Tilbake til søkeresultater

1 forekomst av Og nu til den sorte ulykkens dag
[Fjern søkemarkeringer]

  

 
Andet Levnedsbrev


previous icon no next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
I hele otte år har vi ingen korrespondance udvekslet. Og dog bærer det brev, jeg for nylig modtog fra Dem, vidnesbyrd om, at De endnu mindes mig, og at Deres gamle godhed for mig ikke er kølnet i al den mellemliggende tid. I brevet beder De mig indtrængende om at ajourføre beretningen om mit livsløb og lade Dem vide, hvad jeg siden dengang har fået fra hånden på det litterære felt.
Efter at jeg havde forladt *den krigeriske skrivemåde, som i en årrække ikke lod mig i ro, rettede jeg på ny min opmærksomhed mod mine gamle gøremål. For selv om jeg – *efter at komediespillene lidt senere var genopstået – tit blev bestormet af mine venner med bøn om, at jeg skulle hitte på nogle nye stykker, holdt jeg dog stædigt fast ved mit forsæt. Jeg ville ikke igen vove mig ud på de farefulde vande, jeg lige var sluppet i land fra, og *nøjedes derfor med at give dem af mine komedier, der mest trængte til finpudsning, en kærlig hånd og at skænke komedianternes trup nogle nye stykker, som jeg havde liggende færdige.
Derpå genoptog jeg et oftere |216afbrudt arbejde: *en beskrivelse af Danmarks og Norges kirkelige og politiske forhold. Mens jeg var opslugt af dette arbejde, udkom der imidlertid anonymt nogle smædeskrifter mod *Det Ostindiske Kompagni. Handelen med Ostindien var ved tidernes ugunst havnet i så store vanskeligheder, at den sandsynligvis ikke kunne bestå ret længe, medmindre den modtog resolut støtte; derfor arbejdede kompagniets direktører på at komme det vaklende societet til undsætning ved nye, gavnlige initiativer. Og med det formål for øje søgte de at involvere nye interessenter fra nabolandene i kompagniet. Dette bevirkede, at visse personer, som ser med misundelige blikke på vækst i den nordiske handel, udnævnte disse tiltag til at være et slag i luften – naturligvis for at afskrække andre fra at investere i kompagniet.
Jeg blev opfordret til at imødegå disse bagvaskelser i et forsvarsskrift. Da jeg imidlertid er slet bevandret på det merkantile felt, bad jeg mig længe fritaget for denne *opgave. Men mine venners bønner gjorde det af med min modstand, og så gav jeg mig alligevel i kast med værket og *udgav på latin en dialog, som på kompagni-direktionens initiativ kort efter blev oversat til dansk og derefter til tysk.
*Denne dialog blev snart efterfulgt af en anden, der stak dybere i emnet, og som blev hilst med så varmt et bifald af hovedstadens grosserere, at |217nogle fandt, at forfatteren burde belønnes med en betragtelig godtgørelse for sin umage. Men da man på Børsen forhandlede om pengebidragene hertil, var der nogle, der klogt gjorde gældende, at en simpel taksigelse ville komme mig bedre tilpas, eftersom jeg aldrig havde optrådt som betalt skribent. Helt rigtigt set! Et nøgent TAK med rene ord er mig mere end nok.

* Og nu til den sorte ulykkens dag ,
om end jeg gruer for mindet –
*den dag, da hovedparten af denne residensstad, herunder de fornemste kirker og hele universitetet, blev lagt i aske. *Thi hvilket emne kan man tage op, der er mere tragisk, mere poetisk og – selv om det drejer sig om en virkelig begivenhed af nyere dato – mere eventyrligt?
Branden opstod *kort efter mørkets frembrud i byens vestlige kvarter *og bredte sig snart videre, først som følge af en kraftig storm, men dernæst som følge af folks handlingslammelse: I chok over denne usædvanlige og uventede ulykke blev de bare stående som uvirksomme og ubevægelige tilskuere til den vældige katastrofe. Man plejer nemlig ellers her i byen at bekæmpe ildebrande med en sådan effektivitet, at det sjældent hænder, at et hus brænder ned til grunden, selv om der er ildløs mange gange om året. Jo mere uventet denne ulykke altså indtraf, desto mere bestyrtede blev folk, og ventede sig noget endnu værre.
*Man kunne høre kvinder hyle, småbørn |218vræle og mænd råbe. Der var også dem, der gik rundt og pustede til de reelle farer med opdigtede og løgnagtige rædselsbudskaber, og som fik folk til at tro på en løgnehistorie om, at der var underkøbte mordbrændere på spil. *De professionelle brandfolk tabte hovedet lige så vel som alle andre. *De styrtede omkring som gale og spændte ben for hinandens arbejde. *Ingen sprøjte, ingen brandhage, kort sagt intet brandslukningsredskab var fremme; med så stor en rædsel var denne uhørte katastrofe trængt ind i alles sind.
*I mellemtiden eksekverer den rasende ild himlens ordrer.
Man skulle have troet, det var stråhytter og ikke stenhuse; så rivende var den hast, hvormed både private og offentlige bygninger blev revet op og brasede sammen med et grueligt brag. Jo længere borte man boede fra branden, desto alvorligere tab led man. For beboerne af de huse, der brændte den første nat, reddede deres penge og bohave, fordi deres venner kom løbende og kappedes om at hjælpe. Men som tiden gik, og også de, der boede i fjernere liggende bydele, fik travlt med at redde deres egne ting, kunne man ikke mere yde hinanden hjælp. *For da de så, at ilden samlede friske kræfter (ingen standsede den jo), *og at det brændte i forskellige kvarterer af byen på én gang, *bød de København et grædende farvel, i den tro, at de aldrig igen ville få byen at se.
|219*Porten er flugtvej for én, en anden betror sig til bølgen,
tænker, at havet er trygt, når hjemmets jord står i flammer.
Hver mand flygter i takt med sin frygt, og i kapløb med ilden
farer alt folket af by i blinde – et sørgeligt skue.
Der, hvor det ængstede sind finder hen, dér havner hver enkelt.
Ilden hærgede uafbrudt i to døgn med et sådant raseri, at næsten hele det gamle København og en del af det ny blev lagt i aske. Men omsider vågnede byens borgere af deres dvale; og med en utrolig målbevidsthed satte de – *for nu med seriøsitet at bøde på deres tidligere passivitet – liv og lemmer ind på at redde resterne af den afbrændte by. *Ingen stand, ingen alder, intet køn sagde nej til at påtage sig endda det allergroveste arbejde, *mens kongen selv og kronprinsen – vor nuværende allernådigste konge – og alle de af rigets stormænd, som var dér til stede, gik foran med opmuntrende ord. Da fik man for alvor at se, hvad den menneskelige intelligens kan udtænke, og hvad hændernes mængde og kræfternes forening kan udrette med Guds hjælp. For overalt hvor de tog fat, gjorde ilden holdt.
*Opslugt blev af denne ulyksalige ildsvåde: Vor Frue Kirke, Helliggejst Kirke, Skt. Petri Kirke, Trinitatis Kirke med Universitetsbiblioteket, Det Astronomiske Tårn med den store Tychos globus og instrumenter, Rådhuset, hospitaler, hele universitetet med professorboligerne, Det Kongelige Kommunitet – madmor for hundrede fattige studenter – de fire |220strålende kollegier: Regensen, Valkendorfs, Borchs og Elers’ Kollegium, og utallige andre bygninger, som det er overflødigt at nævne blandt så meget kendt. Kun Konsistoriebygningen, hvor professorerne plejer at holde møde, blev stående urørt af ildens overgreb, alt imens hele universitetet gik tabt og så mange omliggende og tilstødende bygninger blev lagt i ruiner. På vort navnkundige universitet passer da digterens ord:
*Nu bølger korn, hvor Troja stod.
Først da branden endelig var slukket, begyndte det at dæmre for folk, hvor omfattende ulykken var, og hvor tunge tab de havde lidt: *De, der nylig havde svælget i rigdom, måtte nu gå tiggergang, og for sent fordømte de deres tidligere luksusliv og materielle overflod. Svundne var de rigdomme, af hvilke kun et vagt genskær foresvævede dem; og for disse mennesker var kun mindet om rigdom tilbage – som om de var blevet vækket af en dyb søvn. Man kunne se
*fede ben smurt ind i smat
på dem, som lige før *med næsen i sky kørte rundt i deres kareter, mens den gemene hob sprang til side for dem; *og dem, der lige før gav almisser, kunne man nu se tigge om en. *Jeg kan rose mig af, at jeg under disse totalt forvandlede forhold så nogenlunde bevarede min sindsligevægt. Lige fra jeg lå i vuggen, har jeg nemlig været vant til en utrolig nøjsomhed, og derfor skælver jeg ikke ved synet af nogen form for tilbageslag – ikke så meget som de mennesker,
*hvis eneste grund til liv er ganens søde lyst.
|221Min ændrede status generede mig mindre end *min ændrede adresse. For nu indså jeg, at jeg var blevet skilt fra mine kære gamle værtsfolk og fordrevet fra min gode gamle studerestue, hvor jeg havde tilbragt en stor del af min levetid i den livsaligste ro mellem skrivegrejer og bøger. Tabet af min lejlighed gik mig altså mere på end tabet af mine ejendele, *da der intet findes, som fornøjer mig mere end stilhed og ro, og intet, der nærer mit sind mere end en velordnet livsrytme. Dér var alt reguleret: hvile og virke, søvn og vågen, alvor og pjat. Og alt, småt såvel som stort, plejede at forløbe i en bestemt orden og ligesom i en cyklus. I nogle dage fór jeg rundt i hver en krog af den bevarede del af byen på jagt efter et egnet logi. Da jeg omsider havde skaffet mig et, fik jeg styr på de ting, der var kommet i ulave og uorden; og lige så stille fandt jeg tilbage til mine gammelkendte livsprincipper.
*Til de katastrofer, af hvilke der står mest gny, og som indvarsler en ny epoke i historien, må Københavns Brand så ubetinget regnes. Hvis man ser på den blotte størrelse, står vor kongelige residensstad rigtignok tilbage for mange andre byer, men i betydning viger den kun for få; thi alt, hvad der sigter mod begge rigers ære og styrke, kan her beses som i et centrum. I forbindelse med branden viste den højsalige konges dyder sig i deres fuldeste glans, og hans godhed kom ret for dagen under denne alle omfattende hjemsøgelse. *Ned gennem seklerne skal det ihukommes, med hvilket snilde han under nød og betryk |222fremskaffede *levnedsmidler i rundelig mængde, med hvilken gavmildhed han tog vare på såvel enkeltpersoner som almenheden, og med hvilken fyrighed han *greb ind mod ulykkerne og gjorde front mod tilfældets luner – så at man kunne tro, at denne tragedie var indtruffet netop i vor tid for at skænke vor konges landsfaderlige omsorg et desto videre virkefelt.
Fra branden brød ud og hele tre uger frem, gik der knap en dag uden fare. For når folk kom styrtende for at redde ét hus, fik de tit bud om, at et andet stod i lys lue. *Det var en kilde til nye bange anelser, nye spådomme og nye rygter, og af angst lukkede ingen et øje i de uhyggelige, grufulde nætter. Nogle var lamslåede over alt det uforklarlige, og med blikket sænket mod jorden spåede de hele byens udslettelse; hvorimod andre skummede af raseri og krævede straf over *mordbrænderne. Men for mig kom alt dette ikke uventet, da erfaringen har lært mig, at sådanne ulykker er kædet sammen, og at den ene storbrand plejer at bære en ny i sit skød. *Sådan mindes jeg, at det er gået to gange i Bergen i Norge, hvor indbyggerne, der så tit har oplevet den slags katastrofer, efter enhver storbrand belaver sig på nye.
Da disse ulykker omsider fik ende, og man tog fat på at lægge planer for byens genrejsning, blev det skærende klart, hvilken mængde af planlæggere vor hovedstad plages af: Lige så mange hoveder, lige så mange planer; lige så mange hænder, lige så mange arkitekter; |223lige så mange huse, lige så mange diskussionsklubber. Man skulle tro, hele byen var blevet forvandlet til ét vældigt Collegium Politicum, så stor en høst var der af politikere; det lod til, at de voksede op af den nedbrændte bys aske. Ingen skipper blev ved sit kompas, ingen skomager ved sin læst. Især den gældsform, der går under betegnelsen prioriteter, og som tynger næsten hvert eneste hus, gav rigeligt stof til debat. Nogle mente, at de gamle behæftelser skulle slettes; andre, at de skulle bevares; atter andre plæderede for en kompromisløsning. – Der var andre ting, der i ikke ringere grad satte sindene i bevægelse; men dem forbigår jeg.
I dette hurlumhej af planer skrev jeg, for ikke at være den eneste, der sad med hænderne i skødet og undlod at give sit besyv med, *nogle afhandlinger, i hvilke de mest omtvistede spørgsmål underkastes en ganske grundig undersøgelse. Jeg hørte senere, at kongen havde læst dem mere end én gang, og det var mig en fryd, at de var blevet hædret med lovord fra så stor en fyrste.

Da hele dette røre – som jo var af den slags, der i almindelighed fremkaldes af en så indgribende omvæltning – omsider havde lagt sig, viede jeg mig atter til videnskaben, og i løbet af den følgende vinter lagde jeg sidste hånd på det værk, jeg længe havde haft for øje, og som nu endelig udkom i 1729 under titlen Beskrivelse af rigerne Danmark og Norge, 744 sider i kvart. *Bogen blev genoptrykt tre gange inden for to år, idet der findes to danske udgaver og én |224på tysk.
Dét var ligesom den impuls, der tændte mit mod på større opgaver, og jeg gav mig nu i lag med at skrive det danske folks historie hele vejen fra rigets barneår frem til vore dage – en fuldkommen halsløs gerning. Der er da heller ingen andre, der har forsøgt sig før mig; alle, der har gjort anstalter til at yde fædrelandet denne tjeneste, har nemlig brat trukket foden til sig igen, bort fra denne tornesti. Men da der er en særlig glæde ved at sejle ud og ind mellem skær, og jeg er vant til at bryde mig vej gennem tornekrat, blev jeg just af sagens vanskelighed tirret til at *prøve, hvad mine skuldre magtede, når det gjaldt om at løfte så massiv en opgave.
*Hele værket har jeg inddelt i tre bind, hvoraf det første, der rummer vort folks historie fra rigets grundlæggelse frem til Christian 2., udkom i 1732, 856 sider i kvart. I denne første del har jeg samvittighedsfuldt udforsket de kilder, af hvilke den vidt navnkundige *Huitfeldt øste sin historie, og ved disse kilders hjælp har jeg rettet en del fejl og udfyldt huller rundt omkring. De bøger – dels håndskrevne, dels trykte – og aktstykker, hvorfra det meste er hentet, har jeg anført i værkets fortale; og de forfattere, der hele vejen igennem fylder bogens margin, og som for størstedelens vedkommende er samtidige med begivenhederne, viser, hvor stort et lærd apparat jeg har måttet benytte for at tilendebringe denne historie. Det følgende år udkom andet bind på 922 sider, hvoraf næsten halvdelen |225alene omfatter Christian 4.s historie. Det meste er hentet op fra håndskrifter, for størstedelen egenhændige, ikke mindst fra denne store konges af ham selv skrevne breve – en hovedattraktion ved min bog. Endelig udkom tredje bind i 1735; det omfatter udelukkende Frederik 3.s historie og udgør 702 sider, foruden register til alle tre bind og *en indledende afhandling om de nordiske historieskrivere. Også i dette bind stammer størstedelen fra aktstykker, breve og andre håndskrevne kilder. Alt i alt kan jeg sige, at jeg har ladet vort folks historie komme for lyset i en ny og hidtil ukendt skikkelse.
Jeg indså, at jeg, inden jeg gav mig i kast med en så krævende opgave, måtte have et enormt apparat af håndskrifter til min rådighed. Derfor blev jeg nødt til at *støve rundt i alle afkroge af riget for at opspore historiske dokumenter. Og med en fantastisk beredvillighed kappedes alle, der hørte om mit forehavende, om at overlade mig alt, hvad de havde af håndskrifter.
Mens dette historiske værk holdt mig i ånde, kom der *en ny udgave af komedierne, både de trykte og de hidtil uudgivne. Denne sidste udgave omfatter femogtyve stykker, og hele værket er delt i fem bind. *Titlen på de nytilkomne, som aldrig har været spillet, er 1) Erasmus Montanus eller *Rasmus Berg, 2) De usynlige, 3) Den honnette |226ambition, som med vid satiriserer over de titeljægere, der under navn af honnet ambition jager efter tomme æresbevisninger, 4) Det lykkelige skibbrud og 5) Panisk rædsel. Jeg vil undlade at udlægge indholdet af disse komedier; det er nok at sige, at de alle er filosofiske og moralske, selv om titlen på de fleste af dem ikke synes at love andet end narrestreger.
*I mit tidligere brev omtales et lille arbejde betitlet Introduktion til natur- og folkeretten, og jeg anfører, hvilken skæbne det fik. Men dette værk, som i første omgang var blevet modtaget med kulde, fandt efter nogle års forløb så mange ivrigt interesserede købere, at det – da første udgave var blevet revet væk på kort tid – senere er blevet genudgivet to gange. Den tredje og sidste udgave kom i 1734 og er langt rigere på indhold end de foregående, af hvilken grund jeg har ændret titlen og i stedet for Introduktion til natur- og folkeretten har dristet mig til at kalde bogen Natur- og folkerettens system. Til denne sidste udgave er der føjet et register, noget, der manglede i de to tidligere.

Det ses af mit curriculum vitæ her, at jeg ikke har levet i lediggang. Men uanset hvor stor min flid kan forekomme Dem og andre af mine berømmere at være, så kniber det mig ikke desto mindre at værge mig mod en anklage for dovenskab fra dem, der *anlægger en anden målestok på videnskabeligt arbejde, end vi gør, og som finder, at *deklamere- og disputereøvelser er det eneste saliggørende. For eftersom dialektik har første prioritet |227ved visse universiteter, kan De let forestille Dem, at hos den stribe kernekarle, som kun kender til de trofæer, der kan rejses over nedlagte og ribbede opponenter, står *mine studeringer og granskninger ikke i høj kurs. Når det drejer sig om studiernes fremme, er jeg til enhver tid enig med andre lærde. Men når det gælder måden og midlerne, er jeg ikke sjældent uenig med dem, eftersom de punkter, som nogle så engageret anbefaler for at fremme videnskaben, forekommer mig at være lige så mange måder at hæmme den på.
I Deres sidste brev spørger De til mine livsvilkår og min aktuelle gøren og laden; så det emne må jeg også ind på for at imødekomme Deres videbegær. Jeg er tro mod min gamle livsform, og selv om mine midler er vokset så meget, at jeg godt kunne leve mere herskabeligt, end jeg har været vant til, fraviger jeg dog ikke mine gammelkendte rutiner. Så hvis De efter disse mange års forløb aflagde os her et besøg, ville De ikke finde noget forandret og påfaldende hos mig, ud over at mit ansigt har fået mere gammelmandspræg og min pande flere rynker; for gennem samfulde tyve år er jeg forblevet den samme. Kom De, ville De se, at jeg stadig *lunter om i byen på min vante vis til fods og uden livvagt, og at jeg *bliver overstænket af pløret fra de kareter, som andre herrer knejsende suser rundt i – forhen mine ligemænd, men nu mestendels højvelbårenheder og excellencer. Den forfængelige jagt efter titler, som De i sin tid, da De boede her i byen, fordømte så skarpt, har nemlig nu til dags nået et sådant omfang, *at det er lettere at finde excellencer |228end mennesker.
Nok om det! Jeg vender tilbage til mig selv. Der er dem, der betegner min enkle levevis som fornærethed og fedtethed. Men for at forsvare mig mod denne anklage giver jeg hvert år lige så meget til de fattige, som det i gennemsnit koster at føde på en lakaj, dvs. en drivert, der kun udspionerer sin herres gøren og laden; og jeg bor smukt, er fin i tøjet og køber tit bøger; og for at udrydde enhver mistanke *har jeg besluttet at testamentere alle mine midler til almenvellet. Et udkast til fundatsen, som jeg har udformet for længe siden, er blevet forelagt mine sædvanlige rådgivere, som forudser, at der ud af det vil strømme en god del gavn.
Jeg studerer endnu så meget, som mine spinkle kræfter tillader; jeg skriver, læser og tænker så meget, som det lader sig gøre i en by, der er proppet til randen med alt, hvad der kan distrahere en fra tilløb til studier; og (noget, De nok vil undre Dem over) i al den tummel lever jeg som en eremit. Kun to à tre eftermiddagstimer pr. dag afsætter jeg, for at friske mit legeme op, til spadseretur eller venner. Resten af tiden deler jeg mellem Muserne og musikken, mine eneste fornøjelser.
Til gavn for vore unge har jeg for nylig udgivet *lærebøger i historie og geografi, og de indgår i pensum såvel i begge rigers skoler som for de førsteårsstuderende på universitetet. Føjer man disse to til mine andre skrifter, har man omridset af en ikke helt ringe liste.
 
 
 
xxx
xxx