Det er en lykke at håndværkskarle ej stemmer deres prætentioner end højere, thi de er de eneste lemmer i et societet som ikke kan tvinges. Andre undersåtter er bundet til et vist sted, som de ikke uden med vanskelighed kan forlade, men håndværkskarle har ingen bestandig bopæl, intet vist hjem eller fædreneland. De bor som tatarer i telte og uden ulejlighed eller mindste tab kan flytte fra et sted til et andet. Hvorudover, når de truer med desertion, må man tro at det er deres alvor, óg må deres mestre da give sig på diskretion, medmindre de vil se deres arbejde og næring at ligge. Thi hvor en håndværkskarl begiver sig hen, der er hans fædreneland, og når han om aftenen kommer til et fremmed land og rige, har han om morgenen straks tjeneste igen. De er således fast de eneste mennesker som uden bekostning kan gøre udenlandske rejser og med tomme |355hænder kan flakke hele verden igennem, når de alene har så mange skillinger som de kan betale i et par kroer på vejen.

Efterdi dette er nu af sådan beskaffenhed, så er intet middel til at holde disse folk i ave og bevæge dem til at blive på et vist sted, uden ved en almindelig konvention imellem alle stæders og landes øvrigheder, så at et vist tilfælles reglement måtte gøres, hvorved håndværkskarles vilkår i alle lande gjordes lige. Når det skete, ville de tage i betænkning uden vigtig årsag at flytte fra et sted til et andet. Thi når sådan karl vidste at han ikke kunne erholde mere løn og flere frie dage i Tyskland end i Danmark, og ikke mere i Frankrig end i Tyskland, lod han sig nok holde på stedet, men såsom sådant er vanskeligt at tilvejebringe, vil denne ulejlighed stedse vare.

Jeg forbliver etc.