Tilbake til søkeresultater
icon: innl Om teksten 
Vis/skjul utskriftsknapper
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
|111
Første sang
*Aurora åbnede de purpurfarved’ døre, [†]
og *Titans hede vogn stod færdig til at køre.
De mindre himlens lys, de mange stjerner små,
på flugten gave sig så snart de *Phoebum så.
5
* * * Sådanne stjerner når de kommer i bøger, betyder de ikke meget godt. Her giver de til kende en *defekt i historien, thi historicus har fundet nogle blade som er ganske blevet fordærvet så det ikke har været ham muligt at kunne læse dem; han kan alene nogenledes slutte at de handler om hvorledes Paars, da fogeden var gået bort, fortsatte sin tale og derpå med sin skriver gik til sengs. Så dette værk har det tilfælles med de bedste gamle skrifter som har sådan defekt og er fulde af sådanne onde stjerner.
[†]
*... ecce vigil rutilo patefecit ab ortu
purpureas Aurora fores et plena rosarum
atria. Diffugiunt stellæ ...

                        Ovid. Met. l. 2.

|112Den mørke, fæle *nat med sine sorte vinger
straks flugten også tog og sig mod vesten svinger
så al slags *spøgelse, hvad navn det have kan,
i huler krøbe ned, ej turde holde stand.
Man hørte nisser, *trold at sukke, klage, græde,
10
at råbe: “Borte er vor trøst, vor natteglæde!”
At sige kortelig, på rent og gammelt *jysk:
Da det var blevet dag, og *sol gik op på tysk. [†]
End lå vor Peder Paars og sov på grønne øre,
man i det hele hus ham snorke kunne høre.
15
Han drømte at han var til felts, en krigshær så.
Han lavede sig til på fjenden løs at gå.
Slig fantasi var ham i søvne forekommen,
han ville falde an så snart han hørte trommen.
Men se, hvad skete da? Hans skriver, Peder Ruus,
20
som med sin principal var bragt i samme hus,
*lod én forskrækkelig gå ud, med tugt at sige,
så man på øen fast ej havde hørt dens lige.
[†] *Således går solen op hver morgen i de tyske romaner.
|113Som *græske pose der var gjort af oksehud, [†]
og Ithacæ regent fik udaf stormens gud
25
(som os beskrevet har Homerus i hans vise
med stor sandfærdighed så vi ham derfor prise),
i hvilken skjulet lå en stærk *poetisk vind;
skibsfolket derimod sig andet bildte ind,
de tænkte at en skat var derudi at finde,
30
de løste båndet op; der udgik slige vinde,
en sådan heftig storm med sådant heftigt brag
så hver mand troede fast det var den sidste dag,
ej anderledes var det skrald af Ruuses pose.
Ak, jeg er ej poet! Jeg kan ej sådant rose,
35
jeg kan fast ingen ting poetisk male af;
*den dertil var *bekvem, nu ligger i sin graf.
Det samme stærke skrald kom Peder Paars for øre
just da han drømte at man ville trommen røre.
Han deraf rejste sig og gav et mægtigt skrig,
40
man aldrig *Hector så så vred i *Trojæ krig.
[†]
*Δῶκε δέ µοι δείρας ἀσκὸν βοὸς ἐννεώρoιo.

                         Hom. Odyss. l. 10 et mox:

Ἀσκὸν µὲν λῦσαν, ἄνεμoι δ’ ἐκ πάντες ὄρoυσαν.

                        ibid.

|114Han løb i stuen om fast som en utæm’t *fole,
han kasted’ alting om, bord, bænke, skamler, stole.
Omsider fik han fat på Nilles *hueblok,
som syntes noget lig Niels Hansen, fordum kok.
45
Han i sin ivrighed mod samme blok sig vender,
den river, slider *små imellem sine hænder.
“Den skade,” sagde Ruus, “vist dyrt nok hævnet bli’r.”
Thi samme blok var gjort af skønt *karduspapir.
Ret som en løve der har kræfter uden lige,
50
anfalder bondens hjord, nu tager ko, nu *kvie; [†]
hvo hannem møder først, kalv, okse eller *stud,
den sønderslides må, dens indvold rives ud,
ej anderledes gik det blokken denne *sinde.
Enhver der læser sligt, hans øjne må vel rinde.
55
Af løven ingen stud, af bjørnen intet *hors
[†]
*Βοσκοµένης ἀγέλης βοῦν ἁρπάσῃ ἥτις ἀρίστη
... ἔγκατα πάντα λαφύσσєι.

                        Hom. Iliad. 17.

|115så slet medhandlet er som denne blok af Paars. [*]
Han videre greb an, nu én ting, nu en anden,
slog vinduer itu. “Mon Fanden rider manden?”
Ruus sagde ved sig selv. “Mon han er blevet gal?”
60
Han listed’ sig til ham og sagde: “Husbond, tal!
Sig, mon det nu er tid med fog’den krig at føre,
at *tage så af sted, så mange *krumspring gøre?
Betænk kun hvor det os i sidste fejde gik!”
På disse ord Per Ruus en vældig *kindhest fik.
65
Slig spot den gode karl til marv og hjerte trængte
så han sin *principal *det samme mål iskænkte;
han ham i håret fik og bankede hans krop
så søvnen ham forgik, så at han vågned’ op.
Han råbte overlydt: “Se, verdens sidste tider!
70
En husbond af sin dreng slig spot og skændsel lider!
Mon nogen ærlig mand mer’ mester er i hus?
Mon jeg *med nogen mer’ vel drikke tør af krus?
Det fast utroligt er, en dreng at slå sin herre,
det er min egen skyld, jeg er for *from, desværre!
75
Hvis i min farfars [†] tid en dreng sligt havde gjort,
han skulle deraf sig ej have roset stort.
[*] Om nogen har læst den berømmelige *Don Quichots historie, kunne man tænke at poeten deraf havde stjålet denne *invention, som er den eneste hvori disse to helte ligner hinanden; men foruden at der er forskel at gå i søvne og at have hovedet fuldt af griller, så forsikrer óg autor at han intet har tillagt af sit eget, men *fundet Paars’ egen hånd derfor.
[†] **Som var en bremer, thi den slags folk er skarpe husfædre. *Vid. Chronic. Call., *pag. 8.
|116Så snart han gjorde kun en rynke udi panden,
straks *folket blev for ham så bange som for Fanden.
Nu man skinbarlig ser med gråd og hjertesorg
80
at ingen skik er mer’ blandt folk i Kalundborg.”
Ruus faldt da i hans ord: “Glem ej hvad I vil sige!
En læredreng og svend, de ere *to ulige.
Hvo der for dreng har tjent og få’t sit lærebrev,
jeg hørte ej at han af husbond slået blev.
85
Han ikke nødig har for nogen sig at krumme,
en kindhest tåle og den *stikke i sin lomme.
En karl der skriver tysk, som hver mand er bekendt,
der udi trende år i Flensborg haver tjent,
der *fuldmagt haver haft på mange købmænds vegne,
90
bogholderi forstår, med *brudte tal kan regne,
der også lidt latin i ungdom læret har,
om han slig spot *fordrog, var han en gæk, en nar.”
*Om Ruus da havde ret, derom må andre dømme.
Jeg intet sligt forstår, det kan mig ikke sømme,
95
det står mig ikke an at fælde nogen dom
i ubekendte ting, som jeg ved intet om.
Gid ikkun andre folk det samme ville gøre
*og ej så pludselig fordømme hvad de hører,
men engang lære ret på jorden rent at gå,
100
bekende visse ting sig ikke at forstå.
|117I denne vigtig’ sag parti jeg ikke tager.
Jeg altid må se til at jeg det sådan mager
at jeg på halsen óg ej kræmmersvende får.
De som pedanter ej med ord, men næver slår.
105
Om kræmmersvend Per Ruus jeg dette kun vil sige
at der på Anholt var i regning ej hans lige;
thi Christen Stork, som dog vor fogeds *fuldmagt var, [†]
så vidt mig er bekendt, ham ej *opnået har,
skønt folk sig bildte ind hans lige ej at finde,
110
men den *skeløjede regerer blandt de blinde. [*]
Ruus bedre regnede, han førte bedre pen,
han sig ej nøje lod, som Stork, med *een maal een. [†]
Han havde også lært en hob latinske gloser,
han vidste på det sprog at nævne bukser, hoser,
115
bryst, pande, hage, kind, hals, hoved, hud og hår,
tand, øje, næse, mund, arm, hænder, fødder, lår.
[†] Bloch. * Stat. polit. insulæ, *p. 6.
[*] *Inter coecos regnat strabo.
[†] Man kunne vel sige en gange en, men det klinger ikke så vel som på plattysk.
... *omnia Græce.

