Paa den Tiid regierede udi Syrien den bekiendte NoradinNoradin]Noradin] ms. A (rettet fra Norradin i ms.)Noradin] ms. A (rettet fra Norradin i ms.), og det paa de Tider, som de Europæiske Christnes Sager heldede til Undergang udi det hellige Land; kommer udi NoradinsNoradins]Noradins] ms. A (rettet fra Norradins i ms.)Noradins] ms. A (rettet fra Norradins i ms.) Tieneste. og var det udi samme Noradins Tieneste Sala|154din udi sin Ungdom lod see Prøver paa hvad han i fremtiden vilde blive. Han kom først i Anseelse udi den Ægyptiske Stads Alexandriæ Beleiring. Thi, da Ægypten paa samme Tid blev angreben, og den Ægyptiske Calif anholdt om Hielp hos Noradin, blev en stor Hob Hielpe-Tropper henskikkede til Ægypten. Den unge Saladin, som fuldte med paa dette Tog, kastede sig med den største Deel af Noradins Krigsmagt udi Alexandria, og forsvarede Staden udi 3 Maaneder med saadan Tapperhed, saa at det var ikke uden formedelst Mangel paa Levnets Midler at Staden blev overgiven. Da han med Besætningen gik ud af den beleirede Stad, begav han sig til den Christne General, prisede ham som den største Helt, han havde kiendt, og forlangede at blive slagen til Ridder af hans Haand, hvilket ved den Jerusolymitanske Konges Tilladelse blev ham accorderet.

Den Reputation, som den unge Saladin havde til veye bragt sig, foraarsagede, at, da Noradins høyeste Felt-Herre ved Døden afgik, fik han øverste Commando over Krigshæren udi Ægypten, ja Noradin erklærede hamham]ham] ms. A (ordet er tilføjet over linjen i ms.)ham] ms. A (ordet er tilføjet over linjen i ms.) den fornemste Emir eller Sultan over det heele Rige. Dette skeede dog ikke uden nogles Modsigelse; thi der fandtes de blant Noradins Ministrer, som frygtede for Saladins Ambition, og derfor raadede de|155res Herre ikke at ophøye denne unge Mand formeget, helst saasom han ingen indfødd Undersaat var, og derfore at betroe Krigshæren til en anden. Men Saladin var da allereede kommen udi saadan Anseelse, at Noradin dristede sig ikke til at støde ham for Hovedet, og derfore confirmerede ham udi sit Felt-Herres Embede; ja efter den Ægyptiske Califs Død forlehnede ham med heele Ægypten. han faaer Ægypten til Forlehning. Saladin bemægtigede sig ved dette Dødsfald Califens Liggendefæ, som var samlet paa i mange Aar i Anledning af den Indianske Handel, som da alleene dreves igiennem Ægypten. EbnEbn]]Ebn]] ms. A (rettet fra Eba i ms.)Ebn] ms. A (rettet fra Eba i ms.) AtherAther]Ather] A, Athir ms. Ather] A, Athir ms. siger, at blant denne Rigdom fandtes en Rubin, som veyede 17 Arabiske Qvintin (Drachm.) det er, hart at halfandet Lod (Uncia). Derved fik han Leilighed til at berige Soldaterne, som stode under hans Commando udi Ægypten, og giorde dem sig saasaa]]saa]] ms. A (rettet fra som i ms.)saa] ms. A (rettet fra som i ms.) underdanige, at ingen af dem veigrede sig ved at gaae i Døden for ham, men alle ansaae ham som deres Konge: thi foruden hans store Gavmildhed var han mild og retfærdig, og ikke mindre dristig Soldat end forsigtig Anfører.

Endskiønt Saladin nu havde forhverved sig saadan Myndighed, at han af alle blev anseet som retmessig Konge udi Ægypten; ikke desmindre, saasom han havde erobret samme Rige udi Noradins Navn, saa dog |156forblev han stedse udi samme Syriske Sultans Lydighed, saa længe som han levede, holdt ogsaa efter hans Død en Tid lang gode Miner med hans Søn. Men da han havde bestyrket sin Myndighed, tog han omsider Masqven af, og skildte Sønnen ved Aleppo, Damasco og den største Deel af Syrien, og bemægtigede sig siden Arabien, Persien og Mesopotamien, saa at under ham et nyt Monarchie opspiirede, hvoraf man let kunde spaae de Europæiske Christnes Undergang udi Orienten.

hans Regimente udi Ægypten. Hvad det Ægyptiske Rige angaaer, som han først bemægtigede sig udi Noradins Navn, da endskiønt bemeldte Noradin beholdt TitulenTitulen]Titulen] A, titelen ms. Titulen] A, titelen ms. , forestod han dog Riget med en u-omskrænked Myndighed, og paa det han kunde conservere den samme, søgte han at forbinde sig Ægypterne. Men, saasom dette ikke kunde skee, saa længe som de hange til Alis Lærdom, stiftede han adskillige Collegier, som skulde underviise i den Lærdom, der var mod Alis Sect. Han oprettede ogsaa udi Cairo et prægtigt Collegium, hvor udi tillige med Theologie skulde læres Lov og Rett. Ægypterne, som saadant ikke kunde taale, giorde da Opstand og udvalte sig en nye Caliph. Men samme Caliph fandt intet stor Tilhang, hvorudover han stod frafra]]fra]] ms. A B, paa C fra] ms. A B, paa C fra sin Værdighed igien.

|157Da Noradin ved Døden afgik, og hans Søn Almalek succederede ham i Regieringen, lod Saladin samme Almalek erklære for Konge udi alle Ægyptiske Templer.han erobrer den største Deel af Orienten. Men han skildte ham siden ved hans Lande, som sagt er, og blev ved Syriens, Arabiens og Mesopotamiens Erobring en af de store Monarcher, som Orienten har til veye bragt. Der siges, at en Poet ved Navn Mohieddin giorde ved Aleppos Erobring ham til Berømmelse et Vers, hvorudi var saadan Spaadom: Du har indtaget Aleppo udi den Maaned Sefer, og du skal indtage Jerusalem i den Maaned Regeb; hvilket og skeede.hvilket og skeede.]hvilket og skeede.] med større typer i A hvilket og skeede.] med større typer i A

Jeg haver omstændigen udi mine andre Skrifter talet om de Christne Potentaters merkelige Tog, og viiset, hvorledes de bemægtigede sig det hellige Land tillige med Jerusalem, item, adskillige andre Lande udi Orienten, hvorfore jeg intet videre derom vil melde.de Christne Europæers Tilstand udi Orienten. De Orientalske og Ægyptiske Sultaner bleve over de Christnes første Fremgang saa forskrækkede, at de ansaae heele Asien og Ægypten som forlorne Lande; men, da den første Skræk var over, og de merkede hvad Skrøbeligheder dette nys oprettede Rige var underkasted, fattede de Mood igien, snappede een Stad efter anden bort igien fra de Christne, og underti|158den bragte dem til stor Yderlighed. Af alle Mahometanske Regentere blev dog ingen saa formidabel for dem som Saladin, hvilken foruden dette, at han havde ved saa mange Landes Erobring omringet det Jerusolymitanske Rige paa alle Kanter, besadd alle de Qvaliteter, som udfordres af en stor Helt.

Saladins Krige mod samme Christne. Det første af Vigtighed Saladin som Konge foretog sig imod dem, var med en Krigshær af 40000 at angribe den Fæstning Daron udi Idumæa, som laae ikkun firefire]fire] A, 4re ms. fire] A, 4re ms. Miile fra Gaza; men, da han der fandt alt for stærk Modstand, rykkede han mod Gaza selv, som da var en af de Christnes stærkeste Stæder, og ligesom et BolværkBolværk]Bolværk] ms. B C, Bolkværk A Bolværk] ms. B C, Bolkværk A for Palæstina mod Ægypten. For denne Stad havde han vel ikke bedre Lykke, men indjog dog saadan Skræk udi de Christne, at de maatte anholde om nye Undsætning fra Europa. Deres Frygt var ikke ilde grundet; thi Saladin giorde strax derpaa et Indfald udi Palæstina, men blev mødt af den nye Jerusolymitanske Konge Baldvino, hvilken overfaldt hans Leyer om Natten, giorde et stort Nederlag paa hans Folk, saa at han halv nøgen maatte tage Flugten paa en Dromedario, og begive sig til sine egne Lande igien. Hidindtil havde Saladin ikke været lykkelig mod de Christne; men Bladet vendede sig snart om: thi, da Baldvi|159nus efter denne Seyer vilde oprette en Fæstning paa Saladins Grund, gaves der Leylighed til et nyt Feltslag, hvorudi den Christne Magt blev slagen, og en stor Deel deraf blev fangen.

Denne Forliis foraarsagede en yderlig Forskrekkelse, og plyndrede og ødelagde Saladin derpaa uden Modstand det heele Rige; og var da intet andet Middel til at redde sig fra Undergang, end at tilkiøbe sig en Stilstand for en stor Sum Penge. Hvad som forøgede de Christnes Elendighed var, at Kongen blev slagen med Spedalskhed, hvorudover han maatte associere sig udi Regieringen hans Svoger Lusignan; men dette Vall foraarsagede stor Ueenighed blant de Christne Herrer, og befordrede derover Saladins Fremgang udi paafølgende Krig, hvortil Aarsagen var dennedenne]denne] A, den ms. denne] A, den ms. . Arnaud de ChatillonArnaud de Chatillon]]Arnaud de Chatillon]] ms. A (rettet fra Benaud de Chatillon i ms.)Arnaud de Chatillon] ms. A (rettet fra Benaud de Chatillon i ms.), som var vant til at streiffe udi Saladins Land, plyndrede midt udi Stillstanden en Caravane, som reisede fra Ægypten til Arabien, og sluttede de Reisende udi Kieder. Saladin besværgede sig derover, og forlangede de Fangnes Befrielse. Arnaud, som var en fræk Tempelherre, veigrede sig ikke alleene derfor, men endogsaa udøsede spottelige Ord mod Mahomed.han bringer de Christne udi Knibe. Herudover protesterede Saladin mod sine Fienders Utroeskab, og erklærede Stillstanden brudt; og, saasom den afmægtige Bal|160duinus ikke kunde hindre, ey heller formaae Gierningsmændene at levere det Borttagne tilbage, giorde Saladin et nyt Indfald udi hans Lande, og, endskiønt Regenten Lusignan med en tilstrækkelig Magt gik ham imod, udrettede han dog intet, tvertimod han lod Saladin med et stort Bytte passere over Floden Jordan til sine egne Lande igien.

Dette bragte bemeldte Lusignan udi saadan Foragt, at han blev skildt ved sin Værdighed, og Rigets Administration blev overdraget til Raimond Græven af Tripoli, hvilken for en stor Sum Penge udvirkede en nye Stillstand af Saladin igien. Man merkede da, at uden nye Undsætning fra Europa de Christne ikke længer kunde beskytte sig udi det hellige Land, hvorudover man fandt for got at affærdige et Gesantskab til de Europæiske Potentater; og tog Heraclius Patriarchen af Jerusalem sig dette Gesantskab paa udi egen Person, men han blev allevegne afspiiset med Complimenter, saasom Konger og FørsterFørster]Førster] ms. A (rettet fra Fyrster i ms.Førster] ms. A (rettet fra Fyrster i ms. af lang Erfarenhed havde merket, hvor fordærvelige og frugtesløse disse hellige Tog havde været. Gesanten var derforuden en hidsig og forfængelig Mand, hvilket sees af hans Opførsel mod Kongen af Engelland, hvorudover han intet udrettede ved dette Gesantskab.

De Orientalske Christne havde derfore intet at forlade sig paa, end deres egen Magt; |161men den samme var da kun af ringe Betydelse: Saladins Magt voxede meer og meere til, og Ueenighed regierede blant de Christne, og den Anseelse Ordens-Herrerne tilforn havde været udi, var i HenseendeHenseende]Henseende] B C, henseende ms., Hensende A Henseende] B C, henseende ms., Hensende A til deres u-ordentlige Levnet forvandlet til Had og Foragt blant Mahomedanerne, og blev den samme ikke lidet forøget paa samme Tiid ved en af disse geistlige Ridderes barbariske Gierninger, i det han myrdede den saa kalden Bierg-Konges Gesant. Med denne Bierg-Konge havdes saadan Beskaffenhed. For nogle hundrede Aar siden havde paa Biergene udi Phœnicien nedsat sig nogle Banditer, hvilke vel til syne vare Mahomedaner, skiønt den Overeensstemmelse de havde med samme Sect bestod fast alleene i at hade de Christne:Beskrivelse over den saa kalden Bierg-Konge. ja, man kand sige, at de havde ingen anden Religion uden en blind Lydighed mod deres Anfører, under hvilken de øvede barbariske Gierninger, som de selv ansaae, som heroiske Dyder. Bemeldte Anfører blev udvalt vedved]ved] ms. A B, efter C; efter Rahbek ved] ms. A B, efter C; efter Rahbek de fleeste Stemmer, og førdte den samme ikke anden Titel end den Gamle eller Senior, saa at han gemeenligen blev kalden den Gamle paa Bierget, af de Biergagtige Steder som han besadd. Men under dette ærbare Navn havde denne Banditernes Anfører større Myndighed end de mægtigste Konger, og var hans Myndighed des stærkere, efterdi den grun|162dede sig paa Religions Principiis, og efterdi Undersaatterne blev indprænted den Troe, at, naar de omkomme i de Forretninger, som han befoel, bekom de det fornemste Sted udi Paradiis. Han betienede sig derfore af dem udi dristige og fortvivlede Executioner, saa at de myrdede Konger og Førster midt paa deres egne Slotte og blant deres Liv-Garder. Ja dette mordiske Societæt blev anseet som en høy Skole eller Academie af Banditer, hvilke de grummeste Piinsler ikke kunde afskrække fra at efterleve deres AnførersAnførers]Anførers] A, Anføreres ms. Anførers] A, Anføreres ms. Ordres.hvoraf det Franske Ord Assassin kommer. Paa det at de ikke skulde giøre sig mistænkte, brugte de gemeenligen intet andet Gevær end en Dolk, som paa Persisk blev kaldet Hassassin, og er deraf kommet det Franske Ord Assassin, som betyder en Morder.

Dette lidet Herredom bestoed alleene udi nogle Skandser, som vare anlagde paa Klipper. Men blant samme Klipper vare Dale, hvorudi fandtes en stor Mængde af Landsbyer, der indeholdt meer end 60000 Mennesker, alle grumme, fanatiske og fortvivlede, saa at de mægtigste Naboe-Førster ikke turde binde an med dem. Hvor blind Lydighed disse Banditer havde for deres Anfører sees deraf; da den Ægyptiske Sultan en gang ved sin Gesant truede Bierg-Kongen med Ødeleggelse, dersom han ikke betalede ham Skat, da, uden at give Svar, |163befoel han en af sine Undersaattere at styrte sig ned af et Taarn, og en anden at støde sig en Dolk i Livet, hvilket blev strax efterlevet. Da vendede han sig til Gesanten, og sagde: Jeg haver 60000 mænd lige saa færdige til min Tieneste, som disse tvende; og hørte man siden den Tid ikke tale om Skatten: tvertimod den Ægyptiske Sultan, saa vel som alle andre angrændsende Potentater søgte at vinde Bierg-Kongens Venskab ved prægtige Foræringer. Tempel-Herrerne, som grændsede ved dette Land, vare de eeneste, der dristede sig til at føre Krig med disse Banditer; thi den gamlegamle]gamle] A, Gamle ms. gamle] A, Gamle ms. gamle paa Bierget kunde ikke giøre mod dem, hvad han øvede mod andre; og, endskiønt han kunde, ved at udskikke Mordere, omkomme en Ordensmester, vidste han dog, at det ingen anden Virkning havde, efterdi Ordenen udvalte strax en anden store Mester igien. Han maatte derfore tilkiøbe sig Fred af Tempel-Herrerne, og give dem en aarlig Skat af 2000 Rdlr. For at befries fra denne Skat affærdigedeaffærdigede]affærdigede] affærdigede han ms. A B C; affærdigede Rahbek Liebenberg affærdigede] affærdigede han ms. A B C; affærdigede Rahbek Liebenberg paa samme Tid den da regierende Biergherre et Gesantskab til Jerusalem, og tilbød sig med saadanne Vilkor at antage den Christelige Religion. Kongen af Jerusalem tog med Glæde mod saadant Tilbud, og skikkede Gesanten med Svar tilbage; men, da han havde passeret Tripoli, blev han myrdet af |164en Tempelherre ved Navn Mesnil. Dette Mord ophidsede Banditerne mod alle Christne, og det paa den aller ubeleyligste Tid, da de udi Saladin havde faaet en saa forskrækkelig Fiende.

Udi denne bedrøvelige Tilstand døde Kongen af Jerusalem, og nogle Maaneder derefter fuldte ham den unge Balduinus, som var beskikked til at succedere ham udi Riget. Forvirrelsen kom derover til sin største VæxtVæxt]Væxt] A, vægt ms. Væxt] A, vægt ms. . Den unge Balduini Moder, som havde Guido de Lusignan til Ægte, lod da strax erklære ham tillige med sig selv Konge og Dronning til Jerusalem. Men dede]]de]] ms. A (rettet fra da i ms.)de] ms. A (rettet fra da i ms.) andre store Herrer bare derover Fortrydelse, sær Græven af Tripoli;Grævens af Tripoli Forræderie. og, saasom han var en hovmodig og hævngierig Mand, brød han over tvers, retirerede sig til sit eget Land, udi Forsæt at opoffre alting for at fornøye sin Hævngierighed. Den listige Saladin betienede sig strax af denne Leylighed, og affærdigede hemmeligen Bud til Greven for at træde i Handel med ham. Forslaget var saadant, at, hvis Greven vilde antage den Mahometanske Troe og blive Saladin skatskyldig, vilde han hielpe ham paa Thronen af Jerusalem, og beskytte ham mod alle hans Fiender.

Den hævngierige Græve beqvemmede sig til alt dette; og meenes der, at han strax derpaa lod sig omskiære: dog betingede han |165sig dette, at Religionens Fornægtelse ikke maatte blive bekiendt, førend han var kommen paa Thronen. Efter at Accorten var sluttet, begav han sig til Jerusalem, stillende sig an, som intet laae ham meere paa Hiertet, end at giøre Ende paa al Splid og U-eenighed, og til Beviis paa sit gode Forsæt herudi erklærede han Lusignan for retmæssig Konge. Men han raadede derpaa Saladin at giøre et Indfald udi Palæstina, hvilket ogsaa skeede, og beleyrede Saladin den vigtige Stad Acre.Slag ved Acre. De Christne, for at frelse Staden, vovede da et Feltslag 1187, hvorudi blev figted med stor Bestandighed paa begge Sider, og endtes uden at nogen af Parterne kunde tilegne sig Seyer. Der siges, at den forræderske Græve af Tripoli hemmeligen udi dette Slag giorde alt hvad han kunde, for at spille Mahometanerne Seyeren udi Hænder, og at han omkom den store Ordensmester Desmoulins, da han figtede med en ugemeen Tapperhed.

Kort derefter lod Græven af Tripoli Saladin beleire den Stad Tiberias, som hørte ham selv til; og skeede saadant, paa det han des bedre kunde spille sit Kort, og betage all Mistanke om Forstaaelse med Sultanen. Staden blev strax erobred, og Fæstningen derpaa beleired. Græven stillede sig an højligen forskrækked derover, og forestillede Kon|166gen af Jerusalem, af hvilken Vigtighed Staden var, og at man maatte anvende alle Kræfter til dens Frelse. Kongen besluttede at begive sig didhen med al den Magt, som kunde bringes paa Beenene, dog uden at blotte Fæstningerne. Men Græven, som arbeidede paa at opofre de Christnes heele Magt paa eengang, foreholdt ham da, at det var ikke raadeligt med en saa liden Magt at gaae Saladins store Krigshær i møde; det var derfore fornødent at bestyrke Krigshæren med alle Stæders Besætninger. Den eenfoldige Lusignan fuldte dette Raad, og blottede alle faste Stæder saaledes, at der blev intet tilbage uden gamle Mænd, Qvinder og Børn. Han fik da en Krigshær samled, som bestoed af Soldatere, Borgere og Bønder, hvilket kunde ikke andet end foraarsage stor Forvirrelse. Dog var det udi denne sammensamlede Magt det heele Lands Velfærdt bestoed.

Saladin, som var underretted om Tilstanden, gik strax de Christne i møde, og blev da holdet et blodigt Slag, som varede udi 3 Dage. Endeligen tog den forræderske Græve midt udi Slaget Flugten med de Folk, som han commanderede, hvorudover et stort Nederlag blev giort paa de øvrige, saa at de ikke alleene bleve drevne paa Flugten, men Saladin bestormede kort derefter deres Leier, saa at den heele Christne Magt paa |167eengang blev ødelagt, og Kongen selv tillige med den store Mester af Tempel-Ordenen bleve fangne.de Christnes store Nederlag ved Tiberias. Disse anseelige Fanger lod Saladin strax føre til sig udi sit Telt, hvor han med stor Ærbødighed tog mod Kongen, bad ham sidde ned, og vederqvægede ham det beste han kunde. Efterat Kongen havde drukked, gav han Beggeret til den anden fornemme Fange, nemlig Renaud de Chatillon; men Saladin satt sig derimod, sigende: det er for eder alleene dette er indskiænket, men ikke for denne onde Mand, som jeg ingen Naade agter at bevise. Det er herved at merke, at, naar Mahomedaner gave deres Fanger eengang enten Mad eller Drikke, benaadede dem paa Livet, hvilken Naade han ikke vilde øve mod denne Mand, hvilken han ansaae heller som en Røver end som en retmæssig Fiende, og bebreidede ham den Haardhed han havde øvet mod Mahomedanske Fanger, item den Fred og Stillstand, han saa ofte havde brudt. Han lod ham derfor vide, at han enten maatte antage Mahomeds Lærdom, eller døe. Renaud svarede dertil med Frimodighed, at de Christne kiøbtekiøbte]kiøbte] ms. A B, kiøbe C kiøbte] ms. A B, kiøbe C sig ikke Livet til saa dyrt; hvorudover Saladin med sin egen Sabel afhuggede hans Hoved. Den store Ordens-Mester derimod benaadedebenaadede]benaadede] ms. A C, benaade B benaadede] ms. A C, benaade B han efter Kongens Forbøn paa Livet.

|168Det Jerusalemitanske Rige var da udi største Forvirrelse. Den habile Saladin betienede sig deraf, og erobrede de fleeste Stæder, saa at udi det heele Christne Herredom intet blev tilbage uden Jerusalem, Tyrus, Ascalon, Tripoli og Antiochia; og sukkede man da efter nye Croisader og Hielp fra de Europæiske Christne: men Hielpen var langt borte; og det var at formode, at den Seyerrige Saladin imidlertid vilde bemægtige sig de overblevne Stæder: udi hvilke Tanker de strax bleve bestyrkede, da Saladin, efter de stærkeste Fæstningers Erobring, lod sig see med en stor Magt for Hovedstaden Jerusalem, hvilken han strax beleirede. Saladin beleirer Jerusalem. Dronningen havde da indsluttet sig udi samme Stad, skiøndt udi liden Forhaabning at kunde forsvare sig der; hvorudover hun foreslog Freds-Conditioner. Derom vilde han intet høre, ey heller om Capitulation, foregivende, at han vilde indtage Staden med Sværdet udi Haanden, for at hævne det Mord, som de Christne havde begaaet ved Stadens første Erobring paa Musulmanerne. Dette Svar bragte de Christne udi saadan Fortvilelse, at de besluttede at figte til det yderste, og grebe da alle til Gevær indtil Qvinder og Børn, forsvarende Staden med saadan TapperhedTapperhed]Tapperhed] ms. A B, Bitterhed C Tapperhed] ms. A B, Bitterhed C , saa at Saladin befrygtede, at han vilde opofre en stor Deel Folk udi denne Beleiring, og derfor beqvem|169mede sig til Underhandling. Da blev slutted en Accord saaledes, at Dronningen skulde overgive Staden udi den Stand, som den da var; at Krigsfolket skulde tillades at gaae ud med deres Gevær, og geleides sikkert til Tyrus eller til hvilken anden Stad de vilde.erobrer den.Hvad Stadens Indbyggere angik, da blev alle indfødde Græker tilladt at forblive udi Staden; Latinerne derimod skulde begive sig derfra, efter at de havde betalt en vis Sum Penge for deres Liv, nemlig hver Mands Person 10 Rdlr. udi Guld, hver Qvindes Person 5, og hvert Barn 2; og at alle de, som foreskrevne Sum ikke kunde betale, skulde blive tilbage udi Trældom.

Da denne Accord var slutted, hørte man ikke uden Hylen og Klagen udi den heele Stad. Mænd, Qvinder, Unge og Gamle kastede sig ned for den hellige Grav, svemmede udi Taarer, og blev den heele Nat saaledes bortdrevenbortdreven]bortdreven] ms. B C, bordreven A bortdreven] ms. B C, bordreven A . Dagen derefter giorde Saladin sit triumpherende Indtog, efter at alle Latinske Christne havde forladt Staden. Da Saladin blev Dronningen var, nærmede han sig til hende, tiltalede hende med stor Ærbødighed, og lovede at sætte hendes Herre Konge for en maadelig Sum Penge udi Frihed. Saladins Mildhed. Udi Dronningens Suite vare nogle Christne Damer, hvis Mænd udi Begyndelsen af denne Krig vare faldne udi Sa|170ladinsHænder. De samme, da de passerede ham forbi, gave et stor Skrig fra sig, og udstrakte deres Hænder mod ham. Sultanen spurte da deresderes]deres] hendes ms. A B C; deres Rahbek Liebenberg deres] hendes ms. A B C; deres Rahbek Liebenberg Forlangende af ham, og da han hørte, at det var formedelst deres Mænds Fængsel, lod han dem tilbage give alle de Fanger, som de forlangede. Dette var ikke nok; han gav dem ogsaa anseelige Foræringer, hvilket var alt hvad man kunde vente af en Mahometansk Første: og kand man tvivle om, at nogen af de Christne, end ikke Ordensmesterne selv, som i sær giorde Profession af Christendom, havde ladet see saadan Politesse mod deres Fanger. Videre, da han hørte tale om den Fliid og Omsorg, Ridderne af Hospitalier-Orden bare for de Syge og saarede, tillod han dem, skiønt de vare hans bitterste Fiender, at forblive et heelt Aar udi Jerusalem, indtil de Syge vare curerede.

Ved Capitulationen vare Indbyggerne tilladt at bortføre deres Midler med sig: men Patriarchen Heraclius lod bortføre alle Kirkens Ornamenter, item, de Guld- og Sølv-plader, hvormed den helllige Grav var bedekket. Derimod satte sig Saladins OfficiersOfficiers]Officiers] ms. A B, Officier C ((fraktur)Officiers] ms. A B, Officier C ((fraktur), sigende, at det var ikke tilladt at bortføre uden particuliere Folks Midler. hans merkelige Generositet. Men Saladin erklærede sig saaledes: Det er sandt, at vi kand have Ret at staae |171paa; men vi ville lade vore Prætensioner fare, for ikke at give de Christne Anledning til ringeste Klagemaal, og at raabe vor Religion ilde ud. Saaledes beholdt Patriarchen det heele Liggendefæe, som beløb sig til 200000 Gulddaler, og derforuden rançonnerede Saladin med sine egne Penger de Christne Fanger fra hans egne Soldater, og opmuntrede hans fornemste Generaler at efterfølge hans Exempel. Han eftergav ogsaa nogle tusinde Fattige den Skat, som var dem paalagt, og uddeelede Penge af sit eget Skatkammer til de syge Christnes Pleye. OgOg]]Og]] ms. A B C Før Og er følgende udstreget i ms.: Dette altsammen giver tilkiendeOg] ms. A B C Før Og er følgende udstreget i ms.: Dette altsammen giver tilkiendevidner den Arabiske Scribent Bohadin Sieddadi, at da han forlod Jerusalem, havde han af alt det Bytte, som var giort, intet tilbage. Dette altsammen giver tilkiende, hvilke Dyder der fandtes hos denne store Regent, og at han udi Mildhed, Medlidenhed, Generositet og Ordholdighed ingen Potentat har eftergivet.

Jerusalems Overgivelse skeede den 2 Oct. 1187 og 583 fra Hegira, efter 14 Dages Beleyring;Ende paa det Jerusolymitanske Rige. og blev saaledes det Jerusalymitanske Rige ødelagt, efter at det havde staaet udi 88 Aar fra Godofredo de Bouillon; udi hvilken Tid det havde forsvaret sig mod mange mægtige Potentater. Men alle spaaede dets Undergang under denne store |172Monarch, endeel i Henseende til hans store Qvaliteter, endeel ogsaa efterdi han var bleven Herre over Ægypten, Arabien, Syrien og Mesopotamien, og der ved havde som udi en Sæk indslutted de Christne i det hellige Land.

Førend Saladin forlod Jerusalem, lod han cassere og smelte alle Klokker, item toe den Patriarchalske Kirke med Rosenvand. Samme Kirke havde været anlagt af Omar, som 636 indtog Jerusalem, paa den gamle Grundvold af Salomons Tempel, og var giort til den fornemste Mahomedanske Mosquee; men den blev forvandlet til en Kirke, da de Christne bleve Mestere af Jerusalem. De Reisende troede dog, at det var virkeligen Salomons Tempel, som Romerne havde ødelagt og de Christne igien opbygget; og fandt Geistligheden udi Jerusalem deres Regning ved at de fremturede udi saadan Vildfarelse. Dronningen Sibylla tillige med sine Døttre retirerede sig efter Stadens Overgivelse til Ascalon, og Stadens Indbyggere bleve spreedede over adskillige Steder udi Asia og Europa. Nogle flygtede til Tripoli, andre til Antiochia, og en stor Mængde gik over til Sicilien og Italien, saasom de ingen Forhaabning meere havde at see Jerusalem igien.

Den hurtige Saladin lod sig ikke nøye med at have giort Ende paa det Jerusolymitan|173ske Rige. Han beleirede strax derpaa Ascalon, hvilken Dronningen overgav for hendes Mands Befrielse, hvilket synes at være meer end denne gode Herre var værd. Ved Capitulationen blev sluttetsluttet]sluttet] ms. A C, besluttet B sluttet] ms. A C, besluttet B , at Lusignan skulde offentligen sige sig af med Titel af Konge til Jerusalem. Saladin begav sig fra Ascalon for at beleire den berømmelige Stad Tyrus, som de Christne endda havde. Indbyggerne vare af Frygt for at blive ilde medhandlede, strax færdige til at overgive sig. Men Conrad Græven af Montferrat satt sig derimod, indlod nogle Riddere af Hospitalier-Ordenen udi Staden, og ved deres Hielp disciplinerede Indbyggerne, saa at alle indtil gamle Mænd og Qvinder, lavede sig til en tapper Modstand.Saladin beleyrer Tyrus forgieves. De forsvarede ogsaa Staden med saadan Bestandighed, saa at Saladin omsider kiededes ved den lange Beleiring, og besluttede at ophæve den. Han lod føre Marggrevens Fader, som han havde fangen, til Stads-muren, og truede at lade hans Hoved afhugge, hvis Sønnen ikke overgav Staden. Dette var en Fristelse for den unge Herre. Men han lod Saladin vide, at Staden kunde ikke vindes uden med Sværd, forestillendeforestillende]forestillende] forestillede ms. A B C; forestillende Rahbek, forestillede Liebenberg SS forestillende] forestillede ms. A B C; forestillende Rahbek, forestillede Liebenberg SS , hvor liden Ære det vilde være for ham at opofre en Krigsfange, som havde overgivet sig paa Troe og Love. Sultanen lod derfore føre Faderen til sit Fængsel igien, og derpaa ophævede Beleiringen.

|174Han havde derimod bedre Lykke udi det Førstendom af Antiochia, hvor han giorde sig Mester af 25 Stæder eller Fæstninger, og holdt Hovedstaden indsperred, og havde de Christne da intet udi Orienten tilbage uden samme Stad, samt Tyrus og Tripoli.den Tripolitanske Greves slette Endeligt. Greven af Tripoli, som havde været Aarsag til alle disse Ulykker, erindrede da Saladin om sit Løfte at sætte sig udi Possession af den Jerusolymitanske Throne; men Sultanen, som elskede Forræderiet, men hadede Forræderen, svarede ham med Foragt, hvilket gik Greven saaledes til Hierte, at han faldt udi Afsindighed, og døde kort derefter, og fandt man efter hans Død, at han havde ladet sig omskiære.

De overblevne Christne udi Orienten mærkede af Saladins store Fremgang, at der var ingen Redning for dem, med mindre de finge Hielp fra Europa. Man affærdigede derfor Wilhelmum Erke-Bispen af Tyro didhen for at forestille Tilstanden og at anholde om Undsætning; og er det samme Wilhelmus Tyrius, som har skreven Historien om disse hellige Krige. Da han kom til Italien, berettede han Pave Urbano den tredie det ulykkelige Slag ved Tyberias og Jerusalems Forliis, hvilket gik Paven saa til Hierte, at der meenes, at hans Død, som fuldte strax derpaa, var en Virkning deraf. Heele Italien blev strax opfyldt med |175Forskrækkelse over disse Tidender, og Bede- og Faste-Dage bleve anordnede, ja Almuen raabte, at de ikke vare værde til at føre Navn af Christne, med mindre de toge den hellige Stad tilbage igien, og Cardinalerne lovede at indskrænke deres Vellyster, og ikke at stige til Hest, saa længe det hellige Land var traad under Fødder af de Vantroende; ja de forbunde sig til at bivaane det forestaaende hellige Tog til fods. Men alle disse Grimacer sigtede til intet; Thi, da den første Heede var over, betænkede de sig igien, og forbleve udi Rom, hvor de fremturede i deres forrige Levnet. Saa at dette Gesantskab skulde have løbet lige saa ilde af som Heraclii, hvis Friderich Barbarossa, Philippus II Kongen af Frankrig, og Henricus II Kongen af Engelland ikke havde taget sig denne Sag med Iver an. Decima Saladina. Hvad Paven herudi giorde, var at paabyde den bekiendte Decimam Saladinam, saaledes kalden, efterdi det var en Tiende, som skulde gives til at forsvare det hellige Land mod Saladin: men, som denne Tiende strakte sig ogsaa til Geistligheden, som tilforn havde været fri for saadanne Byrder, begyndte man at knurre derover; og skrev da den bekiendte Piere de Blois et Brev, hvorudi han paa Geistlighedens vegne besværger sig over dette Paabud.

|176Kong Henrich den anden af Engelland døde paa samme Tiid, da han havde overlagt med Kongen af Frankrig at giøre et Tog til det hellige Land; men, som hans Successor Richard den første havde samme gode Forsæt, tabte man ikke den Forhaabning ved Henrici Død, og lavede begge Konger sig til Reisen tillige med Keiser Friderich.

Foruden disse 3 Potentater vare adskillige andre over heele Europa udi Bevægelse for at undsætte de betrængte Christne i Orienten; og ankomme i det Aar 1189 tre smaa Croisader. Disse conjungerede sig med de Tropper, som den Landflygtige Konge af Jerusalem havde faaet paa Beenene, og beleirede Acre, hvorudi Saladin havde lagt en stærk Besætning.nye Undsætning fra Europa. Da han fik Tidender om Stadens Beleiring, hastede han med en Krigshær til dens Undsætning; og bleve da holdne adskillige smaa Træfninger, hvorudi de Christne figtede med saadan Iver, at Sultanen ikke kunde naae sit Forsæt, som var at hæve Beleiringen. Han arbeidede derpaa at hindre dem Tilførsel af Levnets- Midler, og udvirkede derved saa meget, at en stor Deel af de Christne døde af Hunger, og paafølgende smitsom Syge. Blant de Døde var Dronning Sibylla tillige med 4 Prindser og 2 Prindsesser.

Den tappere Keiser Friderich Barbarossa var af ovenmeldteovenmeldte]ovenmeldte] ms. A B, ommeldte C; ommeldte Rahbek ovenmeldte] ms. A B, ommeldte C; ommeldte Rahbek 3 Potentater den første, |177som kom til Orienten. Den samme var i Begyndelsen lykkelig, og slog Sultanen af Cogni paa Flugten, som vilde hindre hans Marche: men da han vilde bade sig i den Flod Cydno udi SicilienSicilien]Sicilien] A, Cilicien ms. Sicilien] A, Cilicien ms. , druknede han. Hans Søn Hertugen af Svaben tog vel strax Commando an over Krigshæren, og nærmede sig mod Acre: men Toget, som bekiendt er, løb kun slet af for dem. Efter at Beleyringen havde varet i to Aar, arriverede Kong Philippus af Frankrige med sin Krigsmagt; og da blev Beleyringen fortsat med nye Iver. Men, saasom samme Konge ikke vilde bestorme Staden, førend den forventede Engelske Kong Richard ankom, blev Tiden opsat, og betienede Besætningen sig af den Leylighed for at bestyrke Staden med fleere Fortificationer. Endeligen ankom Richard, og da blev Staden for Alvor angreben, hvorudover Besætningen maatte overgive Staden med de Vilkor, at 5000 Mænd tillige med Gouverneuren skulde være Fanger, indtil man løsede dem ved at tilbage give det hellige Kaars og løsgive de Christne Fanger, som Saladin havde bragt i Slaverie.de Christne erobre Acre. Man seer heraf, at det var de Christne meer om Reliqvier, end om Land og Folk at giøre. Gid det endda havde været det rette Kaars! hvorom man har høylig Aarsag at tvivle.

|178De Christne toge Acre udi Possession den 13 Julii 1191, og fra Hegira 587, og giorde Staden til deres fornemste Fæstning og Bolverk. Man anviisede der visse Qvarteerer for alle slags Stænder og alle Nationer, som havde contribueret til Stadens Overgivelse. Ridderne af Hospitalier-Orden forflyttede did hen deres fornemste Residence, hvilken efter Jerusalems Forliis havde været til Margat.

Udi samme Aar blev handlet om Forliig mellem Saladin og de Christne; og var en iblant de foreslagne Freds-Artikle denne, at Saladins Broder skulde ægte den Engelske Konges Søster, og med hende bekomme Jerusalem: Princessen derimod skulde have til Medgift Ptolemais eller Acre. Men de Christne Bispe vilde ikke samtykke dette Giftermaal, med mindre Saladins Broder forlod den Mahometanske Troe, og lod sig døbe. Medens disse Tractater varede, levede begge Partier i stor Fortroelighed med hinanden; skiønt Tractaterne formedelst ovenbemeldteovenbemeldte]ovenbemeldte] A, ovenmeldte ms. ovenbemeldte] A, ovenmeldte ms. Aarsag ingen Virkning havde.

Ueenighed hindrer de Christne at giøre videre Fremgang. Man havde ventet, at den ankomne store Christne Magt skulde have giort meer Fremgang, og bemægtiget sig Jerusalem igien. Men Misundelse, Had og Egennyttighed, som regierede blant disse adskildte Nationer, foraarsagede, at man gik ikke videre. Kong Philippus foregav, at han ikke kunde taale |179Landets Luft, og derfore begav sig strax paa Hiemreisen, efterladende sig alleene nogle tusinde Mænd. De andre fuldte hans Exempel, og een efter anden forlod Landet: alleene Kong Richard, førend han bortreisede, bemægtigede sig Jaffa og Ascalon, og giorde en Stilstand paa 3 Aar og nogle Maaneder. Saadant Udfald havde denne store Croisade; hvoraf man havde ventet at rive Saladin af Hænderne alt hvad han havde erobret fra de Christne. Og kunde man giøre sig saadant Haab des større, efterdi denne mægtige Regent døde kort efter Acres Erobring.

Samme Seyer-Herre haabede ved de Christnes Bortgang at være ydermeere uanfægtet af Fiender, og at høste Frugten af hanshans]hans] ms. A; sine Rahbek hans] ms. A; sine Rahbek Seyervindinger; men faldt paa samme Tiid ud i en Sygdom, hvoraf han døde. Saa snart han mærkede Dødens Ankomst, befoel han den Officier, som pleyede at have hans Standard udi Feltslag, at sætte i Steden derfor et stykke Ligklæde, som det eeneste han kunde føre med sig, naar han forlod Verden. Saladins Død.Man siger, at han uddeelte for sin Død store Penge-Summer til de Fattige udi Damasco, og det uden Forskiel, enten de vare Mahometaner, Jøder eller Christne, saasom han holdt for, at Almisse og Medlidenhed strakte sig til alle Mennesker; et fortreffeligt Principium, som giør denne |180Gierning til en Zirat udi Saladins Levnet; med mindre man vil sige, at han paa det sidste begyndte at tvivle om den Mahometanske Troes Rigtighed, hvilket dog man ingen Anledning har til at troe; thi man seer af hans heele Historie, at han har været en ivrig Mahometaner, og vidner Bohadin Siehaddi at have seet ham fælde TaarerTaarer]Taarer] A, Taare ms. Taarer] A, Taare ms. ved Alcoranens Læsning. Det er troeligere, at hans naturlige Medlidenhed mod alle Mennesker har bragt ham til saadan Gierning; thi man seer ham efter Jerusalems Erobring, da han ansaae Krigen mod de Christne som en Hellig Krig, at have udtømmet sig ved Gaver og Almisser til nødlidendenødlidende]]nødlidende]] B, medlidende ms. A C; nødlidende Rahbek Liebenberg nødlidende] B, medlidende ms. A C; nødlidende Rahbek Liebenberg Christne.

Ovenmeldte Arabiske Scribent, som var nærværende, fortæller hans Død saaledes: Han vilde paa sit yderste, at jeg med et par andre Personer skulde forblive hos ham om Natten. Man læsede ideligen Alcoranen for ham; men den niende Nat Omstændigheder derved. faldt han udi Phantasie, dog saaledes, at han havde nogle fornuftige Intervalla; thi, da Abuscaphar engang ved Alcoranens Læsning kom til de Ord: Han selv er Gud, og der er ingen anden Gud end han, hvilken veed alt hvad som er hemmeligt og aabenbart; sagde Sultanen: det er sant. Herudi kand ScribentenScribenten]]Scribenten]] Skribentere ms., Scribentere A B (antikva), Skribentere C (fraktur); Skribenten Rahbek (fraktur), Scribenten Liebenberg (antikva) Scribenten] Skribentere ms., Scribentere A B (antikva), Skribentere C (fraktur); Skribenten Rahbek (fraktur), Scribenten Liebenberg (antikva) |181gierne staae til troende; men, naar han siger, at hans Ansigt begyndte at skinne, kand man have Aarsag til at tvivle derom. Scribenten siger dog ikke selv at have seet dette, men at have hørt det sige. Hans Død skeede den 13 Martii Aar Christi 1193, og fra Hegira 589.

Christne saavel som Mahomedanske Scribentere tilstaae, at han har været en af de dydigste Regentere, som Orienten har til veye bragt. Den oft citerede Arabiske Autor, som da levede ved hans Hof, viser mange Exempler paa hans Mildhed, Generositet, Retfærdighed og andre Dyder, hvoraf jeg ikkun nogle faa vil opregne.hans Dyder. Han fik engang Visite af en fremmed Philosopho, og den samme reisede bort igien, uden at tage Afskeed med Saladin, sigende, at det var ham nok at have seet saadan stor Regent. Da Sultanen fik hans Bortgang at vide, blev han, siger Autor, vred paa mig, at jeg havde ladet ham reise tomhændet tilbage; og lod han derpaa med stor Fliid leede efter samme Mand, hvilken omsider blev funden og bragt til Hove, hvor Sultanen regalerede ham med kostbare Foræringer. Da en Christen Fange blev bragt til ham, og den samme stillede sig heel forskrekket og frygtsom an, blev han adspurt om Aarsagen til saadan Skræk. Den Fangne sagde da: Nu er jeg ikke meere bange, efterdi jeg har |182seet Sultanens Ansigt, hvilket forsikrer mig om, at jeg har intet at frygte for. Af dette blev Saladin saa bevæget, at han skienkede ham baade Liv og Frihed. Da en anden fangen Christen Qvinde beklagede sig for ham, at man havde taget hendes unge Dotter fra hende, lod Sultanen Barnet oplede, og gav hende det tilbage. Ja, hans Mildhed, siger samme Autor, gik saa vit, at den undertiden havde onde Virkninger, efterdi han straffede Misgierninger ikke haardt nok. At han med egen Haand henrettede den bekiendte Tempelherre de Chatillon, skeede, efterdi han ansaae samme Mand, som en Røver, og ved Løfte havde forbundet sig til at opofre ham, hvis han faldt i hans Hænder. Han var en stor Elsker af Læsning, og havde erhvervet sig saadan Kundskab udi de Arabiske Historier, at han vidste at opregne alle Slegt-Registere og Historier. Siehaddi siger, at denne Curiositet gik saa vit, indtil at legge sig efter de Arabiske Hæstes Genealogier, hvilket Studium var noget stærkt for en Staldmester, end sige for en Konge. Men hvert Land haver sin Skik. Det er troeligt, at saadant Videnskab da har været udi Agt blant Araberne; og, hvis saa er, saa kand man sige, at man der har haft større Omsorg at conservere Hæsternes, end |183paa mange Steder hos os berømmelige Familiers Historie.

Saladin var ellers en tækkelig Herre, men tilligemed en Hader af grov Skiemt og ublue Snak, hvorudover man hørte ham aldrig tale et uqvemsuqvems]uqvems] ms. A, ubeqvems C uqvems] ms. A, ubeqvems C Ord til nogen. Paa hans Taalmaadighed gives mange Exempler. Da en Supplicant begierede hans Paaskrift paa en Memorial, og Saladin undskyldte sig, efterdi han intet Blek havde ved Haanden udi hans Telt, viisede Supplicanten ham hen til det Sted, hvor Blekhornet stod. Sultanen langt fra at fortørnes over saadan Grovhed, sagde: det er sant, du siger; gik hen og tog Blekhornet selv, for at expedere ham. Da vi engang reede sammen, siger Autor, og min Mulæsel, som blev forskrækked af nogle Cameeler, stødte an paa Sultanens Laar, saa at han følede Smerte, smilede han der af: item, da jeg engang, ridende paa Jerusalems Gader, som gemeenlig ere ureene, gandske overstænkede ham, saa at hans Klæder bleve fordervede, loe han, og bad mig kun ride ved hans Side, som tilforn. Til Beviis paa hans oprigtige Venskab fortælles saadan Historie; da han engang fik Skrivelse om sin Søns Ismaels Død, læsede han Brevet med Taarene udi Øynene, dog uden at lade et Ord derved falde: men da han engang fik at vide, at hans Ven Tacioddin var omkommen, |184græd han bitterligen derover, og raabte: Tacioddin er Død. Om hans Gavmildhed er tilforn talt, og fortiener den des meere at berømmes, efterdi han øvede den mod alle NødlidendeNødlidende]]Nødlidende]] Medlidende ms. A B C (lille m i ms.); Nødlidende Rahbek Liebenberg Nødlidende] Medlidende ms. A B C (lille m i ms.); Nødlidende Rahbek Liebenberg , af hvad Religion de end vare. Siehaddi vidner, at denne Gavmildhed gik saa vit, at han undertiden saalte sine Klenodier for at giøre Almisse; ja at hans Skatmester maatte gemeenligen stikke noget til Side, paa det at Skatkammeret i Nødsfald kunde have noget til paakommende Udgifter.

Hans Død begrædes udi det Arabiske Vers, som Alkateb giorde, og hvis Indhold er dette: Ja han er død, den store Konge! alle Naader og Velgierninger ophøre ved hans Død, og Uretfærdigheder forøges: Verden kunde aldrig giøre større Forliis, efterdi den ved hans Død er skilt ved sin største Zirat. Den Muselmanniske Troe er fordunkled, siden dette store Lys er bleven formørked &c.

Jeg bekiender vel, at man ikke kand forlade sig paa de Arabiske Scribentere, saasom deres Historier gemeenligen ere intet uden prægtige Lovsange. Men alt hvad som er sagt om denne store Regent, confirmeres af Christne Scribentere, som vare hans Fiender. Hvad som legges ham til Last, |185var det u-ordentlige Levnet, han i Ungdommen var henfalden til, hvilket han dog corrigerede;hans FeylFeyl]Feyl] A, feil ms. Feyl] A, feil ms. item, den store Regiere-syge, som han har haft tilfelles med alle Seyerherrer, og som bragte ham til ubillige Krige. Ben Schuhah fortæller dette til hans Berømmelse. Hans fornemste Hofmænd raadede ham engang til at give sine Krigsfolk Afskeed, for udi Roelighed at høste Frugten af hans Seyervindinger. Saladin svarede dertil: Alum cassir valagel gair mamoum; det er; Livet er kort og dets Ende er u-vis: Ved hvilket herlige Svar Autor siger, han vilde tilkiendegive, at man stedse bør arbeide, ligesom man ikke kunde anvende Tiden til andet Arbeide, end at bemægtige sig andres Eyendomme, og slaae Folk ihiel. Hans store Devotion synes ogsaa at lugte af Hypocrisie, skiønt det er vanskeligt at sige, om han meenede det udi Hiertet, eller om han ved udvortes Hellighed søgte at recommendere sig blant Muselmannerne. Man kand snarere falde paa de første Tanker, naar man betragter adskillige af hans andre Qvaliteter, som viise, at han i Hiertet har været en god Mand.