Tilbake til søkeresultater

1 forekomst av "I disse og deslige spørgsmål må missionarii"
[Fjern søkemarkeringer]

  

  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
Ep. 350
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 350
Til * *
Min herre skriver at han med fornøjelse har læst den ham tilskikkede Grønlands beskrivelse. Han siger at skriftet burde have mere afgang såsom det indeholder rare og hidindtil ubekendte ting, og man deraf kan vise hvorledes religion og moralitet med tiden rent kan forgå iblandt folk, så at ikke ringeste levninger kan blive tilbage.
Man ved at landet for nogle 100 år siden har været besøgt af norske folk og kristne, men man finder ikke mindste tegn enten af religion, sprog eller norske sædvaner. Det menes vel at de nuværende grønlændere er alle de ældste landets beboere, og at de norske kolonier er enten med rod udryddet eller alle rent uddøde. Men det synes vanskeligt at tro. Det synes rimeligere at de sidst ankomne har mænget sig med de ældste indbyggere, så at de er blevet til ét folk, og at ved sådan sammenblandelse sprog, religion og alt andet af de norske ankomne ved tidens længde er forglemt, hvorpå haves adskillige eksempler i historien.
Vist nok er det at de nuværende grønlændere er helt upolerede, grove og vankundige, men man har fundet hos adskillige nationer, især i Afrika og Ame|172rika, en større immoralitet og vankundighed. Min herre anser det som yderste grad af dumhed hos grønlænderne at de tror at når månen går ned af himmelen, den er på jorden og jager efter sælhunde til sin føde; men mon deres mening kan agtes mere dårlig end romernes og grækernes, der tilskriver månens formørkelse hekseri, eller de polerede kineseres, der holder endnu for at den opsluges af en drage?
Ludovicus Vives anfører en historie om månen som er end sælsommere: Nogle vankundige folk så engang månen som skinnede og lod sig se i en brønd. Da et æsel drak af brønden, blev månen i det samme skjult af en sky på himmelen, hvorudover de mente at æslet havde opslugt den. Æslet blev derpå som en misdæder grebet og opskåret. Da denne eksekution var gjort, lod månen sig se igen, hvorudover de blev bestyrkede i den mening at den havde ligget i æslets bug.
Uanset den grovhed og vankundighed som findes hos grønlænderne, mærker man dog adskillige dyder som socialitet og kærlig omgængelse, forældres kærlighed til børn og børns igen til forældre, gavmildhed etc. Og endskønt vore missionarii har ment i begyndelsen at disse folk ingen idé havde om religion og et liv efter dette liv, har man dog siden mærket sig deri at have vildfaret. Grønlænderne er ej heller destituerede fra naturlig forstand; de ved at forarbejde adskilligt med deres hænder, óg har man ofte af deres spørgsmål og af deres gensvar |173mærket at mange af dem har sindrige indfald. Derpå vil jeg anføre nogle få eksempler.
En af de første grønlændere som i Friderici 4. tid blev bragt til København, da ham blev vist adskillige ting som han tilforn ikke havde set, gav han en og anden artig betænkning derover. Da han blev indført på ridebanen og der så berideren at tumle en hest så længe indtil den stod i fuldt skum, sagde han: “Den nar vil have bæstet til at flyve, endskønt han ser at det ingen vinger har.” En anden så én syngende at age et læs møg. Han spurgte hvad det ville sige at age skarn som ingen skøtter om. Da ham blev sagt at man kastede det på marken for at gøre jorden frugtbar, svarede han: “Nu begriber jeg hvi han synger. Han glæder sig over at ved sådant arbejde jorden vil bære frugter.” Da en af dem så en ung herre at bæres i portechaise, rystede han med hovedet og sagde: “Denne unge mand må være helt doven eller syg efterdi han lader sig slæbe på en båre.” Man mærker ellers at grønlænderne har særdeles medlidenhed med vore omløbende stoddere, helst såsom de ser dem at være af samme skabning som andre der lever i pragt, herlighed og overflødighed.
Sådant og andet anføres til bevis på de vilde grønlænderes naturlige forstand og gode hjertelag. De spørgsmål som de ved en og anden lejlighed har gjort til vore |174missionærer, og de tvivlsmål som de har fremført, viser også at de vil vide rede til hvad de skal tro. Da den arvelige synd blev forklaret for nogle, sagde de: “Hvi lod Gud ikke Adam og Eva straks omkomme og skabte andre mennesker i deres sted som kunne have forplantet rene børn og efterkommere?” Videre da dem blev sagt at Djævelen forfører mennesker til at overtræde Guds bud, hvi Gud da ikke dræber eller indespærrer ham og derved befrier menneskene fra fristelser som styrter dem i evig ulykke? Videre når dem siges at de som ikke kender Gud og tror på ham, bliver fordømt, svarer de: “Hvi har da Gud tøvet så længe med at forkynde os troen?” Da en blev straffet efterdi han havde medhustruer, svarede han at han fulgte sin tilbøjelighed som var at være løsagtig, og spurgte hvi Gud ikke havde skabt ham med samme temperament som en del andre hvilke kunne lade sig nøje med én hustru. Den samme undskyldte på lige måde sin vrede, sigende at erfarenhed viser at et menneske er skabt mere vredagtigt end et andet, og at hvad som er én medfødt, kan ikke tilregnes ham, men Skaberen.
Grønlænderne mener at moralitet bedst læres hos dem, hvorudover, når de ser et fromt menneske af andre nationer, siger de at han er så from og skikkelig som en karolek, det er: en grønlænder. Mange kristnes uordentlige levned har måske bragt dem til at have så|175danne tanker om sig selv, hvoraf man ser at det er fornødent at de kolonier som sendes til sådanne steder, består af skikkelige og vel moraliserede folk der ved uordentligt levned ikke forarger hedninger. Derfor sagde óg en iblandt dem: “Jeg vil ikke antage eders lærdom; thi jeg kan derover blive lige så ond som I andre er.” En anden hørte at Eva, uanset hun havde så mange adskillige frugttræer som hun kunne æde af, dog greb til det træ hvis frugter var forbudne, sagde han: “Det er eders nation ligt nok, eders begærlighed har ingen ende og kan ikke nøjes uden med mange retter.” Da man forklarede ham Kristi lidelse og sønnens lydighed i at efterkomme faderens vilje, sagde nogle at sønnen måtte være meget from efterdi han ville lide for andre, faderen derimod hård efterdi han ikke ville tilgive forseelser uden ved sin uskyldige og eneste søns offer.
De siger ofte til missionærerne: “Efterdi Gud har sendt eder hid for at undervise og omvende os, hvorfor gør I da ikke mirakler som de sendebud der har været skikket til andre vantroende? Hvi gør I da ikke de blinde seende, de døve hørende og de syge friske? Hvi forsyner I ikke landet med sælhunde og hvalfisk og skaffer os godt vejr, at vi så ofte ikke skal lide nød? Item, hvi kommer Guds søn også ikke til Grønland og helbreder syge, så vil vi óg tro på ham?” “I siger,” |176sagde en, “at Gud er from. Hvoraf kan dog det meget onde komme i verden?” En anden: “Hvi hindrede Gud ikke Eva da han så at hun ville æde det forbudne æble?” En som af missionario blev opmuntret til at tro, sagde: “Jeg tror dine ord, thi du kommer mig for at være en skikkelig og sanddru mand; men jeg kan ikke så let tro hvad den har skrevet, som står i denne bog, thi jeg kender skribenten ikke.” En spurgte om han ikke kunne blive salig uden at antage de kristnes lærdom når han beflittede sig på at føre et uskyldigt og dydigt levned. Såsom der nu om stunder i vore grønlandske kolonier er to slags missionarii, nogle som består af danske og norske, og andre som er herrnhutere, og grønlænderne hører at de er ikke enige med hinanden i lærdommen, holder nogle af dem hele troen mistænkt og siger: “Hvi kan det være sandhed som I selv tvister om?”
 I disse og deslige spørgsmål missionarii  søge at give dem oplysning; óg ses deraf at der behøves kyndige mænd til de grønlandske missioner efterdi dem gives samme knuder at løse som til de malabariske missionærer. Dog lader grønlænderne se større lærevillighed end malabarerne og lader sig nøje når de hører sunde og velgrundede forklaringer.
På deres moralske betragtninger og tanker har jeg forhen anført nogle få eksempler. Dertil kan lægges efterfølgende: Da en i København så skildvagter for store herrers porte, sagde han: “Disse folk må ingen god samvittighed have ef|177terdi de er så bange og frygtsomme.” Da en så en fornem jomfru at bryste sig, sagde han: “Denne må bilde sig ind at hun ikke er skabt af jord.” Da en anden hørte fortælle om de store nederlag som de kristne havde gjort i Amerika, sagde han: “Det er lykke at vi bebor et fattigt land, thi ellers havde det ikke gået os bedre.”
Dette må være nok til bevis på hvad jeg har sagt om grønlændernes naturlige egenskaber.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx