Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Cap. XI.
Om den Skyldighed, som udfodres udi at forhverve sig Herredømme over en Ting.
Eftersom GUD har behaget at lade det Menneskelige Legems Vilkor være saaledes, at det ikke kand holdes ved lige uden ved Føde og Klæde, sluttes ogsaa sikkert deraf, at han har givet Mennesket Magt at anvende andre Creature til sit Brug, og uden Synd at slagte dem; thi saasom han har givet Livet, holdes han ogsaa for at tillade de Ting som tiene til Livets Ophold; derforuden viser ogsaa den hellige Skrift os udtrykkeligen, at saadant er tilladt; hvad sig anbelanger saadanne Ting, som alleene have animam vegetativam eller en bevelig Siæl, saasom Træer, Urter og Frugter, da kand ingen have nogen Grund at negte, at jo deres Brug er Menneskerne tilstædt, efterdi de ingen Følelse have, og derfor kiende ingen Smerte, i det de fortæres af Mennesket, besynderlig efterdi de ellers skulde fortæres af Beesterne og forderves af Veyret.
Men angaaende Beesterne, Om det er tilladt at slagte Beesterne.som have Følelse og miste deres Liv med stor Smerte, da have mange villet tvivle, om det er Mennesket tilladt at tage saadanne af Dage, foregivende; at omendskiønt GUD gav Adam og hans Efterkommere Herredømme |148over de u-mælende Creature, saa derfor ikke at slaae dem ihiel, naar de vilde, ligesom det ene Menneske hersker over det andet, men kand dog ikke tage Livet af det samme; hvorfore ogsaa den første Deel af de gamle Philosophis har fordømmet u-mælende Creaturers Mord, og have nogle i Agt taget, at eftersom GUD har givet de Dyr, der æde Kiød, lange spitse og fra hinanden skildte Puf. J. N. & G. l. 4. cap. 3. §. 4.Tænder, Mennesket derimod korte, tette og dannede ligesom de Beesters, der alleene æde Urter og Frugt, saa haver han ogsaa villet, at det skulde holde sig fra Kiød, hvorfore ogsaa de Peruvianer, som boe udi den Province Pasto, naar man adspørger dem, hvorfor de ikke ville æde Kiød, svare: Vi ere ingen Hunde.
Endeel haver ogsaa villet bestyrke denne Meening dermed, at smaa Børn, udi hvilke Naturen endnu ikke er fordervet, elske Frugt frem for andet, og finde større Behag udi Æble, Kirsebær og Nødder, end i det lekkerste Kiød; jeg vil ikke tale om de gamle Philosophis, der troede, at Menneskets Siæl efter Døden begav sig udi Beesterne, Item om de Benjaner udi Cambaia, der endnu have samme Meening, og derfor ey alleene holde sig fra at æde Beester, men endogsaa opbygge Hospitaler for dem, naar de ere svage og lemlestede.
Men med dette altsammen kunde de ikke giøre deres Meening gyldig, tvertimod haver man klare Beviisligheder paa, at det |149er tilladt at slagte og æde Beesterne, blant hvilke de fornemste, at der er ingen tilfelles Ret eller Forpligtelse imellem Menneskerne og Beesterne, ey heller ved Naturen kand være; thi vi ere hverken efter den naturlige Lov befalede at holde Venskab med Beesterne, ey heller ere de beqvemme og skikkede dertil, hvorudover der er ligesom en Krig og Ufred imellem Mennesket og Beesterne, hvilket klarligen kand sees udi de vilde Dyr, som ved Leylighed øve deres Grumhed imod Menneskerne selv; de tamme Dyr beqvemme sig til Menneskets Brug ikke af nogen Forpligtelse, men af Begierlighed til Føde eller af Tvang, hvilket naar man borttager, gaae de til deres forrige Frihed igien, og tør nogle af dem sætte sig op mod Menneskerne selv. Man maa derforuden omkomme nogle, at de ey skal blive formange og Mennesket besværlige; hidhen hører ogsaa, at saasom de uskyldige Beester ere ellers de Glubende til Rov og Bytte, da er det bedre, at de falde i Menneskets Hænder, hvilke føde og forsvare dem imod de glubende Dyr, ligesom et Vederlag for det, at de maa siden slagtes og tiene Mennesket til Føde.
Der findes ellers de som gaae en Middelvey og deele Beesterne udi tvende Classer, nemlig udi dem som Mennesket ingen Nytte har af, og andre som bevise det Menneskelige Kiøn stor Tienneste. De første opoffre de gierne til Menneskets Føde, men ikke de andre, sigende, et Faar giver os Uld til Klæ|150der, Item Melk, Smør og Ost til Føde, en Oxe forarbeyder vor Jord, og trækker vor Plov, og en Høne udlegger os Egg &c. saa at derfore Mennesket kand bebreides Utaknemlighed, naar det myrder slige velgiørende Creature. Deres Argumenter besvares, som giør Forskiæl mellem nyttige og u-nyttige eller vilde Dyr.De sige ogsaa, at det er aldeles ikke at befrygte at samme Dyr derover blive for mangfoldige, og Mennesket til Byrde; thi udi Tartariet, hvor Hæste-Kiød er den fornemste Spise, ere ligesaa mange Hæste, som blant andre Folk, der lade dem døe af Ælde, og blant de Folk, som holde det for en Synd at dræbe noget Dyr, ere ikke fleere Faar eller Øxen end blant os, hvor de slagtes. Men dertil kand svares, at Dyr ligesaa lidet, som Mennesker fandte deres Regning derved. Mennesket kunde ikke staae ved at lade bygge Huuse for Faar og Øxen, og lade med Bekostning Græset slaae om Høsten i Henseende til den Fordeel det kunde have af Melk og Uld. Faar og Øxen fandt ey heller deres Regning derved at døe om Vinteren af Suldt eller at sønderrives af Ulve og Biørne, hvilke vilde ødelegge dem snarere end Mennesker, og derved tillige med løses det sidste Argument og vises hvorfor der kand være lige saa mange Øxen og Faar ja end fleere paa de Steder, hvor de tiene Mennesket til Føde, som blant dem der lade dem leve.
Dog maa Menneskerne vel see til, at de ikke misbruge denne Magt og de Gaver, som |151Skaberen haver forleenet dem med, ey heller handle paa en tyrannisk Viis imod Beesterne, hidhen hører det, at GUD udtrykkeligen befalede Jøderne, at lade deres Beester hvile sig den syvende Dag for at vederqvæge dem, Exod. 20. og siger Salomon: Prov. 12.Den Retvise haver Omsorg for sine Beesters Liv; 1 Cor. 9.Item Paulus: Du skal ikke binde Munden til paa den Oxe som træsker. Saaledes straffede de Athenienser dem, som flaade Huden af en levende Veder.
Forend der giordes nogen Pagt og Forbund imellem Menneskerne, vare alle Ting tilfelles, Udi Begyndelsen vare alle Ting tilfelles.saa at de hørte ikke meere til den eene end til den anden; men saasom de samme ikke kand tiene Mennesker til nogen Brug, uden man i det ringeste haver Frugten deraf, og det skeer forgieves, dersom andre maa borttage, hvad som vi engang have beskikket til vort Brug, saa have Menneskerne udi Begyndelsen sluttet saadan Pagt imellem dem, at, hvad som enhver havde taget til sig af de almindelige Ting udi den Tanke at beholde og bruge det, skulde andre ikke tage fra ham igien.
Grotius meener, Om saadan Almindelighed havde længe kundet blive bestandig.at alle Tings Almindelighed og Tilfelleshed havde kunnet vare, dersom Mennesket havde levet udi den gamle Enfoldighed. Men den kunde efter Syndefaldet formedelst Menneskets Ondskab og Gierighed ikke have nogen Bestandighed; |152thi da Menneskerne begyndte at formeere sig, og dyrke de Ting, som tiene til Klæde og Føde, maatte, for at undgaae Trætte, og at indrette en god Orden, Sagerne deeles blant Menneskerne, og enhver blive beskikket sin Deel med den Pagt og Foreening, at det som blev udi den første Deeling til overs, skulde tilhøre dem, der først bemægtigede sig det samme.
Dette er Oprindelsen Ejendom og dens Oprindelse.til det saa kaldte Herrskab og Eyendom, hvilket er en Ret, hvorved en Ting saaledes hører til en, at den ikke paa samme Maade gandske hører til en anden, og er saadan Eyendoms Kraft denne, at vi efter eget Behag kunne disponere over de Ting, som høre os egentlig til, og holde alle andre fra at bruge de samme, uden saa er, de ved Pagt og Forbund have forhvervet sig synderlig Ret dertil.
Saaledes har GUD givet Menneskerne Jorden og Ret til at betiene sig af dens Frugter til deres Fornødenhed, hvorvel Ejendom og Proprietet grunder sig besynderligen paa Menneskernes Convention, enten udtrykkelig, eller stilltiende; thi hvis saadan Convention ikke sættes til Ejendoms Grundvold kand ingen Ejendom være bestandig, men et Menneske har ret at støde et andet derfra eller betage ham en Deel deraf, Barbeyrac laster her Pufendorff uden Grund.holdende for, at hvad en har bemægtiget sig, er enten meer end han kand have fornødent eller bedre end sin Ejendom; ja han kand sige, at saasom GUD |153har givet Menneskerne Jorden til Brug, saa bør et Menneske ikke tilegne sig større og bedre Frugter end et andet. Dette er Pufendorffs Tanke om Ejendoms Oprindelse, hvilken hvorvel grundet den er, saa finder Mons. Barbeyrac den dog urimelig; thi det er samme Skribent nok, at enten Lock, Placette, Montagne eller Titius er af anden Meening for at criticere sin Autor. Her holder han for, at Pufendorff farer Traité du Gouvernem. Civil.grovelig vild, efterdi Mons. Lock er af en anden Tanke. Bemældte ypperlige Skribent holder for, at Grundvolden til Ejendom er alleene GUds Tilladelse, og, at ingen maa bemægtige sig meer end han kand have fornødent, saa at, om en Huus-Fader har bemægtiget sit et stort øde Land og ladet det samme dyrke, kand en anden sige: Det er formeget for en Mand, og tage med ret endeel fra ham. Monsr. Lock fremfører blant andre selv et Exempel, som kuldkaster hans egen Meening. En Fader giver sine Børn en Ræt Mad tilsammen, han siger ey hvor meget en hver skal æde der af, men hvad en hver tager af Retten, hører ham til. Thi det samme tiener just at bestyrke Pufendorffs Meening, Autoris omstændige Forklaring derover.nemlig at GUD udi Almindelighed har givet det Menneskelige Kiøn Jorden til Brug; men, hvad enhver ved sin Flid bemægtiger sig, er hans Ejendom. Men hvorfor mon et hvert Barn eller enhver af Huus-Folket hører den Portion til, som han tager af |154Retten? Mon det grunder sig derpaa, at Faderen udi Almindelighed har givet den til dem samtlige? Jeg skulde meene ney; thi, hvis ingen anden Grundvold var, kunde den ene tage Stykket igien af dens andens Tallerken, eller bede ham ikke at æde hastigere af en god Ret end de andre, eftersom enhver har lige saa stor Ræt, men, naar saadant ikke skeer, reiser det sig af en Convention eller vedtagen Skik blant Børn og Huus-Folk, at den ene ingen Ret skal have at tiltale den anden derfor. Det er ubeskriveligt, hvilke Forvirringer der vilde flyde af Monsr. Locks Meening. Først er det vanskeligt at sige hvor meget en Huus-Fader har nødigt: Thi, efter at han har bemægtiget sig et Stykke Land, kand hans Familie siden blive 10 dobbelt sterkere end den var. (2.) Vilde det give et Menneske Anledning til at støde det andet fra sin Possession, og ingen Ejendom vilde blive sikker; enhver vilde sige: GUD har givet Mennesket Jordens Brug og Frugter, et Menneske er saa godt som et andet, hvorfore ingen bør bemægtige sig meer end han har nødigt. For at hindre saadan Forvirrelse og Ulempe, have Menneskerne fundet for godt, at, hvad en bemægtigede sig, som ingen tilhørde, skulde blive hans Ejendom, og, at det skulde holdes for U-ret at skille ham ved noget deraf. Spanierne have bemægtiget sig den fierde Deel af Verden med all dens Riigdom. Man kand i visse |155Maader sige, at de besidde America med uret, efterdi de have taget det fra andre, skiønt Hedninger; men ingen disputerer dem deres Ret efter Mons. Barbeyracs Principium, nemlig, at det er formeget for et Land: Man tilstaaer at andre ingen Ret have at deele Landet med dem, som efter den Convention giort mellem Mennesker for Ejendoms Sikkerhed tilhører dem, som først have bemægtiget sig det. Thi hvad den voldsomme Maade angaaer, som de have brugt til at bemægtige sig den store Deel af Verden, det er en Sag, som de maa afgiøre med Americanerne. Da Hollænderne dreve Portugiserne ud af Ostindien, blev aldrig taget dette til Fundament, at en Hollænder er saa vel GUds Skabning, som en Portugiis, og at Portugal kunde lade sig nøye med mindre Stæder udi Indien. Men alleene dette at Portugal var bleven foreened med Spanien deres Hoved-Fiende.  De Norske have udi disse Tider bemægtiget sig det Land ved Strat Davis : Om Hollændere støde dem derfra, eller sætte Ild paa deres oprettede Loger, kand man sige at de øve Vold, og overtræde den udtrykkelige eller stilltiende Convention, giort mellem Mennesker, at hvad en først indtager, det hører ham med rette til. Det var vel at ønske, at ingen bemægtigede sig meer end hans Nødtorft udfodrer, men deraf følger ikke, at den Fattige har Ret at fodre den Riige til |156Deeling med sig, hvilken Ret han kunde have, hvis der ikke supponeredes en Convention mellem Mennesker, at, hvad en har erobret, det maa være lidet eller stort, saa hører det ham med rette til, og er samme Convention det som opmuntrer Mennesker til Flittighed, og at foretage store Ting.
Efterat vi nu have seet, hvad Ejendom er, og hvoraf den har sin Oprindelse, maa vi iligemaade overveye, hvilke Ting der ere Hvilke ere de Ting man kand tilegne sig.beqvemme til Ejendom, dertil udfodres tvende Ting: 1.) At de Sager, man vil tilegne sig, kunne være Mennesket nyttige og gavnlige. 2.) Saaledes beskaffede, at de kunne giemmes og forvares; thi saasom det er daarligt og forfængeligt at ville tilegne sig u-nyttige Ting, saa er det ogsaa forgiæves at ville have de Ting udi Eyendom, som man ingenlunde kand forvare eller hindre, at jo andre kunne blive deelagtige udi deres Brug.
Der ere ogsaa nogle Ting, hvilke omendskiønt de ere Mennesket tienlige, dog ere saa store og overflødige, at de ikke kunne udtømmes eller ved idelig Brug formindskes, at ville tilegne sig saadanne Ting, skulde være baade slemt og u-menneskeligt, saasom Lius, Solens Varme, Luften, flydende Vand og andet.
Her forefalder Om nogen kand tilegne sig Herredømme over Havet.det bekiendte Spørsmaal, om nogen kand tilegne sig Herre-Dømme over Havet; denne Materie har givet Aarsag til Krig mellem Engelland og |157Holland, og have de tvende store Mænd Grotius og Seldenus disputeret vidtløftig derom. For at dømme udi denne Stridighed, maa giøres Forskiæl imellem det store vide Hav, og de smaa og enge, besynderlig saavidt som de røre Strand-bredderne; hvad sig anbelanger det store Hav, som ligger imellem Europa, Africa, Asia, America og det ubekiendte sydlige Land, da, omendskiønt det er ikke ganske u-mueligt, at det samme kand være et vist Herrskab undergivet, saa dog maa man bekiende, at det er baade u-nyttigt og u-billigt, at faa ville tilegne sig saadant og udelukke alle andre derfra; thi ingen Nation kand under noget Skin begiere og paastaa saadant, Puf. J. N. & G. l. 4. c. 5. §. 5. seq.hverken formedelst Fiskeriet, der udi det store Hav ikke kand formindskes, og er ikke af saadan Vigtighed, ey heller formedelst Seylatzen, hvorved ingen skeer Afbrek, thi Vinden driver lige saa læt mange 1000 Skibe som et Skib, ey heller giøres Veyene slemme derved; derforuden er det et Folk u-mueligt at beskytte saadan Eyendom, og omendskiønt det kunde udruste saa mange Skibe, der kunde krydse paa alle Steder for at forhindre andres Seylatz og Fiskerie, vilde saadant ikke være Umagen værd, men heller udarme et Land derved, og sees da deraf, at enhver maa have Frihed at seyle udi det store Hav, efterdi ingen endnu haver bekommet saadan Ræt dertil, at den kand udelukke de andre eller |158forhindre, at de Folk, som boe ved Søen, jo maa handle med hinanden, uden den ved Pagt og Forbund har forhvervet sig saadan Ræt; hidhen hører det Vers hos Ovidium:
Qvid prohibetis aqvas, usus communis aqvarum est.
Men det haver sig langt anderledes med de smaa og ringe Hav, hvilke ved idelig Brug kunne lide Afbrek og miste deres Herrlighed, saa at det er det Folk, som boer der omkring, ikke tienligt at tilstæde enhver Adgang der til; thi omendskiønt Fiskeriet er overflødigere udi Havet end udi Floder og Soer, saa dog lærer Erfarenhed os, at det temmelig kand forderves og udtømmes, dersom alle uden Forskiel ville fiske ved Strand-Bredden, besynderlig, om et vist slags Fisk, eller og andre kostbare Ting, saasom Perler, Coraller &c. findes allene paa et Sted; derforuden er det ey heller dem, som boe ved Søekanten, tienligt, at fremmede bevæbnede Skibe uden Forlov og given Caution gaae ved deres Strandbred, saa der derfore kand være vigtige Aarsager, hvorfore et Folk vil tilegne sig en vis Deel af Havet, saa at andre ikke, uden Forlov, skulle kunne bruge det samme og erkiende det som en Velgierning.
Efterat vi kortelig have efterseet, hvad et Herrskab og Eyendom er, Item hvilke Ting man kand besynderlig tilegne sig, saa staaer nu tilbage at overveje, hvorledes og |159paa hvad Maade en kand blive Herre over noget.
Saadant Man bekommer en Ting udi eye paa tvende Maader i det man erobrer det, som ingen tilhører.skeer paa tvende Maader; 1.) I det man af Begyndelsen tager og tilegner sig en Ting, som ingen tilhører. 2.) I det en Eyendom forflyttes fra den ene til den anden. Angaaende den første Maade, da er tilforn omtalt, at eftersom Menneskerne fandte det for got at vige fra den første Communion og Tilfelleshed, have de af de almindelige og tilfelles Ting tillagt enhver sin Deel og Lod, og foreenet sig saaledes om det overblevne, som ikke kom under den første Deeling, at det samme skulde tilhøre den, som først erobrede det, eller rørde det med sit Legeme udi den Tanke at beholde det. Paa samme Maade forhverves øde Stæder, hvilke tilfalde dem, som give sig derhen, udi den Tanke at beholde dem, saa de dyrke dem, og sætte visse Grentzer hvormeget de agte at have udi deres Eyendom, men, naar en heel Hob Mennesker tillige indtage et stykke Land, da er brugeligt, at enhver af samme Hob bekommer sin Deel, og at det, som bliver til overs, hører til den heele Forsamling udi Almindelighed. Iligemaade tilhøre ogsaa Fiske, Fugle og vilde Diur dem, der først kunne tage dem; hvorvel de som leve udi Stæderne og under en vis Regiering maa have den høye Øvrigheds Tilladelse, forend de maa skyde, fiske eller jage; thi omendskiønt Fiskene udi Søen, Fuglene udi Luften og de vilde Dyr |160paa Marken høre egentlig ingen til, saa kand dog en Potentat, efterdi han er Herre over Landet, hvorudi de samme have deres Ophold, tillade, hvilke Undersaatter han vil, saadant Brug, eller forbeholde sig den Ræt alleene.
At Potentater paa nogle Steder forbyde Undersaatterne at jage efter vilde Dyr, dertil kand være adskillige Aarsager: 1.) Efterdi det er ikke raadeligt at lade Bønder og Haandverks-Folk flakke igiennem Skoven, hvorved deres Arbeid forsømmes, og de derved opmuntres til Røven og Plyndren. 2.) Er det undertiden usikkert at lade den gemeene Mand være bevæbnet, hvorfore L. Domitius lod korsfæste en Slave, der havde ihielslaget et Vildsviin, saasom det var forbuddet efter den Krig de, Romere havde ført mod de Sicilianske Slaver, at ingen Slave maatte meere bruge Gevær. Puf. J. N. & G. L. 4. cap. 6. §. 5.3.) Dersom alle uden Forskiæl finge saadan Tilladelse, da ville faa have nogen Nytte deraf, efterdi den ene skulde forhindre den anden. 4.) Er det ogsaa billigt, at Konger og Førster, samt de der maa forsvare et Land, have saadan Forfriskning, hvorved de vennes til Tapperhed.
Det er vist, at nogle enfoldige Mennesker holde det for en Ubillighed at forbyde saadant, og søge at bevise deres Meening derved, at, som GUD haver givet Menneskerne Herredømme over Beesterne, saa har han ogsaa givet gemeene Folk og Stænder, |161Om det er ubilligt, at Øvrigheden forbyder Undersaatterne at jage og skyde vilde Dyr.der ogsaa ere Mennesker, Item at Jagen siges hos de Romerske Lovkyndige, efter Naturens og Folke-Retten at være frie, men denne Meening igiendrives, i det man giør Forskiel mellem Naturens Ræt, saa vidt som den befaler at giøre en Ting, eller saa vidt som den alleene tillader noget; thi saasom GUD og Naturen ikke befaler, men alleene tillader at jage og omkomme saadanne vilde Dyr, kand den høye Øvrighed med Billighed saadan Tilladelse inskrenke, naar Republiqvens Nytte det udfodrer. Derforuden er det ogsaa rimeligt, at saadan Ræt er given paa mange Steder Førsterne godvilligen af Folket selv, og siger Grotius: Grot. J. B. & P. l. 2. c. 8. §. 5.Det Tydske Folk, saasom det fornam, at Konger og Førster maatte have noget til at underholde deres Værdighed med, holdte de meget viiseligen for godt at overgive dem de Ting, som endda ikke vare komne under Herredømme og Eyendom, og kunde dem tillegges uden andres Skade, saaledes giorde iligemaade de Ægyptier.
At vi kunne tage og erobre en Til en Tings Erobring udfodres, at vi røre den.Ting, udfodres, at vi enten røre det med vort Legeme, eller ved et beqvemt Instrument, hvorfore bevæglige Tings Erobring skeer gemeenlig med Hænderne, og ubevægelige med Fødderne; thi at see en Ting alleene og vide hvor den er, kand ikke være tilstrækkeligt; hvad sig anbelanger den Erobring, som skeer ikke ved Legemet, men med Instrumenter og ved Skiøt, da fin|162des derom hos Plutarchum et merkeligt Exempel; de Andrier og Chalcidenser begave sig til Thrasien for at søge nye Boliger, da de vare komne didhen, udskikkede de 2 Speydere for at fornemme, om det var sandt, som Rygtet gik, at Indbyggerne havde forladt den Bye Achantum; samme Speydere, da de fornumme, at den var forladt, kappedes de med hinanden, hvo der først kunde komme til Staden, og saasom den Andriske Speyder saae, at den Chalcidensiske var raskere paa Beenene, skiød han sit Kaste-Spiud fra sig udi Stads-Porten, og tillige med raabte, at han saaledes havde udi sine Landmænds Navn først erobret Staden: For at dømme udi denne Tvistighed, udvaldte begge Nationer de Eretrienser, Samier og Parier, af hvilke de tvende første tildømte Staden de Chalcidenser og de sidste dømte for de Andrier; dog er et Kaste-Spyd ikke alle Tider et beqvemt Redskab til at bemægtige sig en Ting, efterdi vi kunne røre meget dermed, som vi aldrig kunne komme til.
Men at man kand tilegne sig bevægelige Ting, holdes gemeenligen fornødent, at man rører dem med Legemet, saa at de forflyttes fra den Sted de laae tilforn og føres hen til vores Forvaring; saaledes, om jeg finder nogle vilde Dyrs Unger udi en Hule, blive de ikke mine, om jeg alleene rører ved dem, men jeg maa ogsaa bære dem hiem til mit Huus eller anden Forvaring; dog skeer saa|163dan Erobring ogsaa ved Instrumenter, saasom: Snarer, Fælder, Garn og Angler, dersom de samme Instrumenter ere vore egne, og ere satte paa saadan Grund, som hører os til, eller hvor vi have Ret til at fange.
Her Om jeg kand tilegne mig et vildt dyr, naar det er bleven saaret af mig.forefalder et Spørsmaal, om et vildt Dyr, saa snart det bliver saaret af os, er vort; dette haver vel Catius bekræftet, dog saaledes, at vi blive ved at forfølge det; men andre stride derimod og sige: At det kand paa ingen anden Maade blive vort, uden vi fange det; den Puf. ibid. §. 10.Longobardiske Lov dømmer saaledes derom: Dersom nogen ihielslaar eller erobrer et vildt Dyr, som er saaret af en anden, maa han deraf tage den fremmeste Deel med 7 Ribbeen, Resten skal den have Ræt til som saarede Dyret, dog kand man udi Almindelighed dømme saaledes derom, at, i fald Dyret Vid. Chr. 5. Lov. lib. 5. cap. 10. art. 27.er dødelig eller haardt saaret af mig, kand en anden ikke bemægtige sig det, saa længe som jeg forfølger det, og jeg haver Ræt at jage paa samme Sted, derimod er det anderledes, naar Saaret ikke er dødeligt, eller kand hindre Dyret meget udi Flugten. Et Dyr, som mine Hunde saare og omkomme uden at være ophidset dertil af mig, hører ikke mig til, førend jeg rører det.
Udi vore gamle Love findes derom saadanne Regler. Den gamle Norske Lov siger: Norske Lov L. L. Balk. cap. 57. pargr. 1. 2. Skiuder man Diur, og saadant skudt Diur løber ud paa Sund, og anden skiuder det, da heve han Skud|164Bogen, eller Laared af Diuret, som skiød det, og skiære det af med Skindet, uden den som reiste det vil løse Skindet fra ham; Item løber Diur af Weidestae, og weider anden Mand det, da haver den halvparten der skiød og halvparten der reiste.
