Hvordan læse Holbergs naturret?
Introduction til Naturens og Folkerettens Kundskab har kun spillet en begrænset rolle i Holbergs ry som forfatter, men værket har især i nyere tid fået nogen opmærksomhed og er af ledende kendere af Holberg blevet set som nøglen til hans forfatterskab og som det værk “[e]thvert Holbergstudium bør begynde med.”1 Hovedgrunden til at give værket denne nøglestilling er, at man ser det som et bidrag til en sammenhængende naturretstradition, som strækker sig fra tidlige aner i oldtiden (Aristoteles, stoikerne), gennem den middelalderlige skolastik (Thomas Aquinas), de prominente tidlig-moderne tænkere (Hugo Grotius, Thomas Hobbes, John Locke, Samuel Pufendorf, Christian Thomasius, Christian Wolff o.a.), oplysningstidens menneske-og borgerretsteoretikere (Jean-Jacques Rousseau, de amerikanske og franske revolutionære, Kant, Fichte o.a.) og derfra frem til 20. århundredes menneskerettighedsbevægelser og -deklarationer. I dette historiske panorama er Holberg så blevet tildelt en beskeden, men bestemt æreværdig plads som et bindeled mellem de tidlig-moderne og de moderne. Det største, mest lærde og i mange henseender stadig værdifulde værk om Holbergs naturret, Kåre Foss’ Ludvig Holbergs naturrett på idéhistorisk bakgrunn (1934) har denne grundopfattelse og det samme gælder den fortræffelige standardbiografi, Lars Roar Langslet, Den store ensomme (2001).2
Nu er der blot det problem, at den naturret, som Holberg knytter sig til, skarpt forkaster enhver ide om individuelle naturlige rettigheder, som kunne sammenlignes med vore ideer om menneskerettigheder. Og som vi skal se, lader Holberg os ikke i tvivl om, at han også mener det. Ligeledes var han enig med sine samtidige i, at den naturret, de fremstillede, var noget nyt. Reformationen og de politiske omstændigheder, som den suveræne territorialstat skabte, gav grundlag for en ganske anderledes naturret end alt forudgående, hvilket Holberg skitserede i Fortalen til sit værk (7r-9r).3 Hvis man derfor begynder sin læsning af Holberg ud fra den opfattelse, at der er en sammenhængende naturretstradition, eller med det ønske at finde hans rolle i en sådan tradition, er man dårligt forberedt. Den fælles terminologi har forledt moderne læsere til at se ligheder og kontinuitet, og det sker så meget lettere, når man derved kan skabe en lang historisk baggrund for værdier, vi finder grundlæggende for vor egen menneskeopfattelse. Tradition giver respektabilitet i moral og politik såvel som i handel.
Dette er imidlertid en tvivlsom måde at omgås med historien, og den moderne idehistoriske forskning er stort set gået bort fra denne fokusering på lange traditioner, fordi det med lidt god fantasi er muligt at finde ligheder mellem hvad som helst, især når disse ligheder er forudbestilt af vore nuværende ideologiske interesser, og fordi formuleringen af en ide på ét sted og ét tidspunkt ikke i sig selv forklarer formuleringen på et andet sted og til en anden tid af noget, der forekommer os lignende. Bag denne kritik ligger den grundlæggende tanke, at ideer ikke har en tidløs eksistens, men kun kan spille en rolle mennesker imellem, når de udtrykkes og dermed bliver en del af folks adfærd i tid og rum. Når vi med denne holdning forsøger at forstå Holbergs naturret, kommer vi til andre resultater end dem, der har præget holberglitteraturen på dette såvel som på andre områder.