|362
Nu vil jeg lade de belejrede glæde sig over den
store sejr og de svenske begræde deres forlis, item begrave deres døde, hvilket kong
Frederik gav dem forlov til, og vende mig til Holsten, hvorhen de kejserlige, polske og
brandenburgske hastede for at forløse Danmark og skaffe kong Frederik en billig fred .
|363De kejserlige tropper bestod af 12.000 mænd Danmarks
allierede kommer til undsætning og var kommanderet af Montecuculi, de polakker var 600 ryttere hvis anfører var Czarnesky, de
brandenburgere var over 12.000 mænd stærke og anført af kurfyrsten selv, en tapper
herre der havde lagt stor ære ind i det navnkundige slag ved Warszawa. Han kommanderede
nu den hele krigshær såsom det højeste hoved. Da han var kommet til grænserne, lod
han offentlig udråbe hvorledes Hans Kongelige Majestæt af Danmark havde ladet Hans
Kejserlige Majestæt og ham vide på hvad måde kongen af Sverige havde brudt den
roskildske fred, anfaldet Danmark uden nogen krigserklæring, belejret Kronborg og
København og tragtet efter at træde det hele rige under fødder. Han erklærede derfor
at være kommet for at undsætte kongen af Danmark, med hvilken han var i alliance, og
begærede at alle ville være ham behjælpelige i sådan en retfærdig sag.
De svenske, da de fornam at de var for svage til at modstå sådan en mægtig fjende, holdt det
rådeligst at retirere sig i tide, og på det de allierede ikke skulle glæde sig
for meget over deres retræte, lod de opbrænde og ødelægge alle landsbyer og huse på
vejen og fordærvede alt hvad som kunne være deres fjende til nytte, og således med deres
general, prinsen af Sulzbach, retirerede sig til Jylland, ikke hvilende førend de kom til
Fredericia. Kurfyrsten af Brandenburgs fremgang
i Holsten Kurfyrsten forfulgte dem af al magt. Da han var kommet til Gottorp, fyrstens residens
af Holsten, lod han oprejse
et batteri og truede at nedskyde kastellet såfremt de
gjorde nogen modstand, hvorudover
fyrsten af Holsten, som i tide havde retireret sig til
Tønning, skikkede en envoyé til kurfyrsten for at begære
neutralitet, hvilken ham blev forundt med de vilkår at han skulle overlevere kastellet
og betale 60.000 rigsdaler.
Efter at Gottorp var overleveret, marcherede de allierede til Als, en liden
ø skilt fra det faste land ved en smal arm af søen. På samme ø lå 3 svenske
regimenter ryttere og nogle fodfolk under anførsel av Askenberg, hvilken,
såsom |364han så sig ingen undsætning at kunne få, førte om nattetider alle sine
folk af øen på nogle skibe og således undgik den fare. Alt det svenske felttøj, 24
kanoner samt 1500 heste faldt dagen derefter i de allieredes hænder, item de tvende
fæstninger Sønderborg og Nordborg, i hvilken sidste lå oberst Knusts regiment som
blev tvunget til at overgive sig. Da nu den hele ø var renset, marcherede Czarnesky med
sine polakker ind i Jylland, slog et parti svenske ved Kolding, hvilken stad han også
erobrede og nedsablede den svenske besætning. Endelig kom den hele krigshær til
Fredericia, hvilken den agtede at belejre, men som det var alt for langt ud på vinteren
og vejret var idelig vådt, stod den denne gang fra sit forsæt og begav sig i
vinterkvarter.
Da vinteren var nu forløbet, lavede de allierede sig til at belejre
Fredericia. Den stad havde admiral Wrangel erobret tilforn med storm og omkommet en hel
hob danske, hvis døde legemer, som var kastet hid og did, forårsagede sådan forgiftig
stank og svaghed blandt de svenske at de besluttede at forlade staden, Fredericia erobres, og de svenske drives ud af det faste land til
hvilken ende de nedrev fortifikationerne, satte ild på staden og førte deres tropper
over til Fyn, efterladende alene en besætning i fæstningen, hvilken straks blev
belejret og indtaget af de allierede. I den kurfyrstelige lejr ved Ribe blev sluttet
en fuldkommen alliance mellem Danmark og Brandenburg mod Sverige; óg findes traktaten,
som jeg har haft in manuscripto på tysk, og består af 15 artikler underskrevet af
Henrik Rantzau, Frederik von Ahlefeldt og Otho Freiherr von Schwerin.(a) Deri lover kurfyrsten at assistere riget med alle sine
kræfter, hvilket han óg troligt holdt og var den bedste allierede kongen havde i denne
krig.
Da de svenske nu var drevet rent ud af det faste land, satte de allierede
dem for at besøge dem på øerne. De anfaldt først den lille ø Fænø mellem Jylland og
Fyn, hvor de svenske mistede en oberst, 3 kaptajner, 200 gemene, 6 felt-|365stykker og måtte tage flugten til Fyn. Derefter tillavede
de en hel hob både og små fartøjer, hvilke de opfyldte med soldater at føre dem over til
Fyn. Der havde de svenske en god armé på benene, af hvilken de allierede blev så vel
modtaget at de med forlis måtte retirere sig igen.
Over denne ulykke lod de ikke modet falde, men besluttede at gøre et
andet forsøg, men det ville heller ikke gå efter ønske, thi
omendskønt deres orlogsskibe avancerede til Middelfart, blev dog transportbådene
drevet af vinden og strømmen til Fredericia igen. Da de allierede nu så at de kunne
ikke komme over i partier, besluttede de at gøre et forsøg med deres hele armé, men
som dem fattedes skibe at transportere sådan en stor mængde, sendte de ud 5 orlogsskibe
for at samle alle de både de kunne finde længst ved de jyske kyster.
Kongen af Sverige da han fornam dette anslag, udsendte han 8 krigsskibe
og en brander under kommando af kaptajn Cox, en engelskmand, for at forbyde de
allierede passen. Bemeldte Cox overfaldt uformodentlig med sin flåde de 5 orlogsskibe ved
Ebeltoft og efter nogen modstand erobrede dem alle, opbrændte 30 både og vendte i
triumf med de erobrede skibe og over 1000 brandenburgiske og kejserlige fanger til
Sundet igen. For denne store tjeneste blev han af de svenske hartad tilbedt og blev af
kong Carl nobiliteret.
Dette store forlis gik den gode kurfyrste hårdt til hjerte, og såsom
han De allierede forlader Danmark igen ingen flere skibe
havde tilbage og der var ingen forhåbning at få nogle fra den hollandske flåde, lagde
han al tanke til side at gøre noget videre forsøg på Fyn og besluttede at forflytte
krigen til Pommern, lod derfor opbrænde de overblevne både og forlod Fænø igen, hvilken
straks derpå af de svenske blev erobret og besat. Adskillige besværinger og klagemål
fulgte derpå. Den kejserlige general Montecuculi skød al skylden på hollænderne og
skrev til Wien at det havde været de allierede let at erobre Fyn hvis hollænderne ikke
havde skudt med krudt alene uden kugler. Óg |366kan man ikke
nægte, siger en hollandsk skribent selv, at den hollandske flåde jo kun slet sekunderede
de allierede, og at admiralen skøttede ikke om at så mange fremmede skulle komme ind i
Danmark,(a) en del efterdi de selv alene ville dirigere
denne krig, en del óg efterdi den hollandske pensionarius Wit bar intet godt hjerte til
kurfyrsten af Brandenburg, hvilket kurfyrsten vel vidste og derfor truede at søge
lejlighed til at hævne sig over hollænderne; óg talte han især med foragt om Jan de Wit
som den der var årsag til al Danmarks ulykke.(b)
Dette er et kort begreb af de allieredes udtog i Holsten
og Jylland, óg ser man da at det ikke ganske gik Danmark efter ønske såsom man havde
tænkt ved en landgang på øerne at drive de svenske rent ud af Jylland og Fyn. Dog lod
Hans Majestæt af dette uheld ikke modet falde, helst såsom han nylig tilforn havde
fået forsikring fra Polen at samme rige ingen partikulær fred ville indgå, og at man
agtede tilkommende marts at holde en sammenkomst af samtlige allierede til Thorn for at
overlægge hvorledes krigen med eftertryk kunne fortsættes; óg var
kong Frederik ombedt at give sin ekstraordinært deputerede Jens Juel fuldmagt dertil.
Dette og andet giver Hans Majestæt til kende i et missive(c) til generalløjtnant Schack; óg ser man af samme brev at han ikke var fornøjet dermed at polakkerne
spildte så megen tid med Thorns belejring, da det derimod var fornødent at angribe de
svenske på alle steder tillige for derved at distrahere deres magt og tvinge dem til at
forlade Danmark som bar alene den hele krigsbyrde.
