Indledning til Niels Klim
ved Karen Skovgaard-Petersen og Peter Zeeberg
Niels Klim er Ludvig Holbergs eneste roman – og en af de ældste danske romaner overhovedet. Han skrev den på latin, og den udkom i Leipzig i 1741. Holberg var på dette tidspunkt både professor ved Københavns Universitet og en berømt forfatter. Han havde ikke alene skrevet de komedier som vi i dag først og fremmest kender ham for, men også flere andre skønlitterære værker, bl.a. det muntre epos om Peder Paars, og adskillige historiske værker. Senere fulgte de moralfilosofiske essays, som Niels Klim i en vis forstand er en forløber for – ligesom den i det hele taget samler mange af de temaer som Holberg havde anslået rundt omkring.
Bogen blev en stor succes, både hjemme i Danmark og i udlandet. Det sidste var netop hensigten med at skrive bogen på latin i stedet for dansk. For det første betød det at alle med en højere uddannelse i hele Europa kunne læse den, for det andet var det en genvej til at få den oversat. Og oversættelserne kom i en lind strøm: Inden der var gået et år, var den oversat til fem sprog (tysk, engelsk, fransk, dansk og hollandsk), og flere fulgte (svensk 1746, russisk 1762, ungarsk 1783).
Succesen er forståelig. Niels Klim er en rigtig underholdningsroman, en munter fortælling om sære oplevelser i fremmedartede lande: Den nyuddannede norske teolog Niels Klim falder ned i en hule i nærheden af Bergen og opdager en ukendt verden inde i den hule jordklode. Her møder han en lang række sære folkeslag, først og fremmest de forbilledligt fornuftige og yderst langsommelige træer i Potu og deres diametrale modsætning: de overfladiske og forfængelige aber i Martinia, som foretager sig alt i en rasende fart.
Men tom underholdning er der ikke tale om. Holberg betragtede selv Niels Klim som et af sine moralfilosofiske værker, sammen med Moralske Tanker, epistlerne og de latinske epigrammer. I indledningen til Moralske Tanker (1744, s. 10) sammenligner han den med ireren Jonathan Swifts Gullivers rejser, der var udkommet 15 år før Niels Klim. Begge disse fiktive rejsebeskrivelser er “en Sammenblanding af Skiemt og Lærdom” – dog sådan at Gulliver har en overvægt af skæmt og Klim en overvægt af lærdom, siger Holberg. Og han fortsætter: “Der indeholdes saa mange Characterer, at man deraf kand forsynes med Materialier til et heelt Moralsk Systema.” Med ‘karakterer’ mener han mennesketyper. Hovedtyperne er træerne og aberne, men rundt om dem møder vi en lang række andre folkeslag der hver illustrerer en menneskelig skavank eller et eksistentielt problem i underfundig, satirisk anretning. Det gælder især omegnen af Potu på planeten Nazar, som Klim udforsker på en slags etnografisk ekspedition. Også rundt om abelandet Martinia på firmamentet, dvs. jordskorpens inderside, finder vi sære folkeslag, men her er der ret beset mere skæmt end lærdom.
Romanen anslår en lang række temaer som alle kredser om hvordan man indretter et samfund fornuftigt. Den hylder den besindige omtanke på bekostning af hektisk jagen efter forandring, ‘projektmageri’ som Holberg kalder det. Den slår et slag for kønnenes ligestilling ved at vise at kvinder fuldt så vel som mænd er i stand til at varetage betroede stillinger i samfundet. Den gør nar af tom forfængelighed og støvet og uanvendelig lærdom på bekostning af den nyttige indsats til gavn for samfundet – bonden rangerer højere end hofmanden i det potuanske samfund.
Niels Klim selv er fortællingens gennemgående skikkelse. Han er den typiske europæer, fuld af vanetænkning og blind tro på egen fortræffelighed. Selv om det er ham der fører os rundt i dette anskuelsesbillede af fornuft og ufornuft, lærer han selv intet. Eller rettere, af og til indser han i glimt at andre folk – og det gælder især de besindige træer i Potu – kan indrette sig både anderledes og mere hensigtsmæssigt end europæerne, men han glemmer hurtigt sin nyerhvervede ydmyghed på Europas vegne igen. Og alt går galt for ham. Han bliver forvist både fra Potu og fra Martinia, og ender – i bogens sidste tredjedel – hos menneskene.
Menneskene er ironisk nok det mest primitive folkeslag under jorden. Og for at understrege den pointe er naturens orden vendt på hovedet i jordens indre. Som på jorden kan naturen inddeles i en planteverden, en dyreverden og en menneskeverden, men her er det planterne (i Potu) der er de rationelle og civiliserede, mens dyrene (i Martinia) er irrationelle (men stadig med en vis civilisation) og menneskene helt uden civilisation.
Hos menneskene bliver tonen dyster. Niels gør som europæere altid, og ikke mindst på Holbergs tid, har haft for vane over for ‘primitive’ folk: Han udnytter dem. I løbet af ingen tid har han opkastet sig som brutal hersker over store dele af firmamentet. Men faldet er dybt, og han ender som klokker hjemme i Bergen.
Meget klinger påfaldende moderne i beretningen om Klims rejse til jordens indre – som civilisationskritik og kritik af europæisk selvtilstrækkelighed i mødet med samfund i andre dele af verden. Men samtidig hylder romanen et konservativt samfundssyn. Den advarer mod al forandring der ikke er tænkt grundigt igennem, den ser den enevældige styreform som den mest hensigtsmæssige, og den insisterer på religionen som et fundament for samfundet.
Bogens titel
Siden Jens Baggensens klassiske oversættelse fra 1789 og frem til og med den første bogudgave af nærværende oversættelse har bogen konsekvent været udgivet under Holbergs navn: “Niels Klims underjordiske Reise ved Ludvig Holberg” eller “Ludvig Holberg, Niels Klims underjordiske rejse“ At Holberg er forfatteren, er der ingen tvivl om; alligevel er der god grund til at tro at en udgivelse under Holbergs navn er imod forfatterens egne hensigter. Det latinske titelblad siger: Nicolai Klimii Iter Subterraneum ... (Niels Klims Underjordiske rejse ...). Holbergs navn nævnes ikke, hverken her eller andetsteds i bogen. Ifølge bogens fiktion er det hovedpersonen selv der er forfatteren, den er, som titelbladet og efterskriftet siger, trykt efter hovedpersonens egenhændige manuskript. Og sandsynligvis er det da også Niels Klim der angives som forfatter. Det er fast tradition på latinske titelblade at forfatteren angives enten med en præposition (af/ved NN) eller i genitiv. Det sidste er tilfældet her. Nicolai Klimii Iter Subterraneum ... betyder altså “Niels Klim, Den underjordiske rejse ...”, præcis som fx Ludovici Holbergii Compendium Geographicum betyder “Ludvig Holberg, Geografisk kompendium”.
I dag omtales romanen som regel som Niels Klim, hvilket både er praktisk og hensigtsmæssigt. Men når Holberg selv omtaler den, hvad han ofte gør, især i Epistlerne, skriver han enten “den underjordiske rejse”, “min underjordiske rejse” eller (oftest) “Klims underjordiske rejse”. Det faste element er selve titlen: Den underjordiske rejse. At fiktionen på denne måde fastholdes helt ud på titelbladet, er et fast træk i genren. Tilsvarende udkom bogens vigtigste litterære forbillede, Gullivers rejser, med den fiktive forfatter på titelbladet, og uden at Jonathan Swift blev nævnt: Travels into several Remote Nations of the World. In four parts. By Lemuel Gulliver ... (1726). Men samtidig er det en fortsættelse af den form for fiktion eller maskespil som Holberg tidligere havde leget med i sine skønlitterære værker fra 1720’rne, som alle er udgivet under pseudonymet Hans Mickelsen og forsynet med kommentarer af den lige så fiktive Just Justesen.
I denne udgave er titelbladets genitivform 'Niels Klims' opfattet som en forfatterangivelse. Det betyder dog ikke at den traditionelle læsning af genitivformen, altså at dette er en skildring af Niels Klims rejse, kan afvises. Begge tolkninger er mulige, men vi har anset forfatterangivelsen som den mest sandsynlige.
Modtagelse
Når Holberg udgav romanen anonymt, skete det altså primært af litterære hensyn. Men efter hvad han selv fortæller to år senere i sit Tredje Levnedsbrev (s. 9, latin, dansk), var det for at undgå at uforstående kritikere tog anstød af at en ældre herre som Holberg udfoldede den slags løssluppen munterhed som bogen er fuld af. Hvor meget man skal lægge i den bemærkning, er usikkert. Det kan lyde som koketteri, men det kan på den anden side heller ikke udelukkes at det dækker over en reel forsigtighed. Fuldstændig harmløs var bogen bestemt ikke.
Under alle omstændigheder forblev det ikke længe en hemmelighed i København hvem der var romanens ophavsmand. Og her vakte den tilsyneladende en del postyr blandt toneangivende pietistiske teologer. Det var netop i disse år, under Christian 6., at pietismen dominerede kulturlivet. Hvad bogens kritikere særlig tog anstød af, kan man kun ane. Så vidt man kan se, var der tale om en bekymring over dens religiøse anskuelser. Det er i hvert fald den kritik Holberg selv tager til genmæle mod i indledningen til Moralske Tanker i 1744, hvor han forklarer at bogen ikke plæderer for ‘naturalisme’ (afvisning af et højere princip over naturen), men netop viser åbenbaringens nødvendighed. I levnedsbrevet fortæller han at han har været særlig påpasselig med ikke at tirre teologerne da han af erfaring ved at deres vrede er ubønhørlig. Ikke desto mindre – fortsætter han – var det netop disse hykleriske vogtere af den offentlige moral der på falske præmisser tordnede mod romanen.
Niels Klim udkom i to udgaver. I andenudgaven, der udkom i 1745, havde Holberg tilføjet fem nye afsnit, herunder en ‘Forsvarende fortale’, som er en særdeles spøgefuld sag. Bogen havde jo været udsat for kritik, så et forsvar kunne forekomme naturligt. Men hvis man venter Holbergs forsvar for bogens holdninger, får man en lang næse: Forordet er lige så fiktivt som resten af bogen – og forsvaret gælder fiktive anklager om at bogens (fiktive) handling skulle være opdigtet! En snedig hån mod bogens fantasiforladte kritikere.
Fantastiske rejser
Holberg nævner som sagt selv sin gæld til Swift, men i det hele taget var fantastiske rejsebeskrivelser en elsket genre i perioden. I nyere tid går genren tilbage til Thomas Mores latinske Utopia (1516), som Holberg formodentlig henviser til med navnet på sin idealstat, Potu. More grundlægger en samfundskritisk tradition som i mangt og meget går igen hos Holberg. Ikke mindst respekten for bøndernes arbejde og kritikken af standssamfundet er de fælles om. Men i det store billede er der meget langt fra Mores ‘socialistiske’ nationaløkonomiske forestillinger til Holbergs konservative fornuftsstat. Swift derimod er et direkte forbillede, både i sin satiriske tone, i den episodiske struktur, hvor hvert land repræsenterer sin problemstilling, og i sin naive jeg-fortæller, der forstår sin egen historie dårligere end læserne. Enkelte episoder er direkte inspireret af Swift: Holbergs videnskabsland har fx klare mindelser om Swifts matematikerland Laputa, hvor de verdensfjerne matematikere må have tjenere til at minde dem om hvad der foregår omkring dem – mens deres koner flygter ud af landet for at finde sig nogle mere aktive elskere.1 En tredje forfatter der må nævnes i denne forbindelse, er Cyrano de Bergerac, der i Rejsen til Månen og Rejsen til Solen (hhv. 1657 og 1662) ligesom Holberg bruger en tidlig form for science fiction til satire over sit eget samfund.
En anden populær genre i 1700-tallet er det fiktive rejsebrev. Berømtest er nok Montesquieus Lettres Persanes fra 1721, der så at sige vender den traditionelle rejseberetning på hovedet og i stedet for at fortælle om fjerne, eksotiske steder lader to persere rejse til Europa og berette om deres indtryk i breve hjem – særlig handler det om livet i Paris. Holberg satte, som mange andre, Lettres Persanes højt, og han benyttede selv det samme greb, det udenforstående blik på Europa, i Niels Klim. Niels Klim stifter (i kapitel 13, s. 297, latin, dansk) bekendtskab med en rejseberetning, hvor en af de underjordiske fortæller om sine indtryk fra en rejse til Europa. Her ses Niels Klims – og Holbergs – Europa med fremmede og forundrede øjne.
Genre
Holbergs umiddelbare forgængere skrev altså på engelsk og fransk mens Holberg skrev på latin. Og det er en ikke ubetydelig forskel. På latin skriver man ikke bare på et andet sprog, men også i en anden litterær tradition, der går tilbage til den antikke litteratur. Det er de klassiske romerske tekster der er Holbergs sproglige og stilistiske forbilleder: Plautus’ komedier, Petronius’ roman Satyricon, Ciceros og Senecas filosofiske værker, Juvenals og Horats’ satirer, Vergils Æneide, Plinius den ældres Naturhistorie og Plinius den yngres breve – for at nævne de vigtigste. Disse tekster er massivt til stede i Niels Klim.
Centralt i den klassiske tradition står de fasttømrede antikke genrer med deres formelle krav om struktur, stil, metrik osv. Her har en romanforfatter den særlige vanskelighed at man ikke har mange romerske forbilleder at forholde sig til. Den eneste latinske roman fra antikken der er bevaret i sin helhed, er Apuleius’ Det gyldne æsel (Metamorphoses, 2. årh. e.Kr.), som Holberg vist ikke havde noget forhold til. Til gengæld havde man på Holbergs tid opdyrket den såkaldte ‘menippæiske satire’ som romanform: prosafortællinger med indskudte verspassager, der behandler alvorlige emner i en humoristisk tone, præcis som vi ser det i Niels Klim. Holbergs nærmeste forbillede i genren er jesuitten Jacob Bidermanns Utopia (1640), der ligesom Niels Klim er en rejseroman, uden at den dog som Niels Klim interesserer sig for samfundsindretning. Den har Holberg studeret nøje, det er bl.a. herfra han har den historie der blev til Jeppe paa Bierget. Men selv om det meste er glemt i dag, er Bidermanns roman kun en blandt mange. Et andet eksempel, som Holberg selv nævner, er John Barclays Argenis (1621).
En vigtig antik forgænger er grækeren Lukian, der i 2. årh. e.Kr. skrev en lang række satiriske værker, heriblandt en vild science fiction-agtig roman om en rejse til månen med den ironiske titel En sand historie. Holberg citerer Lukian rundt omkring i sine værker, og i mangt og meget ligger han tæt på Lukian både i tone og emnevalg – men grundlæggende havde han sine reservationer: Lukian gjorde nar af alt, han savnede for Holberg en bund af alvor.
Den romerske hovedtekst i genren er Petronius’ roman Satyricon – som Holberg var en stor fan af. Den er ikke bevaret i sin helhed, men vi kender nok af den til at kunne danne os et ganske godt indtryk af en grotesk rejseroman, fortalt i første person af en af de gennemgående hovedpersoner. At det er den der er det umiddelbare genreforbillede, fremgår af at Holbergs tekst ligefrem bugner af mere eller mindre skjulte citater fra den. Ofte giver de et ekstra ironisk tvist til fortællingen – som hvor en akademisk doktorudnævnelse hos de forfængelige aber i landet Martinia beskrives med ord der refererer til den nyrige ex-slave Trimalchios depraverede middagsselskab i Satyricon, eller når Niels Klim fortæller at han fik en venlig modtagelse af kejseren i Quama, der ikke optrådte “som en streng herre, men forventede at jeg skulle være ham en medgørlig ven”. Disse ord – i deres latinske original – stammer fra en forførelsesscene i Satyricon, hvor en gammel gris prøver at forføre en ung dreng!
Latinske klassikere
For den klassisk skolede læser foregår der altså spændende ting under romanens overflade. Holberg har ikke bare lånt ord og vendinger fra klassikerne, men også ladet længere passager glide ind i sin egen tekst så de fremstår som hans egne ord. Allusionerne til Petronius skal først og fremmest knytte romanen til dens latinske genre, men i mange tilfælde også give humoristiske modbilleder som sætter spørgsmålstegn ved det der foregår på tekstens overflade. En lignende perspektiverende virkning har også andre klassikerallusioner.
Under Niels’ nedfart til underverdenen i bogens begyndelse beskrives hulens mørke i vendinger der er tydeligt hentet fra den romerske historiker Curtius Rufus. Hos Curtius beskriver ordene Alexander den Stores soldaters forestillinger om de ukendte egne ved verdens ende. Gennem allusionen forbindes mørket i hulen altså med angsten for det fremmede og de dele af verden vi ikke kender. Da Klim i bogens slutning falder tilbage gennem samme hule, dukker allusionen til Curtius Rufus op igen – denne gang ironisk eftersom de fremmede egne Klim her har kurs mod, viser sig at være hans egen hjemegn. Samtidig understreger de to allusioner til samme sted hos Curtius romanens ringkomposition: Den begynder og slutter samme sted, men trods de mange oplevelser undervejs er Klim den samme ved slutningen som i begyndelsen.
Også undervejs udnyttes klassikerallusionerne kreativt. Nogle af de centrale moralfilosofiske principper i Potu er således formuleret ord til andet med citater fra antik litteratur. Det er et væsentligt princip i Potu at enhver må indse hvor han gør bedst nytte, at alle har deres plads i helheden. Man skal kende sig selv. Det lader Holberg den store potuanske filosof Rakbasi udtrykke med disse ord: “Enhver må kende sine egne evner og vise sig som en striks dommer over sine egne gode og dårlige egenskaber, ellers ser det ud som om skuespillere er klogere end os, for de vælger sig jo ikke de bedste roller, men dem der passer bedst til dem selv. Kan en skuespiller forstå noget på scenen som en vismand ikke forstår i livet?” (kap. 5).
Niels Klim selv kan imidlertid ikke rigtigt forlige sig med dette princip. Rask på benene som han er i forhold til de potuanske træer, har man i Potu gjort ham til postbud. Det bliver han snart træt af, og han klager sin nød til den kloge fyrste i Potu, som belærer ham om at han må forstå hvor han gør bedst fyldest:
Hver må måle sig selv med sin egen personlige skala. |
“Kend dig selv”, de mægtige ord, der kom til os fra himlen, |
bør stå prentede dybt i dit bryst til evig erindring. |
Begge disse passager er hentet ordret fra den romerske litteratur, den første fra et af Ciceros filosofiske skrifter, Om pligterne, den anden fra et digt af Horats. De antikke forfattere Cicero og Horats bliver på den måde gjort til potuanske talerør, bærere af den tidløse indsigt at vi alle har vores bestemte plads i fællesskabet. Og det er så fortællingens pointe at Niels Klim, som den ubestandige europæer han er, ikke til bunds forstår visdommen i denne antik-potuanske opfordring til selvbesindelse – som ellers var fuldt tilgængelig i den centrale litteratur denhjemme.
Romanens sidste tredjedel, hvor Klim fra en beskeden begyndelse opbygger et vældigt rige, myldrer med citater fra de klassiske skildringer af Roms grundlæggelse og opstigning til verdensherredømme, bl.a. Livius’ romerske historie og Vergils romerske nationalepos Æneiden. Gang på gang får Klims vilde imperiebyggeri en lille intertekstuel hilsen fra Romerriget – ligesom han i sit storhedsvanvid påstår at han har grundlagt det ‘femte monarki’, med reference til den traditionelle inddeling af verdens historie i fire på hinanden følgende monarkier: det assyriske, der persiske, det græske – og det romerske.
I kapitel 13 og 14 avancerer Klim til general og senere kejser. Måden han snyder sig til tronen på, er kalkeret over historien om den tidlige romerske konge Servius Tullius, hvilket understreges med en række direkte allusioner til Livius’ skildring af samme episode. Da Klim erobrer abelandet Martinia, som han tidligere er blevet forvist fra, sker det med ord der er hentet fra Livius’ skildring af romernes erobring af Alba Longa, den by som Roms herskere ifølge mytologien kom fra. Og hans hjemkomst som verdenshersker efter de mange erobringer er nøje modelleret over kejser Augustus’ triumf da han efter slaget ved Actium stod som enehersker i Romerriget, sådan som det skildres hos den romerske historiker Velleius Paterculus. Romerriget stod på Holbergs tid som et historisk ideal. Men her vendes det på hovedet. Gennem skildringen af Klims tyranniske styre bliver Roms storhed til et billede på menneskelig grusomhed og magtmisbrug. Og ironien fordobles når skildringen af Klims erobringer garneres med passager fra Vergils Æneide der udtrykker medynk med romernes ofre.
Dette omfattende system af referencer til klassikerne er selvsagt kun synligt i den latinske originaltekst. I en oversættelse kan det ikke gengives. Til gengæld kan man følge brugen af klassikerne i detaljer i kommentaren.
Oversættelser
Romanen om Niels Klim er altså en meget latinsk bog. Hvis Holberg havde skrevet den på dansk, var det blevet et helt andet værk, for med valget af sprog følger særlige genretræk, udtryksmåder og litterære virkemidler og en omfattende bagage af klassiske forbilleder. At det forholder sig sådan, ses tydeligt i den første danske oversættelse, som blev lavet af en ung nordmand ved navn Hans Hagerup og udkom året efter den latinske original, i 1742. Her er al den litterære udsmykning som er bundet til sproget, skrællet af. De retoriske krøller er glattet ud. Verspassagerne er blevet til prosa, hvis de overhovedet er med. Det der står tilbage i den danske version, er den rene handling.
En helt anderledes strategi finder man i Jens Baggesens oversættelse fra 1789. Nu kan det danske sprog selv, så her bliver de latinske virkemidler transformeret til danske. Baggesen arbejder kreativt med Holbergs tekst og gengiver den i et levende dansk fyldt med malende vendinger fra dagligsproget. Holbergs latinske heksametercitater bliver meget frit gengivet i Baggesens egne rimede vers. Baggesens oversættelse er et litterært værk i egen ret, og den blev en klassiker. Den oversættelse N.V. Dorph udsendte i 1841, ligger meget tæt op ad Baggesens og skal nok i realiteten ses som en revision af denne.
Baggesens oversættelse har været i handelen i stadig nye optryk helt frem til i dag og har dannet grundlag for adskillige gendigtninger, bl.a. Hans Scherfigs tegneserieversion fra 1961 og på det seneste flere versioner for børn. Men faktisk er der også kommet en enkelt nyoversættelse, nemlig Aage Kragelunds fra 1970. Med Kragelund er vi fremme ved vor tids oversættelsespraksis, hvor man forsøger at skrive et autentisk dansk uden at opgive latinens virkemidler – heksametre gengives som heksametre, retoriske figurer så vidt muligt som retoriske figurer. Kragelunds oversættelse udkom som paralleloversættelse sammen med en tekstkritisk og kommenteret udgave af den latinske tekst. Denne trebindsudgave har været et standardværk siden den udkom, men Kragelunds loyale oversættelse er aldrig blevet meget udbredt, og i dag klinger den noget altmodisch.
Tekstforhold
Tekstudgaven følger førsteudgaven fra 1741. Andenudgaven (1745) er i det store og hele identisk med førsteudgaven, dog er der foretaget nogle tilføjelser. Det gælder først og fremmest den forsvarende fortale, som er omtalt ovenfor. Denne er her udgivet som en separat tekst. Men derudover er selve beretningen suppleret med fire kortere afsnit, et i kap. 6, to i kap. 9 og et i kap. 11. Disse passager er her behandlet forskelligt i tekst og oversættelsen. I teksten er de medtaget i variant-noter. I oversættelsen optræder de på deres plads i teksten, men i kantede parenteser og mærket ”Kun i B”.
Holberg er ikke ganske konsekvent i sin underjordiske terminologi. Det embede der i kapitel 4 og 7 hedder en kadoki, hedder i kapitel 10 en kadokus, stednavnet Tanachi staves også Tanaqui, den quamitiske prins hedder både Timuso og Temuso osv. Den slags inkonsekvenser er der hverken ændret på i tekst eller oversættelse.
I to tilfælde har vi fundet det rigtigt at bytte om på to sætninger hos Holberg ud fra den formodning at der er tale om fejltolkninger af Holbergs manuskript fra sætterens side. Det drejer sig om passagerne: I kapitel 11: “I stedet for at tale ... ikke andet end dissonanser.” I kapitel 15: “Bogen indeholdt ... med kraftudtryk alene.” Nærmere diskussion kan findes i kommentaren.
Peter Zeebergs oversættelse udkom første gang i bogform på forlaget Vandkunsten i 2012. I forhold til denne trykte udgave er nærværende netudgave let revideret. Det drejer sig om følgende ændringer:
Titelblad: s. i: Niels Klims underjordiske rejse, > Niels Klim Den underjordiske rejse,
Kap. 1, s. 5: frokost > morgenmad
Kap. 2, s. 26: paradoksalt > mærkværdigt
Kap. 7, s. 97: gerninger, skal man gøre sagen op og afsige > gerninger og gjort regnskabet op, skal man afsige
Kap. 8, s. 109: seminarier og > seminarier eller
Kap. 9, s. 125: og det ville ikke være umagen værd, > og det er mere end jeg kan overkomme,
Kap. 9, s. 165: Så det stod klart for mig at Skaberen har indrettet det > Så det stod klart for mig at Skaberen også har indrettet det
Kap. 13, s. 303: med deres højre side op ad en andens venstre > med deres venstre side op ad en andens højre
Kap. 13, s. 305: tøfler, sko, halskæder og støvler > tøfler, sko, halskæder og støvler eller kapper
Kap. 13, s. 322: lettere og sikrere > lettere og mere bekvemt
kap. 15, s. 356: viljen > gode råd
Abelins tillæg, s. 380: stiftamtmanden > amtmanden
Litteraturliste
Bredsdorff, Thomas og Lasse Horne Kjældgaard, Tolerance – eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader, 2008
de Smet, Ingrid A.R., Menippean Satire and the Republic of Letters 1581-1655, 1996.
Hansen, Søren Peter, “Mellem rejseroman og udviklingsroman. En læsning af Holbergs Niels Klim”, Danske Studier 1982, s. 5-20.
Mortensen, Finn Hauberg, “Romanens ramme. Hvad der videre hændte Niels Klim”, i Digternes paryk. Studier i 1700-tallet. Festskrift til Thomas Bredsdorff, 1977, s. 161-171.
Paludan, J., Om Holbergs Niels Klim med særligt Hensyn til tidligere Satirer i Form af opdigtede og vidunderlige Reiser. 1878.
Peters, Sigrid, Ludvig Holbergs Menippeische Satire. Das Iter subterraneum und seine Beziehungen zur antiken Literatur, 1987.
Sejersted, Jørgen, “Å reise med Gulliver, Niels og Per — Holbergs Niels Klims underjordiske Reise lest mellom Swifts Gulliver’s Travels og Ibsens Peer Gynt’, i Eivind Tjønneland (red.), Den mangfoldige Holberg, 2005, s. 277-301.
Skovgaard-Petersen, Karen og Peter Zeeberg, “Verdensfjerne matematikere, blodtørstige anatomer og sexhungrende hustruer: Swifts Gulliver og Holbergs Klim”, Aigis, Supplementum III, Festskrift til Christian Marinus Taisbak – 80 år, 2014.
Skovgaard-Petersen, Karen og Peter Zeeberg, “Fra postbud til verdenshersker. Samfundssatire i Holbergs Niels Klim”, Det lange lys. 2000-tals spørgsmål, 1700-tals svar, red. Thomas Bredsdorff og Søren Peter Hansen, Kbh. 2017, 133-145.
Velle, Thomas, Metafiction in Ludvig Holberg's Nicolai Klimii iter subterraneum (upubliceret speciale, Gent 2013).
Danske oversættelser
Niels Klims Reise Under Jorden, Forestillende En nye Kundskab om Jorden, og Historie Om det femte Monarchie, Som hidindtil har været os ubekiendt; ... 1742.
Niels Klims underjordiske Reise ved Ludvig Holberg. Oversat efter den latinske original af Jens Baggesen, 1789.
Niels Klims underjordiske Reise af L. Holberg. Fra Latin oversat af N.V. Dorph, 1857.
Holberg, Ludvig, Niels Klims underjordiske rejse indeholdende en ny teori om jorden og det femte monarkis os hidtil ukendte historie ..., Udgivet med indledning, oversættelse, kommentarer og registre af A. Kragelund, 1970.
Holberg, Ludvig, Niels Klims underjordiske rejse indeholdende en ny teori om jorden og en historisk beretning om det hidtil ukendte femte monarki, trykt efter et manuskript i salig Abelins bibliotek. Oversat af Peter Zeeberg med illustrationer af Ole Sporring, 2012.
Norsk oversættelse
Niels Klims reise til den underjordiske verden, oversat af Kjell Heggelund, 1997.