Indledning til Dannemarks og Norges Beskrivelse
ved Sebastian Olden-Jørgensen
Kort karakteristik af Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729) og dets plads i forfatterskabet
Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729) er en systematisk og historisk skildring af det dansk-norske dobbeltmonarkis geografiske, økonomiske, politiske, sociale, retlige, religiøse og kulturelle tilstand i almindelighed, men uden ambition om at give en udtømmende topografisk beskrivelse. Værket ligger i forlængelse af Holbergs tidlige historisk-topografiske skrifter, Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711) og Anhang Til hans Historiske Introduction (1713), men peger i kraft af sit lange kapitel 6 om de oldenborgske kongers historie (308 sider), der udgør tæt på halvdelen af værket, også frem mod Dannemarks Riges Historie (1732-35). Biografisk står Dannemarks og Norges Beskrivelse ved begyndelsen af Holbergs selvstændige, faglitterære forfatterskab i 1730’erne, dvs. efter de rent formidlende introduktioner til historie, kulturgeografi og naturret i 1710’erne og den poetiske raptus i 1720’erne, men før essayistikken i 1740’erne. 20 år senere udgav Holberg en revideret udgave af værket med titlen Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat. Anden Edition, Forandret efter nærværende Tiids Tilstand, Forøget med nogle nye Capitler, Kbh. 1749. Ved den lejlighed udelod han førsteudgavens lange kapitel 6 om de oldenborgske kongers historie og tilføjede to nye kapitler (om Sorø Akademi og den nyere handelspolitik) og en række mindre afsnit, hvilket understregede værkets karakter af håndbog.
Form og indhold
Værkets tilblivelse ifølge Holberg
Ifølge fortalen til læseren er Dannemarks og Norges Beskrivelse resultatet af mange års afbrudt arbejde, som han undskylder med sine poetiske værker og manglen på nyere, relevant litteratur at bygge sin fremstilling på. Oprindelsen skal altså søges i de planer om en litterær karriere, Holberg fattede under sit studieophold i England 1706-8, hvor han bl.a. studerede ved Bodleian Library i Oxford. Dér fik han ideen til “at skrive en Geographie paa Dansk, tillige med eet kort Begreeb af de fornemeste Landskabers Historier, hvilcket jeg med Guds Hielp agtede at publicere ved min Ankomst til Fædernelandet, forhaabende det skulle finde nogen Yndist, effterdi intet af det Slag var paa Dansk tilforn”.1 Da han kom hjem, opdagede han, at Henrik Ovesen Pflug lige havde udgivet sit omfangsrige værk, Den danske Pillegrim, eller en almindelig geographisk og der hos kort historisk Beskrivelse over den heele bekiendte Werden (Kbh. 1707). Han ændrede derfor sine planer i en mere historisk retning og udgav i 1711 sin Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier, som var en bearbejdelse, ajourføring og udvidelse af en af tidens mest succesrige håndbøger, Samuel Pufendorfs Einleitung zu der Historie der vornehmsten Reiche und Staaten, so itziger Zeit in Europa sich befinden (Frankfurt am Main 1682, mange senere udgaver). To år senere udgav Holberg det første bind Anhang Til hans Historiske Introduction (1713), som rummede en beskrivelse af Englands, Tysklands og Hollands befolkning, økonomi, religion og politik. De resterende, planlagte fire bind kom imidlertid aldrig. Det gjorde til gengæld Introduction Til Naturens- Og Folke-Rettens Kundskab (Kbh. 1716), som udkom efter hans store rejse til Frankrig og Italien, men i realiteten var skrevet færdig allerede i foråret 1714. På samme tid havde han også et manuskript om de tre sidste konger før Frederik IV i det mindste delvis færdigt. Det indgik senere i Dannemarks og Norges Beskrivelse (se nedenfor 2.1.1). For denne indsats fik Holberg i 1714 lovning på et professorat og kunne i december 1717 tiltræde som professor i metafysik og logik (hvorfra han i 1720 avancerede til professoratet i veltalenhed, dvs. latinsk litteratur, og i 1730 til historie).
Efter den “poetiske raptus” fra 1719 og frem genoptog Holberg sidst i 1720’erne sit faglitterære forfatterskab. Det første offentlige tegn derpå var det lille Holgeri Dani ad P. Burmannum epistola (1727), der var et forsvar for dansk videnskabs gode navn og rygte. Han udgav teksten anonymt på latin i udenlandske og danske tidsskrifter, men også i dansk oversættelse (Holger Danskes Brev Til Burman, uden trykkested og -år), og hans forfatterskab blev hurtigt kendt.2 I 1728 udsendte han reviderede udgaver af sine introduktioner til den europæiske historie og til natur- og folkeretten og så i 1729 altså Dannemarks og Norges Beskrivelse. Den kan måske bedst karakteriseres som en delvis tilbagevenden til det oprindelige geografisk-historiske projekt, men realiseret inden for et begrænset område: det dansk-norske dobbeltmonarki.
Om det konkrete arbejde med at skrive teksten giver Holberg nogle spredte oplysninger i sit andet Levnedsbrev (1737). Her kan man læse, at han med mange afbrydelser havde arbejdet på værket, men at det først var efter, at roen havde indfundet sig oven på Københavns brand den 20.-23. oktober 1728, at han i løbet af vinteren 1728-29 lagde sidste hånd på værket.3
Ekskurs: Manuskriptet Introduction
til de 3de højlovligste sidste danske Kongers
Historie (1711/14) og censuren
til de 3de højlovligste sidste danske Kongers
Historie (1711/14) og censuren
Der er dog en enkelt, men meget omfattende del af værket, der havde ligget klar længe, og det var størstedelen af det store kapitel 6 “Om de Danske Konger af den høylovlige Oldenborgske Stamme”, som med en lille forhistorie dækkede Danmarks historie med vægt på konger og storpolitik fra Christian I til Christian V, altså 1449-1699. Det er en tekst, som Holberg nævner flere gange, men med nogle uoverensstemmelser, som har skabt uklarhed og givet anledning til uholdbare hypoteser om en tidlig konflikt med censuren.4
Første gang, vi hører om et sådant manuskript er i 1711, samme år som Holberg udgav sin første bog, Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier. Kort efter udgivelsen af dette værk henvendte han sig med en supplik (bønskrift) til kongen. Som i så mange andre tilfælde er den originale supplik gået tabt, men i supplikprotokollen er det gengivet således:
Ludovic Holberg andrager, at foruden den Europæiske Historie, han har ladet trykke paa Dansk, har han og fuldfærdiget et andet Værk som et Appendix til den Europæiske Historie, kaldet Introduction til de 3de højlovligste sidste danske Kongers Historie, hvilket værk kan tjene til at igjendrive adskillige fremmede Skribentere, som har grundet deres Relationer om Danmark paa den svenske Historie; thi beder han allerunderdanigst, at de maae beskikkes, som kan revidere samme Værk til Trykken.5
Der var altså ifølge Holberg tale om et færdigt manuskript om Christian IV’s, Frederik III’s og Christian V’s historie med en klar politisk-apologetisk tendens. Den 20. maj 1711 blev sagen drøftet i kongens konseil, hvor Frederik IV på indstilling fra sine embedsmænd, der foreslog professor Christian Reitzer eller oversekretær i Danske Kancelli Frederik Rostgaard, valgte Rostgaard, som den 29. maj fik besked på at tage sig af sagen. Rostgaard var altså blevet udnævnt til censor, der skulle forsyne bogen med det nødvendige imprimatur. Værket kom imidlertid aldrig. Af dette har litteraturhistorikeren Francis Bull i en artikel fra 1933 sluttet, at Rostgaard havde så mange indvendinger, at det forhindrede udgivelsen, og han opstiller den hypotese, at sagen nok var forløbet anderledes, hvis det var Holbergs velynder Reitzer, der havde fået hvervet.6 Med den for enhver forskningstradition typiske vandring fra hypotese til kendsgerning hedder det så 71 år senere hos Øystein Rian i en artikel fra 2004 kort og godt: “I første omgang ble manus stoppet av sensuren.”7
Næste gang værket nævnes er, da Holberg ved årsskiftet 1713/14 ansøgte om et professorat. Som bekendt blev han ved den lejlighed ekstraordinær professor. dvs. uden løn, men med udsigt til at får det næste ledige professorat, hvilket skete tre år senere, da han blev professor i metafysik. I ansøgningen opregner Holberg sine fortjenester:
Siden min ankomst til fädernelandet haver ieg publicered först en Introduction til den Europäiske historie paa Dansk (2) den forste Tome af det Skrift intitulered underretning om de fornemste europäiske Stater, hvor endnu restere 4 parter ufuldfärdigde (3) en Continuation paa den sidste Danske historie [...]8
Det første værk er selvfølgelig hans Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711) og det andet hans Anhang, der som undertitel hedder Underretning Om de Fornemste Europæiske Rigers og Republiqvers Stater (1713). Det tredje værk “Continuation paa den sidste Danske historie” hentyder til, at den på Holbergs tid almindeligt tilgængelige danmarkshistorie sluttede med Frederik II (død 1588). Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike (1595-1604) sluttede med Christian III, men i 1680, havde Peder Hansen Resen udgivet Kong Frederichs Den Andens Krønicke, som i virkeligheden er af Claus Christoffersen Lyschander, men som Holberg og hans samtid tilskrev Huitfeldt. En fortsættelse af den sidste danske historie, dvs. ud over Resens skildring af Frederik II, ville derfor omfatte Christian IV, Frederik III og Christian V. Holberg må altså i ansøgningen fra 1713 omtale det samme værk som i supplikken fra 1711. Man kan dog godt forbløffes over Holbergs ordvalg, for den nævnte “Continuation” var jo ikke “publicered” i dette ords normale betydning (også på Holbergs tid), det vil sige trykt.
Tredje gang Holberg omtaler værket er i sin latinske selvbiografi, det såkaldte Første levnedsbrev (1727). Her omtaler han udnævnelsen til professor i metafysik og fortsætter:
Jeg banede mig Vej til denne Æresport [: professoratet] ved Hjælp af en haandskrevet Bog i Folio som jeg allerunderdanigst tilegnede Hans Majestæt Kongen; for da jeg ikke havde nogen fornemme Bekendtskaber, maatte jeg sige:
Lærdmænds Fremtidshaab beror |
kun på Kongens Nik og Ord. |
Og jeg blev heller ikke skuffet i mine Forhåbninger. Jeg mærkede nemlig straks at der strømmede nogle Bække fra denne allernaadigste Kilde i Retning af mig. Haandskriftet omfattede Christian den Fjerdes og Frederik den Tredjes Historie. [...] Jeg havde delt det i to Bind, men det sidste, som rummer Christian den Femtes Historie, er jeg ikke helt færdig med.9
Der var altså tale om et værk i to bind. Første bind om Christian IV og Frederik III lå færdigt, blev overrakt til Frederik IV og bidrog altså ifølge Første Levnedsbrev afgørende til, at han fik professoratet. Det andet bind om Christian V var derimod ikke færdigt, hverken i 1713/14, da han søgte og fik professoratet, eller i 1727, da han skrev Første Levnedsbrev.
Fjerde gang, Holberg omtaler værket, er så i Dannemarks og Norges Beskrivelse, hvor han ved overgangen til Christian IV’s historie skriver følgende:
som jeg for nogle aar siden har fuldfærdiget 2. manuscripter in folio om de 2de sidste Konger, og de samme ikke endnu er trykte, saa har jeg fundet for got at indføre det fornemste deraf udi dette Capitel. (s. 214)
Her nævner Holberg atter to manuskripter, men denne gang handler de kun om de to sidste konger, hvilket rent sprogligt burde betegne Frederik III og Christian V, men som efter sammenhængen (ved overgangen til afsnittet om Christian IV) snarere henviser til Christian IV og Frederik III.
Oplysningerne, som her er samlede, er unægteligt ikke helt samstemmende: I 1711, 1713/14 og 1727 handler det om de tre seneste konger (Christian IV, Frederik III og Christian V), men i 1729 kun om de to sidste (hvilke to?). I 1711 er manuskriptet “fuldfærdiget”, i 1713/14 er det “publicered”, men i 1727 oplyser Holberg, at han i 1713/14 havde overgivet første bind med Christian IV’s og Frederik III’s historie til Frederik IV, mens andet bind med Christian V’s historie stadig var ufuldendt. I 1729 var det hele ganske vist færdiggjort “for nogle aar siden” i to bind, men omhandler nu kun to konger i stedet for tre. Selv om der er mange uoverensstemmelser i detaljen, må alle oplysninger relatere sig til et og samme værk. Den harmonisering, der her skal foreslås, går ud fra som et princip, at den mest banale forklaring ofte er den rigtige.
For det første må vi fastholde, når værket i 1711 omtales som “fuldfærdiget”, men i 1727 som delvis overgivet til kongen allerede i 1713/ 14 og for den sidste dels vedkommende endnu uafsluttet, så er det Første Levnedsbrev fra 1727, der må have ret. I 1711 har Holberg simpelthen smurt tykt på, fordi han havde brug for at profilere sig som en lovende og ikke mindst produktiv forfatter. Det er set både før og siden, at man i sådanne situationer fremstiller et halvfærdigt manuskript som “fuldfærdiget”. Når han i 1713/14 omtaler værket som “publicered” i samme åndedrag som sine to trykte værker, er det derimod ret gådefuldt. Det forklares nok bedst med den for Holberg typiske mangel på præcision, særlig i brevene og endda i ansøgninger.10 Selv Holbergordbogen giver ikke hjemmel for at forstå “publicered” som overrakt til kongen, som man ellers kunne overveje på baggrund af Levnedsbrevets oplysninger.
Hermed bortfalder grundlaget for Bulls hypotese om Holbergs kvaler med censuren for dette værks vedkommende. Den mest rimelige forklaring på, at det ikke blev udgivet, er simpelthen, at det ikke var færdigt og dermed heller aldrig overgivet Rostgaard til censur.
Spørgsmålet om omtalen i Dannemarks og Norges Beskrivelse, dvs. om reduceringen fra tre til to konger (og i givet fald hvilke to?) løses også nemmest ved en henvisning til Holbergs mangel på præcision. Holberg skriver om “2. manuscripter in folio om de 2de sidste Konger”, men må have ment “de 3de sidste Konger”. Det er en banal skrivefejl, men om det er Holberg, hans skriver eller sætteren, der har begået den, lader sig ikke afgøre.11
Facit bliver, at Francis Bulls og med ham også Øystein Rians fortælling om den unge Holbergs kvaler med censuren ikke kan opretholdes. Den mest nærliggende forklaring på uoverensstemmelserne i kildematerialet er, at Holberg i sine bestræbelser på at gøre opmærksom på sig selv og derved bane vejen til en stilling ved universitetet tager munden for fuld og fremstiller noget som færdigt, der endnu kun er undervejs. Når Bull og Rian vælger den mere komplicerede og svagt begrundede hypotese om en konflikt med censuren, skyldes det sandsynligvis, at de er præget af den tradition i Holberg-forskningen, der konsekvent tillægger Holberg en række radikale og moderne holdninger, som måtte vække anstød.
Holbergs bitre bemærkninger om censuren hører imidlertid hjemme i den senere del af hans forfatterskab. Man bør heller ikke overse, at den statslige censur kun var en blandt mange fjender, der konspirerede om at gøre historien tandløs og kedelig (jf. den kendte Fabel 148: Historiens Skiebne).12 I sine unge dage var Holberg bevidst og konsekvent regimetro. Når alt kommer til alt, var det Holberg, der i 1719 angreb sin rival Andreas Hojer (1690-1739) for, at han som en anden Molesworth (se nedenfor) byggede på svenske og holstenske forfattere, kritiserede Valdemar Atterdag og Dronning Margrethe og gav “frække og tåbelige” skildringer af politisk følsomme emner som enevældens indførelse, Corfitz Ulfeldt og Griffenfelds politik i Holsten på Christian V’s tid.13 Dvs. Holberg skosede Hojer for at være politisk ukorrekt. Omvendt var det Hojer, der under henvisning til udenlandske historikeres ret så direkte kritik af deres egne landsmænd hævdede, at “en Historie, ved en alt for stor Lemfældighed [: skånsomhed, forsigtighed], naar Sagen er anderledes beskaffen, bliver til et Digterie, som jeg ikke gierne vilde have Deel i”.14
Genremæssige forbilleder,
modbilleder og konkurrenter
modbilleder og konkurrenter
Dannemarks og Norges Beskrivelse har altså sin naturlige plads i Holbergs forfatterbiografi, og dele af det lange historiske kapitel 6 spillede en rolle som trædesten på vejen til kongens gunst og professoratet. Man får imidlertid en mindst lige så god forståelse af værkets udformning og tilblivelse, hvis man placerer det mellem to af tidens mest populære landebeskrivelser: An Account of Denmark, as It was in the Year 1692 (London 1694) af ærke-whiggen Robert Molesworth (1656-1725) og Angliae Notitia: Or, the Present State of England af den konservative Edward Chamberlayne (1616-1703).
Chamberlaynes Angliae Notitia:
Or the Present State of England (1669)
Or the Present State of England (1669)
Edward Chamberlayne: Angliae Notitia: Or, the Present State of England udkom første gang i 1669 og derefter jævnligt i nye, forøgede og ajourførte udgaver. Holberg kan f.eks. have benyttet den 20. udgave, som udkom i Chamberlaynes dødsår 1703.15 Værket gav en systematisk skildring af Englands territorium, klima, dyreliv, landbrug, handel, befolkningsklasser, religion, skikke, love, skolevæsen, kongehus og politiske institutioner. Fremstillingen var i de enkelte afsnit historisk og meget faktuel med lister over embeder etc. Vi behøver ikke være i tvivl, om Holberg kendte Angliae notitia, for det er for længst påvist, at han benyttede værket intensivt, da han udarbejdede afsnittet om England i Anhang Til hans Historiske Introduction.16 Sammenfaldet i stof og fremgangsmåde er altså næppe tilfældigt, selv om det også bør nævnes, at Holberg i almindelighed skyr den fuldstændighed og de statistiske oplysninger, som giver Angliae Notitia delvis karakter af opslagsværk. Ligheden mellem Dannemarks og Norges Beskrivelse og Angliae Notitia går dog længere end til emnekreds og metode. Holberg har ligesom Chamberlayne en klar national og politisk tendens til at fremhæve fædrelandets fortrin. I Chamberlaynes tilfælde er selvglæden over England og englænderne dog så udtalt, at man egentlig godt forstår Holbergs bemærkning om, at “en Engelænder incommoderer med sin selv-roes” (Dannemarks og Norges Beskrivelse, s. 18). Politisk var de nok mere på linje, for Chamberlayne er det restaurerede kongedømmes (1660) og den anglikanske statskirkes mand og en fjende af alle yderligtgående grupperinger. Sidst, men ikke mindst er der et stilistisk fællesskab. Chamberlayne skriver klart, ligefremt, fuld af selvtillid og med et lejlighedsvist glimt i øjet, blot er hans kærlighed til anekdoter og små personkarakteristikker ikke så udpræget som hos Holberg.