Efter denne ulykkelige storm til København var den svenske armé ikke
i stand at kunne foretage noget vigtigt mod samme stad mere, men havde nok at bestille
med at forskanse og bestyrke sig selv at den skulle ikke uformodentlig af de belejrede
overrumples. Den hårde vinter tilstedte ikke heller |367noget
parti at bevæge sig. Men da våren stundede til og luften blev noget mildere, satte
kongen af Sverige sig for at gøre sig mester over de små danske øer, til hvilken ende
han sendte først grev Valdek med nogle tropper til Langeland for at bemægtige sig samme
ø og der have sit kvarter; men han mistede der en hob folk, blev også blesseret og
måtte med uforrettet sag vende tilbage. Lidet derefter blev Wrangel sendt derhen. Han var
lykkeligere og bemægtigede sig øen efter at hans folk én gang De
svenske erobrer Langeland med stort forlis var drevet tilbage. De 300 soldater
som fandtes derpå, blev gjort til krigsfanger.
Da Wrangel nu havde bemestret sig
Langeland, satte han sejl til Als i forhåbning også at bemægtige sig den insel. Men han
havde der ikke så god lykke; thi hans folk blev afslået i tvende storme som de gjorde
mod Sønderborg, hvorfor han ingen lyst havde at forblive der længe, men satte sejl til Fyn
igen. Langelands forlis forårsagede at de danske hastede med at føre så snart som
muligt i søen deres flåde hvilken isen hidindtil havde ligesom belejret i havnen. Da
søen var åbnet, blev viceadmiral Helt udsendt med 16 skibe at iagttage fjenden. Den 30.
marts traf han 6 svenske skibe mellem Langeland og Lolland, hvilke han efter nogen
modstand tvang at begive sig på flugten. Et af dem, som førte 50 stykker, faldt i de
danskes hænder, et andet strandede. Men de danske var ikke længe mestre i søen; thi da
Bielkenstierna med den hele svenske flåde kom ind i Bæltet, holdt Heldt det ikke
rådeligt at vove sine skibe længere i søen, men førte dem alle ind i Flensborgs
havn, hvor de svenske havde dem nogle dage indesluttet.
Da det blev spurgt til København,
blev rigets admiral Bielke og den hollandske admiral Opdam sendt i søen at forløse de
skibe som var indesluttet i Flensborgs havn. Ved Femern fik de 17 svenske skibe i
sigte, hvilke uden tvivl havde faldet i deres hænder dersom admiralerne ikke havde været
alt for meget varsomme og forsigtige; thi da de agtede at bruge
vinden (hvilken de dog ikke havde i deres lommer eller vidste hvor længe |368den skulle vare) således at de svenske kunne omringes og ikke
straks søgte ind på dem, fik de svenske imidlertid god vind og uden noget stort forlis
salverede sig til Wismar.
De tvende republikker England og Holland udrustede tidligt om våren deres
flåder, enhver bestående af 40 skibe. Den ene for at assistere de svenske, den anden de
danske. Den engelske flådes ankomst Republikken i England
havde i forrige års udgang sendt en flåde til Sundet, men den blev formedelst storm
og is, som gjorde søen usejlbar, tvunget til at vende tilbage igen. Da nu vinteren var
forbigået, blev admiral Montagu sendt didhen med en anden 3 uger før de hollændere,
hvilke blev ikke lidet alarmeret over at se deres rivaler med så stor magt at være
kommet dem i vejen. Bemeldte engelske flåde arriverede i Sundet den 6. april og kastede
anker mellem Hven og Kronborg.
Årsag dertil Årsagen til denne flådes udrustning
var ikke at England havde forsæt at ruinere Danmark (thi ingen potentat så
gerne at de svenske skulle blive mestre over Norden, uden måske Portugal, og det
ikke af had til Danmark, men at vingerne kunne blive klippet på hollænderne og deres
handel på Østersøen ruineret). Men den engelske republiks tanke var at oprejse de
svenske sager igen som nu begyndte at gå krebsegang, og at forskaffe Sverige en
reputerlig fred, til hvilken dersom Danmark ikke ville lade sig bekvemme, da at agere
offensivt mod samme rige og konjungere sig offentligt med de svenske, deres allierede.
Så snart de engelske nu var kommet i Sundet, besluttede de at forhindre
Ruiters konjunktion med Opdam, frygtende de ellers ikke skulle blive hollænderne voksne.
Deres hele flåde bestod ud af 36 orlogsskibe foruden brandere. Så forskrækkelig dens
ankomst var for de danske, så angenem var den derimod for de svenske som nu håbede at
spille mester til søs; men hverken de svenskes forhåbning eller danskes frygt varede
længe eftersom general Montagu lod kong Frederik straks vide at han med hans flåde var
alene kommet for |369at forlige begge konger og imidlertid
ikke ville øve noget fjendtligt mod nogen af dem.
Den engelske envoyé offererede straks Englands mediation og foreslog for
begge kongerne den roskildske fred såsom mest overensstemmende med den nærværende
tilstand. Derpå lod kong Frederik svare at han ganske gerne ville modtage den engelske
mediation, men kunne ikke slutte nogen ting uden hans venner og allierede. Kong Carl
stillede sig an i begyndelsen som han havde stor afsmag i samme engelske forslag og
ikke ville lade sig bekvemme til den roskildske fred, hvilket forårsagede at den
engelske admiral løste fra Sundet og lagde sin flåde i Kattegat tvært over Kullen, dog
der var en anden årsag dertil eftersom den stærke strøm i Sundet
besværede flåden meget. Endelig lod kong Carl den engelske admiral vide at han ville lade
sig bekvemme til den roskildske fred og antage den engelske mediation. Denne erklæring
klingede vel i admiralens øren, hvilken straks anholdt hos kong Frederik om det samme, men
fik intet andet svar end det forrige, nemlig at Hans Majestæt kunne ikke med sin honnør
eller nogen føje slutte noget uden sine allierede. Hvorudover bemeldte admiral efter den
ordre han havde fået af sin principal, tilbyder Sverige undsætning fra England, dog på
sådanne vilkår som kong Carl ikke vel kunne modtage. Medens dette forrettedes, blev
i England regeringen forandret, Danmark til lykke; thi den engelske flåde blev
derover hindret i sit første anslag og måtte bie efter anden ordre fra den nye
regering, hvilken syntes at være bedre sindet mod de danske.
Den hinder som den engelske flåde gjorde hollænderne, at de ikke kunne
komme ind i Sundet, Lolland, Falster og Møn falder i de svenskes hænder gav
kong Carl lejlighed til at anfalde de overblevne danske øer, ved
hvis erobring han håbede at bringe København til des større yderlighed såsom de var
samme stads spisekamre; til hvilken ende han tillavede nogle orlogsskibe vel
bemandede og bemægtigede sig først Falster, siden Lolland og derefter Møn, på hvilken
lille ø han fik temmelig modstand såsom den lå nærmest Kø|370benhavn og havde fået et kompagni soldater til bestyrkning af samme
stad.
Nakskovs belejring Nakskov i Lolland udstod
den hårdeste belejring; thi den varede i 13 uger og derfor fortjener omstændigt at
tales om. De svenske kom på Lolland den 28. april ved Guldbjergs færge og slog deres
lejr den 1. maj ved Arninge by. Overkommandanten Kørber og kommandanten von Reden
gjorde straks anstalt i Nakskov for at modtage fjenden og tillige med de da nærværende
rigets råder formanede borgerskabet til en tapper modstand, forsikrende dem om secours inden
3 dage. Efter hvilken gjorte formaning de begav sig ud af staden og lod sig føre til
flåden, men jeg ser ikke at de kom tilbage igen. Om deres bortgang som forlod
staden da den truedes med belejring, taler Niels Pedersen Saxtrup som på samme tid var
medtjener i Nakskov og i vers har beskrevet Nakskovs belejring således:
Så droge de ad flåden til,(a)
|
vi sadde i stikken here. |
Hvad hjælp vi fik mod fjendens spil, |
lang tid vi måtte lære: |
Dog ej at nogen sige kan, |
de herrer skylden bare, |
men vore synder som havets sand, |
der tunge var og svare. |
Hvoraf man ser at denne bortrejse blev af indbyggerne
kritiseret; thi endskønt poeten har den diskretion at skyde skylden på Nakskovs synder,
så glemmer han dog ikke hvad han vil sige, så at i undskyldningen selv er en subtil
satire. Vel lod sig nogle dage derefter se en secours, men den kunne formedelst modvind
ikke komme på landet.
