager til at vi kan vise omsorg og medmenneskelighed, og omvendt: hvor uretfærdigt det er når vi harmes på Skaberen over at vi tilsyneladende er født til bestemte lidelser, *som altså i virkeligheden er sunde og gavnlige for os. Det skal dog bemærkes at så snart disse ege flytter andre steder hen, er de udsatte for sygdomme og svageligheder præcis ligesom andre træer. Så jeg vil mene at det fortrin de har – hvis det overhovedet kan kaldes et fortrin – udelukkende skyldes de lokale luftforhold eller fødevarer.
Landet Lalac, som også kaldes Mascatta, dvs. “det lykkelige”, så ud til at svare til navnet, for alt kom af sig selv der i landet.
|128
*Floderne flød, den ene med mælk, den anden med nektar,
og fra den grønklædte eg løb honning i gulbrune dråber.
Selv den urørte jord, som aldrig var strejfet af ploven,
såret af plovskærets snit, gav frivilligt afgrøden fra sig.
Men dette betydelige fortrin gør nu ikke beboerne lykkeligere end andre. For når det ikke er nødvendigt at gøre noget som helst for at skaffe sig føden, synker de fleste hen i driverliv og dovenskab og bliver syge i en uendelighed. Resultatet er at langt de fleste dør før tiden, ædt op af orm og råddenskab. Også i det land gav forholdene mig anledning til en hel del filosofiske overvejelser, og befolkningens forhold og skæbne viste tydeligt at tjenestefolk og arbejdere i en vis forstand er lykkeligere end dem der *sløver hen i dovenskab og magelighed fordi de aldrig behøver bekymre sig om føden.
*Festmaden smager dig surt hvis du bare blir ved med at spise,
benene nægter at bære din krop når de dingler af fuldskab.
Følgen var masser af forkerte beslutninger, desperate handlinger og voldsomme dødsfald. For den overflod de lever i, berøver dem enhver sans for smag og |129nydelse og giver dem tværtimod kvalme og livslede allesammen. Så det land som jeg troede var de lykkeliges hjem, viste sig i stedet at være de tavses dystre bolig – som snarere fortjente medynk end misundelse.
*Hvilket jeg tog som et råd om skyndsomst at flygte fra landet.
Det næste land er Mardak, hvis indbyggere er cypresser. De er alle ens bygget, det eneste der skiller dem fra hinanden, er deres forskelligt formede øjne. Nogle har aflange øjne, andre kvadratiske, nogle har ganske små øjne, andre så store at de nærmest fylder hele panden. Nogle af dem fødes med to øjne, andre med tre, andre igen med fire. Der findes også dem der kun har ét øje; man kunne tro de var efterkommere efter *Polyfem, hvis ikke de havde haft øjet siddende i nakken. Efter de forskellige øjenformer inddeles de i lige så mange befolkningsgrupper.
Befolkningsgruppernes navne er:
1) Nagiri, dvs. dem der har aflange øjne, og som derfor ser alle genstande som aflange.
|1302) Naquiri, hvis øjne er kvadratiske.
3) Talampi, med ganske små øjne.
4) Iaraku, med to øjne, hvoraf det ene er lidt skævere end det andet.
5) Mehanki, med tre.
6) Tarrasuki, med fire.
7) Harramba, hvis øjne breder sig over hele panden.
8) Skadolki, der har et enkelt øje i nakken.
Den talrigeste og dermed også den mest magtfulde af disse befolkningsgrupper er nagirerne, altså dem der har aflange øjne, og som derfor ser alle genstande som aflange. Statens ledere, rådmænd og præster hentes udelukkende fra denne gruppe. De er de eneste der sidder ved roret, og de tillader ingen fra de andre grupper at få offentligt embede medmindre han erklærer at også han ser en bestemt tavle, der er viet til solen og opsat på det højeste sted i templet, som aflang og bekræfter denne erklæring med ed. Denne hellige tavle er den vigtigste kultgenstand i Mardak. Det betyder at hæderlige borgere der ikke vil gøre sig skyldige i mened, står uden adgang til offentligt embede og til stadighed er udsat for |131hån og forfølgelse. Og selv om de erklærer at de ikke kan tvivle på deres egne øjne, bliver der ovenikøbet indgivet klager imod dem, og det der er en medfødt fejl, bliver udelukkende betragtet som et udslag af ondskab og opsætsighed.
*Den edsformular som alle der skal indsættes i et embede, er forpligtet til at underskrive, lyder omtrent sådan:
Kaki manasca quihompu miriac Iacku mesimbrii Caphani Crukkia Manaskar Quebriac Krusundora.
Dvs. “Jeg sværger at den hellige soltavle for mig ser aflang ud, og jeg lover at jeg vil forblive i den overbevisning til mit sidste åndedrag.”
Når de har aflagt den ed, får de mulighed for at søge embeder, og de bliver optaget i Nagiri.
Dagen efter min ankomst, da jeg på et tidspunkt drev om på torvet, fik jeg øje på en gammel mand der blev ført til retterstedet for at blive pisket, fulgt af en mægtig flok cypresser, der råbte skældsord efter ham. Da jeg spurgte hvad der foregik, fik jeg at vide at det var en kætter som havde prædiket offentligt at soltavlen i hans øjne så kvadratisk ud. Og trods adskillige advarsler havde han hårdnakket holdt fast ved denne |132yderst usunde opfattelse.
Jeg gik derfor ind i soltemplet for at afprøve om jeg havde rettroende øjne. Den hellige tavle forekom også mig kvadratisk, og det fortalte jeg åbent til min vært, der kort tid inden var blevet udnævnt til politimester der i byen. Han drog et dybt suk ved mine ord og tilstod at han også selv syntes den var kvadratisk, men ikke havde turdet fortælle det til nogen af frygt for at den ledende befolkningsgruppe skulle komme efter ham og få ham afskediget fra hans embede.
Rystende af angst og uden et ord forlod jeg byen, af skræk for at mine rygstykker skulle få at føle for mine øjnes forbrydelse, eller at jeg skulle blive stemplet som kætter og jaget væk i vanære. Jeg kunne ikke forestille mig mere skræmmende, mere barbarisk og urimelig måde at indrette sig på. Jeg kunne jo se at hykleri og mened var den eneste vej til offentlige embeder. Da jeg kom tilbage til Potu, lod jeg min harme over dette barbariske samfund få frit løb så tit jeg havde lejlighed til det. Men da jeg en dag delagtiggjorde en enebærbusk af mit bekendtskab i min forargelse, sagde han: “Vi ville bestemt også mene at nagirerne har indrettet sig dumt og uretfærdigt, |133men du kan da vel ikke undre dig over at de ser så strengt på afvigende øjenformer. Du har selv, kan jeg huske, forklaret at der i de fleste europæiske stater findes ledende befolkningsgrupper *der farer frem med bål og brand mod andre grupper på grund af en eller anden medfødt skavank i øjnene eller forstanden. Og den slags tvangsforanstaltninger fremhævede du selv som gudfrygtige og særdeles gavnlige for staten.” Jeg forstod hvor manden ville hen med sine velvalgte ord. Så jeg gik rødmende derfra, og fra da af har jeg *altid agiteret for tolerance og *fældet mildere dom over de vildfarne.
Fyrstendømmet Kimal anses for det mægtigste af alle landene takket være sine store rigdomme. For ud over sølvminerne, som der er utallige af, udvinder man hvert år store mængder guld af sandet i floderne. Tilsvarende har havene overalt rigelige forråd af perler. Men ved en nærmere undersøgelse af dette folkeslag blev det klart for mig at lykken ikke kommer af rigdom alene. For der er omtrent lige så mange minearbejdere og dykkere som der er indbyggere i landet, alle tilsyneladende for profittens skyld dømt til evigt slaveri og aldeles uanstændigt slid og slæb. Og de der undgår dette hårde arbejde, holder vagt over de |134skatte der bliver samlet ind. Hele landet er i den grad truet af røvere at ingen tør rejse uden livvagter.
*Har man hørt om så hellig en dag at den ikke har tyve,
svindel og snyd og bedrag og alle slags lønsomme lovbrud?
Livet må leves ved rov, og gæsten må frygte for værten,
svoger for svigerfar, selv mellem brødre er godhed et særsyn.
Sønnen har tal på faderens år før tiden er inde.
Ret og pligt ligger knust, og den sidste af himmelens guder,
jomfru Astraea har nu lagt de blodige landskaber bag sig.
Følgen er at dette folk, som naboerne betragter med misundelige blikke, snarere fortjener medynk end misundelse. Alle er besat af frygt, mistænksomhed, mistillid og misundelse, og alle betragter hinanden som fjender der ligger på lur efter deres ejendom – så angst, uro, søvnløshed og blege kinder er det udbytte de høster af den lykke som fyrstendømmet Kimal bryster sig af. Det var derfor ikke uden bryderier |135og bekymringer at jeg rejste igennem landet, for på hver en sti og ved hver eneste grænseovergang måtte jeg opgive formålet med rejsen, mit navn, mit hjemland og meget andet til vagterne, og jeg så mig udsat for alle de plager som rejsende plejer at møde i et mistroisk land. I det samme område findes der et ildspyende bjerg, hvorfra den underjordiske ild vælder ud som i ustandselige bølger.
Da jeg var nået igennem det fyrstendømme, som var det ubehageligste af alle de lande jeg besøgte på hele rejsen, fortsatte jeg mod øst. Overalt mødte jeg yderst omgængelige og høflige, men samtidig særdeles mærkværdige folkeslag. Særligt undrede jeg mig over indbyggerne i det bitte lille land Quamboia, som fra naturens side var bagvendt anlagt sådan at jo ældre og modnere de bliver, jo mere løsslupne og forlystelsessyge bliver de, og som årene går, vokser den frækhed og uartighed og de udskejelser som andre steder plejer at være knyttet til den tidligste ungdom. For at kunne blive betroet et offentligt embede skal man der i landet være under 40 år. Hvis man er kommet over den aldersgrænse, er man som et uartigt barn,
|136
– – *som kun den strikseste mor kan få styr på.
Overalt på byens gader så jeg gamle gråhårede folk springe lystigt omkring og fordrive tiden med børnelege,
*mens de byggede huler, lod mus trække småbitte vogne,
spillede “gæt hvad jeg har” og red glade omkring på en kæphest.
Flere gange så jeg hvordan børnene skældte dem ud fordi de opførte sig sådan, og sendte dem hjem med en endefuld. Jeg fik også øje på en ældgammel mand der gik rundt på torvet og piskede til en snurretop eller legede med et trillebånd. Han havde tidligere været en højt respekteret mand og formand for det øverste råd. Denne omvendte rækkefølge observerede jeg såvel hos det svage køn som hos mændene. Derfor forestillede alle sig at en ung mand der giftede sig med en gammel kvinde, ville ende som *Actaeon – hvilket er det diametralt modsatte af hvordan det foregår hos os, hvor en gammel mand der tager sig en ung kone, er bange for at få horn i panden. En enkelt gang kom jeg ud for to skaldede gamlinge der var kommet op at slås midt på torvet. Da jeg undrede mig over sådan et usædvanlig voldsomt temperament hos folk i den alder og spurgte om årsagen til duellen, fik jeg det svar at de var blevet uenige om en luder som de begge to *havde været i seng med på et bordel. De der |137fortalte mig det, tilføjede at der var lagt op til en ordentlig omgang med spanskrøret hvis de gamles værger eller lærere hørte hvor uartige de havde været. Samme aften var der efter sigende en gammel kone der hængte sig fordi hun var blevet afvist af et ungt bøgetræ hun havde forelsket sig i.
