Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Det IVde SECULUM.
Forberedelse til det 4de Seculi Historie.Nu træder jeg til det merkværdigste Seculum, hvorudi Kirken under de Christne Keysere fik en gandske anden Skikkelse. Den havde hidindtil været regiert som en geistlig Republique, uden at dependere af nogen verdslig Øvrighed; Thi, saasom Keyserne vare Hedninger, og derforuden Troens Forfølgere, saa maatte de Christne selv have Omsorg for Kirke-Regimentet. Enhver Bisp gouvernerede sit Stift, og ordinerede Kirke-Sagerne, som han fandt for got, allene, naar store Tvistigheder reisede sig, traadde adskillige af dem udi Conference sammen, og er det saadanne Conferencer, som bleve kaldne Concilia. Men, da den høye Øvrighed selv blev Christen, forflyttedes Kirke-Regimentet fra Bisperne til Keyserne, saa man seer, at Constantinus, saavel som hans Efterkommere førte Directionen derover, hvilket var naturligt, hvorvel mange af den første Kirkes Etat havde fattet det Principium, at Kirke-Regimentet var noget, som var separered fra Staten, af hvilket Principio det to-dobbelte Regiment med Tiden er bleven indført, saa at man har giort Forskiæl imellem Kirke og Stat, bildende sig ind, at alt hvad under Forfølgelsen var stifted af den første Kirke, burte stedse staae ved Magt, og at den Christelige Religion førte det med sig, at derudi alle Regieringer skulde være en Status biceps, ey eftertænkende, at hvad tilforn af Nødvendighed var skeed, maatte ophøre, da den høye Øvrighed ved Troens Antagelse habiliterede sig til Kirke-Sagernes Administration, og at all to-dobbelt Myndighed strider imod sunde Regierings-Love og Fundamenter. Til denne Vildfarelses Bestyrkelse contribuerede ikke lidet Constantini Magni store Føyelighed; Thi endskiøndt han nok gav tilkiende sig at være Hoved for Kir|180ken, og ingen disputerede ham den Qualitet, saa dog, efterdi han selv var nyeligen omvendt, og gandske u-kyndig i Religionen, lod han mange Ting komme an paa Geistligheden, og stedse flatterede Bisperne, kaldende sig nu deres Søn, nu deres Broder, hvilket saavel de da levende Bispe, som deres Efterkommere, ikke have glemt at anføre til Beviis paa deres Rett og Høyhed, og saaledes med Tiden have skildt Regentere ved all geistlig Jurisdiction, og forflytted den gandske til Kirke-Forsamlinger, foregivende, at Christus selv var Kirkens Hoved, og derfore paa Conciliis betienede sig stedse af den Formular: Dette har Christus fundet for got. Og var Tilstanden saaledes indtil de Romerske Bispe begyndte at spille Mestere, og toge Anledning af de store Tvistigheder, som regierede paa Conciliis at tilegne sig den høyeste Jurisdiction, og maatte det da hede, at Kirken havde tvende Hoveder, et u-synligt, som var Christus, og et synligt, som var de Romerske Bispe eller St. Petri Successores. Dette skal altsammen successive vises udi efterfølgende Historie.
Da Keyser Constantius var falden udi en dødelig Sygdom i Britannien, anholdt han hos Galerium Maximianum, at han vilde overskikke til ham hans Søn Constantinum, som han længe forgieves havde skrevet efter. Galerius, som intet got Hierte bar til den unge Constantinum, havde søgt paa adskillige subtile Maader at skille ham ved Livet; Thi han torde ikke aabenbare legge Haand paa ham, af Frygt for Krigsfolket, af hvilket Constantinus var elsket. Da han nu af Faderens indstændige Skrivelse saae, at han ikke længere kunde holde paa Constantinum, lovede han ham endeligen, at han maatte reyse for at besøge sin Fader, skiøndt det var ikke hans Alvor; Thi han agtede under een og anden Prætext at arrestere ham paa Veyen. Dette merkede Constantinus, og derfore begav sig hemmelig paa Reysen, og fortsatt den med saadan Iil, at, endskiøndt Galerius lod sætte stærkt efter ham, kunde man dog ikke naae ham, saa at han kom lykkeligen til Britannien, hvor han endda fandt sin Fader levende. |181Men Constantius døde kort derefter, nemlig 306, og Constantinus blev af Krigshæren erklæret Romersk Keyser.
Constantini Ankomst til Regieringen.Dette er den bekiendte Constantinus, under hvilken Kirken fik en anden Skikkelse, og den Christelige Troe blev en herskende Religion, men saadant skeede ikke førend efter nogle Aars Regiering, og førend han havde overvundet de andre Keysere, som vare hans Modstandere, og han var bleven eene Herre over den Romerske Verden, thi den Christne Kirke udstod endda nogle Aar store Forfølgelser af de andre Keysere, som af Maximino, Maxentio og Licinio.
Medens disse Forfølgelser varede tillige med de indvortes Krige imellem de mange Keysere, som paa eengang regierede, opvaktes en stor Spliid i Kirken, og det ved saadan Leilighed: Da Mensurius, Biskopen af Carthago, ved Døden afgik, blev Cæcilianus af den Africanske Geistlighed og Almue udvalt til Biskop i hans Sted. Uroelighed udi Kirken til Carthago.Over dette Vall bare Botrus og Celeusius, som selv aspirerede til saadan Værdighed, stor Fortrydelse. Disse forbunde sig med en anseelig riig Carthaginensisk Dame, ved Navn Lucilla, separerede sig fra Cæciliano, og foregave at hans Ordination burdte til intet giøres. For dette Parti blev Hoved een ved Navn Donatus, som fik paa sin Side hen ved 70 misfornøyede Africanske Biskoper, hvilke stævnede Cæcilianum til at møde for dem. Og, saasom han ikke vilde beqvemme sig dertil, fældede de Dom over ham, og dertil foregave 3 Aarsager, 1) fordi han efter Stævning ikke havde villet møde, 2) efterdi han, som de foregave, havde været ordineret af dem, som udi Forfølgelsen vare faldne fra Troen, 3) efterdi der sagdes, at han skulde have hindret at føre Levnets-Midler til nogle Martyrer, som vare fængslede. Paa disse Beskyldninger erklærede de det Carthaginensiske Sæde ledigt, og ordinerede een af Lucillæ Tilhængere, ved Navn Majorinus, til Biskop. Saaledes blev der et Schisma Donatisternes Begyndelse.i Kirken, og var dette Oprindelsen til den Sect kaldet Donatister, som adspredede sig over heele Africa, og varede udi |182mange Aar. Om dem gives ofte Leilighed at tale videre siden. De differerede vel udi Lærdommen ikke fra de andre Christne, men vare dog af alle Kiettere de farligste, saasom de vare hevngierige og hadefulde, holdte sig bedre og helligere end alle andre, og ved intet Middel kunde bevæges til Fred og Foreening, og at communicere med Cæciliani og hans Eftermænds Parti. Og seer man deraf, at simple Separatister ere ofte slemmere og skadeligere Folk, end dem som virkeligen føre falsk Lærdom.
For at komme til Constantinum igien, da stræbede Herculius ham stedse efter Livet, endskiøndt han var hans Svigersøn, havende hans Dotter Fausta til Ægte. (Zosimus, som over alt søger at sværte Constantinum, siger, at den Fortrydelse, man bar over hans Forfremmelse, reisede sig deraf, at han ikke var fød af et lovligt Ægteskab, og at Helena hans Moder var ikke Constantini rette Hustrue (a).) Kriig imellem de Romerske Keysere.Men just da Herculius eengang om Nattetider listede sig ind i Constantini Sængekammer for at myrde ham, blev han greben udi Gierningen af Constantini Folk, og qvalt med en Strikke. Dette søgte Maxentius Herculii Søn, at hævne, og derfore erklærede Constantino Krig. Constantinus forsømmede sig paa sin Side ikke, men fik en stor Krigs-Magt paa Beenene, hvormed han gik Maxentio i Møde for at levere ham et Feltslag. Begyndelse til Constantini Omvendelse. Førend det kom dertil, giorde Constantinus nøye Reflexion over det Romerske Riges da værende Tilstand. Han mærkede, at de Christnes Tall var saaledes forøget, at de fast over balancerede Hedningerne. Han kunde giette sig til, at en Religion, der u-anseet saa store og haarde Forfølgelser havde haft saadan Fremgang, vilde omsider eengang triumphere, ja at Hedenskabet vilde i en Hast kuldkastes, hvis Keyserne selv erklærede sig for den Christne Troe. Udi disse Conjuncturer fandt han for den sikkerste Vey at slaae sig aabenbare til de Christnes Parti, saasom han derved ikke alleene kunde komme i Stand at balancere mod alle de andre Keysere, men endogsaa med Tiiden
(a) Zosimi Hist. Rom. Lib. 2.
|183faae Herredommet allene; Thi at Høyhed og egen Sikkerhed jo haver incurreret i dette store Værk, kand vel ikke nægtes, hvorvel der ogsaa ikke kand tviles paa, at saadant jo blev foretagen eendeel af Kiærlighed til Religionen selv, hvorom han havde fattet en høy Idée af den utroelige Bestandighed, hvormed de Christne udstode de grueligste Forfølgelser. Ikke at tale om, at ham ved Fødselen vare indpræntede gode Tanker om Christendommen, og at han udi dens Beskyttelse fuldte sine Forældres Fodspor. Dette er hvad man med Upartiskhed kand sige om Constantini Omvendelse, og for at gaae en Middelvey imellem Zosimum, der tilskriver den alleene egen Interesse, og Eusebium, som deraf giør et Mirakel, og sætter hans Omvendelse i Classe med St. Pauli Conversion. Historien deraf kand jeg ikke forbigaae her at anføre, saasom den findes hos Eusebium, der vidner at have hørt den af Keyserens egen Mund saaledes: (a)
Hans Omvendelses Historie hos Eusebium.Da Constantinus, som laae udi Felten mod Maxentium, merkede, at den fiendlige Magt var ham overlegen, og at han uden Guddommelig Beskyttelse ikke kunde holde Stand mod sine Modstandere, adresserede han sig til de Christnes GUd, som havde beskyttet hans Fader Constantium, bedende inderligen, at han vilde ved et Tegn aabenbare sig for ham. Da han saaledes var mit udi sine Bønner, blev han vaer paa Himmelen et skinnende Kaars med denne Inscription: In hoc Signo vinces.Udi dette skal du vinde. Det blev ikke derved; Christus aabenbarede sig derpaa efterfølgende Natt for ham med samme Tegn, og befoel ham at bruge det udi Feltslag mod sine Fiender. Keyseren gav dette strax tilkiende for sine Folk, og lod giøre et Kaars af Guld med Ædelsteene besatt, som blev satt udi hans Feldtegn, beskikkede 50 af de beste og skikkeligste Krigs-Folk til at bære det samme vexelviis. Udi de Tvistigheder, som ere faldne over dette Mirakel, tager jeg intet Parti: Jeg vil kun allene sige dette, at Gotfried Arnolds Argument, som han tager af Eusebii Taushed i hans
(a) Euseb. vita Constant. Lib. 1. cap. 28.
|184Historie, for at svække dette Mirakel, er ikke saa sterkt som han bilder sig ind: Thi, det kand være at Eusebius skrev sin Historie, førend han fik at vide dette Syn af Keyseren, og at han siden har indført det udi Constantini Levnets Beskrivelse.
Efter at dette var skeed, og Constantinus havde af de nærværende Biskoper ladet sig undervise i Troen, gik han med Frimodighed sin Fiende i Møde, og erholdt en fuldkommen Sejer. Maxentius selv druknede i Flugten udi Tiber-Strømmen, og da man siden fandt hans Legeme, lod manman]man] maa A man] maa A Hovedet afhugge og føre paa et Spyd til Rom: 312Dette skeede Aar 312. Hvorpaa Constantinus begav sig til Rom, hvor han med stor Glæde blev imodtagen. Lige saadan Lykke havde hans Svoger Licinius mod Maximinum, hvilken iligemaade blev overvunden, og døde udi Ælendighed; Hvorudover det heele Romerske Herredom faldt til Constantinum og Licinium alleene.
Disse tvende Svogre regierede en Tiid lang udi fortroelig Venskab med hinanden, og udgave favorable Forordninger for de Christne, saa at Forfølgelserne imidlertiid gandske ophørede, og Kirken havde en fuldkommen Fred. Medens denne Velstand varede, havde den Christelige Troe en stor Fremgang, og adskillige Kirker, som udi Forfølgelsen vare nedbrudte, bleve igien opbygde, og tales der besynderligen om Kirken af Tyro, hvis Indvielse skeede ved en Tale holden af den bekiendte Cæsaræisk Bisp Eusebio (a). Og. Og]. Og] , Og A, , og B; , Og Liebenberg . Og] , Og A, , og B; , Og Liebenberg er dette den første Beskrivelse man haver paa de gamle Kirker. Det er troeligt, at den blev bygged efter den samme Modele, som den forrige havde, saasom man seer, at de Kirker, som bleve siden oprettede paa adskillige andre Steder, havde samme Form og Skikkelse, som denne Kirke udi Tyro, og deraf kand sluttes, at der endogsaa under de Hedenske Keysere har været skiønne veldannede Templer indrettede. Af den Tale, som
(a)Euseb. Hist. Eccl. Lib. 10. Cap. 4. hvor han dog ikke nævner sig ved Navn, men af Modestie siger, at saadan Tale blev holden af en Person af faa Meriter.
|185Eusebius holdt ved denne Kirkes Indvielse, seer man, at der endda var god Forstaaelse imellem Licinium og Constantinum, og at den første, hvorvel han ikke havde antaget Christi Lærdom, føyede sig dog efter Constantinum i at beskytte de Christne.
Constantinus antager den Christelige Troe.Constantinus derimod havde ikke allene aabenbare antaget Troen, men stræbede af all Magt at befodre dens Tilvæxt, og at udrødde den Hedenske Overtroe. Og var det i den Henseende, at han paa den Tiid ikke vilde celebrere de Romerske Ludos Seculares, som indfaldt udi det Aar 313, hvorover Hedningene bare stor Fortrydelse, saasom de ansaae deslige Høytideligheder, som Hoved-Poster i deres Religion. Hans Devotion gik saa vidt, at han lod sætte Kaars paa alle Feldtegn, ja at han selv skrev Formularer til Bønner for Soldaterne (a), og paa adskillige Mynt, som da blev slagen, sees hans Portrait bedende paa Knæe. Indictioner.Dette Aar var ellers det første af de saa kaldne Romerske Indictioner, hvoraf bleve regnede 15 efter hinanden, saaledes, at naar det 15de Indictions-Aar var til Ende, begyndte man at regne fra det første igien. Og er det fornødent her at vise Indictionernes Begyndelse, efterdi man bruger endnu den Regning udi Kirkens Stiil. Ordet betyder et Paabud eller Skats Paalæggelse, som skeede hvert Aar for Vinterens Begyndelse, uden Tvil til de Romerske Soldaters Underholdning, som vare forbundne til at tiene udi 15 Aar.
Donatisternes Schisma holder ved.Den Spliid, som Donatus havde opvakt udi Kirken, gav Constantino paa samme Tiid nok at bestille. Donatisterne foregave, at Cæciliani Vall var u-retmæssigt, og søgte ved Keyseren at giøre det til intet. For at dømme i denne Tvistighed, blev til Rom holdet et Concilium 313, udi Keyserindens Faustæ Pallads, hvor efter Sagens Forhør de Beskyldninger, som giordtes mod Cæcilianum, bleve kiendte u-gyldige, og hans Vall confirmered. Men Donatisterne lode sig ikke nøye dermed, de foregave, at de Geistliges Tall udi det Romerske Concilio havde været alt for li-
(a) Euseb. vit. Constant. Lib. 4. Cap. 20.
|186det og u-tilstrækkeligt for at dømme i en saa vigtig Sag, og meenede de, at den vilde faae langt andet Udfald, hvis den blev forhørt udi een meere Tallrig og fuldkommen Forsamling. Concilium til Arles.Herudover lod Keyseren Aaret derefter sammenkalde et større Mode til Arles udi Gallien, hvorudi Cæcilianus atter blev frikiendt, og hans Anklagere fordømte, og blev denne Dom siden confirmered af Keyseren. Paa dette Concilio bleve ellers forfærdigede adskillige Canones, angaaende Kirkens Discipline, blant andet, at Paaske-Fæsten skal overalt holdes paa een Dag; Hvilken Anordning holdtes nødvendig, Dets Canones.efterdi adskillige endda celebrerede den 14de Dag efter Ny Maane, som havde tilforn givet Anledning til store Tvistigheder. 2) Kirke-Betientere skal stedse forblive i det Kald, hvor de eengang have været ordinerede. 3) Diaconi maa ikke forrette Alterets Sacramente, ey heller tilegne sig nogen Forretning, som tilhører Præsterne. 4) dersom nogen er døbt udi den Hellig Trefoldigheds Navn, endskiøndt han er bleven døbt af Kiettere, maa han ikke omdøbes &c. Foruden dette Concilium bleve kort derefter holdne tvende andre, eet til Ancyra, og et andet til Neo-Cæsarea, hvorudi adskillige andre Canones bleve giorte.
Krig imellem Constantinum og Licinium.Hidindtil havde der været Fred imellem de tvende Keysere Licinium og Constantinum. Men man finder, at der udi det Aar 314 har reiset sig Misforstand imellem dem, saa at Licinius af Had til Constantinum begyndte at forfølge de Christne. Denne Misforstand brød endeligen ud til en aabenbare Krig, og blev der holdet et Feldtslag samme Aar udi Pannonien, hvorudi Constantinus erholdt Seyer. Herudover maatte Licinius bede om Fred, hvilken han ogsaa erholdt, og blev Keyserdommet paa ny igien deelt imellem dem.
Men den Bitterhed, som Licinius havde fattet mod Constantinum, døde derved ikke ud; Thi han begyndte strax paa nye at forfølge de Christne igien, endskiønt hans Ord svarede ikke til hans Gierninger; Thi paa samme Tiid, som Forfølgelserne vare |187paa det heftigste, stillede han sig an som han var en Hader deraf, og vilde intet høre tale derom. Saaledes var Tilstanden udi nogle Aar, indtil en ny Krig udbrød imellem Keyserne, og hvortil Constantinus tog Anledning af den Forfølgelse, som Licinius øvede mod de Christne. Store Tilberedelser.Krigen begyndte udi det Aar 323, og Tilberedelserne vare paa begge Sider store. Constantinus havde 200 Galleier, 120000 Fodfolk og 10000 Ryttere, og Licinii Magt saavel til Lands, som til Vands, var meget større. Slag ved Adrianopel.Efterfølgende Aar 324 blev holdet et stort Slag nær ved Adrianopel, hvorudi Licinius med Forliis af 34000 Mænd maatte tage Flugten og indslutte sig udi Byzantio, 324.hvor han blev beleyred baade til Lands og Vands, efterat hans Flode ogsaa var slagen ved Gallipoli. Han fandt Leylighed at undflye af Byzantio, fik en ny Krigs-Hær paa Beenene, og leverede Constantino atter et Feldtslag ved Chalcedonien, hvor han igien blev overvunden, og retirerede sig til Nicomedien. Efterat han en tiidlang der havde været beleyret, og han saae ingen Redning for sig, begav han sig udaf Staden til Constantini Leyer, og bad om Liv og Naade, hvilket Seyer-Herren undte ham, Constantinus bliver eene Keyser.og skikkede ham til Thessalonica. Men, som han endda ikke kunde holde sig i Roelighed, blev han omkommen Aaret derefter. Og blev saaledes Constantinus eene Mester over det heele Romerske Herredom.
Nogle Aar førend den sidste Krig med Licinio gik for sig, udspirede det store Arianske Kietterie, som udi nogle 100 Aar har foruroeliget Kirken, og undertiden taget saadan Overhaand, at det overalt har spillet Mester, og været beskytted af adskillige Keysere selv. Samme navnkundige Kietterie havde saadan Oprindelse:
Forberedelse til Historien af det Arianske Kietterie.Kirken havde bestandigen udi de tvende første Seculis troed een eeneste GUd, 3 distincte Personer udi eet Guddommeligt Væsen, item, at Sønnen udi Magt, Værdighed og Ævighed var lige med Faderen, og alle de gamle Fædre havde været eenige udi samme Meening om den Hellig Tre-Eenighed. Man kand alleneste sige, at een Deel af dem explicerede sig da ikke saa ty|188deligen derudi, som nu omstunder, hvorudover, naar man løsligen læser een og andens Expressioner, synes det at nogle af dem have tilskrevet Sønnen en Fødsel efter Faderen. Men at saadant ikke har været deres Meening, sees klarligen deraf, at de have fordømt alle dem, som giorde Sønnen til et Creature eller en udi Tiden skabt Person, saaledes bleve Ebioniterne holdne for Kiettere, efterdi de førte saadan Lærdom: Paulus Samosatenus blev og i samme henseende fordømt paa det Antiochiske Mode. Den første Kirkes Lærdom om Sønnens Guddom.Ja, naar man med Fliid examinerer Fædrenes Skrifter, seer man, at de ikke tale om een saadan slags Fødsel, hvorved Sønnen har haft en Begyndelse, men at de derved alleene have forstaaet en metaphorisk og figurered Fødsel, ligesom de derved vilde sige, at Ordet, som var i og med Faderen fra Ævighed, er udgangen fra Faderen ved en slags Operation, for at danne Verden og tilkiendegive sig selv med Faderen for de skabte Ting, saa at det er i Henseende til denne Emanation og Aabenbarelse at Skriften kalder ham GUds Førstefødde. Og kand man holde dette for en Nøgel til at forstaae de første Kirke-Fædre, og for at hæve de Scrupler, som eendeel af deres Talemaader kand foraarsage. Endeligen, at de første Kirke-Fædre, u-anseet ovenmeldte Talemaader, ikke have haft andre Tanker om Sønnens Guddom, sees deraf, at mange efter det Nicæniske Concilium, blant andre Athanasius, Arii største Modstander og den heftigste Forfægter af Sønnens Consubstantialitet med Faderen, haver brugt samme Expressioner, og tilskrevet Sønnen tvende slags Fødseler. Den første, hvorved han fra all Ævighed har været i og med Faderen, udi hvilken Henseende han kaldes GUd Faders eeneste Søn, (μονογενης): Den anden Fødsel, hvorved han er gaaen ud fra Faderen, for at skabe Verden, og er det i den Henseende, han ofte bliver kalden den Førstefødde af alle Creature. Og den 3die Fødsel, hvorved han er bleven et Menneske, udi hvilken Henseende der siges, at Ordet er giort Kiød. Efterdi nu Athanasius selv førte saadan Lærdom, saa har man ingen Føye til at beskylde de første Kirke-Fædre for Arianismus, efterdi de have talt ligesom han.
|189Denne Forklaring, hvorudi jeg har efterfuldt den store Engelske Theologum D. Bull, synes mig at være den beste Nøgel til at forstaae de første Kirkefædres Meening om SønnensSønnens]Sønnens] B, Sønnes A Sønnens] B, Sønnes A Guddom, og at igiendrive dem, der af een og anden Expression have holdet for, at bemældte Fædre have haft samme Meening om GUds Søn, som Arius siden forplantede; Thi at vilde sige, at Fædrene herudi altiid have expliceret sig paa een Maade, er at nægte Historien, og, at henføre alle deres Talemaader om Sønnens Fødsel udi Tiiden til Christi Menniskelige Natur alleene, er vanskeligt, efterdi de synes at tale om den heele Person. Ja, naar man hører bemældte Fædre nu at kalde Christum GUds ævige Søn, nu igien den Førstefødde af alle Creature, kand man ikke, uden at beskylde dem for at contradicere sig selv, falde paa andre Tanker, nemlig at de have haft for Øyne Fødselens adskillige Grader.
Heraf kand man da formere sig et Systema over Lærdommen udi de 2 første Seculis, nemlig at Lærerne have troet, Sønnen at have været udi Faderens Væsen fra Ævighed, i hvilken henseende de fordømte dem, som regnede ham blant de skabte Ting. Iligemaade at de holdte Sønnen for en Distinct guddommelig Person fra Faderen, i hvilken henseende de erklærede Sabellium for en Kietter, efterdi han confunderede Personerne, sigende, at de ikke differerede fra hinanden uden udi det blotte Navn. Dette kand man allene sige, at de ikke lige distincte og tydeligen have expliceret sig allevegne. Herudover da den Alexandrinske Biskop Alexander udi Begyndelsen af dette Seculo tog sig fore at giøre en meere præcise og tydelig Forklaring herover, og offentligen lærede, at der var Eenighed udi Trefoldigheden, spidsede adskillige Ørene dertil, helst de som havde meest Afskye for Sabellii Lærdom om Personernes Confusion, item alle de som meest vare indtagne af Platonis Philosophie, hvilken saa vel Jødiske som Christne Lærere udi lang Tiid havde haft stor Smag udi, og confunderet den Christne Tre-Eenighed med Platonis Meening om GUds Væsen, hvorudi Ordet eller λόγος, som vi kalde |190Sønnen, subordineres Faderen (a), saa at de ansaae Biskopen, som den, der vilde fornye Sabellianismum igien. Blant dem der giorde saadan Udtolkning var fornemmeligen en Alexandrinsk Præst, ved Arii Portrait.Navn Arius. Samme Arius var begaven med et stort Pund af Veltalenhed, og havde (b) Anseelse af Dyd og Nidkierhed. Hans Omgiengelse var sød og angenem, og hans Opførsel ærbar og ordentlig;ordentlig;]ordentlig;] ordentlig, A B; ordentlig; Liebenberg, ordentlig, SS ordentlig;] ordentlig, A B; ordentlig; Liebenberg, ordentlig, SS hvad Legemets Skikkelse angaar, da var han vel skabt, meget høy og anseelig, havde et ærbart Ansigt, og en Mine, som den der foragter Verden: Han var ogsaa distinguered udi Klædedragt, som var tarvelig og hart ad saadan som Munkene bære, saa at han i henseende til Sindets Gaver, Legemets Skikkelse, udvortes Opførsel og særdeles Klædedragt var distingvered fra andre Geistlige. Og som han tillige med var en stor og subtil Disputator, blev han anseet som den der kunde tilføye den Christen Kirke et stort Skaar, hvis han anvendte sit Pund til at forfægte vrang Lærdom.
Han var fød udi Lybien, og havde een Tiid lang fuldt Meletium, der havde afsondret sig fra Kirken, men han faldt siden derfra, og forligede sig med den Alexandrinske Biskop igien, efter hvis Død han giorde sig Forhaabning om Bispestoelen, hvilken Forhaabning dog slog ham feil, efterdi først Achillas og siden ovenmældte Alexander bleve udvaldte til Bisper udi Alexandria, og meenes derfor at Fortrydelse over saadan Exclusion tildeels bragte ham til at dadle Alexandri Lærdom (c). HvilArii Lærdom.ket jeg dog vil lade staae ved sit Værd. Vist nok er det, at Arius beskyldte Biskopen for at fornye Sabellii Lærdom om de guddommelige Personers Confusion, og faldt hen til en anden Extremitet, sigende, at dersom Faderen har født Sønnen, saa maa Sønnen have en Begyndelse, og Conseqventer maa der have været en Tiid, paa hvilken han ikke har været til.
(a) Hieron. adversus Luciferum. Revera de Platonis & Aristotelis sinu in Episcopatum sumuntur.
(b) Epiphan. hæres 69.
(c) Socrat. hist. Eccl. Lib. 1. Cap. 5.
Arius udstrøede denne sin Lærdom først udi særdeles Selskabe allene; Men da han saae sig af adskillige at finde Bifald, og hans Tilhængere dagligen at formeeres, begyndte han offentligen at prædike derom, Foraarsager Uroelighed.saa at der blev en stor Strid udi de Alexandrinske Meenigheder, samtlige Christne til Forargelse, og fandtes der de, som lastede begge, og holdte for at Biskopen selv herved affecterede for meget at lade see sin Skarpsindighed, i at forklare de største Mysteria i Religionen: Saaledes raisonerer og Socrates derom udi hans Kirke-Historie (a). Biskop Alexander søgte strax med Ord at bringe ham paa rette Vey igien; men forgieves; Thi Arius blev ved at lære som tilforn, og hans Parti tog meere og meere til. Hvorudover Alexander omsider fandt nødigt at sammenkalde et Concilium. Udi samme Concilio, som blev holdet Anno 320, blev Arius tillige med 9 Diaconi af hans Parti eenstemmigen fordømt.
Dette forbittrede ham saaledes, at han tog gandske Masqven af, og formerede et sterkt Parti imod den Alexandrinske Kirke; og fik han paa sin Side ikke allene en stor Hob Almue, men endogsaa adskillige Biskoper, blant hvilke den bekiendte Eusebium af Nicomedia, hvilken siden blev ligesom Hoved for det Arianske Parti, saasom han var een af de anseeligste Bisper paa de Tiider, en stor Hofmand og Keyserens Favorit. Arius excommuniceres.Dette foraarsagede at Alexander sammenkaldte et nyt Concilium udi Alexandria, hvorudi Arius med hans Tilhængere igien blev excommunicered, og gav Alexander paa samme Tiid alle Bisper tilkiende af hvad Aarsag han skreed til saadan Procedure, og viisede udi adskillige Breve, som vi endnu have, den Arianske Lærdoms Urigtighed.
Hans Skrifter.Arius, efterat han saaledes var bleven fordømt, forlod han Alexandrien, og retirerede sig til Palæstina, hvor han fandt Medhold af nogle Biskoper, og tilskrev han da sin store Beskytter Eusebio af Nicomedia et merkeligt Brev, hvorudi han igien-
(a) Socrat. ibid.
|192nemheiler sine Modstandere, og beskylder dem for at imodsige sig selv, i det de sige at GUds Søn er født, og dog ingen Begyndelse haver. Udi samme Brev forklarer han og sin egen Meening saaledes: Man forfølger os fordi vi sige, Sønnen har en Begyndelse, men GUd ingen, item efterdi vi holde for at Sønnen er skabt af intet, hvilket vi dog ikke kand andet end sige, saasom han ikke er en Portion eller Deel af GUd. Men det som gav meest Opsigt var et Skrift, som Arius lod udgaae under det Navn af Thalia; Samme Skrift indeholdt tydeligen hans falske Lærdom, og havde han ladet det sætte paa Sang, paa det at den gemeene Almue kunde finde desstørre Behag derudi.
Den Forvirrelse, som Arii Lærdom foraarsagede udi Kirken, havde Keyser Constantinus hidindtil ikke været i Stand at hemme, efterdi han paa samme Tiid havde at bestille med Licinio. Saa snart bemældte Licinius var røddet af Veyen, tog han sig først fore at skaffe Kirken Fred og bestandig Sikkerhed for Hedningers Overvold. Han forordnede strax at alle de, som vare drevne udi Landflygtighed for Religionens Constantinus forfremmer den Christelige Troe.Skyld, skulde have Frihed at komme tilbage (a), og at de som vare deres Gods berøvede, skulde det igien bekomme. De Gouverneurs som han skikkede til Provincerne vare mestendeels Christne, og de, som endda vare Hedninger, finge Befalning ikke at offre til Guderne meere. Videre lod han ved en vidtløftig Skrivelse formane Indbyggerne i Orienten at forlade Hedenskabet, og at antage den Christelige Religion, erklærede dog derved, at han ingen vilde tvinge, men lade enhver Samvittigheds Frihed, forkastende deres Anslag, som raadede ham til at nedrive de Hedenske Temple, saasom han holdt Violence og Forfølgelse at stride mod den Christelige Religions Principia.
