Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Indledning er under redigering
Ikke punktkommenteret

   

  collapse section icon
Første Samtale imellem tvende Handels-Mænd Lucius og Antonius
   


previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|3
Første Samtale
Imellem
Tvende Handels-Mænd
LUCIUS
og
ANTONIUS.

LUCIUS.
VElkommen hid min Hr. Antoni! Jeg tænkte mindst paa at finde Jer her; Hvad got nyt fra Danmark? Det lader sig ansee, som at Biergene laver til Barsel hos Jer i Kiøbenhavn.
ANTONIUS.
Og det lader sig ansee, som I havde nogle Sviin paa Skoven; thi jeg veed ikke hvad I vil sige med denne Snak.
|4
LUCIUS.
Kiære! fortæl os noget om det store Værk man smidder paa, angaaende det nye Ost-Indiske Compagnie.
ANTONIUS.
Det Ny, siger I, jeg veed ikke vi har noget nyt for; thi man kand allermindst sige om Danmark, det som tillegges adskillige andre Riger og Lande, at de bygger Casteller i Luften; Vi holder os altiid ved det Gamle.
LUCIUS.
Ikke des mindre opretter I dog et ny Ost-Indisk Compagnie.
ANTONIUS.
Ingenlunde; Vi stifter ikke noget nyt, men søger alleene at rejse det gamle paa Fode, som er kommet noget paa Knæene.
LUCIUS.
Det er ikke alleeneste kommet paa Knæene, men jeg troer ikke rettere, end at det jo er gaaet reent under, og I venter nu, at der skal opstaae af Asken en ny Phœnix langt hærligere end den Gamle, som skal flyve heele Asien omkring, og hænte dens Riigdom hiem i Jeres Skriine, thi I taler ey alleene om, at optage Handelen paa ny, mens endog at forøge den mangfoldig; |5Men, Kiære, siig mig, hvor venter I at faa de Vinger fra, som I vil flyve saa højt med?
ANTHONIUS.
Den samme GUd, som har ladet Jer Vingerne voxe saa lange, kand og hielpe os i Væjret, og velsigne vores lovlige Forehavende; Men I indbilder Jer, at I har alleene Lykken i Lummen, og at det er Jer alleene given at skyde Papegoyen af.
LUCIUS.
Det siger jeg ikke, at vi har alleene Lykken i Lummen, jeg raader kuns at I ikke flyver for høyt; thi hvis I kommer Solen for nær, da vil Jeres Vinger smelte, om de ere af Vox; Betænker hvorleedes det gick Icarus i fordum Tiid.
ANTONIUS.
Det har aldrig været de Danskes Maneer, at flyve for høyt, deslige Caracterer passer sig bedre paa Jer andre.
LUCIUS.
Men har I ikke hørt den haanlige Dom, som endeel Kiøbmænd nylig har fældet over dette Ostindiske Compagnie.
ANTONIUS.
Saadanne Spotte-Gloser diverterer meer end anfægter os, eftersom de snarere |6giver Misundelse end Foragt tilkiende; Dersom vi gik frugtsommelige med daarlige Anslag; dersom vi ville opdage ubekiente Øer i det vilde Hav; dersom vi havde for at sende Colonier til Maanen, da havde vore Anslag heller bleven beleed, end saa bitterlig censurered; Vi legger derfor saadan Snak ikkun lidt paa Hiertet, og meere leer end skrekkes deraf; Thi, om end Udfaldet ikke skulle svare til vores Forhaabning i dette begyndte Værk, da kunde det derfor ikke kaldes saa urimelige Ting vi havde vovet, at Phaëtons eller Icari Epitaphium kunde passe sig paa os. Det er en aaben og slagen Vey vi pæger til, Compagniets Love ere med Fornuft conciperede førend de kom for Lyset, vi tilsiger ikke saa meget en forventlig Fordeel, som vi viiser for enhvers Øyen, hvor den er at finde; Vi anfanger ikke nogen ny, men søger at bringe paa Fode igien den gamle, men formedelst Tidernes Besværlighed, svæckede Handel, saa at vi ikke med nogen føye kand beskyldes for at omgaaes enten med Underfundighed eller med daarlige Anslag; thi alle de, som kiender den Danske Nations Caracter, holder dem incapabel til at begaa Svig eller Bedrageri, det er lettere at beviise, at De er bleven be|7dragen, end at De har bedraget andre, det er ydermeere bekiendt, at det ikke er dette Folkes Genie at bygge Casteller i Luften, eller at roe sig for dybt ud; thi de Danskes Forsigtighed gaaer ud til Exces, saa at man snarere kand bebrejde dem alt for stor Betænksomhed end Forvovenhed.
LUCIUS.
Men, eftersom denne Handel er da saa fordeelagtig og sicker, hvi fortsetter I den ikke alleene, hvi vil I giøre fremmede deelagtige i den Baade, som kunde blive imellem Jeres egne Lands-Mænd?
ANTONIUS.
Hvilcken Snak; Ligesom vi vare de eeneste, der indbyder Naboe-Folk at træde i Compagnie med os; Monne vi ikke ofte tager Part i Etablissements hos andre Nationer? og monne vi ikke mangen gang bliver formelig ombedet at træde i deres Societeter? Der ere visse Stiftelser, som ingen lang Ophold kand lide, hvorudover saadanne Invitationer ere nødvendige, derfor finder vi at endog de riigeste Folk ofte seer sig om fremmet Undsetning, ikke fordi dem selv fattes de Kræfter, som driver Hiulet paa slige Machiner, men paa det at Værket skal komme til des hastigere Fuldkommenhed.
|8
LUCIUS.
Men jeg troer nok, at af de Ting, hvorved Hiulene drives, er der ikke mange hiemme i Danmark; og det er heele Uløkken.
ANTONIUS.
Der i tager I feyl, Min Herre; thi dersom kun nogle fleere af vores fornemme Mænd ville ræcke Værcket Haanden, skulle I inden en saare kort Tiid see det i fuldkommen Stand.
LUCIUS.
Men just det, at Jeres store Folk tager saadant i Betænkning, viiser jo tydelig at Anslaget udi sig selv er ikke alt for vel overlagt.
ANTONIUS.
Nej, holt lidt; Mon’ jeg skal troe, at alle formuende Folk hos Jer ere lutter Kiøbmænd? Bilder I Jer ind, at alle de, som ikke selv driver Handel, disapproberer derfor Handelen? Der er mange Aarsager, hvorfor endeel vil ikke forsøge deres Løkke ved Kiøbmandskab; Nogle ere occupperede i Embeder, som ikke tillader dem at tage Kiøbmandskab vare, andre ere fornøyet med simpel Rente af deres Midler, og skiøtter ikke om at vove dem for at vinde meere; thi lad være Handel og Vandel ofte indbringer sto|9re Profitter, saa er det dog et Vove-Spil, som giver og tager, hvorfore man siger for et Ordsprog: Vinde og tabe er Kiøbmands Brug; Deraf seer I Selv hvor meget I farer vild, og hvad for svage Piile I skyder med; thi efter Jeres Argument, skulle alle de, som ikke selv ere Land-Mænd, ogsaa fordømme Agerdyrkning, alle de, som ikke applicerer sig til Theologien være Atheister, og alle de, som ikke giver sig i Krig, have Hare-Hierter, hvilket ikke vel kand rinde noget fornuftig Menniske i Sinde; Men at komme til Sagen igien, saa maa I vide, at os fattes ikke saa meget paa Ævne, som paa en god Resolution; thi det koster langt meere Møye, at faa riige Folk her i Landet til at vove deres Midler over Søen, end udi Engeland og Holland, hvor Indbyggerne tilIndbyggerne til]Indbyggerne til] Indbyggernetil A Indbyggerne til] Indbyggernetil A største deels ere opvante ved Kiøbmandskab, og derfor ligesom af en Naturens Drift kappes om at skyde deres Penge i saadan slags Handel; Men Posito, at os fattedes Ævne og Vilkor, og at vores Compagnie ikke kunde komme paa Fode uden ved fremmet Hielp, kand nogen vel kalde os for Daarer, at vi vil associere os med andre for at fortsette den Handel, som vi med egne Kræfter ikke kunde bestride, eller, kand andre ansees |10for Daarer, fordi de paa de billigste Conditioners Tilbydelse indlod sig med os, og hialp at contribuere deres Formue og Bistand til saadan en Handels Haandthævelse?
LUCIUS.
Nej, Kiære, tie kun stille med de billige Conditioner; thi hellers blotter I Jer selv alt for meget, i det ringeste ere de ikke grundet paa Aristotelis gamle Regel, som er denne: „Ere Deelene, som indskydes i et Fællesskab, ulige, da bør Fortienestens Deele ogsaa blive ulige.”ulige.”]ulige.”] ulige. A; ulige.” Boye, ulige”. SS (ulige.” i det textkritiske tillæg) ulige.”] ulige. A; ulige.” Boye, ulige”. SS (ulige.” i det textkritiske tillæg)
ANTONIUS.
Saa er det; og jeg veed ikke rettere, end at vi jo gandske nøye har taget samme Regel i Agt.
LUCIUS.
Men, naar den Giæld, som hæfter paa Compagniet, ikke bliver afsondret, og de ny Societets-Interessenter skal først betale all den gamle Skyld, førend de maa komme i Societetet, hvorleedes bliver da Billigheden og Egaliteten taget i Agt; Svar mig til det!det!]det!] det; A; det! Høyberg det!] det; A; det! Høyberg
ANTONIUS.
Det skal jeg og giøre paa staaende Fod; jeg setter for Exempel: I kiøber et stycke øde Jord, derpaa lader I opbygge et Huus, anlegge en Hauge, Jorden, som var øde og |11udyrket, lader I med Bekostning opbryde, giødne og drive, anskaffer Besetning af Qvæg og Bester, Harre og Ploug, og alt hvad der hør til, hvorpaa den største Deel af Jeres Formue forsmæltes; Nu kommer det dertil at Jorden skal besaaes, Høst-Folk skal leyes, Skibe skal hyres, der kand bringe Jordens Afgrøde til andre Lande, hvor den med Fordeel kand afsettes; Med Jeres egne Krafter kand I ikke komme alt dette afsted, I maa til at tage en i Compagnie med Jer, I slutter da et Forbund med hinanden paa saadanne Conditioner: De Bekostninger, som I har giort, førend Societetet blev sluttet, og som moxen reent har udtømmet Jeres Cassa, de skal ikke regnes for noget; Hvad Indkomst derimod Jorden bringer af sig, skal deeles i 2 liige Deele imellem Jer og Jeres Compagnon; Synes Jer vel at saadant et Societet er indrettet efter Aristotelis Regler.
LUCIUS.
Nej, for ingen Deel, nej! det blev et reent forbandet Societet.
ANTONIUS.
Ikke destomindre paastaaer I dog at antages i vores Compagnie, paa lige samme Vilkor.
|12
LUCIUS.
Jeg begriber nu Jeres Meening, og jeg vil give Jer Ret i den Post; Men her staaer endnu andre Knuder tilbage, som I maa opløse mig; Vi seer af ErfarenhedErfarenhed]Erfarenhed] Erfahrened A; Erfarenhed Høyberg Erfarenhed] Erfahrened A; Erfarenhed Høyberg , at det er en skarp Jord I dørker, og den Sæd I udsaaer, løber snarere op i Straa end i Ax; I har nu beseylet Ostindien over 100de Aar, men hvad I har fortient derved, det seer vi deraf, at I nu for Trangs skyld maa see Jer om fremmed Hielp; Vi veed den Ostindiske Handels Historie alt for vel; Vi har seet Begyndelsen og Fortgangen af Jeres Handel derpaa, og vi faaer snart Slutningen at see; Tael derfor ikke om Guld-Bierge, der er ingen, der troer Jer; Naar man legger inted til inted, bliver der inted.
ANTONIUS.
Dersom I, som I vil foregive, havde seet Begyndelsen og Fortgangen af vor Handel, da talte I ikke saaleedes; Vor Compagnie kand regnes iblant et med de Ældste, og saasom det har staaet ved Magt i en Tiid af meer end hundrede Aar, nemlig fra Ao. 1617 indtil denne Dag, saa er det et Kiendetegn paa, at den Jord, vi dørker, er ikke saa skarp og ufrugtbar, at den gandske intet skulle give af sig; Thi, dersom den inted havde |13baaret uden Torn og Tidsel, og, dersom ikke et Aars riige Afgrøde havde bødet paa et andet Aars Misvæxt, da havde den vel for længst ligget øde og udyrket, thi det var jo vel en stor Daarlighed, at ville Aar efter Aar pløye og saae en Jord, som ikke gav andet igien end Torn og Tidsel; Og, om I end kand nævne een eller anden af Interessenterne, som er kommet tilbage, og har maat forlade Compagniet, da er det alt skeed ved andre uløckelige Hændelser; Den Handel vi driver med Indianerne har vi ikke tiltaget os med Gevalt, men har erhværvet den i Kraft af formelige Packter og Forbund; De Byer og Fæstninger, som vi har eyet og endnu eyer, ere anlagt ikke med Magt, men med Lands-Herrernes Tilladelse og Samtycke, saa at vi, forsikret om de Persianers saa vel som Indianers Venskab og Velvillighed, kand med all Frihed seyle samt handle og vandle paa deres Kuster; Vel tilstaaer jeg, at vores Handel i forrige Tider har stræcket sig videre, at vi har seylet saa vel paa China, som paa Indien og Bengalen; jeg tilstaaer og, at den Handel er nu kommet noget i Decadence, og endeel af de Oplags Steder, vi har haft paa samme Kuster, formedelst indfaldne Tidernes Besvær|14lighed, negligerede, men de Vande, som vi saaleedes paa nogen Tiid ikke har beseylet, staaer os endnu aaben, de Havne vi har besøgt før er endnu ikke tilluckt for os, og vi lever i den sammeden samme]den samme] densamme A den samme] densamme A gode Forstaaelse med omliggende Kæysere, Konger og Lands-Herrer, som i gamle Dage.
LUCIUS.
Men, eftersom I taler om de forrige Tiders Vanskelighed, kand I ikke vente at den samme vil møde Jer endnu?endnu?]endnu?] endnu. A; endnu? Høyberg, endnu. SS endnu?] endnu. A; endnu? Høyberg, endnu. SS
ANTONIUS.
Nej, der seer langt anderleedes ud hos os nu omstunder; den besværlige Krig er overstaaen, all Fiendtlighed er nedlagt, Riiget er cronet med en tryg og standhaftig Fred, vi lever derforuden under en Konge, der er stor i Krig, større endnu i Fred, der har saa mange Omsorge, som hand har Undersaatter, saa mange aarvaagne Øyen, som der er Lande-Feyl at bøde paa, der vaager for Landets Velfærd, naar vi andre sover; Hvor omhyggelig samme vores Naadige Konge lader Sig Landets Tarv, og i Særdeeleshed Negotiens Opkomst gaae til Hierte, det vidner de mange priiselige Forordninger der er udgaaen, de mange hærlige Anstalter, der er føyet til Handelens Befo|15dring, de mange Misbrugs og U-ordeners Afskaffelser der er i Værk-stillet; Nu ere da de gamle Anstøds Steene afvæltet, de gamle Hindringer, som studsede Negotien i sin Fart, skaffet af Veyen; Vores Mønt er sat paa en bedre Fod, vor Commercie i bedre Stand, og vor Seylads, som ved Tidernes Besværlighed var hæmmet, er bragt paa ny igien i Fart; Vi beseyler nu med egne Skibe Franckerig og Spanien, vi hænter med egne Skibe fra første Haand alle de Vare vi behøver; Endeel af vore Naboer, som fant deres Regning ved forrige Tilstand, seer vel suurt der til, men den Danske og Norske Mand er munter og veltilfreds; thi den Taage som var i gamle Dage for vores Øyen, er nu bortdreven, vi er kommen af vor gamle Vildfarelse og seer nu nøyere end forhen ind i Sagen, og i alt det som tienner til Handelens Beste; Vi lucker nu Øynene bedre op, vi rydder all Hindring af Veyen, vi fatter Mod og Hierte, opmuntrer hinanden indbyrdes og bruger saa de Kræfter GUd har givet os; I kand derfor ikke undre Jer, om de Indianske Compagnier ikke eene ligger stille i saadan Conjoncturernes Forandring, at de jo søger ogsaa at reyse sig paa Fode igien og bringe sig i |16Væjret; ikke heller kand I med nogen føje indbilde Jer, at det er enten et svigagtigt eller daarligt Værck vi anfanger; Det er ikke om en ny Verden, eller om ubekiendte Lande ved Syder Polen, vi taler, ikke heller er det Mississippiske Skatter, (som alleene laae skiult i Project-Magernes Hierner) vi praler med; det er til bekiendte Lande, bekiendte Folk, Venner og Bunds-Forvante vi seyler, og den Fordeel vi viiser til, er noget som falder hver Mand i Øynene; I farer derfor meget saare vild, om I vil dømme af det forbigangne om det tilkommendetilkommende]tilkommende] tilkommmende A (tilkommende med geminationsstreg over sidste m)tilkommende] tilkommmende A (tilkommende med geminationsstreg over sidste m); thi Feylen bestod udi den første Stiftelse deri, at de første Interessenter skiød alt for liden Capital sammen, men naar den Feyl nu remederes, og der samles saa stor en Capital tilsammen, som der kand udfodres til at bestride saa stort et Værk med, da er der ingen Tviil paa, at Værket jo, med GUds Bistand, kand beholde en god og bestandig Varighed.
LUCIUS.
Men meener I vel at visse Nationer, som fra lang Tiid her spiller Mester i Indien, vil ansee med Kaaldsindighed eller fordrage saadan Eders Commercies Forøgelse?
|17
ANTONIUS.
Meener I vel, at vore Naboer skulle fordrage, at vi pløyer og saaer vor Jord, at vi spiiser, naar vi ere hungrige og gaar til Sengs, naar Søvnen minder os?
LUCIUS.
De faar vel taale det, som de med ingen Skin af ret kand forbyde Jer.
ANTONIUS.
Saa faar de ogsaa taale, at vi søger vor Brød paa alle lovlige Veye, og i sær paa denne, som de lige saa liden ret har til at forhindre os i; Men her forfalder I uden for det vi begyndte vor Discours om; thi her spørges gandske ikke, om vi har Ret til denne Handel; Alle Nationer tilstaaer os vor ustridige Rettighed, det er alleene vores Anslag, som endeel finder Behag i at belee, men, imidlertid at de leer, saa gaar vi til Seyls, og vi skal lee en anden gang, naar Touren kommer til os.
LUCIUS.
Men hvad Tanker har I om den Forordning, der er udgaaen i Hannower, at ingen maatte indskyde noget i det Kiøbenhavnske Compagnie under 4re dobbelt Capitals Forbrydelse?
|18
ANTONIUS.
Jeg har de Tanker, at det staar enhver Herre frit for at udgive Forordninger i sit Land, og at hands Undersaatter bør rette sig derefter, og derfore, om de Lyneborgske Kiøbmænd end godvillig anmælte sig at træde i vor Compagnie, antog vi dem dog ikke; for Resten tviiler jeg meget om, at det forholder sig saaleedes i Sandhed, som der spargeres om denne Forordning; thi den siges at være saadan, som ikke vel kunde ventes af et os saa nær og ved saa intime Venskab alliered Folk; Hvad Hollændernes gamle og nylig igien fornyede Foranstaltninger angaar, da er det ikkun generalia, som ikke egentlig sigter til vort Compagnie, og om de end saa giorde, da kand det deraf sees, at voris anfangede Værk er ikke saa aldeeles daarligt og absurd; thi hvis det saa var, da havde andre jo ikke nødig at rette Machiner an der imod.
LUCIUS.
Jeg begynder nu at finde Raison i det I siger, og bliver I saa ved, skulle I snart faae mig selv overtalt, at lade mig tegne for et par Actier i Jeres Compagnie.
ANTONIUS.
Jeg pretenderer ikke, at I af mine blot|19te Ord skal lade Jer bevæge til at bifalde vores Anslag; Jeg vil I selv skal bruge Jeres Forstand, legge Jer Hierne selv i blød, tage Conditionerne for Jer, og nøye gaae dem igiennem, overlegge dem med Jeres Venner, og bruge alle Jeres 5, eller om I maaskee har een meer end andre got Folk, Jeres 6 Sandser; thi naar I alvorlig betragter Værket, og examinerer alting med Fornuft, da skal I befinde og tilstaae mig, at I har irret i Jeres Meening, og søgt at finde Difficulteter hvor ingen var, at der ej behøves mange Ord eller stor Veltalenhed til at bringe Jer paa andre Tanker, eller at inspirere Jer Lyst til at interessere med os.
LUCIUS.
Men det er et dybsindigt Spørsmaal, som lenge og ofte er ventileret imellem fornuftige Kiøbmænd, om den Ostindiske Handel, naar den end gik allerløckeligst, kand regnes for at være gavnlig eller skadelig?
ANTONIUS.
Dersom her spørges hvad den er for Europa i Almindelighed, da er inted vissere, end at den er høyst fordærvelig, efter som der continuerlig flyder til Indien saasom en stridig Strøm af alt det Guld og Sølv, |20som kand skrabes sammen i Europa, udgraves af Biergene i America, og luttres af Sanden i Africa, hvilket altsammen indsluttes ligesom i et ævigt Fængsel hos Indianerne, og aldrig faar Lov at circulere videre, eftersom de ikke trænger til nogen af de Fremmedes Vare; Her til kommer endnu, at den gemeene Mand i Indien, enten af Frøgt for deres Høvdinger, som fører en stræng og Hovmodig Regiering eller ogsaa af Overtro, skiuler deres Liggendefæe i Jorden, hvor det mangen gang faaer Lov at ligge til Domme Dag; Derfor ligner St. Euremont i hands Piece, kaldet Sir Politich, den store Jordens Klode ved et skræckeligt Monstrum, som er plaget med Obstruction, hvilken det ikke kand faae Bod for, uden der maatte appliceres Indien en Clyster, hvor ved aabet Liv, eller Pengenes Circulation, kunde tilveye bringes; Men, naar her tales om et Riige eller Land i Særdeeleshed, da kand mand ikke sige at den Ostindiske Handel er skadelig; thi alt hvad Varene koster os at indkiøbe i Indien, det faaer vi igien med Rente af andre Nationer, som vi debiterer dem til, at jeg ikke skal tale om fleere Fordeele, saasom at der underholdes og dresseres nogle tusinde |21Matroser ved denne Handel paa andre Nationers Bekostning, item at mange, der er geraaden i Armod i deres Fæderne Land, og kommen derover i Haanhed og Foragt hos deres Lands-Mænd, begiver sig til Indien for at flye for Fattigdom og Skiændsel; saa og, at unge Mennisker, der har taget galt afsted hiemme, forsendes didhen af Forældrene, og kommer ofte skikkelig hiem igien; thi Erfarenhed lærer, at den (saa kalded) Æqvinoctial-linie, ligesom den kand giøre viise Folk galne, saa giør den mangen gang tvertimod galne Folk viise; *Hvis jeg havde meere Tiid skulle jeg meddeele Jer meer Oplysning, men jeg hør Vognmanden smække med Pidsken; jeg maa videre fort.
LUCIUS.
Jeg haaber da vel, vi faaer hinanden at see, naar I kommer tilbage, *men i hvilket Kroe-Huus skal jeg finde Jer?men i hvilket Kroe-Huus skal jeg finde Jer?]men i hvilket Kroe-Huus skal jeg finde Jer?] A, se kommentarmen i hvilket Kroe-Huus skal jeg finde Jer?] A, se kommentar
ANTONIUS.
*Jeg søger ikke noget Kroe-Huus,Jeg søger ikke noget Kroe-Huus,]Jeg søger ikke noget Kroe-Huus,] A, se kommentarJeg søger ikke noget Kroe-Huus,] A, se kommentar men logerer mig gierne ind paa det beste Viinhuus, og om I lyster at snakke meere med mig om denne Materie paa Hiemreysen, da skal I finde mig i dette Herbærg, hvor jeg altid pleyer at tage ind. Adieu.
 
Icon Kommentarer        icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx