|61
Epistola XCI.
Til * *
Du laster mig for min Thee- og Caffé-Drik, som du holder for at være
skadelig for min Helbred, og at svække min Mave. Jeg derimod er af andre Tanker,
helst i Henseende til Café, hvormed jeg bilder mig ind at
kunne formilde alle Svagheder, saa at jeg bruger den ogsaa mod Tandpine. Denne
Cur vil vel komme dig latterlig for: men jeg taler af
Erfarenhed, kand ogsaa give naturlig Aarsag til saadan Virkning. Min Tandpine
kommer gemeenligen af heede og skarpe Dunster, som stige op af Maven, og gravere saa vel Tænder som Hoved. Café
styrker Maven, hindrer Dunsterne at opstige, og Conseqventer
stiller saa vel Tand- som Hoved-Pine, hvilket jeg saa ofte haver erfaret, at jeg
gandske er bleven overbeviset derom. Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at
Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af
Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en
Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage. Dette kunde ikke skee i gamle Dage,
da man intet andet havde at byde de Besøgende, uden Gylden-Vand, Sek,
Spanskbitter-Viin, Luttendrank, og andet, hvor|62af et Fruentimmer maatte i det mindste pimpe lidt paa hvert Sted, saa at, naar
man lagde alle de smaa Doses sammen,
som toges i hver Barsel-Stue, det omsider kunde beløbe sig til noget: I det
ringeste finge de Smag paa visse stærke Liqveurs, hvorom de
nu ingen Idée have, og derfor ingen Lyst kand faae dertil;
Thi, hvor ingen Aspectus er, kand ingen Usus blive, og man kand ikke faae Lyst til en Ting, førend man faaer
Smag derpaa. Du forlanger ellers at vide, hvorlænge Thee og
Café haver været i Brug blandt Europæer, item Historien derom. Hvad Café-Bønner
angaaer, som Tyrkerne kalde Cahueh eller Caoua, da voxe de paa Træe udi Arabien af samme
Navn, og er det saadanne, som kaldes Levantske Bønner. Fra
Indien haver man nu ogsaa begyndt at føre dem; men de
samme ere nær ikke saa gode som de Levantske. Bønnernes Brug
paa de fleeste Europæiske Steder henføres til mod Enden af
det 17 Seculum. Her udi Norden er den sildere indbragt; thi
jeg hørte i min Barndom intet derom talt: Og mange betienede sig i Begyndelsen
af brændte Bygkorn, som man paa Thee-Huusene skiænkede for
Caffé, efterdi Folk ingen Forskiel endda kunde giøre paa
Smagen. Der siges, at disse Bønners Kraft blev først mærket af en Munk, for
hvilken en Hyrde, som vogtede Geeder og Cameeler ved de Steder, hvor Bønnerne
voxe, tilkiendegav, at, naar samme Creature deraf aade, vaagede de, og stimede
derpaa den heele Nat. Hvorudover han, som Prior for Munkene,
lod deres Brug indføre udi Kloste|63ret , for at
hindre, at Brødrene ikke efter Sædvane skulde forsove deres Morgen-Lovsange. Der
ere ellers adskillige Tvistigheder om disse Bønner: Nogle tillegge dem stor Dyd,
andre igien holde dem heel skadelige. Blant dem, som meest declamere derimod er vor bekiendte Medicus Simon
Pauli udi hans Commentarier mod Thee og Tabac. Thee haver udi
Europa
Europa]
Europa] Furopa A
Europa] Furopa A været længe bekiendt; dog ikke førend langt hen udi forrige Seculo: Thi jeg finder, at Olearius og Mandesloe udi deres Reyse-Beskrivelser taler derom, som en
tilforn os u-bekient Urt, hvis Dyd prægtigen beskrives, skiønt den saavel som
Café ogsaa haver sine Fiender; hvilket blant andet sees
af den Medicinske
Dissertation de tribus impostoribus Thee Café &
Chocolade. Hvad Tabac angaaer, som Americanerne kalde Petun, og mod hvilket
ovenmældte Simon Pauli declamerer, da blev det først af Spanierne bekiendt udi den Americanske
Province Jucatan, og udi Frankerig blev den først presenteret til den store Prieur, og til
Dronning Catherine de Medicis ved den Franske Ambassadeur Jean Nicot, hvorudover det fik Navn af den Nicotianske Urt, og endnu paa Latin heeder Herba
Nicotiana. Det førte ogsaa en Tiid lang Titel af Herbe
au grand Prieur, eller Herbe à la Reine. Urten
haver, foruden Simon Pauli, haft adskillige Anfægtere. Jeg
haver udi den Persiske Konges Schak Abas
Historie talet om det artige Middel, hvoraf han betienede sig, for at vende sine
Undersaatter derfra. Kong Jacob I. udi Engeland haver
skrevet en Tractat imod Ta|64bac. Og Pave Urbanus 8. lod udgaae en Bulle, hvorudi de excommuniceres, som bruge Tabac udi
Kirken; hvilket ikke kand forstaaes uden om Snus-Tabac. Det blev tilforn alleene ført fra Indien: nu derimod plantes Tabac paa adskillige
Steder udi Europa, hvorpaa haves stor Aftrek, saasom det
ikke alleene røges og bruges for Næsen, men end og paa visse Steder tygges, sær
af Norske Bønder, som udi dets Tyggen finde en Himmel-Smag. Andre tale prægtigen
om denne Urts Dyd og Herlighed. Vi have paa Dansk et Vers til Tabacs Berømmelse, som er et Mesterstykke udi den Danske Poësie. Jeg for min Part, saasom jeg ikke disputerer nogen sin Smag, saa hverken roser eller laster jeg dem, der
finde Behag derudi. Om dets Brug haver den gode Virkning, som nogle foregive,
kand jeg ikke sige. Det alleene maa man tilstaae, at udi Røgen er ingen naturlig
Angenemhed, item at Stuer derved skidnes og Klæder fordærves, ikke at tale om,
at mange U-lykker og Ildebrande ere foraarsagede af Tabacs-Piber: hvorudover man blant Gaards-Articler og
Fogde-Instruxer gemeenligen lader indføre den Artikel,
at ingen paa Gaarden maa smøge Tabac, skiønt den sielden
bliver efterlevet; thi Begierlighed dertil haver hos de fleeste taget saadan
Overhaand, at hverken Straf eller Trusler kand holde dem derfra. Paa intet Sted
giøres deraf større Misbrug end udi Holland; hvilket man fornemmeligen mærker
hos reysende Folk paa Trækskøiter: thi man hører saa snart ikke, at en blæser
sin Pibe reen, førend |65Fyrtøyet slaaes derpaa
igien. Af Snus-Tabac giøres og stor Misbrug; saa at
adskillige have lige saa mange Tabacs-Daaser, som Lommer, og
seer man dem ikke saa snart at giemme een, førend de i en anden Lomme gribe
efter en anden. Deraf haver jeg selv giort Excés, som jeg
dog paa nogen Tiid haver søgt at moderere; hvilket jeg giør
i alting, end ogsaa udi Café, som du raader mig fra. Thi jeg
bruger gemeenligen ikke meere end 4 à 5 Skaale om Dagen. Jeg forbliver
&c.