                        Juv. Sat. 6.

|118Hans klæder kunne han opregne indtil skjorte;
den trøst tilbage var, de ellers vare borte. [†]
Fast intet dyr *han jo det vidste på latin,
120
fra hyrde indtil får, fra okse indtil svin.
Han kendte fingre óg fra *pollex til *amator.
Seks blade havde han *óg læst i *Nomenclator.
*Grammatica han dog ej havde fået fat,
han lod sig nøje med at læse sin *Donat.
125
Sit *credo kunne han som *andre sine lige,
skønt han det ej forstod, men det vil intet sige;
hans egen *hører, som var dog en dygtig mand,
det kunne lægge ud *lidt bedre *end som han.
Sligt jeg kun regner op for hannem at berømme.
130
Men om han husbond slog med ret, jeg ej vil dømme,
sin husbond, som var rig og mægtig vel sig stod,
som udi Kalundborg *fast havde bedste bod,
en stor korrespondens på Stege, *Thy og Randers,
der *óg besvogret var med *herredsfog’den Anders,
135
*der som til Amsterdam *forgangen forår skrev,
fra *scheper Sibrant fik et meget høfligt brev, [*]
[†] Såsom han var blevet plyndret indtil skjorten.
[*] Kræmmere på de små stæder bryster sig gerne deraf at de har vekslet breve med dem som bor i de store handelsstæder, thi det giver dem kredit.
|119*som kunne regne op fast *seksten *kræmmeraner, [*]
hvis morfar *fændrik var og tabte tvende faner
i *Store Svenske Krig med *junker Jørgen Slentz, [†]
140
som kommet var *fra Køln, dog andre siger *Mentz, [*]
der bedre plattysk *end som sjællandsk kunne tale.
Nok sagt! Man ellers tror jeg *kyde vil og prale.
Om Ruus med billighed slig husbond slog igen,
jeg derom hvisker kun, men intet før’ i pen. [†]
145
Jeg kræmmersvende ej for hovedet vil støde,
ej nogen handelsmand, *endogså ingen jøde;
[*] *Kalundb. krønike, pag. 4.
[†] Af denne passage skulle måske nogle *holde denne historie suspekt efterdi junker Slentz kom her ind i kong Hans’ tid; men jeg kan forsikre om at det er ganske rigtigt, thi poeten *har Peder Paars’ egen hånd derfor. Jeg kan tro hans forfædre har levet meget længe.
[*] Jeg vil heri *intet decidere. Ellers kunne det give lærde folk anledning til en smuk *dissertation: De vera patria Georgii Slentz.
[†] Autor er blevet *så intimideret at han ikke tør decidere mere i nogen ting.
|120de stundom gi’r kredit, man dennem *nødig har,
jeg dem ej støde vil, jeg er ej sådan nar.
Jeg ofte må desværr’ til en og anden trænge
150
og tage på *kredit når jeg er ej ved penge,
men hængefærdig er helt tit af pengesorg.
Hvor ville det da gå om man fik ej *på borg?
 Men nu er tid at jeg til Peder Paars mig vender .
Jeg nær ham havde glemt, sligt tit poeter hænder.
155
Han længe stille stod og stirrede på Ruus
og sagde: “Ak, jeg er jo udi fog’dens hus.
Jeg er en fangen mand. Hvorledes kan det være
at jeg i sådan stand en svend som *er af lære,
som jeg har elsket højt, nu skulle give slag?
160
Du aldrig af mig hug har fået før i dag.
Ak, kan i søvne man så stor ulykke gøre?
Jeg tænkte at jeg var til felts, fik trommen høre,
mig syntes at jeg så vor fog’d bevæbnet stå,
jeg tænkte ... ak, Per Ruus, hvor vil det med os gå?
165
Hvad vil der blive af når fog’den sligt får vide?
*Med fire heste han os lader sønderslide.
Jeg ser jeg også her fordærvet har en blok,
mig syntes at det var forræderen Niels Kok.”
Per Ruus ham svarede: “Den tromme som I hørte,
170
som til slig tapperhed *utidigt jer forførte,
ej andet var end én som jeg lod slippe ud.
Jeg selv *óg vågnede af samme heftig’ skud.
Jeg *kan der ikke til; når ild i krudtet kommer,
så holdes det ej let. Sligt hændte vor landsdommer,
175
|121en slig studeret mand, da han på landsting var,
så af fornemme folk sligt ej sig holde la’r.”
“At det naturligt er, det har jeg vidst *for længe.
Det óg naturligt er når fog’den la’r os hænge,”
Paars sagde, “for det ondt som deraf kommet er.
180
Mig synes jeg os alt i galgen hænge ser.”
Ruus derpå svarede: “O hvilke slemme *flatus!
(De kaldes så *på græsk). Den lærde *Hypocratus,
en gammel *jysk doktór, for otte tusind år
*har skrevet så derom: “Hvis de ej udgang får,
185
da gør de meget ondt, en ærlig mand kan dræbe.”
Men at man derfor folk til galgen lader slæbe,
det har han aldrig sagt. O havde jeg det skrift,
vor sag da skulle få en anden fart og drift.” [†]
Ham svarede da Paars: “Sligt bruges ej for retter,
190
til tinge gælder ej doctores og poeter.
At tænke på slig bog for retten er ej værd.
Men sig mig, kære Ruus, hvor bliver du så lærd?”
“Jeg engang i vor bod fandt tvende gamle blade.
Jeg dem til kræmmerhus straks ville gøre lade.
195
[†] Enfoldige mener alting er sket i deres eget land; thi skal det være *Hippocrates Per Ruus mener, da begår han derved lige så stor fejl som *autor til *den gamle plattyske krønike, der siger at *kejser Aurelianus var født til Ribe i Jylland, og har *verteret de latinske ord *natus erat in Dacia Ripensi således: *He was in Ripen in Dennemarck geboren.
|122*Per Iversen, I ved, en gammel lærd student
som jeg *for nogle år i Kolding haver kendt,
han elsker gerne sødt, rosiner, mandler, sukker,
han ofte går forbi vor bod og dybt sig bukker.
Han synes som han ej ret tælle kan til fem,
200
i sin teologi han dog er meget *slem.
Jeg ved at han er lærd, skønt jeg kun er en kræmmer,
thi han sig børster ej, sig aldrig håret kæmmer, [†]
som ret grundlærde folk helt nøje ta’r i agt;
*på slige ringe ting der ligger ingen magt.
205
Det hele Kalundborg ham for hans lærdom roser,
thi han ej hænder *tor, ej binder sine *hoser.
Jens Pedersen, som dog sig bilder meget ind
(hvo det ej kunne se, han måtte være blind,
at han er ej så lærd, så *doctus, som vor Peder),
210
han pynter sig for tit; hos lærde folk det hedder:
[†] Poeten synes at *raillere med dem som ved filosofiske levemåder og ved foragt i klæder vil bilde folk ind at der ligger stor lærdom og filosofi begravet hos dem, ligesom de der i *gamle dage ikke ville rage deres skæg, at de skulle se ud som *philosophi.
|123Hvo som på moden er og net i klæder går, [*]
han *reputation for lærdom aldrig får.
Den samme Iversen jeg da ind til mig kaldte.
Han om de blade lidt i boden med mig talte.
215
Jeg sagde: “Se et skrift som jeg ej kan forstå!”
Thi det *forbandet var, som kragetæer *så.
Jeg tror den Iversen vist *haver det med Fanden.
Så snart han bladet så og fik det udi hånden,
han sagde at det græsk og *elamitisk var. [†]
220
Af største *lædik’ jeg et pund rosiner ta’r.
Jeg sagde: “Per, jeg ved at du forstår din bibel
som Else Skolemor sin ABC og *fibel.
Du otte gange har *sputer’t i København [*]
og derved hos hver mand forhvervet dig et navn.
225
[*] Derfor var ingen folk mere foragtede af *philosophis i gamle dage end de såkaldte *compti og pumicati, hvilke dog for at *revanchere sig sagde om de andre: *Barbam videmus, non philosophum.
[†] Eftersom *grækere og elamitter står sammen i Bibelen, så tænkte han at det var ét.
[*] *Sputeret contracte pro disputeret, licentia poetica. I fordum tid gjorde man sig lige så meget til af *disputatser, som generaler af store og lykkelige feltslag, så det ord: *Disputavi publice havde hartad lige så meget at sige som *Scipionis Vici Carthaginem. Men som man efterhånden har fornummet at det ikke alle tider er de lærdeste som disputerer bedst, gør man ikke mere så stort væsen deraf og graver ikke mere sådanne *panegyrikker på folks ligstene:
*Hic jacet magister noster
qui disputavit bis aut ter
in Barbara et Celarent
ut omnes admirarent.
|124Hvis du vil dette skrift udlægge og forklare,
da otte skilling kan du i rosiner spare.”
Per blev da heftigt glad og strøg sig om sin mund,
thi han *på sukker og rosiner var en hund.
Han sagde: “Det er *mad for Mons, for en studenter.
230
Jeg et par briller straks af skriverstuen henter.”
Han dennem straksen på sin lærde næse satt’,
udlægger ord fra ord, som det var hans Donat.
Jeg hørte flittigt til med hjertens lyst og glæde.
Det blad var meget lærd, jeg måtte øjne væde.
235
Jeg sagde: “Petrus! [†] Har man ej den bog på tysk?
[†] Han turde ikke sige *slet og ret Per mere efterdi han fornam at personen var så meget lærd.
|125Jeg ved der ikkun lidt af skrifter er på jysk.”
“Jeg *holder det en synd på modersmål at skrive,”
han svared’, “håndværksfolk da ville lærde blive,
thi mangen bonde da sig skulle understå
240
at sige: “Det er snak! Hr. doktor, ikke så!”
Vi lærde mænd må det så alle tider lave [*]
at vi os visse ting kan forbeholden have.
Nu bilder vi dem ind at blæk bli’r gjort af most,
at *himlen er af glas, og månen er af ost.
245
Hvor ville det gå til med dem i *pavedommet
hvis Skriften var på *valsk? Folk havde *overkommet
at det er idel snak som man dem bilder ind;
folk blev *rebelsk’ og holdt sig ikke mer’ i skind.
Gid aldrig i min tid sig nogen så forsynder
250
med danske bøger han at skrive ret begynder!
Gid aldrig i min tid en vognmand bli’r så kæk [†]
at han tør sige: “Per, du taler som en gæk!”
[*] Per Iversens tale er noget *ekvivok. Han synes at tale *ironice, men Ruus tager det i det ringeste for alvor.
[†] Som i gamle dage *til Rom, hvor *Juvenalis med hjertens sorg og smerte fortæller at endogså en kvinde tør ræsonnere over *Virgilium og Homerum:
*Laudat Virgilium, perituræ ignoscit Elisæ,
committit vates et comparat, inde Maronem
atque alia parte in trutina suspendit Homerum.
Cedunt grammatici, vincuntur rhetores, omnis
turba tacet etc.

                        Satyra 6.

|126Hvis tilmed, kære Ruus, du *nogenlunde vidste
hvor let man kan sit *navn ved danske skrifter miste,
255
at den der skriver kun på dansk, han bli’r foragt’,
han aldrig holdes lærd, du vistnok gav mig *magt.
Du ved *Lars Henriksen, du ham til prikke kender,
han aldrig bliver lærd *hvor han sig snor og vender,
han kan hos lærde folk *fast aldrig få *kredit,
260
han skriver kun på dansk; de råber: “Det er *–.”
Per Poulsen derimod, som haver magasiner
af lidt hebraisk og græsk og er en halv latiner,
hans navn blandt store mænd bør stå i *almanak,
skønt det han skriver, er kun idel pølsesnak.
265
Det er dog godt latin, med lidt hebraisk poleret,
man dog skinbarlig ser at han har vel studeret.
|127Han *disputeret har om romersk sko og hat. [†]
Så rig er han på ord, så vel har han det fat.”
Jeg svared’ hannem da: “Min hjertens lærde Peder,
270
jeg tror at ingensteds, hvor meget man end leder,
man næppe finde skal et folk der eget sprog
foragter så som vi. Man ser fast ej en bog,
man ser fast ej et skrift, ej andet end som viser.
*Gotts Blitz! Jeg derimod vor nabo, tysken, priser.
275
[†] De holdes gemenlig for de lærdeste folk på de høje skoler som skriver bøger om *de gamle romeres eller grækeres sko, hatte, halsbånd, hængsler og slåer for dørene og andre sådanne *partikulariteter og, såsom poeten siger, kan vise os
*nutricem Anchisæ, nomen patriamque novercæ
Archemori.

                        Juv. Sat. 7.

Men andre kættere tager sig undertiden den frihed at ræsonnere således derom:

*Torquentur miseri parvis.
|128Han skriver alle ting som han er splittergal, [†]
skønt han det åbenbart af andre stjæle skal.””
“Holdt nok!” da sagde Paars. “Du må ej sådant tale
om slige lærde folk og dem så sort afmale.
Du helt satirisk er, tal mere med *besked!”
280
(Det sagde han med en heroisk *gravitet).
“Jeg tilstår vi på dansk i trykken lidet giver,
vor nabo derimod fast alt for meget skriver,
skønt hvor det kommer fra, jeg ved han skøtter ej.
Mig synes det er bedst at gå en middelvej.
285
Men det er ikke tid med snak sig at opholde.
Jeg tænker på min drøm, hvad sådant kan forvolde,
hvorledes muligt er at man i søvne kan
af sengen rejse sig og slå en ærlig mand,
med slig afsindighed i stuen springe, løbe
290
og som en utæm’t hest så *kollebøtter støbe,
med åbne øjne stå og stride med en blok
og sig indbilde at det er Niels Hansen Kok.”
Ham svared’ Peder Ruus: “Sligt er óg flere hændet.
Jeg har for nogle år en mand i Flensborg kendet
295
[†]
... tenet insatiabile multos
scribendi cacoethes ...

                        Juv. Sat. 7.

|129der udi søvne *glat en pandekage åd,
en anden som en mil har roet i en båd.
Der findes også de der klavre kan som katter,
i *Nomenclator man dem kalder *andabater.
De uden fare kan på kirkespirer stå, [†]
300
de som troldkællinger på vandet *óg kan gå.
De alle hånde sprog og tungemål kan tale, [*]
ja mange skjulte ting kan sige og afmale.
[†] *Tyske Joch., Hist. sui temp., *pag. 16.
[*] Således beretter *Mothe Le Vayer, Épître 61, pag. 657, om én der boede i Rouen, ved navn le Fevre, som i søvne kunne *svare til alle slags sprog hvori man talte ham til, ja endogså kunne *sige tilkommende ting; men så snart han vågnede, vidste han slet intet. Samme *autor gør sig megen *umage at udfinde årsag til sådant. Dog det havde været bedre at anvende den tid og umage på at erkyndige sig ret om historien var ganske rigtig; thi som pedanteri har mange grene, så er det blandt andet én af dem at bryde sit hoved med at udfinde årsagen til en ting førend man ved om historien er rigtig.
|130De ti mænds styrke har som bjørnen, tolv mænds vid. [†]
Gid jeg Per Iversen for fejls skyld havde hid!
305
Han skulle på hebraisk os sådant kunne sige.
Så lærd er samme karl. Skam om han har sin lige!
Han holder for at det er idel Fandens konst,
at sygdom, hekseri sligt *lægges til *omsonst;
thi Fanden skikkelse af slige folk påtager,
310
nu ét slags *gækkeri, nu andet ham behager.
Jeg tror med eder han har øvet samme spil,
og om i vores seng vi nøje lede vil,
i eders bedste søvn vi eder nok skal finde.
Per Paars mig kindhest ej har givet nogensinde.”
315
Da sagde Paars: “Hør, Ruus, hold op med sådan snak!
Du derved kun af mig fortjener liden tak.”
[†] Det er bekendt blandt bønder i Norge at bjørnen har 10 mænds styrke og 12 mænds forstand.
 
 
 
xxx
xxx