|285
Cap. I.
Om Ægteskab.
Nu følger at overveje det Menneskelige Herredoms Natur og
Oprindelse, Item hvad Natur og Folke-Retten byder os at i agt tage derved. Men
saasom intet Herredømme kand forstaaes uden iblant mange, og den hellige Skrift
lærer os, at der af GUD i Begyndelsen var skabt et Par Mennesker, hvoraf alle
andre have deres Oprindelse; derfore, førend vi tale om det Menneskelige
Herredom og den Borgerlige Regiering, maa vi først mælde noget om Ægteskab,
hvoraf Familierne have deres Udspring, Item hvoraf Stæder og Regieringer ere oprettede.
Efterat Hvorfore Ægteskab er indstiftet.det Menneskelige Kiøn var
bleven Dødelighed undergivet, da, paa det at saadanne ædele Creature skulde ikke
undergaa og inden kort Tid udslukkes, haver den allerviiseste GUD forordnet Ægteskab,
og givet Menneskerne Evne til at udbrede og formeere dem, og tillige med indplantet
udi dem en heftig Begierlighed til hinanden, iligemaade en brændende Kiærlighed
til deres Afkom, efterdi det Menneskelige Kiøn paa anden Maade ikke kunde blive ved Magt.
Om saadan det eene Kiøns Tilbøyelighed til det andet havde haft Sted blant
Menneskerne, dersom de stedse havde ble|286ven udi den hellige Stand, de vare udi for
Om det ene Kiøn skulde have haft Tilbøyelighed til det andet udi den hellige Stand.Syndefaldet,
tvivler Endeel, blant hvilke Hobbes og Adrian Beverland, men de kunne
lettelig igiendrives af disse Skaberens Ord: Voxer og formeerer eder; thi eftersom GUD
har behaget, at Menneskerne endogsaa udi den hellige Stand skulde
formeere dem, saa havde ogsaa udi det eene Kiøn været indplantet Tilbøyelighed til det andet.
Saadan Tilbøyelse haver GUD indplantet Menneskerne, at der kunde være des
angenemere Omgængelse blant Ægtefolk, og de Besværligheder, som Børne-Tugt og
Opfostrelse foraarsager, derved kunde forsødes, ikke for at styre deres vellystige
Begierligheder. Herudover fordømmes deres slemme U-teerlighed, som bemænge sig med
Beesterne, eller deres eget Kiøn, hvilket gik fordum saa meget udi Svang hos de
Græker, at det ved Lover ikke kunde udrøddes.
Nogle have været udi den Meening, at den naturlige Frihed tilsteder ugift Mand-Kiøn
at bemænge sig med ugift Qvinde-Kiøn uden Ægteskab, og viser Seldenus, at
hos Jøderne, Om en ugift Person, der ligger hos en ugift Pige, synder imod Naturens Lov.førend Mosis Lov blev given,
en ugift Pige, eller som endda ikke var forlovet, maatte enten for intet eller for
Betalning lade sig bruge; men at det samme efter Mosis Lov først blev forbudet,
hvorvel det udi visse Maader endda ikke blev holdet for usømmeligt siden,
at en Omskaaren laa hos en Hednisk Pige. De Stoiske Philosophi have holdet for, at Qvinderne |287blant kloge Folk burde være tilfælles,
Thomas. J. Div. lib. 3. c. 2. §. 210.hvilket vilde foraarsage, at alle Børn skulde
elskes af alle Mænd, som deres egne, Item at all Mißtanke om Hoor og Avindsyghed derved vilde borttages.
Men, dersom dette skulde tilstædes udi Almindelighed, skulde enhver indbilde sig,
at de Lemmer, som vare beskikkede til at avle Børn og forplante Verden med,
vare givne Menneskerne alleene til Vellyst, og derfor anvende dem alleene til det Brug,
hvorved all Orden og Ziirlighed blant Menneskerne skulde kuldkastes, ingen Forskiæl
skulde være blant Folk, og ingen visse Familier, og var det Aarsagen til, som
Majmonides bevidner, at Horerne bleve uddrevne af Jødeland.
Iligemaade vilde samme Uleyligheder foraarsages, dersom man skulde boele med
hinanden udi Fleng og uden Forskiæl, omendskiønt begge Boelende eller en af dem
havde Tanke derved at opvække sig Afkom. Saadant Levnet blev ført til Athenen for
Cecropis Tider, hvor, dersom nogen fik et Barn, overgav hun det til den af hendes
Bolere, som havde meest Behag dertil, hvilken U-teerlighed, da Cecrops, først
afskaffede, blev han kaldet διφυης eller af en dobbelt Natur, efterdi tilforn ingen kiendte
uden sin Moder, men siden, da Ægteskab af ham blev indstiftet, kunde man kiende
baade Fader og Moder, iligemaade, efterdi To bleve da til et Legeme. Dersom der|288for saadan Frihed skulde tillades og
Ægteskabs Baand ikke var til, vilde stor Trætte og U-eenighed foraarsages, ved Sædens
Sammenblandelse Fosterne dræbes, ingen Slægtskab og Arvedeel have meere Sted
blant Menneskerne, ja alting forvirres; og synes mig dette er kraftig nok at bevise
saadan Sammenblandelse og Bolen at stride imod Naturens Lov, hvorvel Endeel, blant
hvilke Thomasius, Thomasii Meening igiendrives.stræber vitløftig at
bevise saadant udi Almindelighed efter samme Lov ikke at være forbudet, hvorvel det
foruroeliger det Menneskelige Selskab, Thomas. J. div. l. 3. c. 2.og
borttager all Orden og Ziirlighed: Men ovenbemældte Argumenter bevise, at det
Menneskelige Selskab ikke alleene foruroliges men endogsaa ødelegges derved, og derfor
kunne være tilstrækkelige nok at udtage ham af den Labyrinth han klager sig at være udi.
Mons. Bayle Item Mons. Bayles.holder for, at, naar man
sætter Skriften og GUds Befalning til Side, og alleene følger Naturens Lys, da
skulde en Mand ikke meere tage i Betænkning at udlaane sin Hustrue end en Bog;
men Naturens Lys selv viser os, at et Menneske er et Creatur skabt til Societet, og et
Societ kand ikke bestaae uden Orden, som er at enhver lærer at kiende sine egne Børn,
og har en særdeles Omsorg for deres Optugtelse, at de kand blive værdige Lemmer
udi det Societet som de leve udi. Vel kunde man sige herimod, at den Feil Jalousie,
blev ophæved, hvis alle Qvinder vare til|289fælles , men den samme Jalousie, naar den
ikke gaaer for vidt, har en synderlig god Virkning, conserverer en Kones Kydskhed,
og hindrer hende fra legemlig Omgængelse med Fremmede, som hun vilde fatte større
Kiærlighed til end hendes egen Hosbond. Dog giør en Mand vel, naar han seer sig
ikke at kunne hindre sin Hustru fra at gaae Udenveys, om han trøster sig med Manden hos Moliere saaledes:
Si ma femme a failli, qu’elle pleure bien fort |
Mais pourqvoy moi pleurer, puisqve je n’ai point tort. |
Lad kun min Vid. Barb. in not. ad Puf.Hustru selv sin Ubluhed begræde |
Jeg, som har ingen Skyld, hvi skal jeg Øyne væde. |
Efterat vi nu have overveyet, hvor fornødent Ægteskabs Baand er, maa vi
videre eftersee, hvor meget enhver Om et hvert Menneske er forbunden til at gifte sig.udi
Særdeleshed er forbunden til at begive sig udi Ægteskab. De gamle Hebræer, saasom
Seidenus l. 5. c. 3. beretter, holdte for, at ved det GUDs Bud, voxer og formeerer
eder, forbandtes alt Mandkiøn at gifte sig førend det opfyldte sit tivende Aar, dog
bleve undtagne de, som havde nogen Feil paa deres naturlige Lemmer. Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §. 6.De samme
Hebræer holdte ogsaa fore, at hvo der levede sin Hustru over, og ikke havde Børn
af begge slags Kiøn, havde ikke fyldestgiort GUDs Lov, ikke desmindre var dog
blant dem de Esseners Sect, som forbød |290all Omgængelse med Qvinde-Kiøn. Den
berømte Lovgiver Lycurgus gav efter Plutarchi Beretning de Spartaner saadan Lov, Plutarch.
in Lycurgo.at de, som ikke vilde gifte sig, skulde midt om Vinteren gaae nøgne paa Torvet, og
synge en Sang der var opdigtet om dem, nemlig, at de bleve billigen straffede,
efterdi de ikke vare Loven hørige. Til Rom forordnede Camillus og Posthumius, at alle
gamle ugifte Mænd skulde til Straf give en viß Penge til Skatkammeret, hvilket slags
Bøde blev kaldet Uxorium.
Ikke desmindre maa man dog sige, at Ægteskab maa indgaaes ikke absolute, men
med visse Vilkor, nemlig, naar en haver beqvem Leylighed til at begive sig udi den
Stand, kand føde Kone og Børn, og forrette en Huus-Faders Æmbede, saaledes
er, efter Arngrims Beretning cap. 8. om Ißland, Hvorvidt det maa indskrænkesved de Ißlandske Love forbudet
meget fattige Folk at gifte sig. Det er derfor ikke alleeneste ikke fornødent, men
endogsaa daarligt, at ville nøde fattige Folk og uforstandige Børn til Ægteskab, og
der ved opfylde Landet med Tiggere og daarlige Huus-Fædre: Iligemaade kand
ingen lastes for at holde sig fra Ægteskab, der er begavet med en synderlig
Ingetogenhed, og seer, at han kand tiene sit Fædreneland bedre udi eenlig Stand, ey
heller den, der har Børn af det forrige Ægteskab, og ikke vil binde dem en Stif-Fader
eller Stif-Moder paa Ærmene, besynderlig |291om saadant synes at være Børnene
skadeligt og Forældrene kunne siden taale at leve udi Eenlighed, hvorvel Charondæ Lov hos
Diodorum Siculum l. 12. c. 12. synes at være noget forhaard derudi; at den
udelukkede dem fra deres Borgerlige Ret, der skaffede deres Børn Stif-Moder.
Herudaf kand sees, hvor stor Magt de Borgerlige Love have at indskrænke,
forbyde eller paabyde Ægteskab. Det er sandelig uden Modsigelse, at en Lovgiver kand
ved sin Myndighed tvinge dem til Ægteskab, der have føre Lemmer og beqvem
Alder, iligemaade Evne til at føde Kone og Børn; derimod er det u-menneskeligt at
ville tvinge nødlidende Personer dertil, og derved giør deres Nød des større, dog
synes det mildere, at skille dem, der leve udi eenlig Stand, heller ved Belønning og
Privilegier, end at paaføre dem Straf og noget Ont: Hidhen hører
Jus trium liberorum hos de Romere; Item den Lov hos de Spartaner: Hvo der avler 3 Børn skal
være άφρουρος fri for Vagt, men den der avler 4 skal være fri for alle Byrder.
Og saasom den Pligt at begive sig udi Ægteskab er vidtløftig og med visse Vilkor,
saa kand de Borgerlige Love foreskrive Hvad Alder udfodres til Ægteskab.hvad
Alder de skulle have, der begive sig udi Ægteskab; saaledes foreskrev Plato de Rep. l. 5.
Qvinde-Kiønnet Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1 §. 8.en Tid fra 20 til 40 og
Mands-Personer fra 30 til 55 Aar. Hos nogle er det ikke tilladt at gifte sig,
førend |292man har giort nogen tapper Gierning,
saaledes maatte ingen hos de Carmenier tage sig en Hustru, førend han havde
hugget Hovedet af en Fiende og lagt det for Kongens Fødder. Endelig, omendskiønt
den naturlige Lov tilsteder at gifte sig hvor og med hvem man lyster, saa kand dog
de Borgerlige Love, dersom en Republiqves Nytte det udfodrer, forordne, at ingen
Borger maa gifte sig med en Fremmet, ey heller nogen af Adel med en Gemeen.
Her kand forefalde et stort Spørsmaal, hvilket jo meer det her hos os bliver
omtvisted, jo vanskeligere er det at besvare, Hvad Reparation en der har besvangret
en uberygted Møe eller Enke, bør give efter naturlig Billighed.nemlig: Hvad Reparation een, der besvangrer en
uberygted Møe eller Enke, bør give hende? Det er ingen Tvivl paa, at jo en, der har
giort en Jomfru Ægteskabs Løfte, og begiæret hende af hendes Forældre, er
forbunden til at ægte den, som han i saa Maade har bevaret sig med, og ere alle
vore Lovkyndige eenige derudi. Men om en tilforn uberygted Møe, enten for
Betalning, eller af Løsagtighed lader sig beligge, da er Spørsmaal, om den, der i saa
maade har krænket hende, forbindes til Ægteskab. Nogle holde for, at hendes Ære, som
bliver hende berøved, ikke kand repareres paa anden Maade, og at han derfor er
skyldig til at ægte hende. Andre holde for, at den ikke kand siges at være sin Ære
berøven, der frivilligen sætter den paa Spill. Og, som mangen Mands-Persons time|293lige
Alle disse Rigers gamle Love giøre Forskiæl mellem en krænked Møe, som er begiæred
af Forældrene og en der ikke er begiæred.Velfærd kand forspildes ved at give
saadan Reparation, saa er det forhaardt at tvinge ham til at ægte en, som han aldrig
har haft i Sinde at ægte; og som enten saa godvilligen har ladet sig forføre til
Løsagtighed, eller forføret ham selv til saadan Gierning, enten udi Drukkenskab, eller ved
anden Leylighed. Efter de fleeste og fast alle Nationers Borgerlige Love forbydes
ingen at godtgiøre saadant ved Ægteskab. Her i Landet alleene efter nogle Aars
almindelig Praxin dømmes han dertil. Om samme Praxis grunder sig paa Lovens Ord
eller ey det vil jeg overlade andre at decidere. Chr. 5. Lov lib. 6. cap. 13. art. 4. 5.Loven taler saaledes derom: Dersom
nogen enten selv eller ved andre beder om en Dannemands Dotter,
og derover beligger hende for Trolovelsen skeer, eller han faaer
endelig Svar, da skal han endeligen tage hende til ægte, om hendes Forældre
eller Formyndere ville det samtykke. Ville de ikke, da bør han give hende
en hæderlig Hiemfærd efter hans Formue. Derpaa følger en anden
Artikel, som siger: Det samme er og, om nogen beligger anden Møe eller
Enke, som tilforn er uberygted. Denne sidste Artikel forklare de fleeste nu omstunder
saaledes, at hvo som bevarer sig med en uberygtet Jomfru, skal ægte hende. Andre
|294holde for, at den sidste Artikel hænger af
den første, og at derunder forstaaes, om han har begiæret hende, eller offentlig
giort hende Ægteskabs Løfte. De sige ogsaa, at den Forklaring stemmer
overeens med alle vore gamle Love, Recesser og Forordninger, hvorpaa den nye Lov er
grunded. Den Skaanske Lov taler saaledes derom: Skaansk Lov lib. 13. cap. 10. Item Jydsk Lov lib. 2. cap. 18.Lader Kone eller Møe
ligge hos sig udi Løn (som kaldes Løn-Leje) saa følger derpaa Lejer-Vides
Bod, hvilket er 6 Mark, som hendes Laug-Værge skal opbære; dog
fanger hun intet deraf, fordi det skeede med hendes Villie. Recess Chr. 3. art. 60.Christiani 3. Recess
siger, at den, som overbevises at være Jomfru-Krænker, skal bøde 9 Mark til hendes
rette Værge (det er 3 Rigsdaler, eftersom Daleren da galt 3 Mark) og 8 ß Grot,
som da var 2 1/2 Rdlr. til dens Herskab, som Gierningen giorde. Vid. constit. nova Chr. 4.Efter Christiani 4. nye
Forordning skal bødes 12 specie Rigsdaler. Den gamle Norske Lov siger: Gamle Norske Lov M. Balk. cap. 15. par. 1.Vil den
som har krænket en Møe ikke fæste hende, da bøde han slig Ret for den
han belaae, som 12 Mænd dømme ham til. Friderici 2. Constit. Frid. 2. part. 2.Ordinantz om
Ægteskabs Sager siger, at med Jomfru-Krænkere skal forholdes efter Loven,
Recessen og Gaards-Retten, og taler saaledes selv om den Post: Dersom nogen
|295beder om en Dannemands Dotter,
og beligger hende, førend han faaer endeligt Svar, eller de blive
trolovede, da skal han endeligen tage hende til ægte, om hendes Forældre eller
Formyndere ville det samtykke. Den som beligger nogen ærlig Pige eller
Møe, og siger ney derfor, da værie sig med Eed efter Loven, og Recessen
eller Bøde. Denne Ordinantz giør Forskiæl mellem en Jomfru eller Enke, som
ere begiærede til ægte, og dem, som ikke ere begiærede, og meenes at vor nu
brugelige Lov er grundet derpaa, efterdi Ordene ere de selvsamme udi den første Artikel som
udi bemældte Ordinantz. Jeg for min Part understaaer mig ikke at giøre nogen
Forklaring over Loven, men følger den almindelig Praxin indtil anden authentik
Forklaring bliver giort.
Ægteskab er tvende slags, et er ufuldkomment og uordentligt, der hensigter
alleene til at forhverve sig Børn, og ikke indeholder nogen Pagt, at Mand og Hustru
skulle boe stedse sammen, ey heller, at den eene skal have Herredømme over den anden,
ey heller være forbunden til videre end at tilstæde hinanden Legemets Brug, saadant
Ægteskab kand man kalde Matrimonium Amazonicum Matrimonia Amazonica.af de Amazoner, der ikke saae
deres Mænd oftere, end de vilde avle Børn. |296Saaledes søgte Thalestris en lovlig Arving
af den store Alexandro, og Dronningen af Saba af Kong Salomon efter nogles
Meening. Nyere Exempel paa saadant Ægteskab har man udi Philippo 2. og
Dronning Maria af Engeland, Item Maria Dronningen af Skotland og den Franske
Dauphin, hvis Conditioner findes hos Thuanum l. 13. og 37.
Om saadant Ægteskab ville vi ikke vidtløftigen tale, men begive os til de
fuldkomne og ordentlige Ægteskaber, som komme bedre overeens med den Menneskelige
Naturs Vilkor, og bestaa udi disse Hoved-Puncter: Det ordentlige Ægteskab
bestaaer udi 3 Hovetpuncter.1.) At Qvinden forsikkrer sin Mand
om ikke at tilstede nogen anden sit Legems Brug, og betinger sig det samme af Manden
igien; thi Ægteskab hensigter dertil, at man kand forhverve sig egne Børn, ikke
Fremmede og Hoor-unger, hvorudover lastes med all Billighed den Lov hos de
Skotter, at Kongen skulde ligge hos enhver Adelig Brud den første Nat, og Adelen skulde
giøre ligeledes hos de Gemeene. Den anden Hoved-Punct af saadant fuldkomment
Ægteskab er, at Huusbonden og Hustruen boe stedse sammen for at opfostre Børnene
desbedre og at rekke hinanden Haanden. 3.) At Qvinden udi de Sager, som angaae
Ægteskabet, er sin Mand saasom Hovedet undergiven.
Ellers kand her spørges, om den ævige Contract, nemlig at Mand og Qvinde sted|297se
skal boe sammen, grunder sig paa Naturens Lov, Deres Meening giendrives, som holde for,
at man kand efter Naturens Ræt giøre Ægteskab paa visse Aar.eller om den flyder alleene af
Guds Anordning, og Borgerlige Love. Nogle holde for at Naturens Lov alleene
byder at Contracter skal holdes, og, at, naar en Mand contraherer med sin Hustru
paa 10 Aar, er ved Enden af samme 10 Aar Contracten ophæved, saa det ikke
anderledes dermed er beskaffed end med Huusleje, som man kand sige op til Fardag; de blive
ikke derved, men holde og saadanne Contracter nyttige; thi, sige de, befinde de
dem vel derved, kand de fornye Contracten paa andre 10 Aar, da derimod den
allerulyksaligste Tilstand er at forbindes stedse at leve med den som man ikke kand lide.
Saadan Forslag giøres udi Comoedien af den politiske Kandestøber, hvilken det
kand være meer anstændigt end en grundig Philosopho; thi en Mand tager en Hustru,
ikke alleene for at avle Børn, men for at tugte dem op tilsammen, hvoraf følger, at
en Mand i det ringeste bør boe udi Foreening med sin Hustru indtil Børnene ere
voxne, og kand forsørge dem selv. Det samme lære os de u-mælende Beester selv,
hvilke leve, som foreenede udi Ægteskab, længere og kortere, ligesom Ungerne
snarere og sildere kand hielpe dem selv. I det øvrige kand man ikke sige, at Naturens
Lov byder at Mand og Qvinde skal boe længere sammen, hvorvel det er smukt og
ordentligt om de saadant giøre; thi hvis |298det strider absolut imod Naturens Bud,
havde GUD i ingen Henseende tilladt Jøderne Skilsmisse. Saa at denne
ævigvarende Foreening grunder sig paa CHristi Lærdom, paa Christelige Love, og paa Contracterne i sig selv.
Nu følger at eftersee, Hvoraf Mandens Herredømme over Qvinden haver sin Oprindelse.hvoraf Manden
haver bekommet Herredømme over sin Hustru, og hvorvidt det strækker sig .
Saadan Herredømme kommer alleene af GUds Indstiftelse, Gen. 3. 16. hvor Qvinden
udtrykkelig befales at være sin Mand underdanig, og Hustruen haver frivilligen
undergivet sin Villie Mandens Villie, hvorudover de fare meget vildt, som paastaae,
at saadan Herredømme kommer af Naturen; Thomas. J. div. l. 3. c. 2. §. 105. seq.thi omendskiønt Mand-Kiønnet er
af Naturen herligere og beqvemmere til at føre Regemente end Qvinde-Kiønnet, saa
følger dog der ikke af, at Manden maa endelig have Regimentet, ligesom af det ene
Menneskes Beqvemhed for det andet følger intet Herredømme og Trældom,
hvilket vises paa et andet Sted.
Skulde af et Kiøns Herrlighed og naturlige Beqvemhed flyde saadant
Herredom, saa turde maa skee mangen Qvindes-Person forlange at komme til Examen med
sin Mand, og ikke liden Forskrækkelse derudover reise sig blant det gode Mand-Kiøn,
hvoraf en stor Deel synes at være skabt til en Spinde-rok, da man derimod hos
mange blant Qvinde-Kiønnet finder fortreffe|299lige Sindets Gaver. Men det er nok at
GUD har udtrykkelig befalet, at Qvinden skal være sin Mand lydig, Item at
Qvinde-Kiønnet har underkastet sig Mændenes Magt, saa deres Herredom
foruden paa Skriften grundes ogsaa paa Hævd, hvilket jeg har beviset udi det
bekiendte Vers, kaldet Forsvars Skrift, For Fruentimmeret under Zille Hans Dotters Navn.
Saadant Herredømme maa være mild og holdes ved lige heller ved Kiærlighed end
Frygt, givende Manden ikke Jus vitæ og necis, ey heller Magt at bruge nogen haard
Tvang, Item, at skalte og valte over Hustruens Gods, men den Magt indstiftes
alleene af en synderlig Pagt mellem Ægte-Folk, eller og ved Borgelige Love.
Det har dog En Huus-Fader maatte fordum efter disse Rigers Love give sin Hustru tørre Hugg.en Hosbonde efter
Lovene her i Riget fordum været tilladt, at refse sin Hustru med tørre Hugg, naar hun
syndede; thi den Jydske Lov siger: Husbonden forbryder ey hellig Brøde paa
sin Hustru, Børn eller Leje-Hion, (det er Tienneste-Folk) fordi han refser
dem med Skiellighed med Kiep Jydske Lov. l. 2. cap. 82.og Haand, dog maa han ey refse dem med Vaaben.
Hvad sig anbelanger det Spørsmaal om den Guds Befalning, Hustruen skal
være sin Mand underdanig, havde ogsaa Sted for Syndefaldet, dertil svares, at |300saasom
den Lov Om saadant Herredømme havde Sted for Synde-Faldet.er blant Syndefaldets
Straf, og Skriften mælder intet om saadan Forordning udi den hellige Stand,
saa have vi ikke behov at bilde os noget saadant ind, besynderlig, efterdi Fornuften
ikke tilsiger os, at GUD haver udi samme Stand villet give Adam Herredømme over
Eva, efterdi den almindelig Aarsag til Herredømme er Ufuldkommenhed, hvilken
for Faldet ikke kunde tillegges Evæ, og maa vi derfor blive ved den Meening, at det Bud
om Mandens Herredømme henhører alleene til Syndefaldet, efterdi Qvinden blev
befalet at være Manden underdanig til en Straf, at hun først lod sig forføre, og kand
man deraf see, at det er ikke udi en Husbondes Magt Thomas. J. div. lib. 3. cap. 3. §. 35. seqv.at give sin Hustru Tøyelen, eller
entledige hende fra saadant Herredømme, efterdi GUD det engang har forordnet til
en Straf, og sat Manden til at fuldbyrde saadan Forordning, hvilken, om han ikke
efterlever, bedriver han lige saa stor Synd som en Dommer der imod Lovgiverens
Villie frikiender den Skyldige.
Videre maa eftersees, om efter Naturens Ræt Ægteskab ikke kand være uden
mellem en Mand og en Qvinde, eller om Polygamie er tilladt.
Polygamie Om Polygamie er tilladt efter Naturens Lov.er tvende slags, det ene,
hvorved mange Mænd uden Forskiæl bruge en Qvinde, det andet, hvorved en Mand
haver mange Hustruer. Til det første slags Polygamie kand henføres det, som Strabo for|301tæller om de Sabæer: Alle Slægtninger
have en Hustru, hvo der vil ligge hos hende, sætter sin Stav for Døren, og træder
ind til hende, men den Ældste bruger hende om Natten. Iligemaade det, som
Ludovicus Romanus fortæller om Undersaatterne af det Rige Calecut navig. l. 5. cap. 8.
En Qvinde haver 7 Mænd, hvilke hun bruger vexel-viis, og, naar hun haver født et
Barn, giver hun det til hvem hun lyster; hidhen hører ogsaa det, som Æneas Sylvius
fortæller om de Lithauer: Qvinderne have offentlig med Mændenes Tilladelse deres
Concubiner, hvilke de kalde deres Medhielpere udi Ægteskab, Mændene derimod
maa ikke boole med andre. Der er ingen Tvivl paa, at saadan slags Polygamie jo
strider imod Naturen; thi Ægteskabs visse Henseende er at forhverve sig visse Børn og
Afkom, men hvo kand kiende sit eget udi saadan Forvirrelse. Menneskenes Ægteskab
Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §. 15.skilles derudi fra Beesternes
Sammenblandelse, at Hustruen forsikkrer sin Mand ingen, uden ham, at tilstæde sit Legems Brug.
Det andet slags Polygamie, som egentlig saa kaldes, hvorved mange Qvinder føyes
til en Mand, haver fordum været meget brugeligt, og endnu haver Sted blant
mange Folk. Det er bekiendt, hvor meget det har været brugeligt hos det Jødiske Folk, og
beviser Seldenus l. 1. c. 9. de Uxore Ebraica, at Jøderne holdte fordum fore, man
maatte tage saa mange Hustruer, man kunde føde, |302dog holdte de meeste blant dem raadeligt,
for at undflye de Uleyligheder mange Hustruer kunde foraarsage, at lade sig nøye med
fire Kongerne derimod maatte tage atten men ikke fleere, og det efter det Sprog
Deut. 17. Han skal ey heller tage mange Hustruer, at hans Hierte ikke skal vende
sig. De Jøder, som nu omstunder boe udi Østen, have endnu mange Hustruer,
enddog det tillades ikke dem, som boe hos os. Blant alle Barbarer siger Tacitus de
Moribus Germ. Grot. lib. 2. cap. 5. §. 9.vare de Tydske de eeneste, som
lode dem nøye med en Hustru, og var Cecrops hos de Grækker den første efter Diod.
Beretning, l. 1. som μία ένί εξευξεν, det er, forordnede, at en Mand skulde ikkun have
en Hustru. Den falske Prophet Mahometh haver tilladt udi sin nye Lov at tage mange
Hustruer, og derudi meget underfundelig rettet sig efter det Folkes Natur, som han
vilde bedrage; thi de, som boe udi de heede Lande, ere meget hengivne til
Løsagtighed, Qvinderne derimod ere endeel af Naturen, endeel af Optugtelsen Mændene saa
meget underdanige, at man sielden hører nogen Avind eller U-eenighed iblant dem.
Angaaende Deres Beviisligheder, som gotgiøre saadant.dette slags Polygamie, da
disputere de Lærde meget, om det samme er tilladt efter Naturens Ræt eller ey. De
som sige, at saadan Polygamie ikke strider imod Naturens Ræt, foregive, at
Ægteskabs egentlige Henseende, som er, at man kand vide, hvilke der ere eens egne Børn, |303og at den ene kand hielpe og række den
anden Haanden, erholdes ikke mindre udi Polygamie end Monogamie eller
saadant Ægteskab, som bestaaer ikkun af en Mand og en Qvinde, ja en Mand kand ogsaa blant de
Nationer, som ere ingetogne og koldsindige, fornøye mange Qvinder, besynderlig om de
ville efterfølge Zenobiam de Palmyreners Dronning, hvilken ikke rørde sin Mand,
efterat hun havde undfanget, hvorudover, sige de, en u-mættelig Begiærlighed er
Aarsag til, at Qvinderne hade saa meget Polygamie. Puf. J. N. & G. lib. 6. cap. 1. §. 17. seqv.En Hustru kand ey heller beklage
sig at lide Uret, om hendes Mand bruger andre Qvinder, efterdi hun ingen
anden Ret haver til Mandens Legeme, end som hun ved Ægteskabs Pagt haver
betinget sig. Hvad sig anbelanger den Avind Polygamie siges at afsted komme, da er at
merke, at saadanne Uleyligheder ere ikke lige store paa alle Steder; men findes
alleene blant de Nationer, hvor Qvinderne ere alt for stormodige, og have
Mændene under deres Herredømme. Saaledes finder man blant de Mahomedaner, hvor
Polygamie er brugelig, lidt af saadanne Uleyligheder.
Men hvor om alting er, Igiendrives.saa synes det
dog best og ziirligst, iligemaade sikkerst, at en Mand lever fornøyet med een Hustru, og
holdes derfor det Ægteskab for det allerfuldkomneste, hvis Love skulle holdes ubrødeligen
ikke alleene af Manden, men end|304ogsaa af Qvinden. Aarsagen hvorfore
dette fuldkomne Ægteskab er antaget blant de Christne, foregiver Grotius blant andet, at
Hiertet og Sindet, som Hustruen giver sin Mand, kand vederlegges ved en ligegyldig
Gave, og at Huusholdningen kand bedre forestaaes ved eens end ved manges
Direction, hvilke meere nedrive en opbygge. Derforuden er der ogsaa en politisk
Aarsag, som strider imod Polygamie, nemlig, at ved de mangfoldige Børn, en Huus-Fader
avler af sine mange Hustruer, de Adelige Familier geraade udi Fattigdom, og de
andre bringes gandske til Trygleri, ja man seer, at Polygamie tager meget af endogsaa
hos de Tyrker, og det ikke saa meget af den Sodomitiske Synd, som gaaer i svang
blant dem, som formedelst de Uleyligheder de see Polygamie føre med sig. Derforuden
seer man, at hvor Polygamie er i Brug, der blive ogsaa Mændene gildede, hvilket
strider meget imod Naturen: Nok er det os, at vi vide Polygamie ved alle Christelige Love
udi saa mange 100 Aar har været afskaffet, og at den Christne Troe fodrer større
Reenhed af os; thi ingen tragter efter at bekomme mange Hustruer uden af Løsagtighed,
og omendskiønt GUD af visse Aarsager tilloed det udi det gamle Testament, saa
haver dog Christus Matth. 19. 5. 6. 7. saadan Frihed indskrænket, og henviser
Menneskerne til den første Indstiftelse, Gen. 2. Hvad sig anbelanger det Sprog 2 Sam. 12.
|305at GUD synes ligesom at opregne det for David, som en synderlig Velgierning, at
han havde givet ham saa mange Hustruer, sigende: Jeg salvede dig til Konge, og gav
dig din Herres Medhustruer udi dit Skiød. Da holde de Skriftkloge for, at naar
GUD siger til David: Jeg haver givet dig din Herres Hustruer udi dit Skiød,
han derved ikke lader see at have Behag udi Polygamie, thi at give en Hustru udi
sit Skiød, kand ikke alleene betyde at give til ægte, men endogsaa udi ens Vold, og,
at disse HErrens Ord maa forklares paa den sidste Maade, kand sees deraf, at
David havde tilforn Sauls Dotter Michol til ægte, og derfor ikke siden kunde ægte Sauls
Hustruer, hvor iblant var ogsaa Michols Moder, efterdi GUD, Lev. 18. saadant strengelig havde forbudet.
Efterat vi nu have talt noget om Polygamie, maa vi begive os til vigtige
Spørsmaal, om Skilsmisse udi Ægteskab efter Naturens Ret er tilladt. Om Skilsmisse efter Naturens Ret er tilladt.Her holder en
Deel for, at saasom enhver Pagt fører det med sig, at ingen af Deelene kand vige
derfra uden ved hinandens Samtykke, eller uden Pagten bliver overtraad paa en af
Siderne, saa strider det ogsaa imod Naturens Ret, om en Mand viger fra sin
Hustrue imod hendes Villie, da hun dog ikke haver brudt nogen Hoved-Punct udi
Ægteskabs Pagt, alleene at han kand faae sig en bedre Hustru igien, eller fordi det behager
|306ham saa; thi ved Ægteskabs Pagt have begge Ægtefælle forhvervet sig Ret til
hinandens Legemer, hvilken Ret uden høyvigtige Aarsager imod deres Villie ikke kand
mistes; men dertil svares, at Ægteskabs Pagt kand indgaaes paa adskillige
Maader, nogle indtil begge Ægtefælle have avlet et eller fleere Børn sammen; Andre til
Børnene ere opdragne. Og kand i saa Maade efter Naturens Ret den ene
Ægtefælle forlade den anden, efterdi de ved Pagten ikke have forbundet sig at boe stedse
sammen, men ikkun til en viß Tid, og synes saadan Pagt ikke at stride imod Naturens
Lov: thi endskiønt den udfodrer, at man skal begive sig i Ægteskab og formeere
Verden, saa dog forbinder den ingen stedse til en viß Person. Thomas. J. D. l. 3. c. 2. §. 115.Andet er det, naar der
mellem Ægtefolk er giort saadan Pagt, at de skulle stedse boe sammen: thi da kand uden
høyvigtige Aarsager ingen Skilsmisse skee. Saadanne Aarsager ere, om en af
Ondskab forløber den anden, eller en af dem findes udi Hoer.
Men om en Om en kand skille sig ved sin Kone, fordi hun er ond og u-omgængelig.Mand efter Naturens Ret
kand skille sig ved sin Hustru alleene formedelst hendes Ondskab og u-lidelige
Omgængelse, derom disputeres meget. Nogle holde for, at, omendskiønt endeel
Ægteskabs Puncte blive overtraadde, saa kand derfor de andre Ægteskabs Pligter,
saasom Afkoms Forplantelse, holdes ved lige: thi der kand indgaaes Pagter paa saadan
|307Maade, at omendskiønt nogle Stykker blive overtraadde; skal man derfor ikke vige
fra de andre. Nu synes Afkoms Fortplantelse at være Ægteskabs Hoved-Punct, men
de andre ikkun Bi-Artikler. Dog, saasom det er rimeligt, at Ægtefolk, der hade og
kunne ikke lide hinanden, beqvemme sig ikke til saadan Hoved-Punct, og ingen begiærer
at avle Børn med den, som han haver Vederstyggelighed til, saa synes den ene
Artikel at hænge af den anden, og ved at en Pagt overtrædes, overtrædes ogsaa de andre.
Men, om saadan Skilsmisse Om Skilsmisse strider imod GUds Lov.strider imod
GUds Lov, findes endnu større Tvistigheder. Jøderne troede, at efter den
Guddommelig Lov Deut. 24. Skilsmisse ikke alleene var tilladt, men endogsaa befalet, og
vidner Philo, at en Mand var forbunden til at skille sig ved sin Hustru endogsaa for
hendes Ufrugtbarhed. Hvo der tager sig en Hustru, hvis Frugtbarhed ham ikke er
bekiendt, og siden fornemmer, at hun er ufrugtbar, men skiller sig ikke ved hende, kand
den Forseelse ham nogenledes tilgives formedelst den Kiærlighed, Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1. §. 23.han af den lange
Omgængelse har fattet til hende. Men at den Frihed ey strækkede sig saa vidt, det
viser vor Frelser de Skriftkloge udi Matth. 5. og 19. Item Marc. 10. Grotius siger udi den
Forklaring han giør over samme Skriftens Sprog, at det behagede GUD i
Begyndelsen, at Ægteskab skulde stedse vare, dog |308bleve Fædrene udi det gamle Testamente
ikke forbundne der til, men udi det Nye lærde Christus, at saadant var beqvemmest,
og GUD meest behageligt, og derfor forordnede udtrykkeligen, at intet uden
Hoer kunde bryde en Ægteseng: Hvo som skiller sig ved sin Hustru uden for
Hoer-Sag, han giør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en adskildt til ægte,
bedriver ogsaa Hoer. Disse Frelserens Ord ere kraftige nok til Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1. §. 24.at kuldkaste alt hvad
Johannes Milton, ophidset af en Huus-Sorg, har indført udi sin Bog om Skilsmisse.
Det fornemste af samme Bogs Indhold opregnes af Pufendorff Jur, Nat. & Gent.
hvor jeg vill Læseren henvise. Hvorvidt Ægteskabs Skilsmisse her udi Rigerne er tilladt,
kand sees af den Danske Lov, hvorudi opregnes 3 Aarsager, Chr. 5. Lov l. 3. cap. 16. art. 15.hvorfore Ægteskab maa
adskilles: (1.) Horeri. (2.) Naar den ene Ægtefælle forløber den anden. (3.) Naar
nogen er ubeqvem til Ægteskab. Videre derom kand sees af Frid. 2. Forordning af
Dato den 9. Junii 1582, som indeholder 8 Aarsager, hvorfore trolovede Folk, og 3.
hvorfore Ægtefolk maa skilles ad.
At dem, som ville begive sig udi Ægteskab fodres en naturlig Beqvemhed dertil,
saa at en ved sit Legems Dannelse er beqvem til at avle Børn, hvortil Ægteskab
fornemmelig hensigter. Saaledes er det forgieves, at U-dygtige og Gildinger begive
sig udi Ægteskab.
|309Her forefalder da et Spørsmaal, om det kand kaldes Ægteskab, naar en
ældgammel Mand gifter sig. Nogle sige ney dertil, efterdi den naturlige Beqvemhed at
avle Børn er borte, og svarede Dionysius sin gamle Moder, da hun begierede en
Mand: Jeg kand vel til intet giøre Stadens Love, men ikke den naturlige Lov.
Iblant de fleeste Folk bliver dog saadant Ægteskab mellem gamle Folk lidet; hidhen
hører Abisags Omgængelse med David, 1 Reg. 1. hvilken af Salomon blev holden
for Ægteskab, og kand sees deraf, at han loed ihielslaae Adoniam, efterdi han
begiærede hende til ægte.
Hvad Om gamle Folk maa gifte sig.sig anbelanger de Beviisligheder
Endeel bruger at til intet giøre saadanne Ægteskab, da bestaae de fornemmelig
derudi; at saasom intet Ægteskab tillades med Gildinger alleene, efterdi de ikke ere
beqvemme til at avle Børn, som er Giftermaals fornemste Henseende, saa kand det
langt mindre tillades mellem gamle Folk, hvilke ikke alleene ere u-beqvemme at
formeere Verden, men endogsaa ikke kunne dæmpe Kiærligheds Lue, som er det andet
Ægteskabs Henseende, hvilket dog Gildinger kunne giøre. Men dertil svares, at
saasom man slet ingen Haab kand have om Gildinger, at de skulle avle Børn, men vel
om gamle Folk, hvilket daglig Erfarenhed viser os, saa kand udi den Henseende
saadanne Giftermaal tillades. Det samme |310kand ogsaa siges om dem, der ere
ufrugtbare, og dem der udi yderste Aandedræt lade dem vie paa Sengen; Thomas. J. Div. lib. 3. cap. 2. §. 188. seq.thi man haver
Exempel paa, at mange, som længe have været ufrugtbare, have omsider avlet Børn,
og andre, der have stridet med Døden at være kommen paa Fode igien, og have
formeeret Verden; Dog synes Ægteskabs Henseende best at erholdes ved unge Folk,
eller saadanne som ikke ere formeget gamle, og have derfor adskillige Borgerlige Love
ikke uden Grund forbudet en Mand, som er over 60 og en Qvinde, som er over 50
Aar at gifte sig.
Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, Om en Ægtemand far andensteds hen og
gifter sig med en anden Hustru, som ikke vidste, at han tilforn var gift, da maa
efter Naturens Lov udi saadan Fald det første Ægteskab staae ved Magt, og det sidste
holdes ugyldigt. Derom taler den Danske Lov saaledes: Chr. 5. Lov lib. 3. c. 16. art. 16.Dersom en, der haver
giftet sig paa tvende Steder, bliver paa Livet benaadet, da skal han komme til den
første Hustru igien, om hun vil tage ham til Naade, vil hun da ikke, da maa han dog
ikke beholde den anden, men hende, som er uskyldig, skal være tilladt at gifte sig med
en anden Mand.
De Ægteskabe holdes for at være ureene, som indgaaes mellem Slægtinge og
Nær-besvogrede, saa at det ikke alleene er forbudetforbudet]forbudet] fo.budet C forbudet] fo.budet C
at begive sig udi saadant Ægte|311skab , men man maa ogsaa bryde det, naar
det allereede er sluttet. Omendskiønt alle Folk have holdet saadanne Ægteskabe for
usømmelige, er det dog vanskeligt af Natuens Ret at bevise; thi, at Menneskerne
have saadan Afsky derfor, kommer ikke saa meget af ens medfødde Natur, som af
Vanen og Opdragelsen, Puf. J. N. & G. l. 6. c. 1. §. 28.ey heller blive
Familierne derved ruinerede, som endeel vil sige, men langt heller derved styrkes, efterdi
Midlerne komme blant Slægtningerne, og befaler derfor GUD Num. 36. Qvinder, som
have fast Gods udi Eye, alleene at gifte sig med deres Paarørende, at Ageren ikke skal
falde fra en Familie til en anden. Dog viser Guds Lov os Levit. 18. udtrykkeligen,
hvorvidt saadan Ægteskab mellem Slægtninge maa tillades, hvor efter vi Christne
have os at rette.
Her synes U-magen værd Hvorfore Menneskerne ere saa blyfærdige
udi at blotte deres naturlige Lemmer.at eftersee, hvoraf den Blyfærdighed kommer, som de
fleeste Mennesker have at blotte deres naturlige Lemmer, hvilken Blyfærdighed er
saa stor, at den fast ikke kand overvindes. Der fortælles om de Milesiske Jomfruer,
at, da der af en viß Aarsag var paakommen dem saadan Galenskab, at de
ligesom kieppedes om at hænge dem selv, og saadan Uleylighed paa ingen Maade
kunde forebygges, blev der omsider en Lov udgiven, at alle de, som saaledes havde
omkommet dem selv, skulde bæres nøgne over Torvet, hvilket afskrækkede dem saaledes, |312at de afstode fra deres forrige Daarlighed.
At give naturlig Aarsag til saadan Blyfærdighed, er ikke saa læt; thi de
hemmelige Lemmer ere ikke meere vanskabte end de andre, at man derfor besynderlig har
fornøden at skiule dem, og, omendskiønt nogle ville bevise saadant af de første
Forældres Blyfærdighed, hvilke skammede sig ved, at de vare nøgne, saa staaer ikke
desmindre det Spørsmaal tilbage, hvorfor, de saa kaldte hemmelige Lemmer, skulle
meere skiules end andre, besynderlig Munden, efterdi de første Mennesker syndede ved
Æden, og derfor kunde have meest Aarsag til at skamme sig ved den Part af Legemet, vi
see ogsaa, at udi adskillige Lande, hvor det ikke er forbudet at blotte sig, at
Indbyggerne ikke skamme sig ved at lade see deres hemmelige Lemmer. Saaledes gaae paa
nogle Steder hos de Abyssinier gemeene Qvindfolk gandske nøgne, hvorved
Mændene ikke meere ophidses og bevæges, end om de saae nøgne Hænder eller Fødder, ja
de, blant hvilke saadant er brugeligt, skamme sig ikke meere ved at blotte deres
naturlige Lemmer, end vore Matroner at blotte deres Ansigter, hvilket blant andre Folk
legges Fruentimret til stor Last. Herbert Itin. Pers. & Ind. fortæller, at Fruentimret
hos Casares, naar noget bliver dem foræret, Plut. in Lycurg.fremvise de til et Høfligheds Tegn deres
Hemmeligheder: Iligemaade Plutarchus, at til Lacedæmon Mænd og Qvinder efter
|313Lycurgi Love omgikkes nøgne med hinanden, at Letfærdighed derved desmeere
skulde formindskes.
Ikke desmindre synes der at være tvende Aarsager til saadan Blyfærdighed; thi
først er Mennesket et hoffærdigt og ærgierigt Creatur, og haver Afsky til alt det,
som synes at betage dets Ære, nu udløber igiennem de hemmelige Lemmer Mavens
U-reenhed, hvorfor Menneskerne have Afsky ikke alleene formedelst det Uhømskhed,
men endogsaa, efterdi det samme synes at bebreide dem deres Vilkor, at udi Maven
den velsmagende Spiise forandres til saadan heslig Materie, hvorudover
Menneskets Hofmod og Ærgierighed haver Omsorg for, at disse Skrøbeligheds Tegn ikke
lade sig tilsyne. En anden Aarsag er, at Menneskerne, i det de see saadant for
Øyene, ophidses desmeere til Løsagtighed, hvilket at forrekomme, er best, at saadanne
Lemmer ere skiulte.
Dette tilskrives saadanne Aarsager af Pufendorff; hvorvel andre holde fore, at
saadan Blyfærdighed reyser sig alleene af Vanen og Optugtelsen, efterdi der findes
heele Nationer der ikke blues ved deres Nøgenhed. Det er bekiendt med hvilken
Omhyggelighed Fruentimret blant visse Folk stræbe at skiule deres Fødder. Der
fortælles om et vist Folk, kalded Azenagianer, som ere ligesaa omhyggelige udi at
skiule deres Munde, som andre naturlige |314Lemmer, saa at de ikke blotte den uden saa
længe de spise; Skulde man ogsaa kunne give naturlige Aarsager til saadant?
Mellem Forældre Om Ægteskab mellem Forældre og Børn strider imod Naturen.og deres Afkom udi
den rette Linie holdes ogsaa efter Naturens Lov Ægteskab at være forbudet, og det ikke
af den Aarsag, som Socrates foregiver, nemlig, at der er en Ulighed udi Alderen, som
foraarsager Ufrugtbarhed, og ilde dannede Fostere, Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §. 32.men der ere andre vigtige
Aarsager dertil; thi dersom saadanne Ægteskab skulde tillades, vilde der blive en stor
Forvirrelse blant Familierne, ja det heele Menneskelige Kiøn: Hid henhører det, som
Philo Judæus taler om de Perser, der giftede sig med deres Mødre. Intet kand optænkes
meere ugudeligt end at besmitte sin egen Faders Ægteseng, at være Søn og
Husbonde tillige, Moderen at paatage sig Hustrues Navn, de tilfælles Børn at være
Faderens Brødre og Moderens Børne-Børn. Derforuden vilde ved saadan
Ægteskab Fædrene og Mødrene miste meget af den Ærbødighed, som Naturen udfodrer
af Børn; thi hvorledes kunde en Søn, der havde taget sin Moder til ægte, baade
være hendes Hoved og Herre, og iligemaade bevise hende en ret Sønlig Lydighed,
iligemaade en Dotter sin Fader. Over alt dette haver GUD ogsaa udi sin Lov
udtrykkelig forbudet Thomas. J. D. l. 3. c. 3. §. 145.saadanne Ægteskab Levit. 18.
Saa at derfor, om Adam kom udi Verden igien, kunde han ikke tage sig nogen Hustru,
|315efterdi alle Qvinder have deres Udspring af
ham; Jøderne holdte fore, at derfra Verdens Begyndelse vare 6 slags Giftermaal
forbudne, nemlig, med sin rette Moder, med sin Stivmoder, med en andens Hustru, med
sin egen Søster, med en af samme slags Kiøn, Item at bemænge sig med Beesterne, hvilke
de bevisede af det Sprog Gen. 2. Manden skal forlade sin Fader og Moder, og blive
hos sin Hustru, og de To skulde være et Kiød, og forklarede det saaledes: Manden
skal forlade sin Fader (det er, holde sig fra hans Hustru og sin Stifmoder) og sin
Moder (det er, ikke begive sig udi Ægteskab med hende) og blive hos sin Hustru (det er,
ikke tage en anden Mands Qvinde.) Og de To skulde være et Kiød, derfor skal man
holde sig fra Beesterne, efterdi Menneskerne og de u-mælende Creature ikke kunne
blive til et Kiød. Hvad sig anbelanger de Beviisligheder, Diogenes og Chrysippus
tage af Haner og andre u-mælende Creature, hvormed de ville godtgiøre, at saadan
Sammenblandelse strider ikke imod Naturen, giøre intet til Sagen; thi det er nok at bevise
dens U-sømmelighed deraf, at den strider imod den Menneskelige Natur, og siger
Xenophon, Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. §. 12.at omendskiønt det var brugeligt blant
de Persiske Magi at mænge sig med deres Mødre, saa var det derfor ikke desmindre
usømmeligt. Thomasii Thomas. J. div. l. 3. c. 2. §. 220. seq.selsomme Meening
herom, og med hvad Grund han stræber at bevise, at saadanne Ægteskabe ikke stride
|316imod Naturens Lov, kand sees af hans udi
dette Skrift saa ofte citerede Jurisprudentia divina.
Han tillige Deres Meening giendrives, som holde for at Ægteskab mellem Forældre og Børn ikke strider mod Naturen.med nogle andre nye Skribentere
have ingen Grund fundet udi ovenanførdte Pufendorffs og Grotii
Beviisligheder, tagne 1.) af den naturlige Blyfærdighed, som man af daglig Erfarenhed merker.
2.) Af alle Folks Overeensstemmelse, og 3.) af den Forvirring som der af flyder udi
Herredom og Subordination. Hvad den naturlige Blyfærdighed angaaer, da sige de,
at den kommer af Vanen og Optugtelsen; men man finder ikke alleene hos polerede,
men endogsaa hos grove og barbariske Folk, der aldeeles ingen Moralitet tager i agt, en
u-overvindelig Afskye for saadanne Ægteskab mellem Forældre og Børn; men, sige
de, der ere dog fundne heele Nationer, som uden Afskye have indgaaet slige Ægteskabe.
Dertil svares, at der ogsaa ere fundne og findes i langt større Mængde de der
bedrive Sodomie, der slagte Mennesker for at æde dem, og der uden Sky røve og plyndre.
Det er bekiendt, at disse Nordiske Folk i gamle Dage holdte det for en Dyd at
drive Søe-Røverie, hvilket de kaldte Fribytterie, skulde man deraf indføre at det var
naturligt at røve og myrde udi fleng: Ney, man kand heller sige, at de faa Folk, hos
hvilke Blodskams Synd have været uden Sky øved, ere blevne fordervede af ond Vane og Optugtelse, og nogle Menneskers
|317onde Exempler, ligesom de, af hvilke Mord,
Rov, Sodomie og andre imod Naturen stridende Laster øves. De faa Folk, som
Ægypterne, og de Persiske Magi, blant hvilke Blodskam var autorisered, vare derover
vederstyggelige hos alle andre Nationer. Endelig, sige de, den Forvirrelse udi Herredom
og Subordination, kaldet Confusio Officiorum, giør intet til Sagen; thi naar en
Fader ægter sin Dotter, frasiger han sig først sin Faderlig Titel og Myndighed, en
Moder iligemaade med Søn; men her spørges af disse gode Mænd om Forældres
Herredom over Børn er naturligt eller ey? Vist, sige de, er det naturligt. Nu, er
det da naturligt, saa kand en Fader aldrig lade af at blive Fader, og en Søn aldrig
lade af at blive Søn, og maa derfor saadanne Ægteskabe stride imod Naturen. Vel
finder man, at en regierende Dronning er Herre over sin Gemahl, som er en privat
Person, og en Søn, der er Konge, er Herre over sin Fader, men det er kun i publike
Forretninger, saa vidt de samme forestille det heele Folk, saa at deslige Objection her
har intet Sted. Med et Ord at sige, skulde saadanne Ægteskabe tillades, da vilde
hvert ordentligt Huus forvandles til Hore-Kippe; Huus-Fædre vilde omgaaes med
deres Døttre, ligesom man dagligen seer mange at omgaaes med deres
Kammer-Piger, og en Søn ligeledes med sin Moder. Viser nu Naturen os, at der bør væ|318re en sømmelig Orden udi en Husholdning,
saa befaler den ogsaa at skye Ting som forvirre og ødelegge Familier, hvoraf
enhver er som en liden Regiering. Men der findes ogsaa de, som gaae end videre, og
sige, at den Lov om Blodskam, som forbydes af GUD, er ikke Moralsk, men alleene
Borgerlig, nemlig skreven for det Jødiske Folk, og ikke for andre. De kand jo med
samme Føye da ogsaa sige, at Decalogus eller de 10 GUds Bud, ja at alt,
hvad GUD har befalet i sin Lov, sigter alleene til det Jødiske Folk, og at vi synde hverken
imod Naturen eller directe imod GUd, naar vi overtræde dem; thi der ere faa Bud udi
den Moralske Lov, som man kand give fleere naturlige Raisons til end det Bud om
Blodskam udi første Grad. Ved saadan Lærdom forarger man kun sin Næste, og
lader see sin slette Forstand. Jeg har udføret dette Spørsmaal noget vidtløftigen
formedelst bekiendte Aarsager.
Nu rester at tale noget om de Grader in linea transversa & collaterali,
iligemaade om Svogerskab, og da findes de Næstpaarørende at være Brødre og
Søstre, blant hvilke merkes ogsaa en stor Blyfærdighed, men at deres Sammenblandelse
strider imod Naturens Lov, Item mellem Søskende.er vanskeligt at
bevise: thi efter den hellige Skrifts Vidnesbyrd blev Ægteskab stiftet mellem de
første Forældres Børn, Brøderne og Søsterne; nu er det ikke rimeligt, at GUD,
|319i det han befalede det Menneskelige Kiøn
at fortplantes, skulde ikke gives andre Midler dertil end saadanne, hvorved Naturens
Lov maatte overtrædes, besynderlig efterdi ingen Fornødenhed drev GUD til at skabe
ikkun et Par Mennesker udi Begyndelsen, hvorudover man seer, at saadanne
Ægteskabs Forbud komme alleene af de Borgerlige Love, hvilke have taget Leylighed til at
forbyde saadant, endeel af den Blyfærdighed, der findes mellem Brødre og Søstre,
endeel ogsaa, efterdi deres daglig Omgængelse kunde give Leylighed til Hoor og
Løsagtighed, dersom saadanne Ægteskabe skulde tillades, eftersom Brødre og Søstre
opdrages sammen udi et Huus. Nok er det os, at vi vide, at alle oplyste Nationer
have Afsky til saadan Sammenblandelse, og at GUD dem udtrykkeligen udi sin Lov
haver forbudet, og det ikke alleene Jøderne udi Særdeleshed, men alle udi
Almindelighed. Besmitter eder ikke, siger GUD med nogen af de Ting, Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. 13.hvormed de Folk
ere besmittede, som jeg uddriver for eder; hvoraf kand sees, at efterdi de Cananiter
have syndet ved at bedrive saadanne Ting; det ogsaa har været dem forbudet at øve de samme.
Jøderne vare udi den Meening, at det efter Naturens Lov var tilladt, at
Søskende, som havde en Fader sammen, kunde gifte sig med hinanden, men ikke de som havde
en Moder, og see vi, at Abraham tog sin |320Søster Saram til ægte, hvilket bevises af
hans egne Ord: Det er min Søster, nemlig min Faders Dotter, men ikke min
Moders Gen 20. hvorvel det blant deres Naboer paa samme Tid var ubrugeligt, og
kand sees deraf, at Abraham troede ingen skulde holde ham for Saræ Huusbonde,
naar han sagde, hun var hans Søster: Angaaende de andre Grader, som
forbydes Levit. 18. da er det endnu vanskeligere at finde Aarsagen, hvorfore de stride imod
Naturen.
Nu maa jeg tale noget om det ulige Om Ægteskab til den
venstre Haand.Ægteskab, kaldet til den venstre Haand,
hvorved Hustruerne vel blive viede til deres Mænd, og foreenede med dem paa samme
Maade som andre, dog formedelst deres Stands Ulighed eller andre Aarsager ikke
ophøyes til Huus-Mødres Værdighed, ey heller deres Børn gaae udi Arv med de
andre.
Saadanne Giftermaal ere indstiftede ved de Borgerlige Lover, udi den
Henseende for at spare paa de Bekostninger, som ellers skulde giøres paa rette Hustruer efter
Landets Skik og Sædvane, iligemaade for at conservere store og berømmelige
Familier, at de samme ikke skulde bringes til Armod ved det, at Midlerne skulde deeles
iblant saa mange. Busbeqvius Epist. 1. fortæller om de Tyrkiske Kæysere, at ingen af
dem haver haft nogen ret Hustru siden Bajazets Tider; thi, da han tillige med sin
|321Hustru blev fangen af Tamerlan, maatte han see paa, hvorledes hun blev skiændt.
Til en Erindring derom have de efterfølgende Kæysere holdet dem fra at tage rette
Hustruer, at, i fald saadant oftere skulde vederfares, de da ikke skulde lide saa stor Forhaanelse.
Førend jeg slutter dette Capitul, vil jeg tale noget om det Spørsmaal, som
foresættes af Grotio, om de Ægteskabe ere gyldige,
Grot. lib. 2. cap. 5. §. 10.som indgaaes af Børn uden Forældrenes
Samtykke. Dertil svares, at,
omendskiønt Børnenes Pligt udfodrer at begiære Forældrenes Om de Ægteskab, som indgaaes imod Forældrenes Villie, ere ulovlige.Samtykke udi alle Ting,
besynderligen udi Ægteskabs Sager, som angaae den heele Familie, saa følger dog ikke
derpaa, at saadant kand giøres til intet; thi, naar en Søn er kommen til skiels
Alder, og forlader sin Faders Familie, er han ikke længer hans Regimente
undergiven, men er alleene forbunden til en Sønlig Ærbødighed, hvilken Ærbødigheds Pligt
ikke er tilstrækkelig at giøre saadan vigtig Contract til intet. Vel var hos de
Romere forordnet, at saadanne Ægteskab, som giordes imod Forældrenes Villie, skulde
være ugyldige, men saadant skeede ikke efter Naturens Ret, men alleene efter
Lovgiverens Villie. Om Esau læse vi udi Bibelen, at han giftede sig uden sine Forældres
Samtykke, men ikke at samme Ægteskab derfor var ugyldigt, eller hans Børn ulovlige.
Dog giør et Barn en lastelig Gier|322ning naar det gifter sig med en som
Forældrene ikke anstaaer, saasom det er en Fader høyt Magt paaliggende, at ingen
Sviger-Søn eller Sviger-Dotter imod hans Villie bindes ham paa Ærmene. Paa den
anden Side giør en Fader meget ilde, der plat vil forbyde sin Dotter at gifte sig,
hvorudover nogle Borgerlige Love undskylde de Døttre, der af den Aarsag forfalde til
en løsagtig Gierning. Enke eller Møe, siger den Jydske Lov, Jydske Lov lib. 1. cap. 8.der atten Vintre
gamle ere, og have paa Tinge krævet deres Værge at gifte dem, og deres
Værge ey vil, lade de sig siden beligge, da forgiøre de dermed ey deres Gods.
Hvad sig anbelanger det Spørsmaal, om en Qvinde kand gifte sig, efterat hun
har undfanget med sin forrige Mand, forend hun haver fødet, da have Jøderne
holdet retteligen fore, at der maatte i det ringeste være 3 Maaneder mellem begge
Ægteskab Thev. Voyage du Levant lib. 1.for at hindre Sædenes
Sammenblandelse, og udfodres hos de Tyrker efter Thevenots Beretning 4 Maaneder.