Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Kapitel 1
Om ægteskab
Nu følger at overveje det menneskelige herredømmes natur og oprindelse, item hvad naturen og folkeretten byder os at iagttage derved. Men såsom intet herredømme kan forstås uden iblandt mange, og den Hellige Skrift lærer os at der af Gud i begyndelsen var skabt et par mennesker hvoraf alle andre har deres oprindelse, derfor, førend vi taler om det menneskelige herredømme og den borgerlige regering, må vi først melde noget om ægteskab, hvoraf familierne har deres udspring, item hvoraf stæder og regeringer er oprettet.
Hvorfor ægteskab er indstiftetEfter at det menneskelige køn var blevet dødelighed undergivet, da på det at sådanne ædle creaturer skulle ikke undergå og inden kort tid udslukkes, har den allerviseste Gud forordnet æg|2 2teskab og givet menneskene evne til at udbrede og formere dem og tilligemed indplantet i dem en heftig begærlighed til hinanden, i lige måde en brændende kærlighed til deres afkom efterdi det menneskelige køn på anden måde ikke kunne blive ved magt.
Om det ene køn skulle have haft tilbøjelighed til det andet i den hellige standOm sådan det ene køns tilbøjelighed til det andet havde haft sted blandt menneskene dersom de stedse havde blevet i den hellige stand de var i før syndefaldet, tvivler en del, blandt hvilke Hobbes og Adrian Beverland, men de kan lettelig gendrives af disse Skaberens ord: “Voks og formér eder”; thi eftersom Gud har behaget at menneskene endogså i den hellige stand skulle formere dem, så havde også i det ene køn været indplantet tilbøjelighed til det andet.
Sådan tilbøjelse har Gud indplantet menneskene at der kunne være des angenemere omgængelse blandt ægtefolk, og de besværligheder som børnetugt og opfostrelse forårsager, derved kunne forsødes, ikke for at styre deres vellystige begærligheder. Herudover fordømmes deres slemme uterlighed som bemænger sig med bæsterne eller deres e|2 3get køn, hvilket gik fordum så meget i svang hos de grækere at det ved love ikke kunne udryddes.
Om en ugift person der ligger hos en ugift pige, synder mod naturens lovNogle har været i den mening at den naturlige frihed tilsteder ugift mandkøn at bemænge sig med ugift kvindekøn uden ægteskab, óg viser Seldenus at hos jøderne førend Mosis lov blev givet, en ugift pige, eller som endda ikke var forlovet, måtte enten for intet eller for betaling lade sig bruge; men at det samme efter Mosis lov først blev forbudt, hvorvel det i visse måder endda ikke blev holdt for usømmeligt siden at en omskåret lå hos en hedensk pige. De stoiske philosophi har holdt for at kvinderne blandt kloge folk burde være tilfælles, hvilket ville forårsage Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 210at alle børn skulle elskes af alle mænd som deres egne, item at al mistanke om hor og avindsyghed derved ville borttages.
Men dersom dette skulle tilstedes i almindelighed, skulle enhver indbilde sig at de lemmer som var beskikket til at avle børn og forplante verden med, var givet menneskene alene til vellyst, og derfor anvende dem alene til det brug, hvorved al orden og sirlighed |2 4blandt menneskene skulle kuldkastes, og ingen forskel skulle være blandt folk og ingen visse familier, óg var det årsagen til, som Maimonides bevidner, at horerne blev uddrevet af Jødeland.
I lige måde ville samme ulejligheder forårsages dersom man skulle bole med hinanden i flæng og uden forskel, omendskønt begge bolende eller en af dem havde tanke derved at opvække sig afkom. Sådant levned blev ført til Athen før Cecropis tider, hvor dersom nogen fik et barn, overgav hun det til den af hendes bolere som havde mest behag dertil, hvilken uterlighed da Cecrops først afskaffede, blev han kaldet διφυής eller af en dobbelt natur efterdi tilforn ingen kendte uden sin moder, men siden, da ægteskab af ham blev indstiftet, kunne man kende både fader og moder, i lige måde efterdi to blev da til ét legeme. Dersom derfor sådan frihed skulle tillades og ægteskabsbånd ikke var til, ville stor trætte og uenighed forårsages, ved sædens sammenblandelse fostrene dræbes, intet slægtskab og arvedel have mere sted blandt menneskene, ja alting forvirres; óg synes mig dette er kraftigt nok at bevise sådan |2 5sammenblandelse og bolen at stride mod naturens lov, Thomasii mening gendriveshvorvel en del, blandt hvilke Thomasius, stræber vidtløftigt at bevise sådant i almindelighed efter samme lov ikke at være forbudt, hvorvel det foruroliger det menneskelige selskab og borttager al orden og sirlighed; men ovenbemeldte argumenter Thomas. J. Div. l. 3. c. 2beviser at det menneskelige selskab ikke alene foruroliges, men endogså ødelægges derved, og derfor kunne være tilstrækkelige nok at udtage ham af den labyrint han klager sig at være i.
Om ethvert menneske er forbundet til at gifte sigEfter at vi nu har overvejet hvor fornødent ægteskabs bånd er, må vi videre efterse hvor meget enhver i særdeleshed er forbundet til at begive sig i ægteskab. De gamle hebræere, såsom Seldenus l. 5. c. 3. beretter, holdt for at ved det Guds bud “Voks og formér eder”, forbandtes alt mandkøn at gifte sig førend det opfyldte sit tyvende år, dog blev undtaget de som havde nogen fejl på deres naturlige lemmer. Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 6De samme hebræere holdt også for at hvo der levede sin hustru over og ikke havde børn af begge slags køn, havde ikke fyldestgjort Guds lov. Ikke des mindre var dog blandt dem de esseneres sekt, som forbød al omgængelse med kvindekøn. |2 6Plutarch. in LycurgoDen berømte lovgiver Lycurgus gav efter Plutarchi beretning de spartanere sådan lov at de som ikke ville gifte sig, skulle midt om vinteren gå nøgne på torvet og synge en sang der var opdigtet om dem, nemlig at de blev billigt straffet efterdi de ikke var loven hørige. Til Rom forordnede Camillus og Posthumius at alle gamle ugifte mænd skulle til straf give en vis penge til skatkammeret, hvilken slags bøde blev kaldet uxorium.
Hvorvidt det må indskrænkesIkke des mindre må man dog sige at ægteskab må indgås ikke absolute, men med visse vilkår, nemlig når en har bekvem lejlighed til at begive sig i den stand, kan føde kone og børn og forrette en husfaders embede. Således er, efter Arngrims beretning cap. 8 om Island, ved de islandske love forbudt meget fattige folk at gifte sig. Det er derfor ikke aleneste ikke fornødent, men endogså dårligt at ville nøde fattige folk og uforstandige børn til ægteskab og derved opfylde landet med tiggere og dårlige husfædre. I lige måde kan ingen lastes for at holde sig fra ægteskab der er begavet med en synderlig indgetogenhed og ser at han kan tjene sit fædreneland bedre i enlig stand, ej heller |2 7den der har børn af det forrige ægteskab og ikke vil binde dem en stedfader eller stedmoder på ærmerne, besynderlig om sådant synes at være børnene skadeligt, og forældrene kan siden tåle at leve i enlighed, hvorvel Charondæ lov hos Diodorum Siculum l. 12. cap. 12. synes at være noget for hård deri at den udelukkede dem fra deres borgerlige ret der skaffede deres børn stedmoder.
Herudaf kan ses hvor stor magt de borgerlige love har at indskrænke, forbyde eller påbyde ægteskab. Det er sandelig uden modsigelse at en lovgiver kan ved sin myndighed tvinge dem til ægteskab der har føre lemmer og bekvem alder, i lige måde evne til at føde kone og børn. Derimod er det umenneskeligt at ville tvinge nødlidende personer dertil og derved gøre deres nød des større. Dog synes det mildere at skille dem der lever i enlig stand, heller ved belønning og privilegier end at påføre dem straf og noget ondt. Hidhen hører jus trium liberorum hos de romere, item den lov hos de spartanere: Hvo der avler 3 børn, skal være ἄφρουρος, fri for vagt, men den der avler 4, skal være fri for alle byrder.
|2 8Hvad alder der udfordres til ægteskab. Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 8Og såsom den pligt at begive sig i ægteskab er vidtløftig og med visse vilkår, så kan de borgerlige love foreskrive hvad alder de skal have der begiver sig i ægteskab. Således foreskrev Plato, De rep. l. 5. kvindekønnet en tid fra 20 til 40 og mandspersoner fra 40 til 55 år. Hos nogle er det ikke tilladt at gifte sig førend man har gjort nogen tapper gerning, således måtte ingen hos de carmeniere tage sig en hustru førend han havde hugget hovedet af en fjende og lagt det for kongens fødder. Endelig, omendskønt den naturlige lov tilsteder at gifte sig hvor og med hvem man lyster, så kan dog de borgerlige love dersom en republiks nytte det udfordrer, forordne at ingen borger må gifte sig med en fremmed, ej heller ingen af adel med en gemen.
Ægteskab er tvende slags. Et er ufuldkomment og uordentligt der hensigter alene til at forhverve sig børn og ikke indeholder nogen pagt at mand og hustru skal bo stedse sammen, ej heller at den ene skal have herredømme over den anden, ej heller være forbundet til videre end at tilstede hinanden legemets brug. Sådant ægteskab Matrimonia Amazonicakan man kalde matrimonium Amazonicum af de a|2 9mazoner, der ikke så deres mænd oftere end de ville avle børn. Således søgte Thalestris en lovlig arving af den store Alexandro, og dronningen af Saba af kong Salomon efter nogles mening. Nyere eksempel på sådant ægteskab har man i Philippo 2. og dronning Maria af England, item Maria, dronningen af Skotland, og den franske Dauphin, hvis konditioner findes hos Thuanum l. 13 og 37.
Om sådanne ægteskaber vil vi ikke vidtløftigt tale, men begive os til de fuldkomne og ordentlige ægteskaber, som kommer bedre overens med den menneskelige naturs vilkår og består i disse hovedpunkter: Det ordentlige ægteskab består i 3 hovedpunkter(1) at kvinden forsikrer sin mand om ikke at tilstede nogen anden sit legems brug og betinger sig det samme af manden igen; thi ægteskab hensigter dertil at man kan forhverve sig egne børn, ikke fremmede og horeunger, hvorudover lastes med al billighed den lov hos de skotter at kongen skulle ligge hos enhver adelig brud den første nat, og adelen skulle gøre ligeledes hos de gemene. Det andet hovedpunkt af sådant fuldkomment ægteskab er at husbonden og hustruen bor stedse sammen for at opfostre børnene des be|2 10dre og at række hinanden hånden. (3) At kvinden i de sager som angår ægteskabet, er sin mand såsom hovedet undergiven.
Hvoraf mandens herredømme over kvinden har sin oprindelse Nu følger at efterse hvoraf manden  har bekommet herredømme over sin hustru, og hvor vidt det strækker sig. Sådant herredømme kommer alene af Guds indstiftelse, Gen. 3. 16, hvor kvinden udtrykkelig befales at være sin mand underdanig, og at hustruen har frivilligt undergivet sin vilje mandens vilje, hvorudover de farer meget vild som påstår at sådant herredømme kommer af naturen; thi omendskønt Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 105 seq.mandkønnet er af naturen herligere og bekvemmere til at føre regimente end kvindekønnet, så følger dog der ikke af at manden må endelig have regimentet, ligesom af det ene menneskes bekvemhed for det andet følger intet herredømme og trældom, hvilket vises på et andet sted.
Sådant herredømme må være mildt og holdes ved lige heller ved kærlighed end frygt, givende manden ikke jus vitæ og necis, ej heller magt at bruge nogen hård tvang, item at skalte og valte over hustruens gods, men den |2 11magt indstiftes alene af en synderlig pagt mellem ægtefolk eller óg ved borgerlige love.
Om sådant herredømme havde sted før syndefaldetHvad sig anbelanger det spørgsmål om den Guds befaling “hustruen skal være sin mand underdanig” havde også sted før syndefaldet, dertil svares at såsom den lov er blandt syndefaldets straf, og Skriften melder intet om sådan forordning i den hellige stand, så har vi ikke behov at bilde os noget sådant ind, besynderlig efterdi fornuften ikke tilsiger os at Gud har i samme stand villet give Adam herredømme over Eva efterdi den almindelige årsag til herredømme er ufuldkommenhed, hvilken før faldet ikke kunne tillægges Evæ, óg må vi derfor blive ved den mening at det bud om mandens herredømme henhører alene til syndefaldet efterdi kvinden blev befalet at være manden underdanig til en straf at hun først lod sig forføre, óg kan man deraf se at det er ikke i en husbondes magt Thomas. J. Div. l. 3. c. 3. § 35 seq.at give sin hustru tøjlen eller entledige hende fra sådant herredømme efterdi Gud det en gang har forordnet til en straf og sat manden til at fuldbyrde sådan forordning, hvilken om han ikke efterlever, bedriver han |2 12lige så stor synd som en dommer der mod lovgiverens vilje frikender den skyldige.
Videre må efterses om efter naturens ret ægteskab ikke kan være uden mellem én mand og én kvinde, eller om polygami er tilladt.
Om polygami er tilladt efter naturens lovPolygami er tvende slags: den ene hvorved mange mænd uden forskel bruger en kvinde, den anden hvorved en mand har mange hustruer. Til den første slags polygami kan henføres det som Strabo fortæller om de sabæere: Alle slægtninge har en hustru, hvo der vil ligge hos hende, sætter sin stav for døren og træder ind til hende, men den ældste bruger hende om natten. I lige måde det som Ludovicus Romanus fortæller om undersåtterne af det rige Calecut (Navig. l. 5. cap. 8): En kvinde har 7 mænd, hvilke hun bruger vekselvis, og når hun har født et barn, giver hun det til hvem hun lyster. Hidhen hører også det som Æneas Sylvius fortæller om de litauere: Kvinderne har offentligt med mændenes tilladelse deres konkubiner, hvilke de kalder deres medhjælpere i ægteskab, mændene derimod må ikke bole med andre. Der er |2 13ingen tvivl på at sådan slags polygami jo strider mod naturen; thi ægteskabs visse henseende er at forhverve sig visse børn og afkom, men hvo kan kende sit eget i sådan forvirrelse? Menneskenes ægteskab skilles deri fra bæsternes sammenblandelse at hustruen forsikrer sin mand ingen uden ham at tilstede sit legemes brug.
Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 16Den anden slags polygami, som egentlig så kaldes, hvorved mange kvinder føjes til én mand, har fordum været meget brugelig og endnu har sted blandt mange folk. Det er bekendt hvor meget det har været brugeligt hos det jødiske folk, óg beviser Seldenus, l. 1. cap. 9. De uxore Ebraica, at jøderne holdt fordum for man måtte tage så mange hustruer man kunne føde, dog holdt de meste blandt dem rådeligt, for at undfly de ulejligheder mange hustruer kunne forårsage, at lade sig nøje med 4, kongerne derimod måtte tage atten men ikke flere, og det efter det sprog Deut. 17: “Han skal ej heller tage mange hustruer, at hans hjerte ikke skal vende sig.” De jøder som nu om stunder bor i Østen, har endnu mange hustruer, enddog det tillades ikke dem som bor hos os. Grot. l. 2. c. 5. § 9Blandt alle barbarer, siger Tacitus, |2 14De moribus Germ., var de tyske de eneste som lod dem nøje med én hustru, óg var Cecrops hos de grækere den første efter Diod. beretning, l. 1., som μίαν ἑνὶ ἔζευξεν, det er: forordnede at en mand skulle kun have én hustru. Den falske profet Mahomet har tilladt i sin nye lov at tage mange hustruer og deri meget underfundeligt rettet sig efter det folks natur som han ville bedrage; thi de som bor i de hede lande, er meget hengivne til løsagtighed, kvinderne derimod er, en del af naturen, en del af optugtelsen, mændene så meget underdanige at man sjældent hører nogen avind eller uenighed iblandt dem.
Deres bevisligheder som godtgør sådantAngående denne slags polygami da disputerer de lærde meget om det samme er tilladt efter naturens ret eller ej. De som siger at sådan polygami ikke strider mod naturens ret, foregiver at ægteskabs egentlige henseende, som er at man kan vide hvilke der er ens egne børn, og at den ene kan hjælpe og række den anden hånden, erholdes ikke mindre i polygami end monogami eller sådant ægteskab som består kun af en mand og en kvinde, ja en mand kan også blandt de nationer som er indgetogne og koldsindige, fornøje mange kvin|2 15der, besynderlig om de vil efterfølge Zenobiam, de palmyræneres dronning, hvilken ikke rørte sin mand efter at hun havde undfanget, hvorudover, siger de, en umættelig begærlighed er årsag til at Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 17 seq.kvinderne hader så meget polygami. En hustru kan ej heller beklage sig at lide uret om hendes mand bruger andre kvinder, efterdi hun ingen anden ret har til mandens legeme end som hun ved ægteskabs pagt har betinget sig. Hvad sig anbelanger den avind polygami siges at afstedkomme, da er at mærke at sådanne ulejligheder er ikke lige store på alle steder, men findes alene blandt de nationer hvor kvinderne er alt for stormodige og har mændene under deres herredømme. Således finder man blandt de mahomedanere, hvor polygami er brugeligt, lidt af sådanne ulejligheder.
GendrivesMen hvorom alting er, så synes det dog bedst og sirligst, i lige måde sikrest, at en mand lever fornøjet med én hustru, óg holdes derfor det ægteskab for det allerfuldkomneste, hvis love skal holdes ubrødeligt *ikke alene af manden, men endogså af kvinden. *Årsagen hvorfor dette fuldkomne ægteskab er antaget blandt de kristne, foregiver Grotius blandt an|2 16det at hjertet og sindet, som hustruen giver sin mand, kan vederlægges ved en ligegyldig gave, og at husholdningen kan bedre forestås ved éns end ved manges direktion, hvilke mere nedriver end opbygger. Derforuden er der også en politisk årsag som strider mod polygami, nemlig at ved de mangfoldige børn en husfader avler af sine mange hustruer, de adelige familier geråder i fattigdom, og de andre bringes ganske til trygleri, ja man ser at polygami tager meget af endogså hos de tyrkere, og det ikke så meget af den sodomitiske synd, som går i svang blandt dem, som formedelst de ulejligheder de ser polygami føre med sig. Derforuden ser man at hvor polygami er i brug, der bliver også mændene gildede, hvilket strider meget mod naturen. Nok er det os at vi ved polygami ved alle kristelige love i så mange 100 år har været afskaffet, og at den kristne tro fordrer større renhed af os; thi ingen tragter efter at bekomme mange hustruer uden af løsagtighed, og omendskønt Gud af visse årsager tillod det i Det Gamle Testamente, så har dog Kristus Matth. 19. 5. 6. 7. sådan frihed indskrænket og henviser menneskene til den første indstiftelse Gen. 2. Hvad sig an|2 17belanger det sprog 2. Sam. 12, at Gud synes ligesom at opregne det for David som en synderlig velgerning at han havde givet ham så mange hustruer, sigende: “Jeg salvede dig til konge og gav dig din herres medhustruer i dit skød”, da holder de skriftkloge for at når Gud siger til David: “Jeg har givet dig din herres hustruer i dit skød”, han derved ikke lader se at have behag i polygami: thi at give en hustru i sit skød kan ikke alene betyde at give til ægte, men endogså i ens vold, og at disse Herrens ord må forklares på den sidste måde, kan ses deraf at David havde tilforn Sauls datter Michol til ægte og derfor ikke siden kunne ægte Sauls hustruer, hvoriblandt var også Michols moder, efterdi Gud Levit. 18. sådant strengelig havde forbudt.
Om skilsmisse efter naturens ret er tilladtEfter at vi nu har talt noget om polygami, må vi begive os til det vigtige spørgsmål om skilsmisse i ægteskab efter naturens ret er tilladt. Her holder en del for at såsom enhver pagt fører det med sig at ingen af delene kan vige derfra uden ved hinandens samtykke, eller uden pagten bliver overtrådt på en af siderne, så strider det også mod naturens ret om en |2 18mand viger fra sin hustru mod hendes vilje, da hun dog ikke har brudt noget hovedpunkt i ægteskabspagt, alene at han kan få sig en bedre hustru igen, eller fordi det behager ham så; thi ved ægteskabspagt har begge ægtefæller forhvervet sig ret til hinandens legemer, hvilken ret uden højvigtige årsager mod deres vilje ikke kan mistes; men dertil svares at ægteskabspagt kan indgås på adskillige måder, nogle indtil begge ægtefæller har avlet et eller flere børn sammen, andre til børnene er opdraget. Óg kan i så måde efter naturens ret den ene ægtefælle forlade den anden efterdi de ved pagten ikke har forbundet sig at bo stedse sammen, men kun til en vis tid, óg synes sådan pagt ikke at stride mod naturens lov; thi endskønt den udfordrer at man skal begive sig i ægteskab og formere verden, så dog forbinder Thomas. J. D. l. 3. cap. 2. § 115den ingen stedse til en vis person. Andet er det når der mellem ægtefolk er gjort sådan pagt at de skal stedse bo sammen; thi da kan uden højvigtige årsager ingen skilsmisse ske. Sådanne årsager er om en af ondskab forløber den anden, eller en af dem befindes i hor.
|2 19Om en kan skille sig ved sin kone fordi hun er ond og uomgængeligMen om en mand efter naturens ret kan skille sig ved sin hustru alene formedelst hendes ondskab og ulidelige omgængelse, derom disputeres meget. Nogle holder for at omendskønt en del ægteskabspunkter bliver overtrådte, så kan derfor de andre ægteskabspligter, såsom afkoms fortplantelse, holdes ved lige; thi der kan indgås pagter på sådan måde at omendskønt nogle stykker bliver overtrådt, skal man derfor ikke vige fra de andre. Nu synes afkoms fortplantelse at være ægteskabs hovedpunkt, men de andre kun biartikler. Dog såsom det er rimeligt at ægtefolk der hader og kan ikke lide hinanden, bekvemmer sig ikke til sådant hovedpunkt, og ingen begærer at avle børn med den som han har vederstyggelighed til, så synes den ene artikel at hænge af den anden, og ved at én pagt overtrædes, overtrædes også de andre.
Om skilsmisse strider mod Guds lovMen om sådan skilsmisse strider mod Guds lov, findes endnu større tvistigheder. Jøderne troede at efter den guddommelige lov Deut. 24. skilsmisse ikke alene var tilladt, men endogså befalet, óg vidner Philo at en mand var forbundet til at skille sig ved sin hustru endogså for hendes ufrugtbarhed. Hvo |2 20der tager sig en hustru hvis frugtbarhed ham ikke er bekendt, og siden fornemmer at hun er ufrugtbar, men Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 23skiller sig ikke ved hende, kan den forseelse ham nogenledes tilgives formedelst den kærlighed han af den lange omgængelse har fattet til hende. Men at den frihed ej strækkede sig så vidt, det viser Vor Frelser de skriftkloge i Matth. 5. og 19. item Marc. 10. Grotius siger i den forklaring han gør over samme Skriftens sprog at det behagede Gud i begyndelsen at ægteskab skulle stedse vare, dog blev fædrene i Det Gamle Testamente ikke forbundet dertil, men i Det Nye lærte Kristus at sådant var bekvemmest og Gud mest behageligt, og derfor forordnede udtrykkeligt at intet uden hor kunne bryde en ægteseng: “Hvo som skiller sig ved sin hustru uden for horsag, han gør at hun bedriver hor, og hvo som tager en adskilt til ægte, bedriver også hor.” Disse Frelserens ord er kraftige nok til at kuldkaste alt hvad Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 24Johannes Milton ophidset af en hussorg har indført i sin bog om skilsmisse. Det fornemste af samme bogs indhold opregnes af Pufendorf, Jur. Nat. & Gent., hvor jeg vil læseren henvise. Hvorvidt ægteskabs skilsmisse her i rigerne er tilladt, kan ses af |2 21den Chr. 5. Lov l. 3. c. 16. art. 15Danske Lov, hvori opregnes 3 årsager hvorfor ægteskab må adskilles: (1) horeri. (2) Når den ene ægtefælle forløber den anden. (3) Når nogen er ubekvem til ægteskab. Videre derom kan ses af Frid. 2. forordning af dato den *9. juni 1582, som indeholder 8 årsager hvorfor trolovede folk og 3 hvorfor ægtefolk må skilles ad.
Af dem som vil begive sig i ægteskab, fordres en naturlig bekvemhed dertil, så at en ved sin legemsdannelse er bekvem til at avle børn, hvortil ægteskab fornemmelig hensigter. Således er det forgæves at udygtige og gildinger begiver sig i ægteskab.
Her forefalder da et spørgsmål om det kan kaldes ægteskab når en ældgammel mand gifter sig. Nogle siger nej dertil efterdi den naturlige bekvemhed at avle børn er borte, óg svarede Dionysius sin gamle moder da hun begærede en mand: “Jeg kan vel tilintetgøre stadens love, men ikke den naturlige lov.” Iblandt de fleste folk bliver dog sådant ægteskab mellem gamle folk lidet. Hidhen hører Abisags omgængelse med David, 1 Reg. 1, hvilket af Salomon |2 22blev holdt for ægteskab, óg kan ses deraf at han lod ihjelslå Adoniam efterdi han begærede hende til ægte.
Om gamle folk må gifte sigHvad sig anbelanger de bevisligheder en del bruger at tilintetgøre sådanne ægteskaber, da består de fornemmelig deri at såsom intet ægteskab tillades med gildinger, alene efterdi de ikke er bekvemme til at avle børn, som er giftermåls fornemste henseende, så kan det langt mindre tillades mellem gamle folk, hvilke ikke alene er ubekvemme at formere verden, men endogså ikke kan dæmpe kærligheds lue, som er det andet ægteskabs henseende, hvilket dog gildinger kan gøre. Men dertil svares at såsom man slet ingen håb kan have om gildinger at de skal avle børn, men vel om gamle folk, hvilket daglig erfarenhed viser os, så kan i den henseende sådanne giftermål tillades. Det samme kan også Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 188 seq.siges om dem der er ufrugtbare, og dem der i yderste åndedræt lader dem vie på sengen; thi man har eksempel på at mange som længe har været ufrugtbare, har omsider avlet børn, og andre der har stridet med døden, at være kommet på fode igen og have formeret verden. Dog synes ægteskabs |2 23henseende bedst at opholdes ved unge folk eller sådanne som ikke er for meget gamle, óg har derfor adskillige borgerlige love ikke uden grund forbudt en mand som er over 60, og en kvinde som er over 50 år, at gifte sig.
Chr. 5. Lov l. 3. c. 16. art. 16Hvad sig anbelanger det spørgsmål om en ægtemand farer andetsteds hen og gifter sig med en anden hustru som ikke vidste at han tilforn var gift, da må efter naturens lov i sådant fald det første ægteskab stå ved magt, og det sidste holdes ugyldigt. Derom taler den Danske Lov således: “Dersom en der har giftet sig på tvende steder, bliver på livet benådet, da skal han komme til den første hustru igen om hun vil tage ham til nåde; vil hun da ikke, da må han dog ikke beholde den anden, men hende, som er uskyldig, skal være tilladt at gifte sig med en anden mand.”
De ægteskaber holdes for at være urene som indgås mellem slægtninge og nærbesvogrede, så at det ikke alene er forbudt at begive sig i sådant ægteskab, men man må også bryde det når det allerede er sluttet. Omendskønt alle folk har holdt sådanne ægteskaber for usømmelige, er det dog vanske|2 24ligt af naturens ret at bevise; thi at menneskene har sådan afsky derfor, kommer ikke så meget Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 28af ens medfødte natur som af vanen og opdragelsen, ej heller blive familierne derved ruineret, som en del vil sige, men langt heller derved styrkes efterdi midlerne kommer blandt slægtningene, óg befaler derfor Gud Num. 36. kvinder som har fast gods i eje, alene at gifte sig med deres pårørende at ageren ikke skal falde fra en familie til en anden. Dog viser Guds lov os Levit. 18. udtrykkeligt hvorvidt sådant ægteskab mellem slægtninge må tillades, hvorefter vi kristne har os at rette.
Hvorfor menneskene er så blufærdige i at blotte deres naturlige lemmerHer synes umagen værd at efterse hvoraf den blufærdighed kommer som de fleste mennesker har at blotte deres naturlige lemmer, hvilken blufærdighed er så stor at den fast ikke kan overvindes. Der fortælles om de milesiske jomfruer at da der af en vis årsag var påkommet dem sådan galskab at de ligesom kappedes om at hænge dem selv, og sådan ulejlighed på ingen måde kunne forebygges, blev der omsider en lov udgivet at alle de som således havde omkommet dem selv, skulle bæres nøgne over torvet, hvilket afskrækkede |2 25dem således at de afstod fra deres forrige dårlighed.
At give naturlig årsag til sådan blufærdighed er ikke så let; thi de hemmelige lemmer er ikke mere vanskabte end de andre at man derfor besynderlig har fornødent at skjule dem, og omendskønt nogle vil bevise sådant af de første forældres blufærdighed, hvilke skammede sig ved at de var nøgne, så står ikke des mindre det spørgsmål tilbage hvorfor de såkaldte hemmelige lemmer skal mere skjules end andre, besynderlig munden efterdi de første mennesker syndede ved æden og derfor kunne have mest årsag til at skamme sig ved den part af legemet. Vi ser også at i adskillige lande hvor det ikke er forbudt at blotte sig, at indbyggerne ikke skammer sig ved at lade se deres hemmelige lemmer. Således går på nogle steder hos de abyssinere gemene kvindfolk ganske nøgne, hvorved mændene ikke mere ophidses og bevæges end om de så nøgne hænder eller fødder, ja de blandt hvilke sådant er brugeligt, skammer sig ikke mere ved at blotte deres naturlige lemmer, end vore matroner at blotte deres ansigter, hvilket blandt andre folk lægges fruentimmeret til stor last. Herbert. Itin. Pers. & Ind. fortæller at fruentimmeret hos casares, når |2 26noget bliver dem foræret, fremviser de til et høflighedstegn deres hemmeligheder. Plut. in Lycurg.I lige måde Plutarchus at til Lacedæmon mænd og kvinder efter Lycurgi love omgikkes nøgne med hinanden, at letfærdighed derved des mere skulle formindskes.
Ikke des mindre synes der at være tvende årsager til sådan blufærdighed; thi først er mennesket et hoffærdigt og ærgerrigt creatur og har afsky til alt det som synes at betage dets ære; nu udløber igennem de hemmelige lemmer mavens urenhed, hvorfor menneskene har afsky ikke alene formedelst dets uhumskhed, men endogså efterdi det samme synes at bebrejde dem deres vilkår at i maven den velsmagende spise forandres til sådan hæslig materie, hvorudover menneskets hovmod og ærgerrighed har omsorg for at disse skrøbelighedstegn ikke lader sig til syne. En anden årsag er at menneskene idet de ser sådant for øjnene, ophidses des mere til løsagtighed, hvilket at forekomme er bedst at sådanne lemmer er skjulte.
Om ægteskab mellem forældre og børn strider mod naturenMellem forældre og deres afkom i den rette linje holdes også efter naturens lov ægteskab at være forbudt, |2 27og det ikke af den årsag som Socrates foregiver, nemlig at der er en ulighed i alderen som forårsager ufrugtbarhed og ilde dannede fostre, men der er andre vigtige årsager dertil; thi dersom sådanne ægteskaber skulle tillades, ville der blive en stor forvirrelse blandt familierne, ja det hele menneskelige Puf. J. N. & G. l. 6. cap. 1. § 32køn: Hid henhører det som Philo Judæus taler om de persere, der giftede sig med deres mødre. Intet kan optænkes mere ugudeligt end at besmitte sin egen faders ægteseng, at være søn og husbond tillige, moderen at påtage sig hustrus navn, de tilfælles børn at være faderens brødre og moderens børnebørn. Derforuden ville ved sådant ægteskab fædrene og mødrene miste meget af den ærbødighed som naturen udfordrer af børn; thi hvorledes kunne en søn der havde taget sin moder til ægte, både være hendes hoved og herre og i lige måde bevise hende en ret sønlig Thomas. J. Div. l. 3. c. 3. § 145lydighed, i lige måde en datter sin fader?
Over alt dette har Gud også i sin lov udtrykkeligt forbudt sådanne ægteskaber, Levit. 18. Så at derfor, om Adam kom i verden igen, kunne han ikke tage sig nogen hustru efterdi alle kvinder har deres udspring af ham. Jøderne holdt for at der fra verdens begyndelse var 6 |2 28slags giftermål forbudte, nemlig med sin rette moder, med sin stedmoder, med en andens hustru, med sin egen søster, med en af samme slags køn, item at bole med bæsterne, hvilke de beviste af det sprog Gen. 2, “Manden skal forlade sin fader og moder og blive hos sin hustru, og de to skulle være ét kød”, og forklarede det således: Manden skal forlade sin fader (det er: holde sig fra hans hustru og sin stedmoder) og sin moder (det er: ikke begive sig i ægteskab med hende) og blive hos sin hustru (det er: ikke tage en anden mands kvinde), og de to skulle være ét kød. Derfor skal man holde sig fra bæsterne efterdi menneskene og de umælende creaturer ikke kan blive til ét kød. Hvad sig anbelanger de bevisligheder Diogenes og Chrysippus tager af haner og andre umælende creaturer, hvormed de vil godtgøre at sådan sammenblandelse strider ikke mod naturen, gør de intet til sagen; thi det er nok at Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. § 12bevise dens usømmelighed deraf at den strider mod den menneskelige natur, óg siger Xenophon at omendskønt det var brugeligt blandt de persiske magi at mænge sig med deres mødre, så var det derfor ikke des mindre usømmeligt. Thomasii sælsomme Thomas. J. Div. l. 3. c. 2. § 220 seq.mening herom, og med hvad grund han stræber at be|2 29vise at sådanne ægteskaber ikke strider mod naturens lov, kan ses af hans i dette skrift så ofte citerede jurisprudentia divina.
Nu rester at tale noget om de grader in linea transversa et collateralis, i lige måde om svogerskab, og der findes de næstpårørende at være Item mellem søskendebrødre og søstre, blandt hvilke findes også en stor blufærdighed, men at deres sammenblandelse strider mod naturens lov, er vanskeligt at bevise; thi efter den Hellige Skrifts vidnesbyrd blev ægteskab stiftet mellem de første forældres børn, brødrene og søstrene. Nu er det ikke rimeligt at Gud idet han befalede det menneskelige køn at fortplantes, skulle ikke give andre midler dertil end sådanne hvorved naturens lov måtte overtrædes, besynderlig efterdi ingen fornødenhed drev Gud til at skabe kun et par mennesker i begyndelsen, hvorudover man ser at sådanne ægteskabers forbud kommer alene af de borgerlige love, hvilke har taget lejlighed til at forbyde sådant, en del af den blufærdighed der findes mellem brødre og søstre, en del også efterdi deres daglige omgængelse kunne give lejlighed til hor og løsagtighed dersom sådanne ægteskaber skulle |2 30tillades, eftersom brødre og søstre opdrages sammen i ét hus. Nok er det os at vi ved at alle oplyste nationer har afsky til sådanne sammenblandelser, og at Gud dem udtrykkeligt i sin lov har forbudt, og det ikke alene Grot. J. B. & P. l. 2. cap. 5. § 13jøderne i særdeleshed, men alle i almindelighed. “Besmit eder ikke,” siger Gud, “med nogen af de ting hvormed de folk er besmittet som jeg uddriver for eder”, hvoraf kan ses at efterdi de cananiter har syndet ved at bedrive sådanne ting, det også har været dem forbudt at øve de samme.
Jøderne var i den mening at det efter naturens lov var tilladt at søskende som havde en fader sammen, kunne gifte sig med hinanden, men ikke de som havde én moder, óg ser vi at Abraham tog sin søster Saram til ægte, hvilket bevises af hans egne ord: “Det er min søster, nemlig min faders datter, men ikke min moders”, Gen. 20, hvorvel det blandt deres naboer på samme tid var ubrugeligt, óg kan ses deraf at Abraham troede ingen skulle holde ham for Saræ husbond når han sagde hun var hans søster. Angående de andre grader som forbydes Levit. 18. da er det |2 31endnu vanskeligere at finde årsagen hvorfor de strider mod naturens lov.
Om ægteskab til den venstre håndNu må jeg tale noget om det ulige ægteskab kaldet til den venstre hånd, hvorved hustruerne vel bliver viet til deres mænd og forenet med dem på samme måde som andre, dog formedelst deres stands ulighed eller andre årsager ikke ophøjes til husmødres værdighed, ej heller deres børn går i arv med de andre.
Sådanne giftermål er indstiftet ved de borgerlige love i den henseende for at spare på de bekostninger som ellers skulle gøres på rette hustruer efter landets skik og sædvane, i lige måde for at konservere store og berømmelige familier at de samme ikke skulle bringes til armod ved det at midlerne skulle deles iblandt så mange. Busbequius Epist. 1. fortæller om de tyrkiske kejsere at ingen af dem har haft nogen ret hustru siden Bajazets tider; thi da han tillige med sin hustru blev fanget af Tamerlan, måtte han se på hvorledes hun blev skændet. Til en erindring derom har de efterfølgende kejsere holdt dem fra at tage rette hustruer at i|2 32fald sådant oftere skulle vederfares, de da ikke skulle lide så stor forhånelse.
Førend jeg slutter dette kapitel, vil jeg tale noget om det spørgsmål som foresættes Grot. lib. 2. cap. 5. § 10af Grotio om de ægteskaber er gyldige som indgås af børnene uden forældrenes samtykke. Dertil svares at omendskønt børnenes pligt udfordrer at begære Om de ægteskaber som indgås mod forældrenes vilje, er ulovligeforældrenes samtykke i alle ting, besynderlig i ægteskabssager, som angår den hele familie, så følger dog ikke derpå at sådant kan gøres til intet; thi når en søn er kommet til skelsalder og forlader sin faders familie, er han ikke længere hans regimente undergivet, men er alene forbundet til en sønlig ærbødighed, hvilken ærbødigheds pligt ikke er tilstrækkelig at gøre sådan vigtig kontrakt til intet. Vel var hos de romere forordnet at sådanne ægteskaber som gjordes mod forældrenes vilje, skulle være ugyldige, men sådant skete ikke efter naturens ret, men alene efter lovgiverens vilje. Om Esau læser vi i Bibelen at han giftede sig uden sine forældres samtykke, men ikke at samme ægteskab derfor var ugyldigt eller hans børn ulovlige.
|2 33Hvad sig anbelanger det spørgsmål om en kvinde kan gifte sig efter at hun Thév. Voyage du Levant lib. 1har undfanget med sin forrige mand, førend hun har født, da har jøderne holdt retteligt for at der måtte i det ringeste være 3 måneder mellem begge ægteskaber for at hindre sædenes sammenblandelse, óg udfordres hos de tyrkere efter Thévenots beretning 4 måneder.
 
 
 
xxx
xxx