Da de svenske var kommet til Abildtorp, vovede ritmester Varhus med nogle
ryttere en skærmydsel med dem, men han måtte med forlis af nogle ryttere og en kornet
retirere |371sig igen. Fjenden lod derpå den 9. ejusdem
opkaste trende skanser ved Helnæs, og nogle dage derefter bemægtigede sig Stensøen, en
liden insul nær ved Nakskov, Indbyggernes stærke modstand hvormed
de mente sig i en hast at tvinge staden. Feltmarskal Wrangel skikkede da en
trompeter til staden, formanende besætningen til at overgive sig, men han fik intet andet
svar end at man ville forsvare sig til det yderste. Derpå lod Wrangel skyde med gloende
kugler ind i staden, lod også gøre anfald på tvende steder, men måtte med forlis
gå tilbage igen. Den hele pinseuge og pinsedagene selv blev derefter bortdrevet
med skyden af al slags skud og granaters kastelse, men gjorde dog ingen synderlig skade.
Det mærkeligste var at en kvinde blev dødeligt såret i kirken af en kugle, og
oberstløjtnant Dernebach, da han ville besøge de svenske i deres approcher, blev
ihjelskudt og bragt død til staden. Af de svenske derimod omkom på samme tid i
løbegravene 120 mænd.
Den 10. juni begyndte de svenske at skyde med halve kartover og dermed
kontinuerede nogle dage tillige med granaters og stens kastelse hvoraf mange af
indbyggerne blev fældet og huse og bygninger nedkastet; óg vidner præsten som har
beskrevet denne belejring, at kuglerne fløj ham om ørene såvel da han stod for
alteret som på prædikestolen. Intet blev sparet som kunne bruges og anvendes til en
stads erobring, idelig skyden, stærke anfald, miner under jorden; men alt sammen
forgæves, thi indbyggerne gjorde ved deres hurtighed alle anslag til intet, så at der
var anseelse til at de svenske måtte forlade staden igen. Mangel
på krudt i staden Men til ulykke for de belejrede så var deres krudt til
ende, hvorudover de så sig ikke i stand længere at kunne holde belejringen og derfor
begyndte at rådslå om fæstningens overgivelse ved akkord.
Officererne var deri
enige, holdende for at der i sådan tilstand intet andet middel var at gribe til.
Borgerne derimod, som var forunderligt, og hvad som er tværtimod det som sker i andre
belejrede stæder, protesterede mod handel om akkord og havde lyst til at forsvare
staden til det yderste. Akkorden |372blev derfor denne gang
tilintetgjort. Men da de svenske kort derefter bemægtigede sig hornværket, som var de
belejredes bedste værn, og hvorved fjenden kom i stand at kunne lange med musketter ind
i staden, bekvemmede alle sig til akkord, Nakskov overgives med akkord hvilken også blev sluttet den 15.
juli, således(a) at indbyggerne på liv og gods ikke skulle beskadiges, hvilket dog ikke
blev holdt, thi staden blev opfyldt både med mord og rov, helst da Stenbock rejste
bort, hvis skikkelige opførsel ellers berømmes.
Således faldt Nakskov efter en
hårdnakket belejring af 13 uger i fjendens hænder, óg var det ikke liden ære for en
så mådelig stad at have udstået en så hård og langvarig belejring. Ovenmeldte
autor vidner De svenskes forlis at de svenske derfor
satte til 1800 mænd,(b)
hvilket tal en del dog holder for at være noget outreret,
menende at man sikkert kan gøre en rabat deri, helst efterdi historien er skrevet
på vers. Men som man finder intet poetisk deri uden rimene, og det ikke kan tvivles
om at så mange hårde attakker og en så langvarig belejring jo har kostet en
anselig hob folk, kan man holde for at skribenten heri
ingen poetisk frihed har
taget sig, men skrevet tingen som den var; thi endskønt det er noget usædvanligt, så
er det dog ikke ganske umuligt at kunne skrive sandhed i rim. Det er ellers
underligt at skribenter kun løseligt med 2 eller 3 ord har talt om Lollands
erobring, da dog Nakskovs belejring var en af de heftigste som i denne krig blev
foretaget, så at det var ikke uden mangel på krudt som kunne tvinge staden til
overgivelse. Dette såvel som andet viste, at de danske overalt fægtede anderledes
end i forrige krig da Nakskov overgav sig førend den så fjenden, og Frederiksodde
i første angreb blev indtaget.