Molesworths An Account of Denmark,
as It was in the Year 1692 (1694)
as It was in the Year 1692 (1694)
Holberg nævner ikke Chamberlaynes Angliae Notitia, og det er der intet forunderligt i, for værket var jo af gode grunde ikke direkte kilde til Dannemarks og Norges Beskrivelse, og Holberg er i det hele taget ikke overdrevent omhyggelig med at nævne sine kilder (jf. nedenfor “”) . Men der er én forfatter, der gentagne gange bliver nævnt i Dannemarks og Norges Beskrivelse, dog ikke for det gode, og det er Robert Molesworth og hans bog An Account of Denmark, as It was in the Year 1692. Bogen var frugten af et treårigt ophold som engelsk ambassadør i København 1689-92 og var egentlig en effektfuld blanding af to genrer: den topografiske beskrivelse i stil med Chamberlayne og den fortrolige diplomatiske indberetning.17 Desuden var den forsynet med et langt forord, der havde karakter af liberalt, anti-absolutistisk manifest. I øvrigt er bogen skrevet i en ualmindelig levende og ironisk stil, som den dag i dag gør den til en fornøjelse at læse. Også her kunne Holberg på trods af sit modsatte politiske ståsted føle sig inspireret eller måske snarere udfordret.
I fortalen nævner Holberg udtrykkeligt de forældende og urimelige oplysninger om Danmark og især Norge, man finder i udenlandsk litteratur, som anledningen til Dannemarks og Norges Beskrivelse, men den eneste forfatter, han nævner ved navn, er altså Molesworth: “Det er bekiendt, hvilke fabler den Engelske skribent Molesworth har sammenflikket, for at sverte disse Rigers indvaanere”. Molesworths bog var ganske vist ikke skrevet for at sværte danskere og nordmænd – dens formål var at vaccinere den engelske offentlighed mod enevældens sirenesang – men det var virkelig en meget “bekendt” bog. Den blev ikke kun en øjeblikkelig engelsk salgssucces og en klassiker i det engelske liberale miljø, men også oversat til fransk, tysk og nederlandsk og udkom i adskillige oplag et pænt stykke op i 1700-tallet. Det var med andre ord den bog, som tegnede den almendannede europæiske offentligheds billede af Danmark, og som sønnerne af dobbeltmonarkiets elite mødte på deres studierejser og kavalerture.
Allerede i forbindelse med udgivelsen af An Account havde man fra dansk side gennem halvofficiel propaganda forsøgt at imødegå værket, men med begrænset held. Først med Dannemarks og Norges Beskrivelse kom et værk, der ikke kun kritiserede enkeltheder, men punkt for punkt gav svar på tiltale,18 tog et principielt opgør med Molesworths politiske filosofi (kapitel 3 “Om Regieringen”, 55-82) og opstillede et konsistent alternativ til hans lidet flatterende portræt af Danmark og danskerne.
Pufendorfs Einleitung (1682)
Ud fra en genremæssig synsvinkel er der to andre værker, det er relevant at inddrage, fordi de afdækker Holbergs fravalg. Det ene er Samuel Pufendorfs Einleitung zu der Historie der vornehmsten Reiche und Staaten, so itziger Zeit in Europa sich befinden (Frankfurt am Main 1682, mange senere udgaver).19 Holberg havde direkte anvendt og henvist til Pufendorfs værk som sin model både i Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711) og i Anhang Til hans Historiske Introduction (1713). Karakteristisk for Pufendorf er kombinationen af historisk overblik, kulturgeografisk stof og politisk analyse. Alle kapitler i hans Einleitung er bygget op efter stort set samme skabelon og slutter med nogle afsnit om den pågældende statsdannelses styreform, folkekarakter, geopolitiske situation og strategiske interesser. Disse afsnit minder ikke så lidt om den moderne, amerikanske, såkaldt “realistiske skole” i statsvidenskab, og i Anhang fulgte Holberg skabelonen i skildringen af England, Tyskland og Nederlandene. Men i Dannemarks og Norges Beskrivelse findes, med undtagelse af folkekarakteren, ikke tilsvarende afsnit, der f.eks. analyserer forholdet til sømagterne, Rusland, Sverige og Gottorp. Lidt af stoffet findes spredt ved forskellige lejligheder i det store afsnit om de oldenborgske kongers historie, men her kun præsenteret i episodisk og personcentreret form i forbindelse med kongernes løbende udenrigspolitiske ageren. Det er svært at se dette som andet end et uundgåeligt, politisk betinget fravalg. Indtil det sidste var den danske enevælde yderst restriktiv, når det gjaldt politiske ytringer, der kunne belaste forholdet til fremmede magter.20
Pontoppidans Theatrum Daniae (1730)
Et andet fravalg, der præger Dannemarks og Norges Beskrivelse, er allerede nævnt i forbindelse med Angliae Notitia, og det er udeladelsen af en masse konkrete, statistiske oplysninger. Det kan yderligere illustreres ved sammenligning med et værk, der udkom allerede året efter, nemlig Theatrum Daniæ veteris et modernæ. Oder: Schau-Bühne Des alten und jetzigen Dännemarcks, Enthaltend 1. Eine ausführliche Chorographische, Antiquarische, Historische und Physicalische Beschreibung dieses uralten Königreichs [...]II. Eine politische Beschreibung besagten Königreichs, (2 bind, Bremen 1730). Forfatteren var Erik Pontoppidan (1698-1764), den senere hofprædikant og biskop, men på dette tidspunkt blot sognepræst i Hagenbjerg på Als.21 Bogen er i to bind på i alt over 600 sider, dvs. af omfang meget lig Dannemarks og Norges Beskrivelse. Den er i dag lidet kendt, fordi den lidt ligesom Holbergs Dannemarks og Norges Beskrivelse i retrospektiv fremstår som forløberen til et langt større værk, i dette tilfælde Pontoppidans Den Danske Atlas (7 bind, Kbh. 1763-81).
Ligesom Holberg oplyser Pontoppidan i sin fortale til læseren, at han har arbejdet på sit værk i mange år, og at han er blevet ansporet til det af de mange fejlagtige oplysninger, der cirkulerede i den tilgængelige litteratur. Ligesom hos Holberg spiller det nationale en rolle, men den er ikke helt så fremtrædende, og værket er heller ikke rettet til Pontoppidans og Holbergs landsmænd, men til udlændinge og derfor skrevet på tysk. Hele første bind, dvs. mere end 2/3 af værket, optages af en systematisk topografisk beskrivelse af Danmark, landsdel for landsdel, by for by med talløse konkrete geografiske og historiske oplysninger og i alt 35 kobberstik (kort, byprospekter, bygninger, mindesmærker). Dette omfattende materiale havde Pontoppidan ikke kun samlet fra den tilgængelige litteratur, men også indhentet gennem en udstrakt korrespondance. Begge dele, de mange topografiske detaljer og den tilgrundliggende omfattende korrespondance, lå ikke til Holberg.
Andet bind af Pontoppidans værk består derimod af en generel beskrivelse af Danmarks styreform, forvaltning, befolkning, militær, økonomi, kultur og historie. Den minder særdeles meget om Dannemarks og Norges Beskrivelse både hvad angår stof, systematik og standpunkt. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om afhængighed. I fortalen til første bind, der er dateret 24. november 1729, opregner Pontoppidan sine forgængere og væsentligste kilder. Her nævner han Andreas Hojer, forfatteren til den af Holberg så hårdt angrebne Kurtzgefaszte Dännemärckische Geschichte (1719), men ikke Holberg selv. Holberg er derimod både omtalt og citeret flere gange i andet bind, bl.a. i afsnittet om den danske folkekarakter, hvor Pontoppidan angiver sin kilde som “Der Copenhagische Professor Herr Ludwig Holberg [...] in seinem neulich edirtem Buch”, dvs. Dannemarks og Norges Beskrivelse. Der er også flere steder i andet binds afsnit om militæret og i det historiske afsnit, hvor det er rimeligt at opfatte Dannemarks og Norges Beskrivelse som kilden.22 Den mest nærliggende forklaring er derfor, at Pontoppidan først fik fat i Dannemarks og Norges Beskrivelse, efter at første bind var sat og trykt, men brugte værket relativt intensivt i forbindelse med slutredaktionen af andet bind.
Da den danske lærde verden var lille, og Pontoppidan som nævnt korresponderede vidt og bredt, er det muligt at opstille den hypotese, at det godt nok er Pontoppidan, der stofligt er afhængig af Holberg, men at det var nyheden om, at Pontoppidan nærmede sig afslutningen på sit værk, der stimulerede Holberg til at gøre Dannemarks og Norges Beskrivelse færdig i en fart og til ligeledes at få en tysk oversættelse ud med det samme.
Kilder og arbejdsmåde
Holberg anfører i sin fortale, at han “ikkun har haft saare liden hielp til dette skrift af trykte bøger”, og han klager over “mangel paa midler og subsidia [: hjælpemidler] til et skrift af den natur”. Det kunne forstås på den måde, at Holberg i vid udstrækning bygger på selvsyn og håndskrifter, men det er ikke tilfældet. En nærmere analyse af teksten viser, at han arbejdede på tre forskellige måder.
I de fleste tilfælde arbejdede Holberg på samme måde som i sine øvrige værker, det vil sige, at han skrev sine egne tekster med andres bøger slået op foran sig på pulten.23 Hans kunst består i udvælgelsen, kompositionen og stilen. Eller som han selv formulerede det i fejden med Andreas Hojer: “Multa legenda sunt, sed pauca seligenda” (Meget skal læses, men kun lidt udvælges).24
Dannemarks og Norges Beskrivelse er ikke som den senere Dannemarks Riges Historie forsynet med kildehenvisninger i noter, men Holberg henviser løbende til en hel del af sine kilder, især når han citerer.25 Blandt dem, han nævner ofte, er Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike (10 bind, Kbh. 1595-1604, Holberg benyttede folioudgaven i to bind, Kbh. 1652), som han også flere steder citerer i lange uddrag, og Thomas Bartholin Antiqvitatum Danicarum de causis contemptæ a Danis adhuc gentilibus mortis libri tres (Kbh. 1689), der er anvendt intensivt i kapitlerne om folkekarakteren og religionen, men også i kapitlet om universitetet. De løbende kildehenvisninger kunne dog også stamme direkte fra de forlæg, han bearbejdede. Det gælder bl.a. de første 20 sider af det retshistoriske kapitel 12 i Dannemarks og Norges Beskrivelse, hvor næsten alt, inklusive citater og henvisninger til videnskabelig litteratur, er skrevet af efter forlægget (som ikke nævnes).26
I mange tilfælde henviste Holberg dog ikke eksplicit til sine kilder, og man finder i den videnskabelige litteratur en række spredte påvisninger af hans forlæg, der alle understøtter det indledningsvis tegnede billede af hans arbejdsmåde.27 Sandsynligvis har Holberg ment, at han henviste til det væsentligste, og normerne for dokumentation var på hans tid langt fra så strenge som i dag. Det fremgår dog af nedenstående brev af toldforvalter Christian Stub fra Bergen om Holbergs intensive brug af hans kollegiedisputation om dansk retshistorie (jf. nedenfor “Modtagelsen af første udgave”), at man allerede i samtiden kunne se anderledes på spørgsmålet om, hvornår det var på sin plads med en henvisning til en endnu levende forfatter!
Selv om Holberg for langt de fleste kapitlers vedkommende byggede på den trykte litteratur og i alt væsentligt sammenskrev eksisterende beretninger, er der også eksempler på, at han byggede sin skildring op fra grunden under inddragelse af arkivalier. Det gælder i hvert fald kapitel 8 “Om Handelen”, hvor Holberg har haft adgang til Ove Gieddes skibsjournal fra rejsen til Ceylon og til diverse vedtægter og traktater, som alle må stamme fra Det Ostindiske Kompagnis arkiv. Han anfører da også i margen: “Det Ostindiske Compagnies gl. historie kortelig forfattet af original docum.” (s. 562) Også skildringen af den vestindiske og grønlandske handels- og kolonihistorie vidner om adgang til kompagniernes arkiver.
Ved siden af den rutinerede sammenskrivning af eksisterende litteratur og den lejlighedsvise selvstændige fremstilling på grundlag af kilder finder man også en tredje arbejdsmåde, nemlig direkte gengivelse af oplysninger indhentet hos særligt sagkyndige. Det gælder f.eks. afsnittet om Kongsberg sølvmine i Norge (s. 46-53), hvor han selv meddeler, at “en meget erfaren mand udi den materie” har givet ham “en accurat underretning derom”.
Der er imidlertid grund til at tro, at Holberg brugte samme fremgangsmåde i kapitel 15 “Om de høje Collegier, samt Retter og Bestilnings-mænd”. Det omfangsrige kapitel (s. 698-744) er langt mere detaljeret end de øvrige og forsynet med opremsninger af sagstyper og afdelinger, helt i modstrid med Holbergs normale stil. Vi får f.eks. at vide, hvad der står på dørene til samtlige 17 renteskriveres kontorer! (s. 715). Det er vanskeligt at se, hvordan Holberg selv skulle kunne skaffe sig et så omfattende historisk og aktuelt overblik over institutioner, embeder og forvaltningsgange, og man undres lidt over, at han pludselig er blevet så pedantisk. Her må det være rimeligt at antage, at han ligesom i afsnittet om Kongsberg simpelthen aftrykker et forlæg, han har fået stillet til rådighed. Selv om han heller ikke denne gang nævner sin hjemmelsmand, må vedkommende have været embedsmand i centraladministrationen, sandsynligvis i Rentekammeret (finansforvaltningen), der fremhæves som “det vigtigste Collegium” (s. 705). Da Holberg i forbindelse med andenudgaven, Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749), tilføjede et nyt kapitel 16 “Om Forandringer udi Handelen, og Manufacturers Stiftelse, siden dette Skrifts første Publication”, oplyser han i øvrigt, at “en tilforladelig Underretning mig er meddeelt af Hr. Secretaire Wilhelm Langfeldt”, en embedsmand i Kommercekollegiet. Noget lignende må have været tilfældet i 1729.
Formål og tendens
Systematisk struktur og historisk vinkel
Dannemarks og Norges Beskrivelse består af 15 tematiske kapitler af ret forskellig omfang og detaljeringsgrad, der tilsammen kommer rundt om alle væsentlige geografiske, kulturelle, sociale, økonomiske, religiøse, retlige og politiske emner. Opbygningen følger i store træk Chamberlaynes Angliae Notitia, dvs. begyndende med generelle kapitler om land, folk, styreform og religion og afsluttende med mere teknisk-institutionelt stof om samfundsklasser, ridderordner og forvaltning. Det store kapitel 6 “Om de Danske Konger af den høylovlige Oldenborgske Stamme” har dog ingen ækvivalent hos Chamberlayne.
I kraft af sit heterogene kildegrundlag (jf. ovenfor “Kilder og arbejdsmåde”) er både stil og detaljeringsgrad meget forskellig igennem værket. Mest “holbergske”, det vil sige kortfattede, fortællende, ræsonnerende og med et jævnligt glimt i øjet, er de indledende kapitler om folkekarakter, styreform, religion, social lagdeling og handel. De afsnit og kapitler, hvor han skriver slavisk af efter et forlæg, er derimod mere opremsende, detaljerede og tørre i stilen.
De enkelte kapitler er ikke systematisk, men historisk bygget op. I fortalen beskriver Holberg sin metode som den “at tage alting op fra roden, og at vise hvordan hver ting var, førend den blev bragt i den stand, som den nu er udi”. I modsætning til mange andre historikere var Holberg ikke besat af tanken om at føre “roden” længst muligt tilbage, og han var tilbageholdende med spekulationer. Hans princip var at begynde på det tidspunkt, hvor de pålidelige skriftlige vidnesbyrd begyndte. I almindelighed var hans udgangspunkt “de gamle danske”, hvilket vil sige den hedenske oldtid og vikingetiden, som sagaerne fortæller om, med mindre han som i afsnittet om handelen måtte gå op i højmiddelalderen, før han fik fast grund under fødderne.
Dette “alting op fra Roden”-princip gjorde det muligt for Holberg at give de fleste af kapitlerne en klar narrativ struktur. Undtagelsesvis kunne han dog rode sig ud i egentlige diskussioner som i afsnittet om de sjællandske bønders vornedskab (kapitel 7), i tekniske redegørelser om omregningen af forskellige middelalderlige møntsorter (kapitel 9) eller strukturelle beskrivelser af landets forvaltning (kapitel 15). I almindelighed sikrede “alting op fra Roden”-princippet både overskuelighed og fleksibilitet, og det gav Holberg lejlighed til at indlægge de anekdoter, betragtninger og personkarakteristikker, som betød så meget for ham, og som bidrager til at fastholde læserens interesse. Som den rutinerede fortæller, han var, holdt han læseren orienteret ved at indramme disse indskud med et vendinger som: “Men, førend jeg gaar videre fort, maa jeg røre lidet om denne bekiendte mands historie” (s. 558), og “Men jeg maa begive mig til materien igien” (s. 22) eller lignende.
National tendens
Dannemarks og Norges Beskrivelse er et nationalt værk. I forordet nævner Holberg nogle af de mest absurde og fejlagtige oplysninger om Danmark og Norge, man kan finde i udenlandske værker, for slet ikke at tale om “hvilke Fabler den Engelske Skribent Molesworth har sammenflikket, for at sverte disse Rigers Indvaanere”. Denne Robert Molesworth (1656-1725), den eneste udenlandske forfatter, der nævnes ved navn, havde udgivet bogen An Account of Denmark, as It was in the Year 1692 (London 1694), der ganske rigtigt gav et lidet flatterende billede af Danmark. For Molesworth var Danmark et paradeeksempel på, hvor galt det kunne gå, når et folk gav afkald på friheden og lod kongen tilrane sig enevælde. I sit kapitel om “Folkets tilstand, skikke og temperament” skriver han direkte:
Ligesom man med tiden vænner sig til et dårligt helbred og ikke længere føler det som en byrde eller en sygdom, således skaber slaveri [: enevælde] en slags dovenskab og sløv nedtrykthed, så man til sidst hverken kan føle håb eller frygt. Det kvæler ambition, ærgerrighed og andre besværlige, men også aktive egenskaber, der udspringer af friheden. I stedet opnår man kun den sløve tilfredsstillelse, der består i ligegyldighed og ufølsomhed.28
Molesworth afsluttende karakteristik af den danske folkekarakter var en anelse mindre fordømmende:
Alt i alt har jeg aldrig kendt noget land, hvor folk var mere ensartede i hovedet end her. Man møder ingen ekstraordinært begavede eller særligt talentfulde i videnskab eller håndværk. Man ser ingen fanatikere, galninge, tåber eller fantaster, for de er alle jævnt godt begavede. Alle holder sig til fornuftens alfarvej, som her i landet hverken er den bedste eller den ringeste, uden at afvige hverken til højre eller venstre.29
Molesworths bog blev øjeblikkeligt en europæisk bestseller på engelsk, fransk, nederlandsk og tysk, og man må forestille sig, at når unge danske og norske mænd fra adel, borgerstand og gejstlighed som f.eks. den unge Holberg tog ud på deres europæiske studierejser, så var det Molesworths billede af Danmark som et undertrykt, tilbagestående og kedsommeligt land, de måtte forholde sig til. Der udkom ganske vist forskellige halvofficielle og private svar, men det var først Holberg, der forsøgte en systematisk gendrivelse af Molesworth.
I forhold til nationalkarakteren valgte Holberg at vende Molesworths negative karakteristik af danskernes middelmådighed til en lovprisning af deres gyldne middelvej. En dansker er ikke så overilet som en franskmand, men heller ikke så langsom som en englænder, ikke så nærig som en hollænder, men dog mindre ødsel end en nordmand, ikke så snakkesalig som en tysker, men dog mere talende end en spanier og så videre. Ja:
blant alle de folk jeg kiender, incommoderer [: irriterer] mig de Danskes omgiengelse mindst. Da derimod en Fransos dræber mig med grimacer [: skabagtighed], en Tydsk med vitløftig snak, en Engelænder incommoderer med sin selv-roes, en Spanier med sin Gravitet [: selvhøjtidelighed]. (s. 18).
Der er altså ikke tvivl om, at den nationale ære og nationalkarakteren spiller en vigtig rolle for Holberg. De udgør fundamentale kategorier i hans tænkning, og både i Holger Danskes Brev til Burman (1727), i sit tredje såkaldte Levnedsbrev (1743), i sine essays (Epistlerne 1748-54) og med satirisk drejning i Niels Klim (1741) tog han emnet op. De enkelte nationers dyder og laster blev karakteriseret og vurderet. Man bør dog ikke overse, at Holberg differentierer på en anden måde, end man måske ville forvente. I gendrivelsen af Molesworth opererer han ikke kun med danskere og nordmænd, tyskere og franskmænd. Danskeren er nemlig heller ikke “saa skiæmtefuld som en Gascon [...] ey heller saa kold som en Vestfriser. Ikke saa letsindet som en Parisier.” (s. 18) Karakteregenskaberne er ikke i snæver forstand nationale, men kan også være regionale (Gascogne) eller lokale (Paris). De findes kort sagt på alle niveauer og fordeler sig i øvrigt med dyder og laster i alle lejre.
Interessant er også at se, hvordan Holberg skelner mellem dansk og norsk. På den ene side slår han fast, at nordmænd lever under andre klimatiske forhold og derfor er meget forskellige fra danskere (mere hidsige, drikfældige og rethaveriske, men også tro, tapre og opfindsomme får vi senere at vide). Umiddelbart derefter trækker han dog i land og påstår:
Dog hindrer den forskiel ikke, at der jo er en fuldkommen foreening og overeensstemmelse imellem begge disse nationer, og have de alletider siden den navnkundige foreening blev sluttet imellem Dannemark og Norge, været anseede som eet folk. (s. 20)
Ét folk, men to nationer altså! Ved andre lejligheder er folk og nation det samme. Holberg var ikke konsekvent i sin sprogbrug. Måske kommer vi ham nærmest, når han i forordet og andre steder både taler om “mine Landsmænd” (= danske og norske) og “mine egne Landsmænd de Norske”. I dette lille adjektiv “egne” ligger en særlig følelsesmæssig nærhed, men dog kun en gradsforskel.
Politisk tendens
Det nationale er et vigtigt tema i Dannemarks og Norges Beskrivelse, og det er et tema, Holberg selv vælger at fremhæve i forordet i bogens første kapitel og i den løbende polemik med Molesworth, men det er alligevel ikke det vigtigste tema. Det er derimod det politiske, altså den dynastiske enevælde som den bedste statsform og Danmark-Norges lykke. Dette tema er gennemgående og integrerer både det nationale og det historiske til en helstøbt syntese. Udgangspunktet var også på dette felt et opgør med Molesworth, der som førnævnt afleder alle Danmarks politiske, økonomiske og intellektuelle dårligdomme fra den forfatningsmæssige grundskade: enevælden.
I kapitel 3 “Om Regieringen” tager Holberg et principielt opgør med Molesworth. I modsætning til Molesworth, der gjorde frihed til den grundlæggende politiske værdi, fremhævede Holberg, at menneskene ganske vist var tilbøjelige til frihed, men deraf fulgte ikke, at det var gavnligt for dem. For Holberg er frihed sekundær, det afgørende er sikkerhed: sikkerhed mod ydre fjender, men også retssikkerhed. Det var med dette formål, menneskene oprindeligt havde sluttet sig sammen for at oprette stater, og det var derfor evnen til at garantere sikkerhed, der var den rette målestok for en styreforms kvalitet. For Holberg var der ingen tvivl om, at et enevældigt styre var bedst til at løse opgaven. Det kunne man lære af historien, for både antikkens Athen og Rom og de moderne republikker Holland og Venedig var i realiteten både ustabile og undertrykkende regimer. Han kunne derfor konkludere: “Man seer at udi disse sidste tider, (nu verden er meere oplysed, end den nogen tid har været) at udi adskillige lande saadan absolut envolds regiering er bleven indførdt.” (s. 61)
Forsvaret for enevælden er altså både principielt naturretligt (sikkerhed som motiv for samfundspagten) og konkret historisk (enevælde er bevisligt den mest effektive statsform). Holberg afviser hverken her eller i Introduction Til Naturens- Og Folke-Rettens Kundskab (1716) de demokratiske og aristokratiske statsformers legitimitet, men han bestrider på det kraftigste deres effektivitet. Det generelle historiske argument har i Holbergs øjne særlig gyldighed for Danmark, som i oldtiden havde været stærkt, men ved kirkens og adelens standsegoisme var reduceret til en sådan svaghed, at det under svenskekrigene 1657-60 næsten var ved at gå under; og det på trods af Frederik III’s store kvaliteter, hvem rigerne næst efter Gud alene skyldte deres redning. Ja, Frederik III “havde forflyttet krigen til Stokholm selv, som Monsr. Terlon [: den franske ambassadør] bevidner, hvis han havde haft en souverain [: enevældig] magt, og ingen havde hindret ham at sætte sine viise anslag udi verk” (s. 61). Ved enevældens indførelse 1660 drog stænderne derfor blot den logiske konsekvens af historiens lære:
Alle saae derfor da hvor højligen det var fornødent at restituere Hans Maj. den souveraine magt, som hans Forfædre udi gamle tide havde haft, og under hvis regiering Dannemark havde saa meget floreret [: blomstret] og været en skræk for alle sine naboer. (s. 61)
Holberg begrænsede sig imidlertid ikke kun til kontrafaktiske spekulationer om svenskekrigenes udfald, hvis Frederik III allerede tidligere havde haft enevældig magt, som han havde agt. Hele Dannemarks og Norges Beskrivelse er udformet som et empirisk bevis for påstanden om enevældens overlegenhed. I kapitel efter kapitel bliver det fremhævet, hvordan kongemagten i almindelighed og enevælden i særdeleshed skaber sikkerhed, orden og fremgang.30 Det implicitte budskab var, at danske og nordmænd ikke havde grund til at skamme sig. De levede i et velordnet, fornuftigt og fremgangsrigt samfund med en omsorgsfuld og ansvarlig politisk ledelse (især kongen, Frederik IV). I alle udenrigspolitiske konflikter og krige havde kongerne haft retten på deres side ved udbruddet, udfoldet energi og handlekraft under forløbet og vist mådehold og storsind ved afslutningen. Ikke mindst “den store og muntre Konge Christianus 4.” (s. 552) kalder på Holbergs varmeste følelser. Som borger i dette rige kunne man ranke ryggen. Dannemarks og Norges Beskrivelse er et stykke nationalt og politisk opbyggelseslitteratur.
Receptionen
Modtagelsen af første udgave
Der vides så godt som intet om, hvordan Dannemarks og Norges Beskrivelse blev modtaget af det læsende publikum ud over, hvad man kan slutte sig til af behovet for et hurtigt genoptryk. Næsten alle udsagn om værkets kvalitet og popularitet stammer i realiteten fra Holberg og boghandlerne selv og har derfor i høj grad karakter af reklame.31 Af dem kan man slutte næsten lige så meget som af et par samtidige kritiske røster, der oven i købet stod i indbyrdes forbindelse: Christian Stub og Hans Gram.
Generaltoldforvalter i Bergen, Christian M. Stub (ca. 1693-1736) skrev således i et brev af 3. april 1731 til professor Hans Gram følgende:
Prof. Holbergs Beskrivelse over Danmark og Norge har jeg nyelig giennemlest (saasom her ellers ingen Bøger er at see) men ieg maa derhos tilstaae at ieg deraf ej er bleven lærdere end tilforn; thi hans Historische Capitler ere meget ufuldkomne og troede jeg snart at sige, at da jeg gick i mine første studenter aar paa det runde taarn [: universitetsbiblioteket] vidste jeg snart mere deraf end hand har skrevet. Hans gamle Sager ere saa taabelige, at dersom vores gode Arnas Magnusen endnu var i live, troer jeg vist han toeg sin død over at læse dem. Da jeg kom til det 12 Cap. som skal være Historia Juris Danici [: dansk retshistorie], tenckte jeg at finde noget, men da jeg ret eftersaa det, fornam at det ikkun er en smule Dansk translation af mine Latinske Disputat. jeg holdt i Colleg. Elers. de Lege et Legislatoribus Danorum32 og at deri fast ej et ord er forandret, saa at hand endog har beholdt de errores [: fejl], hvilke jeg i de 2de første Disputat: som en ung Student begik, og derfor i mit Manusc. efter Arnas Magnusens advarsel havde corrigered; paa saadan maade kand jeg og giøre bøger; hand burde have satt for ved Capit. udsat [: oversat] af Latinen paa Dansk ved L. H. Hand har og viist alt for store Kjerlighed til Bergens Stift, som hans fødested, og derved confunderet land-Chartet over Norge, i det at hand i Slutningen af sin bog33 har lagt Nordlandene og Stavanger Ampt her til Stiftet, da dog det første ligger 100 Mile herfra lengst bort i Trundhiems Stift som enhver vel veed, og det andet, neml. Stavanger hører til Christiansands Stift, derimod har han taget Sundmør fogderie fra os (som dog er det beste fogderie vi har og derfor ej vel kunde undvære) og lagt til Trundhiems Stift, som mueligen skal være til verderlag for Nordlandene som han fratager Trundhiem. Det er rettelig at være Hospes in Patria [: fremmed i sit fædreland]. Confusionen er vel deraf kommen, at Nordlands og Stavangers Amptes Intrader [: skatter og afgifter] betaler til Stift-ampstuen i Bergen, derfor er ampterne ej separerede fra deres Stift.34
I et andet brev til Gram to år senere kritiserer Stub Dannemarks Riges Historie for ikke at være noget “opus eruditum” (lærd værk), og i et tredje fra 1734 skriver han afsluttende: “især remarquerer [: bemærker] ieg hos Holberg at han i sit opus oftere er en Comicus og ligesaa Satyricus, som er langt fra en Historisk Stil, men han bliver ved sin genie [: tilbøjelighed, karakter]”.35
Stubs lidt mavesure kritik bekræfter, hvad vi i forvejen vidste: At Dannemarks og Norges Beskrivelse er en habil sammenskrivning af eksisterende litteratur, at Holberg langt fra henviser til alle sine kilder, og at han ikke var overmåde nøjagtig. Derimod bør Holberg nok undskyldes for ikke at have kendt Stubs håndskrevne rettelser! Stubs senere betragtninger om den historiske stil viser, at netop det, vi i dag værdsætter ved Holberg, af andre kunne opfattes som upassende stilbrud.
Hans Gram (1685-1748), der var Holbergs jævnaldrende og kollega som professor i græsk, men desuden var kongelig historiograf, arkivar og bibliotekar, delte Chr. Stubs kritiske vurdering, men var samtidig parat til at anerkende Holbergs fortjenester. I en latinsk oversigt over danske historikere fra omkring 1740 skriver Gram:
Ludvig Holbergs Dannemarks og Norges Beskrivelse, København 1729 i kvart, er ligeledes på dansk, men blev kort efter udgivet i tysk oversættelse. Også i denne bog har hastværk været årsag til betydelige fejltagelser og vildfarelser for slet ikke at tale om undladelser. Men den rummer også meget godt, som ikke findes andre steder. Men overalt stikker hans løsslupne stil og vurderinger hovedet frem etc.36
Holberg var selvfølgelig godt klar over kritikken, og i modsætning til verssatirerne som f.eks. Peder Paars (1719-20), hvor han skyder sig ind under aldrig at kritisere konkrete personer (det ville også have været strafbart), måtte han i forhold til sit historiske forfatterskab etablere en anden forsvarslinje. Den kan man studere i den følgende foromtale af Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat. Eftersom Holberg var sin egen forlægger, kan følgende passus nemlig næsten kun stamme fra ham selv:
Vi have af dette nye Oplag atter en Prøve, at den Store Autors Flid og Omhyggelighed er endnu utrættelig. Vi admirerer endogsaa i disse Tillæg [: de nye afsnit i 1749-udgaven] den Kunst, der har sat alle i Forundring, og hvis Imitation burde alle recommanderes, men som ikkun faa have den Lykke nogenlunde at opnaa, den Kunst, at sige sin Mening, endogsaa i de delicateste Materier tydelig, fyndig, uden den hos andre sædvanlige Bitterhed, og ligesom ved en ædel Skiemt.37
Tilføjelserne i andenudgaven 1749
Andenudgaven Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat. Anden Edition (1749) udkom 20 år efter førsteudgaven, og efter at værket en årrække havde været udsolgt. Titelbladet lovede, at udgaven var “Forandret efter nærværende Tiids Tilstand, Forøget med nogle nye Capitler”. Den mest iøjnefaldende forandring er, at det lange kapitel 6 om de oldenborgske konger fra Christian I til Christian V på i alt 308 sider er skåret ud. Samme stof forelå jo nu i væsentlig forøget form i Holbergs Dannemarks Riges Historie (I-III, Kbh. 1732-35).
Hvis man tror, at Holberg benyttede lejligheden til at rette fejl og forbedre stilen, tror man fejl. Holberg var stolt af sin stil og sin produktivitet, men intet tyder på, at han var den type forfatter, der anlægger et håndeksemplar gennemskudt med blanke blade til opsamling af rettelser og småforbedringer. I en række tilfælde supplerede han imidlertid teksten med nye afsnit og rettede stilen i forbindelse med et genoptryk.38 I Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat drejer det sig om to nye kapitler og nogle afsnit om kolonierne, dvs. St. Croix og Grønland, handelskompagnier, kirken og centralforvaltningen.
Det første nye kapitel, kapitel 6 “Om det Sorøiske Ridderlige Academie”, havde sin naturlige baggrund i, at Holberg i 1747 testamenterede sin store formue til det kort efter genoprettede Sorø Akademi og dermed sikrede skolens økonomi – og sig selv titlen som baron. Kapitlet har altså karakter af reklame for et foretagende, han selv var stærkt involveret i. I øvrigt bestod langt størstedelen af kapitlet af et aftryk den kongelige fundats fra 1747, som Holberg indrammede med en lille forhistorie og et afsluttende forsvar mod de kritikere, der slet og ret fandt akademiets stiftelse overflødig. Samme fremgangsmåde havde han brugt i det foregående kapitel om Københavns Universitet, hvor andenudgaven aftrykte den nye fundats fra 1732, alle 104 paragraffer! Man får indtryk af, at Holberg ønskede, at pumpe bogens volumen lidt op, så den på trods af fjernelsen af det historiske kapitel om de oldenborgske konger, der udgjorde næsten halvdelen af førsteudgaven, ikke fremstod alt for tynd.
Det andet nye kapitel, kapitel 16 “Om Forandringer udi Handelen, og Manufacturers Stiftelse, siden dette Skrifts første Publication”, er en kort, faktuel og ret så rosenrød skildring af den merkantilistiske økonomiske politik med fokus på handelskompagnier og manufaktur. Da Holberg for en sjælden gangs skyld nævner sin hjemmelsmand, behøver man ikke undre sig over det. Kilden var nemlig Wilhelm Langfeldt, der var embedsmand i Kommercekollegiet, som netop havde handel og manufaktur som ansvarsområde.39
Blandt tilføjelserne knytter der sig særlig interesse til det lille afsnit, som Holberg føjede til værkets kapitel 4 “Om Religionen”. Det handlede om de foregående 20 års store kirkelige begivenhed: den religiøse vækkelsesbevægelse pietismen, som under Christian VI (1730-46) havde nydt officiel støtte fra højeste sted. Det indebar bl.a. strengere kirkedisciplin, stærkt appellerende prædikener og afstandtagen fra teatervirksomhed. Holberg var på ingen måde ateist, men hans religiøsitet var deistisk farvet, dvs. en slags moralsk minimal-kristendom med en forkærlighed for ro og orden. Så længe Christian VI levede, tav han, men efter tronskiftet 1746 blæste andre vinde, og Holberg udtrykte i de følgende år ved flere lejligheder kritik af pietisterne,40 allermest tydeligt og udførligt i dette afsnit af Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat. Det er ikke småting, han gør pietisterne ansvarlige for. De har fuldstændig forandret folkekarakteren, så at “det Folk, som i all Ting har søgt at gaae en Middel-Vey”, nu viser “en stor Begierlighed til Noviteter [: forandringer, her absolut negativt ment!]” (s. 153). Han opfatter pietismen som en “Paroxysmus”, dvs. et heftigt anfald af sygdom eller ophidselse, som ikke sjældent fører til fanatisme eller melankoli. Hans konklusion lyder således:
Jeg haaber, at alle retsindige Folk ville finde, at udi denne min Betænkning er ingen Partiskhed: Man seer der af, at jeg ikke confunderer [: sammenblander] det eene med det andet: Man seer, at jeg holder for, at de første Stiftere af den saa kalden Pietismo kand have havt en god og reedelig Intention, og at deres Iver kunde have havt god Virkning, hvis deres Disciple havde været meere moderate, og hvis de, i Steden for med Sagtmodighed at formane til Gudsfrygt og Levnets Forbedrelse, ikke havde søgt at sværte de offentlige Forsamlinger [: sognemenighederne], hvorved Anledning er givet til forargelige Separationer. Saadant er heller Beviis paa Hovmod og Egenkierlighed, end Prøver paa Christelig Nidkierhed; (s. 155)
Dette er Holberg i det perfide hjørne, for lige under den polerede og “upartiske” overflade gemmer galden sig: Pietismens første stiftere (Spener og Francke i Tyskland) kan have haft en god intention (dvs. alene hensigten var god, ikke udførelsen), og deres iver kunne have haft god virkning (men fik det altså ikke), hvis ellers deres danske disciple havde vist mådehold (hvilket de ergo ikke gjorde).
Ændringerne i anden udgave svækkede værkets historiske karakter og gjorde det i højere grad til en håndbog eller et opslagsværk med vægt på rigets aktuelle tilstand, særlig med hensyn til det højere uddannelsesvæsen og den økonomiske politik. Bevægelsen er dog langt fra konsekvent fuldført, da størstedelen af teksten som nævnt forblev urørt.
Forskningsoversigt
Dannemarks og Norges Beskrivelse (1729) og Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749) hører ikke til de kendteste af Holbergs skrifter, men kan på den anden side heller ikke kaldes oversete. De er omtalt i de fleste historiografiske oversigter og biografier (Paludan-Müller, Ellen Jørgensen, Damsholt, Langslet) og i bidrag om Holbergs historiske forfatterskab (Bull, Høst, Foss, Müller, Berthelsen, Olden-Jørgensen). Den mest omfattende behandling af dem finder man i Francis Bulls Ludvig Holberg som historiker (Kristiania 1913), i Sigurd Høsts Holbergs historiske skrifter (Bergen 1913) og i Kåre Foss’ “En strid om kongerikene Norges og Danmarks gode navn og rykte omkring 1700: Pierreville – Molesworth – Holberg”, Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning, 31 (1931), s. 1-59.
Historikeren Paludan-Müller (1809-76) fremhæver især andenudgavens nytte for historikeren, der “vil finde meget til Oplysning og Vejledning, og vil finde det let”.41 Litteraturhistorikeren Francis Bull (1887-1974) er meget optaget af at rose Holberg. Han understreger værkets lærde karakter og dets brede kildebasis, og han fremhæver Holbergs nordiske, ja “særnorske træk”.42 Bull kendte godt Christian Stubs ovenfor nævnte kritik af Holberg, men han gemte oplysningerne om det i en fodnote.43 Det er nok ikke for meget sagt, at Bulls patriotiske begejstring for nordmanden Holberg er løbet lidt af med ham. Skolemanden Sigurd Høst (1866-1939) er langt mere refererende og koncentrerer sig om Holbergs begejstring for det norrøne stof og hans interesse for bondestandens stilling (norske odelsbønder og sjællandske vornede). Han noterer med tilfredsstillelse, at Holberg er “i den bedste overensstemmelse med den mest fremskredne moderne forskning paa dette omraade”.44 Også retshistorikeren Kåre Foss anlægger en national synsvinkel, men den er på sin plads, da den fokuserer på Holbergs egen, tydelige nationale dagsorden.
Bortset fra Foss er der imidlertid karakteristisk for Bull og næsten hele den øvrige Holberg-forskning til og med Sune Berthelsen, at Dannemarks og Norges Beskrivelse og Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat næsten udelukkende bliver analyseret som led i udviklingen af Holbergs historiske forfatterskab. De opfattes med andre ord som en mellemstation på vejen fra Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier (1711) til kulminationen i Dannemarks Riges Historie (1732-35). Derfor har opmærksomheden koncentreret sig om det lange kapitel om den oldenborgske kongers historie, dets kilder og dets forhold til de tilsvarende afsnit af Dannemarks Riges Historie. Undtagelserne fra dette generelle mønster er Foss, der som nævnt ser på Holbergs nationale dagsorden i relation til den udenlandske topografiske litteratur, og Sebastian Olden-Jørgensen, der har belyst forholdet mellem naturret og historie på grundlag af Holbergs behandling af enevælden i almindelighed og dens indførelse i Danmark 1660 i særdeleshed.
Udgivelseshistorie
Førsteudgaven: Dannemarks og
Norges Beskrivelse (1729)
Norges Beskrivelse (1729)
Det er ikke meget, vi ved om selve udgivelsen af Dannemarks og Norges Beskrivelse, men noget kan dog udledes af bevarede breve og af omstændighederne. Bogen blev trykt hos universitetsbogtrykker Johan Jørgen Høpffner, i de år Holbergs faste bogtrykker,45 og Holberg var også i dette tilfælde sin egen forlægger. Bøgerne blev udbudt i prænumeration (subskription) til en pris af 4 mark ved bestillingen og 4 mark ved leveringen. Det fremgår af den bevarede brevveksling mellem Holberg og hans kontakt i Trondhjem, krigsråd Aage Rasmussen Hagen, at Holberg i begyndelsen af september 1729 allerede havde fået afsat 100 eksemplarer i Bergen og håbede på ved Hagens hjælp at afsætte et tilsvarende antal i Trondhjem.46
Afsætningen synes i øvrigt at være gået over forventning, for der måtte hurtigt foranstaltes et genoptryk. Undersøgelser af de bevarede eksemplarer, alle med samme titelblad, dokumenterer, at beslutningen om et nyt oplag blev taget hen mod slutningen af trykningen af første oplag, for de to første oplag adskiller sig kun på de første 576 sider, mens side 577-744 er helt identiske. På de første 169 sider er der kun tale om ortografiske rettelser og forskelle, men på side 170-576 er satsen på forskellige steder sammentrængt for at give plads til nogle indskud om universitetet, om slaget i Gulbrandsdalen, om adel og bønder med mere.47
Om tidspunktet for udgivelsen kan man af et brev til Hagen udlede, at trykningen af første oplag stadig var i gang den 10. september 1729 (“den Etat om Danmark og Norge in qvarto, som jeg haver under trykken”). Den 27. oktober tryktes i Nye Tidender Om Lærde og Cureuse Sager første afsnit af en vidtløftig og rent refererende anmeldelse af værket, og i den anledning oplyses det, at det “er nyligen forferdiget ved Trykken”. Ifølge endnu et brev til Hagen var andet oplag færdigtrykt den 21. januar 1730 (“et nytt oplag som ieg har ladet trykke denne vinter med noget tillægg”).48
Andenudgaven: Dannemarks og
Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749)
Norges Geistlige og Verdslige Staat (1749)
I 1749 udgav Holberg den reviderede andenudgave, Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat. Anden Edition, Forandret efter nærværende Tiids Tilstand, Forøget med nogle nye Capitler, atter på Holbergs egen bekostning, men uden angivelse af trykker. I en foromtale den 3. april 1749 meddeltes, at bogen havde været udsolgt i mange år, at de oldenborgske kongers historie var skåret ud, men “mange vigtige nye Tillæg” indføjet, og at den ny udgave var blevet lavet for at forhindre andre i at genoptrykke den gamle.49 Af dette oplag forelå i hans dødsbo endnu 319 eksemplarer plus et på “Skriv Papiir”.50 Om ændringerne i andenudgaven se ovenfor “Tilføjelserne i andenudgaven 1749”.
Tredjeudgaven: Dannemarks og
Norges Geistlige og Verdslige Staat eller Beskrivelse (1762)
Norges Geistlige og Verdslige Staat eller Beskrivelse (1762)
I 1762, otte år efter Holbergs død, udkom en tredje udgave med titlen Ludv. Friherres Holberg Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat eller Beskrivelse nu anden gang forandret efter nærværende Tiders Tilstand formeret med adskillige merkværdige Efterretninger og foresat med et nyt Capitel til Slutning. Tredie Oplag. Udgaven var bekostet af boghandler Frederik Christian Pelt, der to år tidligere i Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender den 24. marts 1760 havde annonceret sine planer om at genoptrykke Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat og Dannemarks Riges Historie (udkom 1762-63).51 Denne udgave repræsenterer i modsætning til andenudgaven en egentlig revision af teksten, der (af hvem vides ikke) blev rettet og ajourført adskillige steder, f.eks. i afsnittene om handelen, retshistorien og lærdomshistorien.
Oversættelser til tysk 1730/31 og 1750
Værket findes også i to tyske oversættelser. Den første er Dännemarckische Norwegische Staats- und Reichs-Historie, Worinnen Viele curieuse Antiquitæten von dem alten Staat vorstellig gemacht, und eine accurate Beschreibung von dem jetzigen Staat der Reiche Dännemarck und Norwegen gegeben wird. Im verwichenen Jahre in Dänischer Sprache herausgegeben, Nunmehro aber Denen Liebhabern der Dänischen und Norwegischen Historie zum Nutzen und Vergnügen in Teutscher Sprache übersetzt und ans Licht gebracht, oversat af Friedrich Gerhard Voss, udgivet i København 1730 hos Hieronymus Christian Paullis enke. Bogen, der også findes med trykåret 1731, er i virkeligheden trykt i Leipzig, sådan som Holberg selv den 30. september 1730 oplyser til sin bergensiske agent Hagen: “Den Tydske version er allerede kommen ud Gedruckt Leipzig med en lang og prægtig tydsk titel ia lige saa affecteret som min titel er simpel.”52 Denne tyske udgave har en del, men ikke alle rettelserne fra det andet oplag af Dannemarks og Norges Beskrivelse med, og så er den i modsætning til den danske original forsynet med et register.
Den anden tyske oversættelse er Dänische und Norwegische Staatsgeschichte, ovs. af Ludolph Conrad Bargum, udgivet i København og Leipzig hos Gabriel Christian Rothe 1750. Den er foretaget på grundlag af Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat.53
Udgaven i Ludvig Holberg: Samlede Skrifter (1920), i Værker i tolv Bind (1969) og i Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (2014)
Da bibliotekar ved Det Kongelige Bibliotek i København, Carl S. Petersen (1873-1958), udgav sin store, tekstkritiske udgave: Ludvig Holberg: Samlede skrifter i 18 bind (København 1913-63), lagde han konsekvent førsteudgaverne, dvs. Dannemarks og Norges Beskrivelse, til grund. Den findes i bind V (1920), s. 153-723. Det tekstkritiske apparat, inklusive varianterne mellem de to tryk af førsteudgaven og Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat, findes i bind XVIII (1963), s. 253-343.
I F.J. Billeskov Jansens udgave, Ludvig Holberg: Værker i tolv Bind (København 1969-71), findes i bind I (1969), s. 26-40 et lille, kommenteret uddrag af Dannemarks og Norges Beskrivelse, kapitel 1, “Om den Danske Nations art og egenskab”. Billeskov Jansen foretog i den anledning, men uden at redegøre for det,
en normalisering af skriftbilledet, nogle mindre tilpasninger og en
enkelt rettelse.
I forbindelse med markeringen af 200-året for ophøret af rigsfællesskabet mellem Danmark og Norge i 2014 udkom en tekstkritisk udgave af Dannemarks og Norges Geistlige og Verdslige Staat (København 2014) med oversættelse af de fremmedsprogede passager og i smukt typografisk udstyr med egen, nydesignet skrifttype, Montanus. Udgaven blev til i samarbejde mellem den danske og den norske redaktion bag Ludvig Holbergs Skrifter og er forsynet med en indledning ved Sebastian Olden-Jørgensen.
Litteratur
Aarseth, Asbjørn: “Narrativitet och moral i Holbergs historiografi”, Eivind Tjønneland (red.): Den mangfoldige Holberg, Oslo 2005, s. 261-276.
Berthelsen, Sune: “Holbergs historiske syntese”, Gunilla Dahlberg, Peter Christensen Teilmann & Frode Thorsen (red.): Holberg i Norden. Om Ludvig Holbergs författerskap och dess kulturhistoriska betydelse, Göteborg 2004, s. 78-105.
Billeskov Jansen, F.J.: Holberg som Epigrammatiker og Essayist, I-II, Kbh. 1938-39.
Billeskov Jansen, F.J.: “Holberg ved Arbejdsbordet”, Holberg-Blandinger. Tredje Samling, Kbh. 1946, s. 7-41.
Bruun, Chr.: “Et samtidigt Bidrag til Bedømmelsen af Holbergs Forfattervirksomhed i breve fra C.M. Stub til H. Gram”, Danske Samlinger, 1. rk., I (1865-66), s. 398-400.
Bruun, Chr.: Fortegnelse over en Del af Ludvig Holbergs Bibliothek, Kbh. 1869.
Bull, Francis: Holberg som historiker, Kristiania 1913.
Bull, Francis: “Holberg og censuren”, Festskrift til Halvdan Koht på sekstiårsdagen 7de juli 1933, Oslo 1933, s. 214-224.
Chamberlayne, Edward: Angliae Notitia: Or, the Present State of England, London 1669.
Dahlerup, Verner (udg.): Holbergs Breve, Kbh. 1926.
Döring, Detlef: Pufendorf-Studien. Beiträge zur Biographie Samuel von Pufendorfs und zu seiner Entwicklung als Historiker und theologischer Schriftsteller, Berlin 1992.
Damsholt, Torben: “Den nationale magtstat 1560-1760”, Søren Mørch (red.): Danmarks historie. Bind 10. Historiens historie, Kbh. 1992, s. 53-104.
Eegholm-Pedersen, Sv.: “Holberg og Die Europäische Fama. En kildestudie til Holbergs første bøger”, Fund og Forskning, 30 (1991), s. 51-65.
Ehrencron-Müller, H.: Forfatterlexikon omfattende Danmark, Norge og Island indtil 1814. Bind X. Holberg, 1. Afdeling, Kbh. 1933.
Foss, Kåre: “En strid om kongerikene Norges og Danmarks gode navn og rykte omkring 1700: Pierreville – Molesworth – Holberg”, Edda. Nordisk tidsskrift for litteraturforskning, 31 (1931), s. 1-59.
Hansen, Max Kjær: Økonomen Ludvig Holberg, Kbh. 1954.
Holberg, Ludvig: Latinske Smaaskrifter, I-II, udg. af A. Kragelund, Kbh. 1974.
Holberg, Ludvig: Samlede Skrifter, I-XVIII, udg. af Carl S. Petersen, Kbh. 1913-63.
Holberg, Ludvig: Skrifter: digital version på www.holbergskrifter.dk
Holberg, Ludvig: Værker i tolv Bind, I-XII, udg. af F.J. Billeskov Jansen, Kbh. 1969-71.
Holm, Edvard: Holbergs statsretlige og politiske Synsmaade, Kbh. 1879 (genoptryk 1975).
Høst, Sigurd: Holbergs historiske skrifter, Bergen 1913.
Ilsøe, Harald: “historisk censur i Danmark indtil Holberg. Omkring censuren af Christian Aarslebs Frederik II.s historie”, Fund og Forskning, 20 (1973), s. 45-70.
Jørgensen, Ellen: “Hans Grams Vurdering af Holbergs historiske Arbejder”, Holberg Aarbog, 1924, s. 137-141, her s. 139.
Jørgensen, Ellen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800, København 1931.
Jørgensen, Harald: Trykkefrihedsspørgsmaalet i Danmark 1799-1848, et bidrag til karakteristik af den danske enevælde i Frederiks VI’s og Christian VIII’s tid, Kbh. 1944.
Kall Rasmussen, M.C.N.: “Bidrag til Ludvig Holbergs Biographi for Aarene 1702-1714”, Historisk Tidsskrift, 3. rk., I (1858-59), s. 94-130.
Langslet, Roar: Den store ensomme – en biografi om Ludvig Holberg, Kbh. 2002.
Molesworth, Robert: An Account of Denmark, as It was in the Year 1692, London 1694.
Mortensen, Karl: “Holberg og Peder Syv. Et Bidrag til Belysning af Holbergs Forhold til ældre dansk Litteratur”, Holberg Aarbog, 1924, s. 98-136.
Müller, Th.A.: “Holbergs to ældste historiske Arbejder, deres Kildeforhold og hvad de fortæller om Forfatterens daværende Udvikling og Personlighed”, Historisk Tidsskrift, 10 rk., IV (1937-38), s. 1-28.
Neiendam, Michael: Erik Pontoppidan. Studier og Bidrag til Pietismens Historie, I-II, Kbh. 1930-33, her I, s. 178-184.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “Robert Molesworth’s An Account of Denmark as it was in 1692 (London 1694): A political Scandal and its Literary Aftermath”, i: Knud Haakonssen & Henrik Horstbøll (red.): Northern Antiquities and National Identities. Perceptions of Denmark and the North in the Eighteenth Century. Symposium held in Copenhagen August 2005, (Historisk-filosofiske Meddelelser, 101), København 2008, s. 68-87.
Olden-Jørgensen, Sebastian: “‘Saa at jeg har efterlevet en Historieskrivers uden at overtræde en Borgers Pligt’ – naturret og historie i Holbergs behandling af enevældens indførelse 1660”, Eiliv Vinje & Jørgen Magnus Sejersted (red.): Ludvig Holbergs naturrett, Bergen 2012, s. 118-139.
Paludan-Müller, C.: “Dansk Historiografi i det 18de Aarhundrede”, Historisk Tidsskrift, 5. rk., IV (1883-84), s. 1-188.
Pontoppidan, Erik: Theatrum Daniæ veteris et modernæ. Oder: Schau-Bühne Des alten und jetzigen Dännemarcks, Enthaltend I. Eine ausführliche Chorographische, Antiquarische, Historische und Physicalische Beschreibung dieses uralten Königreichs [...]II. Eine politische Beschreibung besagten Königreichs, I-II, Bremen 1730.
Pufendorf, Samuel: Einleitung zu der Historie der vornehmsten Reiche und Staaten, so itziger Zeit in Europa sich befinden, Frankfurt am Main 1682.
Rian, Øystein: “Historie i tvangstrøye. Kongemakt og historieformidling i Danmark-Norge 1536-1814”, (Norsk) Historisk tidsskrift, 2013, s. 63-89.
Rian, Øystein: “Ludvig Holbergs historie- og samfunnsforståelse”, s. Peter Christensen Teilmann & Gunnar Sivertsen (red.): Ind i Holbergs fjerde århundrede. Det faglige og det kulturelle grundlag for en nykommenteret udgivelse af Ludvig Holbergs samlede værker – i bogligt og digitalt medie, Kbh. 2004, 47-58.