Ved Maa erobrer ogsaa de Ting, hvorover andre have mist deres Herredømme.Erobring forhverver man sig ogsaa de Ting, hvorover andre have mist deres Herredømme, saasom om de kaste noget fra sig, aabenbare med tilstrækkelige Tegn, at de ikke ville have det meere, eller om de i Begyndelsen imod deres Villie miste noget, men siden bekymre sig ikke meere derom, endeel, efterdi de have ingen Forhaabning at faae det tilbage, endeel ogsaa, fordi de holde det ikke værd at giøre sig videre Umage derfore; ellers mister ingen sin Ræt til at igien bekomme en Ting, som imod hans Villie er bortkommen, saa længe han slaaer det ikke af sit Sind, eller holdes for at have bortkast all Forhaabning derom; saaledes, om en taber noget paa Veyen, bekommer Finderen ingen Ret dertil, førend han fornemmer, at den, der tabte det, har slaget det af sit Sind, hvilket forstaaes af hans Efterladenhed i at søge og spørge videre derefter, hvorudover, om en finder noget, som han kand slutte en anden med sin Villie ikke haver bortkast, maa han give det tilkiende, at den rette Herre kand igien |165bekomme det, men, naar den samme intet lader sig merke videre derom, beholder Finderen redelig det som han haver fundet.
Her Om en, der finder en Ting, er forbunden at lade lyse den til Tinge.kand spørges, at, hvis en har fundet noget, som ingen lader lyse efter, om Finderen er forbunden at lade det selv kundgiøre. Det synes ikke at han er forbunden dertil, 1.) Efterdi den forrige Eyermand kand holdes for at foragte det, som han ikke vil giøre sig Umag at lyse efter, og derfor kand beholdes, som res derelicta eller en forladt Ting. 2.) Efterdi onde Mennesker kand deraf tage Anledning at give sig ud for Eyermænd, og bestyrke sig med falske Vidner. Finderen kunde ogsaa derved formedelst sin Velvillighed geraade udi U-leylighed, besynderlig, om det Fundne bestod udi Penge eller andre Sager, som kand fortæres, som den rette Eyermand, enten for at giøre Finderen, som er hans Fiende, Fortreed, eller for at beskiære ham sin Findeløn, kand sige at være formindskede eller forfalskede udi Finderens Hænder. Nok er det, at naar Eyermanden ikke vil giøre sig Umag at lade spørge derefter, kand Finderen beholde det Fundne, som en forladt Ting.
Hvad Om en, der finder et Liggendefæe, maa beholde det.sig anbelanger et Liggendefæe, som en finder udi Jorden, beholder Finderen det efter Naturens Ræt, dersom den rette Eyermand er ey at finde, dog have de Borgerlige Love giort adskillige Forordninger, angaaende den Post.
|166Plato holdt for, man skulde tilkiendegive saadant for Øvrigheden; de Ebræer, at det skulde tilhøre Herren, der ejer Grunden, hvilket Grotius Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 8. §. 7.slutter at kunne sees af den Lignelse CHristus giorde Matth. 13. om den der kiøbte Ageren for at bekomme det Liggendefæe han havde fundet derudi; de gamle Tydske tildømte saadant Liggendefæe deres Regenter, hvilket nu er brugeligt udi de fleste Europæiske Riger; derom taler den Danske Lov saaledes: Chr. 5. Lov l. 5. cap. 9. art. 3Guld og Sølv, som findes i Høye eller efter Ploven eller anden steds, og ingen kiender sig ved, og kaldes Vid. Jus Seland. l. 6. e. ult.Dannefæe, det hør Kongen til, og ingen anden.
Samme Love dømme ogsaa Regieringen til det, som findes paa Havets Bund, Gronde-Gods.og kaldes Grondegods. Derom taler den Skaanske Lov saaledes; Alt Gronde-Gods og Høye-Sølv og Strandvrag Skaanske LovLov]Lov] Lvo C Lov] Lvo C . cap. 50.hører Kongen til; hvo der finder og ey tilsiger og advarer, han dølge med 3 Tylt Eed. End bliver det befundet hos ham, da bøder han derfor 40 Mark til Kongen.
Derimod ere andre Anordninger om den Skat som en finder udi sin egen Jord. Derom taler den gamle Norske-Lov saaledes: Finder man jordgraved Gods, og lyser det lovligen op, da eyer Kongen tredie Part, og den, som finder, |167tredie Part; Item, om Odelsmand selv finder Penge udi sin Jord, da beholder han de 2 Parter, og Kongen den tredie, er han ey Odelsmand da haver Kongen halvparten. Men findes en Skat udi Allminding, da eyer Kongen de to Parter, og den, som finder, den tredie.
De fleeste Ting, som ere Menneskets Herredømme undergivne, have den Beskaffenhed, at de ikke alle Tider blive udi samme Stand, men forøges og tage til paa adskillige Maader, nogle formeeres indvortes, andre udvortes, saasom naar ved en Hvo som er Herre over en Ting, er ogsaa over FrugtenFrugten]Frugten] frugteu A Frugten] frugteu A deraf.Vandflod en Ager bliver formeeret; nogle bære Frugter saasom Ager og Træer, andre Foster som Dyr, mange Ting blive høyere agtet, i det de ved Menneskelige Kunster blive anderledes dannede, saasom naar af Træer eller Metal, Billeder, Støtter og beqvemme Redskabe blive forarbeidede, hvilket altsammen med et Ord bliver kaldet Tilvext, derom er saadan almindelig Regul, at hvo der er Herre over Sagen udi sig selv, til ham hører ogsaa saadan Tilvext.
Angaaende de Frugter, da ere de samme tvende slags enten Borgerlige, saasom Leye af Huus og Gods, Fragt og Skibe, Rente af Penge, &c. eller ogsaa Naturlige, saasom de Frugter, der voxe af ens Mark, Ager og Træer, begge høre naturligen til |168den, som er Herre over en Ting, hvoraf de komme.
Hvad sig anbelanger u-mælende Dyrs Foster, Fosteret følger Moderen.da have de fleeste holdet for, at de maa følge Moderen og ikke Faderen, ikke alleeneste derfore, at det er u-vist, hvo der har været Fader dertil, men endogsaa, efterdi Moderen, medens hun bær Fosteret, kand ikke giøre Ejermanden nogen Tienneste, og dog maa fødes med stor Bekostning og Omhyggelighed.
Planter og Sæd Planter og Sæd følge Jorden.holdes for at følge den Jord, hvorudi de ere saaede, og Poder og Stammer, hvorudi de ere plantede, efterdi de ikke alleene fødes af Jorden, men endogsaa foreenes dermed og blive en Part deraf, dog saaledes, at Jord-Drotten betaler den anden saa meget, som Sæden og Planten var værd, dersom han ellers af ingen Ondskab saadant haver giort, dog, dersom en haver saaet en lumpen Sæd udi min Ager, som jeg havde beskikked til en bedre, da er jeg end ikke forbunden at betale ham hans Sæd, men dersom en Plante besynderlig, som er kostbar, kand forflyttes fra den fremmede Ager, den er plantet udi, da er billigt, at den, der plantede den samme, maa tage den bort, naar han haver betalt Jord-Drotten for det, at han haver brugt hans Jord.
Det samme kand ogsaa henføres til Bygninger, som enten ere opreiste paa en fremmet Grund, eller af fremmet Materie paa |169ens egen Grund; dersom en af sin egen Materie haver opreist en Bygning paa min Grund, da, om han har giort det forsætlig Viis, er jeg ikke forpligtet at betale ham for Bygningen, eller tilstæde ham at borttage den, efterdi han har giort saadant for at betrække mig, og tilegne sig min Grund; men om han har giort det af Vildfarelse og uden Svig, og Bygningen ikke kand bortføres uden at ruineres, da have de Romerske Love holdet det for godt, at Bygningen følger Jorden, dog saaledes, at Jord-Drotten betaler saa meget, som Materien og Arbeidet har kostet, ikke desmindre, dersom Jord-Drotten kand vel undvære den Part af sin Grund, som Bygningen staaer paa, er det billigt, at han tager Penge for Grunden og lader Bygningen staae; dersom en har af min Materie opreist en Bygning paa sin Grund, da maa han enten lade mig bortage Materien igien, eller om jeg ikke er tient dermed, betale mig hvad den koster.
Papiret Papiret følger Skriften.derimod holdes for at følge Skriften, og Tavlen Skilderiet, saa at den, der eyer Tavlen eller Papiret, maa lade sig nøye med, naar han faaer andet lige saa got igien, eftersom Materien udi sig selv er intet at regne mod det andet, som kommer dertil.
Angaaende det, om en af vor Materie forarbeider og danner en viß Skikkelse, da have de Romerske Lovkyndige dispute|170ret meget derom, og endelig fundet det for got, at dersom Figuren eller Skikkelsen kand bringes til forrige Materie igien, da at tilhøre den, der eyer Materien; andre tvertimod holde for, man bør alleene see efter, hvilket er af størst Værdie enten Materien eller Skikkelsen, dog kand saadan Meening ikke med Billighed henføres til alle Casus, men man maa i Agt tage andre Omstændigheder derved, saaledes, om nogen af fremmed Metall giør en Skikkelse, som er af større Værdie end Metallen udi sig selv, da omendskiønt den kand omstøbes til forrige raa Materie igien, maa det dog billigen overlades til den, Om Materien følger Skikkelsen.der har giort Skikkelsen, naar den anden faaer lige saadant Stykke Metal igien eller Betalning derfor, tvertimod dersom jeg haver beskikket mit Metal til samme Brug, som jeg haver høyligen fornøden, og jeg kand ikke igien bekomme lige saadant Metal, da er billigt, at man overlader det til den, der eyer Materien, omendskiønt Skikkelsen er meere værd.
Undertiden hænder det sig, at af adskillige Materiers Sammenblandelse bliver en ny Species, for Exempel: Peders Honning sammenblandes med Povls Viin, i saadan Fald hører det begge til efter den naturlige Ret, men hvorledes det skal deeles, eller om det ikke kand deeles, i andre Maader blive gotgiort, kand ingen almin|171delig Regul haves formedelst adskillige Omstændigheder.
Her er at merke, at, omendskiønt Eyendoms Kraft er saa stor, at Eyermanden kand alleene disponere over sine Sager, og forbyde alle andre deres Brug, ikke desmindre, efterdi Eyendom og Herrskab er indstiftet til det Menneskelige Kiøns Nytte og Gavn, og det jordiske Gods ikke er deelt iblant Menneskerne til den Ende, at alle gode Tings Communication skal ophæves, saa skeer det, at vi undertiden udaf tilbørlig Tienstvillighed maa tilstæde andre vore Sager eller deres Brug, Item, at andre ved Contracter bekomme Ret til at have nogen Nytte og Fordeel af vor Eyendom, og kalde de Lovkyndige saadan Ret Servitutes eller Tiennester, saasom naar vi Servitutes.tilstæde andre at have vort Godses Brug, vore Huuse at boe udi, vore Tiennere at arbeide for dem, iligemaade, at vi tilstæde vor Naboes Huus helder sig til vort, at vi ikke bygge vore Huuse for høye, hvorved vor Naboe mister sit Lys og Udsigt, at vi tilstæde ham Vey igiennem vort Land, Item Græsgang paa vor Mark &c.
En anden Maade, hvorved vi bekomme Herrskab over en Ting, skeer ved Forflyttelse fra en til en anden.
Saadan Forflyttelse skeer enten saaledes, at ved ens Død hans Gods falder til hans næste Arvinger eller til andre, som han for sin Død har testamenteret det sam|172me, eller ogsaa imellem Levende, naar ved Gaver og Contracter en overgiver en anden sine Sager.
Aarsagen, hvorfor ved den forrige Herres Død hans Gods forflyttes til andre, er, at det strider imod Menneskets almindelige Inclination, saavelsom det Menneskelige Kiøns Fred, at den Eyendom, som en med stor Møye haver sanket, skal efter hans Død staae aaben for enhver, der kand først Hvorfore Børn ere de nærmeste Arvinger.rappe den til sig, herudover er det billigen antaget hos alle Folk, at dersom nogen ikke haver beskikket, hvilken han vil sine efterladte Midler skal tilhøre, de da skal falde til dem, som han efter den almindelige Menneskets Affection holdes for at have meest kiær.
Og ere saaledes Børn de nærmeste Arvinger, hvilke baade Naturen har recommanderet Forældrene at fostre og opdrage, hvilke de iligemaade holdes for helst at ville have forsynet og at give deres efterladte Midler; her maa giøres Forskiel imellem Lovlige Børn og Naturlige, eller dem, som ere fødde af det Ægteskab kaldet ved den venstre Haand, hvilke ikke kunne gaae udi lige Arv med de lovlige Børn, eller forretrækkes de samme, uden Forældrene formedelst vigtige Aarsager det saaledes ville have.
Paa adskillige Steder giøres Forskiel paa den førstefødde Søn og de andre Børn, iligemaade mellem Sønnerne og Døttrene; |173her ud i Riget bekom Døttrene fordum ingen Arv, men siden have de forhvervet dem den Ret at tage den halve Part mod deres Brødre, efterdi de, som Hvitfeld bevidner, løsede Kong Svend Tiuguskeg af sit Fængsel med Hvitf. Histor. Danic. part. 1. pag. 53.deres Smykker.
Under Børn befattes ogsaa Børne-Børn og Børnebørns Børn, hvilke, naar deres Forældre ere døde tillige med deres Morbrødre, og Farbrødre, iligemaade paa deres Forældres Vegne maa være deelagtige udi Bestefædrenes Gods, thi det var ubilligt, at de tillige med deres Forældre skulde ogsaa miste deres Arvedeel.
Naar ingen Børn eller Børne-Børn ere forhaanden, da ere Forældrene de næste Arvinger, eftersom de selv have med stor Møye og Bekostning opfødt og underholdet deres Børn. Efter Forældrene følge Brødre, og siden de der ere nærmest udi Blodet.
Her Om de, som den Afdøde har meest elsket, bør foretrekkes Slægtinger.forefalder et Spørsmaal, om ikke Fremmede, som den Afdøde har meere elsket end sine Egne, og som have beviist ham større Velgierninger, bør foretrækkes dem, som ere af Slegten; hertil svares: At for at holde Fred og Eenighed blant Menneskerne, er fornødent, at man udi saadan Fald heller følger den almindelige Menneskernes Tilbøyelighed end nogle faas Affecter, thi dersom det Sidste skulde heller i Agt tages end det Første, vilde der ikke alleene foraarsages Trætte imellem Vennerne og de |174Fremmede, men endogsaa imellem de Fremmede indbyrdes, af hvilke enhver skulde paastaa at have været meest elsket af den Afdøde; og at have beviist ham største Velgierninger, og skulde det være u-mueligt at opfinde noget Middel til at dømme udi saadan Tvistighed, efterdi der ere lige saa mange Venskabs som Slægtskabs Grader; hvorledes udi disse Riger skal forholdes med Arv, og hvo der er næst at arve, Lib. 2. cap. 7derom see Christ. 4. Recess. Item Christiani 5ti Lov.lib. 5. c. 2.
Dog er her at merke, at ingen kand arve noget, førend all Gield er betalt: All vitterlig Gield skal først betales af felles Boe, sige disse Rigers Love, saa vidt som Rørendes Recess. Ch. 3. art. 53. A. B. 11. cap.Gods tilstrækker. Item Norske Lov, hvo som derimod siger sig af med Arven, har ikke fornøden at svare til Gielden, om han ellers Arven lovligen opsiger og fragaaer.
En anden Maade, paa hvilken Gods og Midler forflyttes fra en til en anden, skeer ved Testament, Testamentehvorved vi give vor Villie tilkiende, hvo der skal succedere os udi vort Gods efter vor Død, hvilken Villie vi dog efter egen Behag kunne forandre og kalde tilbage for vor Død.
Om der er naturlig Billighed i Testamenter, som giøres af dem, der have Børn.Her kand spørges, om der er naturlig Billighed udi Testamenter, der giøres af dem, som have Børn. Dette Spørsmaal er vanskeligt at besvares. Man seer nogle Regieringer at tillade enhver Huus-Fader |175at bortskienke sine Midler ved Testament til hvem ham lyster: Andre derimod at til intet giøre slige Testamenter, som u-naturlige og ubillige. Mig synes, det er fornødent, at man giør Forskiel mellem Fædrene eller arvelige Midler, og saadanne, som en ved Arbejde og Sved selv har erhvervet sig. Hvad de Første angaaer, da er ingen Tvivl paa, at de jo bør forplantes paa Børnene; thi, endskiønt intet expresse af en Fader derom bliver ordinered, saa dog, naar han lader Midlerne til sin Søn af Kiærlighed til sit eget Blod, flyder deraf, at samme Kiærlighed strækker sig ogsaa til hans Børne-Børn enten nærværende eller tilkommende, saa derfor udi den Fald Testamenter efter Naturen synes at være ubillige. Da derimod hvad Midler angaaer, som ved eget Arbejde og Sved ere erhvervede, er Spørsmaalet ikke saa læt at besvare. De gamle Romere gave hver Huus-Fader Magt ved Testament at disponere over sine Midler, som han fandt det for godt. Siden indskrænkede de saadan Frihed ved den saa kaldte Falcidiske Lov, hvorved Børnene finge den Fierdedeel af Midlerne, naar Faderen udi Testamentet havde forbigaaet dem. De fleeste Borgerlige Love tillade nu omstunder ingen Fader uden skiællig Aarsag at giøre sit Barn arveløs enten Midlerne ere arvede eller erhvervede. Paa den ene Side synes u-naturligt at ville forbyde en at disponere over sit eget; |176thi han kand være visse fremmede Velgiørere meer forbunden end sine Børn, hvilke af Forældrene naturligen intet kand fodre uden en god Optugtelse. Han kand ogsaa have Børn som ere ham gienstridige, dog saaledes at deres Gienstridighed dem ikke skiællig kand overbevises. Endelig, naar Forældre have Magt at giøre Testamenter, holdes Børn desmeere udi Lydighed, hvorfra de ofte vige, naar de vide, at det staaer ikke udi Forældrenes Magt at overdrage Fremmede deres Midler. Paa den anden Side giver Testamenters Frihed onde Mennesker og Øyenskalke Anledning at sætte Splid mellem Forældre og Børn, og at opirre en Fader imod sin Søn, for at tilvende sig Midlerne ved Testamente. Ja saadan Frihed havde slig ond Virkning blant de gamle Romere, hvor enhver Huus-Fader var tilladt at give sine Midler til Fremmede, saa at endogsaa de høyeste Bestillings-Mænd undsaae sig ikke ved at giøre Opvartning dagligen udi gemeene riige Folkes Huuse, og ved adskillige ulovlige og skammelige Intriguer at bevæge riige Huus-Fædre til at testamentere dem deres Midler. Saadanne Folk kaldtes Captatores, hvis skammelige Idrætter afmales af mange Romerske Skribentere. Ja der fandtes de, hvilke, efter at de havde overtalet en paa sin Syge-seng at giøre Testamente, havde bestillet med Docteren at giøre kort Proces, af Frygt at den Syge |177skulde forandre Testamentet igien. Formedelst saadanne Aarsager have de fleste Borgerlige Love indskrænket saadan Frihed, og forordnet at ingen Fader uden retmæssig Aarsag maa udelukke sine Børn.
Saasom Testamenter, Tydelig Forklaring over hvad Testamenter, Legata og Fidecommisser ere.Legata og Fidecomisser meget confunderes hos os, formedelst Mangel paa Danske Ord og Navne, saa holder jeg det sær nyttigt og fornødent at vise hvorudi Forskiællen bestaaer.
Man maa først giøre Forskiæl mellem u-testamenterede og testamenterede Arvinger, (hæredes ab intestato og hæredes testamentarios.) De første ere de som succedere den Afdøde udi hans Midler, naar han døer uden at have giort noget Testament, og kand kaldes naturlige Arvinger, paa Juridisk Maal hæredes sui, saadanne ere Børn og andre nær Paarørende, og heder saadan Arv hæreditas ab intestato, paa gammel Dansk Olde-Arv. vid Jydske Lov lib. 1. cap. 4.Men, naar den Afdøde har gaaet sine fødde Arvinger forbi, og erklæret, at hans efterladte Midler skal tilhøre Fremmede, heder det Testament, og de som saaledes nyde hans Midler, kaldes hæredes Testamentarii, eller Arvinger ved Testament.
Et Legatum Instit. l. 2. tit. 20.er en Donation eller Gave, som er giort af den Afdøde, og som hans Arving maa præstere. Saasom for Exempel naar en erklærer sin sidste Villie saaledes: Cajus skal være min Arving, og jeg vil at samme min Arving skal give af Mid|178lerne saa og saa meget til Sejo, eller til Kirke, Skoele og Hispitaler, og kaldes saadan Gave Legatum, og den, der nyder der, Legatarius.
Et Fidecomiss, paa Latin Fideicommissum, conciperes udi disse Ord: Lucius skal være min Arving, og jeg beder dig min Arving, at, saa snart skee kand, du overdrager Instit. l. 2. tit. 22.Arven eller Endeel deraf til Sejo. Hvoraf sees hvad Forskiæl der er mellem Legatum og Fideicommissum, nemlig, at ved et Legatum Arvingen befales at efterleve den Afdødes Villie, men ved Fideicommissum ombedes. Derfor heder det ogsaa Fideicommissum, efterdi udi Begyndelsen saadan Fuldbyrdelse beroede alleene paa Arvingens Tro og Redelighed eller den Fides og Tillid den Afdøde havde til ham, førend Fidecommisser siden bleve ved Love autoriserede. Vil nogen spørge, hvortil saadant nytter, og hvorfor den Afdøde, som altid har Magt at befale sin Arving, har fornødent at bruge saadanne Omsvøb og skride til Fidecommiss, som med Bøn maa begiæres at efterleves, Item om han ikke ved Legatum kunde giøre det selv samme, ja bedre og reenere? Dertil svares, at der er meget som synes at være u-nyttigt, som man dog finder at være fornødent, naar man veed dets Aarsag og Oprindelse. En Mand kand have visse Venner, som han gierne vil unde een Deel af sine Midler efter sin Død: De samme Venner kand være saadanne, |179som enten ere under Forfølgelse eller efter Love ere dømte at være intestabiles, det ere ubeqvemme at nyde noget enten ved Testament eller ved Legatum; saasom for Exempel de der ere Fredløse eller Landflygtige og i anden deslige Tilstand. Naar nu en Mand testamenterede eller legerede noget til saadant, var Testamentet og Legatum af ingen Nytte, men efter Loven Kraftesløs, hvorfore man ophittede Fidecommisser, det er, bad Arvingen at han vilde hemmeligen restituere ens Ven enten den heele Arv eller en Deel deraf, saa at Fidecommisser først i Begyndelsen vare hemmelige, men siden, eftersom mange slige Arvinger ikke efterlevede den Dødes Villie, ved Love bleve Autoriserede. En, der saaledes nyder noget ved Fidecommiss, kaldes hæres fidei Commissarius. Nu omstunder kaldes Fide-Commisser hos os, naar en arver noget saaledes, at han hverken maa sælge eller formindske det, men maa efter dens Indstiftelse, som han har faaet det af, lade det heelt og u-røret til sin nærmeste Successor. Og er saaledes et Fidecommiss nu omstunder noget andet end i gamle Dage.
Det er ellers at merke ved Arv, at blant mange Arvinger en bekommer Ret at tage noget vist forud som den Afdøde har nævnet, hvilket kaldes Forlodd, paa Latin præceptio,Præceptio eller Forlodd. og Tingen, som han bekommer forlods, kaldes præcipuum.
|180Naar en nævner ved Testament en anden til sin Arving, Hvad Institution og Substitution er.kaldes den samme hæres institutus eller constituered Arving. En anden er den, som kaldes hæres substitutus eller substituered Arving. Saadan Substitution giøres i Henseende, at een kand vide forud i hvis Hænder hans Midler skal falde. Den skeer paa tvende Maader (1.) saaledes: Cajus skal være min Arving, og, hvis Cajus ikke bliver min Arving, eller døer førend Arven tilfalder ham, saa skal Sejus være min Arving, og kaldes saadan Substitutus den Afdødes egen substituered Arving. Eller en Substitution skeer paa saadan Maade: Cajus skal være min Arving, og efter hans Død skal Arven tilfalde Sejo, og bliver saaledes Sejus hæredis Substitutus eller Arvingens, nemlig Caji substituerede Arving.
Disse Termini ere alle fornødne at vide, om man ellers tænker til at forstaae den mindste Juridiske Bog.
Endelig ere der nogle særdeles Maader at arve paa, som ere indstiftede ved Borgerlige Love udi den Henseende, at samled Gods og anden Herrlighed ikke skal adspredes ved det at det falder udi manges Hænder. Af saadan Natur ere alle Stam-Huuse eller Fidecommisser, Græveskaber og Baronier, hvilke ikke maa deeles, men falde heelt til den Førstefødde, og kaldes derfor den Ret Jus Majoratus. Jus Majoratus.Paa nogle Steder følger den Ret heele Adelen, som |181udi Spanien, hvor det heele Adelskab er i saadan Jure Majoratus eller Majorazgo, som de kalde det, og udi Engeland end meere. Her udi Norden udelukkedes Børn fra Fæderne-Arve, naar Faderen, som var Adelsmand, havde avlet dem med en Qvinde af anden Stand. Derom taler den gamle Nordske Lov saaledes: Tager Nordske Lov Arv. Balk. cap. 7.en Adelsmand nogen ufri Qvinde til ægte, da skal de Børn, som med ufri Qvinde avles, ikke regnes for Adels-Personer eller arve udi deres Faders Jorde-Gods; men hans Arve-Gods skal, efter hans Død, komme (undtagen Penninge) til hans næste Odels-Mænd og Arvinger (proximos agnatos) som frie og frelse ere, og føer Skiold og Hielm; Item, dersom fri Qvinde tager ufri Mand, skal hendes Gods sælges til næste Arvinger, og med hendes Børn holdes ligesom med fri Mænds Børn, der ufri Qvinde tager.
Endelig kand her spørges om det er grundet paa Billighed, Om det er grundet paa naturlig Billighed, at Døttre ikke gaae i lige Arv med Sønner.at Døttre ikke skal gaae i lige Arv med Sønner. Her i Landet vare Døttre fordum reent udelukte fra Arv; men, eftersom de løsede Kong Svend Tiuguskiæg af Fængsel med deres Guld-Smykker, blev det dem siden tilladt at arve den halve Deel mod Brødre. Man |182kand her paa den eene Side sige for Døttrene, at, saasom Tiderne nu ere saaledes, at fast ingen Jomfru kand blive gift, med mindre hun kand bringe en god Hiemgift med sig, saa behøve de alle de Midler de kand faae. Derfore have Regieringerne paa visse Steder i gamle Dage i den Henseende sat paa Auction de kiønneste Jomfruer, eftersom der var paa dem nogen Aftræk formedelst deres Kiønhed, og anvendet Auctions-Pengene til de grimme Jomfruers Udstyr, paa det at de alle kunde blive giftede. For Sønnerne kand man derimod sige, at, som de samme ere beskikkede til Republiqvens Tienneste, saa behøves der større Omkostning til deres Optugtelse, og er det udi den Henseende, at de fleeste Borgerlige Love præferere dem Døttrene.
Nu rester at tale noget om Hævd, Hvad Hævd er.hvilken er en besynderlig Maade at forhverve sig en Ting, hvorved den, som bona fide og med en retfærdig Titul har faaet en Ting udi Hænderne, og haver længe roligen og u-paa-anket beholdet den samme, kand omsider holdes for en fuldkommen og retmæssig Herre derover; saa at han kand gandske udelukke den forrige Herre, dersom han siden vil tilegne sig samme Ting.
Ved Hævd Om alting kand tages i Hævd.kand man forhverve sig baade bevægelige og ubevægelige Ting, undtagen saadanne, som ved Lovene ere forbudne, saasom frie Mennesker, hvilke omendskiønt |183de længe have været udi Trældom, og ikke søgt efter Frihed, holdes de dog billigen fore at have giort det heller af Ukyndighed, at de ikke vidste deres egen Stand og Vilkor, end at de stiltiendes samtykkede til saadan Trældom; Iligemaade undtages Umyndiges Gods, hvilket, omendskiønt det udi lang Tid forsømmes at paa-eskes og fodres, kand dog saadan Forsømmelse ikke tilskrives Børnene formedelst deres spæde Aar, ey heller er det billigt, at de skulle lide for deres Formynderes Efterladenhed, iligemaade undtages ogsaa staalne Koster og alt hvad som med Vold er borttaget, omendskiønt den tredie bona fide faaer det udi sin Magt, thi saasom de paa en ubillig Maade blive fratagne den forrige Herre, da holdes det for billigt, at hans Ræt derfor ikke uddøer, iligemaade forebygges derved, at ingen kand have nogen Profit og Fordeel af sin Ondskab og Tyverie, derforuden kand den rette Herre her ikke beskyldes for Efterladenhed at fodre sine Sager tilbage, hvilket er iblant de Aarsager, hvorfor en Ting kand tages udi Hævd, eftersom staalne Koster pleye med stor Flid at skiules.
Dette kand til desbedre Oplysning forklares ved saadant Exempel. Jeg bekommer ved Kiøb, Mageskifte, &c. nogle Sager af en Tyv, som jeg holder for en ærlig Mand. Jeg eyer derfor samme Sager bona fide og u-paa-anket udi lang Tid. |184Nu kommer den, fra hvilke Sagerne ere staalne, finder dem hos mig, og fodrer dem tilbage. Jeg beraaber mig paa saa mange Aars u-paa-anket Eye, som Lovene foreskrive, men det hielper mig ikke; thi det er staalne Sager, som ikke kand hævdes, endskiønt de vare forplantede paa mine Børn og Arvinger. Det samme i agt tages ogsaa med Umyndiges Gods, som en Formynder, der udgiver sig for rette Eyermand, afhænder til andre. Her synes vel noget haardt, at en, der har tilkiøbt sig en Ting og bona fide eller med en god Samvittighed eyet det udi lang Tid, skal miste det igien uden Vederlag; men de Borgerlige Love have ingen Præscription eller Lav-Hævd villet accordere udi dislige Sager: 1.) Paa det at ingen Tyv skulde have Fordeel af sit Tyverie. Aarsag hvorfor Hævd kand ikke falde paa visse Ting.2.) Eftersom Hævd alleene er indført dem til Straf, der forlade og bortkaste af Forsømmelse deres Sager, som andre tage sig paa at dyrke og ved lige holde. Til med bør ingen kiøbe eller modtage noget førend Sælgeren viser sin Adkomst. Aarsagen hvorfor Kirke-Gods ingen Præscription lider er denne: Kirken er at ansee som en Myndling, og Kirkens Forstander som en Formynder, og bør Kirken derfor, der ikke meer kand tale paa sin Ræt end et u-myndigt Barn, intet lide formedelst Forstanderens Forsømmelse. For Exempel, en Kirke-Forvalter lader et stykke Kirke-Jord ligge udi mange Aar øde. |185Den næste Naboe optager og dyrker samme Jord. Kirke-Forstanderen døer, hans Successor ved nøye Efterforskning faaer bevisligt giordt at samme stykke Jord hører Kirken til, og fodrer det af Eyermanden tilbage, Eyermanden beraaber sig paa Præscription, og saa mange Aars u-paa-anked Eye, som Lovene dertil accordere; men Dommeren dømmer Kirken med, efter som intet Hævd falder paa Kirke-Gods. Paa dette Fundament kand her udi Landet ogsaa intet Kongeligt Gods hævdes, saasom Kongen er Rigets Forstander.
At saadan Hævd kand ret gaa for sig, udfodres, at der er en god Troe og uforfalsket Meening, hvorved en troer, at den anden, som han haver bekommet en Ting af, har været retmæssig Herre derover, og at det ikke tilhører den tredie.
Hvad udfodres til lovlig Hævd.2.) Udfodres der, at en Ting haver stedse og uden Paa-eskelse været saa længe udi ens Eye, som er foreskrevet ved Lovene, hvilken Tid er ikke paa en lige Maade sat paa alle Steder, 30 eller 40 Aar holdes gemeenlig at være tilstrækkelig Hævd at tilegne sig Ubevegeligt, men 3 Aar bevegeligt Gods; thi eftersom bevegeligt Gods oftere ved Handel kommer fra en til en anden end ubevegeligt, og man derfore des vanskeligere kand finde dets Eyermand, saa gives billigen længere Tid at igien bekomme ubevegeligt end bevegeligt Gods, besynderlig eftersom det sidste forderves |186snarere af Brug end det første, saa at den gamle Herre skulde ikkun lidet være tient dermed, naar det saa længe havde været udbrugt; Reces. Ch. 3. art. 50. Vid. Leg. Chr. 5. l. 5. c 5. art. 1.efter den Jydske Lov blev det regnet for Lovlig Hævd eller Laug Hævd, som man havde 3 Vintre udi Possession, siden er her udi Rigerne all Hævd indsluttet udi 20 Vintere, om den bliver ulastet og ukiært, med mindre det er Pant og Forleening, som ikke maa hævdes.
Her bliver ogsaa i agt tagen, at den Tid, fra hvilken en har begyndt at tilegne sig en Ting, kand ogsaa gavne hans Efterkommer og Arving, dersom ellers begge bona fide have faaet den samme; dersom derimod en bona fide faaer eller kiøber noget af en anden, der ikke haver bekommet det samme bona fide eller med et ret Navn, kand han ikke føre sig den Tid til Nytte, som hans Formand har haft det udi Hævd, men begynder at regne fra den Tid, han selv fik det bona fide.
Om den Part af Tiden, som Faderen har haft noget i Eye, kand regnes Sønnen til Nytte.For Exempel. Titius faaer noget Gods udi Hænderne, som han veed en anden at tilhøre. Han beholder det 10 Aar, og siden overlader det til Mævio, hvilken bona fide og u-paa-anked beholder det udi andre 10 Aar. Endelig kommer den rette Eyermand og fodrer sin Eyendom tilbage. Mævius meener, at eftersom han selv har haft Godset udi 10 Aar, og hans Formand iligemaade udi 10 Aar, hvilket giør tilsammen 20 Aar, som er den Tid, vore Love agte |187dig til Præscription eller Lav-Hævd: Men saasom der findes, at Titius ikke har faaet Godset med nogen ret Titul, ey heller har haft det bona fide udi 10 Aar, saa regnes ikkun de 10 Aar Mævius har været Eyermand derover, og, som samme 10 Aar ere ikke tilstrækkelige til Præscription, saa faaer den gamle Eyermand sit Gods tilbage.
Aarsagen hvorfore Hævd er indført.Aarsagen, hvorfore saadan Hævd er indført, holdes af de Romerske Lovkyndige besynderligen at være denne, nemlig, at den tiener til at undflye adskillige Forvirrelser og ophæve Trætter blant Folk, Item, at Eyendom og Herredømme saa vel over løse som faste Ting kand blive viß og sikker, hvilket ikke kunde skee, dersom man idelig saae igiennem Fingre med de forrige Eyermænds Efterladenhed, og dersom, den der sidst havde det udi Hænderne, skulde leve udi idelig Frygt at miste det igien; thi hvor stor Uroe og Forvirring vilde der ikke være udi Verden, dersom efter saa lang Tid saa mange Contracter skulde til intet giøres, saa mange uddrives af deres Eyendom; derfor har man holdet det tilstrækkeligt at give de rette Herrer en temmelig rum Tid at fodre deres Sager tilbage, saa at, dersom de ved deres Efterladenhed lade deres Sager komme fra sig, de da ikke med Retten skulle kunne fodre dem tilbage, og omendskiønt en eller anden uden sin Forseelse, og fordi han ikke kand opfinde Eyermanden, mister sine |188Sager, kand dog ikke saadan almindelig Lov kuldkastes, men en eenlig Person maa derudi lide Skade for det gemeene beste.
Der disputeres meget om, Om Hævd er ogsaa grundet paa Naturens Ret.paa hvilken Ræt saadan Hævd er bygget, enten den Naturlige eller Borgerlige, de fleeste holde for, den haver sin Oprindelse af den Borgerlige, blant hvilke er Cujacius, der siger: At Hævd strider lige imod Naturens Ræt, efterdi den borttager Godset fra den rette Herre imod hans Villie, end dog det skeer til det gemeene beste, men saadan Meening bliver igiendreven krafteligen af andre, og bevises, at Hævd haver sin Oprindelse ikke alleene af den Borgelige, men besynderlig af den Naturlige Ræt, thi Naturens Lov giver de Raisons til, at en Ting kand ved en langvarig Eyendom forhverves, efterdi den almindelig Fred og Rolighed ellers vilde forstyrres, Menneskernes Efterladenhed formeeres &c.
Her Om Børnene kand miste deres Ret ved Forældrenes Forsømmelse.forefalder et vanskeligt Spørsmaal om de, som endnu ikke ere fødde, kunne ved Forældrenes Efterladenhed miste deres Ræt, hvilket Spørsmaal kand forstaaes paa tvende Maader; enten om Hævden er bragt til Ende og fuldkommen førend Børnene fødes, eller om den er begyndt medens Faderen levede, men ikke bragt til Ende, naar han døer.
Angaaende det første, da hvis Spørsmaalet nægtes, da følger deraf denne |189Vanskelighed, at den Lov om Hævd paa saadan Maade lidet kand forfremme den algemeene Rolighed, efterdi det fleeste Gods er af den Beskaffenhed, at det kand forflyttes til Efterkommere, saa at man forgiæves tragter at udelukke Faderen fra en Puf. N. & G. lib. 4. cap. 12. §. 2.Ting, dersom Sønnen kand have Ræt til at tilegne sig den igien, dersom vi derimod bekræfte dette Spørmaal, synes det underligt, at Taushed og Forsømmelse kand skade dem, der ikke kunne tale paa eller forfølge deres Ræt; Denne Knude løser Grotius saaledes: At den, som ikke er endnu til udi Naturen, haver ingen Ret, og derfor kand intet i saa Maade siges at være ham fratagen.
Angaaende det Spørsmaal, naar det tages udi den sidste Meening, nemlig, om Hævden ikke er bragt til Ende førend Forældrene døe, da holde de Romerske Lovkyndige for, at Tiden saaledes udi den begyndte Hævd staar stille og hviler saa længe Børnene ere spæde og u-myndige, men saa snart de ere komne til Aar og Alder, løber og regnes den igien. Dog er her at merke, at om Hævden saa vidt er bragt til Ende, at der fattes ikkun een eller 2 Maaneder, og det synes rimeligt, at den gammel Herre inden samme Tid ikke vil staa paa sin Ræt, han da døer og efterlader sig et spædt Barn, da er det alt forhaardt formedelst saadan kort Tid, at skille den |190derved, som saa længe haver haft det udi sit Eye.
For Exempel. Titus, efter at han udi 18 Aar har ladet sin Eyendom u-paa-anked være udi Mævii Eye, døer, og efterlader sig et spædt Barn; samme Barn 10 Aar efter Faderens Død lader sin Fæderne Eyendom tilbage fodre af Mævio. Saadan Tid løber ikke for en Myndling.Mævius forestiller, at han har u-paa-anked besiddet Godset fleere Aar end Loven udfodrer, nemlig 18 Aar, medens Titus levede, og siden 10 Aar udi Sønnens Tid, hvilket giør tilsammen 28 Aar, det er 8 Aar over Tiden. Sønnen derimod forestiller, at Tiden kand ikke regnes udi hans Umyndighed, og at Mævius ikke kand føre sig uden de 18 Aar til Nytte, udi hvilken hans Fader Titus forsømmede at tale paa sin Ret, og at 18 Aar ere ikke tilstrækkelige til Præscription eller Lavhævd. Hvorudover Mævius maa restituere ham hans Fæderne Eyendom.
Til Hvad man forhverver sig ved Hændelse.Beslutning af dette Capitel vil jeg her tale noget om de Aqvisitioner, som komme af Hændelser, enten af opflydende Øer, eller af det som Floder skiære fra eens Grund, og foreene med en andens. Derom gives i den Romerske Ræt mangfoldige Regler, hvoraf nogle grunde sig paa naturlig Billighed, men andre efter Grotii Meening alleene paa Staters og Republiqvers Nytte, og at opmuntre Folk til at befæstige deres Aa-Bredde. Den Romerske |191Ræt Hvad en Flod tager fra eens Ager, og legger til hans Naboes.sætter blant mange Regler besynderlige disse: 1.) Hvad som en Flod skyder til din Ager, bliver efter Folke-Rætten din Eyendom; dog forstaaer den ved saadant Tilskud alleene det som skeer paa en ukiendelig Maade, saaledes at det skeer efterhaanden, saa at man ikke kand merke hvormeget Floden paa engang skyller fra min Naboes Ager og kaster til min, og meene de Romerske Lovkyndige ved saadant Temparement at have i agt taget en naturlig Billighed, Instit. l. 2. tit. 1. §. 20.hvorvel man kand sige, at det sigter meer til at straffe deres Forsømmelse, som boe ved Aa-Breddene, efterdi de ingen Omsorg have for at befæstige samme Bredde. 2.) Dersom Floden bortskiær en Deel af din Ager og skyder den til din Naboes, mister du den dog ikke. Men, dersom samme bortskyllede Stykke ved Tidens Længde foreenes med din Naboes Grund, og de Træer, Ibid. §. 21.som det har bragt med sig, fæster Rødder udi samme Grund, da synes den fra den Tid at blive din Naboe til Eyendom. Om opflydende Øer.3.) En Øe, som flyder op af Havet, tilhører den, som først bemægtiger sig samme. Men en Øe, som flyder op af en Flod (hvilket ofte skeer) dersom den kommer op midt udi Floden, er den tilfælles for dem, som eye Jorde ved begge Aa-BredderneAa-Bredderne]Aa-Bredderne] Aa,Bredderne C Aa-Bredderne] Aa,Bredderne C ; Paragr. 22.men, dersom samme Øe reiser sig nærmere til een af Breddene, tilhører den Eyermanden af de Agre, som ligge ved samme Bredde alleene. 4.) Der|192som Om Floder, som forandre deres Løb.en Flod forlader sin naturlige Bug eller Grav og begynder at tage et andet Lob, da hører den forladte Grav dem til, som eye Agre ved Flod-Bredden, og det efter Proportion, ligesom hvers Eyendom er større og mindre. Paragr. 23.Den nye Rende eller Flod-Bug begynder derimod at tilhøre den, som eyer Floden, nemlig Regieringen. Dersom efter nogen Tid Floden Om Vand-Floder.kommer udi sin forrige Grav igien, blive de Eyere over Graven igien, som have Agre næst derved. 5.) Anderledes er det naar en heel Ager bliver overskylled; thi Grunden bliver i saa Maade dens, hvis den tilforn var, efterdi en Overskyllelse forandrer ikke Paragr. 24.Superficien eller det øverste af Agrene, som en Rende giør, hvilken en Flod graver sig, naar den tager et nyt Løb.
Om disse Regler kand man ikke sige andet, end de jo vel ere grundede, skiønt meget deraf er meer grundet paa Politiske Raisons Anmerkninger over de Regler, som giøres herom udi den Romerske Ret.end paa naturlig Billighed; thi man kand sige, 1.) At hvad en Flod tager fra min Ager, og legger til min Naboes, bliver derfor ikke hans, endskiønt saadant skeer paa en u-kiendelig Maade, og efter haanden; thi ingen maa beriiges med en andens Skade. 2.) At en Øe, som reiser sig op af en Flods Grund, tilhører ikke alle dem som eye Agre paa begge Sider ved Flod-Bredden, endskiønt den opkommer midt udi Floden; thi undertiden kand en Flod alleene tilhøre den som eyer kun Agre |193paa den ene Side, endeel fordi han har taget Floden udi Possession, førend andre havde bemægtiget sig noget paa den anden Side, endeel og, fordi han tilforn har eyet begge Sider, og siden overdraget til andre alleene Grundene ved den anden Side uden nogen Ræt til Floden; og er dette Grundvolden, hvorpaa bygges Dannemarks Herredom over Sundet alleene. Vi see jo ogsaa u-tallige private Folk at boe omkring store Søer; men dog at Søen hører alleene een til. Hvad ellers dette angaaer, naar nemlig en Flod forandrer sit Lob, da maa man giøre Forskiæl mellem en publik og privat Flod saaledes, at, naar en publik Flod forlader sin gamle Rende, hører den publico, ikke dem til, som boe næst ved Flod-Bredden.
 
      icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx