Når vi læser gamle historier, støder vi os over forfædrenes skikke og manérer, og når vore efterkommere igen læser disse tiders historier, vil |357de måske finde lige så stor materie til latter. Når vi kommer i fremmede lande, går det de fleste af os ligesom Niels Klim, hvilken på sine rejser holdt alting hvad han så, at være vanskabt. Jeg erindrer mig at have rejst med nogle franske fruentimmer fra Paris til Holland. I det første herberg vi kom i Brabant, brast de i latter efterdi pigen strøede sand på gulvet, hvilket er ganske almindeligt i de nordiske lande. Når vi ser en bonde snyde sig med fingrene og at kaste urenligheden på gulvet, kalder vi ham en tølpel; og når en bonde igen ser en købstadsmand at lægge sådan urenlighed i et linklæde og at forvare det i sin lomme, giver han måske ikke bedre titel. De prægtigste og sirligste moder blandt et folk kan holdes for de mest vanskabte og urimelige blandt et andet folk som ikke har været vant sådant at se eller høre.

Der fortælles om en hyrdedreng som tilforn aldrig havde været i købstad, at da han kom til hovedstaden og på slotspladsen så paukerne og trompeterne da de blæste til taffel, brast han i latter og ved sin tilbagekomst fortalte at han iblandt andre underlige ting havde set nogle stribede dyr der så ud som kålorme, hvilke på den ene side af pladsen stod og bed nogle slanger i rumpen indtil de skreg, og på den anden side to gryder hvori ærter kogte, af hvilke gryder Fanden (thi paukeslageren var en sort morian) øsede ærterne nu af den ene, nu af den anden. Der fortælles om |358en anden bondedreng at han kom ind i en kirke just da en fuld musik holdtes, og såsom musikken var efter den italienske måde fuld af dissonanser, skurrede den i hans øren. Han kunne længe ikke begribe hvad det skulle betyde; men da han så kantoren med et stort papir i hånden at slå takten, faldt han på de tanker at det måtte være klammeri.

Disse tvende historier kan måske være fingerede; men man har andre oprigtige historier om vore vilde grønlændere, hvilke har ikke dømt anderledes om adskillige af vore sirligste moder og vedtægter. Deraf vil jeg kun anføre en eneste. En ung grønlænder ved navn Pock da han engang i ridehuset så hvorledes berideren tumlede en hest og kom den til at gøre høje spring og kaprioler, sagde han: “Den nar vil have hesten til at flyve, skønt han ser at den ingen vinger har.”

Adskillige andre sådanne domme om de i vore tanker artigste manérer kan anføres, hvoraf ses at deres rimelighed grunder sig alene på indbildning og på antagne moder. Vi har afsky for visse folk og kalder dem barbariske efterdi de æder råt kød, men vi selv tager ikke i betænkning at opsluge rå østers; sådant må ikke hedde barbarisk efterdi det er vort lands mode. En købstadsmand vrager en bondes kost, og bønderne igen købstadsmandens. En norsk bonde så engang rigets admiral Ove Giedde at drikke te og en anden gang at æde salat, hvorudover han mente det var af armod, |359og sagde: “Nu er det ude med Ove Giedde, thi han æder græs og drikker vand.” Vi beler visse indianske folk efterdi de bærer ringe i næsen, og agter ikke at det er lige så latterligt at gennembore ørene. Intet kan være latterligere syn for os end at se en ung portugiser med briller på næsen for at synes ældre end han er; intet syn kan også være latterligere for en portugiser end at se en gammel mand hos os med hatten under armen om vinteren for at synes yngre end han er. Hvad kan være urimeligere end at se de fleste personer i en stad gå bevæbnede på gaden i fredstider? Hvad ville en indianer der stod ved en af vore kirkedøre, når han så folk at gå ind og ud med sværd ved siden, dømme derom? Han ville heller indbilde sig at det var en eksercitsplads for soldater eller en fægteskole end en kirke. Europæere kalder visse nationer barbariske efterdi de går nøgne og æder råt kød; de igen kan kalde de mest polerede europæere naragtige når de ser dem hvert år at forandre klædernes skikkelse, og når de hører at de daglig betjener sig af liqueurs som forvirrer hjernen og kommer dem til at brække sig. Vi må derfor vel eksaminere vore egne vedtægter førend vi beler andre.

Det er til sådan erindring at Klims Underjordiske rejse egentlig sigter, især den rejsebeskrivelse igennem Europa som siges at være forfattet af en underjordisk mand, hvilken fandt de overjordiske skikke og manérer lige så sælsomme og urimelige som Klim havde fundet de underjordiske vedtægter.

Jeg forbliver etc.