Min Herre takker for de tilskikkede Persiske Breve (Lettres Persannes) som han siger sig med stor Behag at have læset. Min Herre er derudi eenig med mig. Jeg tilstaaer, at det er et Mesterstykke: thi jeg finder fast paa hvert Blad Tanker, som ere ugemeene; og, om de ikke ere alle nye og originale, saa have de dog Anseelse deraf. Man finder vel, at Autor ofte støder an mod den almindelige Orthodoxie, saavel udi Theologie som Morale; men, saasom han giver Anledning til at efterforske adskillige vigtige Ting, som rinde ikke enhver i Sinde, og bringer for Lyset adskillige skiulte Sandheder; Saa holder jeg for, at enhver Læser, i Henseende til Skriftets Meriter udi Almindelighed, bør være lemfældig udi sine Domme, og eftertænke, at adskilligt, som af vore Forfædre haver været holdet anstødeligt og paradox, nu holdes for axiomata og u-imodsigelige Sandheder. Jeg for min Part kiedes ved intet meere end ved triviale og opkaaget Morale, udi hvilken Stiil det end er satt, og udi hvilken Klædedragt det end forestilles, og derfore setter langt høyere Priis paa dette Skrift end paa Telemachs Avantures, hvoraf de fleeste giøre saa stort Væsen. Min Herre |136spørger mig ellers om, hvad jeg dømmer om de Argumenter, som Autor til de Persiske Breve anfører om Aarsagerne til Jordens Aftagelse i Henseende til dens Beboere, og hvi Menneskens Tall dagligen formindskes. Mig synes, at de anførte Argumenter over alt ere gode; men at Knuden dog derved ikke gandske løses. Autor meener 1) At saadan Aftagelse kand tilskrives Contagioner, særdeeles den saa kaldte Sorte Død, der ødelagde alting, indtil Roden af Planter. Men store Peste have ogsaa regieret udi gamle Dage, da Jorden vrimlede af Indbyggere, og den Sorte Død grasserede udi det 14de Seculo, da Menneskers Tall allereede forhen var mærkeligen formindsked: og hvor stor Ødeleggelse end samme Pest foraarsagede, saa var den dog ikke saa stor, som den der skeede ved Syndfloden, da ikkun en eeneste Familie blev reddet; og dog vrimlede Jorden nogle faa 100 Aar derefter af Indbyggere. 2) Tilskrives saadan Aftagelse Polygamie: men det Argument holder ey heller gandske Stik. Vel er sandt, at en Følge af Polygamie er Castration, hvorved mange Mennesker giøres ubeqvemme til Afkoms Forplantelse: Men Polygamie haver ogsaa været i Brug i gamle Dage, og nu ikke er tilladt uden i Tyrkiet og Orienten; saa at, hvis saadant var Aarsag dertil, maatte de Christne Lande være frugtbarere; hvilket dog er mod Erfarenhed. Det 3die Argument tages af den Omhyggelighed, de Gamle lode see i at formeere deres Slavers Tall, saasom bemidlede Folks Velstand fornemmeligen bestod i deres Slavers Mæng|137de: Men, alle vore Landmænd have nu omstunder lige saa stor Interesse udi deres vornede Tieneres og Bønders Multiplication; og dog seer man dem ikke saaledes at multipliceres, som i gamle Dage. Det 4de Beviis tages af Ægteskabs Skilsmisse, som over alt fordum var tilladt, men ved Christelige Love blev forbudet. Ingen kand nægte, at saadant Forbud jo haver hindret Afkoms Forplantelse; Saasom, naar en faaer en ufrugtbar Hustrue, som han stedse maa holde sig ved, Ægteskabet bliver stedse ufrugtbart, saa længe som hun lever; Men saasom de Lande, hvorudi Skilsmisse er tilladt, laborere ligesaavel af Mangel paa Indbyggere, som de, hvorudi Skilsmisse er forbudet; kand man ikke ansee saadant som nogen Hoved-Aarsag til Menneskers Aftagelse. Det 5te Argument tages af Præste- og Munke-Standen, hvorudi saa mange tusinde Mennesker forbindes til ævigvarende eenlig Stand: Men saadant strækker sig alleene til Roman-Catholske Lande, hvilke man seer dog at være ligesaa Folkrige som de Protestantiske; Thi et er at giøre Kydskheds Løfte, et andet er at holde det; hvilket man ikke kand formode af saa mange veltrivende og feede Munke, som synes at giødes udi Klosterne, alleene for at giøres beqvemme til Afkoms Forplantelse: Hvorudover Virkningen af dette Forbud og dette Kydskheds Løfte kand eene være denne; at udi de Romerske Lande fødes fleere u-ægte, og i de Protestantiske fleere ægte Børn. Det 6te Beviis tages af de mange Colonier, som Europæer have stiftet udi Indien, sær udi Ame|138rica; men derved kand man ikke sige, at noget Land besynderligen er bleven depeuplered uden Spanien. En vigtigere Aarsag kand tages af det Nederlag, som Spanier have giort paa Americanske Indbyggere, item som Tyrker have giort paa de erobrede Steder; hvilket dog alleene viser Aarsag til Menneskers Aftagelse udi Vest-Indien og Tyrkiet. Man seer heraf, at, hvor vigtige de ovenanførte Argumenter ere, saa kand dog Knuden derved ikke løses, efterdi man finder det Menneskelige Kiøns Formindskelse udi alle Jordens Parter, undtagen udi China; hvilket Land uden Tvivl er ligesaa Folkerigt, som det nogen Tiid haver været, saasom Reyse-Beskrivere vidne, at det ikke kand bierge fleere Mennesker. Man kunde hertil føye end een Aarsag, nemlig i Henseende til silde Ægteskab; thi man seer nu omstunder over alt Mands Personer, i sær dem som ere af Stand, at gaae 30 til 40 Aar og derover, førend de begive sig udi Ægteskab, efterdi en fornemme Kone holdes for et kostbart Meuble, og et Huus, formedelst Stats og Pragts Tiltagelse koster dobbelt saa meget at underholde som i gamle Dage, da Fruer med deres Døttre ginge til Fods udi hiemgiorte Klæder, og man ikke vidste af saa mange Laqueier og Domestiquer at sige. Saasom nu alle Landets Moder udfordrer større Bekostning til en Families Underholdning, saa drister sig ingen til at træde udi Ægteskab, førend han haver satt sig i Stand at underholde en Familie efter Moden, det er, førend han er kommen af Stand til at forplante Verden. Men dette Argument, hvor|139meget Skin det end haver, kand dog ikke hæve Vanskeligheden. Thi først kand dette ikke siges om den gemene Almue, i sær om Bønder, hvilke gifte sig nu omstunder ligesaa tiligen som i gamle Dage, og dog mærker man Mangel paa Mandskab saa vel udi Landsbyer, som udi Kiøbstæder. Dernest er ikke troeligt, at fornemme Mands Personer, som have opsat deres Ægteskabe, til de ere blevne 40 Aar gamle og derover, have anseet unge Piger all den Tiid som forbudne Livsens Træer alleene, men det er fast ingen Tvivl paa, at jo mangen Stue-Pige imidlertiid bliver befordret. Man haver derfore stor Møye med at løse denne Knude, med mindre man vil holde for, at hvad som udi gamle Historier anføres om Menneskers Mængde, maa henføres til prægtige Fabler. Dette drister sig dog ingen at sige, helst om Jøderne. Hvorudover jeg fortænker ikke dem som falde paa det Paradox, som af mange ellers belees, nemlig, at Jorden af Alder er bleven ufrugtbar, og at den ligesom en Ager, der ideligen slides, taber omsider sin forrige Kraft, skiønt det sikkerste er at bekiende, at man ingen ret tilforladelig Aarsag dertil kand give. Jeg forbliver &c.