(a) Euseb. vit. Constant. Lib. 2. cap. 20. seqq.
|193Hans Tanker om Arii Lærdom.Efterat Kirken saaledes var satt i Sikkerhed for udvortes Fiender, kastede Constantinus sine Øyen til dens indvortes Tilstand, hvilken da formedelst Arii Lærdom var bragt udi saadan Forvirrelse, at Hedningene deraf toge Leilighed til at drive Spott med den Christne Religion, saaledes at de præsenterede disse Tvistigheder paa deres Theatris (a). Dette bragte Keyseren udi stor Bekymring, men, saasom han endda ikke var døbt, og ey fuldkommeligen var underrettet i Lærdommen, var det læt for Eusebius af Nicomedia, at bringe ham til at fatte milde Tanker om Arii Lærdom, helst saasom Keyseren, efter den Seyer han havde erholdet over Licinium, opholdt sig udi Nicomedia, hvor Eusebius havde dagligen Leilighed at tale med ham. Eusebius foredrog da Constantino, at den Tvistighed, som da regierede udi Kirken, var kun en Ord-Krig, og som besynderligen reisede sig af Alexandri Animositet mod Arium, hvorom da Keyseren blev persvaderet, affærdigede han den bekiendte Ærværdige Osium, Biskopen af Corduva, med Skrivelse, baade til Alexandrum og Arium (b), hvorudi han formanede dem ikke at foruroelige Kirken ved u-nyttige Ord-Krige, og raadede dem til Fred og Forliig. Det er troeligt, at Eusebius har smiddet samme Brev, saasom Alexander derudi mest sættes til Rette, og en saa vigtig Qvæstion bliver giordt til en Ord-Krig.
Osius begav sig med Keyserens Brev til Alexandria, hvor han strax lod forsamle et Mode. Men hverken samme Mode, ey heller Constantini Brev havde nogen Virkning Det første almindelige Concilium til Nicæa. (c), hvorudover man merkede, at der behøvedes andre kraftigere Middeler til at dæmpe denne U-roelighed. Udi denne Tilstand blev Keyseren raadet at sammenkalde et almindeligt Concilium, og blev den Stad Nicæa udi Bithynien, som ikke var langt fra Nicomedia, hvor Keyseren residerede, beskikked til Sammel-Plads, og er dette det første almindelige Concilium udi den Christen Kirke, efterdi
(a) Euseb. vit. Constant. Lib. 2. Cap. 61.
(b) Euseb. vit. Const. Lib. 2. Cap. 69.
(c) Gelas. de rebus in Nicæna Synodo gest. apud Photium.
|194Kirken for den Tiid, saa længe som Forfølgelserne varede, og den havde levet under Hedenske Keysere, ikke havde haft Leilighed, uden at holde maadelige Forsamlinger.
Bisperne, som komme sammen til Nicæa, vare udi Tall 318 foruden en stor Mængde af Præster og Diaconi og tvende Legater fra det Romerske Sæde, nemlig Vitus og Vincentius: Og den som præsiderede udi Concilio var Osius, Biskopen af Corduba, en Ærværdig gammel Mand af henved 70 Aar, der udi 30 Aar havde været Biskop, og udi Forfølgelsen under Maximiano havde med Frimodighed bekiendt Christi Navn. Der lode sig ogsaa indfinde nogle Hedenske Philosophi, eendeel for at informere sig om den Christelige Lærdom, andre, for at opvække Disputer og at Arius møder. sætte Spliid iblant de Christne. Arius, for hvis skyld dette Concilium var samled, blev strax fremkalden, for at giøre rede til sin Lærdom. Han forklarede da uden Sky alle sine Vildfarelser, som ginge derud paa, at Sønnen var skabt af intet, som andre Creature, saa at de andre Bisper derover stoppede deres Øren. Nogle vilde at han strax skulde fordømmes; Andre derimod holdte for at det ikke skulde skee uden foregaaende Examen og videre Conferencer, hvilket ogsaa skeede; og distingverede sig da besynderlig en Diaconus ved Navn Athanasius, 325som siden blev Biskop i Alexandria og Arii største Modstander.
Første Session.Den første offentlige Session, som blev holden udi Junio 325, blev begyndt med en Tale til Keyseren, som selv besvarede den paa Latin, hvilket var hans Moders Maal, hvorvel det ellers ikke blev brugt paa dette Concilio, efterdi de fleeste Bisper vare fra Grækenland og Orienten, hvor det Grædske Sprog overalt taledes. Man tog sig strax for at examinere Arii Lærdom, hvilket ikke skeede uden Disputer, derpaa lod man oplæse et Brev, som var skrevet af Eusebio af Nicomedia, hvorudi han blant andet siger, at, dersom man vil holde for at GUds Søn er u-skabt, maa man ogsaa sige, at han er consubstantiel med Faderen, hvorved Eusebii Tilhængere meenede at studse de andre Fædre, efterdi |195samme Ord tilforn var forkastet af det Antiochiske Mode mod Paulum Samosatenum, hvorvel udi en anden Meening, som forhen er viiset. Fædrene holdte sig derfor i Begyndelsen allene til Skriftens Ord, og visede at Christus derudi kaldes GUds Søn. Men, som Arianerne foregave, at den Titel var tilfælles endogsaa for udvalde Creature, som kaldes GUds Børn, maatte Fædrene Det Ord Consubstantialitas authoriseres.meere tydeligen forklare hvorudi GUds Søn differerede fra andre, saa kaldne GUds Børn, nemlig at han var af Faderens Substantia, og blev saaledes det Ord Substantia og Consubstantialitas, som tilforn udi Pauli Samosateni Meening havde været forkast, nu som af Fornødenhed i en anden Meening antaget, og stedse siden den Tiid har været brugt udi Kirken som en fornøden Terminus mod Arianernes Chicaner. Thi hvad andre Ord man vilde binde dem med, og hvad andre Formuler man forelagde dem, saa vare de færdige til at underskrive de samme, uden at vige fra deres forrige Meening, saa at de talede ligesom Kirkens rette Lærere, og siden søgte Udflugter ved andre Forklaringer. Saaledes tilstode de, at Sønnen var en sand GUd, Faderens Dets Virkning.Kraft, Viisdom og Billede, og ham liig udi alle Ting, saa at de syntes at føre samme Lærdom som Kirken, men forklarede det siden saaledes, at alle deslige Prædicata kunde ogsaa passe sig paa Creature, som sagdes at være skabt efter Guds Lignelse, og at være hans Billede. Men det Ord Consubstantialitet afskar dem al Leilighed til Udflugt, og tvang dem til at bringe deres rette Meening for Dagen, som de ellers skiulede under dobbelt-lydende Ord. Ellers gav fornemmelig Anledning til Ordets Indførsel det Brev fra Eusebio af Nicomedia, hvorudi han forkastede den Terminum *ομοέσιος, saa at samme Forkastelse drev de andre Bisper mest til at betiene sig af den Talemaade (a). Saasom derfor denne Terminus var den største Skræk for dem, saa søgte de strax at forkaste den, først i henseende, at den ikke fandtes i Skriften, dernæst at den af Kirken selv tilforn havde været fordømt. Men Fædrene visede, at
(a) Ambros. Lib. 3. de fide cap. ult. Auctor ipsorum Eusebius Nicomed. Episcopus Epistola sua.
|196om det Ord Consubstantialitet ikke expresse fandtes i Skriften, saa fandtes dets Betydelse der dog. De visede derforuden udi hvilken henseende det var forkasted udi det Antiochiske Concilio, efterdi Paulus Samosatenus forklarede det paa en grov og materialsk Maade, ligesom man siger, at mange Stykker Mynt er af een Metall.
Efterat Fædrene nu havde foreenet sig om at antage samme Ord, som det beqvemmeste for at gaae Arianernes Subtiliteter i møde; opsatt Osius en Formular til Symbolum Nicænum.Underskrivning, hvilket er det Navnkundige Nicæniske Symbolum, og som lyder saaledes: Vi troe paa en eeneste GUD, en almægtig Skaber af alle Ting, saavel synlige som u-synlige, og paa en HErre JEsum Christum, GUds eeneste Søn, fød af Faderen, det er at sige: af hans Substantia, GUd af GUd, Lys af Lys, sand GUd af sand GUd, fød og ikke skabt, consubstantiel med Faderen, og ved hvilken alle Ting udi Himmelen og paa Jorden ere giordte, som for Menneskets Salighed er nedstegen af Himmelen, har paataget sig Kiød og er bleven et Menneske, har lidet Døden, er opstaaen 3die Dag, er opfaren til Himmels, og skal tilbage komme at dømme Levende og Døde. Vi troe ogsaa paa den Hellig Aand &c.
Dets Underskrivelse.Alle nærværende Bisper underskreve denne Bekiendelse, undtagen nogle af Arii Tilhængere, besynderligen 5, nemlig Eusebius af Nicomedia, Theognis af Nicæa, Maris af Chalcedonien, Theonas og Secundus af Libyen; Men Eusebius, Theognis og Maris stode siden, af Frygt for Afsættelse, fra deres Meening, saa at der blev ingen uden Theonas og Secundus tilbage, som ikke vilde give sig. Den lærde Eusebius af Cæsarea stridede den første Dag mod det Ord Consubstantialitet, men beqvemmede Arii Fordømmelse.sig den anden Dag til at antage det. Derpaa blev Arius |197fordømt tillige med hans Tilhængere og hans Skrifter, besynderligen det Skrift kaldet Thalia.
Men hvormeget end denne Tvistighed med Arianerne gav Bisperne at bestille, saa forglemte de ikke andre Stridigheder, som vare imellem dem selv indbyrdes. Thi der bleve dagligen overleverede Klagemaal til Keyseren, hvorudi den eene beskyldte den anden. Keyseren tog vel imod alle disse Klager; men da han havde dem samlet, kastede han dem paa Ilden, og formanede dem til Fred og Sagtmodighed. (a)
Den Tvistighed om Paasche Festen afgiøres.Efterat den store Hoved-Post med Ario var afgiort, skreed man til andre Ting, og foretog sig at examinere de Tvistigheder om Paaske-Fæstens Helligholdelse; Thi de Asiatiske Kirker bleve endda ved at celebrere Paasken paa den 14de Dag efter Jødernes Maade, men de andre Kirker stedse paa en Søndag. Efter nøye Examen besluttede man, at Fæsten skulde overalt helligholdes paa een Dag, hvortil de Asiatiske Bisper ogsaa lovede at beqvemme sig. Og blev Paasken fæsted til den første Søndag efter 14 Dage af den nye Maane, som indfalt næst efter Foraarets Jevndøgn, ved hvilken Skik det stedse er forblevet indtil denne Dag. Førend dette Reglement blev giort, havde saa vel de Østlige som de Vestlige Kirker betient sig af en Cyclo eller Cycli Paschales.Tiids-Beregning af 84. Aar at sætte Paasken til en vis Tiid om Aaret, hvilket ellers ikke kunde skee formedelst Maanens irreguliere Gang. Men paa dette Nicæniske Concilio blev antagen den bekiendte Metonis Cyclus, som var en Tiids-Regning af 19 Aar, og som holdtes for den beste og sikkerste, efterdi de nye Maaner ved Udgangen af 19 Aar komme hart ad igien paa samme Tiid, og indfalde paa de samme Dage udi Solens Aar. Denne Tiids-Regning er det som siden blev kalden det gyldene Tall, Det gyldene Tall.efterdi man med gyldene Bogstaver pleiede udi Calendrer at tegne Dagene af ovenmældte nye Maaner med 1. 2. indtil 19 Tall, saa at naar det 19de Aar var til Ende, de nye Maaner, som midlertiid forme-
(a) Sozom. Hist. Eccles. Lib. 1. cap. 17.
|198delst Maanens ulige Gang vare faldne ind paa differente Tiider, komme paa samme Dage igien. Saaledes skeede denne mærkPaasche Festens Tiid regleres.værdige Stiftelse, (1) at Paasken altiid skulde holdes paa en Søndag, (2) at det skulde være Søndagen efter den 14de Dag af den nye Maane udi Foraarets Jevndøgen, hvilken Jevndøgn var da den 21 Martii. Man holder for at Biskopen af Alexandria af Concilio blev beskikket at calculere og udregne dette, efterdi Ægypten (a) da var det Land, hvor Astronomien meest florerede (b). Andre derimod meene, at Eusebius af Cæsarea fik denne Commission.
Men u-anseed denne Decision, bleve der dog nogle Qvartodecimani tilbage, som holdte for, at Paasken burde helligholdes efter den Skik, som havde været brugelig udi Asien. Den fornemste iblant dem var en gammel Mand ved Navn Audius, hvilken derfore blev anklagen for Keyseren. Den samme blev dreven i Landflygtighed til Scytien, hvor han forblev nogle Aar, og imidlertiid omvendte mange Hedninger til Troen. Socrates og Sozomenus fortælle om een Samtale, som Keyseren da havde med en Novatiansk Bisp, saaledes: Keyseren adspurdte ham, om han samtykkede det som Concilium havde beslutted angaaende Sønnens ævige Fødsel. Bispen svarede, ia! Keyseren spurdte da, hvorfor han da separerede sig fra de andres Communion. Bispen gav da Aarsagen tilkiende, nemlig efterdi man admitterede dem til Kirkens Samfund igien, som efter Daaben havde begaaet en dødelig Synd, hvortil Keyseren svarede; Giør da en egen Stige for eder selv og stiig allene op i Himmelen.
Concilii Nicæni andre Canones.Hvad som ellers paa dette Concilio blev forrettet, var at opsætte adskillige Love og Canones angaaende Kirkens Discipline,
(a) Leo. Magn. Pontif. Epist. 94.
(b)Man seer saa vel for denne Tiid, som siden, at de Ægyptiske Bispe tilkiendegave Paaske-Tiidens Helligholdelse ved de bekiendte Epistolas Paschales, og har Eusebius anført et saadant Brev af den Alexandrinske Bisp Anatolio, der begynder saaledes: I have udi næstkommende Nye Maane udi den første Maaned, som er Begyndelsen af den Cyclo af 19 Aar &c.
|199hvilke ere for vidtløftige at opregne. Det mærkværdigste er, at visse Bisper da blev givne Fortrin og Jurisdiction over andre, saasom Biskoperne af Rom, Antiochia og Alexandria, og seer man at Biskopen af Alexandrien ved en særdeles Canon fik Myndighed over Ægypten, Libyen og Pentapolis. Anledning dertil blev tagen af Stædernes Storhed og Anseelse, hvor de residerede: Og kand det holdes Oprindelse til de paafuldte store Titler og Høyheder. Den 7de Canon taler i sær om Biskopen af Jerusalem, hvilken ogsaa gives et slags Fortrin formedelst samme Stads gamle Hellighed. Socrates fortæller, at nogle Bispe paa dette Concilio havde i Sinde at giøre en nye Lov, hvorved Præsterne skulde forbydes Ægteskab, men at den Ægyptiske Bisp Paphnutius satt sig derimod, forestillende de Uleiligheder, som deraf vilde flyde, saa at de andre Bispe bifaldt hans Meening (a). Saasom til dette Concilium ellers vare inviterede ikke allene alle slags Kiettere, men endogsaa Hedniske Philosophi, saa gaves Anledning til Disput mellem disse sidste og Fædrene af Concilio. Gelasius holder for, at de spillede under Dekke med Arianerne, skiønt saadant er vanskeligt at beviise. Man seer ellers af de da forefaldende Disputer, at mange af disse Fædre have ikke været saa store Theologi, som de udraabes for; Thi, da en Philosophus adspurdte dem, hvoraf de beviisede, at den hellig Aand var GUd, svarede de af en Apocryphisk Bog, (b) som kaldtes Mosis Optagelse, at Michael Engelen siger til Dievelen: Vi ere alle skabte af den Hellig Aand. Man kand derfore sige, at hvis de andre Argumenter ikke have været kraftigere, kand man have Aarsag at tvile om de mange Hedninger, som paa dette Concilio bleve omvendte. Dog gaae de for vidt, som af een og andens U-videnhed ville skiære alle dette Concilii Fædre over een Kam; Thi det er ingen Tvil paa, at de fleeste af dem jo have været brave og retsindige Christne, og mange af dem havde udi Forfølgelsens Tiid ladet sig martre for Troen, saa at man kand
(a) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 1. cap. 11.
(b) Gelas. Lib. 1. cap. 20.
|200sige om dette Concilio udi almindelighed, at det meriterer at kaldes en hellig Forsamling, skiønt de giøre for meget deraf, som sætte det i Classe med det første Apostoliske Concilio. Efterat alt dette saaledes var beskikked, skrev Keyseren tvende Breve, eet til alle Kirkerne udi almindelighed (a), og et andet til den Alexandrinske Kirke udi særdeleshed, for at tilkiendegive hvad som udi dette Concilio var besluttet. Derforuden skrev han ogsaa et Brev mod Arium, hvilken han ligner med den Hedenske Philosopho Porphyrio, og dømmer ham tillige med de tvende Bisper Theonas og Secundus udi Landflygtighed. Concilium endes.Saadant Udfald fik dette store og første almindelige Concilium, hvilket blev sluttet ved en Tale, som Eusebius af Cæsarea holdt Keyseren til Berømmelse. Og, saasom samme Eusebius havde ved sit forrige Forhold giort sig mistænkt for Arii Lærdom, skrev han derpaa et Brev til sin egen Meenighed, hvorudi han erklærer sig at antage det Ord Consubstantialitet.
Arianerne dømmes.Eusebius af Nicomedia derimod, og Theognis af Nicæa, lode strax tilkiende give, at deres Underskrivelse ikke havde været alvorlig. Thi de begyndte kort derefter at lære, at Sønnen var ikke consubstantiel med Faderen. Hvorudover de af Keyseren bleve dømte til Landflygtighed udi Gallien. Hvor meget ophidsed Keyseren da var mod Eusebium, sees af et Brev som han tilskrev Meenigheden af Nicomedia, hvorudi han heftigen declamerer mod samme Mand (b). Udi den afsatte Eusebii Sted blev Amphion beskikked til Biskop udi Nicomedia.
Aaret efter det Nicæniske Concilium døde den Alexandrinske Biskop Alexander, mellem hvilken og Arium ovenmeldte store Religions-Tvistighed først var begyndt, Athanasius bliver Biskop i Alexandria.og som ingen udi samme Tvistighed havde ladet see større Iver end den Alexandrinske Diaconus Athanasius, saa holdtes ingen værdigere og beqvemmere end han, til at beklæde det Alexandrinske Bispe-Sæde, han blev
(a) Euseb. vit. Const. Lib. 3. Cap. 17.
(b) Theodoret. Hist. Eccl. Lib. 1. Cap. 20.
|201dertil ogsaa foreslagen og recommenderet af Alexandro paa hans Yderste; Hvorudover den heele Almue tillige med Bisperne af Provincien eenstemmigen udvaldte ham til Biskop; og er det den bekiendte St. Athanasius, hvis Lærdom, Skrifter, Avantures og Forfølgelser indtage en stor Deel af dette Seculi Kirke-Historie; Thi han var Biskop udi 46 Aar. Over dette Vall bleve Arianerne meget allarmerede, saasom de holdte fore at de udi ham vilde faae en stor Modstander; Hvorudi de ikke toge feil, som skal sees af efterfølgende Historie.
Efterat Kirken var kommen nogenledes i Roelighed igien, arbeidede Keyseren med Hedniske Templer tilsluttes.Iver paa at bestyrke den Christelige Religion, og at svække den Hedniske: til hvilken Ende han lod berige, og over alt bygge skiønne Kirker, og derimod tilslutte de Hedniske Templer, hvor det største Afguderie bedreves. Herudover forlode Hedningerne i Hobetall deres gamle Overtroe, og antoge Christi Lærdom, nogle fordi de saae, og merkede deres forrige Vildfarelser; Andre for at vinde Keyserens Yndest, saa at man saae heele Stæder paa eengang at omvende sig, at nedrive deres egne Templer, og at opbygge Christne Kirker i Steden derfor. Man saae ogsaa paa samme Tiid den Christelige Troe at forplantes blant andre Folk uden for det Romerske Herredom, som udi Tydskland, Armenien, Iberien, Æthiopien og andre Stæder. Den merkeligste af disse Conversioner er den som skeede udi Æthiopien ved Frumentium, hvor Den Christelige Troe indføres udi Æthiopien.Christendommen har conserveret sig indtil denne Dag. Abyssinerne foregive vel, at den Christelige Troe blev indført hos dem ved Candacem den Kongl. Kammer-Tiener, som omtales udi Apostlernes Gierninger, men Historien viiser, at de vare Hedninger i Frumentii Tiid. Og, saasom samme Land har haft liden eller ingen Commerce med Fremmede, holdes for, at de første Tiiders Kirke-Ceremonier der endnu uforandrede øves; saaledes holde de sig endnu fra qvalt Kiød og Blod, i agttage Sabbaten tilligemed Søndagen, have Afskye for Billeder i Kirkerne, undtagen Skilderier. Deres Altare og Kirker bygges efter den gamle simple Maade; Hvorudover da |202Jesuiterne udi de sidste Seculis der byggede store Steenkirker, bleve de samme af Abyssinerne kaldne Casteller, som man vilde anlægge for at bemestre sig Landet (a). Abyssinerne tillade ikke alleene Præsterne at gifte sig, men holde det og for en Pligt, og er det dem allene forbudet at skride til andet Ægteskab, hvilket ogsaa er efter de første almindelige Kirke-Love, saa at man heraf samt adskillige andre Ting seer, at de udi Æthiopien endda brugelige Kirke-Ceremonier meest Overeensstemmelse have med dem, som øvedes udi de 3 første Seculis. Saasom Frumentius, Æthiopernes første Apostel blev skikked fra det Alexandrinske Sæde, saa have de stedse indtil denne Tiid været samme Sæde underkasted, hvorvel de Alexandrinske Patriarcher under Tyrkernes Regimente leve selv udi Oppression og en yderlig Vankundighed. Og viser dette i sær med hvilken stor Omhyggelighed Æthioperne i Agt tage deres gamle Sædvaner.
Ved Arianernes Landflygtighed blev alting bragt i Roelighed igien. Men denne Arius kommer i Keyserens Naade igien.Kirkens Fred varede ikke længe, thi det Arianske Parti begyndte kort derefter at reise Hovedet i Vejret igien, og Arius blev kalden tilbage fra sin Landflygtighed, og det ved saadan Leilighed: Keyseren havde en Søster ved Navn Constantia, Licinii efterladte Enke, til hvilken han havde synderlig Tillid, sær efter hans Moders Helenæ Død. Denne Constantia havde fatted stor Naade for en Præst, som var hemmelig af Arii Parti. Han betienede sig af den Yndest han havde erhvervet hos Constantia, for at indprændte hende gode Tanker om Ario, og at forestille ham som en u-skyldig Aarsag dertil.Mand. Ja, som han ingen Leilighed lod forbi gaae for at insinuere det samme, bragte han hende omsider udi samme Meening. Kort derefter faldt Constantia udi en dødelig Sygdom, da, førend hun døde, forestillede hun Keyseren den haarde Execution mod Arium og andre anseelige Mænd, for hvilken hun meenede GUd engang vilde hiemsøge Keyseren, hvis han fremturede udi saadan Forfølgelse. Videre re-
(a) Ludolf. Æthiop. Lib. 3.
|203commenderede
hun ham ovenmeldte Præst, som en særdeles fornuftig og ærlig Mand, og derpaa døde. Keyseren bevæget af sin Søsters sidste Tale, raadførte sig strax med Præsten, af hvilken han lod sig overtale til Medlidenhed mod Arium, saa at han kaldte ham saavel som Eusebium og de andre Landflygtige tilbage: Dog maatte de først forbinde sig til at underskrive den udi Concilio omtvistede Artikel, hvilket ogsaa skeede, og findes deres Retractation udi Socratis Kirke-Historie (a). Eusebius og Theognis komme til deres Bispe-Stoel igien; Men Arius fik ikke Forlov at komme til Alexandrien, efterdi Athanasius offentligen satt sig derimod, foregivende, at een, der havde talet og skrevet imod Christi Guddom, burte ikke at antages i GUds Meenighed igien, og, endskiøndt Keyseren selv skriftligen recommenderede Arium, blev Athanasius dog bestandigen ved sit Forsætt, hvorudi han ogsaa blev bestyrked af St. Antonio, som paa samme Tiid kom fra Ørken til Alexandria.
Men denne Nidkierhed foraarsagede stor U-held, og bragte Kirken udi Uroelighed og yderlig Fare; Thi Athanasius blev derudover afmalet som en u-roelig og TrætteAthanasii alt for store Iver.kiær Mand, der u-anseet hans forrige Modstanderes Omvendelse og Retractation fremturede i at fomentere Spliid og U-eenighed i Kirken. Ingen, som Athanasii Retsindighed er bekiendt, kand vel tilskrive saadant enten Hofmod eller Begiærlighed til Trætte, tvertimod maa man holde for, at han var fuldkommeligen persvadered om Arii sminkede Bekiendelse, og ansaae ham som den, der til en Tiid simulerede for ved Leilighed at udstrøe sin forrige Gift, og at saae sin Klinte udi GUds Ager igien, saa at det var allene i denne Henseende, at han her giorde saadan Modstand. Dog kand man sige, at det havde været anstændigere, og sikkere for Kirkens Fred at lade sig nøye med Arianernes nyeligen giorte Erklæring, og oppebied Tiden for at see hvad de videre intenderede, paa det at han tydeligen kunde vise Keyseren deres Falskhed og Meen-Eederie, heller end for Tiden paa blotte Præsumptioner at giøre saadan Mod-
(a) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 1. Cap. 14.
|204stand, hvorved han irriterede Keyseren saavel mod sig selv, som mod de andre rette Troende, og gav Anledning til paafulte Calumnier, nemlig at saadant reisede sig meere af Personligt Had, end af Iver for Troen.
Athanasius beskyldes og frikiendes.Eusebius af Nicomedia forsømmede ikke denne Leilighed, for at sværte Athanasium, og afmale ham som en haardnakked og Øvrigheden gienstridig Mand, og, da han først i den Henseende havde giort ham ilde-lugtende til Hove, søgte han siden efter andre Prætexter for aldeles at styrte ham. Efterat han længe havde giort sig U-mage, og ingen Middel dertil fundet, udsatt han nogle, der beskyldte ham for, af egen Myndighed at have paalagt Ægypterne en Skatt. Til denne Beskyldning blev lagt en anden, nemlig at han havde skikket Penge til Rebellere. Men, da Sagen blev examinered udi Nicomedia, hvor Keyseren da opholdt sig, blev Athanasius frikiendt og med Ære skikked tilbage igien.
Derimod vare Arianerne lykkeligere mod Eustathium, Biskopen af Antiochia, som næst efter Athanasium var deres største Modstander, og blant andet havde beskyldet Eusebium af Cæsarea at have forfalsket den Nicæniske Bekiendelse. For at styrte denne Mand, hittede de paa saadan Invention: Eusebius af Nicomedia, tilligemed nogle andre Biskoper af hans Complot udsatt en løs Qvinde, hvilken udi en Eustathius styrtes af Arii Parti.stor geistlig Forsamling, som holdtes til Antiochia, lod sig indfinde med et spædt Barn paa Armen, som hun sagde sig at have avlet med Eustathio. Eustathius paastod at hun saadant skulde bevise, hvilket hun sagde sig ikke at kunde giøre, men tilbød sin Eed. Saadan Eed blev hende tilladt af de Arianske Bisper, hvorpaa han blev dømt fra sit Embede, og siden af Keyseren skikked udi Landflygtighed til Thracien, hvor han døde. Der siges, at den Qvinde, som havde anklaget ham, bekiendte siden paa sit Yderste, at hun til saadan Anklagelse havde været underkiøbt. Efter Eustathii Fald blev den Antiochiske Kirke forestaaet af en Arianske Biskop, skiøndt en Deel af Almuen og Indbyggerne forbleve udi den reene Lærdom, og ingen |205Samqvem vilde have med de andre, holdende Eustathium for deres rette Bisp, hvorudover de bleve kaldne Eustathianer.
Det Keyserlige Sæde forflyttes til Bizantium.Udi saadan vaklende Tilstand var Kirken, da Keyseren tog sig for at forflytte det Keyserlige Sæde fra Rom. Aarsagen til dette store Foretagende var denne: Constantinus havde giort sig forhadt udi Rom (a) formedelst Religionens Forandring, saa at det Romerske Raad og Borgerskab talede med Haanhed og Bitterhed om ham. Dette saavel som Afguderies Øvelse foraarsagede, at han fik Afsky for samme Stad, og besluttede at anlægge en anden efter samme Modele, hvor han herefter vilde residere. Keyser Diocletianus havde tilforn saadant i Sinde med Nicomedia, hvilken Stad han vilde giøre lige med Rom, men saadant kom ikke til nogen Fuldkommenhed, hvorvel han gemeenligen opholdt sig sammesteds. Constantinus satt sig i Begyndelsen for at anlægge sin nye Residentz-Stad ved den gamle Troja. Men, da han kom til Byzantium, og mærkede samme Stads forunderlige Situation, nemlig ved en Arm af Søen mellem to Hav, besluttede han der at fuldføre sit store Verk, hvilket ogsaa skeede, og blev til denne Navnkundige Stad første Grundvold lagt Anno 326. 330Med hvilken Iver Arbeidet gik for sig, sees deraf, at den kom i Stand, og blev indviet 330, som var 1080 Aar fra Roms Fundation. Constantinopels Fundation.Staden blev kalden den Nye Rom, og paa Grædsk efter Keyserens Navn Constantinopolis, og blev dens Indvielse celebrered alle Aar som en Høytidelig Fest. For at bebygge Staden bleve didhen førte Indbyggere, saa vel fra den gamle Rom, som fra Provincierne; Og paa det at Romerne skulde ikke gremme sig over saadan Forflyttelse, lod han den nye Stad i all Ting indrette efter den gamle, saa at de syntes intet at have forandret uden Luften. Saaledes blev stiftet et Senat med samme Privilegier, som det gamle Romerske. Den Dens Indrettelse.nye Stad blev og ligesom den gamle deelt udi 14 store Qvarteerer, og opfyldt med ligedanne Huuse og Bygninger. Ja der blev ogsaa
(a) Zosim. Lib. 2.
|206anlagt et Capitolium, men til langt andet Brug end det gamle Romerske; Thi udi dette nye havde Professores af alle slags Konster og Videnskaber deres Auditoria.
Hvad Templerne derimod angik, da havde den gamle ingen Lignelse med den nye Stad; Thi, som Afguds-Dyrkelse skulde gandske udrøddes af Staden, maatte ingen Hedenske Templer, Altare eller Afguds-Billeder der være. Alleene visse rare Afguds-Støtter (a) bleve Staden til Prydelse satte paa vanhellige Stæder. Derimod bleve en hob prægtige Kirker bygde, hvoraf den fornemste blev indviet til den ævige GUds Viisdom, og blev kaldet St. Sophiæ Kirke, hvilket Navn den endnu haver. Constantini Lov mod Kiettere.Constantinus lod derpaa en Lov publicere mod Kiettere, og forbød dem at samle sig enten offentligen eller hemmeligen for at øve deres Religion, tog ogsaa deres Samlings-Huse fra dem, og gav dem til de rette Troende. Under denne Lov bleve ikke Arianerne befattede, efterdi de endda ingen særdeles Societeter havde formeret, men holdte sig til de rette Troendes Kirker, ladende sig allene nøye med at disputere om Religionen udi Conversationer. En Virkning af denne Lov var, at fast alle gamle Kietterier, som under de Hedenske Keysere havde haft samme Religions-Frihed, som de rette Troende, derved i en Hast ikke allene standsede, men end og saaledes Tiid efter anden aftoge, at det blotte Navn blev neppe tilbage. Dog bleve Novatianerne endda en Tiid lang ved Magt, og conserverede sig ved deres udvortes Dyder og Hellighed.
Donatisternes Oprør.Donatisterne derimod begyndte paa den Tiid ret at tage Masken af. Blant dem vare visse Folk, som kaldtes Circumcelliones, hvilke løbe bevæbnede allevegne Landet igiennem, og øvede stor Tyrannie, under Prætext at beskytte dem, som vare undertrykte, hvorfore de ogsaa gave sig Navn af Justitiens Beskyttere. Ja denne U-orden gik saa vidt, at deres egne Biskoper forlode dem, og søgte Hielp hos Statholderen Taurinum, hvilken skikkede en
(a) Zosim. Lib. 2.
|207Hob bevæbnede Folk med dem, saa at en stor Deel af disse Circumcelliones bleve omkomne. Anførerne for denne Bande vare Maxida og Fasir, hvilke af de andre bleve anseede som store Helgene.
Medens dette forrettedes, arbeidede Arianerne ideligen paa at styrte deres store Arianernes Beskyldninger mod Athanasium.Modstander, Athanasium. De fornyede da en Beskyldning, som tilforn havde været giort mod en Præst, ved Navn Macarium, som de foregave havde i stykker brudt en Alter-Kalk hos en Præst, som heed Ischyras, og at Macarius dertil havde været udsat af Athanasio. Mod Athanasium selv formerede de en Beskyldning, som end var større: De beskyldte ham for at have ihielslaget en Bisp, ved Navn Arsenius, og lagde dette derhos, at han havde ladet afhugge Arsenii høyre Haand for at betiene sig deraf til Magiske Operationer. Da dette blev Keyseren forebragt, befoel han, at Sagen skulde examineres. Athanasius, som hidindtil havde foragtet disse Beskyldninger, seende, at Keyseren reflecterede derpaa, giorde sig U-mage allevegne for at oplede Arsenium (a) hvor han kunde være at finde, og omsider fik fatt paa ham, hvorved denne Han frikiendes.store Machine blev kuldkasted; Thi Keyseren, saa snart han fik Kundskab derom, befoel han at man skulde ophøre med Processen, skrev derforuden Athanasio et Brev til, hvorudi han fordømte hans Efterstræberes Foretagende, truende, at hvis de oftere fremkomme med deslige Beskyldninger, skulde de exemplariter straffes.
Men Keyseren, hvis Sind man af disse Historier seer, var lett at dreye, lod sig af det Eusebianske Parti paa ny overtale, til at oprippe Sagen igien, og at holde et Concilium til Cæsarea i Jødeland. Der veigrede Athanasius sig ved at møde, eendeel, fordi han meenede forhen tilstrækkeligen at have igiendrevet sine Modstandere, eendel ogsaa i henseende til Stedet, som var ham mistænkt, efterdi Eusebius der var Biskop. Men denne Veigring opvakte Keyseren til heftig Vreede, og indprentede ham
(a) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 1. cap. 27.
|208onde Tanker om Athanasio. 335Man forandrede derpaa Stedet, og befoel, at Concilium skulde holdes udi Tyro, hvilket ogsaa skeede udi det Aar 335. Concilium til Tyrus.Did lode sig indfinde een anseelig Hob Bisper af Ægypten, Libyen, Asien, Orienten, Macedonien og Pannonien, hvoraf den største Deel var Arianer, saa at man deraf seer hvilken Fremgang Arii Lærdom da allerede havde giort. De tvende Eusebii vare ligesom Siælen udi dette Concilio, og som Flaccillus, Biskopen af Antiochia, een af deres Tilhængere, præsiderede derudi, kunde Athanasius ikke vente sig noget got deraf.
Macarius, som tilligemed var beskyldet, blev ved Soldater trokken did hen, og man truede Athanasium med samme Medfart, hvis han ikke med det gode lod sig indfinde, hvorudover han omsider beqvemmede sig dertil, og kom til Modet efterfuldt af 49 Ægyptiske Bisper. Da han traadde ind udi Forsamligen, lod man ham blive Athanasius tiltales paa ny af samme Concilio.staaende som en anden gemeen Synder. Derover bare de Ægyptiske Bisper Fortrydelse, sær Potamon, hvilken i den henseende talede Eusebium af Cæsarea saa haardt til, at han af Vrede stod op af sit Sæde, og gik bort. De Ægyptiske Bispe veigrede sig eenstemmigen for at erkiende dem for Athanasii Dommere, som vare hans afsagde Fiender, og navngave da i sær de tvende Eusebier, Flaccillum og andre. Ikke desmindre blev dog Sagen foretagen af de andre, og fremtraadde da strax nogle, som beskyldte ham for hoffærdig og voldsom Opførsel udi sit Embede. Dernæst kom paa Tapetet den forhen giorte Beskyldning med den synderbrudte Kirke-Kalk. Athanasius svarede dertil, at saadant aldrig var skeed, men at han allene havde forbudet Ischyras at mænge sig i hellige Forretninger, efterdi han havde ikke været ordinered til Præst, ja at Ischyras selv skriftligen havde erklæret ham fri for den Beskyldning, angaaende den synderbrudte Kalk.
Ved dette Svar begyndte adskillige at studse, saa at derom blev heftigen disputered pro og contra. Herudover holdte de fleeste for raadeligt, at affærdige visse Mænd til det Sted, hvor |209saadant sagdes at have været bedrevet, for at indhente en tilforladelig Underretning derom. De Mænd, som dertil bleve udnævnede, vare Theognis, Maris, Macedonius, Theodorus, Ursacius og Valens, hvilke, saasom de alle vare Eusebianer, Athanasius forkastede som partiske. Men u-anseed hans og de andre Ægyptiske Præsters Protestation derimod, bleve de samme dog dertil committerede, og Reisen gik for sig. Medens dette skeede, smiddede man paa andre Beskyldninger, og blev Athanasio tillagt, at han havde krænket en Jomfrue af hellig Orden (a): Ja Nye Beskyldninger mod ham.et Qvinde Menneske indfandt sig, sigende sig at være den samme. Athanasius, som tilforn herom havde været advaret, overlagde med en Præst, ved Navn Timotheus, at han skulde præsentere sin Person; Hvilket havde en ypperlig Virkning; Thi da den løse Qvinde fremkom med sit Klagemaal, vendte Timotheus sig til hende (b), og sagde: Drister du dig til at beskylde mig for saadant? Hvorpaa Qvinden sagde: Ja, I er den, som har berøvet mig min Ære. Dette gav Aarsag til Latter, og Qvinden blev dreven udaf Forsamligen. Athanasius begierede, at hun maatte anholdes og piinligen forhøres, men fik intet Bifald derudi, kunde ey heller formaae, at denne Beskyldning maatte indføres udi Acta Concilii; Thi Anklagerne raabte, at der vare andre Beskyldninger, som klarligen kunde bevises (c), og derpaa komme frem med en Æske, hvoraf de udtoge en fortørret afhuggen Arm, som de sagde at være ovenomtalte Arsenii. Dette foraarsagede en stor Bevægelse og Bulder; nogle fnysede mod Athanasium, hvilken de ansaae som Gierningsmand; Andre imod hans Anklagere, om hvis List og Ondskab de ikke tvilede.
Midlertid var Arsenius selv kommen til Tyrus, og havde berettet Athanasio sin Ankomst og Aarsagen dertil, nemlig for at confundere hans Anklagere, og legge hans U-skyldighed for Da-
(a)Philostorgius Hist. Lib. 2. apud Photium siger, at Athanasius udsatt saadan Qvinde mod Eusebium, hvilket er tvertimod hvad andre derom melde.
(b) Sozom. Hist. Eccl. Lib. 2. Cap. 25.
(c) Theodoret. Hist. Eccl. Lib. 1. Cap. 30.
|210gen. Hvorudover Athanasius, da hans Avinds-mænd tordnede stærkest imod ham, og de fleeste ansaae ham som en Misdæder, lod Arsenium indhente, og visede begge hans Arme. Dette opvakte Skræk og Forundring hos alle, og Athanasius bebreidede dem derpaa deres Ondskab og Bedragerie. Men Anklagerne langt fra at lade Modet derved falde, begyndte at raabe overlydt, at Athanasius var en Troldmand; Og giorde de derover saadanne Ophævelser, at mange troede, det saa at være. Man seer derfor, at blant andre en Hedensk Historie-Skriver Ammianus Marcellinus har været af de Tanker, saasom han skriver at Athanasius var en Spaamand, der af Fugle-Skrig og andre Tegn kunde sige tilkommende Ting (a).
Medens dette forhandledes paa Concilio udi Tyro, havde de Deputerede, som vare udskikkede, for at informere sig om den Beskyldning angaaende Ischyras og den synderbrudte Kalk, forsynet sig med en Hob falske og Partiske Vidnesbyrd, og til de samme at erholde, havde øvet u-hørlig Violence, om man ellers skal fæste Troe til alt Athanasius dømmes fra sit Embede.hvad derom er anført udi Athanasii Forsvars-Skrift. Da de komme til Tyrum igien var Athanasius alt borte, hvorfore de uden Skye berettede Sagen ligesom de vilde. Derpaa dømte de Arianske Bisper Athanasium fra sit Embede, og føyede dette dertil, at han ikke maatte boe udi Alexandria. Saaledes endtes dette Concilium, hvorudi Religionen fik et stort Skaar, efterdi Athanasius, dens største Støtte derved blev fældet, og røddet af Veyen.
Arius antages udi Kirkens Communion.Men det var ikke Eusebii Parti nok at have fældet denne store Mand, de arbeidede strax derpaa videre at fuldføre deres Forsæt, nemlig at bane Thronen til den Arianske Lærdom. Til den Ende blev holdet et andet Concilium til Jerusalem udi samme Aar 335, hvor Arius lod sig indfinde med et Brev fra Keyseren,
(a) Amm. Marcell. Lib. 15. dicebatur fatidicarum sortium fidem, qvæve augurales portenderent aves, scientissime callens, aliqvoties prædixisse futura.
|211og en Troes-Bekiendelse, som han havde overgivet ham, og hvormed Keyseren havde været fornøyed, endskiøndt det Ord consubstantiel ikke var indført. Bisperne paa dette Concilio til Jerusalem toge derfore ikke i Betænkning at antage Arium, og indlemme ham med hans heele Parti udi Kirkens Samfund igien.
Athanasius efterat han havde retireret sig fra Tyro, reisede han ilende til Constantinopel, for der udi egen Person at underrette Keyseren om sine Modstanderes Forhold. Saa snart han var kommen til Constantinopel, begierede han Audience af Keyseren selv. Men Constantinus veigrede sig derfor, saasom han paa et offentlig Mode var bleven fordømt. Athanasius sagde da, at han bad om ingen Naade, men om Retten allene, og at Keyseren vilde høre ham tale i hans Modstanderes Overværelse. Dette syntes Constantinus, at man ikke kunde afslaae ham, hvorudover han af Bisperne, som havde dømt ham fra Embedet, forlangede en udførlig Relation om hvad som forefaldet var i denne Sag. Der bleve derfore affærdigede til Constantinopel 6 Deputerede, nemlig de 2 Eusebier, Theognis, Patrophilus, Ursacius og Valens. Disse forbiginge da de forrige Beskyldninger, og forebragte en ny, nemlig at Athanasius havde sagt, at han herefter vilde mage det saa, at intet Korn skulde Athanasii Landflygtighed.blive ført fra Alexandria til Constantinopel. Over dette blev Keyseren saa ophidset, at, endskiøndt Athanasius høyligen protesterede mod Beskyldningen, vilde han dog ikke høre ham; Men forvisede ham i Landflygtighed til Trier, som da var Hoved-Staden udi Gallien.
Saaledes, endskiøndt Keyseren var vel intentioneret for den rette Lærdom, og det Nicæniske Concilii Handhævelse, spillede Arianerne dog Mestere. Det stod nu allene tilbage for dem, at Arius med Ære kunde blive satt udi sin forrige Værdighed, ja offentligen udi alles Paasyn i den Keyserlige Hovedstad kunde indlemmes udi Kirken igien. De magede det derfor saa, at han af Keyseren blev forskreven til Constantinopel. Da han did henkom, satt Bisp Alexander af Constantinopel sig af all Magt |212mod hans Antagelse, anseende ham som en stor og farlig Kietter, der ved en sminked Bekiendelse og Ord som vare satte paa Skruer, havde forblindet Keyseren; Men det Eusebianske Parti var da alt for sterkt, saa at all Modstand blev forgieves. Førend Arius skulde antages, havde han en Samtale med Keyseren paa Slottet, og overleverede ham sin Troes Bekiendelse, hvilken var saa konstigen opsatt, at man ingen falsk Lærdom derudi kunde see. Han vidnede derpaa med Eed, at han ikke havde talt eller skrevet andet, end hvad som var paa samme Papiir. Og sige her nogle, at han havde tvende Skrifter med sig; eet som han overleverede Keyseren, hvorudi den Nicæniske Bekiendelse var forfattet, og et andet udi sin Lomme, som han svor paa, hvorudi hans vrange Lærdom var skreven. Dette vil jeg dog lade staae ved sit værd og allene sige dette, at Constantinus derpaa befoel, at han skulde indlemmes i Kirken igien.
Arii triumpherende Indtog udi Constantinopel.Eusebianerne toge mod Arium, da han kom ned fra Slottet, og førdte ham med Pragt igennem Staden, og blev den anden Dag derefter beskikked til hans Indtog udi den store Kirke, hvilket ogsaa skeede: Men, da han blev udi Procession førdt igiennem Stadens Gader, blev han angreben af en stærk Coliqve, saa at han maatte søge en Retraite, og kort derefter paa saadant u-reent Sted blev funden død. Saadant Endeligt fik denne u-roelige Mand, der ved sine Disputer og Skrifter forstyrrede Kirkens Fred og gav Anledning til paafuldte Tragoedier, blodige Krige og haarde Forfølgelser. De fleeste ansaae denne hans hastige Død, som en GUds Straff, og tilskreve den Biskop Alexandri Bønner, som han Dagen tilforn holdt udi denne store Kirke i Constantinopel, hvor Arius skulde indføres. Der siges, at mange Arianer Hans Endeligt.da bleve omvendte; og at det Secret, hvorpaa han var død, blev anseed som et forbandet og vederstyggeligt Sted, indtil en riig Arianer derpaa lod bygge et Huus for at udslette dets Ihukommelse (a). 336.Denne merkelige Hendelse tildrog sig Aar 336. Dette er den allmindelige Meening om Arii
(a) Sozomen. Hist. Eccl. Lib. 2 cap. 30.
|213Endeligt. Henricus Valesius, som drister sig ikke til at nægte Historien, foregiver dog, at der paa samme Tiid have været to Arii, og at det var ikke Hoved-Kietteren, men een af hans Tilhængere, som dette vederfoer, saasom efter hans Meening den rette Arius var død tilforn: De Argumenter som han bruger til at beviise sin Meening med, findes udi hans Forklaringer over Socratis Kirke-Historie (a).
Aaret derefter lavede Keyseren sig til et Tog mod Persien. Men just i det samme faldt han ved Paasche-Tiider i en hæftig Sygdom, og, som han merkede, at den samme vilde blive hans Død, forlangede han den hellige Daab, som han hidindtil saa længe havde opsatt. Daaben blev forrettet ved Eusebium af Nicomedia, som da var nærværende. Den anden Eusebius, som har beskrevet hans Historie, vidner, at han derpaa lod see en u-gemeen stor Andagt (b). Han giorde da sit Testament, hvorudi han confirmerede den Deeling, som han tilforn havde giort af Keyserdommet mellem hans Sønner, og nævnede han til Executor Testamenti ovenomtalte Arianske Præst, Constantini Magni Død. som hans Søster Constantia havde recommenderet ham. Han befoel ogsaa, at Athanasius skulde kaldes tilbage, endskiøndt Eusebius af Nicomedia bemøyede sig saadant at hindre. Efter at alting saaledes var beskikket, døde han den 20 May, 337Aar 337, og blev hans Legeme ført til Constantinopel, og begravet udi Apostlernes Kirke. Denne Keysers Ihukommelse kand ikke andet end være stor og hellig blant de Christne formedelst de store Velgierninger, han beviisede Kirken, og, efterdi han var den første af de Romerske Keysere, der offentligen bekiendte Christi Lærdom, og stadfæstede den ved Love. Hvis man skal fæste Troe allene til det som Eusebius har skrevet om ham, Hans Dyder og Lyder.da har han været uden Lyder, undtagen dette at han var noget for lemfældig; Thi, siger samme Autor, mange lastede hans alt for store Moderation, efterdi den
(a) Valesii Notæ in Socrat. Lib. 1 cap. 33.
(b) Euseb. vit. Constant. Lib. 4. cap. 62.
|214gav Anledning til adskillige Misbrug (a). Vill man derimod troe, hvad Hedenske Skribentere, sær Zosimus, skriver, da har han været overvældet af Laster. Samme Zosimus (b) skriver om Aarsagen til hans Omvendelse saaledes, at, da han havde begaaet det Mord mod Crispum og Faustam, søgte han at forsone saadan Synd hos Guderne, men forgieves, hvorudover en Ægyptier raadede ham til at adressere sig til de Christne, som han sagde vare villige til at accordere Syndernes Forladelse; Saa at man deraf skulde tænke, at hans Omvendelse skeede ikke førend efter Licinii Død, hvilket strider mod alle andre Skribenteres Vidnesbyrd. Alt hvad man med U-partiskhed kand sige, er, at han var en Herre, der havde mange Feil, men langt fleere Dyder, og kand man ikke nægte, at udi hans Omvendelse selv og var noget Menneskeligt. Ingen kand undskylde det Mord han begik paa sin egen Søn Crispum, een Prinds af store Qvaliteter, hvorvel han dertil blev forledet af Keyserindens Faustæ falske Angivelse, og, endskiøndt han siden af Fortrydelse lod henrette samme Keyserinde, saa var den sidste Execution Lastværdig, saavelsom den første. Kort at sige: u-anseet all den Obligation, den Christne Kirke havde denne Herre, og alle de store Velgierninger han lod see mod de Geistlige, saa var han dog ingen Helgen. De Forfølgelser han øvede mod Athanasium recommenderede ham ogsaa kun lidt hos de rette Troende. Dog giøre de ham U-rett, som holde for at han favoriserede Arii falske Lærdom; Thi han var en bestandig Forfægter af den Nicæniske Troe, saa længe han levede; Han flatterede Geistligheden saa meget, at han paa Conciliis ikke vilde sætte sig ned, førend Bisperne havde satt sig: Naar han skrev dem til, kaldte han sig deres Broder, og finder man hos Eusebium, at han regner sig selv blant Bispernes Tall (c).
Efter Constantini Død deelede hans 3 Sønner Keyserdom-
(a)Euseb. Vit. Constant. Lib. 4. cap. 31.
(b)Zosim. Hist. Rom. Lib. 2.
(c) Euseb. vit. Constant. Lib. 4. cap. 24.
|215met mellem sig, og det i Kraft af ovenomtalte Testament. Constantinus den ældste bekom Spanien, Gallien og alt hvad som er paa denne Side af Alpes: Constantius den anden Søn fik Constantius, Constans og Constantinus tillige Romerske Keysere.Asien: Orienten og Ægypten, og Constans, som var den yngste, fik Italien, Africa, Sicilien, og Illyrien. Denne Deeling varede dog ikke længe, thi Constantinus den yngre blev kort derefter omkommen af Constans, hvorudover Keyserdommet blev deelt udi tvende Parter, nemlig udi Østen og Vesten; Constantini hastige Død var ellers en stor Forliis for Kirken, efterdi han var en ivrig Beskytter af den Nicæniske Bekiendelse, og havde kaldet Athanasium tilbage. Constantius derimod lod sig forlede af det Eusebianske Parti, saa at Arianerne under hans Regiering haabede at spille Mestere, hvilket ogsaa skeede, sær efter Constantis Død, da Constantius blev allene Herre over den Romerske Verden.
Athanasii Tilbagekomst.Athanasius var neppe kommen tilbage, førend Arianerne begyndte at besværge sig derover, foregivende, at, eftersom han ved et Concilium var dømt fra sit Embede, kunde han ikke betiene det, førend han ved et andet Concilium var frikiendt igien. De beskyldte ham derforuden ved sin Tilbagekomst, at have foraarsaget nyt Oprør udi Alexandria, og øvet adskillig Vold sammesteds. Udi Begyndelsen af disse U-roeligheder døde den navnkundige Eusebius, Biskop af Cæsarea, som uden Disput var den lærdeste geistlige Mand udi hans Tiid. Hans Skrifter ere den berømte Kirke-Historie, hans Krønik, hans Evangeliske Præparation og Demonstration, Constantini Liv og Levnet, item samme Keysers Berømmelse, og en Tractat imod Hieroclem. Eusebii Cæsareensis Død og Skrifter.Foruden disse Bøger skrev han mod Enden af sit Liv et Verk mod Marcellum af Ancyra, item 30 Bøger mod Porphyrium, som ere bortkomne: Han vidner ogsaa selv, at have efter Keyser Constantini Begiering ladet udskrive 50 accurate Exemplarier af den hellige Skrift (a). Der er ingen Mand, om hvis Lærdom og Meening om Christi Guddom kand meere tvistes; Og, ligesom hans Lev-
(a) Euseb. Vit. Constant. Lib. 4. cap. 36.
|216net og Opførsel var tvilraadigt, saa findes og meget i hans Skrifter, som er dobbelt-lydende: Og er det besynderligen af hans Skrift mod Marcellum som man maa dømme om hans Meeninger. Nu taler han med Kirken, og siger Sønnen at være GUd af Ævighed: Nu igien, at Christus er ikke sand GUd, men at der er kun Een, nemlig, Faderen, der allene er uden Begyndelse; Og finder man derfor ikke, at han i sine Skrifter bruger det Ord Consubstantiel, hvilket viiser, at han ikke alvorligen underskrev den Nicæniske Bekiendelse. Meening om hans Orthodoxie.Ja han kalder udi sin Evangeliske Demonstration Sønnen et Instrument til Verdens Skabelse. Ikke desmindre have dog mange bemøyet sig at undskylde hans Lærdom, sigende, at derudi ere allene apparence af Contradictioner, som reise sig deraf, at han ikke nøye distingverer det, som tillægges Christi Guddommelige Natur, fra det, som tillægges hans Menneskelige, og at man maa ansee hans Skrifter med samme Øyne, som adskillige af de gamle Kirke-Fædres, som af samme Aarsag synes at modsige sig selv. Men hvad man end kand sige til Forsvar af hans Skrifter, saa kand man ingenlunde undskylde hans Opførsel udi de Arianske Tvistigheder, hvilket sees af foregaaende Historie. Dette allene kand giøre ham mistænkt, at han i sin Kirke-Historie intet taler om den Striid, som Arius havde opvakt, og, naar han taler om Constantini Love mod Kiettere, glemmer han den Lov, som dømte Arii Skrifter til at brændes. Philostorgius, som ellers berømmer stedse denne Mand, tillægger ham dog en falsk Lærdom, sigende at han troede, at man ikke kunde begribe eller ret kiende GUd (a). Men det er troeligt, at han derved har meenet GUds Væsen, som de Tiders Geistlige giorde subtile og konstige Forklaringer over, saa det var at ønske, han ingen anden Vildfarelse var falden udi. En ny Romersk Scribent giver hans Portrait saaledes: At han har meget elsket Fred, haft Afskye for nye Troens Formularier, og ikke bemænget sig udi Athanasii Forfølgelser, men allene ønsket, at foreene de stridende Partier (b).
(a) Philostorg. Hist. Lib. 1. apud Photium.
(b) Du Pin Biblioth. Tom. 2.
|217Paa samme Tiid døde Alexander, Biskopen af Constantinopel; Noget før han døde, blev han af de nærværende Præster adspurdt, hvem han holdt beqvemmest tiltil]til] A; til til SS til] A; til til SS at beklæde dette Sæde; Hvorpaa han talede i sær om tvende Personer, nemlig Paul og Macedonio, hvoraf han sagde den første at være en retsindig og skikkelig, og den sidste en habile Mand: Paul blev understøtted af de rette Troende, og Macedonius af Arianerne. Og, som disse sidste efter Alexandri Død havde Anseelse til at spille Mestere, frygtede man at Macedonius skulde blive Biskop: Ikke desmindre gik Vallet ham dog denne gang forbi og faldt paa Paulum. Eusebius af Nicomedia bliver Constantinopolitansk Biskop.Men dette Vall mishagede Keyser Constantio, helst som det var skeed udi hans Fraværelse, hvorudover han i et Concilio lod afsætte Paulum, og beskikke Eusebium af Nicomedia til Biskop af Constantinopel. Herudover blev det Arianske Parti det stærkeste og mægtigste udi samme Stad.
Det store Medhold, som samme Eusebius havde af Keyseren, satt ham paa nye udi Harnisk mod Athanasium. Og, som paa samme Tiid blev holdet et Concilium til Antiochia, hvorudi blant andet denne Canon blev giort, Athanasius forfølges paa nye.at en afsatt Biskop aldrig skulde antages i Embedet igien, hvis efter hans Afsættelse han fordristede sig til at forrette Tienesten igien, saa toge Eusebianerne deraf Leilighed til at støde Athanasium paa ny fra det Alexandrinske Bispe-Sæde, og foresloge dertil en ved Navn Eusebius, og endeligen, da samme Eusebius veigrede sig derfor, giorde de Forslag paa en ved Navn Gregorius, hvilken de ogsaa virkeligen ordinerede til Biskop af Alexandria udi Athanasii Sted, og, saasom Meenigheden satt sig derimod, betienede de sig af Keyserens Myndighed, for at sætte ham i Possession af Bispe-Stolen. Dette gav Anledning til stor Tumult og Blods Udgydelse: Indbyggerne udi Alexandria giorde Opstand, saasom de ingen anden Biskop vilde have end Athanasium, hvorudover den Keyserlige Gouverneur med væbnet Haand indsatt den nye Bisp, og, saasom samme Gouverneur førte Tropper med sig af alle slags Folk, endog|218saa Jøder og Hedninger, bedreves ved den Leilighed adskilligt U-gudeligt.
Constantius forfølger de rette Troende.Den nye Bisp Gregorius, saasom han med Magt var satt paa Bispe-Sædet, saa søgte han med Magt og Tyrannie at beskytte og haandhæve sin Myndighed, hvorudover mange af Meenigheden bleve forfuldte, hudstrøgne og ilde medhandlede. Den navnkundige St. Antonius lod sig da see en ivrig Forfægter af Athanasio, og ved Skrivelse formanede den Keyserlige Gouverneur, ikke at forstyrre Kirkens Fred, men hans Breve bleve sønderrevne og traadde under Fødderne, saa at Formaning og Modstand tienede til intet uden at ophidse Gemytterne desmeere. Athanasius skrev udi denne Forfølgelse et Circular-Brev til alle troende Biskoper, hvorudi han giver Underretning om den heele Sag, og selv udi det Aar 341 giorde en Reise til Rom, for at beklage sin Nød for den Romerske Bisp Julio, og at formaae ham til at lade Sagen examinere udi et Concilio til Rom, hvor man ikke havde at befrygte sig for bevæbnede Folk, efterdi den anden Keyser Constans favoriserede de rette Troende.
Paa samme Tiid, som denne U-orden regierede i den Alexandrinske Kirke, opvaktes en anden, ikke mindre, til Constantinopel, og det efter den bekiendte Biskops Eusebii Død, som indfaldt i det Aar 341. 341Samme Eusebius var en af de anseeligste Geistlige paa samme Tiid, og en af de farligste, Kirken nogen Tiid har haft; Eusebii Nicomed. Død og Characteer.Thi Arii Lærdom havde aldrig haft den Fremgang, hvis den ikke havde været understyttet af denne habile Mand, der stedse var i Anseelse og Naade til Hove, og ved sin Veltalenhed kunde lede Keyseren ligesom han vilde; Hvorudover man seer i Historien at de, som fuldte Arii Lærdom, bleve kaldne Eusebianer, efterdi den Rulle han spillede var større end Arii selv. Ved hans Død haabede man, at Conjuncturerne skulde forandre sig, men forgieves; Thi den Grundvold han havde lagt til det Arianske Kietterie, var saa stærk, og den Gift, hvoraf Christendommen var angreben, havde taget saadan Overhaand, at man ingen hastig |219Lægedom kunde vente. Saa snart det Constantinopolitanske Sæde var bleven ledigt, reisede sig en heftig Tvistighed om Successionen. De, som vare af Athanasii Parti (a), udvalte strax ovenomtalte Paulum, som eengang tilforn havde været udvalt, Arianerne derimod ordinerede paa samme Tiid udi en anden Kirke Macedonium. Begge Partier bevæbnede sig derfor imod hinanden, saa der blev en aabenbare Kriig, hvorudi adskillige omkomme.
Tvistighed om Bispe-Sædet til Constantinopel.Da dette kom Keyser Constantio for Ørene, skikkede han en Officier, ved navn Hermogenes, didhen, med Ordre at fordrive Paulum, og understytte Macedonii Parti; Men de af Indbyggerne, som holdte med Paulo, giorde ham strax Modstand, satte Ild paa hans Huus, og endeligen omkomme ham selv, slæbende det døde Legeme igiennem Staden. Dette ophidsede Keyseren saaledes, at han i største Iil reysede fra Antiochia til Constantinopel. Dog lod han sig bevæge af Folkets Graad, og straffede ingen paa Livet, ladende sig allene nøye med at tage fra dem den halve Deel af det Korn, som hans Fader Constantinus havde tillagt dem. Den udvaldte Biskop Paulum fordrev han, var ey heller fornøyet med Macedonio, efterdi hans Vall var skeed uden hans Samtykke.
Imidlertid blev holdet et Concilium udi Rom, hvortil de Orientalske Biskoper ogsaa bleve inviterede. Men Arianerne veigrede sig for at komme der, foregivende, at det var u-fornødent videre at examinere Athanasii Sag, eftersom derudi var dømt udi andre Conciliis tilforn. Videre besværgede de sig over den Romerske Biskop Julium, efterdi han havde antaget Athanasium og Marcellum af Ancyra, som havde været fordømte paa offentlige Moder. De lastede ogsaa bemeldte Romerske Bisp derudi, at han tog sig formegen Myndighed til, da han dog ikke var meere end en anden Bisp, thi det gav ham ingen Præference, efterdi
(a) Sozom. Hist. Eccl. Lib. 3. Cap. 7.
|220han residerede udi en Hoved-Stad, og seer man deraf, at Bisperne endda vare lige, skiøndt at de, som vare udi de store Stæder, tilegnede sig Fortrin for de andre. Efter saadant Svar besluttede Julius at holde Concilium med de nærværende Bisper allene, som vare 50 udi Tallet. Athanasii Sag blev da paa nye igien forhørt, og bleve efter nøye Examen saavel Athanasius som Marcellus og Asclepas erklærede u-skyldige, og affærdigede derpaa Julius en vidtløftig Skrivelse til de Orientalske Bisper, hvorudi han underretter dem om hvad som passeret var paa det Romerske Concilio, og formaner dem til Fred, og at lade de afsatte Biskoper komme til deres Værdigheder igien.
Men, som alt dette ingen Virkning havde, lod Julius Keyser Constans foredrage den Urett, som Athanasio og Paulo af Constantinopel var vederfaren. Constans besværgede sig derover hos sin Broder Constantium, og adskillige Bevægelser giordtes for at stille denne U-eenighed. De Orientalske Biskoper beklagede sig, at man falskeligen beskyldte dem for vrang Lærdom, og forfattede en Troes Bekiendelse, som de lode skikke til en Forsamling holden udi Meiland. Samme Bekiendelse var saaledes satt paa Skruer, at man intet Kietterie derudi kunde see. Dog vilde de Vestlige Bisper ikke underskrive den, med mindre de andre vilde platt fordømme Arii Lærdom, hvilket disse ikke vilde giøre, men deres Deputerede forlode udi Vreede den Meilandske Forsamling.
Det Sardiske Concilium.Endeligen foreenede begge Keyserne sig at holde et stort og almindeligt Concilium, og berammede det samme til Sardica udi Illyrien. 347Der lode Anno 347 sig indfinde en stor Mængde Bisper af 35 Provincier, hvoraf en stor Deel vare Arianer. Disse, som de merkede, at de Orthodoxe vare sterkere, og ingen af Constantii Folk vare nærværende, som kunde beskytte dem, item at de Vestlige Bisper, som vare af Athanasii Parti, havde til Anfører den Ærværdige og bedagede Biskop Osium, som havde præsideret paa det Nicæniske Concilio, begyndte de at blive bange, og derfore, da det var kommet saa vidt, at der skulde kiendes i |221Sagerne, gave de tilkiende, at de ikke vilde sætte deres Fod ind udi Kirken, dersom Athanasius og de andre afsatte Bisper skulde have Frihed at gaae derind. Derom blev længe tvisted, indtil Tiiden var exspirered, og da forsamlede et hvert Parti sig for sig selv, og fordømte hinanden indbyrdes. De Orientalske Bisper confirmerede den Dom, de tilforn havde afsagt mod Athanasium, Paulum, Marcellum og Asclepam, afsatte ogsaa den Romerske Biskop Julium tillige med Osio, efterdi de havde communiceret med de fordømte Bisper.
Dets slette Udfald.De Vestlige Bisper derimod gave dem herudi intet efter, thi de dømte udi deres Forsamling Athanasium, Marcellum &c. at være uskyldige, og afsatte adskillige Orientalske Bisper. Og vare saaledes efter dette Concilium de Østlige og Vestlige Kirker separerede fra hinanden, saa at de Vestlige Bisper ikke communicerede med nogen, som var paa den anden Side af Thracien, og de Østlige ey med nogen, som var paa den anden Side af Illyrien. Anden Virkning havde ikke dette store Sardiske Concilium, som man havde sammenkaldet for at stifte Eenighed, og at hæve den Mistanke, som var mellem de Østlige og Vestlige Kirker, thi det som tilforn bestod udi en Suspicion allene, blev forvandled til aabenbare Spliid og Separation. De Christne forfølges i Persien.Medens disse Tvistigheder regierede udi Keyserdommet, bleve de Christne hæftigen forfuldte udi Persien (a), hvor Jøderne, saavel som de Persiske Magi, ophidsede Kong Saporem mod Biskopen af Seleucia, Simeon, foregivende, at han hemmeligen conspirerede med de Romerske Keysere. Herudover bleve de Christne Kirker nedrevne, adskillige Præster henrettede, og Simeon slutted med Lænker, og bragt for Kongen, hvilken befoel ham at tilbede Soelen, og, som han bestandigen veigrede sig derfor, blev han dømt til Døde, og henrettet med 100 andre fangne Christne paa een Tiid. Denne Execution skeede 343. Aaret derefter lod Sapor en Befalning udgaae over heele Persien, ved hvilken Døds-Straf blev forkyn-
(a) Sozom. Hist. Eccl. Lib. 2. cap. 9.
|222det alle dem, som bekiendte Christi Den Christne Troe forfremmes udi Indien.Navn, enten de vare Præster eller Læge-Folk, og bleve da en u-tallig Mængde Christne henrettede, saa at det syntes, at den Christne Troe, som havde udbredet sig over alt i Persien, vilde gandske udrøddes sammesteds. Derimod forfremmedes Troen paa andre Steder, endogsaa udi Indien, hvor Keyser Constantius affærdigede en Christen Indianer, ved Navn Theophilum, hvilken omvendte mange af de saa kaldte Homeriter, som man meener at være de gamle Sabæer, og overtalede deres Første til at bygge adskillige Christne Kirker udi hans Land, saa at Theophilus havde ligesaadan Fremgang udi Indien, som Frumentius udi Æthiopien, hvor han tilforn var skikked. Arianerne brøstede sig af Theophili Mission, efterdi han var af deres Parti, og de Orthodoxe glædede sig over Frumentii Fremgang, saasom han var udi deres Communion.
Kort efter det Sardiske Concilium, blev holdet et Mode udi Meiland, hvor Keyser Constans residerede, eendeel for at ophæve den Spliid, som var udi Kirken, eendeel ogsaa for at fordømme Photinum. Samme Photinus var Biskop udi Sirmio, som var Hoved-Staden i Illyrien. Han var begaven med stor Veltalenhed, og derudover lætteligen kunde forføre Almuen til falske Meeninger. Photini Kietterie.Han nægtede den Hellig Trefoldighed, sagde at Faderen var GUd allene, at GUds Søn var ikke til for Jomfrue Maria, at han var kun et simpelt Menniske, og at den Hellig Aand subsisterede ikke Personligen. Han havde tilforn været fordømt paa et Concilio til Antiochia af Eusebii Parti (a), og nu igien blev fordømt af de Vestlige Bisper paa dette Meilandske Mode 347.
Men, som man kunde ikke exeqvere det Sardiske Concilii
(a)Blant de Beskyldninger mod Athanasium var og denne: at han havde favoriseret denne Photino, og siger G. Arnold, at Sulpitius Severus melder saadant at være skeed pravo consilio; Men, som disse ere ikke Sulpitii egne Ord, men Arianernes, saa sees deraf hvor lidt man kand bygge paa Arnoldi Citationer, helst i Athanasii Historie.
|223Dom over Arianerne, ey heller retablere de Bisper, som med U-rett vare afsatte, uden Constantii Myndighed, affærdigede derudover dette Meilandske Concilium tvende Bisper til Keyser Constantium, tilligemed et Brev fra Keyser Constans, hvorudi han beder sin Broder om at ville sætte de u-skyldige Bisper, sær Paulum og Athanasium i deres Værdighed igien, og til Slutning truer med Kriig, hvis ham derudi ikke føyes. Saa snart disse tvende Deputerede vare komne til Antiochia, hvor Keyser Constantius residerede, bevæbnede Arianerne sig mod dem, sær Stephanus Biskopen af samme Stad, hvilken udsatt en liderlig Person, ved Navn Oneager, paa dem. Den samme practiserede ind udi de tvende Bispers Sove-kammer en Skiøge, og derpaa brød ind udi Kammeret med nogle andre, raabende at de vare Hoerkarle, som han havde treffet paa ferske Gierninger. Dette foraarsagede en stor Bevægelse over den heele Stad. De U-skyldige forføyede sig strax om Morgenen til Keyserens Pallads, og begiærede at Sagen maatte examineres, hvilket han ikke kunde nægte dem. Skiøgen bekiendte da, at Oneager havde formaaet hende til at gaae ind udi Bispernes Sove-kammer, foregivende, at der var nogle Fremmede, som havde forlanget at forlyste sig med hende; En af Oneagers Handlangere tilstod ogsaa efter piinlig Forhør, at saadant var overlagt mellem dem. Og, da Oneager selv blev tilspurdt, tilstod han Gierningen, og sagde derhos, at Bisp Stephanus havde formaaet ham dertil. Af denne Hændelse blev Keyser Constantius saa bevæged, at han lod ikke allene Stephanum degradere, men lod ogsaa adskillige af de Land-flygtige Geistlige kalde tilbage igien. Ikke desmindre havde Arianerne dog endda saadan Credit til Hove, at de finge en anden af deres Parti i hans Sted. Den samme heed Leontius, hvilken havde bekiendet Arii Lærdom fra første Begyndelse, og derfore, endskiøndt han holdt gode Miner, underminerede hemmeligen Troen, og forfremmede ingen uden Arianer til Geistlige Embeder ved den Antiochiske Kirke; Han bar i den henseende bitter Fiendskab til Flavianum og Diodorum, efterdi de vare de ivrigste Forfægtere af Troen. Antiphoniers invention.De samme holdes for allerførst at have op|224fundet at lade tvende Chor synge imod hinanden, som kaldes Antiphonie (a) og er siden derivered fra den Antiochiske Kirke til alle andre Steder udi Christendommen. Der siges ogsaa, at Flavianus var den første der indførdte den Sang: Ære være GUd Fader, Søn og den Hellig Aand, da man tilforn efter Arianernes Sigelse betienede sig af saadan Formular: Ære være GUd Fader ved Sønnen i den Hellig Aand, eller: Ære være Faderen i Sønnen og den Hellig Aand (b).
Aetianer.Blant andre suspecte Personer, som Leontius forfremmede til Geistlige Embeder, var den bekiendte Aëtius. Den samme var i Begyndelsen en grov Handværks-Mand, gav sig siden ud for Medicus, og da han ved den Medicinske Profession havde vundet endeel Penge, tog han sig for at studere Philosophie. Men, saasom han var heel svatzig og havde en kaad Mund, blev han tvende gange forviiset Antiochia, hvorefter han begav sig til Alexandrien, og der lagde sig gandske efter Disputere-Konst, søgende at udføreudføre]udføre] B, udfore A; udfore SS udføre] B, udfore A; udfore SS den Christelige Troe i Syllogismer, og at fabriqvere en Theologie paa en Geometrisk Maade. Den Dristighed han havde ideligen at disputere om den Guddommelige Natur foraarsagede, at han fik Tilnavn af Atheist. Efterat han var fordreven af Kirken, lod han som han selv havde separered sig derfra, og blev saaledes Hoved for den Sect, som siden blev bekiendt under det Navn af Aetianer (c). Saadant Portrait giøres over denne Mand af den Nicæniske Troes Bekiendere: Arianerne derimod afmale ham af stor Dyd og Lærdom. Philostorgius siger, at han blev fordreven af Kirken formedelst den Jalousie endeel Bisper bare over hans Lærdom, item at han paa et Concilio drev Basilium af Ancyra at tilstaae, at Sønnen differerede fra Faderen udi Substantia (d) ja samme Skribent undseer sig ikke ved at til-
(a) Theodor. Hist. Eccl. Lib. 2. cap. 24.
(b) Philostorg. Hist. Lib. 3. apud Photium.
(c) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 2. cap. 35.
(d) Philostorg. Hist. Lib. 4. apud Photium.
|225lægge ham Miracler. Det er troeligt, at de første have tillagt Aëtio for mange Feyl, og den sidste Dyder, som han ikke havde. Alt hvad man herom kand sige er dette, at hvis Arianernes Skrifter ikke vare bortkomne, havde man maa skee kundet fatte milde Tanker om een og anden, hvilke ansees som Monstra af Ugudelighed, efterdi deres Historier findes allene i deres Fienders Skrifter.
Aaret efter det Meilandske Mode blev holdet et Concilium til Carthago mod Donatisterne, hvorudi blant andet blev giort en Canon, at ingen, som eengang var døbt udi den hellige Treeenigheds Navn, skulde omdøbes: Thi derudi bestod Donatisternes fornemste Vildfarelse. Og seer man af dette, saa vel som det Meilandske Concilio, at de rette Troendes Tilstand paa samme Tiid har været nogenledes taalelig; thi den Vestlige Keyser Constans var en ivrig Beskytter af den Nicæniske Lærdom, og hans Broder Constantius, skiøndt han var Arianerne tilgedan, saa dog gik han varsom frem, saa længe Constans levede, for hvilken han frygtede sig; Og var det i den henseende, at, Athanasius blir satt i sin Værdighed igien.da den Arianske Biskop af Alexandria Gregorius ved Døden afgik udi det Aar 349, han fandt for godt at kalde Athanasium tilbage, heller end at fortørne sin Broder. Athanasius 349begav sig strax paa Reisen, kom først til Keyser Constans, og siden derfra til Antiochia, hvor Constantius tog venligen imod ham, og undskyldede hvad som tilforn var skeed, saa at denne Navnkundige Prælat blev restituered i sin forrige Værdighed igien. Og, som han paa de Tiider var den største Forfægter af det Nicæniske Concilio, saa stadfæstede han det allevegne paa denne sin Reise, og i sær udi Alexandria, hvor han havde sit Bispe-sæde. Mange forlode da den Arianske Lærdom, og foreenede sig med de rette Troende igien, blant andre de tvende ivrige Arianer Ursacius og Valens.
Men denne Kirkens Lyksalighed ophørede ved Keyser Constantis Død, som skeede udi det Aar 350, 350da en ved Navn Magnentius reisede Krigs-Folket i Gallien op imod Keyser Constantis Død.ham, hvilke bragte denne |226gode Keyser om Livet, og satte Magnentium i hans Sted paa Thronen. Samme Tiid, paa hvilken dette Mord skeede, førte Constantius Krig med Persien. Saasnart han fik Tidender derom, forlod han dette Tog, og gik tilbage mod Magnentium, og som en anden Anfører ved Navn Vetranio ogsaa af Krigshæren udi Pannonien var bleven erklæred Keyser, fandt Constantius raadeligt at vinde denne sidstes Venskab for ikke at have dem begge paa Halsen. Vetranio lod sig dertil beqvemme og conjungerede sig med Constantio i Pannonien. Men dette varede ikke længe; Thi han fik under Haanden de fornemste af den nye Keysers Krigshær paa sin Side, hvilket da Vetranio merkede, forlod han Purpuret, og paa Knæe bad Constantio om Liv og Naade, hvilket han ogsaa erholdt og blev rigeligen forsørged sin Livstiid, og førte han stedse siden et stille og Christeligt Levnet.
Magnentius, som var Hoved-Personen, stod endda tilbage at vinde. Den samme marcherede med en anseelig Krigshær ind udi Illyrien og Pannonien, og der Aaret derefter leverede Constantio et Feldslag ved den Flod Drave, hvor nu omstunder den bekiendte Broe af Esseck er. Efter en haard og blodig Trefning blev Magnentii Kriigshær endeligen totaliter slagen. Han selv undkom, og flygtede til Gallien, hvor han efter en nye Forliis tog Livet af sig selv udi Lion, Constantius eene Keyser.saa at Constantius derover blev eene Mester over det heele Romerske Keyserdom. Den Arianske Skribent Philostorgius skriver, at der i Slaget lod sig see et himmelsk Lys, hvilket befordrede Constantii Seier. Hvis Keyseren havde været Orthodox, havde vel Orthodoxi ogsaa seet samme Lys. Denne Seyer var (a) en stor Glæde for Arianerne, som derved haabede at triumphere over deres Fiender: Hvilket Haab og ikke slog dem feil; Thi Constantii øvrige Regierings Tiid er en Kiæde af idelige Forfølgelser og falske Conciliis, saa at man kand sige, at den Arianske Lærdom udi nogle Aar var den herskende, hvorvel den blev etablered med en slags Subtilitet, og
(a) Philostorg. Lib. 3.
|227dobbeltlydende Troes-Bekiendelser, saa at man bildte Keyseren ind, at han allermest bestyrkede den Nicæniske Troe, naar han allermest forfremmede Arii Kietterie.
Kort førend Magnentius blev overvunden, lod Constantius forsamle et Mode til Sirmium, som meest sigtede til at dæmpe Photini gruelige Kietterie, og at skille samme Mand ved Sirmii Bispestoel. Photini Lærdom var end grovere end Arii; Thi han giorde Sønnen til et simpelt Menniske, og nægtede at den Hellig Aand var en distinct Person. Da blev forfatted en Troes-Formular, hvorudi Arianernes, Sabellianernes og Photini Lærdom blev fordømt, skiønt Formularen var suspect i henseende til de Bisper, som forfattede den. Den indeholder ey heller det Ord Consubstantialitet, ey heller giør Sønnen lige med Faderen. Efter at den var samtykt af alle Bisperne, blev den forelagt Photino til Underskrivelse; Men han veigrede sig derfore, og tilbød sig offentligen at ville forsvare sin Lærdom. Der blev derfor holden en Conference, som varede længe og blev dreven med stor Hidsighed. Photinus fordømmes.Efter at Acterne vare beskrevne af Notariis, og Keyseren tilskikkede, blev Photinus fordømt, og satt fra sin Værdighed, og Germinius blev i hans Sted udvalt til Bisp udi Sirmio. Man seer heraf med hvilken Subtilitet Troen da blev underminered, iligemaade Keyser Constantii Principia, som var at gaae en Middelvey mellem Arianerne og de rette Troende, udi hvilke Principiis han af de Arianske Bisper stedse blev holden varm, paa det at de ved Omsvøb des sikkere kunde komme til deres Maal.
Arianerne spille Mestere.Efterat Constantius havde dæmpet alle sine Modstandere, og var bleven Eene-Herre, begyndte Arianerne, som sagt er, at reise Hovedet i Veyret, og opvække Forfølgelse mod de rette troende Biskoper. Ursacius og Valens vendede da Kaaben om igien, og sloge sig til deres forrige Parti, foregivende, at Keyser Constans havde tvunget dem til den Retractation, som de nyeligen havde giort. Een af de første, som Forfølgelsen gik over, var Paulus, Biskopen af Constantinopel. Den samme blev stødt |228fra sit Embede, som Keyser Constans havde hiulpet ham til igien, og blev efter Constantii Ordre bortført, bunden med Lænker, i Landflygtighed. Macedonius blev i hans Sted giort til Bisp udi samme Stad, og installered med væbnet Haand, saa at ved den Leilighed over 3000 af Indbyggerne bleve af Soldaterne nedsablede. Den fangne Biskop Paulus blev kort derefter hemmeligen myrdet (a), og som dette vederfoer ham i henseende til den Nidkierhed han havde ladet see i at forsvare Troen, blev han regnet blant Helgene, saa at den Romerske Kirke celebrerer hans Fæst den 7 Junii.
Men Athanasius var den, til hvis Undergang Arianerne fornemmeligen sigtede. Hovederne for dem vare da Leontius af Antiochia, Georgius af Laodicea og Acatius af Cæsarea; Disse, tilligemed andre, søgte paa nye at ophidse Keyseren imod Athanasium, og i den henseende blant andet forebragte, at han havde været Aarsag til den Misfornøyelse, Keyser Constans havde ladet see mod sin Broder, og opirret ham til Vrede og Trusler, iligemaade, at han havde været af Magnentii Parti. Ny Forfølgelse mod Athanasium.Dette og andet ophidsede Constantium saaledes, at han besluttede, atter igien at bortdrive ham. Til dette at i Verk stille, adresserede de Arianske Biskoper sig til Liberium, Biskopen af Rom, og forebragte mange Klagemaal mod Athanasium; Men, som der paa samme Tiid komme ogsaa Breve fra de Ægyptiske Bisper, hvorudi Athanasius blev forsvared, vidste Liberius ikke hvad han derudi skulde dømme, og derfore raadede Keyseren, at sammenkalde et Concilium, for derudi at examinere Sagen, hvilket ogsaa skeede, og blev samme Concilium holdt til Arles udi Gallien. Paa dette Mode spillede de Orientalske Bispe Mestere, thi, da Vincentius af Capua med andre paastode, at man strax skulde skride til at fordømme Arii Lærdom, svarede de Orientalske, at de ikke kunde fordømme Arii Lærdom, med mindre man tilligemed excommunicerede Athanasium, ja de dreve derpaa med saadan Heftighed, at Vincentius af Capua, tilligemed de fleeste andre, af Frygt sam-
(a) Theod. Hist. Eccl. Lib. 2. cap. 5.
|229tykkede derudi, og Paulinus, Biskopen af Trier, som protesterede derimod, maatte gaae i Landflygtighed.
Athanasius, da han merkede sig paa nye at være falden i Keyserens U-naade, affærdigede han nogle Bispe til Constantium, for at forsvare sin Sag. Selv torde han ikke lade sig indfinde, endskiøndt han af Keyseren dertil var invitered, hvilket af hans Fiender ogsaa blev forklared som en Traadsighed. Og var det i denne Tilstand at han udgav sin anden Apologie, eller Forsvars-Skrift, hvorudi han afmaler sin egen og sine Modstanderes Opførsel. Imidlertid arbeidede de Vestlige Bispe, som vare misfornøyede med det Concilio til Arles og bedrøvede over Athanasii onde Medfart, paa at faae Sagen anderledes insinuered hos Keyseren, og at bevæge ham til at samle et nyt Mode. Men dette kunde saa hastigen ikke skee, formedelst de Uroeligheder Keyseren da var indvikled udi. Jøderne giorde da en Opstand udi Dio-Cæsarea, og der myrdede den heele Romerske Besætning, streiffede ogsaa om allevegne udi Landet, under Anførsel af en ved Navn Patricio, som de kaldte deres Konge. Den unge Gallus, Constantii Fætter, som for nogle Aar siden var erklæred Cæsar, udskikkede strax nogle Tropper, hvilke omkomme en stor Mængde af dem. Denne Gallus holdt sig da ogsaa brav mod Persianerne, hvilket giorde ham saa overmodig, at han øvede adskillige Violencer, ja han blev ogsaa beskyldet for at tilegne sig Keyserdommet, hvilket foraarsagede at han blev anholden, dømt fra Livet og halshuggen.
Man troede, at paa hans Fald hans yngre Broders Juliani u-feilbarligen vilde følge, helst da han kort derefter blev kalden til Hove fra Grækenland, hvor han studerede: Men han kom den Christne Kirke til Skade løs igien, og blev af Keyseren skikked tilbage til Grækenland, for at fortsætte sine Studeringer. Den unge Keyser Juliani Optugtelse og Inclinationer.Julianus var da 23 Aar gammel, Keyseren havde ladet ham, tilligemed hans Broder Gallo, oplære i den Christelige Troe; Men man merkede hos den sidste endogsaa udi hans Barndom, at han |230inclinerede til Hedenskabet; Thi saa ofte han skulde øve sig med sin Broder udi Veltalenhed og Philosophie, tog han sig paa at forsvare Hedenske Meeninger, som de svageste, skiøndt han derudi fuldte sin Inclination. Da Gallus blev erklæred Keyser, skikkede Keyseren Julianum til Asien, for der at oplæres i Boglige Konster; Men forbød ham at have nogen Omgiengelse med den navnkundige Sophist Libanio, efterdi han var en Hedning: Men han blev der forført af de Hedenske Philosophis, saa at Grundvolden da blev lagt til det paafølgende bedrøvelige Frafald. Dog holdt han efter sin Tilbagekomst til Constantinopel gode Miner, og det af Frygt for Keyseren: Ja hans Simulation gik saa vidt, at han lod sig rage, og giorde Profession af Munke-Levnet.
Imidlertid aflode Bisperne, saavel de Østlige som Vestlige ikke, at anholde om et Concilio hos Keyseren, skiøndt udi differente Henseender. De første, for at tvinge deres Modstandere til at underskrive Athanasii Fordømmelse, og de sidste, for at hielpe ham til sin Værdighed igien; og seer man heraf udi hvilken Anseelse denne Mand var. Keyseren lod sig omsider bevæge til at sammenkalde et Mode til Meyland. Sammenkomsten skeede udi det Aar 355, 355og, endskiøndt de Vestlige Biskoper vare langt fleere end de Østlige, saa dog havde dette Concilium et sørgeligt Udfald for Kirken, Concilium til Meyland.efterdi Keyseren ved sin Nærværelse styrkede Athanasii Modstandere. Dionysius, Biskopen af Meyland tog sig vel strax for at frembringe den Nicæniske Bekiendelse til Underskrivelse: Men Papiret blev ham af andre revet af Hænderne, og Modet blev forflytted fra Staden til Keyserens Pallads, hvilket spillede Athanasii Modstandere Seyeren i Hænderne. Arianerne fremførede da et Brev fra Keyseren, som befattede deres egen Lærdom, og paastod Constantius, at han udi Drømme havde faaet Ordre af GUd at forklare Troen saaledes. Han gav ogsaa tilkiende, at ingen kunde tvile om hans Troes Rigtighed, efterdi GUd velsignede hans Regimente med saa mange Seyervindinger. Men, som man kand ikke være forsikkred om, at alt hvad man |231drømmer, er Guddommelige Aabenbaringer, og Historien viser at mange vantroende Regentere have haft stor Lykke, saa meente nogle af de andre Bisper, at det var meere sikkert at antage og underskrive den Nicæniske Troe, som af alle eengang havde været approbered.
Derpaa toge Athanasii Modstandere sig for, at drive paa hans Fordømmelse. Athanasianerne derimod veigrede sig derfor, sigende derhos, at eendeel af dem, som nu dreve saa stærkt derpaa, havde selv tilforn frikiendt ham. Da reisede Keyseren sig op udi Vrede, og sagde: Det er jeg selv, som er hans Anklager, og I maa troe hvad Jeg siger. Athanasianerne vilde dog ikke lade sig nøye dermed, saa der opvaktes heftige Disputer, og, saasom nogle af Bisperne sagde, at Keyseren havde ingen Magt at dømme i geistlige Sager, og truede ham med GUds Vrede, blev han derudover saa ophidset, at han trok sin Kaarde ud mod dem, havde ogsaa i Sinde at lade dem strax henrette. Athanasius med andre dømmes i Landflygtighed igien.Dog betænkede han sig igien, og dømte dem allene til Landflygtighed. Et saadant Udfald havde dette Tallrige Meilandske Concilium, hvorudi Athanasii Fordømmelse blev confirmered, endskiønt derudi vare nærværende over 300 Vestlige Bisper, saa at man deraf seer af hvor liden Betydelse Kirke-Moder ere.
Blant de Landflygtige vare de Fornemste Eusebius af Vercelli, Dionysius af Meiland og Lucifer Biskop af Cagliari, hvilke udi deres Landflygtighed fremturede i at prædike den reene Lærdom, og derfore af de rette Troende bleve anseede som hellige Mænd og GUds Martyrer. Arianerne søgte derpaa ved heftige Forfølgelser at bringe de andre deres Modstandere fra Troen, og som de merkede, at den Romerske Bisps Liberii Exempel vilde trække mange efter sig, efterdi samme Stads Biskoper da allerede vare i stor Anseelse (a), anvendte de alle Kræfter paa at vinde samme Mand. Men han stod dem med stor Bestandighed imod, og op-
(a) Ammian. Marcell. Lib. 15. Autoritate, qvâ potiores erant æternæ Urbis Episcopi.
|232hidsede Keyseren saaledes, at han lod ham med Magt føre fra Rom til sin Residence. Saa snart han did var kommen, blev han opførdt til det Keyserlige Conseil, som da kaldtes Consistorium, hvor de vigtigste Sager bleve forhørede og af nærværende Notarier bragte udi Acta. Der blev holden den merkelige Samtale mellem ham og Keyseren, som vitløftigen er indførdt udi Theodoreti (a) Kirke-Historie, og hvor man seer med hvilken Bestandighed Liberius forsvarede Athanasii Sag. Efterat Samtalen var endet, Den Romerske Bisp Liberius drives i Landflygtighed.gav Keyseren ham 3 Dage til at betænke sig for at underskrive Athanasii Dom. Og, som han fremturede i sin Bestandighed, blev han bragt i Landflygtighed til Thracien, og beskikkedes i hans Sted til Romersk Bisp Felix, som var Archi-Diaconus af samme Kirke, hvilken stedse blev ved den Nicæniske Bekiendelse, skiøndt han af Frygt beqvemmede sig til at communicere med Arianerne.
Den ærværdige Osius forfølges.Forfølgelsen mod de rette Troende gik da saa viit, at den gamle ærværdige Osius selv, der havde præsideret paa det Nicæniske Concilio, ikke blev sparet. Thi efterdi samme Mand var udi saadan Anseelse formedelst sin Alder, Dyd og Lærdom, at han holdtes den Fornemste og Største blant alle Bisper, og hans Ord og Breve bleve antagne, som Oracler, saa meenede Arianerne, at de havde intet vundet, saa længe samme Mann modstod deres Lærdom. Keyseren lod derfore efter deres Tilskyndelse kalde ham til sig, og formane ham til at forlade Athanasium, men han var u-bevægelig, hvorudover man søgte at giøre ham alle slags Fortredeligheder, og det u-anseed hans høye Alder, som var af henved 100 Aar. Forfølgelsen blev derpaa almindelig, saa at man hørte ikke uden om Landflygtighed, Fængsel og Afsættelse. Til denne U-held kom paa samme Tiid en anden, nemlig at ovenomtalte unge Prinds Julianus blev erklæret Cæsar og Successor udi Regieringen, og fik han Ordre af Keyseren til at commandere Keyserdommets Tropper, da han endda laae og studerede i Athenen. Af saadan
(a) Theodoret. Hist. Eccl. Lib. 2. Cap. 16.
|233Keysers Regiering kunde Kirken ingen Bedring vente sig, og spaade Gregorius Nazianzenus og Basilius, som da studerede med ham udi Athenen, intet got deraf i fremtiden at vilde flyde, endskiøndt Julianus endda bekiendte den Christelige Religion; Og siges der, at Gregorius sagde det første han saae ham: Hvilken Ulykke føder os ikke det Romerske Keyserdom! GUd give at jeg maatte blive en falsk Prophet.
Den Unge Keyser Juliani Portrait.Samme Julianus var af en maadelig Væxt, havde en tyk Hals, brede Skuldre, hvilke han ideligen skiød op og ned ligesom med Hovedet. Hans Fødder vare ikke faste og hans Gang vaklend. Han havde levende Øyne, men derhos forvirrede og omløbende, hans Aasyn var vildt, hans Næse spidsk: Han havde en stor Mund med nedhængende Læber, et stridt og spids Skiæg. Hans Gebærder var latterlige, thi han bevægede ideligen Hovedet, loe uden Maade, holdt op mit i sin Tale, ligesom for at tage sin Aande, giorde daarlige Spørsmaal, gav forvirrede Svar, som ingen Samling eller Orden havde. Og er det saadant Portrait, som Gregorius Nazianzenus giver ham, (a) og hvorudi Ammianus Marcellinus til deels stemmer i med, (b) læggende dette dertil, at han var begierlig efter Roes af ringe Ting, og affecterede at omgaaes med u-værdige Folk. (c) Men disse Feil vare beblandede med mange fortreffelige Qvaliteter, hvorudi ingen uden Julius Cæsar overgik ham. Den Begiærlighed han havde til Boglige Konster var saa stor, at han med Graad forlod Athenen. Bliver erklæred Constantii Successor.Saa snart han kom til Italien, maatte han forlade sit Skiæg og sin Philosophiske Kaabe, og efterat han af Keyseren i Soldaternes Nærværelse var bleven erklæred Cæsar, fik han Constantii Søster Helena til Ægte. Saaledes blev Vey banet til Thronen for denne Herre, der efter Constantii Død blev den farligste Mand Kirken nogen Tiid havde haft. Efter det Philosophiske
(a) Greg. Nazianzen. Orat. 4.
(b) Ammian. Marcell. Lib. 25.
(c) Laudum ex minimis rebus intemperans appetitor, cum indignis sæpè loqvi affectans.
|234Levnet han havde stedse ført, dømte mange, at han vilde kun blive en slet Regent; Hvorudover, da han først blev ført i Keyserlig Dragt, man ansaae ham som en Theatralsk Person, men, han lod strax see Prøver paa stor Capacitet og Bravoure, hvorved han holdt heele Tydskland, Gallien og Britannien i Ave. Han stod op ved Midnat, reisede geleided af lærde Mænd og Historie-Skrivere, var udi Spise og Klæder, som en gemeen Soldat, og øvede en særdeles Mildhed: Da en Advocat, medens han var i Gallien, blev beskyldet for en Misgierning, som han ikke vilde bekiende, og hans Anklager sagde: Hver Skyldig kand gaae fri, naar der er nok for ham at nægte Tingen, svarede Julianus: Og hver U-skyldig kand lide, naar der er nok at han beskyldes. Man seer deraf, at denne Mand har haft fortreffelige Qvaliteter, men som den Nidkierhed, mange af Fæderne have haft for Troen, ikke ha tilladt dem at see, ligesom de Hedenske Scribentere af samme Aarsag ey heller have kunnet merke hans Feil.
Udi den almindelige Forfølgelse, som skeede mod Bisperne af Athanasii Parti, er forunderligt, at Athanasius selv i lang Tiid blev u-anfægted, saa at der passerede over 2 Aar fra det sidste Brev han fik fra Keyseren, udi hvilke intet blev foretaget mod ham. Endeligen lod den Keyserlige Secretarius Diogenes ham forkynde, at han maatte retirere sig. Men, som Athanasius forlangede at see Keyserens skriftlige Ordre, og Diogenes ikke var forsyned dermed, blev Sagen staaende til videre. Voldsom Opførsel mod Athanasium.Omsider kom den Keyserlige Statholder Syrianus 356 med bevæbnede Folk til Alexandria, og omringede Kirken, hvorudi Athanasius var; Og, som Biskopen, u-anseet dette, blev ved at forrette GUdstienesten, brøde de ind udi Kirken, hvor de øvede stor Vold, og omkomme adskillige: Dog kom Athanasius selv udi denne Forvirrelse udaf Kirken, og blev en tiidlang skiuled af sine Venner, indtil han fik Leilighed at retirere sig udi en Udørk. Han retirerer sig i en Udørk.En ved Navn Georgius blev da beskikked til Biskop i hans Sted: Og som de fleeste af Indbyggerne, der elskede Athanasium, ikke vilde erkiende ham for Bisp, |235opvaktes der en stor Forfølgelse mod dem, og strakte den samme sig omsider over heele Ægypten og Libyen, hvor over 30 Bisper bleve afsatte og 16 drevne i Landflygtighed, og bleve i deres Sted igien beskikked Arianske Bispe, hvilke beskrives at alle have været u-værdige Mænd, sær Georgius, som kom i Athanasii Sted, hvilken en Hednisk Scribent vidner at have været baade vellystig og Blodgierrig, (a) hvorudover Indbyggerne af Alexandria satte ham efter Livet, saa at han maatte tage Flugten af Staden. Men han blev med væbned Haand ført tilbage igien, og da fik Leilighed at hævne sig tilstrækkeligen.
Athanasius opholdt sig imidlertiid udi Ørken, hvor han blev sterkt eftersatt, skiøndt forgieves; Thi Munkene og Eremiterne, som opholdte sig i samme Ørk, vare ham alle bevaagne, og skiulede ham saaledes, at hans Efterstræbere ikke kunde finde ham. St. Antonii Død.Han havde dog ikke den Lykke at finde den Navnkundige Eremit St. Antonium, efterdi samme Mand døde udi Begyndelsen af det Aar 356, da han var 105 Aar gammel. Om ham saa vel som Paulo Eremita, som paa een Tiid levede udi Ørken, fortælles forunderlige Historier, hvilke jeg her ikke vil anføre. Antonius holdes for første Stifter af Munke-Orden, ligesom Paulus er Eremiternes Fader. Udi Antonii Tiid formeerede sig Munke-Klosterne udi Ørken, og toge end meere til efter hans Død, og vare de samme Kirken da til ingen Byrde, efterdi de første Munke nærede sig af deres Hænders Arbeyde, saa at de Societeter, som nu omstunder trække de fædeste Indkomster af et Land til sig, for at giøde dovne Mennisker, da kunde ansees som nyttige Manufacturer, hvorudi all slags Arbeyde blev giort det Menniskelige Kiøn til Nytte, og Gudsfrygt tilligemed uden Hinder blev øved.
De Arianske Forfølgelser voxe til.De Arianske Forfølgelser voxede dagligen meer og meer til. Athanasius skrev paa ny et Forsvars-Skrift i Ørken, men udrettede intet dermed, og rasede ingen meere end den Arianske Biskop udi Constantinopel Macedonius, hvilken udvirkede en Keyserlig Forordning, hvorved den Nicæniske Troes BekiendereTroes Bekiendere]Troes Bekiendere] B, Troes-Bekiendere A; Troes-Bekiendere SS Troes Bekiendere] B, Troes-Bekiendere A; Troes-Bekiendere SS bleve
(a) Amm. Marcell. Lib. 22.
|236hæftigen forfulte, saa at det gik indtil Piinsler og Midlers Confiscation. Hvor stor Forfølgelsen da har været, kand sees deraf, at de største Kirkens-Støtter, som den gamle Ærværdige Osius, og den Romerske Bisp Liberius selv begyndte at vakle udi Troen. Den gamle Osii Fald.Disse tvende store Mænds Fald fortælles med saadanne Omstændigheder: Arianerne lode udi det Aar 357 opsætte en Troes Formular til Sirmium, hvilken alle finge Befalning til at underskrive. Dens Forfatter var Potamius Biskopen af Lisbona udi Lusitanien, hvilken søgte at befodre dens Underskrivelse over heele Spanien. Men han fandt en stor Modstander i den gamle Osio, hvorudover han indgav Klage over ham, og derved opvakte den Forfølgelse, som befodrede denne ypperlige Mands Fald. Osius blev da paa en Barbarisk Maade medhandled, slagen og piined paa adskillige Maader, og, saasom han havde et svagt og skrøbeligt Legeme, og var meget over sine 100 Aar, kunde han ikke længer holde det ud, men beqvemmede sig omsider til at underskrive den Sirmiske Bekiendelse; Hvorefter han kom til sit Stift igien, men han levede ikke længe der. Athanasius (a) vidner at han kort for hans Død begræd sit Fald, og raadede alle til at have Afskye for den Arianske Lærdom.
Item Liberii.Hvad den Romerske Bisp Liberius angaaer, da efter at han havde været to Aar i Landflygtighed, og imidlertiid udstaaet meget Ont, lod han sig omsider overtale iligemaade at underskrive ovenmældte Formular, og at falde fra Athanasio. Han affærdigede ogsaa en Skrivelse til Keyseren, hvorudi han giver alt dette tilkiende, og derved kom til sit Bispe-Sæde igien. Af dette sees udi hvilken elendig Tilstand Kirken da var, og hvilket Tyrannie Arianerne have øvet; med mindre man vil sige, at Skribentere have giort for meget af Tingen; Thi man maae her hos tilstaae, at de meeste Skrifter, som herom findes, ere forfattede af det Athanasianske Parti, og seer man, at Athanasianerne gave de andre lidet efter, naar de havde Overhaand. Ja Athanasii egen Ivrighed i hans Forsvars Skrifter, hvorudi han udraaber Constantium
(a) Athanas. ad Solitar.
|237for en Antichrist, og igiennemheiler hans Personlige Lyder, viiser at man ikke kunde have ventet sig nogen Moderation, hvis han paa sin Side havde haft en Orthodox Keyser.
St. Basilii Regler for Munkene.Den Forfølgelse, som den Nicæniske Troes Forfegtere leede under Constantii Regiering, foraarsagede at adskillige anseelige Mænd retirerede sig til Udørkener, blant andre den Navnkundige Basilius, som med Gregorio Nazianzeno havde studeret til Athenen. Og var han den som allerførst rett regulerede Munkenes Levnet ved adskillige Anordninger, som helligen bleve efterlevede, og ere bekiendte under det Navn af St. Basilii Regler. Cœnobiter og Anachoreter.Hans Discipler vare alle Cœnobiter, det er Folk, som levede udi tilfælles Huuse, kaldne Cœnobia eller Klostere, og vare distingverede fra andre slags Munke, som kaldtes Anachoreter, der levede adspredte udi Ørken hver for sig selv.
Efter den Antiochiske Biskop Leontii Død, bemægtigede en ved Navn Eudoxius sig det Antiochiske Sæde. Den samme var en puur Arianer og Aëtii Discipel. Han skiulede ikke sin Ondskab som sin Formand, men tog Masken reent af, og forkastede ikke allene det Ord Consubstantialitet, men end ogsaa nægtede at Sønnen var Faderen liig udi Substantia, hvorved han bevæbnede end ogsaa de Orientalske Bisper mod sig. Thi det er herved at merke, at den Religion, som dominerede under Constantii Regiering, differerede derudi saa vidt fra Arii og Photini Lærdom, at den vel forkastede det Ord Consubstantialitas, men derhos holdt for, at han var Faderen Hoved-Secter udi Constantii Tiid.liig udi Substantia, skiønt ikke af samme Substantia, da derimod Arius, Photinus og nu den nye Biskop Eudoxius forkastede det eene med det andet, og giorde Sønnen til et simpelt Creature, saa der bleve trende Hoved-Secter udi Kirken, den første holdt Homousianer.stift ved det Ord Consubstantialitas eller den Nicæniske Bekiendelse, Homoiusianer.og derfore fik Navn af Homousianer: Den anden var Hof-Religionen, som passerede for Orthodoxie udi Keyser Constantii Tiid, hvis Tilhængere bleve kaldne Homoiusianer eller halve Arianer, skiønt de i Historien ogsaa ofte |238kaldes Arianer, efterdi de nærmede sig saa meget til Arii Lærdom. Den 3die var den Arianske Sect, som stricté fuldte Anomoianer.Arii, Photini og denne Eudoxii Lærdom, og blev kaldet pure Arianer eller Anomoianer, det er saadanne, som nægtede, at Sønnen ogsaa var Faderen liig udi Substantia, og derfore finge begge de tvende andre Secter paa Halsen. Og seer man heraf, udi hvilken bedrøvelig Tilstand Kirken allerede var forfalden, og at disse Tvistigheder havde satt heele Verden udi Flamme og ophidset en Meenighed til Had og Forfølgelse mod den anden, ja til at overtræde alle Bud og Hoved-Posterne udi Christi Lærdom, som meest raader til Kierlighed og Sagtmodighed. Dog kand man ikke bifalde deres Meening, som have holdet disse Tvistigheder for blotte Ord-Kriige. Thi der handledes om enten Christus skulde være GUd eller simpelt Menniske, hvorudover de stridige Secter ikke vel kunde leve i Communion sammen, saa at den store Hidsighed og Forfølgelse allene med Billighed lastes, item dette, at Religionen hos en Deel blev brugt til Prætext for at bane sig Vey til Bispe-Stole og at undertrykke sine Fiender.
Ved disse Conjuncturer og dette 3die Parties Opkomst og Tiltagelse forandredes Kriigens-Scene, og den største Bitterhed regierede siden en Tiid lang mellem de to sidste Partier under Anførsel af de tvende Geistlige Helte, Basilio af Ancyra, der var Hoved for Homoiusianerne, og Eudoxius, hvilken ansaaes som Anfører for Anomoianerne. Hvert Concilium kunde da ansees som et Feltslag, hvorudi det Parti, som havde bevæbnede Folk paa sin Side, beholdt Marken. Det andet Parti eller de halve Arianer holdte 358 et Concilium til Ancyra, hvorudi de Anomoianers Lærdom blev fordømt, og Deputerede bleve skikkede til Keyseren for at erkyndige ham derom. Keyser Constantii U-stadighed.Men det syntes, at Keyseren da gandske var bleven forvildet af disse subtile Disputer, saa at han ikke vidste ret hvilket var hvilket; Thi, da de Deputerede komme til Hove, merkede de, at han havde faaet Breve i Faveur af deres Modstander Eudoxio. Men Basilius fik ham strax til at sadle om igien, og at lade udgaae en Forord|239ning lige mod den forrige; Hvoraf man seer, at denne gode Keyser ikke fuldkommeligen selv vidste hvad han skulde troe, men underskrev hvad han hørte de fleeste funde for godt, og ofte bifaldt dem, som han sidst havde taled med.
Efterat Basilius havde formanet Keyseren til at troe med de halve Arianer igien, blev udi en Sammenkomst, holden til Sirmium, en ny Troes-Bekiendelse igien opsatt, hvilken blant andre ogsaa blev underskreven af den Romerske Bisp Liberio, som ved denne Føyelighed kom gandske i Keyserens Naade, og fik Frihed at komme til Rom igien, hvor han skulde forestaae den Romerske Kirke tilligemed Felix, som man ey heller Tvende Bispe paa eengang udi Rom.vilde forskyde. Eudoxius derimod blev forviised fra Antiochia, og Aëtius ført i Landflygtighed til Phrygien. Liberius kom til Rom, efterat han 3 Aar havde været i Landflygtighed, og med stor Glæde blev imodtagen af Meenigheden. Den anden Biskop Felix blev da dreven ud af Staden tvende gange, og, endskiøndt Keyseren søgte at beskytte ham udi Embedet tillige med Liberio, saa kunde han dog ikke trænge igiennem med sit Forsætt, efterdi Geistligheden og Almuen paastode, at det var imod Kirke-Lovene at have 2 Bisper paa eengang.
Forvirrelsen var da saa stor blant de Christne, at Keyseren holdt nødigt efter sin Faders Exempel at sammenkalde et stort almindeligt Concilium. Medens derpaa arbeidedes, lod den bekiendte Lærer Hilarius, som florerede paa samme Tiid, udgaae et Skrift om Kirke-Moder, hvorudi han examinerer de mange Formularer og Troes-Bekiendelser, som de Orientalske Bisper havde opsatt siden det Nicæniske Concilium var holdet, og tilligemed igiendriver de samme, og var det at ønske, at han tilligemed havde talet om den liden Nytte Kirke-Moder føre med sig i Almindelighed, hvilket han havde kundet bevise af sin egen Tiids-Historie, ja af det Nicæniske Concilio selv, hvorved Olie allene var kasted i Ilden, og Forvirrelsen formeered. Det er ingen Tvil paa, at han jo havde udi sit Skrift rykket noget ind derom, |240hvis han havde forud seet hvilke bedrøvelige Frugter det almindelige store Concilium, som man da arbeidede paa, vilde bringe med sig.
Samme Concilium blev efter vitløftig Forbereedelse endeligen holdet til Rimini udi Italien Aar 359, 359.og lode sig der indfinde over 400 Bispe, saa at det i Tallet langt overgik det Nicæniske. De Bisper, som holdte ved den Nicæniske Bekiendelse og vare Concilium til Rimini.stærkest udi Tallet, samlede sig udi en Kirke, og Arianerne, som bestode af 80 Bisper, forsamlede sig i en anden. Efterdi nu de første saa meget overginge de sidste udi Tallet, ventede man, at paa dette Mode den Nicæniske Bekiendelse u-feilbarligen vilde blive confirmered; Men, som de faa Arianske Bispe vare understøttede af Constantio, saa blev Udfaldet saaledes, at dette Concilium blev en Styrke for det Arianske Parti, eller rettere, for Homoiusianerne, (hvilke udi de Tvistigheder, de havde med den Nicæniske Troes Bekiendere, gemeenligen confunderes med Arianerne). Ja de samme have siden beraabet sig derpaa lige saa stærkt, som de andre paa det Nicæniske Concilium.
Begyndelsen deraf var ønskelig. Athanasii Forfægtere paastode, at det Nicæniske Har i Begyndelsen god Fremgang.Concilium maatte stadfæstes: Arianerne derimod fremlagde det Sirmiske Concilii Formular, foregivende, at det var best at tale eenfoldigen om GUd i steden for at indføre nye Ord, som ikke fandtes i den hellige Skrift, hvormed de sigtede paa det Ord Consubstantialitas. Men, som de første vare stærkeste udi Tallet, blev den Nicæniske Troe ved de fleeste Stemmer confirmered, og Ursacius og Valens, som satte sig derimod, bleve fordømte og afsatte. Efter saadan Decision havde Concilium kundet have en Ende, hvis der paa samme Tiid ikke var kommen en Ordre fra Keyseren, som tilholdt dem at affærdige nogle Deputerede til sig for at give Underretning om hvad som skeed var (a). Denne Ordre maatte efterleves, og bleve 10 Bisper skikkede til Keyseren, alle af det første Parti, og 10 andre, som alle vare
(a) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 2. Cap. 37.
|241Arianer. De første Arianernes Intriguer.beskrives at have været unge Mænd uden Capacitet, de sidste derimod gamle, erfarne og listige. Og iilede de sidste saaledes med Reisen, at de komme Keyseren i Tale førend de andre (a). De fortaalte derfore Keyseren hvad som var passered, og forelæsede ham det Sirmiske Modes Formular, som de havde forgiæves præsentered paa det store Concilio udi Rimini. De andre 10 Deputerede derimod, som komme sildere, bleve med Koldsindighed imodtagne, hvorudover de lode sig intimidere, og omsider overtale at underskrive en nye Troes-Bekiendelse, som kom overeens med den Sirmiske, men værre derudi, at den sagde alleene, Sønnen at være Faderen liig, uden at lægge dette til i all Ting. Efterat dette var skeed og en Foreenings Act var forfærdiged af alle 20 Deputerede, reisede de tilbage til Rimini igien.
Disse Tidender foraarsagede stor Forvirrelse paa Modet, hvor Bisperne af dette Forvirrelse paa Concilio.første Parti veigrede sig ved at communicere med deres 10 Deputerede, efterdi de havde ladet sig lokke til saadan Underskrivelse: Men, da de merkede Keyserens Villie og Befalning, faldt siden een efter anden fra, og undertegnede hvad de 20 Deputerede Arianismus bliver eenstæmmigen approbered.havde opsatt, saa at der vare ikkun 20 Bisper af den heele store Mængde tilbage, som en Tiid lang protesterede derimod. Dog de samme lode sig omsider ogsaa overtale, saa at den Arianske Bekiendelse udi Almindelighed blev approbered paa dette store Mode. Saadant Udfald havde dette Navnkundige Concilium til Rimini, hvorpaa Arianerne længe siden have beraabet sig, og anført det samme som en Beviis til deres Troes Rigtighed, og det allerhelst, efterdi det bestod mestendeels af de Vestlige Biskoper. Det er merkeligt, at, da den Arianske Bisp Maximinus foreholdt siden Augustino dette Concilii Udfald, svarede han: lader ingen af os bryste os af Conciliis, jeg ikke af det Nicæniske Concilio, og du ikke
(a) Theodor. Lib. 2. cap. 19.
|242af dette, men lader os allene beraabe os paa den hellige Skrift.
Paa samme Tiid som dette Concilium blev holdet til Rimini, holdtes et andet Mode af de Orientalske Bisper til Seleucia. Der komme Arianerne og de halve Arianer udi Haar sammen, og bleve da Hovederne for de første afsatte. Den som Acatianer.da var udi størst Anseelse blant Arianerne, var Acatius Biskopen af Cæsarea, hvorudover de som tilligemed ham bleve fordømte, efter hans Navn bleve kaldne Acatianer. Begge Partier skikkede Deputerede til Keyseren for at tale for deres Sag. De halve Arianers Deputerede, hvoriblant Basilius af Ancyra var den fornemste, begave sig strax paa Reisen; Men, hvormeget de end hastede, saa komme dog Acatianerne først, hvilket fordervede Sagen for de andre; Thi Acatius var en Mand af stor Anseelse, veltalend, eftertænksom og hurtig udi sine Gierninger, passerede ogsaa for en af de Lærdeste Bisper paa samme Tiid, hvorudover det var ham ikke vanskeligt at bringe en Herre af Constantii Naturel paa sin Side, og at indprændte ham onde Tanker om det Seleuciske Mode. Basilius af Ancyra med sine Colleger blev derfore ilde imodtagne, og haardt tiltalede af Keyseren, i sær Basilius, hvilken han beskyldte for at være Stifter til Kirkens Uroelighed.
Hans Collega Eustathius af Sebastia tog da Ordet, og forestillede Keyseren Arianernes, sær Eudoxii, Bespottelser mod GUds Søn, som han beviisede af et Skrift, hvorudi GUds Søn sagdes at være Faderen u-liig. Dette ophidsede Keyseren, saa at han adspurdte Eudoxium, om han var Autor deraf. Eudoxius svarede at det var Aëtii Skrift, og da Aëtius tilstod Skriftet, befoel Keyseren at han skulde føres i Landflygtighed til Phrygien, og kunde da hans Ven Eudoxius ikke redde sig, uden ved Anomoianerne spille Mestere.at fordømme Aëtii, eller rettere, sin egen Lærdom. U-anseed Aëtii Fald holdte dog Arianerne Ørene stive, i sær da de tvende Navnkundige Mænd Ursacius og Valens stødte til dem, saa at adskil|243lige af deres Modstandere bleve stødte fra deres Embeder, og Eudoxius selv bemægtigede sig det Constantinopolitanske Sæde, hvoraf man seer, at mod Enden af Constantii Regiering Anomoianerne eller de grove Arianer spillede Mestere, skiønt de for at styrte deres Modstandere skiulede deres egen Lærdom, og stillede sig an, som de approberede det store Concilium til Rimini, hvilket var Constantii Villie. Thi man merker af denne Keysers heele Historie, at han gierne holdt med de fleeste, og derfore erklærede sig Beskytter af samme Concilio, efterdi det havde bestaaet af en saa stor Mængde af Biskoper; Og, saasom Ursacius og Valens gave sig ud for de ivrigste Beskyttere af samme Concilio, og toge sig dets Execution paa (a), saa havde de paa den Tiid mest at sige hos Keyseren.
Men Executionen var vanskeligere, end man indbildte sig; Thi de fleste Bisper, som havde ladet sig skrække og forføre til at underskrive det som beslutted var til Rimini, lode siden tilkiendegive en hiertelig Fortrydelse derover, og vilde ikke communicere med de andre. Vincentius af Capua og Liberius Biskopen til Rom lode da see størst Standhaftighed, og derved reparerede den Forseelse de tilforn havde begaaet. Men ingen af Athanasii Parti blev anseet paa samme Tiid meere end St. Hilarius, Biskopen af Poictiers udi Frankerig. Den samme skrev da en skarp Tractat mod Keyser Constantium, hvorudi han forestiller de Ulykker hans Regiering havde Hilarii haarde Skrift mod Keyseren.foraarsaget. Det var allene at ønske, at han havde holdet sig fra Skiælds-Ord, og at kalde Keyseren Tyran, Antichrist, og ligne ham med Judas; Thi foruden at det er noget u-anstændigt for hellige Kirke-Lærere at give den høyeste Øvrighed saadanne Titler, saa er det vanskeligt at sige, om Constantius meriterede Titler udi saadan Grad, eftersom det syntes, at den Haardhed, han øvede mod Athanasii Tilhængere, reisede sig heller af Vildfarelse og Lettroenhed end Haardhed. Saadan Hidsighed derfore stemmer ikke vel overeens med de store Mirakler, som tilegnes denne Lære-Fader; Thi paa een
(a) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 2. cap. 37. it. Sozom. Lib. 4.
|244gang
at skielde sin Keyser for Tyran og Judas, efterdi han tager i Betænkning at bruge det Ord Consubstantialitas, og tilligemed at opvekke Mennesker fra de Døde, som fortælles (a) om Hilario, rimer sig ikke vel sammen. Hilarii Discipel var den bekiendte St. Martinus, som vi nu gemeenligen kalde Morten Bisp, hvilken i Begyndelsen var en Krigsmand, og tienede med Berømmelse under Juliano, som da commanderede Keyserdommets Tropper. Men han forlod siden Tienesten, gav sig udi Geistlig Orden, og udstod tillige med hans Læremester Hilario adskillige Forfølgelser. Om hans Mirakler vil jeg her intet anføre; Men henviise Læseren til andre Historier, hvorudi hans og andres Mirakler vitløftigen udføres.
De puure Arianer spillede imidlertiid store Ruller. Deres Simulation var saa stor, at de passerede for Beskyttere af det Riminiske Concilio, som de dog udi Hiertet hadede, og bragte Keyseren til at forfølge de halve Arianer, hvis Lærdom han dog fulte. Ingen var derudi habilere end Eudoxius, hvilken endskiønt han var Aëtii Discipel, og havde paa et Haar den samme Troe, som hans Læremester, fordømte ham dog tilligemed Eunomio, (b) som gik meere reent til Verks, hvilket forargede mange af de puure Arianer saaledes, at de separerede sig fra ham, hængende ved den afsatte Eunomium, og derudover bleve kaldne Eunomianer. Saa at man af denne Eunomianer.Eudoxii Opførsel kunde ikke tænke andet, end han var en ivrig halv-Arianer. Men at det ikke var mindre, sees af hans Forhold paa samme Tiid mod de halve Arianer selv, hvilke han under en og anden Prætext forfuldte og afsatte. Blant dem, som da maatte bukke for Eudoxio, var Macedonius Biskopen af Constantinopel, hvilken Macedonii Lærdom.blev afsatt, efterdi han havde erklæret sig mod de puure Arianer. Samme Macedonius, efterat han var skildt ved sit Sæde, formerede et nyt Parti, og udstrøede en ny Vildfarelse i at nægte den Hellig
(a) Fortunat. Vit. St. Hilarii Lib. 2.Lib. 2.]Lib. 2.] Lib. 1. A B; Lib. 2 SS Lib. 2.] Lib. 1. A B; Lib. 2 SS
(b)Philostorg. Hist. Lib. 3. Hvorudi han vidner sig at have componeret et Skrift Eunomio til Berømmelse.
|245Aands Guddom, sigende at han er ikke uden et Creature, som er Englene liig, skiøndt udi en høyere Grad. Og, saasom han i det øvrige intet lærede mod Sønnens Guddom, fik han et stort Anhang, saavel af halve Arianer som af Athanasii Tilhængere selv. Han var ellers en uroelig Mand, og ved en hofmodig og voldsom Opførsel havde foraarsaget stor Uroelighed i Constantinopel, hvilket gav Eudoxio Leilighed til at styrte ham, og at bemægtige sig det Constantinopolitanske Bispe-Sæde i hans Sted. Macedonii Tilhængere ere bekiendte under det Navn af Macedonianer.
Dette nyny]ny] A, nye B ny] A, nye B Kietterie drev Athanasium paa ny til at hvesse sin Pen og at skrive det Skrift til Serapium, hvorudi han forsvarer og beviser den Hellig Aands Guddom. Imidlertid fik Keyseren andet at bestille end at konstle paa Religionen; 360Thi man seer, at han i det Aar 360 maatte reise til Orienten, for at giøre Persianerne Modstand. Udi Antiochia blev han ombedet af de Bispe, som da vare forsamlede, at, eftersom Eustathius var død, og Eudoxius var forflytted til Constantinopel, der maatte beskikkes en ny Bisp til Antiochia. Alle bleve overeens, dertil at udvælge Meletium, Biskopen af Sebastia, og vare Arianerne derudi ham synderligen befoderlige, efterdi de meenede han var af deres Parti. Men, da han udi Keyserens Nærværelse holdt sin første Tale, igiendrev han Arianernes Lærdom med stor Fynd og Veltalenhed, hvilket saaledes ophidsede dem, at de overtalede Keyseren til at troe, at han var en Sabellianer og at skikke ham i Landflygtighed. Euzoius en Arianer blev antagen i hans Sted. Udi denne Euzoii Tiid toge de masquerede Arianer reent Masquen af paa et Mode, som blev holdet udi Antiochia 361, og foregave, at nu var Tiid at gaae reent til Verks, og udlade af den Riminiske Troes Bekiendelse det Ord Faderen liig, hvilket ogsaa skeede, saa at de erklærede GUds Søn et Creature, som Arius fra Begyndelsen havde giort. Og brugte da Georgius af Laodicea, da han blev adspurdt, hvorfore Arianerne kaldte Sønnen GUd af GUd, naar de tilligemed holdt ham for en skabt Ting, saadant Sophisma: |246Alting er af GUd, og udi det Alting befattes ogsaa GUds Søn. Dette var ellers det sidste Mode, som blev holdet under Keyser Constantio. Og regner Socrates udi sin Kirke-Historie, foruden denne sidste, 9 Arianske Troes Bekiendelser, som allerede vare giorte, og hvoraf nogle endda haves (a).
Keyser Constantius døde kort derefter, og det paa saadan Maade: Medens han Juliani Rebellion.bemøyede sig med disse Religions-Tvistigheder, arbeidede hans Fætter Julianus paa langt andre Sager, nemlig at giøre sig behagelig for Krigs-Folket, og bane sig Vey til Thronen: Hvilket, da Constantius merkede, lod han, for at svække hans Magt, kalde en stor Deel af de Tropper til sig, som Julianus commanderede, foregivende, Julianus antager offentligen Hedenskabet.at han havde dem nødig mod Persianerne. Denne Ordre foraarsagede Oprør udi Krigs-Hæren, saa at de grebe til Gevær, og erklærede Julianum Keyser. Han lod vel i Begyndelsen som han ikke vilde dertil, men lod sig omsider overtale, og gav han Constantio strax saadant tilkiende, forsikrende derhos, at han vilde ikke være mindre lydig end tilforn. Constantius blev derudover heel fortørnet, og skrev Juliano et ivrigt Brev til, hvorudi han erklærede hans Vall til intet: Dette Brev oplæsede Julianus meget snildeligen for Krigs-Hæren, og derved sat alting i Flame. Keyserdommet truedes da med en indbyrdes Krig. Julianus rykte op med sin Krigs-Hær fra Gallien ind udi Pannonien og Thracien, og var det da at han tog Masquen reent af, og erklærede sig for den gamle Hedenske Troe. Constantius paa den anden Side, ilede mod Constantinopel, men faldt paa Veyen udi en Feber, hvoraf han døde den 3die Novembr. 361, 361efterat han nyeligen havde ladet sig døbe af den Arianske Biskop Euzoio. Constantii Død og Portrait.Han bragte al sin Tiid hen med at konstle i Religionen, og at holde Moder paa Moder, saa at Bisperne i hans Tiid kunde ansees som vandrende Riddere, der intet blivende Sted havde. Hvorudover en Hednisk Scribent ogsaa siger, at han ved den stedsvarende Ægt, og ved at føre Bisperne fra et Sted til an-
(a) Socrat. Lib. 2.
|247det, ødelagde de publique Heste og Vogne: (a) Ja at han ved Overtroe fordervede den Christelige Religion, som i sig selv var pur og simpel. (b)
Kirkens farlige Tilstand under Keyser Juliano.Efter Constantii Død fik Kirken en anden Skikkelse, og alle stridende Partier bekomme tilfælles Fiender udi andre, som havde langt andet end Ord-Krig at udføre, og hvis Forsæt var i Bund og Grund at ødelegge den Christelige Religion, saa at man kand sige, at Christendommen har aldrig været i større Fare, endogsaa under Nerone, Decio og Diocletiano. Thi under efterfølgende Regiering handledes ikke om at forfølge de Christne med Sværd og Ild, saasom Erfarenhed havde lærdt, at det var ikke ved deslige voldsomme Midler GUds Kirke kunde forstyrres. Men man fik at bestille med en habile Keyser, der med List og Underfundighed søgte at underminere og kuldkaste den Bygning, som hans Formænd med væbnet Haand saa ofte havde stormet til forgieves. De Landflygtige bleve da kaldne tilbage, de afsatte Bisper igien indsatte, og alle Partier bleve understyttede, ikke af Kierlighed til Religionen, Alle Secter understøttes.men for at bevæbne den eene Sect mod den anden, og at fomentere Spliid og U-eenighed blant de Christne, og derved at giøre dem des latterligere for Hedningerne, saa at hver Naade og Faveur var dødelige Saar for den Christne Kirke, som skal korteligen vises af efterfølgende Historie.
Jeg haver tilforn anført adskilligt om Juliano, og viset, at han kort for Constantii Død erklærede sig for den Hedniske Religion. Det Første, han ved sin Ankomst til Regieringen foretog sig, var at examinere forrige Tiders Forhold, og at reformere det Keyserlige Huus, og saae man da udi hvilken Overdaad Constantii Hof havde svævet, og af hvilken stor Mængde Domestiquer det har bestaaet, efterdi der fandtes allene henved 1000 Bar-
(a) Amm. Marcell. Lib. 21. Jumentis publicis ultro citroqve discurrentibus per Synodos rei vehiculariæ succidebat nervos.
(b) Ibid. Christianam religionem absolutam & simplicem anili superstitione confundens.
|248berere, hvoraf endeel førte sig saa prægtig op, at Julianus sagde til een af dem, som han havde ladet hente for at betiene sig: At han havde ladet hente en Barbeer og ingen Raadsherre. Men det faldt saaledes ud, at Medicinen blev værre end Sygdommen; Thi, i Steden for de mange u-nyttige Betientere, blev Hoffet igien opfyldt med Hedenske Philosophis, Stierne-Kigere, Spaamænd og Afguds-Tienere, af hvilke den nye Keyser vilde betiene sig til at retablere Hedenskabet igien. De vigtigste Bestillinger bleve derfore givne til deslige Folk, og deres Raad blev allene fuldt. Hvor stor Tilbeder Julianus var af de Hedenske Philosophis, sees deraf, at, da den bekiendte Maximus kom fra Asien, gik Keyseren ham imøde, og kyssede ham. Han førte sig og selv op som en Philosophus, og lod sit Skiæg igien voxe, som Constantius havde ladet afskiære, da han blev erklæret Cæsar, hvorudover han paa alle Medailler sees uden Skiæg som Cæsar, og med et langt Skiæg som Augustus. Ovenmeldte Maximus var ellers den som fornemmeligen havde forledet ham til Apostasie, og derfor efter Juliani Død blev rettet. Den Estime Keyseren lod see for ham, meenes at reise sig deraf, at han ved sin Theurgie og magiske Operationer havde forsikret ham om Thronen. Men det er troeligt, at dette skeede heller af Vanitet, for at vise hvor høyt han skattede lærde Mænd, og er det Amm. Marcellini Meening, som gives tilkiende med disse Ord: Exsiluit indecore & exosculatum reverenter secum induxit nimius Captator inanis gloriæ, det er: Han reisede sig op paa en u-anstændig Maade, kyssede ham, og bragte ham ind med sig, saasom han affecterede forfængelig Ære.
Afguds-Tienesten fornyes igien.Saa snart han havde reguleret Hof-Sagerne, lod han aabne de Hedenske Templer, og dem igien opbygge, som vare nedbrudte. Han bivaanede selv de store Offringer, og lod udi Constantinopel oprette et stort Afguds-Billede for Lykken. Da han offrede til samme Billede, bebreidede Maris, Biskopen af Chalcedonien, ham hans Ugudelighed, men, som samme Bisp var |249blind, afslog han det med Skiemt, og sagde: Maris! din GUd kand ikke give dig dit Syn igien, hvortil Maris svarede: Det er vel, at jeg ikke kand see slige Vederstyggeligheder;Vederstyggeligheder;]Vederstyggeligheder;] B, Vederstyggeligheder, A; Vederstyggeligheder, SS Vederstyggeligheder;] B, Vederstyggeligheder, A; Vederstyggeligheder, SS Julianus tiede dertil, thi han affecterede stedse en Moderation, endeel, efterdi han paa en subtil Maade agtede at gaae frem i sit Forsæt, og som en Philosophus vilde vinde de Christne med Belevenhed, endeel ogsaa, efterdi han frygtede sig for deres store Mængde, og derfor ikke fandt raadeligt at bruge Magten. Dette var den Plan, som han havde foretaget sig stedse at følge, og var det i den Henseende, at han strax lod kalde tilbage alle de Biskoper, som Constantius for Religionens skyld havde drevet i Landflygtighed. Hans subtile Paafund til at underminere Christendommen.Det Nicæniske Concilii Forfægtere, Arianer, halve Arianer, Donatister og alle Kiettere bleve lige meget handhævede, saasom han haabede derved at sætte dem i Haar sammen. Ja han gav offentlig tilkiende, at han ingen Vold vilde øve mod de Christne, som han gemeenligen kaldte Galilæer; men betienede sig af de subtileste Maader til at ødelegge dem, som ved at beskiære dem deres Indkomster, og ved at forbyde dem at læse gamle Grædske og Latinske Autores, og, omendskiøndt hans Sigte derved var at giøre dem fattige og u-lærde, saa satt han den Farve derpaa, at det første skeede for at aabne dem Døren til Himmeriges Rige, efterdi Evangelium siger: Salige ere de Fattige. Og det andet, efterdi det var Christne u-anstændigt at læse Hedenske Bøger, item at de Christne burdte allene lade sig nøye med at troe, og ikke bemænge sig med at raisonnere, hvilket ogsaa fordum var Celsi Mundheld mod de Christne (a).
Hans fornemste Henseende ved det sidste Forbud, var at betage den Fordeel de Christne havde af Hedenske Bøgers Læsning til at bestride Hedenskabet med. Derimod taler Greg. Nazianzenus saaledes, at det var det samme, som om en Fegtmester vilde bryste sig af sin Tapperhed, efterat han havde forbudet alle brave
(a)Origen. in Celsum.
|250Fegtmestere at slaaes med sig. Hedenskabets Reformation.Men det, hvormed han søgte at giøre den Christen Kirke det største Skaar, var at sætte Afgudsdyrkelsen paa en anden Fod, og reformere Hedenskabet ved at kappes med de Christne udi gode Gierninger og hellige Stiftelser, som ved at føde og underholde Fattige, at oprette Hospitaler, at legge sig efter den sunde Philosophie, i steden for at læse Poëtiske Fabler, at bede 2 eller 3 gange om Dagen, at holde Lof-sange til Guderne i deres Templer, at entholde sig fra u-blue Spectacler, at anrette udi alle Stæder publique Skoler, for der at undervises udi deres Gudstieneste og i Morale, item udi alle de gode Ting, som vare stiftede blant de Christne, paa det at de intet herudi skulde have sig forbeholden. Saa at man deraf seer, hvilken farlig Mand denne Keyser var, og hvilken bedrøvelig Virkning for den Christne Kirke saadant vilde havehave]have] havde A B; have Liebenberg, havde SS have] havde A B; have Liebenberg, havde SS haft, hvis hans Regiering havde varet længe. Thi det er herved at merke, at endskiønt de Christne vare meere Tallrige end Hedningerne, saa vare dog fast alle Grammatici, Poëter og Philosophi endda Hedninger. Hedenskabet var da ogsaa paa en anden Fod end i gamle Dage; Thi Philosophi forklarede Poëternes Fabler allegoricè, og betienede sig af samme Argumenter til at forsvare Billeders Dyrkelse, som de Roman-Catholske nu omstunder bevæbne sig med. Platonis Philosophie var overalt i Moden, alleene at man havde spækked den ved adskillige Orientalske Koglerier, saa at den da herskende Philosophie førte Navn af Theurgie, og var fuld af Mysteriis, som stukke i Øyene. Alt saadant vidste Julianus at føre sig til Nytte, for at bestyrke Hedenskabet.
Christnes Affald.Man saae da, at hvad som Sværd, Ild og Piine-bænk tilforn ikke havde kunnet tilveyebringe, det udvirkede da Underfundighed, Skiænk, Gave og Caresser; Thi derved bevægede han mange til at falde fra Troen, sær Hof- og Krigs-Folk. Dog fremturede de fleeste, endogsaa af de sidste, bestandigen i Troen, hvilket sees af den merkelige Historie, som hendtes i Begyndelsen af hans Regiering, da en Hob Soldater, som først ved Gaver havde ladet sig forlede til Frafald, siden leverede Pengene tilbage, |251og bade Keyseren selv, at de maatte straffes for deres U-troeskab mod GUd, hvilket ophidsede Julianum saaledes, at han lod dem føre til Retter-Steden, men han holdt inde med Executionen, sigende, at han ikke undede dem den Ære at være Martyrer. Udi en Epistel (a) til Ecebolum siger han: Jeg vil ikke, at man med Magt skal trække Galilæerne til vore Altere; Thi det er ikke uden ved kraftige Formaninger man maa vinde dem. Vi bør ikke hade dem, men ynke dem i Henseende til deres Vildfarelser.
Men u-anseed denne Juliani affecterede Moderation, saa skeede der dog heftige Forfølgelser overalt mod de Christne; Thi ved det at han gav Hedningerne Frihed til at opbygge Templer igien i alle Stæder, gaves daglig Anledning til Klammerie og Blods Udgydelse mellem dem og de Christne; Og, som de første havde Medhold af Øvrigheden, som gemeenligen var Hednisk, saa spilledes der store Tragœdier med de sidste, hvoraf mange bleve henrettede, skiønt det maatte ikke heede, at det skeede fordi de vare Christne, men fordi de vare oprørske; Thi Julianus vilde altid passere for u-skyldig, hvilket sees blant andet af eet af hans Breve, hvorudi han skriver saaledes: Jeg havde bildet mig ind, at Galilæernes Anførere skulde have erkiendet, at de vare mig meere forbundne, end min Formand, efterdi den største Deel af dem, som under hans Regiering vare forfulte, ere af mig tilbage kaldne &c. (b)
Athanasius kommer til sit Sæde igien.Blant andre som udi de Stridigheder mellem Hedningerne og de Christne omkomme, var Georgius, den falske Bisp af Alexandria, og som Bispe-Sædet ved hans Død blev ledigt, kom Athanasius, den navnkundige gamle Bisp, til Alexandria igien, hvor han med stor Triumph og Glæde blev modtagen, og traadde til sit Embede paa ny igien. Strax ved hans Tilbagekomst blev
(a) Juliani Epist. 43 & 52.
(b) Julian. Epist. 52.
|252holdet et Concilium til Alexandria 362, hvorudi den Nicæniske Troe blev stadfæsted, og Arii, saavel som Macedonii Lærdom blev fordømt. Men det varede ikke længe førend Athanasius paa nye blev fordreven igien: Thi Hedningene ansaae ham som en farlig Mand, og derfor ikke hvilede, førend de finge ham af Veyen, og udvirkede Keyserens Ordre dertil. Fordrives paa nye.Den Vold som de øvede saavel udi Alexandria, som paa andre Steder, var da stor, og, naar de Christne besværgede sig derover, svarede Keyseren med sit sædvanlige Raillerie: Lidelse er eders Deel; Thi det er noget som eders GUd haver recommenderet eder.
Paa samme Tiider, som dette skeede giorde Julianus store Forberedelser til den Persiske Kriig, som han havde i Sinde at føre, og til den Ende for at vinde Gudernes Yndest, anrettede saa store Ofringer udi Antiochia, at der undertiiden paa eengang bleve offrede 100 Øxen, hvilket foraarsagede, at Indbyggerne udi samme Stad, som Antiochenernes grove Skiemt mod Keyseren.fast alle vare Christne, havde Vederstyggelighed for ham: Og, saasom de samme vare skiemtsomme, giorde de adskillige Gloser over hans Person og Opførsel, og blant andet raillerede med hans Skiægg, som de sagde at man kunde sammenspinde, og giøre Strikker deraf. Dette ophidsede ham saaledes i Begyndelsen, at han udøsede store Trusler mod Staden, og gav tilkiende, at han vilde forflytte den Keyserlige Residence til Tarsus i Cilicien: Dog, saasom han affecterede Philosophie, tvang han sig, og lod sig nøye allene med at raillere over Antiochia igien. Juliani Skrift mod dem.Til hvilken Ende han sammenskrev den bekiendte Satyre, som vi endnu have under den Titel af Misopogon, det er Skiægge-Hader. Derudi skiemter han med sit eget Skiægg, sit u-kiemte Haar, sin simple Klæde-Dragt og sit borgerlige Levnet, hvilket han ligner mod Antiochiens Vellyst og kræsne Overdaadighed, sigende, at der udi Staden var fleere Gøglere end Borgere. Og maa man tilstaae, at samme Skrift er fuld af Klygter og artige Indfald. Man kand ogsaa ikke andet end forundre sig over, at en Keyser, der saa hæsligen af sine |253egne Undersaattere var spottet og beleed, lod sig nøye med saadan simpel Hevn.
Han blev saaledes stedse ved sit Forsætt paa en subtile Maade at underminere Kirken, og udi den henseende udi alting favoriserede Jøderne, og, som han vidste, at eet af de Christnes Hoved-Argumenter til deres Troes-Bestyrkelse var Jødernes Adspredelse og Offringernes ævig-varende Ophørelse, Han giver Ordre til at opbygge Jerusalems Tempel igien.da, for at til intet giøre det samme, tilbød han sig at opbygge Jerusalems Tempel igien, og betroede Arbeidet til Alypius, een af hans fortroeligste Venner. Dette foraarsagede en u-beskrivelig Glæde blant Jøderne, hvilke løbe fra alle Stæder til Jerusalem for at oprette deres nye Rige, og ved den Leilighed dreve Spott med de Christne, hvoraf mange derover bleve hierteligen væmodige, anseende dette Foretagende som det allerfarligste, der nogen Tiid kunde ophittes til Religionens Undertrykkelse. Dog siges der, at Cyrillus, Biskopen af Jerusalem, udi denne Tilstand var gandske roelig, forladende sig paa Christi og Propheternes Ord.
Da Arbeidet nu gik for sig, og alting blev drevet med en utroelig Iver, udbrøde af Fundamenterne forskrækkelige Ild-Kugler, hvilke og anstukke og fortærede Arbeids-Folkene, saa at de øvrige maatte flygte, og forlade Arbeidet. Og bliver dette Mirakel Mirakel som da skeede.anført af en Hedensk Skribent, der levede paa samme Tiider, og derforuden admirerede alle Juliani Gierninger (a) saa at aldrig noget Vidunder er bedre bleven verificered, uden at man vil sige, at Ammianus Marcellinus, som dette Vidnesbyrd har aflagt, var en Christen Skribent, hvilket dog hans heele Historie anderledes viiser; Thi han taler derudi intet mod den Hedenske Troe, og roser alle Juliani Gierninger, hvilket ikke er overeens-stemmende med Christne Skrifter. Foruden dette Vidnesbyrd er endda et stærkere, nemlig af den Jødiske Skribent
(a) Ammianus Marcell. Lib. 23. Metuendi globi flammarum prope fundamenta crebris assultibus erumpentes, fecere locum inaccessum.
|254Rabbi Gedalia, hvilken siger at Templet, da det med stor Bekostning var bygged, nedfaldt, og at Dagen derefter Betænkning over dette Mirakel.en Ild kom ned af Himmelen, hvoraf Jern og Blye, som var tilbage, smeltede, og en stor Mængde Jøder omkom. Denne Tilstaaelse af en Rabbiner er dis vigtigere, efterdi det slags Folk ikke gierne pleye at skrive i Faveur af Christne, ey heller at udcopiere Christne Skrifter. Men som udi en Historie intet maa forbigaaes hvad som kand siges contra, saa vel som pro, da maa herved ikke forglemmes dette, at Cyrillus Biskopen af Jerusalem, som da var paa Stedet og ellers ingen Hader var af Mirakler, taler aldeles intet om dette store Vidunder, bliver ey heller citered til et Vidnesbyrd af nogen af de efterfølgende Kirke-Fædre, hvilket viiser, at han i ingen af sine Skrifter, endogsaa de som ere bortkomne, maa have mældet noget derom. Foruden af Cyrilli Taushed meene nogle dette Mirakel at svækkes af de mange foranderlige Relationer, som derom ere giorte af andre Skribentere, som have levet noget derefter; Thi, endskiøndt de alle ere eenige derudi, at der skeede et Mirakel, saa ere de dog ikke overens-stemmende udi Maaden. Eendeel meener derfore, at Ammianus Marcellinus har grundet sit Vidnesbyrd allene paa et blott Rygte, hvilket han ikke har giort sig saa nøye Umage at eftersøge, efterdi han, som en Hedning, ingen Interesse havde derudi. Dette har jeg fundet fornødent at anføre, overladende andre at dømme derom, nemlig: om saa mange og stærke Vidnesbyrd kand svækkes af Cyrilli Taushed, helst saasom udi hans efterladte Cathechetiske Skrifter gives ikke Leilighed at tale om dette Mirakel. Det synes ellers, at Julianus selv i eet af sine Breve tilstaaer dette Mirakel, i det han siger, at Templet 3 gange har været ødelagt. Man kand allene frit sige, at de som af Arbeidets Ophørelse vill viise det anførte Mirakel, beviise intet dermed, efterdi Julianus døde kort derefter, og Arbeidets Cessation var en naturlig Suite af hans Død, saasom hans Successor var en Fiende af Jøder. De Christne Skribentere formeere dette med adskillige Omstændigheder (a), som: at der satte sig paa Arbeids-
(a) Socrat. Sozom. & Theodoret. Hist. Eccl.
|255Folkenes
Klæder gloende Kaars, som ved intet Middel kunde aftages, item at formedelst denne forunderlige Hændelse ikke allene Arbeidet ophørede, men mange saa vel Jøder, som Hedninger antoge Troen.
Anden Faveur mod Jøderne.Man seer, at Julianus ogsaa udi adskillige andre Ting favoriserede Jøderne, skiønt det var ikke saa meget af Kierlighed til dem, som for at opirre de Christne. Det var i den henseende at han eftergav dem den aarlige Skatt. Dermed havdes saadan Beskaffenhed: Det var en gammel Skik hos Jøderne, at give aarligen en viss Penge eller Didrachma, som blev ført til Templets Skat-Kammer. Efter Jerusalems Ødelæggelse hævede Romerne denne Skatt; men, da Jøderne finge Patriarcher, toge de samme disse Penge, uden Tvil med Keysernes Tilladelse: Og sige Talmudisterne, at man ved Trompeters Lyd udi alle Synagoger gav tilkiende naar Tiid var, at samme Skatt skulde ydes. Patriarcherne reisede og undertiden selv, saa vel til Ægypten som andre Lande, hvor Jøder vare, for at inddrive den. Men, som de udi denne Keysers Tiid øvede dette med all for stor Strenghed, og Jøderne besværgede sig derover, befoel Julianus, som stedse flatterede dem, at Skatten skulde ophøre (a).
Efter at Julianus havde giort alting færdigt til det Persiske Tog, rykkede han mod Persianerne, fuld af Forhaabning om et lykkeligt Udfald. Paa denne Reise forfærdigede han sit store Skrift imod den Christelige Religion, som Libanius holdt for at være endda skarpere, end hvad Porphyrius havde skrevet. Begyndelsen af samme Keyser Juliani Skrift mod de Christne.Skrift er saaledes: Jeg troer, at det er nyttigt at forklare for alle Mennesker de Aarsager, som have bevæget mig til at troe, at de Galilæers Sect er et menneskeligt Paafund. Og er en stor Deel deraf endnu conservered udi Cyrilli Forsvars-Skrift. Derudi giør han en Lignelse mellem Platonis og Mosis Lærdom om GUd, og præfererer den første for den sidste, siger ogsaa, at ingen af Apost-
(a) Banage Hist. des Juifs. Lib. 5.
|256lerne havde dristet sig til at kalde Christum GUd, undtagen Johannes, som overlevede dem alle, og derfore saa længe efter Tiden kunde sige hvad han vilde. Foruden dette Skrift findes adskillige af hans Breve og Orationer, som give tilkiende hans Naturel. Blant de Fædre som skreve mod ham, var Apollinaris, Biskopen af Laodicæa, hvis Skrift han efter sin Sædvane tracterer med Foragt, hvilket sees af den Expression han ved den Leilighed brugte, nemlig: ανέγνων, εγνων, χατέγνων, det er: Jeg har læst, fattet og fordømt.
Hans Tog mod Persien.
Han kom omsider udi det Aar 363 med sin Krigs-Hær til Euphrates, brød ind udi Assyrien, hvor han erholdt en Seyer over Persianerne, og kom endelig til den store Stad Ctesiphon, hvilken han formedelst dens Styrke ikke dristede sig til at beleyre, men lod sig nøye med at ødelegge Landet, rykkede derpaa lige ind udi Kiernen af Persien, efterat han havde ladet sætte Ild paa sin egen Flode, at den ikke skulde falde i Fiendens Hænder. En Nat da han udi sit Telt, efter Julii Cæsaris Exempel, som han stedse efterfuldte, sad og skrev, aabenbarede sig en Geist for ham, som han eengang tilforn havde seet, da han blev erklæred Keyser, men som da saae gandske bleeg og maver ud. (a) Af dette Syn blev han noget forskrækket, tog dog Mood til sig igien, og kort derefter holdt et Feltslag med Fienden. Persianerne bleve da drevne paa Flugten; men just, da han opmuntrede sine Folk til at forfølge dem, blev han troffen af en Piil, hvilken gik igiennem Siden, langt ind udi Leveren. Han selv stræbede at trække Piilen ud, men forgieves, og endeligen faldt over Hesten. Derpaa blev han bragt til Side for at forbindes, og, da han fandt sig lidt bedre igien, begierede han sin Hest og Vaaben, for at komme til Slaget igien. Men, som Blodet var forløbet og Kræfterne borte, maatte han blive tilbage. Juliani Død.Som han nu merkede, at han maatte døe, holdt han en Tale til de Omstaaende, givende tilkiende, at han var fornøyed dermed. Og efterat han havde discurreret med de
(a) Amm. Marcell. Lib. 25.
|257tvende Philosophis Maximo og Prisco om Siælens Herlighed, døde han om Natten den 26 Junii 363, 363efterat han havde levet udi 31 Aar, og regieret eet Aar og 8 Maaneder. Nogle fortælle, fortælle, ] fortælle, ] fortælle, (a) A; fortælle, (a) SS (Fotnotereferansen er fjernet fordi den forekom to ganger) fortælle, ] fortælle, (a) A; fortælle, (a) SS (Fotnotereferansen er fjernet fordi den forekom to ganger) at, da han fandt sig dødeligen saared, fik han sin Haand fuld af Blod, og kastede det mod Himmelen, sigende: Du haver vundet Galilæer. (a) Men andre sige, at det var imod Solen (b) som de Persianer dyrkede, og at det skeede med disse Ord: Sluk dermed din Tørst. (c)
Jeg har tilforn givet denne forunderlige Keysers Portrait, og viset saavel hans Dyder som Feil, hvorfore jeg derom intet meer vil tale. Jeg vil kun allene sige dette, at de Christne roese ham for lidet, og Hedningene for meget, og at det beste Portrait er det, som gives af den Christen Poët Prudentio med disse Ord:
– – – Ductor fortissimus armis,
Conditor & legum celeberrimus ore manuqve
Consultor patriæ; sed non consultor habendæ
Relligionis – – –
At han ellers ikke var saadan heftig Forfølger, som Gregorius Nazianzenus udgiver ham for, ey heller at de Christne havde en fuldkommen Obedientiam passivam paa samme Tiid, sees af Gregorii eget Vidnesbyrd, (d) hvilken siger, at, da han paa det Persiske Tog skikkede en Officier ud for at bemægtige sig en Kirke, ginge den gamle Gregorii Tilhørere ham saa stærkt paa Livet, at, hvis han ikke havde reddet sig med Flugten, havde de slaget ham Arm og Been i stykker. Om morgenen efter hans Død samlede de fornemste Kriigs-Officiers sig, og udvalte Jovianum, en af de fornemste Hofmænd, til Keyser. Han var en anseelig Mand, saavel i Henseende til sin Byrd, som Meriter, var ogsaa saa høy af
(a) Theod. Lib. 3. Cap. 25.
(b) Sozom. Lib. 6. Cap. 2.
(c) Philostorg. Lib. 7. apud Photium.
(d) Greg. Orat. 19.
|258Væxt, at man havde Møye, i en Hast at finde Jovianus bliver Keyser.en Keyserlig Klædning, som kunde passe ham. Hans Vall var ikke liden Glæde for de Christne, efterdi han selv var saa ivrig i Troen, at han under Juliani Regiering havde underkasted sig Forfølgelse derfor. Det første han tog sig for var at redde Krigs-Hæren, og at bringe den i Behold udaf Fiendens Land. Men dertil var intet andet Middel, end ved at slutte en u-fordeelagtig Fred, og at indrømme Persianerne alle de Provincier, som vare ved den Flod Tygris.
Saa snart Juliani Død blev spurdt, bleve all Stæder opfyldte med overvættes Glæde, sær Antiochia, hvor man hørte ikke uden Triumph og Fryds-Fæste. Udi denne almindelige Glæde sammenskrev Gregorius Nazianzenus tvende Orationer, hvorudi han maler Julianum af med den sorteste Farve. Den Hedenske Philosophus Libanius derimod holdt en Parentation, hvorudi han opløfter ham til Skyerne. Kalder Athanasium tilbage igien.Saasom den nye Keyser var ikke allene en god Christen, men endogsaa en Forfægter af den Nicæniske Bekiendelse, saa lod han tilbage kalde alle de Bispe, som vare drevne i Landflygtighed, saavel under Juliano som Constantio, og kom da Athanasius til det Alexandrinske Sæde igien, efterat han havde haft en kierlig Samtale med Keyseren.
Den Fare, som Kirken havde været trued med, ophørede saaledes ved Juliani Død og en Christen Keysers Ankomst til Regieringen igien, Tvistighederne derimod mellem de Christne indbyrdes komme paa den høyeste Spidse, alle Secter bevæbnede sig mod hinanden igien, og de pure Arianer selv deelte sig i Partier. Alle Kiettere vare dog eenige i at sætte sig mod Athanasium, og at hindre ham at komme til den Alexandrinske Bispe-Stoel igien. Hans Modstandere udi Alexandria, hvis Anfører var Lucius, stillede sig da for Keyseren, og bade om en Biskop; Keyseren svarede dem at de havde en Bisp, som var Athanasius, og vilde ikke høre deres Klagemaal, som de frembragte mod samme Mand, saa at Athanasius forblev i roelig Besiddelse af den Alexandrinske Bispe-Stoel, saa længe som Jovianus levede. Joviani Død.Men denne gode |259Keysers Regiering varede ikke længe; Thi han døde i Begyndelsen af efterfølgende Aar midt om Natten, saa at han om Morgenen blev funden død i Sengen.
Valentinianus og ValensEfter Joviani Død blev en anseelig Krigs-Officier, ved Navn Valentinianus, erklæred Keyser, hvilken var ikke mindre god Christen end hans Formand; Thi de havde begge for Religionens skyld været i U-naade under Juliani Regiering. Valentinianus var ellers en tapper og u-forsagt Herre, og lod han strax i Begyndelsen see Prøve derpaa; Thi, da Krigs-Folkene vilde tvinge ham til at antage en Collega eller Medhielper udi Regieringen, svarede han: Det stod til Eder at udvælge mig til Keyser, men eftersom Jeg nu er bleven det, hører det mig allene til at dømme om hvad som er Regieringen tienligt. Ikke desmindre, saasom Keyserdommet var allevegne beængstiged af Barbariske Folk, fandt han raadeligt at antage sig en Medhielp, og at erklære sin Broder Valens til Keyser; Hvorpaa Keyserdommet blev deelt mellem dem saaledes, at Valens fik den Østlige Deel, og Valentinianus selv beholdt den Vestlige, efterdi den samme var meest foruroeliged af Barbariske Folks Indfald. Begge disse Keysere vare eenige at handhæve den Christelige Troe, og at ophæve alle de strænge Forbud, som Julianus havde giort. Valens en ivrig Arianer.Men hvorvel de vare begge Christne, saa havde de dog ikke een Meening om Christi Guddom, thi Valens var en ivrig Arianer og blev en heftig Forfølger af den Nicæniske Troes Bekiendere, som efterfølgende Historie skal vise.
Samme Valens lod sig indtage af den Arianske Biskop Eudoxio, saa at han strax gav hans Parti rett, og forfuldte saavel de halve Arianer, som de rette Troende, skiøndt Forfølgelserne ikke bleve almindelige, saa længe hans Broder Valentinianus levede, til hvis Beskyttelse de Forfuldte kunde have Tilflugt i Vesten, hvor Troen var meere handhæved, skiøndt man der ey heller var fri for U-roelighed; Thi som den Romerske Biskop Liberius |260ved Døden afgik 366, 366og Damasus blev udvalt i hans Sted, fortrød en Romersk Diaconus, ved Navn Ursinus, paa saadant Vall, og, saasom den samme fik et stort Anhang, vilde han med Magt bemægtige sig det Romerske Sæde, saa at det brød ud til en indbyrdes Krig, hvorudi adskillige bleve omkomne, og Ild sat paa Hoved-Kirken, ja, Juventius, Stadens Gouverneur, findende sig ikke stærk nok til at dæmpe dette Oprør, maatte flygte ud af Staden. De Romerske Bispers Forfængelighed.Den oft citerede Hedenske Scribent Ammianus Marcellinus, (a) som levede paa samme Tiid, beskriver ved den Leilighed de Romerske Bispers Forfængelighed, sigende, at det var ingen Under at see Folk at slaaes om saadanne Poster, som giøde dem saaledes, at de Romerske Bispe age udi prægtige Vogne, og holde Taffel, som overgaaer Kongernes. Hvorudover ogsaa Prætextatus en Hedning, som siden blev Gouverneur i Rom, sagde engang til Pave Damaso: Giør mig til Biskop udi Rom, saa vil jeg og være Christen. Denne Hendelse foraarsagede et Schisma udi den Romerske Kirke, som varede længe, thi endskiøndt Damasii Parti dette Aar fik Overhaand, og Ursinus blev dreven af Staden, kom han dog omsider tilbage, og foruroeligede samme Kirke paa nye.
Saasom Arianerne merkede, at de havde en Beskytter udi Keyser Valens, begyndte de at fornye deres Forfølgelser mod Athanasium igien, hvilket ogsaa skeede; Athanasius fordrives paa ny igien.Thi det syntes at de ligesom despererede om deres Sagers Fremgang, saa længe som denne store Mand blev siddende udi sit Embede. Athanasius, da han fornam sig haardt at være eftersat, retirerede han sig hemmeligen ud af Staden. De Keyserlige Officiers søgte allevegne efter ham, men forgieves; Og siges der, at han da skiulede sig udi sin Faders Grav. Dette var den 4de gang han var bleven tvungen til at flygte ud af Alexandria, hvoraf man seer, at faa Mennesker have haft saadanne selsomme Avantures. Efterat han havde opholdt sig en Tiidlang udi Graven, blev han uformodentligen kal-
(a) Ammian. Marcell. Lib. 27.
|261den tilbage af Keyser Valens selv; Hvilket dog meenes at være skeed mod samme Keysers Villie, efterdi han frygtede for sin Broder Valentinianus. Og endtes hermed Athanasii Forfølgelser; Thi han blev siden den Tiid roeligen i sit Embede, saa længe som han levede.
Saasom de Gother paa samme Tiid havde passeret Donaw-Strømmen, og udplyndret Thracien, fandt Keyser Valens sig forbunden til at gaae dem i møde. Førend han gav sig paa dette Tog, lod han sig døbe, og seer man, saa vel af hans som hans Formænds Exempler, at Daaben ofte blev opsatt indtil det Yderste. Han blev da døbt af den Arianske Biskop Eudoxio, og siges der, at han da forpligtede sig til med Eed, at forfølge dem som vare den Arianske Lærdom imod. Hvis han da giorde saadant Løfte, saa kand man sige, at han troeligen holdt det samme, efterdi hans Regiering var en Kiede af Forfølgelser, saa at man i den henseende kunde ansee Constantii Tiid som en gyldene Tiid. Valentinianus en Beskytter af den Nicæniske Bekiendelse.Saadant yttrede sig dog ikke for Alvor, saa længe Keyser Valentinianus levede: Thi han var en ivrig Beskytter af den Nicæniske Troe, og det indtil Enden, hvorfore samme Troes-Bekiendere satte ogsaa all deres Tillid til ham. Dette foraarsagede, at, saasom han paa samme Tiid blev hæftig syg, man overtalede ham til at erklære sin Søn Gratianum, et Barn af 8 Aar, til Keyser, paa det Valens efter hans Død ikke skulde faae Magten allene.
370Udi det Aar 370 døde den bekiendte Kirke-Lærer Hilarius udi sin Landflygtighed, hvorudi han siden Keyser Juliani Tiid havde været. Han fortælles at have giort store Mirakler, (a) og derfor regnes blant Helgene. De Tiiders Kirke-Discipline.Ved samme Tiider blev holdet et Concilium til Laodicæa, hvorudi adskilligt blev anordned, som giver de Tiiders Kirke-Discipline tilkiende, som for Exempel, at Almuen skal holde sig fra at udvælge til Præste-Embedet, og at
(a) Fortunat. vita S. Hilarii.
|262Bisperne skal udvælges allene af Metropolitanis med de angrændsende Bisper. Hvoraf sees, at den Rett, som det heele Folk i Begyndelsen havde, blev forflyttet til Bisperne allene. Der forbydes at beskikke udi Kirkerne de Qvinder, som man kaldte de Ældste eller Præsiderende, og meener man, at Concilium derved sigtede paa visse af de ældste Diaconesser, som toge sig Myndighed over de andre. Videre forbydes Præste og Munke at søge Kroehuus, og bade sig udi Badstuer tilligemed Qvinder, item at assistere ved Spectacler og Skuespill, hvilket viiser, at saadant da maa have været i Brug. De Christne skulde om Løverdagen lade læse Evangelium med de øvrige Skriftens Bøger, men de maa ikke med Jøderne holde den liige, eller meer hellig end Søndagen. Hvoraf sees, at Jødernes Sabbath eller Løver-Dagen i førstningen er bleven ogsaa helligholden. Man maa ikke anrette Giæstebuder og Kiærligheds Maaltiider i Kirkerne. Man maa udi Fasten ikke spiise uden tørt Kiød (χεοοφαγία). Montanisterne, som foreene sig med Kirken, maa først omdøbes, hvoraf sees, at af alle Kietteres Daab Montanisternes holdtes allene ugyldig. De som tilbede Englene og søge deres Beskyttelse og Intercession hos GUd, skal sættes i Kirkens Band, hvoraf sees, at det i det ringeste da ogsaa har været forbudet at paakalde Helgene eller afdøde Mennesker. Endeligen regulerer ogsaa dette Concilium de Bibliske Bøger, og udelukker af det gamle Testamente Judiths, Tobiæ, og Viisdommens Bog, PrædikerensPrædikerens]Prædikerens] Prædikernes A B; Prædikerens Liebenberg Prædikerens] Prædikernes A B; Prædikerens Liebenberg og Maccabæernes Bøger, item Aabenbaringen af det nye Testamente.
Medens Keyser Valens førte Kriig med de Gother, havde Kirken nogenledes Roelighed. Valens forfølger den Nicæniske Troes Bekiendere.Men, saa snart som samme Kriig var lykkeligen endet, begyndte Forfølgelsen igien, og det ved saadan Leilighed: Den Navn-kundige Constantinopolitanske Biskop Eudoxius døde 370. Udi hans Sted udvaltes en ved Navn Demophilus, hvilken Keyser Valens confirmerede. Den Nicæniske Troes Bekiendere derimod udvaldte Evagrium, hvilken blev ordinered ved en Bisp ved Navn Eustathius. Dette foraarsagede, at Valens skikkede Kriigs-Folket til Constantinopel, |263hvilke lagde Haand paa Evagrium, saa vel som Eustathium, og lode dem begge føre i Landflygtighed: ved denne Leilighed bleve adskillige andre, som toge deres Parti, omkomne. Blant dem, som med største Bestandighed imodstod bemældte Keyser, var da ovenomtalte Basilius. Basilius, hvilken dog udi denne Forfølgelse ikke allene begik sig, men end ogsaa kort derefter ved Gregorii Nazianzeni Hielp blev Biskop til Cæsarea i Cappadocien. Han forestod længe samme Kirke med stor Berømmelse, og bliver regned for een af de anseeligste Lære-Fædre, skiøndt det syntes at han havde en Meening angaaende den Hellig Aand, som nærmede sig til Macedonianernes, saaledes at han vel nægtede at den Hellig Aand var et Creature, men derimod hverken i hans Skrifter eller Taler kalder ham GUd. Dog have nogle søgt at giøre ham uskyldig derudi, sær Gregorius Nazianzenus.
373Anno 373 døde den Navn-kundige Alexandrinske Bisp Athanasius, efterat han havde forestaaet Kirken udi 46 Aar, og imidlertiid udstaaet mange og store Forfølgelser, saa at han var anseet som en Støtte for Troen, og et Riis for Arianerne. Athanasii Død.Han recommenderede til Successor for sin Død en gammel Ærværdig Mand, ved Navn Petrus, hvilken og strax blev udvaldt til Biskop i hans Sted. Arianerne derimod, sær Euzoius, foreslog Keyser Valenti een ved Navn Lucius, og blev af ham forsyned med Krigs-Folk, for med Magt at indsætte samme Lucium. Disse Tropper Forvirrelse udi Alexandria efter hans Død. som bestode af adskillige Folk, som Jøder og Hedninger, brøde ind udi Kirken, hvor de øvede stor Vold, nedbrøde Ornamenter, vanhelligede Alteret, og nødde Petrum til at vige. Og bleve da mange, som satte sig imod Lucium, ilde medhandlede og hudstrøgne, saa at han efter Blods Udgydelse med væbned Haand blev installered. Saasom han nu med Vold var bleven Biskop, saa søgte han ved samme Middel at handhæve sig udi dette Embede. Og, saasom hans største Modstandere vare de Ægyptiske Munke, saa forfuldte han yderligen de samme udi deres Ørkener. Den forfulte Biskop Petrus tog da sin Til|264flugt til Rom, hvor han blev vel imodtagen af Damaso, og forblev han udi Rom indtil det Aar 378.
Den Romerske Kirke var da selv plaged med Uroelighed; Thi foruden den falske Biskop Ursinus, hvorom tilforn er talt, vare der nogle Separatister, kaldne Luciferianer af den bekiendte Lucifer, Biskopen af Cagliari, der af Misfornøyelse havde afsondret sig fra Kirken, saa at hans Tilhængere havde deres Gudstieneste separered fra de andre. Derforuden var samme Kirke ogsaa plaged af Donatister, som havde deres egen Biskop til Rom, og holdte Samlinger uden for Staden. Om de Donatistiske Biskoper og deres Forhold, haves besynderlig Underretning af Optato Biskopen af Milevo, hvilken under Keyser Valentiniano lod udgaae et Skrift mod de samme.
De rette Troende havde paa samme Tiid en stor Forliis udi Gregorio Nazianzeno den ældre, hvilken døde udi det Aar 373. Men det Tab blev tilstrækkeligen erstattet udi hans Søn Gregorio den yngre, som er bleven een af de største Kirke-lærere, og om hvilken ofte gives Leilighed at tale i efterfølgende Historie. Foruden ham havde den Nicæniske Troes-Bekiendere en stor Beskytter udi Basilio, over hvis Bestandighed St. Ambrosii Begyndelse.i at imodstaae Keyser Valens man kand ikke andet end forundre sig. Der opvoxede ogsaa adskillige andre Mænd, som ved deres Lærdom og Nidkierhed understøttede den faldne Kirke, som Jeronimus og Ambrosius. Den sidste af dem blev Biskop udi Meiland 374. Hans Vall var merkeligt, og fortælles med saadanne Omstændigheder:
374Da den Meilandske Biskop Auxentius, en bekiendt Arianer, ved Døden afgik 374, reisede sig stor Tvistighed udi samme Kirke om et nyt Bispe-Vall; Thi de, som bekiendte den Nicæniske Troe, saa vel som Arianerne, vilde begge have een af deres Parti; Da nu denne Tvistighed gik saa vidt, at man frygtede sig for Oprør i Staden, forføyede den Romerske Gouverneur Ambrosius sig til Kirken, og der holdt en kraftig Tale, hvorudi han |265formanede Folket til Fred og Samdrægtighed. Denne Tale giorde saadan Virkning, at begge stridende Partier foreenede sig, og eenstæmmigen raabte: Ambrosius skal være vor Bisp. Ambrosius som en Krigsmand blev ikke lidet forskrækked over denne Hændelse, og derfore søgte at flygte ud af Staden. Men Folket holdt ham tilbage, erkyndigede Keyser Valentinianum om hvad som var passered, og begiærede at han maatte blive Biskop: Keyseren, anseende denne Hændelse som en Han bliver Biskop i Meiland.GUds Gierning, samtykkede strax derudi. Midlertiid havde Ambrosius skiuled sig paa nye, men forgiæves; Thi han blev med stor Iver efterledet og funden igien, hvorudover han omsider beqvemmede sig, og lod sig ordinere til Biskop af Meyland. Saa snart han var bleven ordinered, gav han alt sit Guld og Sølv til Kirken og de Fattige, (a) iligemaade sit faste Gods, forbeholdende sig allene Frugterne deraf for sin Søster Marcellina. Derpaa slog han sig allene til Skriftens Læsning, og det med saadan Iver, at han inden stakked Tiid blev en stor Theologus, og som han af Naturen var begaven med Veltalenhed, blev han een af de største Geistlige Oratores, som den Christne Kirke nogen Tiid har haft. Hans Vall nægtes ikke jo at have været mod Kirke-Lovene, som sige, at ingen læg Mand maa blive Bisp, førend han har igiennemgaaet de andre Grader, (b) hvilket Ambrosius og selv tilstaaer, skiønt han holder for at derudi kand dispenseres, naar Candidatus haver de Qvaliteter, som udfordres; Og siger han: paa det Fundament have saavel de Vestlige som Østlige Bispe confirmeret min Ordination. (c)
Aaret efter denne merkelige Promotion døde Keyser Valentinianus, den Christne Kirke ikke til liden Bedrøvelse. Han var en stor Beskytter af den Nicæniske Troe, dog saaledes, at han ingen Haardhed øvede mod de andre, hvilken Dyd, jo ra-
(a) Paulin. Vit. Ambros.
(b) Decret. part. 1. distinct. 59. Laici non sunt in Episcopos eligendi, sed per singulos ordinesordines]ordines] A B; ordine SS ordines] A B; ordine SS prius sunt probandi.
(c) Ambros. epist. 82. ad Vercellens.
|266rere Keyser Valentiniani Død og Portrait.den var paa de Tider, jo meer er den at berømme. Den Hedenske Scribent Ammianus Marcellinus taler derom saaledes: Han foruroeligede ingen formedelst Religionen, ikke heller truede nogen til sin Troe, men lod alting blive i den Stand, som det var. (a) Udi hvilken Moderation hans Broder Valens ikke fuldte ham, og tog han efter Valentiniani Død reent Masquen af; Thi, omendskiøndt det blev ved den forrige Deeling imellem ham og Valentiniani Sønner, saa dog havde han ikke den Undseelse for tvende unge Herrer, som for Valentiniano selv, som var hans ældste Gratianus og Valentinianus Junior.Broder, og derforuden havde ophøyet ham paa Thronen. Valentiniani Sønner, som succederede ham i det Vestlige Keyserdom, vare Gratianus og Valentinianus den yngre. Den første var erklæred Keyser i Faderens levende Live, og den anden kort efter hans Død, over hvilket Gratianus, saasom han var en from og sagtmodig Herre, ingen Fortrydelse bar, men approberede det Vall, som ham u-afvidende var giort, og deelede godvilligen det Vestlige Keiserdom med sin Broder. Han var den første af de Romerske Keysere, som veigrede sig for at antage den Habit af Pontifex Maximus, sigende, at det var en Christen u-anstændigt at bære saadan Dragt, dog beholdt han Titulen efter sine Forfædres Exempel; Thi de første Christne Keysere havde hidindtil taget i Betænkning at cassere denne Hedenske Skik. Af dette skulde man slutte, at hans Tugtemester Ausonius ikke har været en Hedning, som nogle foregive. Samme Ausonius, som er saa meget bekiendt formedelst sine herlige Poëtiske Skrifter, blev af denne unge Keyser giort til Romersk Borgemester. Der er om ingen Mands Religion meere tvisted, thi nogle sige at han var en Hedning, andre at han var Biskop i Bourdeaux, og er bleven canonisered. Det er sikkerst at gaae Middel-Veyen med dem, som holde ham for en simpel Christen, og bevise hans Christendom endeel af hans Skrifter, eendeel for-
(a) Ammian. Marcell. Lib. 30. Inter religionum diversitates medius stetit, nec qvenqvam inqvietavit, neqve ut hoc coleretur imperavit aut illud &c.
|267di han blev opdragen af tvende Nonner, som vare hans Faders Søstre, og var en saa Christelig Herres Tugtemester.
Apollinaris Lærdom fordømmes.Paa samme Tiid blev holdet et Concilium udi Rom, paa hvilket Apollinaris Vildfarelse blev fordømt. Hans Lærdom var denne, at Christus havde ingen Menneskelig Forstand, men at hans Guddommelige Natur var i Steden derfor, og var han falden paa de Tanker, af Frygt at Christi Person skulde deeles i tvende. Videre holdt han fore, at Christi Legeme var nedstegen fra Himmelen, saa at han var et Menneske meere i Apparence end i Virkning. Han troede ogsaa med de gamle Millenarier Christi Jordiske Rige og andet. Man havde længe seet igiennem Fingre med Apollinaris Vildfarelser, eftersom han var meget agted for sin Lærdom og sit skikkelige Levned; Men, da de spreedede sig for vidt ud, greeb man omsider til at examinere og Antidicomarianiter.fordømme dem. Appollinaris Tilhængere bleve kaldne Apollinarister, og af dem udspirede de saa kaldne Antidicomarianiter, det er at sige, Jomfrue Mariæ Modstandere, hvilke lærde, at hun ikke efter Fødselen blev Jomfrue, og at hun siden avlede Collyridianer.Børn med Joseph. (a) Derimod vare andre paa samme Tiid, som giorde Jomfrue Maria til en Gudinde, og bleve kaldne Collyridiani, efterdi de offrede Jomfrue Mariæ et slags Kager, som paa Grædsk kaldes Collyrides. Begge disse Secter søgte Epiphanius, som i dette Seculo var i stor Anseelse, at bestride.
Samme Epiphanius førte udi sin Ungdom Munke-Levnet. Efterat han en lang Tiid havde forestaaet et Kloster, blev han omsider Biskop udi Cypro, hvor han distinguerede sig ved adskillige Skriffter. Epiphanii Skrift mod Kiettere.Udi det Aar 374 kom for Lyset hans saa kaldet Troens-Anker. Og to Aar derefter begyndte han at arbeide paa sit store Verk mod Kiettere, som han gav Titul af Panarion, hvilket efter hans egen Sigelse betyder en Kiste fuld af Medicamenter mod all slags Gifft, og opregner han i samme Skrifft
(a) Epiphan. Hæres. 77 seqv.
|268henved 80 Kietterier, hvis Historie han beskriver, som stedse har været høyt agted, skiønt adskillige have legget ham til Last, at han har herudi været noget lettroende, og tillagt mange de Meeninger, som de ikke have haft, hans Levnet viser ogsaa, at han har været en hidsig Mand, saa at man kand have Aarsag at tvile om Historiens U-partiskhed; Men som Hidsighed da ofte confunderedes med Nidkierhed, og Kietter-magerie blev holdet for en stor Merite, har man ikke taget i Betænkning at regne ham blant de største Kirke-Lærere, og at sætte ham paa Helgenes Liste. Udi Slutningen af hans Historie mod Kiettere taler han om Kirkens da etablerede Lærdom og Discipline, hvoraf jeg endeel vil anføre, for at vise Kirkens Tilstand i dette Seculo. Derudi forbydes Præste at gifte sig tvende gange. Der tales om 3 høytidelige Dage udi Ugen, som ere hellige Forsamlings Dage, nemlig Onsdag, Fredag og Søndag, og kaldes Søndagen en Glædes-Dag, paa hvilken man ikke faster, endogsaa udi den store Faste-Tiid.
De Forfølgelser, som Keyser Valens øvede mod den Nicæniske Troes Bekiendere, voxede meer og meer til, og kom paa høyeste Spidse efter Valentiniani Død. Et af de fornemste Instrumenter, som sig dertil lod bruge, var en høy Krigs-Officier ved Valens holder ved at forfølge Orthodoxos.Navn Demosthenes, hvilken øvede stor Vold i Faveur af Arianerne. Munkene bleve ey heller sparede udi deres Ørkener, thi mange af dem bleve ihielslagne, og andre værvede til Soldater. Disse Forfølgelser varede indtil Keyser Valentis Død, som skeede udi det Aar 378, 378paa saadan Maade: En anseelig Hob Gother havde begiæret Frihed af Keyseren, at sætte sig ned udi Thracien, og tilbydet sig at giøre Tieneste derfor udi Krigs-Tider. Den Gothiske Bisp Ulfila.Anføreren for det Gesantskab, som de skikkede til Keyseren, var den bekiendte Gothiske Bisp Ulfila, hvilken var i stor Anseelse blant Gotherne, og havde han omvendt dem til den Christelige Troe. Da han ved Leilighed af dette Gesantskab kom til Constantinopel, confererede han der med de fornemste Arianer, af hvilke han lod sig overtale til at antage deres Parti, og tillige med ham det heele Gothiske Folk, saa at de samme bleve ivrige Arianer, |269og bragte Arianismum ind udi den Vestlige Deel af Keyserdommet. Det er ellers den samme Ulfila, som er Autor og Opfinder til de Gothiske Bogstaver og Characterer som endnu overalt bruges udi Europa, endogsaa udi det Latinske Sprog. Han oversat ogsaa Bibelen paa Gothisk, og haver man endda hans Oversættelse af Evangelierne, hvoraf man seer, hvorledes det Nordiske Sprog var paa de Tider. Der siges allene at han ikke vilde oversætte Kongernes Bøger formedelst de Krige, hvormed samme Bøger ere opfyldte, frygtende at Gotherne, som altformeget inclinerede til Krig, skulde af saadan Læsning faae desmere Tilbøyelighed dertil. Philostorgius en Ariansk Scribent siger, at denne Keyser havde saadan Estime for Ulfila, at han kaldte ham en Moses af de Tider. (a)
Ulfila forrettede sit Ærinde saa velsaa vel]saa vel] saavel A; saa vel Liebenberg, saavel SS saa vel] saavel A; saa vel Liebenberg, saavel SS ved det Keyserlige Hof, at Valens gav Gotherne Frihed at sætte sig ned udi Thracien. Men, som de der bleve ilde medhandlede af de Keyserlige Officiers, bragtes de af Desperation i Gevæhr, og udi det Aar 377, brøde ind udi Thracien og udplyndrede Landet. Valens, som da havde at bestille med Valens omkommes.at konstle paa Religionen, og at forfølge Geistligheden, som ikke var af hans Meening, da han fik Tidender om de Gothers Foretagende, gik han dem med en Kriigs-Hær i Møde og Anno 378 leverede dem et Slag ikke langt fra Adrianopel. 378Der erholdte Gotherne under deres Konge Fritigerno een fuldkommen Seier, saa at de to tredie Deele af den Keyserlige Kriigs-Hær omkomme tilligemed Keyseren selv. Nogle skrive, at han blev bragt saared ind i en Hytte (b), og der af Gotherne blev indebrændt: Andre at han kastede sin Keyserlige Habit af sig, mængede sig blant Fodfolket, og med dem i Slaget blev omkommen (c). Saadant Endeligt fik Valens, efterat han havde ført et strængt Regimente udi 16 Aar; og faldt det
(a) Philostorg. Hist. Lib. 2 apud Photium.
(b) Theodoret. Hist. Eccl. Lib. 4. Cap. 36.
(c) Socrat. Hist. Eccl. Lib. 4. Cap. 38.
|270heele Keyserdom ved hans Død til hans tvende Broder-Sønner Gratianum og Valentinianum.
Saasom Valentinianus var endda meget ung, saa havde den ældste Broder Gratianus Myndigheden alleene. Men, saasom han fornam Keyserdommet paa alle Sider at være beængstiged af Barbariske Folks Indfald, holdt han nødigt at antage en til Theodosius Magnus.Medhielp udi Regieringen, som han kunde forlade sig paa, og til den Ende lod hente fra Spanien Theodosium, en anseelig Mand saavel i Henseende til sine Dyder som Fødsel, thi han nedstammede fra Keyser Trajano, og lignede samme store Keyser baade udi Sindets- og Legemets-Gaver. 379Denne Theodosium erklærede han Keyser 379, og cederede ham Orienten, beholdende for sig selv og sin Broder det Vestlige Keyserdom; Og er det samme Theodosius, som formedelst sine Dyder og herlige Bedrifter har faaet Navn af Magno eller den store. Ved denne berømmelige Keysers Ankomst til Regieringen fik Arianernes Herredom, som udi Constantii og Valentis Tiid havde været paa høyste Spidse udi det Østlige Keyserdom, en Ende. De ledige Sæder bleve da igien besatte af rette Troende Biskoper, og mange Arianer, for ikke at stødes fra Giør Ende paa Arianernes Herredom i Østen.deres Embeder, foreenede sig med Kirken igien. Af alle Kirker havde den Constantinopolitanske været udi slettest Tilstand, hvor Arianerne udi 40 Aar havde domineret, saa at fast den heele Stad var henfalden til Arii Vildfarelser eller andre Kietterier. Saasom der nu behøvedes en særdeles meritered Mand til at sætte denne saa faldne Kirke paa Fod igien, kastede alle deres Øyen til Gregorium Nazianzenum den Yngre, Gregorius Nazianzenus Biskop i Constantinopel. hvilken paa samme Tiid havde indslutted sig i et Kloster, for der at passere sin Tiid udi Roelighed. Der blev han indstændigen invitered til Constantinopel for at forestaae Kirken sammesteds. Han veigrede sig i Begyndelsen derfor, foregivende sin Alder og Svaghed; Men, da man forestillede ham at det var hans Pligt at oprette de faldne Kirke-Sager, lod han sig omsider overtale, og kom til Constantinopel Aar 379. Men, som der vare mange, der glædede sig over hans Ankomst, saa fandtes derimod adskil|271lige, der forargede sig over hans slette Anseelse, saasom han var kroged af Alderdom, fattig og ringe klædet. Arianerne stukke strax Hovederne sammen for at styrte ham, og at handhæve deres Bisp Demophilum. Men Gregorius bevæbnede sig med Taalmodighed, og holdt Forsamlinger med de Troende udi et Huus, hvilket siden blev forvandled til en anseelig Kirke, og fik Navn af Anastasia, det er Opstandelse, efterdi Forfremmer Orthodoxien sammesteds.Gregorius der havde ligesom opvakt Troen fra de Døde igien. Hans Tilhøreres Tall tilvoxede meer og meer ved hans grundige og opbyggelige Prædikener. Blant dem, som komme fra andre Steder for at høre ham, var Jeronimus, der paa de Tiider formedelst sin Lærdom var i stor Anseelse, og i Henseende til sine Skrifter, sær Bibelens Oversættelse, er bleven saa berømt udi Kirke-Historien, og meenes der, at paa samme Tiid, som han var Gregorii Tilhører i Constantinopel, han oversatt paa Latin Eusebii Chronicon. Paa samme Tiid florerede den bekiendte Christne latinske Poët Prudentius, hvilken blant andre Poëtiske Skrifter har giort et Poëma mod Marcioniternes Kietterie, skiønt han selv er ikke meget Orthodox, saa at nogle have villet viise af hans Skrifter, at han ogsaa tvilede om Siælens Udødelighed (a). Men den Læsning han havde af gamle Poëter blev lagt ham til Last: Ligesom der fortælles om Jeronimo, at Fanden pidskede ham i Søvne om Natten, efterdi han saa flittigen læsede Ciceronem.
Keyser Theodosius blev da syg, hvorudover, eftersom han hidindtil efter de Tiiders Maade havde opsatt sin Daab, lod han sig døbe udi Thessalonica af en Biskop ved Navn Ascolo; Dog lod han sig først erkyndige om, af hvilken Bekiendelse samme Bisp var, saasom han ikke vilde modtage Daaben uden af dem, som bekiendte den Alle befales at antage den Nicæniske Bekiendelse.Nicæniske Lærdom. Efter at han var bleven frisk igien, lod han tilligemed de andre Keysere publicere den Lov gemeenligen kalden: Cunctos Populos, saasom den begynder med samme Ord. Derudi befales alle at antage den Nicæniske Be-
(a) Prudent. Hymn. 10. Humus excipit arida corpus,
– – – Animæ rapit aura liqvorem.
|272kiendelse, og anordnes, at de som følge samme Troe skal kaldes Catholske, men de andre have Catholici.Navn af Kiettere. Dog lader Loven sig allene nøye med at true de sidste uden at paalægge dem Straf, thi de haarde Poenal-Love komme siden, da de saa kaldte Catholske over alt spillede Mestere.
Det Østlige Keyserdom blev saaledes meer og meer rensed fra Arianismo: Udi Priscillianister.Vesten derimod opreisede sig et nyt Kietterie, kaldet de Priscillianisters, hvis Autor Priscillianus beskrives at have været af stor Lærdom og rare, saa vel Legemets som Sindets Gaver, og derhos meget ordentlig og indgetogen i sit Levnet, saa at han ikke alleene fik stort Anhang af Mænd og Qvinder, men end og af nogle Bispe. Man seer af Sulpitio, at Priscillianisterne bleve blant andet beskyldede for Natte-Forsamlinger, hvorudi Kiøds Lyst blev øved (a). Men, som det var fast en almindelig Beskyldning mod Kiettere, og Hedningerne fordum havde tillagt de Christne det samme, kand man have Aarsag at tvile derom. Deres Lærdom var en Blanding af den Manichæiske og Gnostiske. For at qvæle dette Kietterie, blev holdet et Concilium til Saragossa udi Spanien, hvor, saasom ingen af Priscillianisterne mødte, deres Lærdom blev fordømt. Blant andre dette Concilii Canones er een som fordømmer dem, der ikke fortære Brødet, som gives dem i Nadveren, hvoraf sees, at dette har været een af Priscillianisternes Vildfarelse; Men som Erfarenhed har lært, at Concilia og Synodi heller formeere Tvistighed end giøre Ende paa dem: saa seer man, at Priscillianisterne deraf bleve opirrede, saa at de ordinerede Priscillianum til Bisp i Gallicien, og foraarsagede adskillige Uroeligheder. Priscilliani største Forfølger var en Spansk Biskop, ved Navn Ithacius, en u-ordentlig og hidsig Mand, hvilken ikke holdt op førend han fik Priscillianum dømt fra Livet; Og kand han i visse Maader regnes for den første, der for Stridighed udi Lærdommen maatte lide Livs-Straff: At saadan Execution da holdtes u-tilladelig sees deraf, at St. Martinus
(a) Sulp. Sever. Hist. Sacr. Lib. 2.
|273Biskopen af Tours tilligemed adskillige andre ikke vilde communicere med de Bispe, som havde formaaet Keyser Maximum til at øve saadan Haardhed. Saasom nu denne Martinus er en stor Helgen i den Romerske Kirke, og det siden er bleven til en Mode, at forfølge Kiettere med Sværd og Ild, vide de Romerske Skribentere ikke hvorledes de skal udrede sig heraf. De Raisons, som Maimbourg i vor Tiid har anført, ere latterlige: Han holder for, at St. Martinus fordømte denne Execution, ikke fordi den i sig selv var ond; men fordi Ithacius adresserede sig til Keyseren udi en Sag, som allene henhørte til den geistlige Rett. Ved saadanne Udflugter kand man sætte Farve paa alting.
Da Gregorius Nazianzenus arbeidede allerivrigst paa at reformere Kirken udi Constantinopel, lod sig udi samme Stad indfinde een, ved Navn Maximus, hvilken, endskiøndt han var Christen, giorde tilligemed Profession af den Cyniske Philosophie, hvorudover han gemeenligen blev kalden Maximus Cynicus. Uroelighed i Kirken til Constantinopel.Den samme vidste saaledes at forstille sig, at Gregorius ansaae ham som en hellig Mand, og fattede stor Kierlighed til ham. Efterat han ved Gregorii Recommendation havde bragt sig i stor Credit, lod han hemmeligen nogle Ægyptiske Geistlige komme til Constantinopel, og af dem, da Gregorius engang var syg, lod sig om Natten ordinere til Biskop. Da dette spurtes, blev Gregorius saa bedrøvet, at han vilde forlade Staden, men Indbyggerne holdte ham tilbage, og bleve saa ophidsede mod Maximum, at de fordreve ham, og som Keyser Theodosius kort derefter kom til Constantinopel, og Folket indstændig begierede, at han maatte blive deres Bisp, bevilligede Keyseren deres Begiering. Dog, saasom Maximus havde mange Tilhængere, kom han ikke til roelig Besiddelse af Bispe-Stoelen, men for Fred og Roeligheds Skyld slog sig siden til et eenligt Levnet igien.
For disse og andre U-leiligheder at hæve, fandt Keyser Theodosius nødigt at samle et almindeligt Concilium, 381hvilket ogsaa skeede, saa at udi det Aar 381 komme til Constantinopel 150 Bispe af den |274Nicæniske Bekiendelse, og derforuden 36 af Macedonii Tilhængere, hvilke man paa dette Mode haabede at foreene med Kirken. Og Concilium Constantinopolitanum Primum.regnes dette for det andet almindelige Concilium, endskiøndt det langt fra ikke var saa stærkt i Tall, som det Mode til Rimini, og eendeel andre, som vare holdne under Constantio, og det derforuden bestod kun af Orientalske Bisper, som vare under Theodosii Lydighed; Thi Efterkommerne have ikke regnet blant almindelige Concilia uden dem, som have stadfæstet den Nicæniske Bekiendelse. Dette andet almindelige Concilium sigtede fornemmeligen paa Macedonianerne, hvis Parti var meget tilvoxed, som sees af det store Antall af deres Biskoper, item paa at forsyne den Constantinopolitanske Kirke med en Biskop. Og var det denne sidste Post, som man først foretog.
Tvistighed om det Constantinopolitanske Bispe-Vall.Keyser Theodosius, som selv var tilstede, foreslog da Gregorium Nazianzenum, som den beqvemmeste og værdigste, fandt ogsaa derudi Bifald af de fleeste, saa at han offentligen blev installered af den Antiochiske Biskop Meletio, som præsiderede paa dette Concilio. Men, da nogle Ægyptiske og Macedoniske Bispe komme siden til Modet, protesterede de mod dette Vall, sigende, at det var imod Kirke-Loven, at den, Greg. Naz. retirerer sig.som havde været Biskop paa et Sted først, skulde forflyttes til et andet. Gregorius bar saa liden Fortrydelse over denne Protestation, at han selv frivilligen begierede Dimission, og endeligen erholdt den, skiøndt ikke uden med Møye, thi mange satte sig derimod, besynderligen bevægede af hans Afskeeds-Tale, som endnu findes blant hans Orationer. (a)
Gregorius levede stedse siden udi Privat-Stand. Han holdes for een af de oprigtigste og ærligste Kirke-Fædre, og berømmes deraf, at han drev meere paa at følge Christi og Apostlernes Fodspor udi Ydmyghed og Sagtmodighed, end at subtilisere udi Religionens Sager. Dette legges ham allene til Last, at han for-
(a) Orat. 32.
|275dervede det Grædske Sprogs Puurhed, i det han gav Ungdommen at læse sine egne Vers i Steden for de gamle Poëter, hvilke Keyserne af Geistligheden lode sig overtale til at brænde, som skadelige Bøger, den lærde Verden til u-bodelig Skade.
Strax efterat denne Dimission var antagen, skreed Concilium til et nyt Vall, Nectarius bliver Biskop.og fulde da de fleeste Stemmer paa en gammel ærværdig Mand, ved Navn Nectarius, hvilken, endskiønt han ikke var af Geistlig Orden, ja, som nogle meene, end ikke engang døbt, blev dog formedelst sin Dyd og Skikkelighed præferered mange, og erklæred Biskop til Constantinopel; Derpaa tog man sig for at examinere Tvistighederne i Troen, og blev da den Nicæniske Bekiendelse confirmeret, allene nogle Ord bleve dertil lagde, angaaende den Menneskelige Naturs Annammelse i Henseende til Apollinaristerne, og om den Hellig Aand, i Henseende til Macedonianerne. Saaledes siger den Nicæniske Bekiendelse allene om Christi Kiøds Paatagelse: Christus er nedstegen af Himmelen, er bleven et Menneske, kaarsfæsted, opstanden paa den 3die Dag &c. Den Constantinopolitanske Bekiendelse derimod: Christus har paataget sig Kiødet ved den Hellig Aand af Jomfru Maria, og er bleven et Menneske, kaarsfæsted under Pontio Pilato, død, begraven, opstanden &c. Symbolum Constantinopolitanum.Videre om den Hellig Aand taler den gamle Bekiendelse allene saaledes: Vi troe ogsaa paa den Hellig Aand. Denne sidste Bekiendelse derimod forklarer sig meere vidtløftigen saaledes: Vi troe ogsaa paa den Hellig Aand, en levende-giørende HErre, som udgaaer fra Faderen, og æres og dyrkes tillige med Faderen og Sønnen.
Videre bleve udi dette Concilio giorte adskillige Anordninger, angaaende Kirkens Regiment, og seer man deraf, hvor vidt de store Bispers Jurisdiction strakte sig. Den Constantinopolitanske Bisp erklæres den anden i Orden.Den merkværdigste Anordning var denne, at den Constantinopolitanske Bisp blev er|276klæred den anden udi Orden efter den Romerske, og det paa saadant Fundament, efterdi Constantinopel var den nye Rom, (a) og en Keyserlig Residentz-Stad; Og havde dens Bisper ikke andet at beraabe sig paa, efterdi de tilforn havde været i ringe Anseelse, og Suffraganei af Bisperne af Heraclea, saa at man seer, at Bispernes Fortrin og Værdighed grunder sig paa Stædernes Storhed og Anseelse. (b) Derpaa forlangede Concilium, at Keyseren ved Forbud vilde hemme alle andre Secter, hvilket ogsaa skeede; Thi strax derefter kom ud den bekiendte Theodosii Lov mod Kiettere, hvorved dem blev befalet at overlevere alle Kirker til den Nicæniske Troes Bekiendere, saa at det Constantinopolitanske Concilium og denne Theodosii Lov giorde Ende paa Arianernes Herredom i Østen. (c)
Strax efter dette Concilium blev holdet et mindre af de Vestlige Bisper til Aqvilea udi Italien, hvorudi ogsaa den Nicæniske Troe blev stadfæsted. Paa dette Concilio præsiderede Valerianus, Biskopen af Aqvilea, hvorvel den habile Meylandske Biskop Ambrosius førte Directionen. Det syntes da, ligesom de Østlige og Vestlige Bisper kiæppedes med hinanden i at holde Concilia; Thi strax derpaa bleve holdne tvende andre, eet udi Italien, og et andet til Constantinopel igien, herudover da Gregorius Nazianzenus blev invitered til det sidste, tilskrev han den Keyserlige Greg. Nazianzeni Betænkning over Concilia.Officier et Brev, hvorudi vare disse merkelige Ord: Jeg stræber at flye alle Bispe-Forsamlinger, hvor man hører ikke uden Traner og Giæs, som disputere, uden at forstaae hinanden: (d) Jeg har aldrig seet et Concilium, som har haft en god Ende, (e) og som jo heller
(a) Socrat. Lib. 5. Cap. 8
(b) Concil. Const. 1. c. 5 oportet habere primatus honorem post Romanum Episcopum propterea, qvod sit nova Roma.
(c) Sozom. Lib. 7. Cap. 9.
(d) Carm. de vita sua.
