Skjul alle
|2 67
Epistel 516
Jeg har på adskillige steder i mine
skrifter, især i mine Heltehistorier, vist at den forskel som findes mellem
nationer i henseende til dyd og tapperhed, ikke kan flyde af luften, føden og
jordens egenskab, men af gode love og optugtelse, og at de indvendinger som
derimod gøres, er af ingen betydelse. Jeg tilstår vel at luft og føde kan
tilvejebringe stærke og føre mennesker. Men deraf flyder ikke andet end
at af fysiske årsager i visse lande kan avles stærke og veltrivende
poltrons.
Autor af Esprit des loix følger heri den almindelige mening, og såsom hans
domme og betænkninger er af stor vægt, vil deres tal som holder dyder og
lyder for at være locales,
det er: luftens, jordens og fødens naturlige
virkninger, blive end større. Samme berømmelige og anselige skribent handler
alene om den materie i hans 17. bog, hvilken han begynder med disse ord:
Varmen svækker menneskets styrke og courage. De kolde lande giver såvel
legemets som sindets styrke. Sådant mærkes ikke alene når man ligner én
nation med en anden, men endogså i den selvsamme nation. Således er de
nordiske indbyggere af Kina begavede med større courage end de sydlige, den
nordlige part af Korea med |2 68større end den sydlige.
Óg er det derfor ikke under, siger han, at folk i de varme lande er slaver
og bekvemmer sig til at leve under despotisk regering, hvori de som lever i
kolde lande ikke kan skikke sig. Sådant flyder derfor af naturlige årsager.
Videre, siger han, tjener Amerika til bevis herpå. De despotiske eller
uomskrænkede regeringer af Mexico og Peru var mod linjen, men mesten alle
frie folk var og er mod polerne.
Jeg vil ikke anføre
hvad jeg forhen herom har skrevet og med så mange historiske eksempler bevist
at det synes uimodsigeligt. Jeg vil kun kortelig eksaminere disse anførte
autoris ord. Man tilstår ham gerne at de kolde lande kan give legemets
styrke, men ingenlunde at tapperhed, dyd og begærlighed efter frihed flyder af
luft og føde; thi man fødes stærke, men dannes tapre og dydige. Man mærker
intet tegn til mod og tapperhed hos samojeder, grønlændere og andre mest
nordiske folk . Russerne, førend de ved love blev kultiverede og ved eksempler
opmuntrede, var tilforn agtet feje og ustridbare folk. Om de nordlige
indbyggere af Amerika og Korea har mere courage end de sydlige, kan ikke
siges, såsom dertil udfordres nøjere kundskab end som vi derom har. Han siger
at folk i de varme lande er ligesom skabt til at leve i slaveri og under
absolut herredømme. Man skulle der|2 69af slutte
at få eller ingen eksempler kunne anføres på frie republikker i de sydlige
jordens parter, da dog historien viser at de første persianske konger før Cyri
tid regerede med mindre myndighed end de gamle nordiske fyrster, og at de var
ansete heller som primi inter pares eller folkets forstandere end som
monarker. Det samme kan siges om de gamle ægyptiske konger, hvilke
undersåtterne elskede som børn kan elske deres fædre. Begge lande regeredes
ved grundige, fornuftige og moderate love, som ikke kan læses uden forundring.
De indvendinger som autor gør mod den kinesiske regering, kan ikke
tilintetgøre de beretninger som missionarii os derom har meddelt. I Amerika var
ved spaniernes ankomst den tlascaltesiske republik, hvilken var så stor og
mægtig at den kunne holde stangen til de mexicanske monarker. Medien, et stort
landskab i Asien, regeredes længe som en republik. I Palæstina eller de
filistres land var regeringen aristokratisk. De tyriere og fønikere var
fordum republikanere. Karthago, som længe fægtede med Rom om verdens herredømme,
var en afrikansk republik. Der havde solens hede anden virkning; thi intet
folk har ladet se større begærlighed efter frihed og independence end det
karthaginiensiske. Lykien, et stort landskab i Asien, bestod af 23
|2 70fristæder og ansås som et mønster hvorefter en
sådan stor republik må indrettes. De græske stæder som grænser mod Asien,
hvor kulden ikke trykkede dem, anså frihed som det største klenodie for
mennesker. Óg kan man sige at aldrig noget koldt og nordisk land har elsket
mere independence. Bosman, Arthus, Barbot og andre rejsebeskrivere taler om
aristokratier ved guldkysten i Afrika og om små konger som regerer på visse
steder der har ingen myndighed. Jeg kunne til bevis herpå anføre flere
eksempler, men dette kan være nok for at vise at mod autors slutninger kan
gøres adskillige vigtige antegnelser.
Intet bevis herimod er klarere end det
som tages af de forandringer som de selvsamme nationer har været underkastede,
hvoraf ses at dyd og tapperhed, ligesom lærdom,
politesse og sæder, vælter sig fra et land til et andet. Ja, ethvert land har
sin flod og ebbe. En slet regent kan gøre en hel nation uduelig, og en
fornuftig regering er som Medeæ kur der kan gøre tørre træpinde til
blomstrende grene. Persianerne har nu været stridbare, nu feje, nu igen
stridbare. Al dyd, manddom og videnskab syntes tilforn at være koncentreret i
Grækenland. Nu derimod er de gamle kvaliteter forvandlet til vankundighed og
fejhed. Om Rom kan man nu om stunder ikke andet sige end: Her var fordum Rom,
|2 71hic seges ubi Troja fuit. Russerne lod sig i
forrige seculo drive som får, nu strider de som løver.
Jeg vil ikke anføre
flere eksempler for ej at gentage hvad som jeg tilforn herom har skrevet.
Man ser tilstrækkeligt heraf at solens hede og Nordens kulde kontribuerer
lidt hertil.
Jeg forbliver etc.