Disse bagvendte forhold kræver bagvendte love. Derfor står der i det afsnit af loven der handler om formynderskab, at man skal være under 40 år for selv at kunne administrere sin ejendom. Tilsvarende anses kontrakter ikke for lovlige hvis de indgås mellem folk over 40, medmindre de er underskrevet af deres værger eller deres børn. I afsnittet om lydighed finder man følgende formulering: “Gamle mænd og kvinder skal lystre deres børn.” En embedsmand får derfor som regel sin afsked kort før han bliver 40 år, og
– – *prætorens lov tar hans myndighed fra ham,
mens den følgende generation træder til som hans værger.
Jeg mente ikke det ville være klogt af mig at blive længere i det land, hvor jeg, hvis jeg fik lov at leve 10 år mere, efter loven *ville være tvunget til *at gå i barndom.
[Kun i B: Men da jeg efter min rejse sammenlignede forholdene her med sæd og skik hos mine egne landsmænd – der filosoferer som voksne, men slår gækken løs og *vælter sig i luksus og jagter efter tomme titler når de bliver gamle – så *slækkede jeg lidt på forargelsen og begyndte at se lidt mildere på disse folk.]
|138 I det land der hedder *Cocklecu , har de indrettet sig mindst lige så bagvendt, og for europæere at se aldeles forkasteligt. Det omvendte system her skyldtes dog ikke naturen, men kun lovene. Alle landets indbyggere er enebærbuske, og begge køn findes, men det er kun mændene der bliver forvist til køkkenarbejde og andre uværdige beskæftigelser. I tilfælde af krig melder de sig ganske vist til tjeneste, men de når sjældent højere end til at blive menige soldater. Kun ganske få bliver fændrik, og fændrik er den højeste militære rang et mandligt træ kan gøre sig håb om. Til gengæld betror man kvinderne alle de mest betydningsfulde opgaver, det være sig civile, kirkelige eller militære. For ikke så længe siden havde jeg moret mig over potuanerne fordi de ikke gjorde forskel på kønnene når de fordelte deres embeder. Men det her folk forekom mig splittergale og fuldkommen naturstridige. Jeg kunne virkelig ikke begribe hvorfor mændene fandt sig i det. Selv om de fysisk var langt bedst udstyret, havde de affundet sig med at skulle bære dette uværdige åg og i hundredevis af år tålt denne vanære. Det ville jo være så let som ingenting at ryste åget af sig, hvis bare de ville eller havde modet til at gøre op med kvindernes tyranni. Men den |139gamle indgroede vane *havde gjort dem så blinde at det ikke faldt en eneste af dem ind at vove pelsen for at blive fri for den nedværdigende behandling. Nej, de troede simpelthen at naturen var indrettet sådan at kvinderne sad på magten mens mændene skulle *væve, male mel, spinde, gøre rent og få bank. Til forsvar for systemet fremfører kvinderne som regel følgende: Eftersom naturen har givet mændene fysisk styrke og armkræfter der er bedre egnede til at udføre hårdt arbejde, må man tro at det fra naturens side kun er mændene der er henvist til uværdigt og opslidende arbejde. Udlændinge undrede sig når de kom ind i et hjem og så husets frue sidde i studereværelset med pen og papir, mens manden vimsede om i køkkenet og vaskede gryder og fade. Når jeg kom ind i et hus for at tale med manden, blev jeg hver eneste gang sendt ud i køkkenet, hvor
*én mand pudsede sølvtøj og én vasked potter og krukker,
kuet af konen, der råbte og skreg og svinged krabasken.
Jeg lagde mærke til at denne bagvendte måde at indrette sig på havde nogle uhyggelige følger. For ligesom der i |140andre lande findes skamløse og liderlige kvinder der giver deres krop bort for penge og sætter deres dyd til salg, findes der her mænd og unge drenge der sælger deres nætter og til det formål lejer sig ind på bordeller, hvis indgange er afmærket med skilte og uanstændige tegn. Og når de driver deres forretninger for åbenlyst og udfordrende, bliver de smidt i fængsel og pisket på torvet præcis som vores ludere. Omvendt *går koner og piger her ganske uhindret omkring på gader og veje og ser på mænd. De nikker, blinker, pifter, kniber dem, råber til dem, chikanerer dem, overmaler deres døre med kærlighedserklæringer, praler ganske ubekymret med deres affærer og skryder af deres erobringer, præcis ligesom de uregerlige unge mænd hos os plejer at blære sig med at remse op hvor mange jomfruers og gifte koners dyd de har besejret. Man tager det heller ikke ilde op hvis koner og piger kommer med kærlighedsdigte og smågaver til de unge mænd. De på deres side spiller kølige og tilbageholdende fordi det er upassende for en ung mand uden videre at sige ja til en piges tilnærmelser. Netop på den tid var der stor opstandelse over en pige der havde forført en |141søn af en rådmand. Den forseelse måtte hun høre meget for, og jeg hørte den unge mands venner mumle om at pigen snart ville blive stævnet, og at hun ved den førstkommende ægteskabsret skulle dømmes til ægteskab og æresoprejsning, især da der kunne fremlægges retsgyldige beviser på at den dreng som pigen havde lokket til en illegitim affære, stadig havde været jomfru. [Kun i B: Så var det jeg i mit stille sind tænkte: *“Hvor er vi dog lykkelige i Europa! Og især i Frankrig og Storbritannien, hvor det svage køn svarer til sit navn, og hvor kvinderne lystrer mændenes vilje så blindt at de snarere ligner maskiner eller robotter end væsner udstyret med en fri vilje.”] Mens jeg opholdt mig hos enebærbuskene, turde jeg ikke åbent kritisere deres bagvendte praksis. Men efter at jeg havde forladt hovedstaden, gjorde jeg en del folk opmærksom på at det var unaturligt hvad der her foregik, eftersom det står klart ud fra den universelle ret – og det holder også alverdens folkeslag på – at det mandlige køn er skabt til vanskelige og betydningsfulde opgaver. De svarede at jeg forvekslede vaner og vedtægter med natur. De svagheder man kan bemærke hos kvinderne, skyldes udelukkende opdragelse – hvilket så tydeligt fremgår af forfatningen og forholdene der i landet, hvor vi ser kvinderne brillere med en dygtighed og begavelse som mændene andre steder forbeholder sig eneret på. For kvinderne i Cocleku er beherskede, alvorlige, fornuftige, |142besindige og fåmælte; mændene derimod er flyvske, forhastede og snakkesalige. Så når nogen fortæller noget vrøvl, har man udtrykket: “Sikke noget mandfolkepjank!” Og når nogen gør noget overilet og forhastet, siger de lokale: “Jaja, han er jo bare en stakkels mand!” Men de argumenter kunne jeg nu ikke slå mig til tåls med. Jeg holdt på at det var en bagvendt, fordrejet og fuldkommen naturstridig måde at indrette sig på. Og den forargelse som de nedladende kvinder havde vakt i mig, var årsagen til den ulykkelige beslutning jeg tog kort efter min hjemkomst, og som gav mig så mange vanskeligheder på halsen – som vi skal vende tilbage til senere.
Blandt de prægtigste bygninger i byen var *det kongelige harem, der rummede 300 smukke mænd og unge drenge. De blev alle underholdt for dronningens regning og stod til rådighed for hendes lyster. Da jeg hørte at der var folk der roste mig for min flotte skikkelse, blev jeg bange for at dronningens jægere skulle komme og bortføre mig til haremmet, så jeg skyndte mig at komme af sted, og
– – – *frygten gav fødderne vinger.
Ved siden af dette rige ligger *Videnskabslandet, der hedder sådan fordi indbyggerne er fuldstændig fordybede i filosofi og komplicerede videnskaber. |143Jeg glødede af iver efter at se det land, som jeg forestillede mig som et centrum for alle videnskaber og musernes sande hjem. Jeg så det for mig, ikke som marker og enge, men som én uendelig
*park med et farverigt flor af de sjældneste blomster.
Helt opslugt af det billede satte jeg farten op og *talte timer og minutter på fingrene. De veje jeg gik ad, var stenede og spærret af grøfter og huller så jeg *måtte stride mig af sted på forrevne og tilsølede ben gennem et landskab der snart var knoldet og ujævnt, snart så sumpet at jeg vadede i vand til livet, for broer var der ingen af. Men jeg kæmpede mig tappert gennem besværlighederne, vel vidende at kun *gennem vanskeligheder når man til stjernerne. Efter en times strabadser mødte jeg en bondemand, som jeg hilste høfligt på og spurgte hvor langt der var tilbage til Mascattia, dvs. Videnskabslandet. Han svarede: “Du skulle hellere spørge hvor langt der er til du er ude igen, for du befinder dig midt i landet.” Det svar kom helt bag på mig, og jeg udbrød: “Hvordan kan det gå til at et land hvor der ikke bor andet end videnskabsmænd, ligner et komplet vildnis og ikke et civiliseret land?” Han svarede at landet nok skulle komme til at se bedre ud – så snart |144indbyggerne fik tid tilovers til den slags petitesser. Lige nu, sagde han, havde de ikke andet i hovedet end himmelen, og de havde alle sammen travlt med at finde en vej op til solen. Så man måtte have dem undskyldt at de foreløbig lod markerne ligge uopdyrkede hen. *Det var nemlig ikke så let både at blæse og have mel i munden. Det gik hurtigt op for mig hvad det var den fiffige bondemand sigtede til, og jeg fortsatte min vandring og nåede til sidst frem til hovedstaden Caska. Ved byportene så jeg i stedet for vagtposter både gæs og høns, fuglereder og edderkoppespind. På gaderne rendte svin og forskere rundt mellem hinanden. De sidste adskilte sig kun fra svinene i legemsbygning – hvad skidt og møg angår, lignede de dem på en prik. Alle de lærde var klædt i samme slags kappe, men hvad farve de var, kunne jeg ikke se da de var helt dækket med støv og snavs. Jeg henvendte mig til en af dem, der kom lige hen imod mig, helt opslugt af sine tanker: “Sig mig, hr. magister, hvad hedder byen her?” Han stod længe *ubevægelig og så stift ud i luften som om hans sind og sjæl havde mistet forbindelsen til kroppen. Til sidst så han dog op mod himlen og svarede: *“Der er ikke så længe til middag.” Det tåbelige |145svar, der vidnede om en betydelig distraktion, overbeviste mig om at det er bedre at holde igen med sine studier end at gå fra forstanden af bar lærdom. Jeg gik så videre ind i byen for at se om jeg ud over videnskabsmænd også kunne finde frem til nogle mennesker eller fornuftsvæsner. Byens torv var meget stort og udsmykket med forskellige statuer og søjler, forsynet med indskrifter. Dem gik jeg hen til for at prøve om jeg kunne læse nogle af teksterne. Men mens jeg stod og baksede med det, mærkede jeg pludselig at jeg blev varm og våd ned ad ryggen. Jeg så mig tilbage for at finde kilden til det varme vandløb, og fik øje på en forsker der stod og tissede mig op ad ryggen. Han var så fortabt i sine overvejelser at han tog mig for den statue han plejede at tømme sin blære op ad. Det var mere end jeg kunne finde mig i, især fordi han *ovenikøbet stod og skraldgrinede ad mig imens, så *jeg gav ham en ordentlig en på siden af hovedet. Han blev fuldkommen rasende, greb mig i håret og slæbte mig tværs over torvet, hvor meget jeg end råbte og skreg. Men da jeg så at hans vrede ikke ville lægge sig, smed jeg selv fløjlshandskerne og |146 gav ham igen, råt for usødet, så *vi begge to fik lige meget på indtægts- og udgiftssiden. Til sidst, efter en hård dyst, måtte begge kombattanter bide i græsset. Ved det syn kom store mængder af videnskabsmænd styrtende til og kastede sig over mig som gale. De *tampede løs på mig med knytnæver og stokke og slæbte mig rundt på torvet ved håret, *mere død end levende. Da de endelig blev om ikke mætte så trætte af at slå, trak de mig hen til et mægtigt hus. *Jeg strittede imod ved at stemme fødderne mod døren og nægtede på det bestemteste at gå ind, men de greb mig i nakken og hev mig indenfor som en hylende gris, hvorefter de anbragte mig på ryggen midt på gulvet. Derinde var alt kaos og forvirring, og huset så ud som der hos os plejer at se ud til mikkelsdag og påskedag, hvor møbler, indbo og husgeråd der skal flyttes til et nyt hus, bliver dynget sammen i én forvirring. Jeg bad nu indtrængende de lærde mænd om at lægge en dæmper på deres vrede og lade sig bevæge til barmhjertighed, og gjorde opmærksom på hvor upassende det var for filosofiens og videnskabens dyrkere at gå amok som vilde dyr og give efter for de lidenskaber som de jo selv plejer at prædike imod. Men det var |147som at slå i en dyne. For forskeren der havde tisset mig på ryggen, begyndte forfra og tævede løs på min arme krop som på en ambolt. Det virkede som om han ikke ville helme før han havde slået mig ihjel. Så var det jeg forstod at *ingen vrede er voldsommere end en filosofs, og at bare fordi filosofferne skriver om dyderne, skal man ikke tro de selv praktiserer dem.
– – – *En lige så frygtelig vrede
river og flår i hans bryst, og der flammer et bål i hans indre.
Omsider trådte fire forskere ind, som at dømme efter deres kapper tilhørte en særlig sekt. De satte en stopper for de rasende folks trusler, både verbalt og korporligt, og så ud til at have medlidenhed med mig. De trak de andre til side, og da de havde talt lidt med dem, flyttede de mig til et andet hus. Jeg var lykkelig over at være sluppet ud af banditternes greb og have truffet nogle respektable folk, og på deres spørgsmål forklarede jeg omhyggeligt hvordan al den ballade var opstået. De smilede ad min morsomme historie og sagde at det var helt almindeligt at forskerne tissede op ad statuerne når de spadserede på torvet, og at min overfaldsmand højst sandsynligt havde taget mig for en statue |148fordi han var langt væk i sine filosofiske overvejelser. De fortalte også at der var tale om en berømt astronom, og at de andre, der havde tævet så rasende løs på mig, underviste i moralfilosofi. Jeg troede så at jeg var kommet i sikkerhed, og da jeg nu var uden for fare, havde jeg stor fornøjelse af at lytte til det de fortalte om både det ene og det andet. *Men lidt mistænksom blev jeg nu over den alt for nærgående måde de studerede min skikkelse på. Og da de også den ene gang efter den anden spurgte mig om min profession, årsagen til min rejse, og hvor jeg kom fra, og ovenikøbet begyndte at hviske sammen bag min ryg, fik jeg en fornemmelse af at der var noget forfærdeligt i vente. Jeg var ved at dø af skræk da jeg blev gennet ind i et anatomisk kammer, hvor jeg så en rædselsvækkende dynge af knogler og lig, der fyldte rummet med den frygteligste stank. I første omgang troede jeg det var en røverhule, men de anatomiske instrumenter der hang på væggene, lagde en vis dæmper på min frygt, for de gjorde det klart at min vært var læge eller kirurg. Da jeg havde siddet og kukkeluret i dette fængsel i en halv times tid, kom en kone ind med et måltid mad hun havde lavet til mig. Hun så meget venlig ud, men stod og betragtede mig opmærksomt og sukkede dybt fra tid til anden. |149Da jeg spurgte hvad hun var ked af, svarede hun at det var tanken om hvad der ventede mig, der fik hende til at sukke. *“Det er et respektabelt hjem du er kommet til,” sagde hun, “for min mand, der er herre her i huset, er embedslæge og dr.med., og de andre du så, er hans kolleger. Men de undrede sig så meget over din usædvanlige legemsbygning at de har besluttet at undersøge din indre konstruktion og dine indvolde og dissekere din krop for at se om de kan finde noget nyt der kan kaste lys over anatomien.” *Ved de ord sprang hjertet op i livet på mig. Jeg skreg af rædsel og udbrød: “Jamen, frue, hvordan kan man kalde dem pæne folk hvis de uden betænkeligheder skærer maven op på et ærligt og uskyldigt menneske?” Hun svarede:
*“Tænker du slet ikke på hvis land du har slået dig ned i?
Du er kommet til respektable folk som ikke handler af ond vilje, men udelukkende har besluttet sig for denne operation for at kaste lys over anatomien.” Dertil svarede jeg at jeg hellere ville slippes løs af banditter end skæres op af selv de mest respektable herrer; og så *kastede jeg mig på knæ for fruen og bønfaldt hende, *med tårerne løbende ned ad kinderne, om at gå i forbøn for mig. Hun svarede: |150“Det kan ikke hjælpe dig meget at jeg går i forbøn for dig, for hvad fakultetet har besluttet, er normalt uigenkaldeligt. Men jeg skal forsøge at redde dit liv på en anden måde.” Med de ord tog hun min hånd, førte mig *gennem en hemmelig dør og ledsagede mig helt ud til byporten, mens jeg rystede af skræk. Til afsked forsøgte jeg, som rimeligt var, at udtrykke min taknemmelighed over for min frelser *i nogle velvalgte ord, men inden jeg for alvor var kommet i gang, afbrød hun mig og sagde at hun ikke ville forlade mig før hun vidste at jeg var helt uden for fare. Det kunne jeg ikke indvende noget imod, så vi fulgtes et stykke videre. Mens vi gik der sammen, fortalte hun løst og fast om forholdene i landet, og jeg sugede begærligt det hele til mig. Men på et tidspunkt drejede hun samtalen ind på et emne som jeg ikke var særlig glad for at høre om fordi jeg deraf kunne slutte at hun til gengæld for den tjeneste hun havde gjort mig, ønskede noget som moralen forbød mig. *Hun fortalte i lidenskabelige vendinger om den urimelige situation de gifte koner står i der i landet fordi alle disse lærde undervisere er så dybt begravede i deres forskning at de fuldkommen forsømmer deres ægteskabelige pligter. “Jeg kan sværge på,” sagde hun, “at det ville være ude med os hvis ikke en og anden ærlig og barmhjertig tilrejsende med jævne mellemrum |151lindrede vores nød og lagde deres lægende hænder på de lidelser der plager os sådan.” Jeg lod som om jeg ikke forstod hvor hun ville hen. Jeg satte farten op – men min kulde øgede kun hendes glødende begær.
*Bønnerne nytted kun lidt, hun slog om til en hæmningsløs vrede,
næverne trued med hævn, og i vanvid, med flagrende lokker,
bebrejdede hun mig min utaknemmelighed. Men da jeg ikke desto mindre fortsatte fremad, greb hun fat i en flig af mit tøj og forsøgte at standse mig. Det lykkedes mig med magt at rive mig fri af fruens greb, og da jeg var hurtigere til bens end hende, nåede jeg i løbet af kort tid uden for synsvidde. Hvor rasende hun var på mig, forstod jeg af de ord hun gang på gang slyngede efter mig: Kaki spalaki, dvs. “utaknemmelige køter!” Men *jeg tog hendes skældsord med spartansk ophøjethed, lykkelig over at jeg var sluppet frelst fra de vises land, som jeg ikke kan tænke tilbage på uden at gyse.
Nabolandet er Nakir, hvis hovedstad – eller måske er det en forvokset landsby – hedder det samme. Den kan jeg ikke sige så meget om eftersom |152jeg skyndte mig så stærkt jeg kunne, igennem de områder der grænser op til Videnskabslandet, for at komme frem til folk der var mindre optaget af forskning, og især anatomi. Jeg var blevet så rædselsslagen at jeg spurgte alle og enhver jeg mødte på vejen om han var forsker – og længe efter var mine drømme fyldt med lig og anatomiske instrumenter. Indbyggerne i landsbyen Nakir virkede særdeles imødekommende; hver eneste person jeg mødte, tilbød mig ganske uopfordret sine tjenester og forsikrede mig op ad stolper og ned ad vægge om sin hæderlighed. Jeg syntes det var latterligt med alle disse erklæringer når jeg ikke havde givet det mindste udtryk for mistænksomhed og ikke havde ytret tvivl om nogens ærlighed. Men da jeg forklarede nogle af dem at jeg ikke kunne forstå hvad alle de forsikringer skulle til for, begyndte de bare forfra, nu med højtidelige eder. På vejen ud af byen mødte jeg en rejsende, der gik meget langsomt og stønnede under en tung oppakning. Da han fik øje på mig, standsede han og spurgte hvor jeg kom fra. Men da jeg fortalte at jeg lige var kommet igennem Nakir, ønskede han mig tillykke med at jeg var kommet derfra i god behold, for befolkningen dér er berømte for deres bondefangertricks og plejer at plukke de rejsende inden de lader dem gå. Jeg svarede at hvis deres gerninger |153svarede til deres ord, måtte de være usædvanlig retskafne folk eftersom hver eneste af dem helt uopfordret bedyrede sin ærlighed og svor højt og helligt på det. *“Pas du bare på,” sagde han så med et lille smil, “du skal ikke stole for meget på folk der praler af deres egen retskaffenhed – især ikke dem der kalder Fanden til vidne på deres hæderlighed.” Den formaning *har jeg altid husket på, og jeg har erfaret at denne underjordiske mand havde ganske ret. Så hver gang folk der skylder mig penge, sværger på deres ærlighed, annullerer jeg vekslen og forlanger mine penge tilbage.
Vel ude af det land fik jeg øje på en gulligt udseende sø, ved hvis bred der lå en færge klar, som for en beskeden pris sejlede passagerer over til Det Fornuftige Land. Jeg aftalte prisen med færgemanden og steg om bord, og jeg nød overfarten i fulde drag. De underjordiske skibe drives nemlig frem af nogle usynlige *maskiner, uden brug af årer, og de stryger over bølgerne med en utrolig fart. Så snart jeg var kommet i land, så jeg mig om efter en tjener jeg kunne hyre, og med ham som fører skyndte jeg mig til den fornuftige by. Undervejs gav min ledsager mig en glimrende beskrivelse af forholdene i byen og indbyggernes karakter. Jeg fik at høre |154at indbyggerne var logikere, hver og en af dem, og at byen var fornuftens sande hjem – deraf navnet. Da jeg kom ind i byen, fik jeg at se at det var rigtigt hvad han havde fortalt. Hver eneste borger i byen var som en rådmand, så skarpsindige, værdige og besindige var de. Jeg rakte hænderne mod himlen og udbrød gang på gang: *“Hvor er det dog et uendelig lykkeligt land – et land der ikke frembringer andet end *Cato'er!” Men da jeg lærte forholdene i byen nærmere at kende, kunne jeg se at der var meget der foregik i et sløvt tempo, og at staten nærmest gik i stå af mangel på tumper. For når indbyggerne altid overvejer tingene fornuftigt, og ingen lader sig overtale af gyldne løfter, hykleri og barnagtigheder, så mangler man de virkemidler som ellers ganske let og uden udgifter for det offentlige kan anspore undersåtterne til en stor og samfundsnyttig indsats.
De skadelige virkninger som alle de pertentlige overvejelser fører med sig, fik jeg en levende beskrivelse af fra en skatmester. Det han sagde, var: “Her adskiller det ene træ sig udelukkende fra det andet ved sit navn og sin skikkelse. Der er ingen rivalisering mellem borgerne eftersom ingen kan hæve sig over de andre, og der er ingen |155der ser klog ud eftersom alle er kloge. Dumhed er ganske vist en dårlig ting, men helt at afskaffe den, det er ikke ønskeligt. En by har ikke brug for flere kloge folk end der er offentlige embeder. Nogle styrer, andre bliver styret. Det som de ledende folk i andre byer kan opnå med det rene pjank og narrestreger, kan vores bystyre udelukkende føre ud i livet ved hjælp af solide belønninger, der har det med at dræne vores pengekasse. For *de kloge forlanger kernerne som tak for den indsats de gør for staten, de dumme kan spises af med skallerne. Sådan kan man fx så let som ingenting overtale de dumme til at påtage sig hvad det skal være, alene ved at uddele titler og æresbevisninger, der lokker dem til som *madding på en krog. Men den slags har ikke den store virkning over for vores borgere, der holder på at ægte anseelse og virkelig hæder kun kan vindes med dygtighed og indre værdier – og derfor ikke lader sig fuppe af gyldne løfter. At få sit navn i historiebøgerne så det kan leve efter døden, det kan opildne jeres soldater til at gøre hvad som helst for deres fædreland. Men vores soldater anser den slags for det rene øregas, og et udtryk som “at dø i virkeligheden, men leve i historien,” forstår de ikke, for det er jo ikke megen nytte til at skamrose folk der ikke kan høre det. Dertil kommer de utallige andre |156ulemper det giver *at overveje alting alt for nøje – og som tydeligt viser hvor nødvendigt det er at mindst halvdelen af borgerne i en velordnet stat er tossede. Det er med dumhed i samfundet som med gæringen i maven: Vi får det dårligt hvad enten vi har for meget saft i maven eller slet ingen!”
Jeg lyttede til hans ord med den største forbløffelse, men da han så på rådets vegne tilbød mig statsborgerskab og gang på gang opfordrede mig til at slå mig ned der i landet, blev jeg helt rød i hovedet, for det anede mig at den opfordring skyldtes at han havde fået indtryk af at jeg var ubegavet, og betragtede mig som den surdej hans land havde brug for for ikke at sygne hen af bar klogskab. Og den mistanke fik jeg snart bekræftet da jeg hørte at rådet havde vedtaget at sende et stort antal borgere til kolonierne og i stedet for dem låne lige så mange dummernikker i nabolandene. Så jeg var temmelig vred da jeg forlod det fornuftige land. Men i lang tid efter kunne jeg ikke få den underjordiske grundsætning ud af hovedet, som indtil nu er ukendt blandt vores politikere, nemlig at for at en stat skal være velordnet, må mindst halvdelen af borgerne være tossede. Det undrede mig at så nyttig en regel kunne forblive ukendt for |157filosofferne i vores verden så længe. Men det er jo muligt at nogle af dem har kendt den, men ikke har ønsket at indføje den blandt de politiske grundregler eftersom der er fyldt med tumper alle vegne hos os. Der er jo – hvis jeg må have lov at sige det – ikke en landsby, endsige en by, der lider af mangel på denne gavnlige surdej.
Da jeg havde hvilet lidt ud, drog jeg videre på min rejse og passerede gennem en række lande som jeg vil springe over her da der ikke skete noget videre usædvanligt eller noget der adskilte sig fra det almindelige. Jeg troede på dette tidspunkt at dette var alt hvad planeten Nazar kunne fremvise af mærkværdigheder. Men da jeg så kom til det land der hedder Cabac, stod jeg over for nye uhyrligheder og ting som jeg aldrig ville have troet mulige. Blandt indbyggerne der i landet er der en del der er *hovedløse, dvs. født uden hoved. De taler gennem en mund der sidder midt på brystet. Derfor – på grund af denne medfødte defekt – *må de holde sig fra de mere vanskelige opgaver, der kræver hjerne, for man kan ikke overlade alvorlige hverv til folk uden hoved. De poster de får, er som regel hofembeder. Således henter man som oftest kammerjunkere, hofmestre, ledere af fruerstuen |158og hofbetjente fra den gruppe der mangler hoved. Derfra rekrutterer man også pedeller, klokkere og andre hvis hverv i et vist omfang kan udføres uden hjerne. En del bliver også optaget i rådet som en særlig gestus fra øvrigheden og på grundlag af deres forældres indsats – hvilket ofte kan ske uden skade for staten. Erfaringen siger nemlig at hele rådets myndighed ligger hos ganske få af medlemmerne mens de øvrige udelukkende er der for at nå op på det rette antal og for at besegle og underskrive det de andre beslutter. På det tidspunkt var der således to assessorer i byrådet der var født uden hoved, og som alligevel modtog løn som rådmænd. For selv om de på grund af deres handikap ikke forstod noget som helst, erklærede de sig indforståede med forslagene og stemte sammen med de andre. Og på den måde var de heldigere end deres kolleger eftersom ingen der tabte sin sag, blev vred på de hovedløse, men i stedet udøste al sin harme over de øvrige. Og heraf kunne man se at det af og til er sikrere at være født uden hoved. Denne by står ikke tilbage for mange andre af planetens byer hvad pragt og skønhed angår. Den har et kongeslot, et universitet og prægtige kirker.
|159I de næste to lande jeg kom til, *Cambara og Spelek, er indbyggerne alle sammen lindetræer. Men der er den forskel på dem at de første aldrig lever længere end fire år mens de sidste opnår en meget højere levealder, for de bliver som regel mere end 400 år gamle. Derfor møder man mange bedsteforældre, oldeforældre, tipoldeforældre og tiptipoldeforældre, man hører gamle eventyr og historier fra fortiden, og når man kommer dertil, tror man at man er født for flere hundrede år siden. Jeg havde ondt af de første og priste de andre lykkelige. Men da jeg fik undersøgt forholdene hos de to folk nøjere, gik det op for mig at det var en misforståelse. I Cambara så det sådan ud: Alle borgere nåede inden for få måneder efter fødslen fuld modenhed i krop såvel som sind. Det første år var tilstrækkeligt til deres dannelse, mens de resterende tilsyneladende var afsat til at de kunne forberede sig til døden. Og fordi det var sådan indrettet, tog dette land sig ud som en sand platonisk stat, hvor alle dyder var kommet til fuld udfoldelse. Med tanke på deres korte levetid stod de altid ligesom *på spring og betragtede deres tid |160som en dør hvorigennem de snart skulle træde ind i et andet liv. Og på den måde var det snarere det kommende liv end det nuværende de havde blikket rettet mod. Hver og en af dem kunne betragtes som en sand filosof der uden at bekymre sig om det jordiske udelukkende efterstræbte den varige og evige skat som dyd, fromhed og et uangribeligt omdømme udgør. Kort sagt virkede landet som et hjemsted for engle og helgener, en veritabel skole i dyd og fromhed, hvor man fik den bedst tænkelige undervisning. Og det viser hvor urimeligt det er når folk går og skumler og beklager sig *over livets korthed – og derved nærmest sætter Gud på anklagebænken. *For livet kan kaldes kort fordi vi spilder størstedelen af det på driverliv og nydelser, men det ville være langt nok hvis vi anvendte tiden bedre.
Men i det andet land, hvor levealderen kom op over 400 år, kunne jeg se at alle de laster der kendes blandt mennesker, havde taget magten over folk. De havde udelukkende det nuværende for øje – som om det var evigt og uforgængeligt.
*Derfor tog sandhed og skam og troskab og ærlighed flugten,
|161og i stedet for dem tog snigløb og tillidsbrud over.
Og dertil kom et andet uhyggeligt udslag af deres lange liv: De der havde været så uheldige at miste deres formue eller var blevet invalide eller havde pådraget sig en uhelbredelig sygdom, klagede altid grådkvalt over hvor langt livet trak ud, og endte som regel med at begå selvmord fordi de ikke kunne se nogen ende på deres lidelser når livet var så langt. Et kort liv er den mest effektive trøst for de ulykkelige og nødlidende. Begge lande gav mig virkelig stof til eftertanke, og jeg rejste derfra med hovedet fuldt af filosofiske overvejelser.
Min rejse førte mig nu gennem øde og uvejsomme egne til Det Uskyldige Land, eller på deres sprog: Spalank. Sådan hedder det på grund af indbyggernes uskyldighed og fredsommelige væsen. De var alle sammen egetræer, og de blev opfattet som de lykkeligste væsner der fandtes, for de lod sig ikke rive med af nogen form for følelser eller lidenskaber og var derfor fri for alle laster, og
*utvunget, helt af sig selv holdt de sandhed og retfærd i ære.
Straffe og angst var ukendt, og truende tale blev aldrig
|162fæstnet for evigt i malm, befolkningen gruede ikke
ydmygt for dommerens ord – de var trygge, selv uden beskytter.
Ingen basuner af udstrakt malm eller krummede krigshorn
havde man, ejheller hjelme og sværd; uden hær og soldater
leved de sorgløst og trygt i én uafladelig fredstid.
Da jeg nåede frem til landet, fik jeg at se at det var rigtigt hvad jeg havde hørt: at folk stræbte mod det gode af natur, ikke efter ordre. Misundelse, grådighed, vrede, had, arrogance, ærgerrighed, stridbarhed og alle de andre fejl man finder hos menneskene, var bandlyst. Men sammen med fejlene var der også forsvundet adskilligt af det der netop udmærker menneskene, og som man regner for det der adskiller tænkende væsner fra dyrene. Bortset fra teologi, fysik og astronomi var alle grene af videnskaben ukendte. Jura, statskundskab, historie, etik, matematik, retorik og mange andre havde de ikke så meget som hørt om. Og da de ikke kender til misundelse eller ærgerrighed, var der heller ikke nogen konkurrence mellem dem, hvad der jo ellers er det der inspirerer folk til at præstere noget stort og fremragende. Der var ingen paladser eller prangende bygninger, |163ingen rådhuse eller markedspladser og ingen rigdomme, eftersom der ikke var nogen øvrighed, nogen stridigheder eller nogen havesyge. Kort sagt: Fejl var der ingen af, men samtidig var der heller ingen smagfuldhed, kunst, pragt eller noget af alt det andet der ellers betragtes som kvaliteter, og som udmærker ordnede samfund og gør mennesker kultiverede og dannede. Man skulle nærmest tro det var en rigtig egeskov jeg var kommet til, og ikke et levende samfund. Derfor var jeg længe usikker på hvad jeg skulle mene om dette folkeslag, og om dette var en naturlig tilstand man ville ønske for et menneske. Men da jeg tænkte på at det var bedre at leve et ukultiveret liv end et uanstændigt liv, og at manglende kendskab til visse videnskaber opvejes af at man er fri for røveri, tyveri, mord og meget *andet der ofte fordærver såvel sjæl som legeme, erkendte jeg i sidste ende at det var en lykkelig tilstand. Da jeg nu vandrede rundt i landet uden at passe ordentligt på, stødte jeg mit venstre ben på en sten så jeg kom alvorligt til skade, og benet svulmede op. En bonde der havde set hvad der var sket, kom løbende og plukkede en plante som han lagde på såret, hvilket straks dæmpede smerterne og fik hævelsen til at aftage. Heraf kunne jeg slutte at folk dér i landet var dygtige til behandle sygdom. Og det tog jeg ikke fejl i. For netop fordi |164spalankernes studier indskrænker sig til så snævert et felt, *nøjes de ikke med at kradse i overfladen sådan som vores polyhistorer; nej, de undersøger sagerne til bunds. Da jeg takkede min læge for hjælpen og erklærede at Gud ville lønne ham for det, svarede han så ærligt, lærd og fromt – men jo på sit simple bondesprog – at jeg fik den tanke at han var en hellig mand eller en engel der havde vist sig for mig i skikkelse af et træ. Heraf kan man se hvor urimeligt det er af os at blive forargede over *dem der går ind for et liv fri for lidenskaber, og tro at de tilbringer hele deres liv i en sløv og kraftesløs tilstand bare fordi de har bortamputeret alle stærkere sjælelige funktioner og ikke føler begær, smerte, vrede eller glæde. Og endnu klarere blev det hvor meget folk tager fejl når de mener at mennesker nødvendigvis må have nogle laster, og betragter *vrede som en slibesten for tapperheden, rivaliseren som en spore til flid, og mistillid som næring for forsigtigheden. For onde ravne gør *onde æg, og de fleste af de dyder som menneskene praler af, og som vi besynger i vores digtning, er snarere vanærende end ærefulde hvis man betragter dem ud fra en filosofisk synsvinkel.
|165Efter det land fortsatte jeg gennem Kiliac, hvor indbyggerne fødes med nogle *tegn i panden der angiver hvor gamle de skal blive, og hvor mange år de skal leve. Også dem kaldte jeg lykkelige, for ingen af dem bliver overrumplet af en pludselig død midt mens de synder. Men netop fordi de alle sammen kendte deres dødsdag, ventede de med at angre deres gerninger til sidste øjeblik. Så hvis man kom ud for en from og ærlig person blandt dem, var det med sikkerhed en som vidste fra mærkerne i panden at tiden var inde til tilbagetog. Jeg så en del der gik omkring i byen med hængende hoveder. Det var dødsmærkede folk der talte dagene og minutterne på fingrene og med rædsel så deres sidste time nærme sig. Så det stod klart for mig at Skaberen også har indrettet det viseligt, og at det er bedst for skabningerne at være uvidende om hvornår døden indtræffer.
Vel ude af det land sejlede jeg i en lille båd over et sort sund af en slags og kom i land i Askarac. Her var der flere uhyrligheder at se, for ligesom der i Cabac lever væsner uden hoved, sådan er der i dette land en del af indbyggerne der fødes med hele syv hoveder. |166De er fremragende polyhistorer, og før i tiden blev de nærmest tilbedt som guder af de øvrige indbyggere fordi de var så veludstyrede fra naturens side, hvilket betød at generaler, borgmestre, rådsmedlemmer og skatmestre udelukkende blev hentet fra den befolkningsgruppe. Men jo flere hoveder de havde, jo flere forskellige talenter havde de, så de kastede sig prompte og energisk over alverdens forskellige opgaver på en gang og lod intet uforsøgt i den tid de styrede landet. Men med al den geskæftighed og de mange forskellige ideer der sloges med hinanden hos én og samme person, fik de lavet et frygteligt miskmask af det hele – og som tiden gik, resulterede det i sådan en forvirring at det tog et helt århundrede at få bragt orden i det rod deres alvidende styre havde lavet. Det blev derfor bestemt ved lov at folk med syv hoveder for al fremtid var udelukket fra betydningsfulde offentlige embeder, og at staten for fremtiden udelukkende skulle administreres af enfoldige personer, dvs. af folk med kun et hoved. Så de folk der engang var så betydningsfulde og *nærmest havde gudestatus, har nu omtrent samme position som dem uden hoved i Cabac. For ligesom de intet kan udrette fordi de slet intet hoved har, sådan |167gør de andre alting forkert fordi de har så mange. Og følgen er at folkene med syv hoveder lever hele deres liv i evig ubemærkethed, udelukket fra ethvert offentligt embede som de er. I en vis forstand er de dog til gavn for deres land, nemlig som seværdigheder: De turnerer rundt i landet som entertainere og viser hvad de kan, og hvor gavmild naturen har været mod dem. På den anden side kunne man sige at naturen havde gjort dem en større tjeneste hvis den havde været mindre rundhåndet og kun givet dem et enkelt hoved. Af alle dem med syv hoveder var der på det tidspunkt kun tre der havde et embede, men de hverv havde de først fået adgang til efter at have fået amputeret seks hoveder, hvilket medfører at de mange forvirrede ideer de har lidt under, fordufter og svinder ind til almindelig sund fornuft i det ene hoved der er tilbage. Lidt ligesom gartnere ofte skærer grene af træer for at gøre de tilbageværende sundere. Det er dog kun få af de syvhovedede der underkaster sig det eksperiment, eftersom det både er smertefuldt og direkte livsfarligt. Heraf lærte jeg at *for meget af det gode fordærver alt, og at sand kløgt består i en enkel hjerne og behersket tankegang.
Herfra fortsatte jeg gennem øde områder til fyrstendømmet Bostanki, hvor indbyggerne, |168hvad det ydre angår, ikke adskiller sig særligt fra potuanerne, men indvendig har den ejendommelighed at hjertet sidder i det højre lår – så man bogstaveligt kan sige at *de har hjertet nede i bukserne. Derfor betragtes de som de fejeste og mest konfliktsky af alle planetens beboere. Jeg var i dårligt humør efter den anstrengende rejse, og da jeg kom ind på en kro i nærheden af byporten, gav jeg kromanden en ordentlig overhaling fordi han var så langsom i vendingen. Men han kastede sig på knæ og tryglede mig grædende om barmhjertighed og lod mig føle på hans højre lår så jeg kunne mærke hvor meget hans hjerte bankede. Jeg glemte min vrede og brast i latter, tørrede staklens øjne og sagde at han ikke havde noget at være bange for. Så rejste han sig, kyssede min hånd og gik ud for at se til maden. Men der gik ikke længe før køkkenet genlød af jamren og grufulde hyl. Jeg styrtede derud – og så til min forbløffelse min frygtsomme kromand stå der og tæve løs på konen og tjenestepigerne både med krabasken og de bare næver. Da han fik øje på mig, sprang han straks op og stak halen mellem benene. Jeg vendte mig så til den grædende husstand og spurgte hvad de dog havde gjort af frygtelige ting siden de havde gjort den skikkelige mand så vred. De |169stod længe tavse og stirrede ned i jorden uden at turde komme ud med hvad der plagede dem. Men da jeg blev ved med at spørge, og ikke kun bad men også truede dem, svarede krokonen: “Jeg tror ikke rigtig du har forstået hvordan folk er indrettet, fremmede. Indbyggerne her i riget, der ikke kan tåle synet af en væbnet fjende, og som *ude i byen ryster ynkeligt af skræk ved den mindste larm, er allesammen konger hjemme i køkkenet og tyranniserer deres ubevæbnede husstand noget så grusomt. *De fører ikke krig mod folk under våben, man skal være en ubevæbnet kvinde for at de står op imod en. Derfor er vores land et nemt offer for både plyndring og latterliggørelse fra naboernes side. Hos vores nabofolk, som vi betaler skat til, er mændene til gengæld af en helt anden støbning: De slås udelukkende med væbnede modstandere og herser med folk ude i byen, men lader sig koste rundt med derhjemme.” Jeg var forbløffet over hvor klog konen var, og tænkte at hun havde fortjent en bedre skæbne. Og efter en nærmere overvejelse af menneskenes vaner og gemytter måtte jeg indrømme at konen havde haft ret i sine ord, for utallige eksempler viser *at det ikke kun var Herkules der var under tøflen hos sin kone, nej, det er helt almindeligt at tapre mænd tålmodigt bøjer nakken for kvinderne, |170mens omvendt krysterne, der som bostankierne går med hjertet nede i bukserne, er store helte hjemme i køkkenet. Dette folk er for altid underlagt nabofolket, som de betaler skat til.
Jeg forlod det folkeslag, gik ombord i en anden båd og sejlede til landet *Mikolac. På båden blev min vadsæk stjålet. Efter at have skændtes længe med færgemanden, som hårdnakket benægtede at have stjålet den, gik jeg til de lokale myndigheder med krav om at færgemanden i det mindste skulle erstatte min ejendom som *quasi-skyldig, hvis jeg ikke fik tilladelse til at stævne ham for uforsvarlig omgang med betroet gods eller tyveri. Han på sin side blev ikke alene ved med at nægte, uden at være til at hugge eller stikke i, han anklagede mig også for bagvaskelse. Sagen var jo temmelig svær at afgøre, så rådet forlangte vidner. Men da jeg ikke kunne stille nogen vidner, tilbød jeg min modpart at han kunne sværge sig fri ved ed. Ved ordet “ed” smilede dommeren og sagde: “Nej, fremmede. Her i landet er vi ikke bundet af nogen religion. De eneste guder vi har, er landets love. Så *hvis der skal føres bevis for noget, må det ske med retsgyldige midler såsom kvitteringer, bankregnskaber, underskrifter, beseglede dokumenter og vidneudsagn. |171Hvis man ikke har den slags, taber man ikke kun sagen, man bliver også dømt for bagvaskelse. Før vidner for din sag, så skal du nok få din ejendom tilbage.” Altså faldt min sag af mangel på vidner, hvilket gjorde mig ondt, ikke så meget for min egen skyld som for landets. *For det gjorde det klart hvor svagt og skrøbeligt et samfund er hvis det udelukkende hviler på menneskelige love, og hvor kortlivede samfundets bygningsværker er hvis de ikke holdes sammen af religionens mørtel. Jeg blev der kun i tre dage, og i den tid var jeg konstant nervøs. For selv om landet har glimrende love, og forbrydelser straffes hårdt, så er der ikke, og kan der ikke forventes nogen tryghed hos et gudløst folk, et folk som er fri af alle religionens lænker, fordi der ikke findes den forbrydelse de er betænkelige ved at begå – når bare det ikke bliver opdaget.
Jeg forlod det gudløse land og nåede over en barsk bjergryg videre til en by ved navn Bracmat, der lå på sletten ved foden af bjergene. Indbyggerne i byen var enebærbuske. *Den første jeg mødte, busede direkte ind i mig med hele sin vægt og slog mig omkuld. Og da jeg spurgte *hvad den velkomst skulle gøre godt for, bad den mig om undskyldning *i de høfligste vendinger. |172Straks efter var der en anden der, lige da jeg gik forbi ham, gav mig et nærmest lammende stød i siden med en stav han havde i hånden. Også han beklagede sin uforsigtighed og undskyldte sig med en kolossalt lang tirade. Jeg forestillede mig derfor at folk der i landet nok var blinde eller svagtseende, og undgik omhyggeligt at komme i vejen for dem jeg mødte. Men problemet er faktisk at nogle af dem er alt for skarptseende, *hvilket resulterer i at de tydeligt ser de fjerne ting som andre ikke kan se, men ikke kan se det der befinder sig nær ved og lige for næsen af dem. De kaldes makkatti, og de beskæftiger sig normalt med transcendental filosofi og astronomi. I jordiske anliggender gør det skarpe syn dem stort set ubrugelige, eftersom de kan observere de mindste småting fuldstændig præcist, men er blinde for det der er til at tage og føle på. Til gengæld bruger staten dem til at udforske metalgruber, for nok kan de ikke se jordens overflade, men det der gemmer sig under jordskorpen, ser de udmærket. Heraf lærte jeg at der findes folk der er blinde på grund af deres skarpe syn og ville se mere hvis de så mindre skarpt.
Efter at have besteget et stejlt og særdeles vanskeligt tilgængeligt bjerg, kom jeg til landet Mütak, |173hvor hovedstaden ligner et pilekrat fordi indbyggerne er piletræer. Da jeg kom hen på torvet, fik jeg øje på en stærk ung mand der sad på *en lokumsspand og bad byrådet om nåde. Jeg spurgte hvad det gik ud på, og fik det svar at det var en forbryder som i dag skulle have den femtende dosis. Jeg gik min vej i stor forvirring over det svar og bad kort efter min vært om løsningen på gåden. Han svarede: “Pisk, brændemærkning, hængning og den slags, som vores nabofolk straffer forbrydelser med, er helt ukendte her hos os. *Vi stræber nemlig ikke så meget efter at straffe forbrydelser som at forbedre forbryderne. Den delinkvent du for lidt siden så sidde på den offentlige stol, er en talentløs forfatter hvis *skrivekløe rådet hverken har fået bugt med med forbud eller med henstillinger, og som nu bliver straffet, eller rettere behandlet, offentligt: Byens censorer, der alle sammen er dr.med.'er, bliver ved med at give ham den ene udmattende udrensning efter den anden lige til den sidste gnist af skrivelyst er slukket.” Han havde dårligt nok talt ud før han tog mig med hen til apoteket, hvor jeg til min store forundring så krukker stillet op i rad og orden |174med påskrifter som: “Pulver mod griskhed”, “”piller mod kønsdrift”, “salve mod grusomhed”, “beroligende middel eller dæmpende dråber mod stræbsomhed”, “bark mod nydelsessyge”. Jeg kan ikke beskrive hvor meget det gøgl fik det til at svimle for mig. Men helt ude af mig selv blev jeg da jeg så nogle små håndskrevne bind med titlerne: *Magister Pisags Prædiken. Læst om morgenen giver den seks gange afføring, og Doktor Jukesis betragtninger. Mod søvnløshed, osv. Det forekom mig at være et meget mærkeligt folkeslag, og for at undersøge medikamenternes virkning nærmere åbnede jeg den første af bøgerne. Den var så talentløst skrevet at jeg begyndte at gabe allerede under det første afsnit, og da jeg læste videre, fik jeg rumlen i maven og straks efter også mavepine. Men da jeg jo var rask og frisk og ikke havde brug for noget afføringsmiddel, smed jeg bogen fra mig og skyndte mig væk. Heraf kunne jeg se at intet i verden er helt ubrugeligt, og at selv de mest åndsforladte bøger |175kan være til en vis nytte. Derudover forstod jeg at selv om disse folk er aldeles mærkværdige, er de ikke fuldkommen ubegavede. Min vært fortalte mig at han havde været skrækkeligt plaget af søvnløshed, men var blevet rask bare ved at læse i doktor Jukesi. Den bog var så effektiv at *den kunne få årvågenheden selv til at snorke. Det og meget andet jeg hørte der, satte et mylder af tanker i gang hos mig. Men for ikke *at få mine oprindelige anskuelser bragt helt i uorden, skyndte jeg mig ud af landet, og det gik så heldigt at andre uhyrlige folkeslag og andre sære fænomener jeg kom ud for, forhindrede mig i at dvæle mere ved de overvejelser. Men da jeg efter min rejse rundt på planeten funderede nærmere over den mütacianske opfattelse, nåede jeg frem til at de behandlingsmåder de går ind for, ikke bare kan affejes. Jeg har ofte erfaret at der hos os i Europa findes bøger der får læserne til at brække sig eller gøre i bukserne, eller dysser dem i søvn. Men når det kommer til mentale sygdomme, kan jeg ikke få mig selv til at skrive under på mütacianernes principper – selv om jeg må indrømme at der findes en del fysiske sygdomme som vi roder sammen med de mentale, som *en digter fra vores verden så fornuftigt har sagt |176det i følgende epigram:
Længe har selv samme sygdom haft greb i os begge, min Sextus,
væsker af usund art lider vi begge to af.
Eftersom mit skidteras hører til i brystregionen,
kalder de mig *kværulant, vrangvillig, gnaven og sur.
Dig derimod har vennerne ondt af, er fulde af medynk,
bare fordi det hos dig kun er en fod der er syg.
Høfligt tilgiver de dig når du beder dig fri for at danse.
Du er undskyldt, for du, du har en podagra-tå,
hvorimod jeg, hvis jeg undslår mig for at synge i selskab,
kaldes en hoven person, vrangvillig, gnaven og sur
– skønt det er knap så plagsomt for dig at danse, min Sextus,
som for mig med min sjæls syge at synge en sang.
Fra det land krydsede jeg over en gulligt udseende sø og gik i land i *Mikrok. Men da jeg ville ind i byen af samme navn, fandt jeg porten lukket. Jeg måtte stå og vente et godt stykke tid indtil en søvndrukken portvagt fik slået *låse og slåer fra og åbnet for mig. Dyb stilhed rugede over hele byen, bortset fra en højlydt snorken der gjaldede i ørerne på min vej gennem byen |177så jeg følte det som om jeg var kommet til søvnens sande hjem, *som digterne beskriver det. Jeg tænkte ved mig selv: “Der var vist en hel del borgmestre og rådmænd og andre ærværdige borgere derhjemme der skulle have været født her, så begejstrede de er for fred. I det her lykkeland kunne de virkelig have haft sig et hyggeligt og fredeligt liv!” Det fremgik dog af skiltene på husene at folk beskæftigede sig med kunst og håndværk, og at de havde et retsvæsen. Ved hjælp af skiltene fandt jeg frem til en kro, som man dog ikke kunne komme ind i eftersom *dørene var lukket med lås og slå. For selv om det var over middag, var det nat for stedets beboere. Først efter adskillige stormløb på døren blev jeg lukket ind. Der i landet inddeles døgnet i 23 timer, hvoraf man sover i de 19 og er vågen i de resterende fire. Jeg forestillede mig derfor ikke at de kunne få ret meget fra hånden, hverken ude eller hjemme, så jeg bad dem hurtigt bringe mig hvad de nu havde af mad, for jeg var nervøs for at søvnen skulle overmande kokken midt under madlavningen. Men alt der i landet sker hurtigt og effektivt, og alt overflødigt springes over, så selv mikrokianernes miniaturedag er faktisk lang nok til at man kan få tingene fra hånden. Efter middagen, |178som jeg fik hurtigere end jeg havde ventet, viste værten mig rundt i byen. Vi kom ind en kirke, hvor der blev holdt en prædiken som godt nok var kort hvad tiden angår, men lang nok med hensyn til indhold. Prædikanten gik lige til sagen, der var ingen omsvøb, ingen gentagelser, intet overflødigt – så i sammenligning med magister Peders alenlange prædikener, som så tit har hængt mig ud af halsen, forekom den underjordiske faktisk dobbelt så indholdsrig. *Lige så summarisk bliver retssager ekspederet. Advokaterne forelægger en masse i få ord og kalder straks vidner ind til afhøring. Jeg kan huske at jeg så en traktat de for nylig havde indgået med et naboland. Den var formuleret som følger: ”Der skal være evigt venskab mellem mikrokianerne og splendikanerne. Grænsen mellem de to lande skal udgøres af floden Klimac og bjergkæden Zabor. Signeret osv. osv.” Tre linjer er altså nok til at sige det der hos os kræver bindstærke værker. Heraf fremgår det at man kan nå sit mål med mindre ståhej og mindre tidsspilde hvis man skærer det overflødige fra – ligesom rejser ville være halvt så lange hvis man kunne bevæge sig i lige linje. Indbyggerne i den by er alle sammen cypresser |179og adskiller sig fra andre træer ved at have nogle *knuder i panden som *henholdsvis vokser og svinder ind med faste mellemrum. Når panden begynder at svulme op, bliver de tunge i hovedet efterhånden som væskerne fra knuderne løber ned i øjnene – og det er et tegn på at natten falder på.
Der er omtrent en dagsrejse fra dette land til Makrok eller de vågnes land. Indbyggerne her sover nemlig aldrig, al deres tid tilbringes i vågen tilstand. Da jeg kom ind i byen, passede jeg en travl ung mand op og bad ham høfligt om at være så venlig at vise mig et sted hvor jeg kunne indlogere mig. Men han sagde at han var meget ophængt og fortsatte lige så hurtigt videre. Alle var så fortravlede at det virkede som om de ikke gik men løb eller fløj rundt i byens gader og stræder ligesom folk der er bange for at komme for sent. Jeg tænkte at byen måske brændte, eller at det var en anden ulykke der havde skræmt borgerne op. Så jeg gik helt alene rundt på må og få indtil jeg kom til en kro. Det fremgik af et skilt over døren. Her styrtede folk rundt: frem og tilbage og op og ned, og nogle ligefrem faldt over deres egne ben af bar travlhed, så |180jeg måtte stå næsten et kvarter i forstuen inden jeg blev lukket ind. Og så blev jeg modtaget med en strøm af ligegyldige spørgsmål. En spurgte hvor jeg kom fra, hvor jeg var på vej hen, hvor længe jeg agtede at blive i byen; en anden om jeg ville spise for mig selv eller sammen med andre, og i hvilket værelse: det røde, det grønne, det hvide eller det sorte, på første sal eller i stuen og en masse andet af samme slags. Værten, som samtidig også var sekretær ved en underret, gik ud for at lave maden, men kom kort efter tilbage og fortalte mig i en uendelig strøm af ord hvordan det gik med en retssag der allerede havde varet i 10 år og nu var under behandling ved den fjortende instans. “Jeg håber,” sagde han, “at den kan blive afsluttet inden for to år, for der er kun to instanser tilbage før man ikke kan appellere længere.” Jeg stod lamslået tilbage efter den historie, og det stod klart for mig at *det folkeslag havde frygtelig travlt med ingenting at lave. Mens værten var væk, listede jeg omkring i huset og faldt over et bibliotek. Det var temmelig stort og veludstyret hvis man ser på antallet af bøger, men lille og tyndt hvis man ser på deres indhold. Blandt bøgerne, som var nydeligt indbundet, bemærkede jeg de følgende:
1) Beskrivelse af domkirken, 24 bind.
2) Belejringen af borgen Pehunc, 36 bind.
3) Om anvendelsen af *urten slac, 13 bind.
4) *Gravtale ved rådmand Iacksis død, 18 bind.
Da værten kom tilbage, gav han mig en beskrivelse af forholdene i byen, hvoraf jeg sluttede at de sovende mikrokianere udrettede mere end de altid vågne makrokianere, for de første *går direkte til sagens kerne, mens de andre fjumrer rundt med alt det der er udenom. Også her er indbyggerne cypresser, og i deres ydre adskiller de sig ikke meget fra mikrokianerne, bortset fra knuderne i panden. Dog har de ikke noget blod eller saft sådan som planetens andre levende træer. I stedet for blod løber der i deres årer en mere tyktflydende væske, der har de samme egenskaber som kviksølv. Nogle mener ligefrem at det virkelig er ægte kviksølv eftersom det kan bruges i termometre med samme virkning som kviksølv.
To dagsrejser herfra ligger staten Siklok, der består af to samfund som står i forbund med hinanden, men med vidt forskellige, hinanden modstridende love. Det første hedder Miho, grundlagt af Mihac, der var en berømt lovgiver engang i fortiden, en slags underverdenens |182*Lycurgus. Hans mål var først og fremmest at styrke staten med forbrugslove, så han forbød enhver form for luksus på det strengeste. Det samfund kan derfor passende kaldes et nyt Sparta, så mådeholdende og sparsommelige de er. Men hvad der undrede mig, var at der i så velindrettet en stat, der kunne prale af så fornem en lovgivning, var så mange tiggere. Hvor man end så hen, stod der et træ og bad om almisser så man ikke kan forestille sig nogen mere ubehagelig vej at rejse ad. Ved nærmere overvejelse gik det op for mig at de ulykkelige forhold netop var et resultat af befolkningens mådehold. For når al luksus er forbudt, og de velhavende *er sparsommelige, så lever den brede befolkning et liv i lediggang, sløvhed og tiggeri. Der er jo ikke noget de kan tjene penge på. Heraf lærte jeg at *mådehold og sparsommelighed har samme virkning i et samfund som blokering af blodomløbet i det menneskelige legeme.
I det andet samfund, som hedder Liho, lever man ødselt og luksuriøst og sparer ikke på nogen udgifter. Derfor trives kunst og håndværk, og borgerne bliver ansporet til at gøre en indsats, hvorved de ikke alene kan overvinde fattigdommen, men også blive rige. Og hvis nogen alligevel er fattig, kan han takke sin egen ugidelighed|183 for sin elendighed, for det er ikke muligheder for at skaffe sig en indtægt der mangler. Sådan er det de riges store forbrug der giver hele landet liv – ikke meget anderledes end at blodomløbet styrker lemmerne og giver dem kræfter.
Lige op til det land ligger Lama, der er vidtberømt som lægernes land. Der dyrkes lægekunsten med en sådan ihærdighed at ingen betragtes som en ægte dr.med. medmindre han har gået på den ansete skole i Lama. Derfor er der et sådant mylder af læger i byen at det er *lettere at finde en læge end et menneske. Hele gader er fyldt med apoteker og værksteder der fremstiller anatomiske instrumenter. Da jeg engang gik mig en tur i byen, mødte jeg en busk der solgte kataloger over årets døde. Jeg så med nogen forbavselse at der i det forløbne år var blevet født 150 træer, men 600 var døde. Jeg kunne virkelig ikke forstå at der i selve lægekunstens højborg kunne være sådan et mandefald blandt borgerne hvert år. Så jeg spurgte boghandleren om byen var blevet ramt af en usædvanlig sygdom eller pestepidemi året før. Han svarede at der var død endnu flere |184året før, og det her var det normale forhold mellem fødsler og dødsfald. Antallet af dødsfald var sædvanligvis fire gange højere end fødslerne eftersom indbyggerne dér i byen var plaget af kroniske sygdomme der betød at de døde tidligt – så hvis der ikke hvert år blev sendt flere folk ind fra provinserne, ville byen i løbet af kort tid blive affolket. Derfor skyndte jeg mig at komme af sted. Jeg mente ikke det var klogt at blive der meget længere – især fordi ordet læge og synet af anatomiske instrumenter stadig stod levende for mig efter det der var sket i Videnskabslandet. Så jeg forlod det land og standsede ikke før jeg kom til en flække fire mil væk, hvor beboerne lever uden læger, og også uden sygdomme.
Efter to dages rejse kom jeg til Det Frie Land. Hver eneste borger i det land er sin egen herre, og familierne er adskilt fra hinanden og ikke underlagt nogen lov eller højere myndighed. Alligevel opretholder de en slags samfund, og i fælles anliggender rådspørger de de ældste, der altid opfordrer til fred og fordragelighed og indskærper naturens første bud: *“Gør ikke mod andre hvad du ikke vil at de skal gøre mod dig.” På alle |185byporte i store som små byer sad der figurer af Frihedsgudinden der trådte kæder og lænker under fode, med følgende tekst: *“Den gyldne frihed”. I den første by jeg kom ind i, så alt ganske fredeligt ud, men borgerne gik med nogle bestemte bånd, der symboliserede de partier som byen på det tidspunkt var inddelt i. Indgangene til de betydende folks huse var bevogtet af væbnede vagter, og alle stod nærmest på spring, for en våbenhvile var netop udløbet, og dagen efter skulle kampene genoptages. Jeg flygtede rædselsslagen, og følte mig ikke fri før jeg var nået uden for synsvidde af det frie land.
Nabolandet hedder *Iochtana, og det gøs i mig da jeg hørte om det, for jeg troede det var endnu mere forstyrret, utrygt og forvirret end det frie land. Dette land var nemlig en pøl hvor alle religioner løb sammen, og alle de trossætninger der fandtes spredt over hele planeten, var her samlet ligesom i et centrum, hvor de alle sammen blev doceret. Jeg huskede hvor mange uroligheder trosforskellene har det med at udløse rundt omkring i de europæiske samfund, så jeg turde dårligt nok gå ind i hovedstaden |186Iochtansii, hvor der er lige så mange forskellige kirker og modstridende trosretninger som der er bydele, gader og pladser. Men min frygt forsvandt som dug for solen da jeg så at alt var idel harmoni, og ingen beklagede sig. Inden for politik var alt ens, *alle tænkte ens, hvilede og arbejdede ens. Der var dødsstraf for at forstyrre andre folks gudsdyrkelse eller hidse sig op over andres afvigende religiøse anskuelser, så de var uenige uden at være fjender, diskuterede uden at skændes og kunne ikke komme til at hade hinanden fordi ingen blev forfulgt. Der var kun en aldrig ophørende, men altid *taktfuld konkurrence mellem forskelligt tænkende, hvor de enkelte trosretninger forsøgte at bevise deres egen tros fortrin ved at leve et pletfrit og ulasteligt liv. På den måde havde myndighederne sørget for at de religiøse forskelligheder ikke forårsagede større uroligheder *end den der opstår mellem forskellige handelsboder på en markedsplads eller forskellige håndværkeres værksteder når de udelukkende lokker kunderne til med kvaliteten på deres varer eller arbejde, uden snyd, uden vold og uden chikanerier, hvilket betyder at alle ansatser til stridigheder bliver kvalt i fødslen, og der kun fremelskes |187en ærlig og for samfundet sund konkurrence. Sådan blev det klart at de uroligheder der er så dominerende andre steder, ikke skyldes de forskellige religiøse anskuelser i sig selv, men udelukkende det faktum at de bliver forfulgt. En højtuddannet iochtanenser gav mig en udførlig gennemgang af landets skikke og styreform og baggrunden for de fredelige forhold, og jeg lyttede ivrigt til hans ord og *indprentede mig dem omhyggeligt. I lang tid strittede jeg ganske vist imod og kom med mange indvendinger mod hans forklaringer, men til sidst måtte jeg overgive mig da han jo kunne dokumentere sine påstande med deres glimrende erfaringer. Jeg kunne jo ikke få mig selv til at fornægte mine egne sanser og ligefrem benægte fakta, så jeg måtte anerkende at tankefriheden var den reelle årsag til den fred og fordragelighed jeg så. Men i stedet greb jeg så til andet skyts og sagde at det var lovgivernes pligt når de grundlagde en stat, at have øje for alle levendes fremtidige lykke snarere end den nutidige, og ikke tænke så meget på det der gavner dem i dette liv, som på hvad Skaberen ønsker. Dertil svarede han: “Du tager nu fejl, fremmede, hvis du tror at Gud, sandhedens kilde, holder af hykleri og forloren tilbedelse. Hos andre folk, |188hvor alle efter ordre oppefra er forpligtet til at bekende sig til en bestemt tro, ser vi at det åbner døren til uvidenhed og hykleri, eftersom ingen hverken vil eller tør sige sin ærlige mening, og *de fleste siger ét, men tænker noget andet. Det er derfor teologien bliver så lunken, og ingen forsøger at finde frem til sandheden. Og derfor får man også en overvægt af verdslig lærdom, for præsterne er selv så bange for at blive hængt ud som skrækkelige kættere at de holder sig helt fra religiøse overvejelser og vender sig mod andre studier som det er mindre risikabelt at beskæftige sig med, og som ikke lægger så mange begrænsninger på deres frihed. Folk i almindelighed plejer at fordømme alle der afviger fra den herskende mening. Men Gud bryder sig ikke om hyklere og løgnere, for han sætter vildfaren ærlighed højere end korrekt, men hyklet tro.” Da jeg hørte det, tav jeg stille; så skarpsindigt et folkeslag vovede jeg ikke at indlade mig i diskussion med.
Jeg havde været af sted i omkring to måneder da jeg nu omsider ankom til *Tumbac – det land der grænser op til fyrstendømmet Potu, som jeg betragtede som mit fædreland – og så at jeg nærmede mig enden på min anstrengende rejse. |189Indbyggerne der i landet er for størstedelen oliventræer, og de er et særdeles gudfrygtigt og strengt folkeslag. I den første kro jeg kom ind i, måtte jeg stå i næsten to timer uden at få hverken vådt eller tørt, mens jeg ventede på min morgenmad, som jeg havde rykket for den ene gang efter den anden – uden nogen virkning. Ventetiden skyldtes kroværtens overdrevne fromhed; han nægtede at røre en finger før han var færdig med sin morgenbøn. Da han var færdig med sine fromhedsøvelser,
*trådte han endelig ind med en højlydt mumlen, han stak mig,
bleg om næbbet, et brød og serverede så for mig stakkel
en portion kål der lugtede fælt af olie til lamper.
Men den morgenmad kom jeg så også til at betale for, og jeg kan garantere for at jeg aldrig nogen sinde har været ude for en mere from – og en mere uvenlig krovært! Så jeg tænkte ved mig selv at det var bedre at spare på bønnerne og så være lidt mere rundhåndet med de gode gerninger. Men jeg lod mig ikke mærke med min irritation, for jeg var godt klar over at det er farligt at *tirre den slags hellige sjæle, der er arrige som hvepse. Der var lige så mange stivsindede gamle Cato'er og moralister i den by som der var indbyggere. De går alle sammen rundt i gaderne med ludende hoveder og hængende grene, |190præker i det uendelige om verdens forfængelighed og fordømmer enhver form for uskyldig fornøjelse. De tager på det strengeste afstand fra alt lige ned til håndbevægelser og latter. *Med deres evige kritik og et sort røgslør af ord prøver de at bilde folk ind at de er helgener. Jeg var træt og fuldkommen udmattet oven på de mange anstrengelser og havde lyst til at muntre mig op med lidt uskyldigt spil, men det hørte jeg meget ondt for overalt – det virkede som om hvert eneste hus i byen var en streng domstol, hvor man skulle bekende sine synder. Og da de så at formaninger og irettesættelser ikke havde større virkning på mig, var der ikke så få der skyede mig som pesten eller en anden lige så smitsom syge. Jeg skal ikke udbrede mig yderligere om deres surhed, men kun nævne et enkelt eksempel der giver et klart billede af tumbacernes karakter, og hvorudfra man let kan gætte sig til resten: Et oliventræ som før i tiden, mens vi begge opholdt os i Potu, havde været en af mine nære venner, fik øje på mig da jeg gik forbi et værtshus, og kaldte mig indenfor. Da han hørte at jeg holdt af et godt glas, himlede han op om min moral og livsførelse med en sådan forbitrelse at håret rejste sig på hovedet af mig, og jeg rystede over hele kroppen. Men alt imens |191denne Cato sad og udsendte sine bandbuller, drak vi det ene glas efter det andet indtil vi begge to var så berusede at vi gik under bordet og måtte bæres hjem af de tililende, mere døde end levende. Da jeg havde sovet den ud og var kommet til mig selv, gjorde jeg mig nogle alvorlige overvejelser om den form for religion, og det stod klart for mig at deres emsighed skyldtes skadelige væsker og galde snarere end virkelig fromhed. Den opfattelse afslørede jeg nu ikke for nogen, og *kort efter rejste jeg min vej i stilhed.
Efter to måneders forløb kom jeg endelig hjem, aldeles udmattet. Mine ben var så medtagne af den bestandige vandring at de dårligt kunne bære mig. Jeg ankom til Potu by den tiende dag i egemåneden og overrakte straks med ærbødighed fyrsten min rejsedagbog, som hans højhed kort efter beordrede trykt. (Bemærk at trykkekunsten, som europæerne og kineserne praler af at have opfundet, er meget ældre her). Rejsedagbogen faldt i den grad i potuanernes smag at de ikke kunne blive trætte af at læse den. I alle byens gader og kvarterer løb der småtræer omkring med dagbogen og råbte: ”Hofløber Scabbas rejse |192kloden rundt”. Succesen gjorde mig så kry at jeg satte næsen op efter mere og forestillede mig at der var udsigt til et betydningsfuldt embede. Men da det gik op for mig at det var mere end jeg kunne håbe på, indgav jeg en ny ansøgning til fyrsten, hvor jeg fremhævede de strabadser jeg havde påtaget mig, og forlangte en belønning der stod mål med min indsats. Mine bønner gjorde indtryk på fyrsten, samvittighedsfuld og velvillig som han var, så han lovede nådigt at tage sig af min sag. Og han holdt da også hvad han lovede, men gunstbevisningen strakte sig ikke videre end til en forhøjelse af min årsløn. Jeg selv havde sat næsen op efter en helt anden godtgørelse for mine anstrengelser og kunne ikke slå mig til tåls med den gestus. Men da jeg ikke havde mod på at besvære fyrsten med flere ansøgninger, gik jeg til storkansleren og betroede ham hvad der pinte mit hjerte. Den kloge mand hørte som sædvanlig venligt på mine beklagelser og lovede at hjælpe mig. Men i samme åndedrag frarådede han mig at stille så urimelige krav. *Han sagde at jeg måtte være mig bevidst hvor meget jeg selv kunne gabe over, og tage mine begrænsede åndsevner i betragtning. *“Du er jo,” sagde han, “blevet stedmoderligt behandlet fra naturens side og mangler de evner der baner vejen til betydningsfulde statslige opgaver. *Du bør ikke stræbe efter det |193du ikke kan nå, og være så forhippet på at efterligne andres natur at du glemmer din egen. Og dertil kommer,” sagde han, “at hvis du faktisk opnåede det du nu er så dum at bede om, ville det både sætte fyrsten i et dårligt lys og stride mod lovgivningen. Så du må affinde dig med din skæbne og afskrive de forhåbninger der strider mod din natur.” Han anerkendte ganske vist min indsats og roste mig for de strabadser jeg havde udstået under min netop overståede rejse, men som han sagde: Det var ikke den slags bedrifter der gav adgang til offentlige embeder, for hvis en hvilken som helst besværlig opgave eller indsats kvalificerede folk til et avancement til de højeste stillinger, så kunne en hvilken som helst håndværker, maler eller billedhugger gøre krav på en plads i rådet som belønning for sine evner til at hugge en statue eller male et billede: En indsats skal naturligvis belønnes, men det skal være belønninger der passer til de mennesker der har gjort sig fortjent til dem, *så staten ikke lider overlast og bliver til grin. Det var formaninger der gjorde indtryk på mig, og jeg forholdt mig nu atter tavs en tid. Men det ville ikke være til at holde ud at blive gammel og grå i så ubetydelig en stilling, så jeg vendte tilbage til den desperate plan jeg tidligere havde lagt på hylden, nemlig at udtænke en eller anden reform af det politiske system – |194et nyt påfund hvormed jeg på en gang kunne gøre noget for landet og pleje mine egne interesser.
Kort før min netop overståede rejse havde jeg nøje studeret forholdene i fyrstendømmet for at se om der var noget der var særligt problematisk, og samtidig finde ud af hvad man kunne gøre for at afhjælpe det. Af forholdene i Cocleku havde jeg forstået at det er risikabelt for staten når kvinder har adgang til offentlige embeder, fordi kvinder er så ambitiøse af natur. De gør alt hvad de kan, for at udvide deres magt og myndighed i det uendelige og helmer ikke før de har sikret sig fuldt og uindskrænket herredømme. Derfor bestemte jeg mig for at stille et lovforslag om at udelukke kvinder fra udøvelsen af offentlige embeder. Jeg regnede med at få en hel del tilhængere, for det skulle være en smal sag for mig at fremlægge problemet og gøre det klart for alle hvad det kunne forårsage af ulykker, og hvor risikabelt det kunne blive for mændene hvis man ikke i tide skred ind over for de uregerlige kvinder. Og hvis en fuldstændig afskaffelse af den tradition forekom flertallet for vidtgående, ville jeg insistere på at kvindernes magt i det mindste skulle begrænses og indskrænkes. |195Hensigten med lovforslaget var tredobbelt: 1) Det skulle vise mig som en der ønskede at råde bod på en fejl i statens indretning. 2) Med det fine og kloge forslag skulle jeg give en prøve på mine åndsevner og min dømmekraft som kunne forbedre min stilling en smule. 3) Jeg ville gøre gengæld for de overgreb jeg havde været ude for fra kvindernes side, og befri mig for de skampletter de den ene gang efter den anden havde sat på mig. For jeg indrømmer gerne at min egen personlige fordel og min egen hævngerrighed var de primære incitamenter til at jeg stillede forslaget. Men jeg var snedig nok til at holde mine hensigter skjult så det ikke virkede som om jeg kun melede min egen kage under påskud af at gøre noget for det fælles bedste, og bare fulgte i sporene på de andre projektmagere, hvis forslag som oftest præsenterer sig som nyttige for fællesskabet, selv om det ved nærmere eftersyn fremgår at det først og fremmest er deres egen fordel der driver dem.
Jeg formulerede forslaget så elegant jeg kunne, og begrundede det med de mest overbevisende argumenter, hvorefter jeg allerunderdanigst forelagde det for fyrsten. Han havde altid behandlet mig med en enestående velvilje, så han blev temmelig forbløffet over sådan et dumdristigt og tåbeligt forehavende, som han forudså at jeg ville komme galt af sted med. |196Derfor forsøgte han med gode ord at afskrække mig fra projektet,
*og på herskeres vis lod han bønnerne følge af trusler.
Men jeg stolede lige så meget på nytten af mit forslag som på at jeg ville få støtte fra mændene, som jeg håbede ikke ville svigte den fælles sag – så jeg holdt hårdnakket fast ved mit, og ingen advarsler kunne rokke mig ud af stedet. Derfor blev jeg nu, som loven foreskrev, ført til torvet med en strikke om halsen for at afvente rådets afgørelse. Rådet blev indkaldt og stemte om sagen, hvorefter deres afgørelse blev oversendt til fyrsten til bekræftelse. Og da den kom tilbage derfra, læste herolden den højt som følger:
“Efter moden overvejelse har vi besluttet følgende: Hr. overhofløber Scabbas lovforslag om udelukkelse af det svage køn fra offentlige hverv kan ikke vedtages uden at blive til stor skade for hele staten eftersom den ene halvdel af befolkningen, som udgøres af kvinderne, vil føle sig særdeles krænket af denne ændring og som følge heraf skabe vanskeligheder og blive fjendtligt stemt over for staten. I det hele taget betragter vi det som urimeligt at forbyde træer med fremragende evner adgang til embeder som de er kvalificerede til, |197især da det står fast at naturen, der intet tilfældigt foretager sig, ikke har udstyret dem med så mange fremragende egenskaber uden grund. Det er vores overbevisning at statens velbefindende kræver at der ved besættelse af embeder tages hensyn til evner snarere end til navne. Og da landet ofte lider af mangel på dygtige folk, vil det være tåbeligt med et enkelt dekret eller en enkelt rådsbeslutning at erklære hele den ene halvdel af befolkningen for inkompetente og uværdige til at beklæde et embede alene på grundlag af hvordan de er født. Følgelig er det efter nøje overvejelse vores beslutning at den førnævnte Scabba skal straffes som skik og brug foreskriver, for sit tåbelige og uigennemtænkte forslag.”
Det sørgelige udfald tog fyrsten sig meget nær, men da han aldrig plejede at nedlægge veto mod en rådsbeslutning, skrev han dommen under, beseglede den med det sædvanlige segl og gav ordre til at den skulle bekendtgøres – dog med den formildende tilføjelse at eftersom jeg var indvandrer og stammede fra en ny og ukendt verden, hvor forhastet tankevirksomhed betragtedes som en dyd, kunne jeg fritages fra dødsstraf. Men for at denne strafeftergivelse ikke skulle risikere at devaluere lovene, skulle jeg holdes fængslet indtil begyndelsen af birkemåneden, |198og til den tid skulle jeg sammen med andre lovovertrædere forvises til firmamentet.
Så snart dommen var offentliggjort, blev jeg sat i fængsel. Der var nogle af mine venner der opfordrede mig til at protestere mod dommen fordi der havde været så mange kvinder blandt dommerne, både gifte og ugifte, som altså havde taget stilling til en sag der angik dem selv. Men andre mente det ville være klogere af mig at indrømme min skyld og undskylde det med mit folks medfødte dumhed. Men det råd afviste jeg hårdnakket af respekt for de overjordiske folk, der ville have fået en alvorlig plet på deres anseelse ved sådan en indrømmelse.
Kort efter hørte jeg at fyrsten havde besluttet at fritage mig fuldstændigt for straf hvis bare jeg bønfaldt ham om nåde og bad om undskyldning for min forseelse – til trods for at skatmesteren Rahagna modsatte sig min løsladelse med næb og klør. Men for at sige det som det er, var jeg ikke så ked af min dom, for det embede jeg bestred, var værre end døden, og jeg var led og ked af at tale med alle de træer der var så kloge at det halve kunne være nok. Jeg havde også håb om at det ville gå mig bedre på firmamentet, hvor jeg havde hørt at alle indvandrere blev godt modtaget uden forskelsbehandling.
 
 
 
xxx
xxx