|2 1
Kapitel 1
Om ægteskab
Nu følger at overveje det menneskelige herredømmes natur og oprindelse, item hvad naturen
og folkeretten byder os at iagttage derved. Men såsom intet herredømme kan forstås
uden iblandt mange, og den Hellige Skrift lærer os at der af Gud i begyndelsen var skabt
et par mennesker hvoraf alle andre har deres oprindelse, derfor, førend vi taler om det
menneskelige herredømme og den borgerlige regering, må vi først melde noget om ægteskab,
hvoraf familierne har deres udspring, item hvoraf stæder og regeringer er
oprettet.
Hvorfor ægteskab er indstiftetEfter at det menneskelige køn
var blevet dødelighed undergivet, da på det at sådanne ædle creaturer skulle ikke
undergå og inden kort tid udslukkes, har den allerviseste Gud forordnet
æg|2 2teskab og givet menneskene evne til at udbrede og formere dem
og tilligemed indplantet i dem en heftig begærlighed til hinanden, i lige måde en
brændende kærlighed til deres afkom efterdi det menneskelige køn på anden måde ikke
kunne blive ved magt.
Om det ene køn skulle have haft tilbøjelighed til det andet i den
hellige standOm sådan det ene køns tilbøjelighed til det andet havde haft sted blandt
menneskene dersom de stedse havde blevet i den hellige stand de
var i før syndefaldet, tvivler en del, blandt hvilke Hobbes og Adrian Beverland, men de
kan lettelig gendrives af disse Skaberens ord: “Voks og formér eder”; thi eftersom
Gud har behaget at menneskene endogså i den hellige stand skulle formere dem, så
havde også i det ene køn været indplantet tilbøjelighed til det andet.
Sådan tilbøjelse har Gud indplantet menneskene at der kunne være des angenemere
omgængelse blandt ægtefolk, og de besværligheder som børnetugt og opfostrelse
forårsager, derved kunne forsødes, ikke for at styre deres vellystige begærligheder. Herudover
fordømmes deres slemme uterlighed som bemænger sig med bæsterne eller deres
e|2 3get køn, hvilket gik fordum så meget i svang hos de grækere
at det ved love ikke kunne udryddes.
Om en ugift person der ligger hos en ugift pige, synder mod naturens
lovNogle har været i den mening at den naturlige frihed tilsteder ugift mandkøn at bemænge sig
med ugift kvindekøn uden ægteskab, óg viser Seldenus
at hos jøderne førend Mosis lov blev givet, en ugift pige, eller som endda ikke var
forlovet, måtte enten for intet eller for betaling lade sig bruge; men at det samme efter
Mosis lov først blev forbudt, hvorvel det i visse måder endda ikke blev holdt for
usømmeligt siden at en omskåret lå hos en hedensk pige. De stoiske philosophi har
holdt for at kvinderne blandt kloge folk burde være tilfælles, hvilket ville forårsage
Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 210at alle børn skulle elskes
af alle mænd som deres egne, item at al mistanke om hor og avindsyghed derved ville
borttages.
Men dersom dette skulle tilstedes i almindelighed, skulle enhver indbilde sig at de
lemmer som var beskikket til at avle børn og forplante verden med, var givet
menneskene alene til vellyst, og derfor anvende dem alene til det brug, hvorved al
orden og sirlighed |2 4blandt menneskene skulle kuldkastes, og
ingen forskel skulle være blandt folk og ingen visse familier, óg var det årsagen til,
som Maimonides bevidner, at horerne blev uddrevet af Jødeland.
I lige måde ville samme ulejligheder forårsages dersom man skulle bole med hinanden
i flæng og uden forskel, omendskønt begge bolende eller en af dem havde tanke derved
at opvække sig afkom. Sådant levned blev ført til Athen før Cecropis tider, hvor
dersom nogen fik et barn, overgav hun det til den af hendes bolere som havde mest behag
dertil, hvilken uterlighed da Cecrops først afskaffede, blev han
kaldet διφυής eller af en dobbelt natur efterdi tilforn ingen kendte uden sin moder, men siden, da ægteskab af ham
blev indstiftet, kunne man kende både fader og moder, i lige måde efterdi to blev da
til ét legeme. Dersom derfor sådan frihed skulle tillades og ægteskabsbånd ikke var til,
ville stor trætte og uenighed forårsages, ved sædens sammenblandelse fostrene dræbes,
intet slægtskab og arvedel have mere sted blandt menneskene, ja alting forvirres; óg synes
mig dette er kraftigt nok at bevise sådan |2 5sammenblandelse og
bolen at stride mod naturens lov, Thomasii mening gendriveshvorvel
en del, blandt hvilke Thomasius, stræber vidtløftigt at bevise sådant i
almindelighed efter samme lov ikke at være forbudt, hvorvel det foruroliger det
menneskelige selskab og borttager al orden og sirlighed; men ovenbemeldte argumenter
Thomas. J. Div. l. 3. c. 2beviser at det menneskelige
selskab ikke alene foruroliges, men endogså ødelægges derved, og derfor kunne være
tilstrækkelige nok at udtage ham af den labyrint han klager sig at være i.
Om ethvert menneske er forbundet til at gifte sigEfter at
vi nu har overvejet hvor fornødent ægteskabs bånd er, må vi videre efterse hvor
meget enhver i særdeleshed er forbundet til at begive sig i ægteskab. De gamle
hebræere, såsom Seldenus l. 5. c. 3. beretter, holdt for at ved det Guds bud “Voks og
formér eder”, forbandtes alt mandkøn at gifte sig førend det
opfyldte sit tyvende år, dog blev undtaget
de som havde nogen fejl på deres naturlige lemmer.
Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 6De samme hebræere holdt også for
at hvo der levede sin hustru over og ikke havde børn af begge slags køn, havde ikke
fyldestgjort Guds lov. Ikke des mindre var dog blandt dem de esseneres sekt, som forbød al
omgængelse med kvindekøn.
|2 6Plutarch. in LycurgoDen berømte
lovgiver Lycurgus gav efter Plutarchi beretning de
spartanere sådan lov at de som ikke ville gifte sig, skulle midt om vinteren gå nøgne
på torvet og synge en sang der var opdigtet om dem, nemlig at de blev billigt
straffet efterdi de ikke var loven hørige. Til Rom
forordnede Camillus og Posthumius at alle gamle ugifte mænd skulle til straf give en vis
penge til skatkammeret, hvilken slags bøde blev kaldet uxorium.
Hvorvidt det må indskrænkesIkke
des mindre må man dog sige at ægteskab må indgås ikke absolute, men med visse
vilkår, nemlig når en har bekvem lejlighed til at begive sig i den stand, kan føde
kone og børn og forrette en husfaders embede. Således er, efter Arngrims beretning cap. 8 om Island,
ved de islandske love forbudt meget fattige folk at gifte sig. Det er derfor
ikke aleneste ikke fornødent, men endogså dårligt at ville nøde fattige folk og
uforstandige børn til ægteskab og derved opfylde landet med tiggere og dårlige
husfædre. I lige måde kan ingen lastes for at holde sig fra ægteskab der er begavet med
en synderlig indgetogenhed og ser at han kan tjene sit fædreneland bedre i enlig
stand, ej heller |2 7den der har børn af det forrige ægteskab og
ikke vil binde dem en stedfader eller stedmoder på ærmerne, besynderlig om sådant synes
at være børnene skadeligt, og forældrene kan siden tåle at leve i enlighed, hvorvel
Charondæ lov hos Diodorum Siculum l. 12. cap. 12. synes at være noget for hård deri at
den udelukkede dem fra deres borgerlige ret der skaffede deres børn stedmoder.
Herudaf kan ses hvor stor magt de borgerlige love har at indskrænke, forbyde eller
påbyde ægteskab. Det er sandelig uden modsigelse at en lovgiver kan ved sin myndighed
tvinge dem til ægteskab der har føre lemmer og bekvem alder, i lige måde evne til at føde
kone og børn. Derimod er det umenneskeligt at ville tvinge nødlidende personer dertil og
derved gøre deres nød des større. Dog synes det mildere at skille dem der lever i
enlig stand, heller ved belønning og privilegier end at påføre dem straf og noget ondt.
Hidhen hører jus trium liberorum hos de romere, item den lov hos de spartanere: Hvo der
avler 3 børn, skal være ἄφρουρος, fri for vagt, men den der avler 4, skal være fri for alle
byrder.
|2 8Hvad alder der
udfordres til ægteskab. Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1.
§ 8Og såsom den pligt at begive sig i ægteskab er vidtløftig
og med visse vilkår, så kan de borgerlige love foreskrive hvad alder de skal have der begiver
sig i ægteskab. Således foreskrev Plato, De rep. l. 5. kvindekønnet en tid fra 20 til
40 og mandspersoner fra 40 til 55 år. Hos nogle er det ikke tilladt at gifte sig førend
man har gjort nogen tapper gerning, således måtte ingen hos de carmeniere tage sig en
hustru førend han havde hugget hovedet af en fjende og lagt det for kongens fødder.
Endelig, omendskønt den naturlige lov tilsteder at gifte sig hvor og med hvem man lyster,
så kan dog de borgerlige love dersom en republiks nytte det udfordrer, forordne at
ingen borger må gifte sig med en fremmed, ej heller ingen af adel med en gemen.
Ægteskab
er tvende slags. Et er ufuldkomment og uordentligt
der hensigter alene til at forhverve sig børn og ikke indeholder nogen pagt at mand og
hustru skal bo stedse sammen, ej heller at den ene skal have herredømme over den
anden, ej heller være forbundet til videre end at tilstede hinanden legemets brug. Sådant
ægteskab Matrimonia Amazonicakan man kalde matrimonium
Amazonicum af de a|2 9mazoner, der ikke så deres mænd
oftere end de ville avle børn. Således søgte Thalestris en lovlig arving af den store
Alexandro, og dronningen af Saba af kong Salomon efter nogles mening. Nyere eksempel på
sådant ægteskab har man i Philippo 2. og dronning Maria af England, item Maria,
dronningen af Skotland, og den franske Dauphin, hvis konditioner findes hos Thuanum l. 13
og 37.
Om sådanne ægteskaber
vil vi ikke vidtløftigt tale, men begive os til de fuldkomne og
ordentlige ægteskaber, som kommer bedre overens med den menneskelige naturs vilkår og
består i disse hovedpunkter: Det ordentlige ægteskab består i
3 hovedpunkter(1) at kvinden forsikrer sin mand om ikke at tilstede nogen
anden sit legems brug og betinger sig det samme af manden igen; thi ægteskab hensigter
dertil at man kan forhverve sig egne børn, ikke fremmede og horeunger, hvorudover lastes
med al billighed den lov hos de skotter at kongen skulle ligge hos enhver adelig brud
den første nat, og adelen skulle gøre ligeledes hos de gemene. Det andet hovedpunkt af
sådant fuldkomment ægteskab er at husbonden og hustruen bor stedse sammen for at opfostre
børnene des be|2 10dre og at række hinanden hånden. (3) At
kvinden i de sager som angår ægteskabet, er sin mand såsom hovedet undergiven.
Hvoraf mandens herredømme over kvinden har sin
oprindelse Nu følger at efterse hvoraf manden har bekommet herredømme over sin
hustru, og hvor vidt det strækker sig. Sådant herredømme kommer alene af Guds
indstiftelse, Gen. 3. 16, hvor kvinden udtrykkelig befales at være sin mand underdanig, og
at hustruen har frivilligt undergivet sin vilje mandens vilje, hvorudover de farer
meget vild som påstår at sådant herredømme kommer af naturen; thi omendskønt
Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 105 seq.mandkønnet er af naturen
herligere og bekvemmere til at føre regimente end kvindekønnet, så følger dog der ikke
af at manden må endelig have regimentet, ligesom af det ene menneskes bekvemhed for det
andet følger intet herredømme og trældom, hvilket vises på et andet sted.
Sådant herredømme må være mildt og holdes ved lige heller ved kærlighed end frygt,
givende manden ikke jus vitæ og necis, ej heller magt at bruge nogen hård tvang, item at
skalte og valte over hustruens gods, men den |2 11magt indstiftes
alene af en synderlig pagt mellem ægtefolk eller óg ved borgerlige love.
Om sådant herredømme havde sted før syndefaldetHvad
sig anbelanger det spørgsmål om den Guds befaling “hustruen skal være sin mand
underdanig” havde også sted før syndefaldet, dertil svares at såsom den lov er blandt
syndefaldets straf, og Skriften melder intet om sådan forordning i den hellige stand,
så har vi ikke behov at bilde os noget sådant ind, besynderlig
efterdi fornuften ikke tilsiger os at Gud har i samme stand villet give Adam
herredømme over Eva efterdi den almindelige årsag til herredømme er ufuldkommenhed,
hvilken før faldet ikke kunne tillægges Evæ, óg må vi derfor blive ved den mening at
det bud om mandens herredømme henhører alene til syndefaldet efterdi kvinden blev
befalet at være manden underdanig til en straf at hun først lod sig forføre, óg kan man
deraf se at det er ikke i en husbondes magt Thomas. J. Div. l. 3.
c. 3. § 35 seq.at give sin hustru tøjlen eller entledige hende fra sådant
herredømme efterdi Gud det en gang har forordnet til en straf og sat manden til at
fuldbyrde sådan forordning, hvilken om han ikke efterlever, bedriver han
|2 12lige så stor synd som en
dommer der mod lovgiverens vilje frikender den skyldige.
Videre må efterses om efter naturens ret ægteskab ikke kan være uden
mellem én mand og én kvinde, eller om polygami er tilladt.
Om polygami er tilladt efter naturens
lovPolygami er tvende
slags: den ene hvorved mange mænd uden forskel bruger en kvinde, den anden hvorved en
mand har mange hustruer. Til den første slags polygami kan henføres det som Strabo
fortæller om de sabæere: Alle slægtninge har en hustru, hvo der vil ligge hos hende,
sætter sin stav for døren og træder ind til hende, men den ældste bruger hende om natten.
I lige måde det som Ludovicus Romanus fortæller om undersåtterne af det rige Calecut
(Navig. l. 5. cap. 8): En kvinde har 7 mænd, hvilke hun bruger vekselvis, og når hun
har født et barn, giver hun det til hvem hun lyster. Hidhen hører også det som Æneas
Sylvius fortæller om de litauere: Kvinderne har offentligt med mændenes tilladelse deres
konkubiner, hvilke de kalder deres medhjælpere i ægteskab, mændene derimod må ikke bole
med andre. Der er |2 13ingen tvivl på at sådan slags polygami
jo strider mod naturen; thi ægteskabs visse henseende er at forhverve sig visse børn og
afkom, men hvo kan kende sit eget i sådan forvirrelse? Menneskenes ægteskab skilles deri fra bæsternes
sammenblandelse at hustruen forsikrer sin mand ingen uden ham at tilstede sit legemes
brug.
Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 16Den
anden slags polygami, som egentlig så kaldes, hvorved mange kvinder føjes til én
mand, har fordum været meget brugelig og endnu har sted blandt mange folk. Det er
bekendt hvor meget det har været brugeligt hos det jødiske folk, óg beviser Seldenus, l.
1. cap. 9. De uxore Ebraica, at jøderne holdt fordum for man måtte tage så mange
hustruer man kunne føde, dog holdt de meste blandt dem rådeligt, for at undfly de
ulejligheder mange hustruer kunne forårsage, at lade sig nøje med 4, kongerne derimod måtte
tage atten men ikke flere, og det efter det sprog Deut. 17: “Han skal ej heller tage mange
hustruer, at hans hjerte ikke skal vende sig.” De jøder som nu om stunder bor i Østen,
har endnu mange hustruer, enddog det tillades ikke dem som bor hos os.
Grot. l. 2. c. 5. § 9Blandt alle
barbarer, siger Tacitus, |2 14De moribus Germ., var de tyske de
eneste som lod dem nøje med én hustru, óg var Cecrops hos de grækere den første efter
Diod. beretning, l. 1., som μίαν ἑνὶ ἔζευξεν, det er: forordnede at en mand skulle kun have én
hustru. Den falske profet Mahomet har tilladt i sin nye lov at tage mange hustruer
og deri meget underfundeligt rettet sig efter det folks natur som han ville bedrage; thi
de som bor i de hede lande, er meget hengivne til løsagtighed, kvinderne derimod
er, en del af naturen, en del af optugtelsen, mændene så meget underdanige at man sjældent
hører nogen avind eller uenighed iblandt dem.
Deres bevisligheder som godtgør sådantAngående denne
slags polygami da disputerer de lærde meget om det samme er tilladt efter naturens ret
eller ej. De som siger at sådan polygami ikke strider mod naturens ret, foregiver at
ægteskabs egentlige henseende, som er at man kan vide hvilke der er ens egne børn, og
at den ene kan hjælpe og række den anden hånden, erholdes ikke mindre i polygami end
monogami eller sådant ægteskab som består kun af en mand og en kvinde, ja en mand
kan også blandt de nationer som er indgetogne og koldsindige, fornøje mange
kvin|2 15der, besynderlig om de vil efterfølge Zenobiam, de
palmyræneres dronning, hvilken ikke rørte sin mand efter at hun havde undfanget,
hvorudover, siger de, en umættelig begærlighed er årsag til at Puf.
J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 17 seq.kvinderne hader så meget polygami. En
hustru kan ej heller beklage sig at lide uret om hendes mand
bruger andre kvinder, efterdi hun ingen anden ret har til mandens legeme end som hun ved ægteskabs pagt har
betinget sig. Hvad sig anbelanger den avind polygami siges at afstedkomme, da er at
mærke at sådanne ulejligheder er ikke lige store på alle steder, men findes alene
blandt de nationer hvor kvinderne er alt for stormodige og har mændene under deres
herredømme. Således finder man blandt de mahomedanere, hvor polygami er brugeligt, lidt af
sådanne ulejligheder.
GendrivesMen hvorom alting er, så synes det dog bedst
og sirligst, i lige måde sikrest, at en mand lever fornøjet med én hustru, óg holdes derfor
det ægteskab for det allerfuldkomneste, hvis love skal holdes ubrødeligt *ikke alene
af manden, men endogså af kvinden. *Årsagen hvorfor dette fuldkomne ægteskab er antaget
blandt de kristne, foregiver Grotius blandt an|2 16det at
hjertet og sindet, som hustruen giver sin mand, kan vederlægges ved en ligegyldig gave,
og at husholdningen kan bedre forestås ved éns end ved manges direktion, hvilke mere
nedriver end opbygger. Derforuden er der også en politisk årsag som strider mod polygami,
nemlig at ved de mangfoldige børn en husfader avler af sine mange hustruer, de adelige
familier geråder i fattigdom, og de andre bringes ganske til trygleri, ja man ser at
polygami tager meget af endogså hos de tyrkere, og det ikke så meget af den sodomitiske
synd, som går i svang blandt dem, som formedelst de ulejligheder de ser polygami føre med
sig. Derforuden ser man at hvor polygami er i brug, der bliver også mændene gildede,
hvilket strider meget mod naturen. Nok er det os at vi ved polygami
ved alle kristelige love i så mange 100 år har været afskaffet, og at den kristne
tro fordrer større renhed af os; thi ingen tragter efter at bekomme mange hustruer uden
af løsagtighed, og omendskønt Gud af visse årsager tillod det i Det Gamle Testamente,
så har dog Kristus Matth. 19. 5. 6. 7. sådan frihed indskrænket og henviser
menneskene til den første indstiftelse Gen. 2. Hvad sig an|2 17belanger
det sprog 2. Sam. 12, at Gud synes ligesom at opregne det for David
som en synderlig velgerning at han havde givet ham så mange hustruer, sigende: “Jeg
salvede dig til konge og gav dig din herres medhustruer i dit skød”, da holder de
skriftkloge for at når Gud siger til David: “Jeg har givet dig din herres hustruer i
dit skød”, han derved ikke lader se at have behag i polygami: thi at give en hustru i
sit skød kan ikke alene betyde at give til ægte, men endogså i ens vold, og at
disse Herrens ord må forklares på den sidste måde, kan ses deraf at David havde
tilforn Sauls datter Michol til ægte og derfor ikke siden kunne ægte Sauls hustruer,
hvoriblandt var også Michols moder, efterdi Gud Levit. 18. sådant strengelig havde
forbudt.
Om skilsmisse efter naturens ret er tilladtEfter at vi nu
har talt noget om polygami, må vi begive os til det vigtige spørgsmål om skilsmisse i
ægteskab efter naturens ret er tilladt. Her holder en del for at såsom enhver pagt
fører det med sig at ingen af delene kan vige derfra uden ved hinandens samtykke,
eller uden pagten bliver overtrådt på en af siderne, så strider det også mod naturens
ret om en |2 18mand viger fra sin hustru mod hendes vilje, da
hun dog ikke har brudt noget hovedpunkt i ægteskabspagt, alene at han kan få sig
en bedre hustru igen, eller fordi det behager ham så; thi ved ægteskabspagt har begge
ægtefæller forhvervet sig ret til hinandens legemer, hvilken ret uden højvigtige årsager
mod deres vilje ikke kan mistes; men dertil svares at ægteskabspagt kan indgås på
adskillige måder, nogle indtil begge ægtefæller har avlet et eller flere børn
sammen, andre til børnene er opdraget. Óg kan i så måde efter naturens ret den ene
ægtefælle forlade den anden efterdi de ved pagten ikke har forbundet sig at bo stedse
sammen, men kun til en vis tid, óg synes sådan pagt ikke at stride mod naturens lov;
thi endskønt den udfordrer at man skal begive sig i ægteskab og formere verden, så dog
forbinder Thomas. J. D. l. 3. cap. 2. § 115den ingen stedse
til en vis person. Andet er det når der mellem ægtefolk er gjort sådan pagt at de
skal stedse bo sammen; thi da kan uden højvigtige årsager ingen skilsmisse ske.
Sådanne årsager er om en af ondskab forløber den anden, eller en af dem befindes i
hor.
|2 19Om en kan skille sig ved sin kone fordi hun er ond og
uomgængeligMen om en mand efter naturens ret kan skille sig ved sin hustru alene formedelst
hendes ondskab og ulidelige omgængelse, derom disputeres meget. Nogle holder for at omendskønt en del ægteskabspunkter bliver
overtrådte, så kan derfor de andre ægteskabspligter, såsom afkoms fortplantelse,
holdes ved lige; thi der kan indgås pagter på sådan måde at omendskønt nogle
stykker bliver overtrådt, skal man derfor ikke vige fra de andre. Nu synes afkoms
fortplantelse at være ægteskabs hovedpunkt, men de andre kun biartikler. Dog såsom det
er rimeligt at ægtefolk der hader og kan ikke lide hinanden, bekvemmer sig ikke til sådant
hovedpunkt, og ingen begærer at avle børn med den som han har vederstyggelighed til, så
synes den ene artikel at hænge af den anden, og ved at én pagt overtrædes, overtrædes også
de andre.
Om skilsmisse strider mod Guds lovMen om sådan skilsmisse
strider mod Guds lov, findes endnu større tvistigheder. Jøderne troede at efter den
guddommelige lov Deut. 24. skilsmisse ikke alene var tilladt, men endogså befalet, óg
vidner Philo at en mand var forbundet til at skille sig ved sin hustru endogså for hendes
ufrugtbarhed. Hvo |2 20der tager sig en hustru hvis frugtbarhed
ham ikke er bekendt, og siden fornemmer at hun er ufrugtbar, men Puf.
J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 23skiller sig ikke ved hende, kan den forseelse ham
nogenledes tilgives formedelst den kærlighed han af den lange omgængelse har fattet til
hende. Men at den frihed ej strækkede sig så vidt, det viser Vor Frelser de skriftkloge
i Matth. 5. og 19. item Marc. 10. Grotius siger i den forklaring han gør over samme
Skriftens sprog at det behagede Gud i begyndelsen at ægteskab skulle stedse vare, dog
blev fædrene i Det Gamle Testamente ikke forbundet dertil, men i Det Nye lærte
Kristus at sådant var bekvemmest og Gud mest behageligt, og derfor forordnede
udtrykkeligt at intet uden hor kunne bryde en ægteseng: “Hvo som skiller sig ved sin
hustru uden for horsag, han gør at hun bedriver hor, og hvo som tager en adskilt til
ægte, bedriver også hor.” Disse Frelserens ord er kraftige nok til at kuldkaste alt hvad
Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 24Johannes Milton ophidset
af en hussorg har indført i sin bog om skilsmisse. Det fornemste af samme bogs indhold
opregnes af Pufendorf, Jur. Nat. & Gent., hvor jeg vil læseren henvise. Hvorvidt
ægteskabs skilsmisse her i rigerne er tilladt, kan ses af |2 21den Chr. 5. Lov l. 3. c. 16.
art. 15Danske Lov, hvori opregnes 3 årsager hvorfor ægteskab må adskilles: (1) horeri. (2) Når den ene ægtefælle
forløber den anden. (3) Når nogen er ubekvem til ægteskab. Videre derom kan ses af Frid. 2. forordning af dato
den *9. juni 1582, som indeholder 8 årsager hvorfor trolovede folk
og 3 hvorfor ægtefolk må skilles ad.
Af dem som vil begive sig i ægteskab, fordres en naturlig bekvemhed dertil, så at en
ved sin legemsdannelse er bekvem til at avle børn, hvortil ægteskab fornemmelig
hensigter. Således er det forgæves at udygtige og gildinger begiver sig i ægteskab.
Her forefalder da et spørgsmål om det kan kaldes ægteskab når en ældgammel mand gifter sig. Nogle siger nej dertil efterdi den naturlige bekvemhed at avle
børn er borte, óg svarede Dionysius sin gamle moder da hun begærede en mand: “Jeg kan vel
tilintetgøre stadens love, men ikke den naturlige lov.” Iblandt de fleste folk bliver
dog sådant ægteskab mellem gamle folk lidet. Hidhen hører Abisags omgængelse
med David, 1 Reg. 1, hvilket af Salomon |2 22blev holdt for ægteskab, óg kan
ses deraf at han lod ihjelslå Adoniam efterdi han begærede hende til ægte.
Om gamle folk må gifte
sigHvad sig anbelanger de
bevisligheder en del bruger at tilintetgøre sådanne ægteskaber, da består de fornemmelig
deri at såsom intet ægteskab tillades med gildinger, alene efterdi de ikke er
bekvemme til at avle børn, som er giftermåls fornemste henseende, så kan det langt
mindre tillades mellem gamle folk, hvilke ikke alene er ubekvemme at formere verden, men
endogså ikke kan dæmpe kærligheds lue, som er det andet ægteskabs henseende, hvilket dog
gildinger kan gøre. Men dertil svares at såsom man slet ingen håb kan have om
gildinger at de skal avle børn, men vel om gamle folk, hvilket daglig erfarenhed viser
os, så kan i den henseende sådanne giftermål tillades.
Det samme kan også Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 188 seq.siges om dem der er
ufrugtbare, og dem der i yderste åndedræt lader dem vie på sengen; thi man har eksempel
på at mange som længe har været ufrugtbare, har omsider avlet børn, og andre der har
stridet med døden, at være kommet på fode igen og have formeret verden. Dog synes
ægteskabs |2 23henseende bedst at opholdes ved unge folk eller
sådanne som ikke er for meget gamle, óg har derfor adskillige borgerlige love ikke uden
grund forbudt en mand som er over 60, og en kvinde som er over 50 år, at gifte sig.
Chr. 5. Lov l. 3. c. 16.
art. 16Hvad sig
anbelanger det spørgsmål om en ægtemand
farer andetsteds hen og gifter sig med en
anden hustru som ikke vidste at han tilforn var gift, da må efter naturens lov i
sådant fald det første ægteskab stå ved magt, og det sidste holdes ugyldigt.
Derom taler den Danske Lov således:
“Dersom en der har giftet sig på tvende steder, bliver på livet benådet, da skal han
komme til den første hustru igen om hun vil tage ham til nåde; vil hun da ikke, da må
han dog ikke beholde den anden, men hende, som er uskyldig, skal være tilladt at gifte sig
med en anden mand.”
De ægteskaber holdes for at være urene som indgås mellem slægtninge og nærbesvogrede,
så at det ikke alene er forbudt at begive sig i sådant ægteskab, men man må også
bryde det når det allerede er sluttet. Omendskønt alle folk har holdt sådanne
ægteskaber for usømmelige, er det dog vanske|2 24ligt af
naturens ret at bevise; thi at menneskene har sådan afsky derfor, kommer ikke så
meget Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 28af ens medfødte
natur som af vanen og opdragelsen, ej heller blive familierne derved ruineret,
som en del vil sige, men langt heller derved styrkes efterdi midlerne kommer blandt
slægtningene, óg befaler derfor Gud Num. 36. kvinder som har fast gods i eje, alene at gifte
sig med deres pårørende at ageren ikke skal falde fra en
familie til en anden. Dog viser Guds lov os Levit. 18. udtrykkeligt hvorvidt sådant
ægteskab mellem slægtninge må tillades, hvorefter vi kristne har os at rette.
Hvorfor menneskene er så
blufærdige
i at blotte deres naturlige lemmerHer synes umagen værd at efterse
hvoraf den blufærdighed kommer som de
fleste mennesker har at blotte deres naturlige lemmer, hvilken blufærdighed er
så stor at den fast ikke kan overvindes. Der fortælles om de milesiske jomfruer at da
der af en vis årsag var påkommet dem sådan galskab at de ligesom
kappedes om at
hænge dem selv, og sådan ulejlighed på ingen måde kunne forebygges, blev der omsider en
lov udgivet at alle de som således havde omkommet dem selv, skulle bæres nøgne over
torvet, hvilket afskrækkede |2 25dem således at de afstod fra
deres forrige dårlighed.
At give naturlig årsag til sådan blufærdighed er ikke så let;
thi de hemmelige lemmer er ikke mere vanskabte end de andre at man derfor besynderlig
har fornødent at skjule dem, og omendskønt nogle vil bevise sådant af de første
forældres blufærdighed, hvilke skammede sig ved at de var nøgne, så står ikke
des mindre det spørgsmål tilbage hvorfor de såkaldte hemmelige lemmer skal mere
skjules end andre, besynderlig munden efterdi de første mennesker syndede ved æden og
derfor kunne have mest årsag til at skamme sig ved den part af legemet. Vi ser også at
i adskillige lande hvor det ikke er forbudt at blotte sig, at indbyggerne ikke skammer
sig ved at lade se deres hemmelige lemmer. Således går på nogle steder hos de
abyssinere gemene kvindfolk ganske nøgne, hvorved mændene ikke mere ophidses og bevæges
end om de så nøgne hænder eller fødder, ja de blandt hvilke sådant er brugeligt, skammer
sig ikke mere ved at blotte deres naturlige lemmer, end vore matroner at blotte deres
ansigter, hvilket blandt andre folk lægges fruentimmeret til stor last.
Herbert. Itin. Pers.
& Ind. fortæller at fruentimmeret hos casares, når |2 26noget
bliver dem foræret, fremviser de til et høflighedstegn deres hemmeligheder. Plut.
in Lycurg.I lige måde Plutarchus at til Lacedæmon mænd og kvinder
efter Lycurgi love omgikkes nøgne med hinanden, at letfærdighed derved des mere skulle
formindskes.
Ikke des mindre synes der at være tvende årsager til sådan blufærdighed; thi først er
mennesket et hoffærdigt og ærgerrigt creatur og har afsky til alt det som synes at
betage dets ære; nu udløber igennem de hemmelige lemmer mavens urenhed, hvorfor
menneskene har afsky ikke alene formedelst dets uhumskhed, men endogså efterdi det
samme synes at bebrejde dem deres vilkår at i maven den velsmagende spise forandres
til sådan hæslig materie, hvorudover menneskets hovmod og ærgerrighed har omsorg for
at disse skrøbelighedstegn ikke lader sig til syne. En anden årsag er at menneskene idet
de ser sådant for øjnene, ophidses des mere til løsagtighed, hvilket at forekomme er
bedst at sådanne lemmer er skjulte.
Om ægteskab mellem forældre og børn strider mod
naturenMellem forældre og deres afkom i den rette linje holdes også efter naturens lov
ægteskab at være forbudt, |2 27og det ikke af den årsag som
Socrates foregiver, nemlig at der er en ulighed i alderen som forårsager
ufrugtbarhed og ilde dannede fostre, men der er andre vigtige årsager dertil; thi
dersom sådanne ægteskaber skulle tillades, ville der blive en stor forvirrelse blandt
familierne, ja det hele menneskelige Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. §
32køn: Hid henhører det som Philo Judæus taler om de persere, der giftede
sig med deres mødre. Intet kan optænkes mere ugudeligt end at besmitte sin egen faders
ægteseng, at være søn og husbond tillige, moderen at påtage sig hustrus navn, de
tilfælles børn at være faderens brødre og moderens børnebørn. Derforuden ville ved
sådant ægteskab fædrene og mødrene miste meget af den ærbødighed som naturen udfordrer af
børn; thi hvorledes kunne en søn der havde taget sin moder til ægte, både være hendes
hoved og herre og i lige måde bevise hende en ret sønlig Thomas. J.
Div. l. 3. c. 3. § 145lydighed, i lige måde en datter sin fader?
Over alt
dette har Gud også i sin lov udtrykkeligt forbudt sådanne ægteskaber, Levit. 18. Så at
derfor, om Adam kom i verden igen, kunne han ikke tage sig nogen hustru efterdi alle
kvinder har deres udspring af ham. Jøderne holdt for at der fra verdens begyndelse
var 6 |2 28slags giftermål forbudte, nemlig med sin rette
moder, med sin stedmoder, med en andens hustru, med sin egen søster, med en af samme slags
køn, item at bole med bæsterne, hvilke de beviste af det sprog Gen. 2, “Manden skal
forlade sin fader og moder og blive hos sin hustru, og de to skulle være ét kød”, og
forklarede det således: Manden skal forlade sin fader (det er: holde sig fra hans hustru
og sin stedmoder) og sin moder (det er: ikke begive sig i ægteskab med hende) og blive
hos sin hustru (det er: ikke tage en anden mands kvinde), og de to skulle være ét
kød. Derfor skal man holde sig fra bæsterne efterdi menneskene og de umælende
creaturer ikke kan blive til ét kød. Hvad sig anbelanger de bevisligheder Diogenes og
Chrysippus tager af haner og andre umælende creaturer, hvormed de vil godtgøre at sådan
sammenblandelse strider ikke mod naturen, gør de
intet til sagen; thi det er nok at Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. § 12bevise dens
usømmelighed deraf at den strider mod den menneskelige natur, óg siger Xenophon at
omendskønt det var brugeligt blandt de persiske magi at mænge sig med deres mødre, så var
det derfor ikke des mindre usømmeligt. Thomasii sælsomme Thomas. J.
Div. l. 3. c. 2. § 220 seq.mening herom, og med hvad grund han stræber at
be|2 29vise at sådanne ægteskaber ikke strider mod naturens lov,
kan ses af hans i dette skrift så ofte citerede jurisprudentia divina.
Nu rester at tale noget om de grader in linea transversa et collateralis, i lige måde om
svogerskab, og der findes de næstpårørende at være Item mellem søskendebrødre og søstre,
blandt hvilke findes også en stor blufærdighed, men at
deres sammenblandelse strider mod naturens lov, er vanskeligt at bevise; thi efter den
Hellige Skrifts vidnesbyrd blev ægteskab stiftet mellem de første
forældres børn, brødrene og søstrene. Nu er det ikke rimeligt at Gud idet han befalede
det menneskelige køn at fortplantes, skulle ikke give andre midler dertil end sådanne
hvorved naturens lov måtte overtrædes, besynderlig efterdi ingen fornødenhed drev Gud til
at skabe kun et par mennesker i begyndelsen, hvorudover man ser at sådanne ægteskabers
forbud kommer alene af de borgerlige love, hvilke har taget lejlighed til at forbyde
sådant, en del af den blufærdighed der findes mellem brødre og søstre, en del også
efterdi deres daglige omgængelse kunne give lejlighed til hor og løsagtighed dersom
sådanne ægteskaber skulle |2 30tillades, eftersom brødre og
søstre opdrages sammen i ét hus. Nok er det os at vi ved at alle oplyste nationer
har afsky til sådanne sammenblandelser, og at Gud dem udtrykkeligt i sin lov har
forbudt, og det ikke alene Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. §
13jøderne i særdeleshed, men alle i almindelighed. “Besmit eder ikke,”
siger Gud, “med nogen af de ting hvormed de folk er besmittet som jeg uddriver for eder”,
hvoraf kan ses at efterdi de cananiter har syndet ved at bedrive sådanne ting, det
også har været dem forbudt at øve de samme.
Jøderne var i den mening at det efter naturens lov var tilladt at søskende som
havde en fader sammen, kunne gifte sig med hinanden, men ikke de som havde én moder, óg
ser vi at Abraham tog sin søster Saram til ægte, hvilket bevises af hans egne ord: “Det er
min søster, nemlig min faders datter, men ikke min moders”, Gen. 20, hvorvel det blandt deres
naboer på samme tid var ubrugeligt, óg kan ses deraf at Abraham troede ingen skulle
holde ham for Saræ husbond når han sagde hun var hans søster. Angående de andre
grader som forbydes Levit. 18. da er det |2 31endnu vanskeligere
at finde årsagen hvorfor de strider mod naturens lov.
Om ægteskab til den venstre håndNu må jeg tale noget om
det ulige ægteskab kaldet til den venstre hånd, hvorved hustruerne vel bliver viet til
deres mænd og forenet med dem på samme måde som andre, dog formedelst deres stands
ulighed eller andre årsager ikke ophøjes til husmødres værdighed, ej heller deres børn
går i arv med de andre.
Sådanne giftermål er indstiftet ved de borgerlige love i den henseende for at
spare på de bekostninger som ellers skulle gøres på rette hustruer efter landets skik
og sædvane, i lige måde for at konservere store og berømmelige familier at de samme ikke
skulle bringes til armod ved det at midlerne skulle deles iblandt så mange. Busbequius
Epist. 1. fortæller om de tyrkiske kejsere at ingen af dem har haft nogen ret hustru
siden Bajazets tider; thi da han tillige med sin hustru blev fanget af Tamerlan, måtte
han se på hvorledes hun blev skændet. Til en erindring derom har de efterfølgende
kejsere holdt dem fra at tage rette hustruer at i|2 32fald
sådant oftere skulle vederfares, de da ikke skulle lide så stor forhånelse.
Førend jeg slutter dette kapitel, vil jeg tale noget om det spørgsmål
som foresættes Grot. lib. 2. cap. 5. § 10af Grotio om de ægteskaber
er gyldige som indgås af børnene uden forældrenes samtykke. Dertil svares at
omendskønt børnenes pligt udfordrer at begære Om de ægteskaber som
indgås mod forældrenes vilje, er ulovligeforældrenes samtykke i alle
ting, besynderlig i ægteskabssager, som angår den hele familie, så følger dog ikke
derpå at sådant kan gøres til intet; thi når en søn er kommet til skelsalder og
forlader sin faders familie, er han ikke længere hans regimente undergivet, men er alene
forbundet til en sønlig ærbødighed, hvilken ærbødigheds pligt ikke er tilstrækkelig at
gøre sådan vigtig kontrakt til intet. Vel var hos de romere forordnet at sådanne
ægteskaber som gjordes mod forældrenes vilje, skulle være ugyldige, men sådant skete
ikke efter naturens ret, men alene efter lovgiverens vilje. Om Esau læser vi i Bibelen
at han giftede sig uden sine forældres samtykke, men ikke at samme ægteskab derfor var
ugyldigt eller hans børn ulovlige.
|2 33Hvad sig anbelanger det spørgsmål
om en kvinde kan gifte sig efter at hun Thév. Voyage du Levant lib. 1har
undfanget med sin forrige mand,
førend hun har født, da har jøderne holdt retteligt for at der måtte i det
ringeste være 3 måneder mellem begge ægteskaber for at hindre sædenes sammenblandelse, óg
udfordres hos de tyrkere efter Thévenots beretning 4 måneder.