Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Cap. I.
Om Ægteskab.
Nu følger at overveje det Menneskelige Herredoms Natur og Oprindelse, Item hvad Natur og Folke-Retten byder os at i agt tage derved. Men saasom intet Herredømme kand forstaaes uden iblant mange, og den hellige Skrift lærer os, at der af GUD i Begyndelsen var skabt et Par Mennesker, hvoraf alle andre have deres Oprindelse; derfore, førend vi tale om det Menneskelige Herredom og den Borgerlige Regiering, maa vi først mælde noget om Ægteskab, hvoraf Familierne have deres Udspring, Item hvoraf Stæder og Regieringer ere oprettede.
Efterat Hvorfore Ægteskab er indstiftet.det Menneskelige Kiøn var bleven Dødelighed undergivet, da, paa det at saadanne ædele Creature skulde ikke undergaa og inden kort Tid udslukkes, haver den allerviiseste GUD forordnet Ægteskab, og givet Menneskerne Evne til at udbrede og formeere dem, og tillige med indplantet udi dem en heftig Begierlighed til hinanden, iligemaade en brændende Kiærlighed til deres Afkom, efterdi det Menneskelige Kiøn paa anden Maade ikke kunde blive ved Magt.
Om saadan det eene Kiøns Tilbøyelighed til det andet havde haft Sted blant Menneskerne, dersom de stedse havde ble|286ven udi den hellige Stand, de vare udi for Om det ene Kiøn skulde have haft Tilbøyelighed til det andet udi den hellige Stand.Syndefaldet, tvivler Endeel, blant hvilke Hobbes og Adrian Beverland, men de kunne lettelig igiendrives af disse Skaberens Ord: Voxer og formeerer eder; thi eftersom GUD har behaget, at Menneskerne endogsaa udi den hellige Stand skulde formeere dem, saa havde ogsaa udi det eene Kiøn været indplantet Tilbøyelighed til det andet.
Saadan Tilbøyelse haver GUD indplantet Menneskerne, at der kunde være des angenemere Omgængelse blant Ægtefolk, og de Besværligheder, som Børne-Tugt og Opfostrelse foraarsager, derved kunde forsødes, ikke for at styre deres vellystige Begierligheder. Herudover fordømmes deres slemme U-teerlighed, som bemænge sig med Beesterne, eller deres eget Kiøn, hvilket gik fordum saa meget udi Svang hos de Græker, at det ved Lover ikke kunde udrøddes.
Nogle have været udi den Meening, at den naturlige Frihed tilsteder ugift Mand-Kiøn at bemænge sig med ugift Qvinde-Kiøn uden Ægteskab, og viser Seldenus, at hos Jøderne, Om en ugift Person, der ligger hos en ugift Pige, synder imod Naturens Lov.førend Mosis Lov blev given, en ugift Pige, eller som endda ikke var forlovet, maatte enten for intet eller for Betalning lade sig bruge; men at det samme efter Mosis Lov først blev forbudet, hvorvel det udi visse Maader endda ikke blev holdet for usømmeligt siden, at en Omskaaren laa hos en Hednisk Pige. De Stoiske Philosophi have holdet for, at Qvinderne |287blant kloge Folk burde være tilfælles, Thomas. J. Div. lib. 3. c. 2. §. 210.hvilket vilde foraarsage, at alle Børn skulde elskes af alle Mænd, som deres egne, Item at all Mißtanke om Hoor og Avindsyghed derved vilde borttages.
Men, dersom dette skulde tilstædes udi Almindelighed, skulde enhver indbilde sig, at de Lemmer, som vare beskikkede til at avle Børn og forplante Verden med, vare givne Menneskerne alleene til Vellyst, og derfor anvende dem alleene til det Brug, hvorved all Orden og Ziirlighed blant Menneskerne skulde kuldkastes, ingen Forskiæl skulde være blant Folk, og ingen visse Familier, og var det Aarsagen til, som Majmonides bevidner, at Horerne bleve uddrevne af Jødeland.
Iligemaade vilde samme Uleyligheder foraarsages, dersom man skulde boele med hinanden udi Fleng og uden Forskiæl, omendskiønt begge Boelende eller en af dem havde Tanke derved at opvække sig Afkom. Saadant Levnet blev ført til Athenen for Cecropis Tider, hvor, dersom nogen fik et Barn, overgav hun det til den af hendes Bolere, som havde meest Behag dertil, hvilken U-teerlighed, da Cecrops, først afskaffede, blev han kaldet διφυης eller af en dobbelt Natur, efterdi tilforn ingen kiendte uden sin Moder, men siden, da Ægteskab af ham blev indstiftet, kunde man kiende baade Fader og Moder, iligemaade, efterdi To bleve da til et Legeme. Dersom der|288for saadan Frihed skulde tillades og Ægteskabs Baand ikke var til, vilde stor Trætte og U-eenighed foraarsages, ved Sædens Sammenblandelse Fosterne dræbes, ingen Slægtskab og Arvedeel have meere Sted blant Menneskerne, ja alting forvirres; og synes mig dette er kraftig nok at bevise saadan Sammenblandelse og Bolen at stride imod Naturens Lov, hvorvel Endeel, blant hvilke Thomasius, Thomasii Meening igiendrives.stræber vitløftig at bevise saadant udi Almindelighed efter samme Lov ikke at være forbudet, hvorvel det foruroeliger det Menneskelige Selskab, Thomas. J. div. l. 3. c. 2.og borttager all Orden og Ziirlighed: Men ovenbemældte Argumenter bevise, at det Menneskelige Selskab ikke alleene foruroliges men endogsaa ødelegges derved, og derfor kunne være tilstrækkelige nok at udtage ham af den Labyrinth han klager sig at være udi.
Mons. Bayle Item Mons. Bayles.holder for, at, naar man sætter Skriften og GUds Befalning til Side, og alleene følger Naturens Lys, da skulde en Mand ikke meere tage i Betænkning at udlaane sin Hustrue end en Bog; men Naturens Lys selv viser os, at et Menneske er et Creatur skabt til Societet, og et Societ kand ikke bestaae uden Orden, som er at enhver lærer at kiende sine egne Børn, og har en særdeles Omsorg for deres Optugtelse, at de kand blive værdige Lemmer udi det Societet som de leve udi. Vel kunde man sige herimod, at den Feil Jalousie, blev ophæved, hvis alle Qvinder vare til|289fælles, men den samme Jalousie, naar den ikke gaaer for vidt, har en synderlig god Virkning, conserverer en Kones Kydskhed, og hindrer hende fra legemlig Omgængelse med Fremmede, som hun vilde fatte større Kiærlighed til end hendes egen Hosbond. Dog giør en Mand vel, naar han seer sig ikke at kunne hindre sin Hustru fra at gaae Udenveys, om han trøster sig med Manden hos Moliere saaledes:
Si ma femme a failli, qu’elle pleure bien fort
Mais pourqvoy moi pleurer, puisqve je n’ai point tort.
Lad kun min Vid. Barb. in not. ad Puf.Hustru selv sin Ubluhed begræde
Jeg, som har ingen Skyld, hvi skal jeg Øyne væde.
Efterat vi nu have overveyet, hvor fornødent Ægteskabs Baand er, maa vi videre eftersee, hvor meget enhver Om et hvert Menneske er forbunden til at gifte sig.udi Særdeleshed er forbunden til at begive sig udi Ægteskab. De gamle Hebræer, saasom Seidenus l. 5. c. 3. beretter, holdte for, at ved det GUDs Bud, voxer og formeerer eder, forbandtes alt Mandkiøn at gifte sig førend det opfyldte sit tivende Aar, dog bleve undtagne de, som havde nogen Feil paa deres naturlige Lemmer. Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §. 6.De samme Hebræer holdte ogsaa fore, at hvo der levede sin Hustru over, og ikke havde Børn af begge slags Kiøn, havde ikke fyldestgiort GUDs Lov, ikke desmindre var dog blant dem de Esseners Sect, som forbød |290all Omgængelse med Qvinde-Kiøn. Den berømte Lovgiver Lycurgus gav efter Plutarchi Beretning de Spartaner saadan Lov, Plutarch. in Lycurgo.at de, som ikke vilde gifte sig, skulde midt om Vinteren gaae nøgne paa Torvet, og synge en Sang der var opdigtet om dem, nemlig, at de bleve billigen straffede, efterdi de ikke vare Loven hørige. Til Rom forordnede Camillus og Posthumius, at alle gamle ugifte Mænd skulde til Straf give en viß Penge til Skatkammeret, hvilket slags Bøde blev kaldet Uxorium.
Ikke desmindre maa man dog sige, at Ægteskab maa indgaaes ikke absolute, men med visse Vilkor, nemlig, naar en haver beqvem Leylighed til at begive sig udi den Stand, kand føde Kone og Børn, og forrette en Huus-Faders Æmbede, saaledes er, efter Arngrims Beretning cap. 8. om Ißland, Hvorvidt det maa indskrænkesved de Ißlandske Love forbudet meget fattige Folk at gifte sig. Det er derfor ikke alleeneste ikke fornødent, men endogsaa daarligt, at ville nøde fattige Folk og uforstandige Børn til Ægteskab, og der ved opfylde Landet med Tiggere og daarlige Huus-Fædre: Iligemaade kand ingen lastes for at holde sig fra Ægteskab, der er begavet med en synderlig Ingetogenhed, og seer, at han kand tiene sit Fædreneland bedre udi eenlig Stand, ey heller den, der har Børn af det forrige Ægteskab, og ikke vil binde dem en Stif-Fader eller Stif-Moder paa Ærmene, besynderlig |291om saadant synes at være Børnene skadeligt og Forældrene kunne siden taale at leve udi Eenlighed, hvorvel Charondæ Lov hos Diodorum Siculum l. 12. c. 12. synes at være noget forhaard derudi; at den udelukkede dem fra deres Borgerlige Ret, der skaffede deres Børn Stif-Moder.
Herudaf kand sees, hvor stor Magt de Borgerlige Love have at indskrænke, forbyde eller paabyde Ægteskab. Det er sandelig uden Modsigelse, at en Lovgiver kand ved sin Myndighed tvinge dem til Ægteskab, der have føre Lemmer og beqvem Alder, iligemaade Evne til at føde Kone og Børn; derimod er det u-menneskeligt at ville tvinge nødlidende Personer dertil, og derved giør deres Nød des større, dog synes det mildere, at skille dem, der leve udi eenlig Stand, heller ved Belønning og Privilegier, end at paaføre dem Straf og noget Ont: Hidhen hører Jus trium liberorum hos de Romere; Item den Lov hos de Spartaner: Hvo der avler 3 Børn skal være άφρουρος fri for Vagt, men den der avler 4 skal være fri for alle Byrder.
Og saasom den Pligt at begive sig udi Ægteskab er vidtløftig og med visse Vilkor, saa kand de Borgerlige Love foreskrive Hvad Alder udfodres til Ægteskab.hvad Alder de skulle have, der begive sig udi Ægteskab; saaledes foreskrev Plato de Rep. l. 5. Qvinde-Kiønnet Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1 §. 8.en Tid fra 20 til 40 og Mands-Personer fra 30 til 55 Aar. Hos nogle er det ikke tilladt at gifte sig, førend |292man har giort nogen tapper Gierning, saaledes maatte ingen hos de Carmenier tage sig en Hustru, førend han havde hugget Hovedet af en Fiende og lagt det for Kongens Fødder. Endelig, omendskiønt den naturlige Lov tilsteder at gifte sig hvor og med hvem man lyster, saa kand dog de Borgerlige Love, dersom en Republiqves Nytte det udfodrer, forordne, at ingen Borger maa gifte sig med en Fremmet, ey heller nogen af Adel med en Gemeen.
Her kand forefalde et stort Spørsmaal, hvilket jo meer det her hos os bliver omtvisted, jo vanskeligere er det at besvare, Hvad Reparation en der har besvangret en uberygted Møe eller Enke, bør give efter naturlig Billighed.nemlig: Hvad Reparation een, der besvangrer en uberygted Møe eller Enke, bør give hende? Det er ingen Tvivl paa, at jo en, der har giort en Jomfru Ægteskabs Løfte, og begiæret hende af hendes Forældre, er forbunden til at ægte den, som han i saa Maade har bevaret sig med, og ere alle vore Lovkyndige eenige derudi. Men om en tilforn uberygted Møe, enten for Betalning, eller af Løsagtighed lader sig beligge, da er Spørsmaal, om den, der i saa maade har krænket hende, forbindes til Ægteskab. Nogle holde for, at hendes Ære, som bliver hende berøved, ikke kand repareres paa anden Maade, og at han derfor er skyldig til at ægte hende. Andre holde for, at den ikke kand siges at være sin Ære berøven, der frivilligen sætter den paa Spill. Og, som mangen Mands-Persons time|293lige Alle disse Rigers gamle Love giøre Forskiæl mellem en krænked Møe, som er begiæred af Forældrene og en der ikke er begiæred.Velfærd kand forspildes ved at give saadan Reparation, saa er det forhaardt at tvinge ham til at ægte en, som han aldrig har haft i Sinde at ægte; og som enten saa godvilligen har ladet sig forføre til Løsagtighed, eller forføret ham selv til saadan Gierning, enten udi Drukkenskab, eller ved anden Leylighed. Efter de fleeste og fast alle Nationers Borgerlige Love forbydes ingen at godtgiøre saadant ved Ægteskab. Her i Landet alleene efter nogle Aars almindelig Praxin dømmes han dertil. Om samme Praxis grunder sig paa Lovens Ord eller ey det vil jeg overlade andre at decidere. Chr. 5. Lov lib. 6. cap. 13. art. 4. 5.Loven taler saaledes derom: Dersom nogen enten selv eller ved andre beder om en Dannemands Dotter, og derover beligger hende for Trolovelsen skeer, eller han faaer endelig Svar, da skal han endeligen tage hende til ægte, om hendes Forældre eller Formyndere ville det samtykke. Ville de ikke, da bør han give hende en hæderlig Hiemfærd efter hans Formue. Derpaa følger en anden Artikel, som siger: Det samme er og, om nogen beligger anden Møe eller Enke, som tilforn er uberygted. Denne sidste Artikel forklare de fleeste nu omstunder saaledes, at hvo som bevarer sig med en uberygtet Jomfru, skal ægte hende. Andre |294holde for, at den sidste Artikel hænger af den første, og at derunder forstaaes, om han har begiæret hende, eller offentlig giort hende Ægteskabs Løfte. De sige ogsaa, at den Forklaring stemmer overeens med alle vore gamle Love, Recesser og Forordninger, hvorpaa den nye Lov er grunded. Den Skaanske Lov taler saaledes derom: Skaansk Lov lib. 13. cap. 10. Item Jydsk Lov lib. 2. cap. 18.Lader Kone eller Møe ligge hos sig udi Løn (som kaldes Løn-Leje) saa følger derpaa Lejer-Vides Bod, hvilket er 6 Mark, som hendes Laug-Værge skal opbære; dog fanger hun intet deraf, fordi det skeede med hendes Villie. Recess Chr. 3. art. 60.Christiani 3. Recess siger, at den, som overbevises at være Jomfru-Krænker, skal bøde 9 Mark til hendes rette Værge (det er 3 Rigsdaler, eftersom Daleren da galt 3 Mark) og 8 ß Grot, som da var 2 1/2 Rdlr. til dens Herskab, som Gierningen giorde. Vid. constit. nova Chr. 4.Efter Christiani 4. nye Forordning skal bødes 12 specie Rigsdaler. Den gamle Norske Lov siger: Gamle Norske Lov M. Balk. cap. 15. par. 1.Vil den som har krænket en Møe ikke fæste hende, da bøde han slig Ret for den han belaae, som 12 Mænd dømme ham til. Friderici 2. Constit. Frid. 2. part. 2.Ordinantz om Ægteskabs Sager siger, at med Jomfru-Krænkere skal forholdes efter Loven, Recessen og Gaards-Retten, og taler saaledes selv om den Post: Dersom nogen |295beder om en Dannemands Dotter, og beligger hende, førend han faaer endeligt Svar, eller de blive trolovede, da skal han endeligen tage hende til ægte, om hendes Forældre eller Formyndere ville det samtykke. Den som beligger nogen ærlig Pige eller Møe, og siger ney derfor, da værie sig med Eed efter Loven, og Recessen eller Bøde. Denne Ordinantz giør Forskiæl mellem en Jomfru eller Enke, som ere begiærede til ægte, og dem, som ikke ere begiærede, og meenes at vor nu brugelige Lov er grundet derpaa, efterdi Ordene ere de selvsamme udi den første Artikel som udi bemældte Ordinantz. Jeg for min Part understaaer mig ikke at giøre nogen Forklaring over Loven, men følger den almindelig Praxin indtil anden authentik Forklaring bliver giort.
Ægteskab er tvende slags, et er ufuldkomment og uordentligt, der hensigter alleene til at forhverve sig Børn, og ikke indeholder nogen Pagt, at Mand og Hustru skulle boe stedse sammen, ey heller, at den eene skal have Herredømme over den anden, ey heller være forbunden til videre end at tilstæde hinanden Legemets Brug, saadant Ægteskab kand man kalde Matrimonium Amazonicum Matrimonia Amazonica.af de Amazoner, der ikke saae deres Mænd oftere, end de vilde avle Børn. |296Saaledes søgte Thalestris en lovlig Arving af den store Alexandro, og Dronningen af Saba af Kong Salomon efter nogles Meening. Nyere Exempel paa saadant Ægteskab har man udi Philippo 2. og Dronning Maria af Engeland, Item Maria Dronningen af Skotland og den Franske Dauphin, hvis Conditioner findes hos Thuanum l. 13. og 37.
Om saadant Ægteskab ville vi ikke vidtløftigen tale, men begive os til de fuldkomne og ordentlige Ægteskaber, som komme bedre overeens med den Menneskelige Naturs Vilkor, og bestaa udi disse Hoved-Puncter: Det ordentlige Ægteskab bestaaer udi 3 Hovetpuncter.1.) At Qvinden forsikkrer sin Mand om ikke at tilstede nogen anden sit Legems Brug, og betinger sig det samme af Manden igien; thi Ægteskab hensigter dertil, at man kand forhverve sig egne Børn, ikke Fremmede og Hoor-unger, hvorudover lastes med all Billighed den Lov hos de Skotter, at Kongen skulde ligge hos enhver Adelig Brud den første Nat, og Adelen skulde giøre ligeledes hos de Gemeene. Den anden Hoved-Punct af saadant fuldkomment Ægteskab er, at Huusbonden og Hustruen boe stedse sammen for at opfostre Børnene desbedre og at rekke hinanden Haanden. 3.) At Qvinden udi de Sager, som angaae Ægteskabet, er sin Mand saasom Hovedet undergiven.
Ellers kand her spørges, om den ævige Contract, nemlig at Mand og Qvinde sted|297se skal boe sammen, grunder sig paa Naturens Lov, Deres Meening giendrives, som holde for, at man kand efter Naturens Ræt giøre Ægteskab paa visse Aar.eller om den flyder alleene af Guds Anordning, og Borgerlige Love. Nogle holde for at Naturens Lov alleene byder at Contracter skal holdes, og, at, naar en Mand contraherer med sin Hustru paa 10 Aar, er ved Enden af samme 10 Aar Contracten ophæved, saa det ikke anderledes dermed er beskaffed end med Huusleje, som man kand sige op til Fardag; de blive ikke derved, men holde og saadanne Contracter nyttige; thi, sige de, befinde de dem vel derved, kand de fornye Contracten paa andre 10 Aar, da derimod den allerulyksaligste Tilstand er at forbindes stedse at leve med den som man ikke kand lide. Saadan Forslag giøres udi Comoedien af den politiske Kandestøber, hvilken det kand være meer anstændigt end en grundig Philosopho; thi en Mand tager en Hustru, ikke alleene for at avle Børn, men for at tugte dem op tilsammen, hvoraf følger, at en Mand i det ringeste bør boe udi Foreening med sin Hustru indtil Børnene ere voxne, og kand forsørge dem selv. Det samme lære os de u-mælende Beester selv, hvilke leve, som foreenede udi Ægteskab, længere og kortere, ligesom Ungerne snarere og sildere kand hielpe dem selv. I det øvrige kand man ikke sige, at Naturens Lov byder at Mand og Qvinde skal boe længere sammen, hvorvel det er smukt og ordentligt om de saadant giøre; thi hvis |298det strider absolut imod Naturens Bud, havde GUD i ingen Henseende tilladt Jøderne Skilsmisse. Saa at denne ævigvarende Foreening grunder sig paa CHristi Lærdom, paa Christelige Love, og paa Contracterne i sig selv.
 Nu følger at eftersee, Hvoraf Mandens Herredømme over Qvinden haver sin Oprindelse.hvoraf Manden haver bekommet Herredømme over sin Hustru, og hvorvidt det strækker sig . Saadan Herredømme kommer alleene af GUds Indstiftelse, Gen. 3. 16. hvor Qvinden udtrykkelig befales at være sin Mand underdanig, og Hustruen haver frivilligen undergivet sin Villie Mandens Villie, hvorudover de fare meget vildt, som paastaae, at saadan Herredømme kommer af Naturen; Thomas. J. div. l. 3. c. 2. §. 105. seq.thi omendskiønt Mand-Kiønnet er af Naturen herligere og beqvemmere til at føre Regemente end Qvinde-Kiønnet, saa følger dog der ikke af, at Manden maa endelig have Regimentet, ligesom af det ene Menneskes Beqvemhed for det andet følger intet Herredømme og Trældom, hvilket vises paa et andet Sted.
Skulde af et Kiøns Herrlighed og naturlige Beqvemhed flyde saadant Herredom, saa turde maa skee mangen Qvindes-Person forlange at komme til Examen med sin Mand, og ikke liden Forskrækkelse derudover reise sig blant det gode Mand-Kiøn, hvoraf en stor Deel synes at være skabt til en Spinde-rok, da man derimod hos mange blant Qvinde-Kiønnet finder fortreffe|299lige Sindets Gaver. Men det er nok at GUD har udtrykkelig befalet, at Qvinden skal være sin Mand lydig, Item at Qvinde-Kiønnet har underkastet sig Mændenes Magt, saa deres Herredom foruden paa Skriften grundes ogsaa paa Hævd, hvilket jeg har beviset udi det bekiendte Vers, kaldet Forsvars Skrift, For Fruentimmeret under Zille Hans Dotters Navn.
Saadant Herredømme maa være mild og holdes ved lige heller ved Kiærlighed end Frygt, givende Manden ikke Jus vitæ og necis, ey heller Magt at bruge nogen haard Tvang, Item, at skalte og valte over Hustruens Gods, men den Magt indstiftes alleene af en synderlig Pagt mellem Ægte-Folk, eller og ved Borgelige Love.
Det har dog En Huus-Fader maatte fordum efter disse Rigers Love give sin Hustru tørre Hugg.en Hosbonde efter Lovene her i Riget fordum været tilladt, at refse sin Hustru med tørre Hugg, naar hun syndede; thi den Jydske Lov siger: Husbonden forbryder ey hellig Brøde paa sin Hustru, Børn eller Leje-Hion, (det er Tienneste-Folk) fordi han refser dem med Skiellighed med Kiep Jydske Lov. l. 2. cap. 82.og Haand, dog maa han ey refse dem med Vaaben.
Hvad sig anbelanger det Spørsmaal om den Guds Befalning, Hustruen skal være sin Mand underdanig, havde ogsaa Sted for Syndefaldet, dertil svares, at |300saasom den Lov Om saadant Herredømme havde Sted for Synde-Faldet.er blant Syndefaldets Straf, og Skriften mælder intet om saadan Forordning udi den hellige Stand, saa have vi ikke behov at bilde os noget saadant ind, besynderlig, efterdi Fornuften ikke tilsiger os, at GUD haver udi samme Stand villet give Adam Herredømme over Eva, efterdi den almindelig Aarsag til Herredømme er Ufuldkommenhed, hvilken for Faldet ikke kunde tillegges Evæ, og maa vi derfor blive ved den Meening, at det Bud om Mandens Herredømme henhører alleene til Syndefaldet, efterdi Qvinden blev befalet at være Manden underdanig til en Straf, at hun først lod sig forføre, og kand man deraf see, at det er ikke udi en Husbondes Magt Thomas. J. div. lib. 3. cap. 3. §. 35. seqv.at give sin Hustru Tøyelen, eller entledige hende fra saadant Herredømme, efterdi GUD det engang har forordnet til en Straf, og sat Manden til at fuldbyrde saadan Forordning, hvilken, om han ikke efterlever, bedriver han lige saa stor Synd som en Dommer der imod Lovgiverens Villie frikiender den Skyldige.
Videre maa eftersees, om efter Naturens Ræt Ægteskab ikke kand være uden mellem en Mand og en Qvinde, eller om Polygamie er tilladt.
Polygamie Om Polygamie er tilladt efter Naturens Lov.er tvende slags, det ene, hvorved mange Mænd uden Forskiæl bruge en Qvinde, det andet, hvorved en Mand haver mange Hustruer. Til det første slags Polygamie kand henføres det, som Strabo for|301tæller om de Sabæer: Alle Slægtninger have en Hustru, hvo der vil ligge hos hende, sætter sin Stav for Døren, og træder ind til hende, men den Ældste bruger hende om Natten. Iligemaade det, som Ludovicus Romanus fortæller om Undersaatterne af det Rige Calecut navig. l. 5. cap. 8. En Qvinde haver 7 Mænd, hvilke hun bruger vexel-viis, og, naar hun haver født et Barn, giver hun det til hvem hun lyster; hidhen hører ogsaa det, som Æneas Sylvius fortæller om de Lithauer: Qvinderne have offentlig med Mændenes Tilladelse deres Concubiner, hvilke de kalde deres Medhielpere udi Ægteskab, Mændene derimod maa ikke boole med andre. Der er ingen Tvivl paa, at saadan slags Polygamie jo strider imod Naturen; thi Ægteskabs visse Henseende er at forhverve sig visse Børn og Afkom, men hvo kand kiende sit eget udi saadan Forvirrelse. Menneskenes Ægteskab Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §. 15.skilles derudi fra Beesternes Sammenblandelse, at Hustruen forsikkrer sin Mand ingen, uden ham, at tilstæde sit Legems Brug.
Det andet slags Polygamie, som egentlig saa kaldes, hvorved mange Qvinder føyes til en Mand, haver fordum været meget brugeligt, og endnu haver Sted blant mange Folk. Det er bekiendt, hvor meget det har været brugeligt hos det Jødiske Folk, og beviser Seldenus l. 1. c. 9. de Uxore Ebraica, at Jøderne holdte fordum fore, man maatte tage saa mange Hustruer, man kunde føde, |302dog holdte de meeste blant dem raadeligt, for at undflye de Uleyligheder mange Hustruer kunde foraarsage, at lade sig nøye med fire Kongerne derimod maatte tage atten men ikke fleere, og det efter det Sprog Deut. 17. Han skal ey heller tage mange Hustruer, at hans Hierte ikke skal vende sig. De Jøder, som nu omstunder boe udi Østen, have endnu mange Hustruer, enddog det tillades ikke dem, som boe hos os. Blant alle Barbarer siger Tacitus de Moribus Germ. Grot. lib. 2. cap. 5. §. 9.vare de Tydske de eeneste, som lode dem nøye med en Hustru, og var Cecrops hos de Grækker den første efter Diod. Beretning, l. 1. som μία ένί εξευξεν, det er, forordnede, at en Mand skulde ikkun have en Hustru. Den falske Prophet Mahometh haver tilladt udi sin nye Lov at tage mange Hustruer, og derudi meget underfundelig rettet sig efter det Folkes Natur, som han vilde bedrage; thi de, som boe udi de heede Lande, ere meget hengivne til Løsagtighed, Qvinderne derimod ere endeel af Naturen, endeel af Optugtelsen Mændene saa meget underdanige, at man sielden hører nogen Avind eller U-eenighed iblant dem.
Angaaende Deres Beviisligheder, som gotgiøre saadant.dette slags Polygamie, da disputere de Lærde meget, om det samme er tilladt efter Naturens Ræt eller ey. De som sige, at saadan Polygamie ikke strider imod Naturens Ræt, foregive, at Ægteskabs egentlige Henseende, som er, at man kand vide, hvilke der ere eens egne Børn, |303og at den ene kand hielpe og række den anden Haanden, erholdes ikke mindre udi Polygamie end Monogamie eller saadant Ægteskab, som bestaaer ikkun af en Mand og en Qvinde, ja en Mand kand ogsaa blant de Nationer, som ere ingetogne og koldsindige, fornøye mange Qvinder, besynderlig om de ville efterfølge Zenobiam de Palmyreners Dronning, hvilken ikke rørde sin Mand, efterat hun havde undfanget, hvorudover, sige de, en u-mættelig Begiærlighed er Aarsag til, at Qvinderne hade saa meget Polygamie. Puf. J. N. & G. lib. 6. cap. 1. §. 17. seqv.En Hustru kand ey heller beklage sig at lide Uret, om hendes Mand bruger andre Qvinder, efterdi hun ingen anden Ret haver til Mandens Legeme, end som hun ved Ægteskabs Pagt haver betinget sig. Hvad sig anbelanger den Avind Polygamie siges at afsted komme, da er at merke, at saadanne Uleyligheder ere ikke lige store paa alle Steder; men findes alleene blant de Nationer, hvor Qvinderne ere alt for stormodige, og have Mændene under deres Herredømme. Saaledes finder man blant de Mahomedaner, hvor Polygamie er brugelig, lidt af saadanne Uleyligheder.
Men hvor om alting er, Igiendrives.saa synes det dog best og ziirligst, iligemaade sikkerst, at en Mand lever fornøyet med een Hustru, og holdes derfor det Ægteskab for det allerfuldkomneste, hvis Love skulle holdes ubrødeligen ikke alleene af Manden, men end|304ogsaa af Qvinden. Aarsagen hvorfore dette fuldkomne Ægteskab er antaget blant de Christne, foregiver Grotius blant andet, at Hiertet og Sindet, som Hustruen giver sin Mand, kand vederlegges ved en ligegyldig Gave, og at Huusholdningen kand bedre forestaaes ved eens end ved manges Direction, hvilke meere nedrive en opbygge. Derforuden er der ogsaa en politisk Aarsag, som strider imod Polygamie, nemlig, at ved de mangfoldige Børn, en Huus-Fader avler af sine mange Hustruer, de Adelige Familier geraade udi Fattigdom, og de andre bringes gandske til Trygleri, ja man seer, at Polygamie tager meget af endogsaa hos de Tyrker, og det ikke saa meget af den Sodomitiske Synd, som gaaer i svang blant dem, som formedelst de Uleyligheder de see Polygamie føre med sig. Derforuden seer man, at hvor Polygamie er i Brug, der blive ogsaa Mændene gildede, hvilket strider meget imod Naturen: Nok er det os, at vi vide Polygamie ved alle Christelige Love udi saa mange 100 Aar har været afskaffet, og at den Christne Troe fodrer større Reenhed af os; thi ingen tragter efter at bekomme mange Hustruer uden af Løsagtighed, og omendskiønt GUD af visse Aarsager tilloed det udi det gamle Testament, saa haver dog Christus Matth. 19. 5. 6. 7. saadan Frihed indskrænket, og henviser Menneskerne til den første Indstiftelse, Gen. 2. Hvad sig anbelanger det Sprog 2 Sam. 12. |305at GUD synes ligesom at opregne det for David, som en synderlig Velgierning, at han havde givet ham saa mange Hustruer, sigende: Jeg salvede dig til Konge, og gav dig din Herres Medhustruer udi dit Skiød. Da holde de Skriftkloge for, at naar GUD siger til David: Jeg haver givet dig din Herres Hustruer udi dit Skiød, han derved ikke lader see at have Behag udi Polygamie, thi at give en Hustru udi sit Skiød, kand ikke alleene betyde at give til ægte, men endogsaa udi ens Vold, og, at disse HErrens Ord maa forklares paa den sidste Maade, kand sees deraf, at David havde tilforn Sauls Dotter Michol til ægte, og derfor ikke siden kunde ægte Sauls Hustruer, hvor iblant var ogsaa Michols Moder, efterdi GUD, Lev. 18. saadant strengelig havde forbudet.
Efterat vi nu have talt noget om Polygamie, maa vi begive os til vigtige Spørsmaal, om Skilsmisse udi Ægteskab efter Naturens Ret er tilladt. Om Skilsmisse efter Naturens Ret er tilladt.Her holder en Deel for, at saasom enhver Pagt fører det med sig, at ingen af Deelene kand vige derfra uden ved hinandens Samtykke, eller uden Pagten bliver overtraad paa en af Siderne, saa strider det ogsaa imod Naturens Ret, om en Mand viger fra sin Hustrue imod hendes Villie, da hun dog ikke haver brudt nogen Hoved-Punct udi Ægteskabs Pagt, alleene at han kand faae sig en bedre Hustru igien, eller fordi det behager |306ham saa; thi ved Ægteskabs Pagt have begge Ægtefælle forhvervet sig Ret til hinandens Legemer, hvilken Ret uden høyvigtige Aarsager imod deres Villie ikke kand mistes; men dertil svares, at Ægteskabs Pagt kand indgaaes paa adskillige Maader, nogle indtil begge Ægtefælle have avlet et eller fleere Børn sammen; Andre til Børnene ere opdragne. Og kand i saa Maade efter Naturens Ret den ene Ægtefælle forlade den anden, efterdi de ved Pagten ikke have forbundet sig at boe stedse sammen, men ikkun til en viß Tid, og synes saadan Pagt ikke at stride imod Naturens Lov: thi endskiønt den udfodrer, at man skal begive sig i Ægteskab og formeere Verden, saa dog forbinder den ingen stedse til en viß Person. Thomas. J. D. l. 3. c. 2. §. 115.Andet er det, naar der mellem Ægtefolk er giort saadan Pagt, at de skulle stedse boe sammen: thi da kand uden høyvigtige Aarsager ingen Skilsmisse skee. Saadanne Aarsager ere, om en af Ondskab forløber den anden, eller en af dem findes udi Hoer.
Men om en Om en kand skille sig ved sin Kone, fordi hun er ond og u-omgængelig.Mand efter Naturens Ret kand skille sig ved sin Hustru alleene formedelst hendes Ondskab og u-lidelige Omgængelse, derom disputeres meget. Nogle holde for, at, omendskiønt endeel Ægteskabs Puncte blive overtraadde, saa kand derfor de andre Ægteskabs Pligter, saasom Afkoms Forplantelse, holdes ved lige: thi der kand indgaaes Pagter paa saadan |307Maade, at omendskiønt nogle Stykker blive overtraadde; skal man derfor ikke vige fra de andre. Nu synes Afkoms Fortplantelse at være Ægteskabs Hoved-Punct, men de andre ikkun Bi-Artikler. Dog, saasom det er rimeligt, at Ægtefolk, der hade og kunne ikke lide hinanden, beqvemme sig ikke til saadan Hoved-Punct, og ingen begiærer at avle Børn med den, som han haver Vederstyggelighed til, saa synes den ene Artikel at hænge af den anden, og ved at en Pagt overtrædes, overtrædes ogsaa de andre.
Men, om saadan Skilsmisse Om Skilsmisse strider imod GUds Lov.strider imod GUds Lov, findes endnu større Tvistigheder. Jøderne troede, at efter den Guddommelig Lov Deut. 24. Skilsmisse ikke alleene var tilladt, men endogsaa befalet, og vidner Philo, at en Mand var forbunden til at skille sig ved sin Hustru endogsaa for hendes Ufrugtbarhed. Hvo der tager sig en Hustru, hvis Frugtbarhed ham ikke er bekiendt, og siden fornemmer, at hun er ufrugtbar, men skiller sig ikke ved hende, kand den Forseelse ham nogenledes tilgives formedelst den Kiærlighed, Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1. §. 23.han af den lange Omgængelse har fattet til hende. Men at den Frihed ey strækkede sig saa vidt, det viser vor Frelser de Skriftkloge udi Matth. 5. og 19. Item Marc. 10. Grotius siger udi den Forklaring han giør over samme Skriftens Sprog, at det behagede GUD i Begyndelsen, at Ægteskab skulde stedse vare, dog |308bleve Fædrene udi det gamle Testamente ikke forbundne der til, men udi det Nye lærde Christus, at saadant var beqvemmest, og GUD meest behageligt, og derfor forordnede udtrykkeligen, at intet uden Hoer kunde bryde en Ægteseng: Hvo som skiller sig ved sin Hustru uden for Hoer-Sag, han giør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en adskildt til ægte, bedriver ogsaa Hoer. Disse Frelserens Ord ere kraftige nok til Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1. §. 24.at kuldkaste alt hvad Johannes Milton, ophidset af en Huus-Sorg, har indført udi sin Bog om Skilsmisse. Det fornemste af samme Bogs Indhold opregnes af Pufendorff Jur, Nat. & Gent. hvor jeg vill Læseren henvise. Hvorvidt Ægteskabs Skilsmisse her udi Rigerne er tilladt, kand sees af den Danske Lov, hvorudi opregnes 3 Aarsager, Chr. 5. Lov l. 3. cap. 16. art. 15.hvorfore Ægteskab maa adskilles: (1.) Horeri. (2.) Naar den ene Ægtefælle forløber den anden. (3.) Naar nogen er ubeqvem til Ægteskab. Videre derom kand sees af Frid. 2. Forordning af Dato den 9. Junii 1582, som indeholder 8 Aarsager, hvorfore trolovede Folk, og 3. hvorfore Ægtefolk maa skilles ad.
At dem, som ville begive sig udi Ægteskab fodres en naturlig Beqvemhed dertil, saa at en ved sit Legems Dannelse er beqvem til at avle Børn, hvortil Ægteskab fornemmelig hensigter. Saaledes er det forgieves, at U-dygtige og Gildinger begive sig udi Ægteskab.
|309Her forefalder da et Spørsmaal, om det kand kaldes Ægteskab, naar en ældgammel Mand gifter sig. Nogle sige ney dertil, efterdi den naturlige Beqvemhed at avle Børn er borte, og svarede Dionysius sin gamle Moder, da hun begierede en Mand: Jeg kand vel til intet giøre Stadens Love, men ikke den naturlige Lov. Iblant de fleeste Folk bliver dog saadant Ægteskab mellem gamle Folk lidet; hidhen hører Abisags Omgængelse med David, 1 Reg. 1. hvilken af Salomon blev holden for Ægteskab, og kand sees deraf, at han loed ihielslaae Adoniam, efterdi han begiærede hende til ægte.
Hvad Om gamle Folk maa gifte sig.sig anbelanger de Beviisligheder Endeel bruger at til intet giøre saadanne Ægteskab, da bestaae de fornemmelig derudi; at saasom intet Ægteskab tillades med Gildinger alleene, efterdi de ikke ere beqvemme til at avle Børn, som er Giftermaals fornemste Henseende, saa kand det langt mindre tillades mellem gamle Folk, hvilke ikke alleene ere u-beqvemme at formeere Verden, men endogsaa ikke kunne dæmpe Kiærligheds Lue, som er det andet Ægteskabs Henseende, hvilket dog Gildinger kunne giøre. Men dertil svares, at saasom man slet ingen Haab kand have om Gildinger, at de skulle avle Børn, men vel om gamle Folk, hvilket daglig Erfarenhed viser os, saa kand udi den Henseende saadanne Giftermaal tillades. Det samme |310kand ogsaa siges om dem, der ere ufrugtbare, og dem der udi yderste Aandedræt lade dem vie paa Sengen; Thomas. J. Div. lib. 3. cap. 2. §. 188. seq.thi man haver Exempel paa, at mange, som længe have været ufrugtbare, have omsider avlet Børn, og andre, der have stridet med Døden at være kommen paa Fode igien, og have formeeret Verden; Dog synes Ægteskabs Henseende best at erholdes ved unge Folk, eller saadanne som ikke ere formeget gamle, og have derfor adskillige Borgerlige Love ikke uden Grund forbudet en Mand, som er over 60 og en Qvinde, som er over 50 Aar at gifte sig.
Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, Om en Ægtemand far andensteds hen og gifter sig med en anden Hustru, som ikke vidste, at han tilforn var gift, da maa efter Naturens Lov udi saadan Fald det første Ægteskab staae ved Magt, og det sidste holdes ugyldigt. Derom taler den Danske Lov saaledes: Chr. 5. Lov lib. 3. c. 16. art. 16.Dersom en, der haver giftet sig paa tvende Steder, bliver paa Livet benaadet, da skal han komme til den første Hustru igien, om hun vil tage ham til Naade, vil hun da ikke, da maa han dog ikke beholde den anden, men hende, som er uskyldig, skal være tilladt at gifte sig med en anden Mand.
De Ægteskabe holdes for at være ureene, som indgaaes mellem Slægtinge og Nær-besvogrede, saa at det ikke alleene er forbudetforbudet]forbudet] fo.budet C forbudet] fo.budet C at begive sig udi saadant Ægte|311skab, men man maa ogsaa bryde det, naar det allereede er sluttet. Omendskiønt alle Folk have holdet saadanne Ægteskabe for usømmelige, er det dog vanskeligt af Natuens Ret at bevise; thi, at Menneskerne have saadan Afsky derfor, kommer ikke saa meget af ens medfødde Natur, som af Vanen og Opdragelsen, Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1. §. 28.ey heller blive Familierne derved ruinerede, som endeel vil sige, men langt heller derved styrkes, efterdi Midlerne komme blant Slægtningerne, og befaler derfor GUD Num. 36. Qvinder, som have fast Gods udi Eye, alleene at gifte sig med deres Paarørende, at Ageren ikke skal falde fra en Familie til en anden. Dog viser Guds Lov os Levit. 18. udtrykkeligen, hvorvidt saadan Ægteskab mellem Slægtninge maa tillades, hvor efter vi Christne have os at rette.
Her synes U-magen værd Hvorfore Menneskerne ere saa blyfærdige udi at blotte deres naturlige Lemmer.at eftersee, hvoraf den Blyfærdighed kommer, som de fleeste Mennesker have at blotte deres naturlige Lemmer, hvilken Blyfærdighed er saa stor, at den fast ikke kand overvindes. Der fortælles om de Milesiske Jomfruer, at, da der af en viß Aarsag var paakommen dem saadan Galenskab, at de ligesom kieppedes om at hænge dem selv, og saadan Uleylighed paa ingen Maade kunde forebygges, blev der omsider en Lov udgiven, at alle de, som saaledes havde omkommet dem selv, skulde bæres nøgne over Torvet, hvilket afskrækkede dem saaledes, |312at de afstode fra deres forrige Daarlighed. At give naturlig Aarsag til saadan Blyfærdighed, er ikke saa læt; thi de hemmelige Lemmer ere ikke meere vanskabte end de andre, at man derfor besynderlig har fornøden at skiule dem, og, omendskiønt nogle ville bevise saadant af de første Forældres Blyfærdighed, hvilke skammede sig ved, at de vare nøgne, saa staaer ikke desmindre det Spørsmaal tilbage, hvorfor, de saa kaldte hemmelige Lemmer, skulle meere skiules end andre, besynderlig Munden, efterdi de første Mennesker syndede ved Æden, og derfor kunde have meest Aarsag til at skamme sig ved den Part af Legemet, vi see ogsaa, at udi adskillige Lande, hvor det ikke er forbudet at blotte sig, at Indbyggerne ikke skamme sig ved at lade see deres hemmelige Lemmer. Saaledes gaae paa nogle Steder hos de Abyssinier gemeene Qvindfolk gandske nøgne, hvorved Mændene ikke meere ophidses og bevæges, end om de saae nøgne Hænder eller Fødder, ja de, blant hvilke saadant er brugeligt, skamme sig ikke meere ved at blotte deres naturlige Lemmer, end vore Matroner at blotte deres Ansigter, hvilket blant andre Folk legges Fruentimret til stor Last. Herbert Itin. Pers. & Ind. fortæller, at Fruentimret hos Casares, naar noget bliver dem foræret, Plut. in Lycurg.fremvise de til et Høfligheds Tegn deres Hemmeligheder: Iligemaade Plutarchus, at til Lacedæmon Mænd og Qvinder efter |313Lycurgi Love omgikkes nøgne med hinanden, at Letfærdighed derved desmeere skulde formindskes.
Ikke desmindre synes der at være tvende Aarsager til saadan Blyfærdighed; thi først er Mennesket et hoffærdigt og ærgierigt Creatur, og haver Afsky til alt det, som synes at betage dets Ære, nu udløber igiennem de hemmelige Lemmer Mavens U-reenhed, hvorfor Menneskerne have Afsky ikke alleene formedelst det Uhømskhed, men endogsaa, efterdi det samme synes at bebreide dem deres Vilkor, at udi Maven den velsmagende Spiise forandres til saadan heslig Materie, hvorudover Menneskets Hofmod og Ærgierighed haver Omsorg for, at disse Skrøbeligheds Tegn ikke lade sig tilsyne. En anden Aarsag er, at Menneskerne, i det de see saadant for Øyene, ophidses desmeere til Løsagtighed, hvilket at forrekomme, er best, at saadanne Lemmer ere skiulte.
Dette tilskrives saadanne Aarsager af Pufendorff; hvorvel andre holde fore, at saadan Blyfærdighed reyser sig alleene af Vanen og Optugtelsen, efterdi der findes heele Nationer der ikke blues ved deres Nøgenhed. Det er bekiendt med hvilken Omhyggelighed Fruentimret blant visse Folk stræbe at skiule deres Fødder. Der fortælles om et vist Folk, kalded Azenagianer, som ere ligesaa omhyggelige udi at skiule deres Munde, som andre naturlige |314Lemmer, saa at de ikke blotte den uden saa længe de spise; Skulde man ogsaa kunne give naturlige Aarsager til saadant?
Mellem Forældre Om Ægteskab mellem Forældre og Børn strider imod Naturen.og deres Afkom udi den rette Linie holdes ogsaa efter Naturens Lov Ægteskab at være forbudet, og det ikke af den Aarsag, som Socrates foregiver, nemlig, at der er en Ulighed udi Alderen, som foraarsager Ufrugtbarhed, og ilde dannede Fostere, Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §. 32.men der ere andre vigtige Aarsager dertil; thi dersom saadanne Ægteskab skulde tillades, vilde der blive en stor Forvirrelse blant Familierne, ja det heele Menneskelige Kiøn: Hid henhører det, som Philo Judæus taler om de Perser, der giftede sig med deres Mødre. Intet kand optænkes meere ugudeligt end at besmitte sin egen Faders Ægteseng, at være Søn og Husbonde tillige, Moderen at paatage sig Hustrues Navn, de tilfælles Børn at være Faderens Brødre og Moderens Børne-Børn. Derforuden vilde ved saadan Ægteskab Fædrene og Mødrene miste meget af den Ærbødighed, som Naturen udfodrer af Børn; thi hvorledes kunde en Søn, der havde taget sin Moder til ægte, baade være hendes Hoved og Herre, og iligemaade bevise hende en ret Sønlig Lydighed, iligemaade en Dotter sin Fader. Over alt dette haver GUD ogsaa udi sin Lov udtrykkelig forbudet Thomas. J. D. l. 3. c. 3. §. 145.saadanne Ægteskab Levit. 18. Saa at derfor, om Adam kom udi Verden igien, kunde han ikke tage sig nogen Hustru, |315efterdi alle Qvinder have deres Udspring af ham; Jøderne holdte fore, at derfra Verdens Begyndelse vare 6 slags Giftermaal forbudne, nemlig, med sin rette Moder, med sin Stivmoder, med en andens Hustru, med sin egen Søster, med en af samme slags Kiøn, Item at bemænge sig med Beesterne, hvilke de bevisede af det Sprog Gen. 2. Manden skal forlade sin Fader og Moder, og blive hos sin Hustru, og de To skulde være et Kiød, og forklarede det saaledes: Manden skal forlade sin Fader (det er, holde sig fra hans Hustru og sin Stifmoder) og sin Moder (det er, ikke begive sig udi Ægteskab med hende) og blive hos sin Hustru (det er, ikke tage en anden Mands Qvinde.) Og de To skulde være et Kiød, derfor skal man holde sig fra Beesterne, efterdi Menneskerne og de u-mælende Creature ikke kunne blive til et Kiød. Hvad sig anbelanger de Beviisligheder, Diogenes og Chrysippus tage af Haner og andre u-mælende Creature, hvormed de ville godtgiøre, at saadan Sammenblandelse strider ikke imod Naturen, giøre intet til Sagen; thi det er nok at bevise dens U-sømmelighed deraf, at den strider imod den Menneskelige Natur, og siger Xenophon, Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. §. 12.at omendskiønt det var brugeligt blant de Persiske Magi at mænge sig med deres Mødre, saa var det derfor ikke desmindre usømmeligt. Thomasii Thomas. J. div. l. 3. c. 2. §. 220. seq.selsomme Meening herom, og med hvad Grund han stræber at bevise, at saadanne Ægteskabe ikke stride |316imod Naturens Lov, kand sees af hans udi dette Skrift saa ofte citerede Jurisprudentia divina.
Han tillige Deres Meening giendrives, som holde for at Ægteskab mellem Forældre og Børn ikke strider mod Naturen.med nogle andre nye Skribentere have ingen Grund fundet udi ovenanførdte Pufendorffs og Grotii Beviisligheder, tagne 1.) af den naturlige Blyfærdighed, som man af daglig Erfarenhed merker. 2.) Af alle Folks Overeensstemmelse, og 3.) af den Forvirring som der af flyder udi Herredom og Subordination. Hvad den naturlige Blyfærdighed angaaer, da sige de, at den kommer af Vanen og Optugtelsen; men man finder ikke alleene hos polerede, men endogsaa hos grove og barbariske Folk, der aldeeles ingen Moralitet tager i agt, en u-overvindelig Afskye for saadanne Ægteskab mellem Forældre og Børn; men, sige de, der ere dog fundne heele Nationer, som uden Afskye have indgaaet slige Ægteskabe. Dertil svares, at der ogsaa ere fundne og findes i langt større Mængde de der bedrive Sodomie, der slagte Mennesker for at æde dem, og der uden Sky røve og plyndre. Det er bekiendt, at disse Nordiske Folk i gamle Dage holdte det for en Dyd at drive Søe-Røverie, hvilket de kaldte Fribytterie, skulde man deraf indføre at det var naturligt at røve og myrde udi fleng: Ney, man kand heller sige, at de faa Folk, hos hvilke Blodskams Synd have været uden Sky øved, ere blevne fordervede af ond Vane og Optugtelse, og nogle Menneskers |317onde Exempler, ligesom de, af hvilke Mord, Rov, Sodomie og andre imod Naturen stridende Laster øves. De faa Folk, som Ægypterne, og de Persiske Magi, blant hvilke Blodskam var autorisered, vare derover vederstyggelige hos alle andre Nationer. Endelig, sige de, den Forvirrelse udi Herredom og Subordination, kaldet Confusio Officiorum, giør intet til Sagen; thi naar en Fader ægter sin Dotter, frasiger han sig først sin Faderlig Titel og Myndighed, en Moder iligemaade med Søn; men her spørges af disse gode Mænd om Forældres Herredom over Børn er naturligt eller ey? Vist, sige de, er det naturligt. Nu, er det da naturligt, saa kand en Fader aldrig lade af at blive Fader, og en Søn aldrig lade af at blive Søn, og maa derfor saadanne Ægteskabe stride imod Naturen. Vel finder man, at en regierende Dronning er Herre over sin Gemahl, som er en privat Person, og en Søn, der er Konge, er Herre over sin Fader, men det er kun i publike Forretninger, saa vidt de samme forestille det heele Folk, saa at deslige Objection her har intet Sted. Med et Ord at sige, skulde saadanne Ægteskabe tillades, da vilde hvert ordentligt Huus forvandles til Hore-Kippe; Huus-Fædre vilde omgaaes med deres Døttre, ligesom man dagligen seer mange at omgaaes med deres Kammer-Piger, og en Søn ligeledes med sin Moder. Viser nu Naturen os, at der bør |318re en sømmelig Orden udi en Husholdning, saa befaler den ogsaa at skye Ting som forvirre og ødelegge Familier, hvoraf enhver er som en liden Regiering. Men der findes ogsaa de, som gaae end videre, og sige, at den Lov om Blodskam, som forbydes af GUD, er ikke Moralsk, men alleene Borgerlig, nemlig skreven for det Jødiske Folk, og ikke for andre. De kand jo med samme Føye da ogsaa sige, at Decalogus eller de 10 GUds Bud, ja at alt, hvad GUD har befalet i sin Lov, sigter alleene til det Jødiske Folk, og at vi synde hverken imod Naturen eller directe imod GUd, naar vi overtræde dem; thi der ere faa Bud udi den Moralske Lov, som man kand give fleere naturlige Raisons til end det Bud om Blodskam udi første Grad. Ved saadan Lærdom forarger man kun sin Næste, og lader see sin slette Forstand. Jeg har udføret dette Spørsmaal noget vidtløftigen formedelst bekiendte Aarsager.
Nu rester at tale noget om de Grader in linea transversa & collaterali, iligemaade om Svogerskab, og da findes de Næstpaarørende at være Brødre og Søstre, blant hvilke merkes ogsaa en stor Blyfærdighed, men at deres Sammenblandelse strider imod Naturens Lov, Item mellem Søskende.er vanskeligt at bevise: thi efter den hellige Skrifts Vidnesbyrd blev Ægteskab stiftet mellem de første Forældres Børn, Brøderne og Søsterne; nu er det ikke rimeligt, at GUD, |319i det han befalede det Menneskelige Kiøn at fortplantes, skulde ikke gives andre Midler dertil end saadanne, hvorved Naturens Lov maatte overtrædes, besynderlig efterdi ingen Fornødenhed drev GUD til at skabe ikkun et Par Mennesker udi Begyndelsen, hvorudover man seer, at saadanne Ægteskabs Forbud komme alleene af de Borgerlige Love, hvilke have taget Leylighed til at forbyde saadant, endeel af den Blyfærdighed, der findes mellem Brødre og Søstre, endeel ogsaa, efterdi deres daglig Omgængelse kunde give Leylighed til Hoor og Løsagtighed, dersom saadanne Ægteskabe skulde tillades, eftersom Brødre og Søstre opdrages sammen udi et Huus. Nok er det os, at vi vide, at alle oplyste Nationer have Afsky til saadan Sammenblandelse, og at GUD dem udtrykkeligen udi sin Lov haver forbudet, og det ikke alleene Jøderne udi Særdeleshed, men alle udi Almindelighed. Besmitter eder ikke, siger GUD med nogen af de Ting, Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. 13.hvormed de Folk ere besmittede, som jeg uddriver for eder; hvoraf kand sees, at efterdi de Cananiter have syndet ved at bedrive saadanne Ting; det ogsaa har været dem forbudet at øve de samme.
Jøderne vare udi den Meening, at det efter Naturens Lov var tilladt, at Søskende, som havde en Fader sammen, kunde gifte sig med hinanden, men ikke de som havde en Moder, og see vi, at Abraham tog sin |320Søster Saram til ægte, hvilket bevises af hans egne Ord: Det er min Søster, nemlig min Faders Dotter, men ikke min Moders Gen 20. hvorvel det blant deres Naboer paa samme Tid var ubrugeligt, og kand sees deraf, at Abraham troede ingen skulde holde ham for Saræ Huusbonde, naar han sagde, hun var hans Søster: Angaaende de andre Grader, som forbydes Levit. 18. da er det endnu vanskeligere at finde Aarsagen, hvorfore de stride imod Naturen.
Nu maa jeg tale noget om det ulige Om Ægteskab til den venstre Haand.Ægteskab, kaldet til den venstre Haand, hvorved Hustruerne vel blive viede til deres Mænd, og foreenede med dem paa samme Maade som andre, dog formedelst deres Stands Ulighed eller andre Aarsager ikke ophøyes til Huus-Mødres Værdighed, ey heller deres Børn gaae udi Arv med de andre.
Saadanne Giftermaal ere indstiftede ved de Borgerlige Lover, udi den Henseende for at spare paa de Bekostninger, som ellers skulde giøres paa rette Hustruer efter Landets Skik og Sædvane, iligemaade for at conservere store og berømmelige Familier, at de samme ikke skulde bringes til Armod ved det, at Midlerne skulde deeles iblant saa mange. Busbeqvius Epist. 1. fortæller om de Tyrkiske Kæysere, at ingen af dem haver haft nogen ret Hustru siden Bajazets Tider; thi, da han tillige med sin |321Hustru blev fangen af Tamerlan, maatte han see paa, hvorledes hun blev skiændt. Til en Erindring derom have de efterfølgende Kæysere holdet dem fra at tage rette Hustruer, at, i fald saadant oftere skulde vederfares, de da ikke skulde lide saa stor Forhaanelse.
Førend jeg slutter dette Capitul, vil jeg tale noget om det Spørsmaal, som foresættes af Grotio, om de Ægteskabe ere gyldige, Grot. lib. 2. cap. 5. §. 10.som indgaaes af Børn uden Forældrenes Samtykke. Dertil svares, at, omendskiønt Børnenes Pligt udfodrer at begiære Forældrenes Om de Ægteskab, som indgaaes imod Forældrenes Villie, ere ulovlige.Samtykke udi alle Ting, besynderligen udi Ægteskabs Sager, som angaae den heele Familie, saa følger dog ikke derpaa, at saadant kand giøres til intet; thi, naar en Søn er kommen til skiels Alder, og forlader sin Faders Familie, er han ikke længer hans Regimente undergiven, men er alleene forbunden til en Sønlig Ærbødighed, hvilken Ærbødigheds Pligt ikke er tilstrækkelig at giøre saadan vigtig Contract til intet. Vel var hos de Romere forordnet, at saadanne Ægteskab, som giordes imod Forældrenes Villie, skulde være ugyldige, men saadant skeede ikke efter Naturens Ret, men alleene efter Lovgiverens Villie. Om Esau læse vi udi Bibelen, at han giftede sig uden sine Forældres Samtykke, men ikke at samme Ægteskab derfor var ugyldigt, eller hans Børn ulovlige.
Dog giør et Barn en lastelig Gier|322ning naar det gifter sig med en som Forældrene ikke anstaaer, saasom det er en Fader høyt Magt paaliggende, at ingen Sviger-Søn eller Sviger-Dotter imod hans Villie bindes ham paa Ærmene. Paa den anden Side giør en Fader meget ilde, der plat vil forbyde sin Dotter at gifte sig, hvorudover nogle Borgerlige Love undskylde de Døttre, der af den Aarsag forfalde til en løsagtig Gierning. Enke eller Møe, siger den Jydske Lov, Jydske Lov lib. 1. cap. 8.der atten Vintre gamle ere, og have paa Tinge krævet deres Værge at gifte dem, og deres Værge ey vil, lade de sig siden beligge, da forgiøre de dermed ey deres Gods.
Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, om en Qvinde kand gifte sig, efterat hun har undfanget med sin forrige Mand, forend hun haver fødet, da have Jøderne holdet retteligen fore, at der maatte i det ringeste være 3 Maaneder mellem begge Ægteskab Thev. Voyage du Levant lib. 1.for at hindre Sædenes Sammenblandelse, og udfodres hos de Tyrker efter Thevenots Beretning 4 Maaneder.
 
      icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx