Tilbake til søkeresultater

1 forekomst av Nu vil jeg lade de belejrede glæde sig over den store sejr og de svenske begræde deres forlis, item begrave deres døde, hvilket kong Frederik gav dem forlov til, og vende mig til Holsten, hvorhen de kejserlige, polske og brandenburgske hastede for at forløse Danmark og skaffe kong Frederik en billig fred
[Fjern søkemarkeringer]

  
 expand section icon

 expand section icon
collapse section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
 
[Svenskerne fordrives fra Jylland og erobrer Lolland-Falster og Møn]
  
  
  
  
  
 expand section icon
 expand section icon
 expand section icon
 expand section icon
  
 expand section icon
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  

  

previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
 Nu vil jeg lade de belejrede glæde sig over den store sejr og de svenske begræde deres forlis, item begrave deres døde, hvilket kong Frederik gav dem forlov til, og vende mig til Holsten, hvorhen de kejserlige, polske og brandenburgske hastede for at forløse Danmark og skaffe kong Frederik en billig fred . |363De kejserlige tropper bestod af 12.000 mænd Danmarks allierede kommer til undsætning og var kommanderet af Montecuculi, de polakker var 600 ryttere hvis anfører var Czarnesky, de brandenburgere var over 12.000 mænd stærke og anført af kurfyrsten selv, en tapper herre der havde lagt stor ære ind i det navnkundige slag ved Warszawa. Han kommanderede nu den hele krigshær såsom det højeste hoved. Da han var kommet til grænserne, lod han offentlig udråbe hvorledes Hans Kongelige Majestæt af Danmark havde ladet Hans Kejserlige Majestæt og ham vide på hvad måde kongen af Sverige havde brudt den roskildske fred, anfaldet Danmark uden nogen krigserklæring, belejret Kronborg og København og tragtet efter at træde det hele rige under fødder. Han erklærede derfor at være kommet for at undsætte kongen af Danmark, med hvilken han var i alliance, og begærede at alle ville være ham behjælpelige i sådan en retfærdig sag.
De svenske, da de fornam at de var for svage til at modstå sådan en mægtig fjende, holdt det rådeligst at retirere sig i tide, og på det de allierede ikke skulle glæde sig for meget over deres retræte, lod de opbrænde og ødelægge alle landsbyer og huse på vejen og fordærvede alt hvad som kunne være deres fjende til nytte, og således med deres general, prinsen af Sulzbach, retirerede sig til Jylland, ikke hvilende førend de kom til Fredericia. Kurfyrsten af Brandenburgs fremgang i Holsten Kurfyrsten forfulgte dem af al magt. Da han var kommet til Gottorp, fyrstens residens af Holsten, lod han oprejse et batteri og truede at nedskyde kastellet såfremt de gjorde nogen modstand, hvorudover fyrsten af Holsten, som i tide havde retireret sig til Tønning, skikkede en envoyé til kurfyrsten for at begære neutralitet, hvilken ham blev forundt med de vilkår at han skulle overlevere kastellet og betale 60.000 rigsdaler.
Efter at Gottorp var overleveret, marcherede de allierede til Als, en liden ø skilt fra det faste land ved en smal arm af søen. På samme ø lå 3 svenske regimenter ryttere og nogle fodfolk under anførsel av Askenberg, hvilken, såsom |364han så sig ingen undsætning at kunne få, førte om nattetider alle sine folk af øen på nogle skibe og således undgik den fare. Alt det svenske felttøj, 24 kanoner samt 1500 heste faldt dagen derefter i de allieredes hænder, item de tvende fæstninger Sønderborg og Nordborg, i hvilken sidste lå oberst Knusts regiment som blev tvunget til at overgive sig. Da nu den hele ø var renset, marcherede Czarnesky med sine polakker ind i Jylland, slog et parti svenske ved Kolding, hvilken stad han også erobrede og nedsablede den svenske besætning. Endelig kom den hele krigshær til Fredericia, hvilken den agtede at belejre, men som det var alt for langt ud på vinteren og vejret var idelig vådt, stod den denne gang fra sit forsæt og begav sig i vinterkvarter.
Da vinteren var nu forløbet, lavede de allierede sig til at belejre Fredericia. Den stad havde admiral Wrangel erobret tilforn med storm og omkommet en hel hob danske, hvis døde legemer, som var kastet hid og did, forårsagede sådan forgiftig stank og svaghed blandt de svenske at de besluttede at forlade staden, Fredericia erobres, og de svenske drives ud af det faste land til hvilken ende de nedrev fortifikationerne, satte ild på staden og førte deres tropper over til Fyn, efterladende alene en besætning i fæstningen, hvilken straks blev belejret og indtaget af de allierede. I den kurfyrstelige lejr ved Ribe blev sluttet en fuldkommen alliance mellem Danmark og Brandenburg mod Sverige; óg findes traktaten, som jeg har haft in manuscripto på tysk, og består af 15 artikler underskrevet af Henrik Rantzau, Frederik von Ahlefeldt og Otho Freiherr von Schwerin.(a) Deri lover kurfyrsten at assistere riget med alle sine kræfter, hvilket han óg troligt holdt og var den bedste allierede kongen havde i denne krig.
Da de svenske nu var drevet rent ud af det faste land, satte de allierede dem for at besøge dem på øerne. De anfaldt først den lille ø Fænø mellem Jylland og Fyn, hvor de svenske mistede en oberst, 3 kaptajner, 200 gemene, 6 felt-
(a) Foedus inter Frid. 3. & Elect. Brand. in castris apud Rip. 21. Januarii 1659. manuscr.
|365stykker og måtte tage flugten til Fyn. Derefter tillavede de en hel hob både og små fartøjer, hvilke de opfyldte med soldater at føre dem over til Fyn. Der havde de svenske en god armé på benene, af hvilken de allierede blev så vel modtaget at de med forlis måtte retirere sig igen.
Over denne ulykke lod de ikke modet falde, men besluttede at gøre et andet forsøg, men det ville heller ikke gå efter ønske, thi omendskønt deres orlogsskibe avancerede til Middelfart, blev dog transportbådene drevet af vinden og strømmen til Fredericia igen. Da de allierede nu så at de kunne ikke komme over i partier, besluttede de at gøre et forsøg med deres hele armé, men som dem fattedes skibe at transportere sådan en stor mængde, sendte de ud 5 orlogsskibe for at samle alle de både de kunne finde længst ved de jyske kyster.
Kongen af Sverige da han fornam dette anslag, udsendte han 8 krigsskibe og en brander under kommando af kaptajn Cox, en engelskmand, for at forbyde de allierede passen. Bemeldte Cox overfaldt uformodentlig med sin flåde de 5 orlogsskibe ved Ebeltoft og efter nogen modstand erobrede dem alle, opbrændte 30 både og vendte i triumf med de erobrede skibe og over 1000 brandenburgiske og kejserlige fanger til Sundet igen. For denne store tjeneste blev han af de svenske hartad tilbedt og blev af kong Carl nobiliteret.
Dette store forlis gik den gode kurfyrste hårdt til hjerte, og såsom han De allierede forlader Danmark igen ingen flere skibe havde tilbage og der var ingen forhåbning at få nogle fra den hollandske flåde, lagde han al tanke til side at gøre noget videre forsøg på Fyn og besluttede at forflytte krigen til Pommern, lod derfor opbrænde de overblevne både og forlod Fænø igen, hvilken straks derpå af de svenske blev erobret og besat. Adskillige besværinger og klagemål fulgte derpå. Den kejserlige general Montecuculi skød al skylden på hollænderne og skrev til Wien at det havde været de allierede let at erobre Fyn hvis hollænderne ikke havde skudt med krudt alene uden kugler. Óg |366kan man ikke nægte, siger en hollandsk skribent selv, at den hollandske flåde jo kun slet sekunderede de allierede, og at admiralen skøttede ikke om at så mange fremmede skulle komme ind i Danmark,(a) en del efterdi de selv alene ville dirigere denne krig, en del óg efterdi den hollandske pensionarius Wit bar intet godt hjerte til kurfyrsten af Brandenburg, hvilket kurfyrsten vel vidste og derfor truede at søge lejlighed til at hævne sig over hollænderne; óg talte han især med foragt om Jan de Wit som den der var årsag til al Danmarks ulykke.(b)
Dette er et kort begreb af de allieredes udtog i Holsten og Jylland, óg ser man da at det ikke ganske gik Danmark efter ønske såsom man havde tænkt ved en landgang på øerne at drive de svenske rent ud af Jylland og Fyn. Dog lod Hans Majestæt af dette uheld ikke modet falde, helst såsom han nylig tilforn havde fået forsikring fra Polen at samme rige ingen partikulær fred ville indgå, og at man agtede tilkommende marts at holde en sammenkomst af samtlige allierede til Thorn for at overlægge hvorledes krigen med eftertryk kunne fortsættes; óg var kong Frederik ombedt at give sin ekstraordinært deputerede Jens Juel fuldmagt dertil.