(e) Greg. Nazianz. Epist. 55.
|277har formeeret Sygdommen end læget den; Thi Disputere-Geist og Ærgiærighed føre der Regimente. Hvorudi denne gode Lære-Fader havde ikke U-rett, og ere disse hans Ord en Anstøds Steen for dem, der beraabe sig saa meget paa Kirkens Myndighed og Concilia. Denne retsindige Lærer levede siden udi Stilhed, indtil Aar 391, da han døde udi en Alder, som overgik 90 Aar. Hans Liv og Levnet er beskrevet af Gregorio Presbytero. Han har og selv udført sin Historie udi Vers, hvilke ere lige saa simple, som hans Orationer ere høytravende.
Medens disse og andre Concilia holdtes, reisede sig en, ved Navn Maximus, op mod Keyser Gratianum, hvilken blev forladt, maatte tage Flugten, og blev ihielslagen til Lion, hvorpaa Maximus associerede sig sin Søn i Regieringen, og udvaldte den Stad Trier til sin Residentz. Denne Forandring, og dette store Gratiani Fald jog Skræk udi hans yngre Broder Valentiniano, saa at han maatte betiene sig af den Meilandske Bisp Ambrosio, for at megle en Fred med Maximo, hvilken han og tilveyebragte. Men Ambrosius blev derfor kun ilde belønnet; Thi Keyser Valentiniani Forfølgelse mod Ambrosium.Moder Justina, som var en ivrig Arianer, opvakte kort derefter stor Forfølgelse mod ham. Saasom hun vidste, at han var meget ivrig i at handhæve Religionen, lod hun i Keyserens Navn 385 begiere af ham, at en Kirke maatte indrømmes til de Arianer, som var ved hendes Hoff; men Ambrosius veigrede sig derfore, sigende, at han ikke kunde overlevere GUds Tempel. Keyserinden skikkede væbnede Folk for at indtage Kirken med Magt, men Ambrosius stod derfor ikke fra sit Forsætt, og, saasom han havde Almuen paa sin Side, kunde det Keyserlige Folk intet udvirke. Af dette blev Justina saa ophidsed, at hun formaadde hendes Søn til at publicere en Lov i Faveur af Arianerne, nemlig at de skulde have fri Religions-Øvelse. Ved samme Lovs Publication gaves Leilighed at gaae i rette med Ambrosio, og at straffe ham, hvis han fremturede udi sit Forsætt; men ingen Trusler kunde afskrække denne geistlige Helt; Thi midt udi Forfølgelserne holdt han de skarpeste Prædikener, hvorudi han |278forsvarer sin Opførsel, og viiser sine Modstanderes ilde grundede Beskyldninger, og seer man af een af hans Taler, at han blev blant andet beskyldet for at bedrage Folket ved sine aandelige Sange, som han havde componeret, og indført udi Kirken af Meiland. Og bestode saadanne Sange efter Paulini Vidnesbyrd, som har beskrevet hans Historie, udi Antiphonier eller Alternering af tvende Chor efter den Orientalske Kirkes Maade. Ambrosii Sange bleve siden saa høyt agtede, at man kaldte en aandelig Sang Ambrosianum.
Augustini Begyndelse.Blant Ambrosii Tilhørere udi Meiland paa samme Tiid var den bekiendte Augustinus, som endda holdt med den Manichæiske Sect, men siden blev en af de største Lære-Fædre, og som et Orakel blant de Christne. Samme Augustinus var en Africaner af Geburt, og førdte udi sin Ungdom et u-ordentligt Levnet indtil hans 19 Aar; Da begyndte han at slaae sig til Stilhed og alvorlige Studeringer, men han faldt udi Manichæernes Hænder, og antog deres Lærdom, for hvilken han dog Tiid efter anden begyndte at faae meer og meer Afsky, helst saasom han merkede, at den bestoed udi høytravende og forblummede Talemaader, som hans Læremester Faustus selv ikke kunde forklare. Han slog sig derfore til verdslige Studeringer, og blev Professor Rhetorices udi Meiland. Medens han opholdt sig udi samme Stad, hørte han ofte Ambrosii Prædikener, ikke saa meget i Henseende til Lærdommen, som for at profitere udi Veltalenheds Konst. Udi saadan Tilstand var han nogle Aar, indtil han omsider af den hellige Skrifts alvorlige Læsning begyndte at finde nye Bevægelser hos sig, saa at han forlod sin Rhetoriske Profession, og tog sin Tilflugt til Ambrosium, af hvilken han blev døbt, og indlemmed udi Kirken. Der fortælles, at da han var midt udi sine Synders Fortrydelse, hørte han en Røst med disse Ord: Tolle, lege, det er: tag og læs, hvilket jeg dog lader ved sit Værd, saasom jeg udi denne Kirke-Historie gaaer en Hans Omvendelse.Middelvey mellem at forkaste alle Mirakler, og at fæste Troe til et hvert. Man kand ellers sige, at St. Pauli Epistler, som Augustinus da ideligen læsede, kunde ha|279ve giort denne gode Virkning allene. Vist er det, at Augustinus ikke allene blev omvendt, men blev ogsaa en af de største Fædre, den gamle Christen Kirke har haft. Og gives siden ofte Leilighed at tale videre om hans Skrifter og Gierninger.
Imidlertiid havde den nye Keyser Maximus giort sig saa fast udi Tydskland og Gallien, at Keyser Valentinianus troede sig ikke sikker for ham, hvorudover Keyserinden Justina maatte paa nye trænge til Ambrosii Hielp, og affærdige ham til samme Maximum, for at raade ham fra Fientlighed. Ved denne Reyse er dette merkværdigt, at hvor meget Ambrosius end trængede til Maximi Venskab, saa dog, efterdi han havde nyeligen ladet henrette nogle Priscillianister tilligemed Priscilliano selv og den bekiendte Dame Euchrocia, mod hvilken Gierning Keyser Theodosii Panegyrist hæftigen declamerer (a), vilde han ikke communicere med ham; Og seer man deraf, at han fordømte Vold og Blods Udgydelse, end ogsaa mod Kiettere, som siden blev holden for en hellig Gierning. Maximus holdt sig vel nogen Tiid derefter i Roelighed, skiøndt man levede paa begge Sider udi Mistanke og Frygt for Kriig, hvilken endeligen brød ud mellem ham og Keyser Theodosium 388. Udi denne Kriig blev Maximus tvende gange overvunden, og omsider faldt udi Theodosii og Valentiniani Hænder. Theodosius, som inclinderede for Mildhed, vilde vel spare ham paa Livet, men Soldaterne nedsablede ham 388, efterat han havde regieret udi 5 Aar.
Efter Maximi Død bleve Theodosius og Valentinianus alleene Herrer; Hvorvel Theodosii Myndighed var saa stor, at han i visse Maader kunde siges at have Herredømmet alleene. Hvor lidet han dog hofmodede sig af sin Magt, sees af de Tvistigheder, som kort derefter reisede sig mellem ham og Ambrosium, og hvortil Oprindelsen var denne: En Jødisk Synagoge blev udi den lille
(a) Latinus Pacatus in Panegyrico Theodosio dicto: In sexum, cui bella parcunt, sævitum.
|280Stad Callinico anstukked, og lagt i Aske af de Christne, og beskyldtes samme Stads Biskop at have raadet til denne Gierning. Derforuden havde de ogsaa afbrændt et Tempel, som tilhørede Valentinianerne. Deslige voldsomme Foretagender ophidsede Keyseren til Vreede, saa at han befoel, at Biskopen paa sin egen Bekostning skulde opbygge Synagogen igien, og Ambrosii Myndighed mod Keyser Theodosium. at de Munke, som havde satt Ild paa det andet Tempel, skulde straffes. Formedelst denne Execution, som dog var lemfeldig nok, tiltalede Ambrosius Keyseren haardt, saa vel mundtligen, som skriftligen; saa at denne lemfeldige Herre, for at stille ham tilfreds, maatte kalde sin Ordre tilbage. Kort derefter da Theodosius, efterat han havde ofret paa Altaret udi Meiland, blev staaende udi Choret, lod Ambrosius ham ved sin Archidiaconum saadant forbyde. Keyseren svarede dertil, at han ikke giorde det af nogen Hofmod, men efterdi det var Skik udi Kirken til Constantinopel, og derpaa udi all Ydmyghed forføyede sig til et andet Sted uden for, som Ambrosius assignerede ham.
Et andet Exempel derpaa.Men dette var intet at regne mod en anden nye Prøve, han nogen Tiid derefter gav paa sin Taalmodighed. Indbyggerne udi Thessalonica havde yppet et Oprør, og omkommet nogle af de Keyserlige Officiers. Dette foraarsagede, at Keyseren lod dem haardeligen straffe, saa at henved 7000 bleve af hans Tropper omringede og nedhugne. Det foraarsagede, at da Keyseren kort derefter vilde gaae ind udi Kirken i Meyland, Ambrosius begegnede ham med sin sædvanlige Standhaftighed, og forbød ham Indgangen. Keyseren forestillede da, at David havde ogsaa syndet, hvorpaa Ambrosius svarede, at David ogsaa havde giort Pœnitentze. Theodosius faldt da til Fode, og beqvemmede sig til at giøre en offentlig Pœnitentze udi Kirken, som Ambrosius paalagde, saaledes, at han længe maatte blive liggende, nedslagen paa Kirke-Gulvet, og med grædende Taare bede om Forladelse. Dette er gemeenligen bleven indført som en Zirat udi Ambrosii Levnet, og som en Prøve paa hans hellige Nidkierhed, skiønt andre derover giøre andre Forklaringer, og ansee det heller som en Prøve paa en |281Geistlig Hofmod. Vist nok er det, at Efterkommerne, sær de Romerske Paver, have ført sig dette Exempel til Nytte, saa at Theodosii Lydighed og Ambrosii Nidkierhed maa have tient dem udi deres Kram, saa ofte de have vildet træde Potentater paa Halsen, saa at man kand sige, at af hvad Aande end Ambrosius saadant haver giort, saa har det ingen god Virkning haft hos Efterkommerne.
Keyser Theodosius anvendte sine sidste Regierings-Aar paa at udrødde Hedenskabet, saa at man kand sige, at det under hans Regiering fik sin sidste Olie. Det største Arbeide gaves udi Alexandria, hvor Hedningene rottede sig sammen for at beskytte deres Helligdomme, besynderlig Serapis Tempel, der var ligesom Centrum af deres Afguds-Dyrkelse. Men det blev omsider ødelagt tillige med de andre, og aabenbaredes ved samme Leilighed adskillige Vederstyggeligheder, og de Hedenske Præsters Keyser Valentinianus omkommes.Konster, hvormed de havde forblindet Almuen. Keyser Valentinianus, som foretog sig samme Arbeid udi Vesten, var ikke saa lykkelig, thi, da han var midt udi samme Forretning, blev han omkommen 392 af en høy Officier ved Navn Arbagasto, hvilken i hans Sted ophøyede, og satt paa Thronen den Keyserlige Secretaire Eugenium, der favoriserede Hedenskabet, saa at den Iver, Keyserne lod see i at udrødde Hedenskabet paa eengang, nær havde spillet det Regieringen i Hænderne igien, hvoraf man seer, hvor farlige slige Forfølgelser ere. Det gik nu Hedningerne ligesom fordum de Christne under de første Romerske Keysere, og saae man derfor lærde Hedninger efter Theodosius alleene Herre.Justini Martyris, Tertulliani, og andre Christne Apologisters Exempler, udi Forsvars-Skrifter at tale mod Forfølgelser, og sigter dertil besynderlig Libanii Oration om Templerne. Dette Mord satt Keyser Theodosius sig for strax at hævne. Efterat man længe havde tillavet sig paa begge Sider, kom det til en Krig, hvorudi Eugenius i Begyndelsen havde Fordeel, 394men blev omsider overvunden og ihielslagen 394, saa at det heele Romerske Monarchie faldt til Theodosium allene, og var |282det i Henseende til disse store Bedrifter, at han fik Navn af Magnus eller den Store.
Efter et saa berømmeligt og lykkeligt Regimente døde denne ypperlige Herre til Hans Død og Characteer.Meyland 395, efterat han havde regieret udi 16 Aar. Han bliver berømmet ikke allene af Christne, men endogsaa af Hedenske Scribentere, som Symmacho, Victor, Themistio og andre, og agter denne sidste ham høyere end alle hans Forfædre. Zosimus allene siger, at han var vellystig, og begierlig efter at samle Penge, for at udøse dem til u-værdige Folk igien. (a) Men samme Scribent er passionered, saa at man ikke kand forlade sig paa hans Vidnesbyrd. Philostorgius, som var en ivrig Arianer og en stor Hader af Orthodoxie, stemmer i med dem, som berømme ham, men taler dog om hans Vellyst. (b) Hvad som ellers blant andre Ting lægges denne store Keyser til Roes, er dette, som fortælles om hans Børns Informator Arsenio: Da han eengang fandt Læreren staaende at give sin Discipel Arcadio Lection, bød han den første at sætte sig, og Discipelen at blive staaende, endskiønt han allerede havde erklæret ham Keyser. Det kand man allene sige, at han hastigen kunde optændes til Vrede, men han kunde og hastigen stilles tilfreds igien. Med ham endtes det Romerske Monarchies Herlighed; Thi det tog siden meer og meer af, indtil omsider først den Vestlige Part deraf, og siden den Østlige blev Barbariske Nationer til Rov og Bytte. Jeg vil Det 4de Seculi Tilstand.ogsaa med samme Keysers Død ende dette Seculi Historie, hvoraf man seer, at den Christen Kirke fik en langt anden Skikkelse, og at Hedenskabet, som tilforn dominerede, faldt udi Afmagt, saa at de, som tilforn med Sværd og Ild havde forfuldt de Hvi Hedninger kaldes Pagani. Christne, maatte lade sig selv nøye med en liden Religions-Frihed paa Lands-Byerne, hvorudover de gemeenligen bleve kaldne Pagani, (c) af det Ord Pagus eller Lands-Bye, og er det Oprindelsen til det Navn, som endnu gives alle slags Afgudsdyrkere. Den Christne
(a) Zosim. Lib. 4.
(b) Philostorg. Lib. 11.
(c) Codex Theod. de Paganis.
|283Religion blev derimod ikke allene den herskende over det heele Romerske Monarchie, men udspreedede sig ogsaa over andre Lande, som i Historien er viset. Men til denne Kirkens udvortes Velstand gav et stort Skaar Arii Lærdom, som yttrede sig i Begyndelsen af dette Seculo, og som under Constantio og Valente tog saadan Overhaand, at den blev den herskende Religion. Ja den Forbittrelse, som reisede sig blant de Christne indbyrdes, og de Forfølgelser, de opvakte mod hinanden, gave Hedningene Leilighed til, under den habile Keyser Juliano at undertrykke den eene Sect med den anden, saa at man kand sige, at hvad Kirken vandt paa den eene Side ved det at den Christelige Religion blev etablered ved Love, det tabte den igien paa den anden Side ved Spliid og U-eenighed, og i det at Kirken degenererede fra den gamle Simplicitet, og faldt til Pragt og Stats. Da blev Grundvold først lagt Grundvold lagt til Hierarchie. Chorepiscopi. Archidiaconi.til Hierarchiet eller det udvortes Kirke-Regimente, og Bisperne i de 4re store Stæder toge Titler af Exarcher, som siden blev forvandlet til Patriarcher. Da blev ogsaa, sær udi det Østlige Keyserdom, stiftede de saa kaldne Chorepiscopi, som vare en Art af Landsbye-Bisper, som dependerede af de store Prælater udi Kiøbstæderne: item Archi-Diaconi, hvilke tilegnede sig Fortrin for de ældste Præste, og seer man derfor, at, naar en Bispe-Stoel blev ledig, en Archi-Diaconus af samme Kirke gierne blev udvalt igien, hvilket Vall saaledes skeede, at Almuen foreslog og Geistligheden udvalte (a). Fra Archi-Diaconis skildtes de saa kaldte Archi-Presbyteri, saaledes, at, endskiønt begge vare Bispernes Vicarii, saa ginge de første dem meest tilhaande udi Jurisdiction, men de sidste meest udi aandelige Forretninger. (b) Foruden dem var ogsaa en Vicarius, hvis Forretning var at inqvirere, straffe, fratage og give Beneficia, og var han derudi anseeligere end en Archi-Diaconus, at man fra ham ikke kunde appellere til Biskopen, men til Erke-Biskopen. Fra Archi-Diacono derimod appelleredes til Biskopen. (c)
(a) Decret. Pars 1. distinct. 62. Electio Clericorum est, petio plebis.
(b) Institut. Juris Can. Lib. 1. tit. 13. & 14.
(c) Institut. Juris Canon. Lib. 1. tit. 15.
|284Man seer ellers af Kirke-Regimentets udvortes Form, at det udi de fleeste Ting blev indretted efter den Romerske Stat; Thi ligesom Keyserdommet var deelt udi Provincier og Diœceser, saa blev Kirken ligeledes. Et Diœcesis eller Stift befattede mange Provincier, og den høyeste Øvrighed, som residerede udi Hoved-Staden af Exarcher eller Patriarcher. Metropolitani.et hvert Diœcese, blev kalden Eparchus eller Imperii Vicarius. Ligeledes var udi hvert Kirke-Diœcese et øverste Hoved, kaldet Exarch eller Patriarch, udi hver Province en Metropolitanus eller Primas, og udi Hoved-Staden en Biskop, hvilken tilligemed de andre Presbyteris og Præste regierede Kirke-Sagerne, ligesom de verdslige Præsidentere udi Stæderne tilligemed underhavende Magistrats-Personer eller Senat forestoede Staten; Og grunder sig paa denne Model de nyere Kirke-Embeder, saa at de Romerske, saavel som de Constantinopolitanske Bispers Præference ingen anden Oprindelse haver. Under de store Patriarchater befattedes mange andre mindre Bispedomme, hvis Jurisdiction de bleve underkastede, undtagen nogle visse, som Bisperne af Carthago, Costnitz og adskillige andre, hvilke stedse bleve udi en slags Independence. Man seer af Gregorii Nazianzeni Historie, at det da holdtes u-lovligt at forflyttes fra en Bispe-Stoel til en anden, skiønt det da ikke altid toges i Agt, og langt mindre i fremtiden, da man, for at eludere den Canon som derom var giort, ophittede den Distinction mellem Election og Postulation, saaledes, at naar een formedelst denne og andre Aarsager ikke kunde udvælges, kunde han ved Postulation komme til en Bispe-Stoel. Saadan Postulation skeede, naar det heele Capitul eenstemmigen fodrede en til Bisp, og naar det skeede, giorde man en Stræg over adskillige Ting, som ellers udfodredes af en der skulde eligeres. (a)
Adskillige Ceremonier.Tillige med Kirke-Regimentet bleve indførte adskillige Ceremonier, som at brænde Lys om Dagen i Kirker, sær ved Helgenes Graver, at bruge Røgelse ved GUdstienesten, at giøre hellige Reiser til Christi Grav, at oplede Helgenes Beene og Aske, og at
(a) Institut. Juris Canon. tit. 8.
|285forvare deres Reliqvier under Alterne og andensteds i Kirkerne. Dog finder man endda ingen Beviis paa Billeders Dyrkelse eller Helgenes Tilbedelse, tvertimod man seer, at Epiphanius lod nedrive et Billede, som han engang fandt udi en Kirke. Horæ Canonicæ.Saasom Gudstieneste under de Hedniske Forfølgelser ikke kunde stedse forrettes paa visse Tiider og Steder, saa blev nu saadant reglered, og have deraf faaet Navn de saa kaldne horæ canonicæ. Det er ellers u-vist, om paa samme Tiid have været visse Liturgier eller Kirke-Ritualer; thi nogle holde for, at enhver conciperede sine egne Andagts-Bønner, og at den paafølgende U-videnhed har givet Anledning til at giøre almindelige Collecter. Men derom kand dog intet siges tilforladeligen.
Jeg har viset i Historien, at Paaske-Fæsten blev paa det Nicæniske Concilio beordret at helligholdes paa en og den selvsamme Dag, item at Løverdagen eller den gamle Sabbath ogsaa blev helligholden. Hvad den store Faste for Paaske angik, da blev den endda ikke sat paa nogen vis Fod, thi undertiden holdtes den længer, undertiden kortere. Daaben var gemeenligen opsat til Paasken, saasom der foregaves, at de som døbedes burde døe og opstaae med Christo, dog opsatte mange Daaben til det Anmærkninger over Daaben og Nadveren.yderste, og seer man, at de fleeste Keysere ikke bleve døbte uden kort for deres Død: Ja at adskillige Kirke-Lærere selv opsatte længe deres Daab; Af hvad Aarsag saadant skeede, synes Greg. Nazianzenus at give tilkiende, nemlig, at man troede, at alle forbigangne Synder ved Daaben bleve aftoede, item, at det var vanskeligt at komme i GUds Naade igien, naar man faldt efter Daaben. Naar den Skik at døbe Børn først blev indført kand til Punct og Prikke ikke siges. Man seer allene at det har været practisered udi Tertulliani Tider, efterdi samme Scribent taler derom, som en almindelig Sædvane, hvorvel den ikke behagede ham; Og er det derfor troeligt, at, hvis det havde været et nyt Paafund, havde Tertullianus ikke forglemt at give det tilkiende. Man seer af Augustini og andres Vidnesbyrd, at det da har været Brug at antage Børn til den hellige Nadvere, hvoraf nogle have villet |286paastaae, at saadant har været practisered fra Apostlernes Tider, (a) men, som hverken Apostlerne eller de første Fædre tale om saadan Brug, og Cyprianus er den første, som melder derom, synes det at den allerførst er øvet udi det 3die Seculo.
Ved Daaben bleve indførte adskillige Ceremonier, som at salves for og efter Acten, at i føre dem som skulde døbes hvide Klæder, og give dem brændende Lys i Hænder, hvorudover Daaben ogsaa blev kalden φωτισμος eller Forklarelse. Man henfører ogsaa til dette Seculum den Forskiæl som blev giort mellem geistlig og verdslig Dragt, hvilken tilforn var eens, undtagen at visse Hedenske Philosophi beholdte deres gamle Philosophiske Klædedragt, efterat de vare blevne Christne Kirke-Lærere. Men Geistlighedens Dragt.udi Keyser Constantini Magni Tiid, søgte Geistligheden at distinguere sig ved særdeles Klædedragt, besynderligen Bisperne. Samme Keyser forærede Macario, Bispen af Jerusalem, en Kiortel brodered med Guld, som han skulde betiene sig af ved Daabens Forretning. Og, saasom mange vilde ikke være mindre end han, er det troeligt, at han strax fik Efterfølgere. Som den gamle Simplicitet begyndte meer og meer at mishage, tog man sig for at raffinere alting, indtil paa Sacramenterne selv, saa der fandtes de, som holdte for, at det var noget for platt at døbe med slett Vand allene; Herudover siges der, at den Romerske Bisp Siricius confirmerede en Daab, som var skeed udi Viin. Dog viiser Historien, at saadant ingen videre Fremgang har haft.
5 Pœnitentzes Grader.Hvad Kirke-Disciplinen angik, da finder man, at der vare 5 Slags Poenitentzes Grader, saaledes at Syndere, som vilde omvende sig, maatte først blive staaende ved Indgangen af Kirken, hvilken Grad kaldtes *ποόςχλαυσις: Derefter blev dem tilladt med de nyeligen omvendte Jøder og Hedninger at høre Bibelens Læsning, og var den Grad kalden *αχοόασις eller *ςάσις: Efterat dette en Tiid lang havde varet, maatte de bag ved Mee-
(a) Vid. Pierce of the Eucharist.
|287nigheden falde paa Knæe og bede, som blev kaldet *υπόπτωσις: Derpaa bleve de antagne blant Meenigheden og deelagtig-giorte udi alting, undtagen i Nadveren, hvilket kaldtes *σύςασις: Endeligen kom den sidste Grad kalden *τελέιοσις, hvorved de bekomme fuldkommen Synds Forladelse, og i alting bleve giorte lige med andre. Dog blev saadant efter Geistlighedens Gotbefindende forkortet og forlænget efter Syndernes Storhed, og Personernes Qvalitet; Og har jeg i Historien viiset, hvorledes det tilgik med den Poenitentze, som Ambrosius paalagde Theodosio, hvilken siden blev brugt til en Modele med merkelige Tillæg, som efterfølgende Historie skal viise.
Intet hemmelig Skriftemaal.Hvad Skriftemaal angaaer, da var ingen forbunden at bekiende sine Synder for nogen i sær, hvilket blant andet sees af Chrysostomi Forklaring over disse Apostelens Pauli Ord. Enhver maa prøve sig selv, og saaledes æde af Brødet, og drikke af Kalken (a). Allene udi den Constantinopolitanske Kirke var en Tiid vedtaget, at man skulde bekiende sine Synder udi Hemmelighed for en Præst, hvilket dog igien blev afskaffet formedelst en Forargelse, som saadant gav Anledning til, i det at en Præst deraf tog Leilighed at forføre en Matrone til Ukydskhed; Men hemmelig Skriftemaal blev siden indført i den Romerske Kirke. Straff mod Kiettere var da Afsættelse og Landflygtighed; Thi det var endda ikke saa vidt kommet, at de bleve straffede paa Livet, som siden over alt blev brugeligt, og seer man, at en Deel Bisper derfore fordømte Keyser Maximi Execution over nogle Priscillianister.
Man finder, at det har været brugeligt fra Cypriani Tiid at annamme Børn strax efter Daaben (b) til den hellige Nadvere, som endnu i Agt tages i den Grædske Anmerkninger over Nadverens Brug.Kirke. Udi Forfølgelsens Tiid var det de Communicerende tilladt, at bringe en Por-
(a) Chrysostom. Homil. 8. de pœnit.
(b) Cyprian. de lapsis pag. 132.
|288tion
af det indviede Brød hiem med sig, for ved Leilighed at betiene sig deraf, hvilken Skik udi dette Seculo blev afskaffed. Een af Hieronymi Epistler (a) viiser ogsaa, at Prædikanterne paa de Tider bleve applauderede af Tilhørerne, enten ved Haand-Klappen eller andet Bulder i Kirken, hvilken Skik synes med adskillige andre at være indført af de Hedniske Philosophi og Oratores, som antoge Christendommen. Hieronymi Vidnesbyrd derom er saaledes: Da han eengang bad Gregorium Nazianzenum forklare sig et Spørsmaal, svarede Gregorius: Jeg skal forklare eder det udi Kirken, hvor de Applausus, som Folket giver mig, skal komme eder til at forstaae det, som I nu ikke forstaae.
Omendskiøndt dette Seculi Christendom udi Simplicitet og Hellighed ikke kand lignes med de første Tider, og Bisperne og Kirke-Forstandere have spillet store Ruller, helst udi de da herskende Religions-Tvistigheder, hvorudi deres Opførsel ikke har været Apostolisk, saa seer man dog, at de Christne endda have ført et nogenledes reent og De Christnes Levned.uskyldigt Levnet. Heraf kommer det, at Keyser Julianus i en af sine Epistler tilskriver Lærdommens Fremgang de Christnes Hospitalitet mod Fremmede og deres hellige Levnet, og formaner Hedningene til at følge deres Exempel (b). Og, saasom dette Vidnesbyrd er af en Hedning selv og Christendommens største Fiende, saa er intet kraftigere end det samme til at viise de Tiiders Christnes Uskyldighed. Vel er sandt, at der paa samme Tiid ogsaa fandtes slette Præste: men deres Tall var ikke stort i Henseende til de Christnes store Mængde, hvorudi det skulde være forunderligt, om man ikke fandt nogle fordervede Lemmer. Det er derfore ubilligt af nogle faa Onde at giøre sig en Idee over den heele Christendom, som man seer Gottfried Arnold, og eendeel andre ligedannede Skribentere have giort ved at allegere nogle faa onde Præsters Exempler, for ideligen at sværte
(a) Hieron. Epist. ad Nepot.
(b) Amm. Marcell. Lib. 23.
|289den heele Christendom. Dette kand vel ikke andet end lægges disse Tiiders Geistlige til Last, nemlig, at de med saadan Haardhed forfuldte vildfarende Mennesker. Men man kand sige, at saadant var ikke almindeligt; Thi jeg har viiset, at St. Martinus og andre havde Afskye for dem, som havde handlet saa ilde med Priscillianisterne: Vel er sandt, at Augustinus disse Tiiders Orakel, billigede saadan Forfølgelse; men der sees tilligemed af hans Skrifter, at han ikke har holdet for Kiettere uden dem, som af Ærgierighed og verdslig Interesse søgte at forplante nye Lærdom (a), at andre da ogsaa have haft samme Meening derom, sees af GratianiGratiani]Gratiani] A B; Gratiano SS Gratiani] A B; Gratiano SS Decreto (b). Hvorvel det er vanskeligt at dømme om saadanne Motiver, og all Forfølgelse under saadant Skin kand øves.
Dette Seculi Kiettere.De fornemste Kiettere, som opreisede sig udi dette Seculo, vare, foruden Arianer, halve Arianer, Photinianer, Macedonianer, Apollinarister, Luciferianer, Collyridianer, Antidicomarianiter, hvorom er talt i Historien, ogsaa adskillige andre, som Jovinianer, hvilke beskyldtes for at lære, at alle Synder vare lige, item, at en som var igienfød ved Daaben kunde ikke Synde: Audianer, hvis Kietterie mestendeels har bestaaet derudi, at de igiennemheiglede Geistlighedens Levnet: Aërianer, som holdte fore, at der ingen Forskiel var imellem Bisper og Præster (hvilket var ikke lidet Kietterie paa de Tiider) og derforuden lærede, at alle Fæster vare Jødiske Ceremonier: Euchiter eller Massallianer, hvilke vare en Slags Enthusiaster, og deelte sig udi adskillige Secter &c. Man seer ogsaa af Gregorii Nazianzeni Orationer, at der udi Hypsistarii.dette Seculo have været nogle Kiettere, som kaldtes Hypsistarii, blant hvilke bemeldte Gregorii Fader var opdragen. (c) De gave sig Navn af Hipsistariis, eftersom de berømmede sig af at tilbede og dyrke det Høyeste Væsen allene *(υψιςον). De
(a) Augustin. Lib. de utilitate credendi Cap. 1.
(b) Decret. p. 2. Causa 26. qvæst. 3. Hæretici sunt, qvi sua audacia, non qvi aliena seducuntur.
(c) Greg. Presbyt. in ejus vita.
|290dyrkede ellers Ilden, skyede visse slags Spiser, holdte Sabbaten, men forkastede Omskiærelsen, hvoraf sees, at de heller kand holdes for Jødiske end Christne Kiettere. Om dette Seculi store Scribentere er tilforn taled, hvorfore jeg det her ikke vil igientage, jeg vil ikkun til Slutning melde noget om Ammiano Marcellino, efterdi nogle ville giøre ham til en Christen Scribent, grundende deres Sigelse paa adskillige favorable Vidnesbyrd, som han giver om de Christne; som for Exempel, at han roser Martyrerne, efterdi de med en u-forfalsket Troe ginge til deres Lidelse (a), iligemaade, at han berømmer nogle Bispe for deres Ædruehed og Ydmyghed, som han siger ere de rette GUdsdyrkere anstændige. Men af dette lærer man intet andet, end at Marcellinus har været een af de faa oprigtige Scribentere, der tage ingen Betænkning at rose Dyder, hvor de end findes. Og kand man derfore ligesaa lidet sige om Marcellino, at han var en Christen, som om vor Tiids oprigtige Historie-Skriver Thuano, at han var reformered, efterdi han ofte taler til de Reformeredes Forsvar. Skal man derimod dømme Marcellinum af de fleeste Scribentere i vor Tiid, saa bliver Gisningen gandske rigtig. Ingen Christen Scribent kunde under Christne Keysere tale saaledes om Hedenske Guder og Gudinder, som Marcellinus: Og, hvis nogen vil holde hans Vidnesbyrd om de Christne suspect, efterdi han skrev under Christne Keysere, saa seer man, at Libanius, Zosimus og andre Hedenske Scribenter, som levede paa samme Tiid, ingen Betænkning giorde sig, at sværte de Christne. Dette har jeg holdet fornødent at anføre, for at vise, af hvilken Vigtighed Marcellini Vidnesbyrd er om de Christne, sær om det store Mirakel ved Jerusalems Tempel.
(a) Marcell. Lib. 22. Cap. 11. ad gloriosum mortem intemerata fide progressi.
 
Icon Kommentarer        icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx