Tilbake til søkeresultater

   
   
   

   
   
   
Libr. I Epigr. 5
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   
   


previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epigram I 5
Alle beundrer med god grund Cæcilianus’ lærdom.
Alt om himmel og hav ved han, og alt om vor jord.
Selv hvad Juno betror sin mand! — Men ét ved han ikke:
hvad hans yndige viv eg’ntlig har lavet i nat.
Studeringer kan deles i fornødne, nyttige og skadelige. De fornødne studeringer er de som handler om menneskets pligt mod Gud og sin næste og befatter under sig teologi og moral. I disse tvende videnskabers fornødenhed er alle nationer enige, skønt de differerer fra hinanden i måden og øvelsen. Thi de fleste begår heri et hysteron proteron og begynder med teologien ved at indprente små børn religionens mysteria og hemmeligheder førend de gør dem til fornuftige creaturer. Thi det er ligesom man i skoler ville i sprog gøre begyndelse med Zoroastris orakler eller de vanskeligste latinske poeter. Børn må gøres til mennesker førend de bliver krist|48ne, ligesom materien må tillaves og jævnes førend skikkelsen bliver gjort, og papiret planeres førend derpå skrives. Det var derfor at ønske at børne-examina blev af en gjort til tvende, og at de i den første blev forhørt og konfirmeret som mennesker og i den sidste som kristne mennesker. Men man begynder først med guddommelige hemmeligheders katekisation, hvorved forårsages at enhver med yderste hårdnakkethed forsvarer den sekt som han er opdraget i, og ingen argumenter siden vil modtage. Thi den fold som i barndommen bliver lagt, er ikke let at udslette. Menneskets hjerne må først høvles førend nogen skikkelse derpå kan gøres. Thi begynder man først med formen, er det siden for silde at planere materien, og rodfæster sig et præjudicium i menneskets sind, bliver det til en plet som fast aldrig kan udslettes. Man må først lære at tvivle førend man må lære at tro, ligesom man må først smage maden og vinen førend man æder og drikker; thi hvis sådant ikke sker, går man bagvendt til værks med informationen og derved autoriserer alle religioner, ja lægger ikke grundvold til at lære sandhed, men til det alene som en informator holder for at være sandhed, hvilket er gemenlig den sekts lærdom som han selv er opdraget i.
Hvis man heri gik ordentlig til værks, begyndte med moral og endte med teologi, det er: hvis man foretog at gøre folk først til mennesker førend man forsøgte at gøre dem til kristne, ville de mange religionssekter blive reduceret til ganske få, og den bitterhed som regerer blandt dem, ganske ophøre. Jeg vil her ikke tale om dem som har en interesseret religion, thi de samme begynder forsætligt først med deres sekts teologi førend de underviser i moral, såsom deres sigte er ikke at oplære ungdommen i den rette sandhed, men i en veritate locali, det er: i sådanne principiis som hos dem ved love er autoriseret. Derfor begynder de roman-katolske, især jesuitter, som alle er interesserede læremestre at indprente ungdommen lærdom om kirkens infallibilitet, såsom de er forsikrede om at når samme lærdom har fæstet dybe rødder, at sandhed ved intet middel kan få sted i menneskers hjerter. Derfor tager mahomedanerne sig óg vel vare ikke at begynde med filosofi, vel vidende at ingen kunne få deres teologi i hovedet som først var blevet undervist i de regler som en fornuftig sjæl bør betjene sig af til at udlede sandhed.
Jeg siger at jeg ikke vil tale om dem som har en egennyttig tro, men om dem som har sundere principia, om dem som holder for at man bør smage førend man tror, og eksaminere |50førend man underskriver. Det er til dem alene sådan erindring gøres, efterdi de i ungdommens opdragelse overtræder deres egne principia i det at de lærer dem catechismos og symboliske bøger udenad førend de har gjort præparatorier dertil.
Habile medici går heri mere ordentligt frem. De begynder med legemets renselser på det at den rette medicin des bedre må operere. Hvis lærere gjorde det samme, ville teologien des kraftigere operere. Men man begynder med at råbe: “Tro! Tro!” førend man viser hvad som bør tros og ikke tros. Det er at gå til værks ligesom der fortælles om en vis dommer der begyndte først med eksekutionen og siden lod sagen eksaminere. Jeg ville derfor glæde mig over den skoleforordning hvorved beskikkedes at i første og anden lectie skulle drives på moralske katekisationer, og at Lutheri katekismus skulle allerførst blive et præceptum i tredje lectie, så at den første institution skulle bestå i at danne sindet og bevæbne det mod alle præjudicia for siden des bedre at indprente det den sande og sunde teologi. Thi hvis en lærer teologi førend han lærer at blive menneske, bliver han aldrig menneske. Den moralske filosofi har meget været forsømt, såvel i den jødiske som kristne kirke. Virkningen deraf har været at små ting er blevet helligt iagttaget og vigtige ting forsømt. Man har af vildfarelse over|51trådt alle bud for at håndhæve et af de mindste. Man har forfulgt og myrdet sin næste formedelst uoverensstemmelse i en spekulation eller ceremoni. Man har været ivrig i den udvortes gudstjeneste og tilligemed væltet sig i alle synder og vellyster, ja man har bemænget sig med at beskrive Gud, engle og ånder og aldrig bekymret sig om egenkundskab. Fribytteri for eksempel, som øvedes blandt de nordiske kristne, kunne ikke have været regnet for heroiske dyder hvis de havde lært at blive mennesker førend de blev kristne. Det samme kan óg siges om mange andre synder som formedelst samme årsag gik i svang og ikke holdtes for synder.
Man ser heraf at et hysteron proteron må gøres i ungdommens information, og at man må ved Christi moral og en sund filosofi lægge grundvold førend kristendommens dogmata og hemmeligheder læres. Den franske konge Clovis, efter at han var blevet kristen og hørte læse passionshistorien, blev han så hed om hovedet at han sagde: “Hvis jeg på samme tid havde levet, skulle jeg med mine franske tropper have nedsablet alle jøder og frelst Christum,” hvilket han næppe ville have sagt hvis de tiders convertisseurs havde søgt at lade ham støbe førend de lod ham døbe. Vore missionærer går her|52i til værks ligesom vore skolelærere. De begynder gemenlig med religionens hemmeligheder hvorover vantroende straks støder sig og vil ikke høre videre derom.
Jeg har på et andet sted vist hvad virkning den spanske biskops prædiken havde hos den peruvianske konge, nemlig at kongen dømte af biskoppens tale at han ikke måtte være rigtig i hovedet og derfor straks brød alting overtværs, hvilket måske ikke havde hændt hvis han ej havde begyndt konversionen bagvendt. Det samme ses af mange andres eksempler hvilke enten har stødt sig over lærdommen, eller straks efter dens antagelse igen har deserteret som man mærker den nys omvendte indianske ungdom at gøre. Man må derfor først lægge grundvold ved at danne og tætte karrene førend man gyder vinen i dem. Man må indprente mennesker den sunde moral, vise dem hvad de bør tro førend de bydes at tro, og undervise dem i en slags arte critica at de ikke skal tage skygge for legemet. Derved erhverver catecheta sig først en opinion om ærlighed og upartiskhed hos de unge proselytter efterdi de deraf ser at hans forsæt alene er at indprente dem en uinteresseret saliggørende sandhed; derved gøres de også selv bekvemme redskaber til at modtage lærdommen og at beholde den samme.
Når man går således ordentligt til værks, og viser i almindeligt hvad en fornuftig sjæl bør tro, og hvad den bør forkaste, hvad som er overensstemmende med naturens lov, og hvad som strider derimod, og siden kommer frem med den åbenbarede lærdom som man viser dermed at være ganske konform, og at visse mysteria ikke strider derimod, kan man vente at konversionerne vil blive bestandige og ingen lærdom kan blive til trosartikel uden den er grundig og fornuftig, da erfarenhed ellers blandt alle nationer viser at såsom denne regel ikke iagttages, man kan påtrykke ungdommen de allersælsomste og umenneskeligste meninger, og som siden ved intet middel igen kan udryddes.
Jeg vil for at oplyse dette kun anføre tvende eksempler. En tager sig for at undervise en anden i kristendom. Han bereder vej dertil, først med at forklare ham naturens hovedbud: Han giver ham en almindelig idé om dyder og lyder, han forestiller ham hvad billighed, retfærdighed og godhed er, at de samme er dyder blandt Guds skabte creaturer og derfor consequenter må være det guddommelige væsens egne kvaliteter. Efter at sådan grundvold er lagt, går han til religionen og viser af de symboliske bøger, som hans sekt har underskrevet, at Gud har af fri vilje og velbehag skabt de fleste mennesker til fordømmelse. Proselytten studser da nødvendigt derved og nægter sig at kunne |54antage en lærdom som strider imod den forrige som til introduktion er blevet ham indprentet. Videre: en romersk convertisseur begynder at katekisere med filosofi og moral, sigende at et menneske bør intet tro som er imod notiones communes, det er: hvad som han og alle mennesker ser, hører og føler at være stridigt med det som foregives. Derpå skrider han til lærdommen, og viser når han kommer til den artikel om transsubstantiationen at brød er kød. Disciplen forarger sig da over en lærdom som strider åbenbart mod den forrige sandhed, sigende: “Hvis jeg ikke må tro almindelige syn og sanser, hvis jeg må nægte at se det som jeg ser, og høre det som jeg og alle andre hører, så stadfæstes derved en fuldkommen pyrrhonismus, og ingen vished bliver mere i verden, ja, så kan man tvivle om skrift og mirakler selv efterdi man ingen nytte har af syn og hørelse.”
Man ser heraf at når en ved slige præparatorier først gøres til et menneske, så dannes sindet til at modtage en sand og forkaste en falsk lærdom. Dette må være nok talt om de fornødne studeringer hvis videre nytte jeg vil overlade andre at beskrive. Jeg har alene i denne dissertation ladet mig nøje hermed at |55antegne en vildfarelse som daglig begås af lærere i disciplinens orden; thi det er til deslige ting min moral fornemmelig sigter.
I denne første klasse som befatter teologi og moral, kan også sættes historier, hvorvel de fleste philosophi giver historier ikke sted uden iblandt de nyttige studeringer, så at de gemenlig sætter dem efter mathesis. Men det kommer deraf at få anser historier med rette øjne og ej eftertænker at moral fornemmelig læres af historiske eksempler, og at religionen må vise sin hjemmel og adkomst af historier.
Blant de nyttige studeringer kan sættes mathesis og physica. Derom vil jeg intet tale såsom det er alle bekendt hvad nytte mathesis fører med sig. Jeg vil kun alene herved erindre en vildfarelse hos de ældste philosophi, idet de har gjort sig langt anden idé om matematikkens værdighed end man nu om stunder gør; thi de har holdt for at det var en philosopho uanstændigt at bemænge sig med andet end theori og anset praxin eller mechanicam som gemene håndværkere, så at mathesis hos dem bestod alene i at ræsonnere, da man nu om stunder går mere ordentligt til værks og lægger grundvold med mekaniske eksperimenter. Derfor har vore tiders mathematici sådan devise: Nullius in verba.
Filosofien var i gamle dage delt i sekter, ligesom teologien nu om stunder. Enhver af disse sekter søgte ikke så meget efter at udlede sandhed som at forsvare hvad fundator eller stifteren havde lært. Denne filosofi, som kan kaldes philosophia carbonaria, varede indtil noget efter Kristi tider da nogle, hvoraf den første var Potamon, tog sig for ikke at sværge på nogens ord mere, men af alle sekter at udtrække det bedste. Denne filosofi blev kaldt philosophia eclectica. Jeg ved ikke om det er mod ortodoksi at ønske at der også var en theologia eclectica efterdi man ser kristne efter de gamle philosophorum plan ikke at bekymre sig så meget om at udlede sandhed som at forsvare hver sin sekt. Jeg drister mig ikke til at gøre sådant ønske, skønt jeg tilstår alene at hvis nogen gjorde forslag til en theologia eclectica, ville jeg ikke føre krig med ham derfor.
Man kan sige det samme om physica som om mathesi at dens vigtighed består i praxi og eksperimenter, og når så er, må man ikke fortænke den som sætter bønder og habile agerdyrkere iblandt philosophiæ naturalis professores, allerhelst eftersom agerdyrkning er den ædleste og vigtigste part af physica eller naturlige tings kundskab. Jeg holder dén for en lærd mand der i grund forstår en vigtig videnskab, |57enten han har lært det på græsk, latin eller sit modersmål, enten han har erhvervet det ved læsning eller erfarenhed. Jeg ved vel at sådan mening holdes for egen og urimelig. Men alt hvad som er almindeligt, er ikke altid rimeligt. Hvis agerdyrknings kundskab blev til et akademisk studium, ville i mine tanker de 9 musæ ingen fortrydelse bære derover. Thi akademier er stiftet for at ekskolere de studeringer hvorved kirke, stat og borgerlige societeter opbygges. Det kommer ikke an på hvo der har studeret mest, men hvo der har studeret bedst. Og når så er, kan jeg ikke se at man jo med lige så stor føje kunne give en magister- eller doktorhat til en agermand som til en grammaticus, med mindre man vil sige at det er mere magtpåliggende at rangere ord og gloser end at forbedre et stykke land, eller mere magtpåliggende at rense en gammel poet fra kopistfejl end at rense en ager og gøre den frugtbar. Derfor ræsonnerede bondedrengen i komedien ikke så ilde da han holdt Peder Kristensen for den lærdeste mand i byen efterdi han havde antaget en forfalden gård og gjort den til en af de bedste.
Jeg ved ikke om man kan sætte talekunsten blandt de nyttige studia. Gamle grækere og romere har anset den som den vigtigste videnskab. Men derimod kan gøres store indvendinger. En vis philosophus ligner talekunsten ved fruentimmerets sminke. |58Den sidste forblinder øjnene, den første forblinder sindet. Socrates kalder den ‘kunst at bedrage folk’. Man ser at i velindrettede stater, som i Creta og Lacedæmon, talekunsten har været i ingen agt. I Rom derimod, Grækenland og andre republikker hvor alting har været forvirret, har den været anset som et hovedstudium. Heri vil jeg dog ikke decidere.
Jeg vil óg forbigå at tale om andre nyttige studeringer såsom jeg ingen særdeles anmærkninger har at gøre derover, men begive mig til de unyttige, det er de som er mest i brug. Thi de fleste såkaldte lærde dissertationer gøres enten over det som ingen forstår, eller det som ingen er magtpåliggende at vide. Således hører man dagligt disputere om Guds væsen, om sjælenes, englenes natur og andet deslige som er og stedse vil blive skjult for mennesker, eller om mørke og umagtpåliggende ting i antikviteter som om Homeri fædreneland, om Æneæ moder, om Romuli fader, og som poeten siger:
– – quot Acestes vixerit annos,
quot Siculi Phrygibus vini donaverit urnas.
Sådanne studia kan ikke alene kaldes unyttige, men endogså skadelige, så vidt som tiden derved spildes. Man kan ligne dem der således studerer, med børn der idelig blader i bøger, men alene for at se efter billeder. |59Men man kan ellers sige om alle slags studeringer at de er skadelige når exces deraf gøres. Óg er det fornemmelig herpå dette epigramma sigter. Thi erfarenhed lærer at man kan studere sig tåbelig. Jeg ved vel at exces af studeringer bliver lagt mange til berømmelse. Archimedes berømmes deraf at han således havde fordybet sig i spekulationer at han var den eneste i Syracusa som ikke vidste at staden var bestormet. Det lægges óg Carneadi til ros at han for studeringer glemte at række hånden til fadet når han sad til bords. Men man kan, med al den respekt man må have for de gamle, sige at sådan ros er ilde grundet. Det er med sådanne folk Petronius skæmter når han forestiller Eumolpum, reciterende vers i kahytten da skibet alt af storm begyndte at gå i grund. En overstadig lærd mand kan lignes ved en overstadig drukken mand; thi ligesom man kan drikke sig en rus til, så kan man óg studere sig ligesom en bestandigt rus på. Ved den ene rus såvel som ved den anden, gøres man uduelig og ubekvem til forretninger; thi virkningen er den samme enten rusen kommer af brændevin eller af for megen læsning. Man kan ligne en sådan overstadig lærd mand ved den retor hos Petronium der spurgte en gammel ubekendt kælling på gaden hvor han selv boede. Ja, man kan med rette sige om den det |60som Agrippa med urette sagde om Paulo: “Din lærdom gør dig rasende”. Hvad kan man dømme om den der har udgransket dyrs, fisks og insekters natur, men kender sig ikke selv; der har alverdens historier i hovedet, men ved intet af de historier som daglig passerer i hans eget hus; endelig der ved, som poeten siger, hvad Jupiter taler med Juno, men ved intet af den kommers som hans fuldmægtig har med hans egen hustru.
Man må ikke alene bruge hjernen for at studere, men studere for at gøre hjernen brugelig til forretninger, ligesom man må ikke leve for at æde, men æde for at leve. Når exces gøres af studeringer, er de heller til byrde og skade end til nytte; óg hedder det da: Ἐν τῷ μὴ φρονεῖν ἥδιστος βιός. Herpå ser man daglige eksempler, óg flyder heraf det almindelige ordsprog: “Han er så lærd at han ikke kan prædike”, det er at sige: Han kan intet gøre til gavns efterdi han ved alting. Thi de umådelige portioner af græsk, latin, hebraisk og alle videnskaber som er sammenblandet i hjernen, kan lignes med den drik som de engelske kalder punch hvilken består i en mixtur af adskillige ingredienser, og er med flid således tillavet at man kan være ganske forvisset om dens virkning i at gøre hovedet fuldkommelig kruset. Ligesom planter ikke kan trives |61formedelst mængder af væsker, og lampen udslukkes formedelst oliens overflod, så kan hjernen gøres sløv af for megen læsning. Man kan opfylde sit hus med så mange gæster at man selv ikke har rum til at vende sig, og man kan fylde hovedet med så mange fremmede hjerner at ens egen hjerne ikke kan operere. Det er ikke i de stæder som vrimler af sprænglærde folk og hvor man ser skoler i alle gader, hvor visdom mest findes, og hvor dyden mest øves. Rom var aldrig mere vis og mere dydig end da den var mådelig lærd og studerede ikke uden på fornødne ting, og Athen var aldrig mere gal end da den var opfyldt med lige så mange philosophis som med mennesker. Mådelig lærdom og bravt arbejde gør vise og dydige indbyggere i et land. Thi ved det første styrkes forstanden, og ved det sidste kvæles onde tilbøjeligheder som fødes af lediggang. Jeg vil slutte denne materie med et vers som findes i vore gamle ordsprog:
Megen æden ej fedme giver,
af megen læsning man vis ej bliver.
 
 
 
xxx
xxx