Dette og andet giver Hans Majestæt til kende i et missive(c) til generalløjtnant Schack; óg ser man af samme brev at han ikke var fornøjet dermed at polakkerne spildte så megen tid med Thorns belejring, da det derimod var fornødent at angribe de svenske på alle steder tillige for derved at distrahere deres magt og tvinge dem til at forlade Danmark som bar alene den hele krigsbyrde.
Efter denne ulykkelige storm til København var den svenske armé ikke i stand at kunne foretage noget vigtigt mod samme stad mere, men havde nok at bestille med at forskanse og bestyrke sig selv at den skulle ikke uformodentlig af de belejrede overrumples. Den hårde vinter tilstedte ikke heller
(a) Banage Ann. Tom. 1. pag. 554.
(b) Ibid. pag. 557.
(c) Epist. Frid. 3 ad Joh. Schack Hafn. 21 Januar. 1659. Manuscr.
|367noget parti at bevæge sig. Men da våren stundede til og luften blev noget mildere, satte kongen af Sverige sig for at gøre sig mester over de små danske øer, til hvilken ende han sendte først grev Valdek med nogle tropper til Langeland for at bemægtige sig samme ø og der have sit kvarter; men han mistede der en hob folk, blev også blesseret og måtte med uforrettet sag vende tilbage. Lidet derefter blev Wrangel sendt derhen. Han var lykkeligere og bemægtigede sig øen efter at hans folk én gang De svenske erobrer Langeland med stort forlis var drevet tilbage. De 300 soldater som fandtes derpå, blev gjort til krigsfanger.
Da Wrangel nu havde bemestret sig Langeland, satte han sejl til Als i forhåbning også at bemægtige sig den insel. Men han havde der ikke så god lykke; thi hans folk blev afslået i tvende storme som de gjorde mod Sønderborg, hvorfor han ingen lyst havde at forblive der længe, men satte sejl til Fyn igen. Langelands forlis forårsagede at de danske hastede med at føre så snart som muligt i søen deres flåde hvilken isen hidindtil havde ligesom belejret i havnen. Da søen var åbnet, blev viceadmiral Helt udsendt med 16 skibe at iagttage fjenden. Den 30. marts traf han 6 svenske skibe mellem Langeland og Lolland, hvilke han efter nogen modstand tvang at begive sig på flugten. Et af dem, som førte 50 stykker, faldt i de danskes hænder, et andet strandede. Men de danske var ikke længe mestre i søen; thi da Bielkenstierna med den hele svenske flåde kom ind i Bæltet, holdt Heldt det ikke rådeligt at vove sine skibe længere i søen, men førte dem alle ind i Flensborgs havn, hvor de svenske havde dem nogle dage indesluttet.
Da det blev spurgt til København, blev rigets admiral Bielke og den hollandske admiral Opdam sendt i søen at forløse de skibe som var indesluttet i Flensborgs havn. Ved Femern fik de 17 svenske skibe i sigte, hvilke uden tvivl havde faldet i deres hænder dersom admiralerne ikke havde været alt for meget varsomme og forsigtige; thi da de agtede at bruge vinden (hvilken de dog ikke havde i deres lommer eller vidste hvor længe |368den skulle vare) således at de svenske kunne omringes og ikke straks søgte ind på dem, fik de svenske imidlertid god vind og uden noget stort forlis salverede sig til Wismar.
De tvende republikker England og Holland udrustede tidligt om våren deres flåder, enhver bestående af 40 skibe. Den ene for at assistere de svenske, den anden de danske. Den engelske flådes ankomst Republikken i England havde i forrige års udgang sendt en flåde til Sundet, men den blev formedelst storm og is, som gjorde søen usejlbar, tvunget til at vende tilbage igen. Da nu vinteren var forbigået, blev admiral Montagu sendt didhen med en anden 3 uger før de hollændere, hvilke blev ikke lidet alarmeret over at se deres rivaler med så stor magt at være kommet dem i vejen. Bemeldte engelske flåde arriverede i Sundet den 6. april og kastede anker mellem Hven og Kronborg.
Årsag dertil Årsagen til denne flådes udrustning var ikke at England havde forsæt at ruinere Danmark (thi ingen potentat så gerne at de svenske skulle blive mestre over Norden, uden måske Portugal, og det ikke af had til Danmark, men at vingerne kunne blive klippet på hollænderne og deres handel på Østersøen ruineret). Men den engelske republiks tanke var at oprejse de svenske sager igen som nu begyndte at gå krebsegang, og at forskaffe Sverige en reputerlig fred, til hvilken dersom Danmark ikke ville lade sig bekvemme, da at agere offensivt mod samme rige og konjungere sig offentligt med de svenske, deres allierede.
Så snart de engelske nu var kommet i Sundet, besluttede de at forhindre Ruiters konjunktion med Opdam, frygtende de ellers ikke skulle blive hollænderne voksne. Deres hele flåde bestod ud af 36 orlogsskibe foruden brandere. Så forskrækkelig dens ankomst var for de danske, så angenem var den derimod for de svenske som nu håbede at spille mester til søs; men hverken de svenskes forhåbning eller danskes frygt varede længe eftersom general Montagu lod kong Frederik straks vide at han med hans flåde var alene kommet for |369at forlige begge konger og imidlertid ikke ville øve noget fjendtligt mod nogen af dem.
Den engelske envoyé offererede straks Englands mediation og foreslog for begge kongerne den roskildske fred såsom mest overensstemmende med den nærværende tilstand. Derpå lod kong Frederik svare at han ganske gerne ville modtage den engelske mediation, men kunne ikke slutte nogen ting uden hans venner og allierede. Kong Carl stillede sig an i begyndelsen som han havde stor afsmag i samme engelske forslag og ikke ville lade sig bekvemme til den roskildske fred, hvilket forårsagede at den engelske admiral løste fra Sundet og lagde sin flåde i Kattegat tvært over Kullen, dog der var en anden årsag dertil eftersom den stærke strøm i Sundet besværede flåden meget. Endelig lod kong Carl den engelske admiral vide at han ville lade sig bekvemme til den roskildske fred og antage den engelske mediation. Denne erklæring klingede vel i admiralens øren, hvilken straks anholdt hos kong Frederik om det samme, men fik intet andet svar end det forrige, nemlig at Hans Majestæt kunne ikke med sin honnør eller nogen føje slutte noget uden sine allierede. Hvorudover bemeldte admiral efter den ordre han havde fået af sin principal, tilbyder Sverige undsætning fra England, dog på sådanne vilkår som kong Carl ikke vel kunne modtage. Medens dette forrettedes, blev i England regeringen forandret, Danmark til lykke; thi den engelske flåde blev derover hindret i sit første anslag og måtte bie efter anden ordre fra den nye regering, hvilken syntes at være bedre sindet mod de danske.
Den hinder som den engelske flåde gjorde hollænderne, at de ikke kunne komme ind i Sundet, Lolland, Falster og Møn falder i de svenskes hænder gav kong Carl lejlighed til at anfalde de overblevne danske øer, ved hvis erobring han håbede at bringe København til des større yderlighed såsom de var samme stads spisekamre; til hvilken ende han tillavede nogle orlogsskibe vel bemandede og bemægtigede sig først Falster, siden Lolland og derefter Møn, på hvilken lille ø han fik temmelig modstand såsom den lå nærmest Kø|370benhavn og havde fået et kompagni soldater til bestyrkning af samme stad.
Nakskovs belejring Nakskov i Lolland udstod den hårdeste belejring; thi den varede i 13 uger og derfor fortjener omstændigt at tales om. De svenske kom på Lolland den 28. april ved Guldbjergs færge og slog deres lejr den 1. maj ved Arninge by. Overkommandanten Kørber og kommandanten von Reden gjorde straks anstalt i Nakskov for at modtage fjenden og tillige med de da nærværende rigets råder formanede borgerskabet til en tapper modstand, forsikrende dem om secours inden 3 dage. Efter hvilken gjorte formaning de begav sig ud af staden og lod sig føre til flåden, men jeg ser ikke at de kom tilbage igen. Om deres bortgang som forlod staden da den truedes med belejring, taler Niels Pedersen Saxtrup som på samme tid var medtjener i Nakskov og i vers har beskrevet Nakskovs belejring således:
Så droge de ad flåden til,(a)
vi sadde i stikken here.
Hvad hjælp vi fik mod fjendens spil,
lang tid vi måtte lære:
Dog ej at nogen sige kan,
de herrer skylden bare,
men vore synder som havets sand,
der tunge var og svare.
Hvoraf man ser at denne bortrejse blev af indbyggerne kritiseret; thi endskønt poeten har den diskretion at skyde skylden på Nakskovs synder, så glemmer han dog ikke hvad han vil sige, så at i undskyldningen selv er en subtil satire. Vel lod sig nogle dage derefter se en secours, men den kunne formedelst modvind ikke komme på landet.
Da de svenske var kommet til Abildtorp, vovede ritmester Varhus med nogle ryttere en skærmydsel med dem, men han måtte med forlis af nogle ryttere og en kornet retirere
(a) Nicol. Saxstrup. descript. obsid. Nakskov. metricè, manuscr.
|371sig igen. Fjenden lod derpå den 9. ejusdem opkaste trende skanser ved Helnæs, og nogle dage derefter bemægtigede sig Stensøen, en liden insul nær ved Nakskov, Indbyggernes stærke modstand hvormed de mente sig i en hast at tvinge staden. Feltmarskal Wrangel skikkede da en trompeter til staden, formanende besætningen til at overgive sig, men han fik intet andet svar end at man ville forsvare sig til det yderste. Derpå lod Wrangel skyde med gloende kugler ind i staden, lod også gøre anfald på tvende steder, men måtte med forlis gå tilbage igen. Den hele pinseuge og pinsedagene selv blev derefter bortdrevet med skyden af al slags skud og granaters kastelse, men gjorde dog ingen synderlig skade. Det mærkeligste var at en kvinde blev dødeligt såret i kirken af en kugle, og oberstløjtnant Dernebach, da han ville besøge de svenske i deres approcher, blev ihjelskudt og bragt død til staden. Af de svenske derimod omkom på samme tid i løbegravene 120 mænd.
Den 10. juni begyndte de svenske at skyde med halve kartover og dermed kontinuerede nogle dage tillige med granaters og stens kastelse hvoraf mange af indbyggerne blev fældet og huse og bygninger nedkastet; óg vidner præsten som har beskrevet denne belejring, at kuglerne fløj ham om ørene såvel da han stod for alteret som på prædikestolen. Intet blev sparet som kunne bruges og anvendes til en stads erobring, idelig skyden, stærke anfald, miner under jorden; men alt sammen forgæves, thi indbyggerne gjorde ved deres hurtighed alle anslag til intet, så at der var anseelse til at de svenske måtte forlade staden igen. Mangel på krudt i staden Men til ulykke for de belejrede så var deres krudt til ende, hvorudover de så sig ikke i stand længere at kunne holde belejringen og derfor begyndte at rådslå om fæstningens overgivelse ved akkord.
Officererne var deri enige, holdende for at der i sådan tilstand intet andet middel var at gribe til. Borgerne derimod, som var forunderligt, og hvad som er tværtimod det som sker i andre belejrede stæder, protesterede mod handel om akkord og havde lyst til at forsvare staden til det yderste. Akkorden |372blev derfor denne gang tilintetgjort. Men da de svenske kort derefter bemægtigede sig hornværket, som var de belejredes bedste værn, og hvorved fjenden kom i stand at kunne lange med musketter ind i staden, bekvemmede alle sig til akkord, Nakskov overgives med akkord hvilken også blev sluttet den 15. juli, således(a) at indbyggerne på liv og gods ikke skulle beskadiges, hvilket dog ikke blev holdt, thi staden blev opfyldt både med mord og rov, helst da Stenbock rejste bort, hvis skikkelige opførsel ellers berømmes.
Således faldt Nakskov efter en hårdnakket belejring af 13 uger i fjendens hænder, óg var det ikke liden ære for en så mådelig stad at have udstået en så hård og langvarig belejring. Ovenmeldte autor vidner De svenskes forlis at de svenske derfor satte til 1800 mænd,(b) hvilket tal en del dog holder for at være noget outreret, menende at man sikkert kan gøre en rabat deri, helst efterdi historien er skrevet på vers. Men som man finder intet poetisk deri uden rimene, og det ikke kan tvivles om at så mange hårde attakker og en så langvarig belejring jo har kostet en anselig hob folk, kan man holde for at skribenten heri ingen poetisk frihed har taget sig, men skrevet tingen som den var; thi endskønt det er noget usædvanligt, så er det dog ikke ganske umuligt at kunne skrive sandhed i rim. Det er ellers underligt at skribenter kun løseligt med 2 eller 3 ord har talt om Lollands erobring, da dog Nakskovs belejring var en af de heftigste som i denne krig blev foretaget, så at det var ikke uden mangel på krudt som kunne tvinge staden til overgivelse. Dette såvel som andet viste, at de danske overalt fægtede anderledes end i forrige krig da Nakskov overgav sig førend den så fjenden, og Frederiksodde i første angreb blev indtaget.
(a) Kapitulationen, som jeg har in manuscripto på tysk forfattet, består af 14 artikler og er underskrevet af Gustav Otto Stenbock, Joachim Kørber og Daniel von Reden.
(b) Nicol. Saxstrup. descript. obsid. manuscr.
 
 
 
xxx
xxx